Dina

Jeg ville aldrig have et roligt øjeblik, hvis jeg havde overladt min ældgamle hund til andre mennesker, uanset hvor søde de var. Jeg ville tænke, om han nu lå og var ulykkelig, om han savnede sit gamle liv med mig, om de nu forstod ham og elskede ham......det ville måske være overflødige tanker, men det var de tanker, jeg ville gøre mig. Men jeg er så heller ikke spor sentimental mht aflivning af gamle hunde. De eneste, der lider ved det, er ejeren. Hunden mærker intet bagefter. Det samme kan ikke siges om ejeren. Men den pris ville jeg så personligt vælge at betale.

Det drejer sig om, at I af for os andre ukendte årsager ikke længere kan tage jer af Sofus. Så enkelt kan det i grunden udtrykkes? Og at aflivning ikke kommer på tale er for mig en - jow, jeg skriver det s'gu ligeud - det er for mig en meget egoistisk beslutning og i hvert fald ikke i Sofus' interesse. Jeg melder mig i rækken af forundrede!

Vores første airedale ELSKEDE at knurre, men kun af os, ikke af fremmede. Han kunne stå og hyggeknurre, når han stod helt alene ude i haven og drak vand. Det bekymrede aldrig os, men det var - for os - også nemt at se (eller rettere at høre), at det "bare var en kommunikationsform".

Den historie vil nok skære de fleste hundeelskere i hjertet. Hvis I pludselig ikke har mulighed for at give ham tid, så giv ham i stedet en værdig afslutning på livet. Det er for hårdt at omplacere en meget gammel hund og så endda med mulighed for jer for at besøge ham???? Hvad mon det vil gøre for ham?

Der er som sådan intet i vejen for, at dedikerede ejere vælger at give en så handikappet hund så godt et liv så længe som muligt. Intet. Men derfor behøver alle jo ikke at være enige i en sådan beslutning. Jeg tror bare, at det er det, nogle - bl. a. jeg - giver udtryk for.

Såvel brækkede ben som knækkede tænder kan "helbredes". Biiiiig difference!

Helt enig! Selvom hunden er glad nu, er det s'gu da et mærkværdigt liv, den har i vente?!

Næ, jeg under skam Sofus alt godt her i livet. Men jeg kunne måske forestille mig, at DU ville være bange for en parring ...... selvom jeg er sikker på, at han ville være en sød og kærlig svigersøn. :slem:

Måske en hund ikke lige er smuk, men grim? NEJ! En hund KAN slet ikke være grim.

Jeg ville s'gu da ELSKE at have sådan en spøgelseshund. Kæft, den er sød.

Men når du så sætter dig ned til den og taler fornuftigt med den, så forvandles den pludselig til en både klog og smuk hund. :slem: Personligt har jeg aldrig mødt eller set billeder af en grim hund. Der er altid noget dejligt og tiltalende ved enhver hund, om det så kun er øjnene, man falder for. Og igen - pludselig er den "grimme" hund både sød og kær. Selvom der da er hunde, som jeg hverken synes er hverken søde eller kære, men grimme? Nix.

Det fortalte jeg ham også så skånsomt som muligt....da jeg havde grinet færdig. Hans mor, der kom spænende efter ham, fortalte ham det også, sikkert for 117. gang. Jeg tror faktisk, at Sofus kun finder sig i klappe-klappe af ren høflighed. Normalt vender han nemlig ret hurtigt om på alle 4 hjul og går den anden vej. Så jeg holder mig bare parat til at gribe ind, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg husker stadig den lille dreng, der kom farende hen til vores første airedale, slog armene om halsen på ham og spurgte: Bider den?

Måske Admin kunne overtales til at samle de to ens debatemner til ét?

