Dina

Ved forsøg med glycosamin i hhv. USA og England, faldt resultaterne meget forskelligt ud. Man opdagede så, at hvor det virkede, var der brugt sulfat-udgaven. Det var så forsøg med mennesker, men en hund er jo også et slags menneske. Ved forsøg, hvori både indgik glycosamin sulfat, chondroitin og MSM, fandt man, at virkningen blev "uforståeligt" forhøjet. Guld har også en virkning. Vores forrige airedale fik indopereret en masse guldspiraler omkring sine spondylose-inficerede knogler og så fik han ellers ovennævnte stoffer, men hele baduljen holdt (100% smertefri!) desværre kun i et halvt års tid. Men andre hunde, ved jeg, har været langt heldigere. Det er i hvert fald et forsøg værd.

VI har altid kun haft en enkelt hund ad gangen, men både Sofus og hans forgænger har hver eneste dag leget sammen med naboens hanhunde. Vi er bestemt ikke spor enige med vores søde naboer om, hvordan en hund skal opdrages, men alligevel har der aldrig været problemer mellem hundene. Vi kan have dem både inde i vores huse og ude i vores haver uden problemer. De kan side om side søge efter godbidder i haven uden problemer, og de kan ligge ude og gnaske kødben i nærheden af hinanden uden problemer. Om vi så bare har været heldige eller om det skyldes, at der faktisk altid har været ca. 2 års aldersforskel, skal jeg ikke kunne sige, men det har jo nok gjort, at rangordenen har været etableret fra starten.

Hvis boxeren sprang direkte i hovedet på Bella, så må den jo fremover trænes i snor på træningspladsen. Du bliver nok nødt til at snakke lidt med træneren og måske også med de øvrige hundeførere på holdet. Et er, at en hund glad stikker på besøg, det kan være irriterende nok, men hvis den kommer med ufredelige hensigter - det skal man faktisk ikke finde sig i på en træningsbane. I øvrigt synes jeg, at psykiske mén efter et overfald er langt værre end de fysiske, forudsat naturligvis, at der ikke er tale om fatale skader. Måske du kunne prøve at finde en rar boxer-han, som kunne træne Bella langt bedre end du selv kan? Personligt har jeg ingen erfaringer med piller. Jeg ville altid selv gribe til indædt træning - på en eller anden måde, så hunden kan få tillid til verden igen.

Pyha, så kan jeg altså bare lade Soffe gnaske løs i alle de hunde, han evt. ikke kan li'?! Feeeeedt. :slem:

Vi synes vist alle, at han ser både sød og charmerende ud. Mht at han er for høj og for spinkel, så har begge vores sidste to airedales været "for høje og for spinkle", indtil de blev omkring 1½ år. Så kom bredden og musklerne. Kan du ikke også se noget terrier-noget i ham? For det kan jeg. Det er faktisk det, der i mine øjne gør ham sød og charmerende.

Nemlig. Og det er lige præcis sådan, man kan vupti-lovliggøre ulovlige blandinger. Jeg siger ikke, at omtalte hund er hverken lovlig eller ulovlig; jeg giver dig blot ret i, at hundens papirer er temmelig afgørende - i lovens øjne.

Sådanne ting burde ingen hund opleve. Det kunne godt få en og anden hundeejer til at skaffe sig en ganske og aldeles ulovlig peberspray. Det må man naturligvis ikke, så det kunne jeg da aldrig drømme om at anbefale nogen.

