Dina

Jeg bygger det ikke på følelser, men på noget, der kan måles i fx kvadratkilometer og bebyggelsesprocenter. Hvis du skulle være meget i tvivl om, hvorvidt der mon alligevel ikke skulle være plads til en ulvebestand her i landet, så kan du med fordel læse fx Korvis' indlæg, hvor hun sammenligner Värmland (tror jeg, at det var) med Jylland. Altså links, der viser fx Jyllands størrelse? Hvilke links savner du? Deri er jeg ganske enig. De "historier" kender jeg, eftersom de er blevet gentaget en del gange, efter at ulvene atter er kommet til landet. Den med kirkens magt (og sådan set også hysteri) var nok knapt så væsentlige for lysten til at dræbe ulvene før i tiden, hvorimod enhver form for økonomi nok mere har været udslagsgivende. Tak for dine oplysninger fra Naturhistorisk Museum, men de er nu ikke nye for mig, heller ikke oplysningen om, at ulvene ikke gik hen og uddøde ganske af sig selv. De fik i høj grad en hjælpende hånd og mon ikke også det igen bliver tilfældet på et tidspunkt?

Det var egentlig inspireret af en sætning fra Umulia "Jeg ser gerne at vi fik Danmarks oprindelige vildtbestand tilbage, herunder elge, vildsvin og ulve". Og Danmarks oprindelige vildtbestand bestod også af bjørne.

Tja, det kan da godt være, at jeg er for pessimist mht ulve i Danmark. Tiden vil vise det. Dine "jæger-kommentarer" springer jeg let og elegant over. Jeg gider simpelthen ikke snakke jægere.......gaaaaab. Sorry. Ja, vel er den da det. Det er bjørne også. Men trods begges prægtighed ønsker jeg nu alligevel, at der er en form for hegn imellem dem og mig. En opfattelse jeg deler med min forrige hunds finske opdrætter, som voksede op i det allernordligste Finland og som hver vinter i hele sin skolegang var bange for at rende ind i ulve. Når det blev for slemt med "nærværet", blev ungerne fulgt i skole af en af fædrene, iført riffel. Og det var bestemt ikke, fordi der var pladsmangel deroppe i det nordlige, at ulvene søgte menneskeligt selskab. Det var noget af et statement, som man siger på nudansk.

Du beskriver metoden til komme af med ulvene, men ikke årsagen til ønsket om at komme af med dem. Det var det jeg spurgte om, eller i hvert fald det jeg mente med spørgsmålet. Jeg forstår til fulde din indstilling til ulve, for som en anden herinde nævnte, så kan man næsten ikke være hundeejer uden at beundre ulve, men det får mig nu alligevel ikke til at klappe i hænderne af glæde over, at de har fundet vej til vores - for dem alt for lille - land.

Må jeg godt - uden at det ses som et angreb - spørge dig om, hvorfor du er så "vildt begejstret over at ulven er tilbage i DK"?

Hov?! Du glemte vist da bjørnene.

Jooooooo, det hedder at forudse. :slem:

Nej, jeg er også imod ulve i Danmark. Og jeg mangler i dén grad nogle argumenter fra tilhængerne om, hvorfor de mener, at ulve i Danmark er en god idé. Der må vel være en grund til, at ulven er udryddet her? Og bjørnen ligeledes. Eller mon der også er nogen, der synes, at vi igen skal have bjørne futtende rundt i landskabet? Grunden til min modstand mod ulvens tilbagekomst er den simple, at jeg ikke TROR, at vi har den fornødne plads. Ulve er en slags nomadedyr og kan lide at vandre langt. Det bliver de vældigt sultne af og så ser de sig naturligvis om efter føde. Det kan hurtigt blive lidt for "spændende", hvilken menu de mere eller mindre er nødt til at vælge.

Sørgeligt, som det undertiden går. Pelle var en dejlig og meget velovervejet rolig hund. Jeg husker tydeligt ham og lille Shandi, som han gjorde helt tryg, skønt han var en kæmpe i forhold til den lillebitte hvalp. der så noget betuttet ud lige i starten. Men efter kort tid syntes hun, at han var skæg og spændende. Det var alt, alt for tidligt, at du og han skulle skilles!