Det er også en PRAGTfuld race, lille udenpå og stor inden i og med et kækt skæg. Jeg kan heller aldrig stå for dem (skønt jeg spørger pænt, inden jeg overfalder). Sofus er 66 cm fra midt på ryggen og ned til jorden, så man kan godt kalde ham en større hund, men alligevel er vi tit ude for, at vildtfremmede lader en hånd glide hen over hans ryg i forbifarten, når vi vandrer i større byer. Han finder sig altid høfligt i det, men for hans skyld behøvede de såmænd ikke at gøre det. Så det er ikke kun små hunde, der inviterer til nærkontakt. Jeg har derimod tænkt på, om det mon kan være skægget? Sådan et buskads er altid lidt smårodet (gr. den megen sniffen omkring) og det får måske resten af ansigtet til at se tilforladeligt ud? Hvis folk direkte spørger, så siger jeg altid, at de jo kan spørge hunden. Det ser ud til at få folk til at tænke over, om hunden monstro også kan have en mening om den sag. Men normalt går vi jo i rask trav, så overfaldsfolkene skal være i god form, hvis de både til kæle og storke af sted.

Når man kalder sig selv for hunde(h)visker eller for den sags skyld ekspert, så bliver jeg altid lidt mistroisk. Og hvis man sjusker med sprog og typografi, tænker jeg uvilkårligt, at man nok også sjusker med andre ting. Jeg ka' sgutte la' vær'.......

D(i)NA lyver (næsten) aldrig.:slem:

Alle vores tre airedales har været "familiehunds-modeller", for racen er faktisk ikke opdelt i udstilling og brugshund herhjemme. Den første var af engelske linier, den næste af finsk/tjekkiske og Sofus af tjekkiske. Ingen forskel overhovedet i deres talenter i fx eftersøgning. Nå, det er vist for meget OT, så.......

Enhver airedale vil elske IPO's "bide-del". Sofus sidder også i min arm, når jeg kommer hjem fra Brugsen. Heldigvis med blødt bid. Tak for link.

Jeg er i hvert fald helt sikker på, at man kan aflive hunden, for det har jeg viden om er blevet gjort (med rasende opdrætter til følge). Og med hensyn til forbehold.....altså jeg er ikke jurist, så jeg kan ikke være sikker, men jeg TROR ikke, at en sådan klausul holder i en retssal?!

Jeg har endnu til gode at gøre det, men jeps - det ville ikke genere mig det ringeste. Hvis jeg ville have hvalpen, så ville jeg bare købe den. Jeg ville tage opdrætterens klausul som udtryk for interesse og løfte om evt. fremtidig hjælp, men der ville aldrig blive tvivl om, hvem der skulle bestemme over hvalpen/hunden. Nemlig mig. :5up: Jeg ville heller aldrig "finde mig i", at en opdrætter skulle vælge en hvalp for mig. Den, jeg selv vælger, er lige nøjagtig den, som jeg skal have, ikke andre. Jeg ville altid være villig til at lytte til opdrætteren og jeg kan måske endda påvirkes....men det er noget ganske andet.

Den eneste, der kan afgøre sagen, er hundens ejer. Opdrætteren kan gøre nada, for ejeren, der jo har hunden i sin varetægt, kan uhindret overlade hunden til andre eller få den aflivet. Det kan opdrætteren faktisk ikke gøre noget ved.

Ups, det havde jeg overset. Nok fordi det ikke ville gøre mig det fjerneste at skrive under - og efterfølgende helt og holdent selv tage beslutning om min hunds fremtid. Jeg brød mig bare ikke om at få den passus indføjet for Sofus. Jeg brød mig nemlig ikke om tanken om ikke at kunne tage vare på ham selv. Lidt fjollet, men jeg var stædig og ville ikke have det nedfældet.

Sådan bliver de, hvis ejeren er for kedelig. Jeg er desværre selv ret kedelig i lydighed, fordi jeg finder netop denne disciplin ret kedelig. Flot at se på hos andre, men..... Sofus "arvede" en russer-veninde fra sin forgænger. Hvis alle russerne var som hun, ville alle ønske sig en russer. Jeg har aldrig mødt en hund med så stor selvkontrol. Hun standsede begyndende slagsmål ved at lægge sig på modstanderen - og blive liggende, mens hun viste en brølende mund. Hun rørte dem ikke, og når hun følte, at de havde tolket situationens alvor korrekt, rejste hun sig langsomt op og gik væk. Ingen af de øvrige russere, jeg har mødt, har vist andet end arrig aggression. Om det var dårlige linier eller tilsvarende ejere, skal jeg ikke kunne sige, men sympatiske var disse eksemplarer altså ikke.

Hun var såmænd ikke engang den værste. Man får mange kommentarer, når man kommer anstigende med en stor terrier.