Mødet med schæferen efterlod ingen følger overhovedet, men mødet med den lille iltre finne gjorde stort indtryk. Første gang han efterfølgende mødte en tæve i nærmeste by, krøb han så angst sammen, som ingen hundehvalp nogensinde bør krybe. Vi gik frem og tilbage i hovedgaden i en halv times tid, og vi var så heldige at møde 3-4 ualmindeligt søde tæver (vi spurgte omhyggeligt ejeren først, om tæven kunne lide hvalpe, for han var lige blevet overfaldet). Ved de sidste tæver viste han ingen angst mere. Men jeg opdagede nu alligevel, at oplevelsen sad i ham, for efter at have smidt finnen og hendes mor ud med besked om ikke at vende tilbage det første årstid, gik der et halvt årstid, før moderen - uden hund - turde vende tilbage og hilse på os. Vi havde naboerne og deres hunde inde til hundeleg i haven, da hun åbnede havelågen. Sofus sprang glad derhen á la "Juuuuhuuuuu, GÆSTER!!", hvorefter han stoppede brat op - og knurrede. Ingen tvivl om, at han kunne kende hende eller måske snarere den hundelugt, det jo hænger i os allesammen fra vores egne hunde. Og ikke om han ville snakke med hende. Hun blev helt ked af det, men jeg syntes, at det s'gu egentlig var en passende straf for ikke at have fortalt, at hendes tæve ikke kunne lide hvalpe. I dag kan både moderen og tæve sagtens komme og hilse på uden problemer, dvs. hvis Sofus bliver for ivrig og begynder at udstøde umandige hvalpepivelyde, så farer finnen på ham med en brølen. Men nu griner han bare og springer hen over hende. Men havde han nu været en lille blid hvalp, da det skete, så havde han måske stadig og for resten af livet lidt under den totalt unødvendige oplevelse.

Helt så enkelt kan det ikke formuleres. Da Sofus var lige godt og vel 8 uger, blev han overfaldet i vores egen have af en tæve, som var kommet der i flere år for at lege med vores forrige hund. Der havde aldrig været problemer med hende, men vores hund var så også små 2 år ældre og hun så op til ham. Men hvad jeg ikke vidste - og hvad hundeejeren ikke fortalte mig - var, at pågældende tæve faktisk ikke kunne lide hvalpe. Hun sprang brølende på lillebitte Sofus og kørte ham flere meter henover græsplænen. Han skreg af skræk, skønt han slet ikke blev bidt, og det tog adskillige besøg i diverse større byer (for at møde rare tæver), før han blev sin skræk for tæver kvit. Det var et overfald! Da han var 3-4 måneder blev han overfaldet af en splittergal schæfer, som hakkede ham en i inderlåret. Jeg fik schæferen sparket væk (og brugte noget forbudt lige i fjæset på den, som den bestemt ikke kunne lide), og det overfald ragede Sofus en papskid, for han kom straks på benene med halen lige i vejret og ti minutter senere hilste han frivilligt og ganske uanfægtet på en rar labrador. Han blev godt nok overfladisk bidt, men havde du spurgt ham, om han var blevet overfaldet, ville han grinende have svaret: Næ?! I mine øjne var naturligvis begge hændelser overfald, men det viser nu alligevel, at hunden absolut ikke behøver at blive bidt, for at det kan kaldes sådan. Lidt rodet formuleret, men jeg håber, at du forstår, hvad jeg mener.

Undertiden kan man godt få den fæle tanke, at de nogle af mennesker, der laver konkurrencereglerne, aldrig selv har udfoldet sig på en træningsplads. Man undres såre engang imellem. Denne nye regel er i hvert fald helt i skoven og ganske uden formål. Godt, at du reagerede.

Uuuups, den gik min næse helt forbi. Good point!

Det må trods alt gøre en vis forskel, at din hund var i snor og den anden hund var løs. Men det lyder, som om du har en lille, selvbevidst herre, så fremover ville det nok være en rigtig god idé prompte at stoppe enhver begyndende stirren fra hans side. Du kan evt. give et lille pift for at forstyrre ham og så ellers holde godt fast i snoren, hvorefter du går ind foran ham. Alt skal selvfølgelig ske lynhurtigt, for din hund ER lynhurtig.

Hvor meget skete der egentlig med Hugo? På dit billede ser man jo kun kraven?

Ejeren ville jo selv melde det? (Mærkeligt nok, hm)

Jeg må gysende konstatere, at du er langt modigere end jeg. Jeg turde nok ikke være i nærheden af den hund uden en gedigen flaske peberspray - i hver hånd - og iført rustning.

Hvis noget er upræcist, kan det naturligvis ikke gælde for pålideligt statistisk materiale. Det svarer til, at man på spørgsmålet: "Hvad er en hest?", svarer "Det er, når man er oppe at ride". Skal man kunne lave statistik, SKAL samtlige oplysninger være pålidelige. Beklager. Men du har da ret i, at overfald altid burde registreres (korrekt).

Ups - dobbelt post.

Jeg forstår egentlig godt dine følelser for amstaffen. En terrier er en pragtfuld hund, så hvorfor skulle en amstaff ikke også kunne leve op til det ry. Men din påstand om, at det skulle være tavleløse amstaffer / amstaffblandinger, som stod for de mange grimme overfald, som vi hørte om inden lovens ikrafttrædelse, er totalt uunderbygget, eftersom ingen har registreret disse forhold. Desværre. Ej heller er det registreret, at det skulle være "potente amstaffer eller blandinger heraf, som er havnet i ukyndige hænder", der var skyld i overfaldene. Så du bygger hele din tro på personlige erfaringer. Det kan være rart nok, men ikke statistisk af værdi. I øvrigt hører man faktisk ikke særligt meget om overfald fra netop ovennævnte hunde, som du hævder - og formentlig med rette - stadig produceres. Det er lidt tankevækkende, for nu ER det jo netop kun skruppelløse mennesker, der "avler". Hvorfor det så tilsyneladende ikke længere går galt, kan man spekulere lidt over.

Det gør en ret stor forskel. En stirren, der som her resulterede i en hurtig slåskamp, er ganske anderledes end et overfald, som jeg mener karakteriserer pågældende hund og som oftest medfører grimme bidskader. En slåskamp kan altid ske, såfremt ejerne ikke er opmærksomme på, at en stirren netop nemt kan være optakten. Slåskampe sker, hvis to hunde ikke bryder sig om hinanden, hvorimod overfald er noget symptomatisk, som sker som vinden blæser.

Man kan aldrig sikre sig helt, heller ikke som opdrætter, men man kan da som minimum sørge for, at ens avlsdyr er sunde og ikke selv lider af skavanker. Med hensyn til valg af hvalpekunder så er det nok svært også at sikre sig der. Og en god og ellers på alle måder sund hvalp kan udvikle sig yderst uheldigt hos den forkerte hvalpekøber (og blive et aggressivt bæst), så helt retfærdigt ville det næppe være, om en opdrætter fik anmærkninger for det. Men i det hele taget så er alting jo fint, sålænge der er tale om ansvarsfulde og fornuftige mennesker, der gør alt for selv at have tingene i orden. Det er ved gykkelykkerne, at problemerne opstår. Men svaret er ikke at forbyde blandingshunde. Ikke tale om. Langt, langt de fleste er gode og dygtige familiehunde. Så dér bliver vi aldrig enige (til trods for, at jeg selv altid har haft hunde med stamtavle).

Det er så en race, som jeg ingen erfaring har med overhovedet. Har du grimme erfaringer med racen? Jeg har kigget lidt på nettet og det lyder ikke umiddelbart som en venskabelig fætter.

Så må man håbe, at de fleste på de kanter har hund. Det hæver jo altid IQ-niveauet en smule.

Du var nok bare mere vågen på det tidspunkt end jeg var. Men udover mine førnævnte grunde (gode blandingshunde og ups-kuld) til, at jeg ville være imod, at blandingshunde blev forbudt, så har jeg såmænd endnu en god, synes jeg da selv, grund. Jeg har mødt en del opdrættere og jeg har kun sjældent været imponeret over deres viden og etik. Der er således intet i mine øjne, der taler for, at en opdrætter er spor mere fornuftig end en stort set hvilken som helst almindelig hundeejer, der laver et kuld blandingshvalpe med naboens søde hund. Når jeg vælger at understrege almindelig, så er det for på forhånd at udelukke gykkelykkerne. Men tro mig - der findes også uvidende gykkelykker i DKK-regi. Desværre. Så jeg hælder til, at "skrækkelige ejere med skrækkelige overfaldshunde" får en økonomisk lussing, der kan mærkes. Jeg så fx engang et skilt i Sydengland i en park, hvor der ikke var en eneste hundelort synlig i miles omkreds. På skiltet stod, at det ville koste £1000 (jæs, TUSIND fuldgode engelske pund - jeg har stadig fotoet et sted), hvis man ikke samlede op efter sin hund. Penge har det med at tale til de fleste mennesker, specielt hvis de skal punge ud med dem. Sådant et tiltag stoler jeg nu mere på, og det forekommer mig nu også mere sympatisk end at forbyde almindelige blandingshunde.

Helt uenig.