Dina

Jo, det da ved den søde grød der er....MIG. Hammerfornærmet. :slem: Næ, jeg er så tilpas storsindet, at jeg er ligeglad med, om folk kan lide min race eller ej. Nogle mennesker har i tidens løb - ganske uopfordret - fortalt mig, at en airedale simpelthen er noget af det grimmeste, der findes, at dens pels er ulækker og at den derudover er totalt uopdragelig. Om jeg blev fornærmet? Ikke det ringeste, men det lunede da svært alligevel, da netop den ene af "fornærmerne" blev nr. sjok til en konkurrence, hvor vi var så heldige at få en oprykning til A-klassen. Jeg stod ved siden af hende, da resultaterne blev læst op, så jeg skubbede lidt til hende og sagde fortroligt: Synes du, at jeg skal tage hunden med op og få den pokal eller skal jeg binde ham her til bordet, fordi han bare er for grim til at gå med?

Jeg tror altså, at du misforstår "de fleste", for næsten alle har givet udtryk for, at de så opdrætterens tilbagekøbsklausul som en hjælp, men ikke som et krav. Forståeligt nok, for det kan aldrig blive et rigtigt krav rent juridisk, er jeg næsten helt overbevist om.

Så længe der ikke er hul, er der ingen is på koen. Jeg har bare stor respekt for risiko for infektioner i poter, fordi jeg har set det gå meget galt.

Jeg kan tydeligt se, at du "hænger" på hende ligesom vi "hænger" på Sofus. De er s'gu krøbet for langt ind i vore hjerter, de møgører.

Bravo! Men det er altså ikke alle opdrættere, der er som du.

Jeg tror faktisk ikke, at en tilbageleveringsklausul er ret gyldig i en retssal. Da vi købte Sofus, ville vores opdrætter have indføjet en lignende klausul, men jeg sagde til hende, at det var spildt arbejde, for hun kunne til enhver tid komme og besøge ham, men hun kunne godt holde snitterne fra ham, for han blev hos os til evig tid. Men jeg lovede mundtligt, at såfremt vi pludselig ikke ville være i stand til at holde det løfte, så skulle jeg nok orientere hende. Hun grinede (vi kendte hinanden lidt fra konkurrencer) og udelod klausulen i vores tilfælde. Men hun FIK faktisk brug for den klausul, da hele TO brødre fra Sofus' kuld blev tilbageleveret, den ene efter et år (søde, men uegnede ejere, hund god nok) og den anden efter halvandet år (også her ejerens "skyld"). Opdrætteren tog begge hunde tilbage, fik dem rettet op og efter flere måneder overgivet til bedre ejere. Så en klausul er måske meget godt for de ejere, der kunne tænkes at få brug for den. Men vi har stadig Sofus og han bliver hos os, basta! :banan:

Jeg er lidt fantasiløs her til aften, så jeg får ikke rigtigt et klart billede af "den bløde del af neglen"? Men under alle omstændigheder skal det tages alvorligt, hvis der på nogen måde ser ud til at være fare for, at en infektion kan snige sig ind. Hvis du er i tvivl, så smut forbi dyrlægen i morgen....evt.

Jeg vil bestemt opfatte det som noget positivt . Helt bestemt. Jeg kan slet ikke forstå, at et sådant ønske skulle kunne opfattes på anden måde. Men skulle en sådan situation opstå (helt utænkeligt!!!), så ville jeg selv have hånd i hanke med omplaceringen. Uf, jeg kan ikke engang lide at skrive det ord.

Det er ikke sådan, "man har gjort altid". Man har derimod kigget på det enkelte individ, beundret dets egenskaber (sikkert oftest jagt- eller hyrdeegenskaber) og så har man ønsket sig en hvalp af dette individ. Ikke for at skabe en ny race, men for at få overført netop dette individs talenter til et kuld hvalpe. Jeg er ikke imod, at man ønsker at skabe en ny race, men jeg tror, at det er vanskeligt. Lidt i stil med fiflerier med planter, hvor man stadig er nødt til at anvende F1-generationen, hvis man ønsker bestemte egenskaber/udseende. Fordi det åbenbart er vanskeligt at lave en ny race, som udover de ønskede egenskaber også besidder samme udseende. Hver gang.

