Dina

Det bliver i dén grad noget, som vi kommer til at vænne os til. Det og så brugerbetaling på alskens ting, som vi før i tiden betalte skat til. Gudfader. At sige, at danskerne generelt ikke er "særligt empatiske eller engagerede i hinanden", er derimod noget vås, pardon my French. Der finder hver eneste dag gode ting sted overalt i landet, hvor folk giver hinanden en tiltrængt hånd. Men vi er et historisk set gammelt folk (sådan da), der har slået rod - i et land med et hæsligt vejr det meste af året - i forhold til amerikanerne, som stadig har nybyggermentaliteten og ikke viger tilbage fra at hive teltpælene op og flytte tusindvis af kilometer væk fra familie og omgangskreds. Familien ser man så hvert år til Thanksgiving og omgangskredsen? ja, der får man sig da bare en ny. Det kan godt få dem til at virke noget overfladiske, hvilket naturligvis også i bund og grund er noget vås.

Helt kort: We don't! Jeg har engang selv haft den store "fornøjelse" at stå med en stor airedale terrier på indgangen til Strøget, direkte ud for Politiken og McDonald. Pludselig bøjede han sig en anelse i bagbenene og SKØD en vifte ud i luften. Folk sprang for livet. Jeg blev helt hjælpeløst stående for at advare de mange, der kom spænende fra fodgængerfeltet på Rådhuspladsen med kurs mod Strøget. Jeg kunne ikke lide bare at gå videre, men samtidig anede jeg ikke, hvordan jeg skulle løse problemet. Så kom en ung mand ud fra McDonald med kost, spand og klude og det skal siges til hans ros, at han blot smilede pænt, da jeg undskyldte mit schwiiiiin. Hvad man siger til en mand, som mener, at man skal betale en afgift til kommunen? Tja, det er altid godt at have en god fantasi, så du kunne med store, alvorlige øjne have fortalt ham, at der jo fornylig var indført en hundeskat netop til sådanne tilfælde, så din samvittighed var da helt ren. Eller du kunne have begyndt at tale engelsk til ham (eller tysk eller fransk eller latin - hvad der nu lige ligger nemmest på din tunge? ) Man kan nu engang ikke samle flydende væsker op med en plastpose, så medmindre du fremover agter at medbringe kost, klud og spand på jeres lufteture - så skråt op med uhøflige medborgere. Mit eget Strøg-eventyr er det eneste uheld af den art, og jeg har dog haft hund i mange, mange år, så problemet er nok ikke specielt stort.

Det fungerer faktisk fint mange steder i USA, men det er på helt og aldeles frivilligt og ulønnet arbejde. Min gode amerikanske veninde har for mange år siden dannet en rescue airedale-forening, som har et transportnet over hele USA, samt - ikke mindre betydningsfuldt - en god portion private hjem, hvor disse genbrugshunde kan blive rettet op og holdt af, indtil de skal videre til deres forever homes. Der er en skrap transport-mand, som holder styr på, hvilke ruter der er de bedste til at transportere en hund fra "top til bund" i landet og i næsten alle stater er der frivillige, som kører mange hundrede kilometer for at komme hen og samle en hund op - og køre den videre til næste person, som igen kører den videre. Er afstandene FOR lange er der også en frivillig pilot med eget lille fly, som giver en "vinge". Der følges op på de nye hjem (mails, fotos, besøg fra folk i nogenlunde nærhed) og det virker, som om hundene faktisk slet ikke er spor ødelagte trods ofte kranke skæbner. De omstiller sig forholdsvist nemt og bliver endog meget kærlige hunde, som elsker deres nye familier. For at holde alt dette kørende laves der bl.a. lotterier, hvor mange fingerfikse kvinder syr flotte tæpper med smukke airedale-motiver og de laver auktioner på alverdens ting og sager for at skaffe lidt penge. Man kan sige meget om amerikanere, men de forstår altså at finde på.

Udnyt tiden de næste 6 måneder ved at lære din hund lydighed, samt at gå spor. Når du ikke har haft redningshund før, må du ikke starte, før hunden er fyldt 1 år. Go' vind med projektet. Det er nogenlunde den sjoveste træningsform for de fleste hunde.

Hvor er han smuk og hans ører sidder bedre end søsters - ser det ud til. Der er lidt hound over hendes.

Det er skam heller ikke alle hundeskove, jeg vover mig ind i. Jeg holder mig til Nordsjælland. Der plejer det at gå meget gelinde. Men allerhelst strandene.

