Dina

Helt enig. I forvejen opfører en del hundeførere til konkurrencer sig allerede forfærdeligt over for hunden, hvis den har vovet ikke at performe så godt som forventet. De bliver sure og skælder ud - og det skal jo nok gøre hunden glad og oplagt til mere hundearbejde. Og hvis der så oven i købet kommer penge med i spillet......jamen, du godeste. Arme hunde. For det er jo aldrig disse hundeføreres egen skyld. Det er klart som blæk. Næ, egentlig ikke. Ordet er glade, dygtige amatører. :slem:

Jeg tolker faktisk ikke specielt meget. Jeg har blot gjort mig den ulejlighed at efterprøve min opfattelse af ordene hobby, amatør og professionel ved at kigge lidt i "Ordbog over det danske sprog". Hvis du kigger lidt på definitionerne af ovennævnte tre ting, vil du finde, at: - en hobby defineres som en foretrukken fritidsbeskæftigelse/privatinteresse - en amatør er en person, som dyrker en idræt uden at have den til levevej - en professionel er en person, der driver noget, fx sport, som erhverv Disse definitioner er de vedtagne og så kan man synes om dem, som man vil. Men det er under alle omstændigheder nemmere at tale sammen, hvis vi forstår det samme (den vedtagne definition) ved et ord.

Jamen, det gør det skam også. Jeg går ud fra, at det er en jæger og hans hund, du tænker på? Jeps, det er en hobby. Jægeren dyrker sin hobby sammen med sin vuf. Her går jeg ud fra, at du taler om schweisshunde, hvor schweisshundeføreren står til rådighed stort set dag og nat. Det er (desværre) ulønnet, så jeps - det er også en hobby. Omendskjønt en yderst samfundsnyttig én. Var 3. gang så lykkens gang?

Jamen dog......er det nu på det "plan", vi diskuterer? Jeg gider ikke gå mine indlæg igennem, men mener bestemt ikke, at jeg har skrevet, at hundesport blev dyrket på hobbyplan. Jeg tror, at jeg skrev, at al hundetræning var en hobby....en fritidsbeskæftigelse uagtet hvor meget af ens tid og energi, den måtte optage.

Det er faktisk ikke spor svært. Jeg tror, at mange af os har haft - eller har stadig - sporten som et meget vigtigt omdrejningspunkt. Som sagt - det er ikke spor svært. Men det forekommer mig, at det er betydeligt sværere for nogle stykker herinde at hitte rede i definitionerne og derfor finder ordene "hobby" og "amatør" direkte fornærmende. Det forstår jeg så til gengæld slet ikke.

Det har jeg svært ved at forestille mig? Professionelle plejer da sædvanligvis at konkurrere? Enten er man professionel eller også er man amatør. Sidstnævnte dyrker en hobby, hvad enten vedkommende går ud i konkurrencer eller ej. Om du vælger at kalde det hobbyplan, konkurrenceplan eller køreplan er helt op til dig selv.

Nej fy da - konkret viden er da også en grimmer ting. Den kan vende op og ned på alting.

Ja, naturligvis?! Man dyrker sin hobby på konkurrenceplan, dvs. at man går til konkurrencer? Jeg kan godt forstå, at du er forvirret, for det roder altså lidt her. Jeg har fx i mange år dyrket min hobby (hundetræning). Jeg tog til konkurrencer rigtigt ofte og brugte meget af min fritid og energi på det. Og jeg stillede aldrig op for ikke at vinde - skønt det ikke altid blev resultatet. Kort sagt - jeg dyrkede min hobby. Eller .... var jeg mon professionel? Hmmmm, jeg tvivler.

En højt elsket og altopslugende hobby? :5up:

Hvis man ikke har styr på definitionerne, så får konnotationerne (medbetydningen) en ganske forskellig klang - alt efter temperament. Det kan man ikke rigtigt bruge til så meget, synes jeg. Men derfor kan det jo godt være ganske underholdende og endog meget lærerigt at høre på. :slem:

Nej. -suk -, jeg opgiver.