Med Sofus' forgænger, store milde Danny, skete det ofte, at visse hunde spillede småsmarte, men han var faktisk den helt rigtige at lave sådant et stunt med, for han gik hurtigt i "stjernekigger-mode" og det formildede (og ikke mindst forundrede) de smarte. Han måtte kun en eneste gang i hele sit liv sætte foden ned over for en anden hund, dvs stive ben og stirrende runde øjne - og det hjalp helt uden blod og tårer. Vi har aldrig været ude for de smarte med Sofus, som helt åbenlyst ikke lægger op til sådan en opførsel. Han gør ingenting, men han ser ualmindelig sur og knotten ud, hvis der er optakt til noget, og det afskrækker åbenbart. Sådan var det også med vores første airedale. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad der trigger nogle hunde til at spille smarte over for visse andre hunde, men det er vel noget "fordi jeg kan"-agtigt?

Pyt i denne forbindelse med lineføring og "stillingerne med hunden ved min side", for nu gælder det kun "stå og bliv for fanden stående, nå". Jeg tror, at jeg ville få ham til at stå, mens jeg selv stod ved siden af med hænderne ned langs siden, måske endda lidt skråt for ham, så jeg ikke provokerede ham til at trippe. Og så ville jeg tunge-klikke og give en lille godbid, hvis han stod helt stille. Denne belønning ville jeg gentage 7-8 gange med et par sekunders mellemrum, så han virkelig fattede, at han blev belønnet for bare at stå dér og se sød ud. Så ville jeg forsøgsvis tage et lille skridt til siden, og gik det godt, ville jeg træde frem igen (klik & beløn hele tiden for godt udført arbejde, så det nævner jeg ikke mere). Og så ville jeg i det hele taget tage et lille skridt frem, til siden, bagud (kan provokere meget) og foran ham. Hvis disse små skridt i hans umiddelbare nærhed går godt, ville jeg prøve at træde et skridt fremad og laaangsomt dreje mig en hel omgang. Det KAN have den virkning, at hunden bliver så forbavset, at han bliver stående. Går det godt, har han lært, at han sagtens kan blive stående, selvom du tér dig sært. Og den erfaring er god for ham, for på et tidspunkt skal du danse trallende imod ham, smide dig i græsset og kravle forbi ham og slutte af med nogle kolbøtter, uden at han så meget som tænker på at flytte sig en mm. (Glæder du dig ikke?) Bevæger han sig, er du gået for hurtigt frem (den kan man jo altid bruge, hæ). Og på den trælse måde kan du måske hurtigt få held til at arbejde dig hele vejen rundt om ham, UDEN at han tripper eller skifter stilling. Det værste tidspunkt er, når du når halvt rundt om ham med kurs mod numsen. Men når det lykkes - og det gør det, hvis du er stædig -, har han til gengæld fået det ind med en teske, at hvis han står stille, uanset hvor uroligt du bevæger dig rundt, så er der kys, klap og leg i farvandet. Når du synes, at det går gevaldigt godt, kan du evt. få en anden hundefører til at kigge på jer, mens du stiller dig 5 m foran hunden, med ryggen til ham. Dernæst giver du en dæk-kommando, og din medhjælper kan bagefter fortælle dig, hvor hurtigt din hund reagerede på kommandoen. Smækkede den sit korpus i grønsværen med et hurtigt DUNK, så er du kommet ritti ritti langt. Det kan være lidt svært for hunden, at du står med ryggen til, men det viser tydeligt, om hunden reagerer på dit ord eller dit kropssprog. Husk endelig at holde legepauser. Jeg kender en meget dygtig hundefører, som altid siger til mig: "Diiiiiina, husk nu for fanden at leeeeeege med ham". Jeg har nemlig fra gammel tid den uvane at blive lidt for fokuseret på øvelserne, så hun er guld værd for mig. Bortset fra, at hun er et pænt menneske, der ikke bander. Men det gør ikke legemomentet mindre vigtigt. :slem: At du kun træner det, du finder på og som du og hunden synes er skægt, har min store sympati. Så er der lagt en god bund til at bygge mere proffe øvelser på.

Nu ved jeg jo af gode grunde ikke, hvor du lizzåm er i træningen af denne øvelse, men jeg ville i dit sted nok bruge et par dage på at indøve øjeblikkelig dæk - fra alle positioner. Det kan være, når du kommer gående inde i huset og vupti - giver et dæk-tegn med hånden samtidig med en dæk-kommando. Når den sidder, ville jeg øve det samme uden for i haven. Kan han øjeblikkelig smække sin lille vom i græsset, så er du nået så langt, at målet faktisk er i sigte. Jeg ville så efter en dæk-kommando tage et enkelt skridt til højre. Hvis han ikke rejser sig, får han et kys i panden og I går videre og gentager dæk-øvelsen. Nu går du et skridt fremad - og hurtigt tilbage til ham igen. Er han blevet liggende, må der LEGES. Du kan hoppe rundt eller kaste en bold eller gå Chaplin-fjoget, bare han kommer til at "grine" og nyde dit selskab. Leg mellem øvelser giver flere fordele, dels at han jo har fortjent lidt pjank, dels at han kommer op på mærkerne og en hund "på mærkerne" er hurtigere (og mere opmærksom) i den efterfølgende øvelse. Nu er tiden formentlig moden til, at du kan komme gående med ham kiggende dig lige ind i ansigtet (det er jo heste, du holder dig ), give en dæk-kommando og gå et enkelt skridt - og blive stående et brøkdel af et sekund. Herfra er det "bare" at øge afstanden. Om du bruger en klikker eller tungeklik (som når man skal sætte en hest i gang....tror jeg nok), er helt op til dig selv. Jeg ville nok foretrække tunge-klik, for så skal jeg ikke tænke på mine hænder. Når du først kan gå 10-15 skridt ud i landskabet, mens han troligt bliver liggende - så er det sgutte langt til mange, mange flere meter. Go' arbejdslyst & go' vind med projektet (og husk endelig at lege hyppigt imellem øvelserne).

Snakker vi dæk/sid/stå under gang (kun fører går videre ud i landskabet, mens hund lægger sig/sætter sig/står på kommando)? Eller misforstår jeg dit "problem"?

Jeg synes altid, at det er meget interessant at høre om en hundetræningsform, som jeg selv ingen erfaring har med...overhovedet. Ord som "områdefløjt" og "varmt vildt" lyder dejligt eksotiske i mine gamle ører. Men men men - når Hopsa beder om vejledning i forbindelse med "Jeg har tænkt at klikket falder mens jeg er på afstand, fordi det er den situation jeg belønner og jeg går så ind og giver belønningen efterfølgende. Men bør klikket først falde når jeg igen er inde ved hunden?", så falder alle eksotiske træningsformer altså meget ved siden af, uanset hvor spændende de lyder. Det gav Hopsa egentlig også selv udtryk for i et tidligere indlæg, mener jeg. Så derfor er det at skyde lidt over målet at snakke om jagt og 200 m den ene vej og 200 m den anden. Denne tråd handler nok om mere ordinær lydighed og nogle gode fif til, hvordan man kan komme videre i sin træning. Når du og enkelte andre herinde drøfter jagt, så er jeg sikker på, at mange lytter interesseret, inkl. jeg selv. Men pga manglende erfaring med emnet er vi stort set alle lidt afskåret fra at deltage i diskussionen, og det er synd. Til gengæld skriver du noget af det vigtigste i dit indlæg her, nemlig at arbejdet i sig selv er en belønning for hunden. Synet af en hund, der sidder dirrende af længsel efter at komme ud og arbejde, men som udøver en fænomenal selvkontrol, fordi den ved, at den sgutte får lov, hvis den ikke afventer en ganske bestemt kommando - det er næsten det smukkeste i hundetræning. Jeg har bare svært ved at se, at fx ren lydighed kan medføre denne tilstand.....måske fordi jeg har en terrier, for hvem lydighed da kan være meget sjovt, men bestemt ikke meningen med dens liv. Derfor er man/jeg nødt til at gribe til andre belønningsformer end lige selve arbejdet, og det giver helt andre udfordringer end du formentlig har med dine jagthunde?