Hvor sondrer man mellem "nogle" og "mange"? Jeg husker ikke antallet, men helt få mener jeg faktisk ikke, at der var tale om. Og det var ikke de sædvanlige hundeslagsmål, som man så for 20 år siden. Der var tale om deciderede overfald i flere tilfælde, hvor hverken ofret eller dets menneske overhovedet havde opdaget overfaldshunden, før det var for sent. I et enkelt tilfælde, husker jeg, stod en lille gammel hund og lettede ben op ad en lygtepæl (noget der gennem alle tider er forekommet blandt hanhunde), men det skulle den godt nok aldrig have gjort, for det kostede den livet, da den blev overfaldet og flænset bagfra. Jeg har været vidne til en del hundeslagsmål og i de fleste tilfælde måtte den ene eller begge hunde en tur forbi dyrlægen og blive lappet sammen. Men ingen blev alvorligt såret, ej heller dræbt. Det var derimod tilfældet med de hunde, der blev omtalt i medierne, inden hundeloven blev vedtaget. Men om medierne ligefrem valgte at vinkle sagerne "på en måde, der fremstillede en bestemt type hunde som farlige pr. definition", tror jeg nu ikke. Det er rigtigt at der i nogle tilfælde var tale om forkerte racer gr. journalistens manglende kendskab til hunderacer, men bevidst at vinkle sagerne.....? Mediernes rolle generelt orker jeg nok ikke at diskutere. Der er tale om en forretning og så bliver tingene derefter.

Jeg kommer der da også engang imellem......:slem:

Sofus er desværre ikke så veltrænet (jeg er blevet mere doven med alderen, så fy mig!), men jeg tænkte mere på mentaliteten, da jeg udtalte mig om, hvorvidt en hund ville forsvare sin ejer eller ej. For selv ret små hunde kan være fortræffelige beskyttere, hvis det bliver nødvendigt. Det hele sidder i hovedet på hundene, ikke i kroppen. Som man siger på nydansk: It's not the dog in the fight, it's the fight in the dog.

Det kan vi nok godt udlede ud fra hundens opførsel. Går den ind og forsvarer sit menneske eller beskytter den sig selv - ved at løbe sin vej. Begge dele kan forekomme og jeg ville heller aldrig blive skuffet, hvis jeg havde en sød selskabshund, som ikke bed sig fast i benet på en grimmer karl. Derimod ville jeg bestemt forvente, at en airedale i sådan en situation ikke blot uanfægtet kiggede den anden vej. Heldigvis er det i langt, langt de fleste tilfælde totalt unødvendigt at spekulere over at måtte forsvare sig, så problemet er ikke særligt stort.

Du kan sagtens have ret i dette. Men jeg vil fortsat forvente, at en airedale ikke bliver specielt handlingslammet, hvis en gykkelyk spæner hen og vil banke mig en i nødden. :slem:

Kim, inden du laver alt for meget om på virkeligheden, så prøv at skrue tiden tilbage. Der var faktisk en grund - eller rettere sagt adskillige - til, at hundeloven var til debat. For var mon alle de fatale overfald, man kunne læse om, udelukkende opdigtede historier eller fandt de virkelig sted? Selvom jeg i grunden ikke er vild med forbud, så er jeg i det mindste taknemmelig for, at jeg efter lovens ikrafttrædelse ikke længere ser unge piger på 12 kg iført høje hæle og amerikanske bulldogs. Disse kedelige typer ser ud til at være gået over til små selskabshunde i stedet.

Jeg har heldigvis aldrig været i sådan en situation, så jeg kan ikke sige det med bestemthed, men ja - det tror jeg faktisk. Jeg kan forestille mig, at jeg ville have svært ved at gå op og ned af en hund, der blot stod og så til, mens jeg blev mishandlet en meter fra den.

Det er det nemlig lige præcis. For mange, mange år siden boede vi i en lille by med en nærliggende skov. En dag var en ung mor ude at gå i skoven med klapvogn og en fredelig golden retriever. Den unge kvinde blev voldtaget på den lille tur, og hunden gjorde intet! Havde det været mig, var hunden efterfølgende blevet aflivet. Ikke om jeg ville have kunnet udholde at se på den hver dag, velvidende at den ikke havde gjort sit for at forsvare mig. Men sådan er vi alle så forskellige.

Dermed forudsætter du, at man decideret har trænet sin hund til at bide. Det har dog de færreste. Du har lov at have din mening, men jeg tænker næsten, at du ville bilve ret taknemmelig, hvis du en dag blev overfaldet af en gykkelyk og dine hunde sprang på ham og hakkede ham nogle gedigne bid i arme og ben, så du slap fra overfaldet med liv og lemmer i behold. Eller....?