Det er jeg godt nok aldrig blevet kaldt og jeg har heller aldrig hørt andre blive det. Det var da uforskammet. Nu ved jeg ikke, hvor du bor, men er det en mulighed for dig at køre til stranden enten ved Liseleje eller Tisvildeleje, så prøv det. Det er pæne mennesker, der går der. Det kan godt være, at de drikker og sniffer coke og river vingerne af fluer, når de kommer hjem, men på stranden smiler de pænt og deres hunde er rare.

Jamen, det er faktisk sådan, at jeg altid oplever vores strandture. Ingen af hundene bor jo på stranden og deres ejere kaster aldrig pinde, så der er faktisk ikke rigtigt noget for hundene at forsvare. Og så tager de det roligt. Sådan burde det altid være - overalt.

Jeg er nu ikke selv verdens modigste hundeejer, så jeg skal altid lige tage mig sammen, når jeg ser hunde i det fjerne. Og det skønt jeg kun har haft en eneste dårlig oplevelse på stranden. Eller er det gået fredeligt til i snart 25 år. Men jeg tror inderligt på, at så længe der er plads til alle sider, så vil de allerfleste hunde være i stand til at hilse på hinanden. Så måske du alligevel skulle prøve at lade Bobo hilse løs på en strand, hvor man jo kan se til stort set alle sider?

I dag tog vi på stranden med Sofus. Man må jo udnytte de måneder, hvor hunde kan løbe frit. Han hilste på et hav (hæ) af hunde og alle udviste fin-fin hundeopførsel. På et tidspunkt vandrede han glad rundt i en flok på 11 andre hunde, hvoraf ingen kendte hinanden på forhånd. Der var 4 newf'er, 4 dsg'er, en gammel labrador, en mega-stor (han gik mig næsten til armhulerne) sct. Bernhardshund og en rundkørsel af ubestemmelig art, men mægtig sød. Alle hyggede sig. Da vi forlod gruppen, mødte vi 2 bernere og en ruhåret gravhund. Alle hilste kortvarigt, men fint på hinanden. Den eneste gang, vi mødte udfarende og knurre-brølende hunde, var, da vi passerede en border collie og en schæferhund, der begge var i kort snor. Heldigvis har Sofus nemt ved at komme, når jeg kalder, så jeg fik ham i snor - og ingen døde. Det var en pragtfuld tur.

Gad vide, om det ikke altid mere eller mindre har været sådan, at kun få hvalpe i et kuld "duede til noget"? Men hvor de uduelige hvalpe/hunde før i tiden blev aflivet, beholder og sælger man revl og krat i dag. Måske....?

Der er jeg så ikke enig med dig. Det er helt og holdent opdrætters ansvar at prøve at at lave så gode hvalpe som overhovedet muligt. Mit ansvar som hvalpekøber er derimod kun dette ene: Jeg må og skal sørge for, at min hvalp bliver elsket og får de nødvendige stimuli, der sikrer den et godt og langt liv. Men jeg fritager mig selv for ethvert ansvar for selve avlsarbejdet. Det er simpelthen ikke mit bord, eftersom jeg mangler både viden og interesse for den del af hundelivet.

Øv, du var kvikkere end jeg. :5up:

Håbøse? Du mener....hårløse? :slem:

Terriere melder sig kun ud, hvis deres førere ikke er dygtige nok til at motivere dem i de mere "kedelige" øvelser. :slem:

Hvis du indsætter "airedale terrier" i stedet for "hovawart" giver det samme resultat. Og rigtigt - begge kræver mere af deres førere (i ren lydighed, til gengæld giver de så meget mere i eftersøgning af enhver art) end så mange andre racer. Men får de det, viser de stor kvalitet i brugsarbejde. Nå, men det var jo ikke det, vi skulle snakke om.

Men Anne - jeg har forstået, at du elsker at træne hund. Med en hund som ovennævnte har du rig lejlighed til at blive en endnu bedre hundefører, simpelthen fordi "noget må gøres for at interessere dén hund". :slem: Sorry for OT.

Nu ved jeg ikke helt, hvad du mener med en selvstændig hund, men jeg formoder, at denne egenskab kommer til udtryk i en eller anden form for træningssituation - også?! Jeg har set bordere, der er rigtig gode i den selvstændige del af redningshundearbejdet - og altså ikke kun i lydighed, hvor de naturligvis brillierer -, så man kan ikke sige, at der ikke er selvstændighed i en border. Der bliver måske bare generelt ikke kaldt så meget på lige den del i lige den race, som jo oftest i hvert fald på hobbyplan bruges i lydighed. Pthååår - den er da nem. Du beskriver da en airedale terrier, tsk tsk.