Nej, så går det ikke. Stakkels jer. Jeg håber, at den er fredelig. En af mine gode hundeveninder har selv en sådan fedtgevækst på halsen. Den har hun haft de sidste tyve år. Den er helt fredelig. Hendes sidder "løst" og kan smuttes mellem fingrene. Det er vist først, når de sidder fast, at der er fare på færde.

Er det mon muligt at få fjernet "bulen" i lokalbedøvelse? Eller ville hun tage det meget skidt sådan at blive stukket adskillige gange?

Maizeeeeena-mel. Det tager lugten fuldkommen, hvis altså du husker at lade det ligge i 24 timer. Så er det forøvrigt også så meget lettere at støvsuge op. Det går faktisk som en leg.

Høps, så lettede senilitetens tåger for et øjeblik og navnet kom til mig: Det er maizenamel. Det klumper aldrig i støvsugeren....et stunt, som kartoffelmelet godt kan hitte på at udføre.

Medmindre der er tale om en sygelig tilstand, så er tisseriet en dårlig vane, som kan brydes. Lugten er meget svær at få væk fra et gulvtæppe ved almindelig rengøring, men så er der vidundermidlet kartoffelmel (der er også en anden melvariant, som ikke klumper i støvsugeren, men jeg kan ikke lige komme på navnet, tsk tsk). Det eneste vigtige er at drysse et lille bjerg oven på pletten og så for himlens skyld lade det ligge og suge i min. 24 timer. Det ser fjoget ud, hvis der er tale om flere småbjerge, og hunden kan have stor fornøjelse ved at stæse henover dem, så melet spredes ud (derfor skal der ikke for lidt på pletten!), men har du tålmodigheden, så taget kartoffelmel totalt både plet og lugt. Og når du så alligevel er hjemme hos ham hele dagen, så brug øjnene og kig med mellemrum på ham for at stoppe han i den fæle uvane. Men måske du også skulle ringe til din dyrlæge og spørge, om der kan ligge en sygdomstilstand bag?

Stakkels dig, for jeg forstår godt, at du blev forskrækket. Men ud fra din beskrivelse får jeg et lidt andet billede af pågældende schæferhund. En stor, stærk hund kan - når den ønsker at snuse en lille hund bagi - godt komme til at bruge for mange kræfter og derved løfte den lille hund, som formentlig vejer mindre end schæferhundens eget hoved. At du må pille lille Simba ud af munden på schæferhunden, efter at den lige har prøvet "at flå Simba", giver mig det billede, at schæferhunden så absolut ikke har haft til hensigt at bide den lille hund midt over, noget som den faktisk godt ville have haft kræfter til. For som du HELDIGVIS selv siger, så har du ikke kunnet finde noget (sår) på Simba. Det lyder for mig altså mest af alt, som om du har fået en megaforskrækkelse og at schæferhundens ejer har opført sig skrupgalt ved ikke at kunne fjerne sin hund. Men direkte dødstrusler har lille Simba ikke fået, som jeg ser det.

Dejligt, at du og hundene havde en god oplevelse i hundeskoven. Mht at skrive positivt om sådanne steder, så har jeg faktisk gjort det adskillige gange, men kun en meget lille håndfuld hundeejere herinde deler min opfattelse. Langt de fleste har et meget negativ syn på både hundeskove og strande. Jeg føler mig heldig, at jeg kun har gode oplevelser dér.

Man kan undre sig lidt over pågældende hundeejer, men du kan jo evt. foreslå vedkommende, at hans/hendes dyrlæge foretager anmeldelsen til politiet? Hvis dette ikke er muligt, så kan hundeejeren selv henvende sig til politiet og fortælle, at to amstaffer har dræbt vedkommendes hund OG at der i øvrigt er store problemer med disse hunde, men at folk er bange for deres ejer. For selvfølgelig vil en anmeldelse da batte. Lidt rodet, men jeg er søvnig. Men dog ikke mere søvnig, end at jeg stadig undrer mig over, at man ikke - udover at blive dybt ulykkeligt - bliver flintrende rasende over at få din hund dræbt.