Ja, der er i den grad forskel på at træne hjemme i haven på hyggeplan. Ens hund bliver formentlig ikke specielt dygtig, eftersom både rundering og spor er temmelig udelukket. Konkurrerer man derimod på landsholdet, så er man udtaget, fordi ens hund er dygtig. Hjemmetræne-hunden bliver aldrig udtaget. Så der er forskel i de to hundes færdigheder. Men begge dele er en hobby, der dyrkes i fritiden.

Jeg tror, at vi skal stoppe det flueknepperi her. Find selv ud af definitionerne og lad så formel 1-folkene klare deres sager selv.

Ejj Kristina, nu må du klappe hesten. Hvorfor i alverden begynder du nu at tale om konkurrenceplan? Både professionelle sportsudøvere og glade amatører konkurrerer s'gu da...på konkurrenceplan? Jeg tror, at jeg vil trække lidt frisk luft med Sofus. Det er altid en god hobby-ting .....

Jeg kan sgutte lade være med at få den tanke, at hvis man "opskriver" værdien af sin sport ved at mene, at det ikke er en hobby, så gør man det samtidig mere spiseligt at skifte sin du'r-ikke-hund ud? Ikke at jeg beskylder nogen for det, men det var måske alligevel værd at spekulere lidt over?

Nej, det har ingen betydning for definitionen. Men det har sikkert stor betydning for sportsudøverens pengepung.

Der er principielt INGEN forskel. Begge dele er hobby. Blot vil enhver kunne forstå, at den sidstnævnte har en langt dygtigere hund. Men hvis du altid nægter selv at søge oplysninger, så nægter du dig selv at blive klogere. Det er ikke klogt. Måske du endda kunne finde noget, der kunne overbevise mig om, at du havde ret?!

Vi kan måske blive enige om, at sport, der er begrænset til fritiden, er en hobby? Er det det, du mener?

Kan man leve af det? Hvis ikke, så NEJ - det lyder s'gu ikke spor underligt. Prøv nu selv at slå begreberne "amatør", "hobby" og "professionel" op. Så kan du tydeligt SE forskellen. Jeg har selv i mange år trænet redningshunde. Kort efter at jeg stoppede, fik nogle få danske redningshunde chancen for at vise, at de kunne bruges (efter et jordskælv i Tyrkiet). INGEN af disse hundeførere drømte om at kalde sig professionelle, men talte tværtimod om, at det var dejligt, at deres hobby måske kunne være med til at redde liv.

Helt rigtigt opfattet. Man dyrker en hobby.

Jo, det ved den søde grød, at det gør. Her er en anden måde at sige det på i stedet for min noget forenklede. Meningen er dog den samme: En amatør (af lat. amare, elske) betegner et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet – f.eks. et fag- eller kunstområde, som mest finder sted i fritiden og derfor er en hobby. Dette til forskel fra en professionel, eller en som sigter mod at blive professionel, der har til formål at leve af sin gerning. Når man dyrker en hundesport, kan man lægge nok så megen energi, tankevirksomhed og planer i det, men kan man ikke leve af det, er det ikke en profession (et erhverv, et fag eller en stilling), men en hobby uanset hvor meget du og andre måtte slå jer i tøjret. Det er ikke udtryk for en nedladende holdning eller et ønske fra min side at "nedskrive værdien" at kalde det en hobby. Det er blot et udtryk for realisme.

Al sport, der dyrkes ikke-professionelt, dyrkes på hobbyplan. Så enkelt kan det vel siges?