Jeg har ikke kendskab til nogen herhjemme, der går på jagt med deres airedales. Mht erfaringer med airedales til eftersøgninger, så kan jeg love dig, at det lige er guf for den race. Jeg har trænet som redningshundefører i Beredskabet med min første airedale. Til eftersøgning var han uovertruffen. Han missede aldrig en figurant og han var lynende hurtig til at lokalisere figuranter. Han var aldrig i tvivl om, hvad han skulle - helt fra første gang han blev sendt op i ruinen. Det var selve lydighedsdelen, der var svær for os.

Muskelhund? Hvad er det for en race?

Mener du flexlinen? Den er skidegod til en skovtur eller en strandtur om efteråret, inden man må slippe hunden. I byer er den ikke helt fin, for det er lidt småbesværligt, når man alligevel ikke kan udnytte den, som det er hensigten med den. Men brugt ordentligt og de rette steder er den uovertruffen. Basta, nemlig. :slem: Og så forstår jeg i øvrigt slet ikke de mennesker, der tør sætte deres hunde totalt ubeskyttede uden for forretninger, mens de selv går ind uden at kunne holde øje med hunden.

Han er faktisk i en lidt "forfærdelig" alder, så mon ikke en langline og tiden vil løse problemet? En lagotto går jo for at være en temmelig lydig hund af natur eller.....? Tror jeg nok, at jeg har læst et sted. :scared:

Jæs, det er faktisk noget andet. Men hvis man tænker på, at hunden har sovet hele natten, får en rimelig kort morgentur og så skal være alene hele dagen, så ville jeg personligt ikke have hjerte til at forlade den igen om aftenen. Det bliver alt, alt for meget alene-tid set med mine øjne.

Det er dejligt at "møde" folk, som i den grad tænker over tingene, inden de farer ud og impulskøber en lille hvalp. :5up: Og når du så oven i købet også har en hest, som også skal passes og rides, så er der ikke vildt meget tid til en hund. Og JA, det er s'gu frustrerende, når man nu elsker hunde. Jeg har selv engang været i samme situation (bare uden hesten ) og først da vores arbejdssituation endelig ændrede sig (transporttiden blev væsentligt formindsket), så købte vi hvalpen. De tre første måneder havde vi nogle hjemmearbejdende venner til at komme over hver dag ved frokosttid og lufte ham i haven sammen med deres egen glade boxer, og vi tog aldrig af sted om aftenen, medmindre en af os havde arbejdet hjemme samme dag. Og han fik lange skovture og træning hver evig eneste dag i hele sit liv. Nogle dage var det lidt hårdt, hvis man havde mest lyst til at smække benene op og slappe af efter arbejdet, men den gik ikke. Det var bare direkte ind og skifte tøj og så af sted. Fra vi kom hjem og til vi gik i seng var det "hundetid". Man kan have hund på mange måder, og det var så vores måde.

Men hvis man regner i procenter, gad vide hvor stor en procentdel disse hunde så udgør? Det er muligt, at de dygtige ikke går ud og vinder alle pokaler, men hvis Anette eller Rikke stillede op i C-klassen selv med en ny hund, så kunne stort set samtlige C-hundeførere godt pakke sammen. Det ville ikke være specielt retfærdigt over for de urutinerede. Den fik jeg ikke?! P.S. Fik du den med en lille meter mellem genstandene?

Man kan ringe direkte til Henne Pet Food og bede om en prøvepakke. Det gjorde jeg allerførste gang. Hvorefter jeg en uge senere bestilte 90 kg.

Vi har fodret med Henne siden 2002 og har altid været tilfredse. Hvis man slår sig sammen med nogle andre og køber stort ind via deres hjemmeside, så ryger prisen pr. sæk noget ned.

Det var netop derfor, at jeg foreslog at prøve at lægge ca 1 meters penge mellem genstandene. Så når hunden faktisk ikke at gå spor, før den er ved næste genstand. Der er jeg så ikke helt enig med dig. Selvfølgelig er specielt store hunderacer ikke helt udvoksede i 2-års alderen, men holder man dem i god form, så skulle der ikke være noget i vejen for, at de kan træne og konkurrere i A-klassen. Det vil nok alligevel være de færreste hunde, der som din fars opnår to oprykninger sådan lige med det vons. Og det er ærlig talt lidt småtræls, hvis man skal starte i C-klassen og gå der i et helt kalenderår. Og lidt uretfærdigt over for de nye, urutinerede hundeførere, at der går erfarne folk og snupper pokalerne fra alt og alle hele tiden. Og man kan jo ikke "tvinge" folk til at starte i C-klassen og så samtidig sige, at fordi de er rutinerede, så må de ikke gå til konkurrencer og vinde pokaler.