Jeg er skråt ligeglad med, om min hund "får lov" at hilse på andre hunde eller ej, for det er helt og holdent noget, jeg selv afgør. Han bliver ved mig, til jeg giver ham lov til at smutte, og ser jeg en anden hund i snor eller gående fri ved fod, så "smuttes" der ikke, eftersom jeg umiddelbart tænker, at der må være en grund til, at den anden hund ikke render afslappet rundt et større eller mindre stykke fra sin ejer. Men jeg bryder mig ikke om den "grænsesætning", hvor man skal spørge alle og enhver på stranden, om hundene må hilse, for ellers er man en noget så uansvarlig hundeejer. Så kunne man få nok at gøre. Vi er selv lige kommet hjem fra en dejlig strandtur, hvor vi mødte mange fremmede hunde. Det var et enkelt tilfælde med lidt småknurren mellem 3 hunde, men det gik lige så hurtigt i sin mor igen. Alle hundeejerne holdt sig i bevægelse og tog det ganske roligt, og alle hundene overlevede uden bidsår og traumer. Hvis alle skulle have forespurgt, om det monstro ville være en god idé at lade hundene hilse, hver gang nogen passerede en fremmed hund.....så havde vi s'gu da været deroppe endnu. Folk må sætte alle de grænser, de bare kan komme i tanker om for deres egne hunde, bare de holder snitterne væk fra min. Det klarer jeg nemlig selv meget bedre.

Denne del af sætningen "Jeg synes det er enormt anstrengende så pylrede folk er blevet med deres hunde" er jeg personligt helt enig i. For mig at se, så ER folk blevet mere pylrede. Allerede for år tilbage var dette et emne i den lokale DcH-afdeling, hvor man (både erfarne hundeførere og trænerne) gik ind og snakkede med de nye hundeejere, der blot ved synet af en fredelig voksen hund lynhurtigt skovlede deres hvalpe op på armen. Ikke et fedt signal at sende til en hvalp og for den sags skyld heller ikke til den voksne hund. Men der er stor forskel på direkte pylrede hundeejere og så hundeejere, der VED, at deres hunde har et problem med fremmede hunde. De pylrede tør ikke lade deres hvalpe/hunde nærme sig en fremmed hund, heller ikke selvom signalerne fra begge hunde er positive. De pylrede SER simpelthen ikke disse signaler, men forestiller sig gysende et kommende drab på deres hund. Personligt synes jeg ikke, at jeg selv arrogant ignorerer hunde, der virkelig har problemer med andre hunde (det ses så let, at jeg sagtens kan gøre mit for at undgå et møde), ej heller betragter jeg arrogant mennesker, der virkelig er bange for hunde (ses endnu lettere og så går Sofus tæt på plads, ikke fordi det er nødvendigt, men for at berolige de bange), men de pylrede hundeejere har jeg det lidt sværere med, for jeg synes, at de snyder både sig selv og deres hunde for gode oplevelser. Og hvis de så oven i købet skal til at sætte grænser for alle os andre, så må jeg sige fra.

Det er præcis dét, som er så dejligt ved hunde med selvkontrol. De bruger ikke stærkere midler end nødvendigt. Det lyder som om, at den fremmede hund forstod en hentydning og helt uden at få svære psykiske traumer efterfølgende. Sådan skal en hund (helst) være! Jeg har kendt en sort russisk terrier-dame (desværre død af ælde nu), som mestrede samme stunt. Det lød rent skrækkeligt med knurren og brølen, når hun lagde en fræk hund ned, men bagefter var både hun og den anden hund de bedste venner. Ingen sår, kun lidt snot. Første gang jeg oplevede det, var jeg tæt på at dåne af skræk. Sofus har aldrig været ude for at skulle "træde i karakter", men hans umiddelbare forgænger kunne et andet - lige så virkningsfuldt - stunt. Han kiggede konsekvent direkte op i himlen. Det fik altid den fremmede, måske lidt mistroiske/sure hund til efter nogle sekunder at følge blikket. Så stod de to hunde og gloede dumt op i himlen - og bagefter var der ingen problemer. Måske snusede de lidt til hinanden, og ellers gik de fredeligt hver til sit. Hvad den anden hund har tænkt, ved jeg ikke, men min så ret tilfreds ud. Han var virkelig fredelig og ville helst være gode venner med alle.