Måske hun bare ikke har mødt så mange fremmede hos opdrætteren. Jeg håber, at det vil lykkes jer at lære den lille, at livet er skægt og og for det meste ret ufarligt. :5up:

Forarbejdet kan skam være gjort forbilledligt og alligevel kan hunden udvikle sig ganske anderledes, end man regnede med. Og det er her, at vi som hundeførere kommer ind i billedet for alvor, for måske er vi slet ikke så supergode, som vi selv går rundt og tror? Jeg har i hvert fald set mange rigtigt gode hunde få alt, alt for lidt ud af det, fordi de var belemret med en "dum hundefører", lige som jeg har set det modsatte: hunde, der måske ikke var født til et bestemt job, men som klarede sig ganske udmærket, fordi de havde en virkelig god og fantasirig hundefører, der evnede at tilrettelægge træningen på en måde, så hunden lærte noget med glæde. Men de værste paphoveder, jeg har mødt, har dog været de hundeførere, der igen og igen lægger skylden for manglende præmier over på hunden, som bliver skiftet ud - og ud og ud igen. Det "sjove" er, at disse hundeførere aldrig tænker over den del af ligningen, der forbliver den samme, nemlig dem selv! Og så bliver det regnestykke s'gu noget fejlbehæftet. At folk ikke har sat sig tilstrækkeligt grundigt ind i, hvad det vil sige at holde hund, er dog ikke det samme, som at de ikke holder af deres hunde. Og at de tilsyneladende ikke "helt vil lytte til mere erfarne hundeførere".....jamen, du milde kineser. Du må da selv have mødt din del af mere erfarne hundeførere, som ikke er specielt pædagogisk indstillede. Hvis de falder over de ikke-lyttende hundeførere, så kan jeg da godt forstå, at der lukkes af for ørerne. Umiddelbart ville jeg tro, at det ville være i hundenes interesse, om deres førere bliver overbevist om, at såvel de selv som deres hunde er gode nok, men at træningen og forståelsen måske halter. Men sådanne ting kan der heldigvis laves om på til både hunds og førers glæde. Jeg er ikke principielt imod omplacering, for der ER godt nok mennesker, hvis hunde næsten ligegyldigt hvad ville få forbedret deres forhold, hvis en omplacering fandt sted. Det er årsagerne til en omplacering, som jeg måske kan have endog meget svært ved at fatte. Til gengæld har jeg på nærmeste hold fulgt nogle gamle, gode venner, der overtog en 2 år gammel airedale-dreng og aldrig har jeg da set en hund få bedre vilkår. Han overtog hele hjemmet med den største selvfølgelighed og han var højt elsket, indtil han 10 år efter måtte hjælpes til at sove ind. Så omplacering kan godt være et hit for en hund. Dober-tråden har jeg ikke set og heste har jeg ingen forstand på, så begge dele vil jeg lade ligge ubesvaret, men dit spørgsmål om, hvordan fx jeg forholder mig til Drentches svar, så kan jeg kun sige, at jeg måske er lidt forbavset. Hvis pågældende tævehvalp er "meget utryg ved mennesker", så kan jeg ikke forstå, at dette kedelige forhold ikke kom frem, da hvalpen mødte Drentche og det/de menneske®, som hun var i Holland med, for dem kendte hvalpen jo heller ikke. Selvom hvalpen var i kendte og trygge omgivelser, så kan en "meget utryg hund" ikke skjule dette ved møde med fremmede. Så det var alt i alt et ærgerligt køb for alle parter.

Enig. Det er en ganske anden sag med en tjenestehund. Den anskaffes med den risiko, at den alligevel senere viser sig ikke at kunne bruges til et bestemt stykke arbejde. Men at private folk går rundt og mener, at de træner på et så højt og vigtigt niveau, at en familiehund, der ikke straks fatter dét koncept, skal omplaceres....ja, det forstår man næsten ikke. JEG gør i hvert fald ikke. Al hobbytræning (og det er, hvad der jo er tale om for private mennesker!) kan udføres af en stort set hvilken som helst hund, såfremt hundeføreren besidder de nødvendige kvalifikationer. Bare tænk på Siris lille dygtige Carla, som jo ikke liiiiiige er af en race, man ser flest af til konkurrencer. Her er der i den grad hundeføreren, der har æren af, at lillehunden er kommet så langt. Så måske var det i virkeligheden hundeføreren, der i de fleste tilfælde burde omplaceres?