Det er nok en god idé, for hun ved jo også, at en airedale er født til at få fikse idéer. Det er normalt skægt, men lige i Augustas tilfælde er det noget skidt. Men jeg tror, at du er inde på noget rigtigt og det var så dejligt at høre om jeres to gode ture i forgårs (fik hun så den and? hæ). Jeg tror, at du har helt ret i, at der må nogle terrier-ting på banen og der er næse-ting jo uovertrufne, for der er ikke for ingenting blodhund i en airedale. Går du spor med hende? Der er det normalt et hit at grave fx en bold eller andre morsomheder ned på sporet. I starten skal noget af det naturligvis stikke op, men senere kan man gemme det i et spadestiks dybde - og ja, man kan få små sammenklappelige spader. Sådan en brugte jeg selv, da jeg i sin tid trænede i Beredskabet, hvor man skulle grave ting ned, som hundene så skulle finde 24 timer efter. Det er stor humor for en airedale. Det er også en god idé, at du gemmer legetøj i det andet værelse. Måske du kunne lære hende at "rydde det op" ved samme lejlighed, dvs. smide alt, hvad hun finder i en bunke på gulvet og så - når alt er fundet - tage hendes legetøjskurv/-kasse frem og lade hende smide legetøjet derned. Når Sofus gør det, ligner han Pluto....sådan lidt småfjoget stolt af sig selv. Jeg krydser fingre for fremgang (måske to skridt frem og et tilbage, men fremad vil det gå) hos lille, søde Augusta og jeg er helt fortrøstningsfuld ved, at det netop er dig, der tager dig af problemet. Jeg har jo nydt jeres resultater før på video. NB: Hils dine søde forældre, når de kommer hjem.

Velkommen til, Ole. Jeg kender jo Augusta, eftersom hun er Sofus' kuldsøster og jeg husker hende fra lillebitte hvalp i kuldet. Altid glad og fræk og med et stort gåpåmod. Pis, at I skulle komme ud for så uheldig en oplevelse som den i Spanien. Faktisk tror jeg, at mit råd vil lyde lidt i retning af Ninjamors, nemlig at prøve at lokke Augusta til at lave nogle ting indendørs, som ikke kræver megen hjerneaktivitet og som kunne tage noget af den usikre følelse væk. Og så ville jeg nok være lidt smågrov og sulte hende lidt en dags tid (hun er jo madglad), for så var der måske mulighed for, at rådet om at lede efter godbidder nemmere kunne glide ned hos hende. Men det ER svært med en airedale, når den først har sat sig noget i hovedet. Hvordan har hun det, hvis du ligger på gulvet med hende og børster hendes pels og nusser hendes ører og stikker lidt guf i hende med mellemrum? Slapper hun efterhånden af eller er hun stiv som en pind hele tiden og ligger og gisper? Jeg er ret sikker på, at netop du kan gøre meget for at ændre på situationen, for allerede på de allerførste videoklip, du smed rundt, kunne man se kærligheden til dig lyse ud af øjnene på hende. Og det eneste, du ikke må, er i hvert fald at skælde hende ud, selvom det er nok så frustrerende at se hendes angst. Din idé med at smaske, gabe og - især - at bevæge dig langsomt er rigtig god. Ærgerligt, at du ikke kan tage hjem til Nyborg med hende og blive hos hende i lang tid. Og ærgerligt, at du ikke kan sende hende op til Eva, som rettede op på Saxo, da han skulle skifte hjem. Men det går nok ikke med de tæver, hun allerede har.

Jeg kiggede i Dansk Hunderegister under Registrering og fandt følgende krav: § 8. Besidderen skal ved anmeldelse af en hund til registrering give følgende oplysninger: 1) Navn, adresse, fødselsdato samt telefonnummer. 2) Hundens stambogs- eller kaldenavn, ID-nummer, fødselsdato, køn, race og farve. Hvis hunden har både et stambogs- og et kaldenavn, skal begge disse navne registreres. Hvis man kan registrere sine "listehunde-hvalpe" i DKK, så kan man åbenbart også registrere dem i Dansk Hunderegister? Ellers må man hitte den dyrlæge, som chipper disse hvalpe og spørge ham/hende, hvordan man registrerer hvalpene under korrekt race. Det er for mig helt umuligt at tro, at det ikke skulle kunne lykkes - når man kan avle og sælge (til udlandet) indtil 2015?

Det forklarer vi da gerne....hvis du betaler os for det. :slem: