Ninjamor

Rasmus' fremadsendelse blev indlært med bold. Det virkede rigtig godt, blot skal man kunne kaste lige og langt

Tror du også han vil reagere negativt hvis du med hele din holdning lader ham forstå, at du forventer han makker ret, for nu at udtrykke det som det, det er

Som de andre siger... Hun lærer ikke noget godt af at blive kastet ud i separation 2 timer. Nogle hvalpe hyler/piber sig trætte, falder i søvn og virker derfor rolige når man kommer hjem. Andre finder sig bare i det fordi de opdager at det ikke kan være anderledes. Fælles for dem er at ejeren må betale en adfærdsbehandler for hjælp, når hvalpem kommer i kønsmodningen og pludselig bliver meget aktivt reagerende på at blive forladt. Aflys din aftale

Der er rigtigt fine fotos Inden man går i gang med opdragelse af sin hvalp, skal man have sin holdning på plads: Skal hvalpen på fotoet holde sig fra kosten udelukkende fordi jeg siger det (ren lydighed) eller skal den stoppes og gives et alternativ? Hvalpen går efter kosten i leg og for at undersøge hvad det er for en størrelse og vi kan fint bare holde den væk, som på fotoet. Dette ændrer imidlertid ikke hvalpens motivation for at gå i kosten og den vil højst sandsynligt prøve dette flere gange, før den lader kosten være. Ved at stoppe hvalpen og give den et alternativ, som kan matche kosten, ændrer vi hvalpens motivation og den vil også lade kosten være. Det er her jeg mener vi taler om opdragelse = Hunden er allerede motiveret for en handling kontra træning hvor motivationen først skal bygges op. Det er et holdningssprgsmål hvad der er rigtigt eller forkert. Dog mener jeg man skal vælge sine totalforbud med omhu og have så få som muligt. Derfor vælger jeg selv sidste model til sådanne hverdagsting som jagt på kosten. En tredje model er at gå med på legen og efter kort tid sige SLUT og stoppe legen. Den kan være lidt svær at styre, men ladsiggørlig (og har intet med itrettesættelse at gøre, det er bare mine tanker der flyver)

Uden at have set situationen: Ja, i en periode. Det du skal tænke på er, at hun nu har et mønster som skal brydes, hun har en forventning til forestilling om hvad der skal ske når hun spotter en hund. Den nemmeste, sikreste og hurtigste måde at bryde et indlært mønster på er at skabe en situation meget ulig den, hun er vant til. En situation du kan kontrollere og være på forkant med. I en periode (til du føler hun arbejder med dig) vil jeg foreslå at du, straks Eris spotter en hund, giver signal til "vi går videre". Hvis I bliver overrasket af en hund tæt på, så vend straks om med samme signal. Her må du gerne tænke lidt Cesar Millan hvad attitude angår: Rask gang, sikker stemme og rank ryg. Dette signalerer, at du faktisk har styr på situationen og at du slet ikke kunne forestille dig at du ikke får gennemført det du vil. Du skal virke meget, meget beslutsom. Når hun går pænt med, skal du rose og evt. give lidt godbidder, ikke fordi hun som sådan er dygtig, men for at skabe et positivt billede af at "høre efter" dig (indordne sig, du ved ) Du skal dog ikke give godbidder konstant, bare lidt her og der.

Jeg ville ikke lade hende hilse i en periode for uanset du synes hun ser rolig ud aner du ikke hvad der sker i hendes hoved. Hvis hun ser rolig ud, men indvendig er lige på bristepunktet og får lov at hilse er det denne stemning du fodrer. Jeg ville introdcere et signal f.eks. "vi går videre" sagt i en tone der ikke indbyder til diskusssion og hurtigt og bestemt gå videre alternativt vende om. Til den anden hundeejer ville jeg enten sige/råbe at vi træner eller at Eris smitter! Sideløbende ville jeg øve impulskontrol i mere rolige situationer, hjemme og ude, og give tilladelse til f.eks. at tage en kastet godbid, snuse til noget hun vil, eller hvad du ellers kan finde på ved god øjenkontakt. Øjenkontakten skal gradvis øges tidsmæssigt så du kan se, at hun "er der" og ikke bare lige skotter op på dig.

Jeg ville ikke lade hende hilse i en periode for uanset du synes hun ser rolig ud aner du ikke hvad der sker i hendes hoved. Hvis hun ser rolig ud, men indvendig er lige på bristepunktet og får lov at hilse er det denne stemning du fodrer. Jeg ville introdcere et signal f.eks. "vi går videre" sagt i en tone der ikke indbyder til diskusssion og hurtigt og bestemt gå videre alternativt vende om. Til den anden hundeejer ville jeg enten sige/råbe at vi træner eller at Eris smitter! Sideløbende ville jeg øve impulskontrol i mere rolige situationer, hjemme og ude, og give tilladelse til f.eks, at tage en kastet godbid, snuse til noget hun vil, eller hvad du ellers kan finde på ved god øjenkontakt. Øjenkontakten skal gradvis øges tidsmæssigt så du kan se, at hun "er der" og ikke bare lige skotter op på dig.

De fleste bøger fortæller jo også, at hvis du gør sådan eller sådan, så virker det, hvilket langt fra er tilfældet. Den bog du efterlyser er jeg ved at skrive, men ting tager tid Det er vanskeligt at skrive om irettesættelser uden det bliver for firkantet og dermed går ud over hunden. Forfatteren kan jo ikke se hunden og situationen for sig, og den situation forfatteren forestiller sig kan læseren opfatte på en helt anden måde, se bare denne tråd Her er hvad jeg selv bruger, taget fra et indlæg længere tilbage i denne tråd: Dette er bare et enkelt eksempel. Jeg synes det virker fint med "kropsdominans" i de situationer hvor hvalpen vil tage noget den ikke må, jage missen og den slags adfærd. Ellers synes jeg at afledning fra noget forbudt fungerer fint, altså give hvalpen noget den gerne må i stedet for det den gør. Sammen med et effektivt "nej" eller andet stopord burde det være nok. Hvis hunden flipper helt ud i en situation har situationen været mere end hunden kan håndtere og da hjælper en irettesættelse ikke og vil være uretfærdig.

Præcist formuleret. Du beskriver lige netop den fejltagelse mange har opdraget under i årevis og som jeg indleder denne debat med: Man må ikke sige nej til sin hund under nogle omstændigheder. Et træningsprincip taget fra frishaping og overført direkte til opdragelse med uheldige følger for en hel del hundeejere og hunde.

Jeg er oprigtigt ærgerlig over at dette efterhånden har udviklet sigt til en debat for eller imod klikkertræning, men nu er vi der, så til ovenstående: Jeg kan godt følge PiaJ. Jeg synes det er rigtig fedt at DcH klubberne kan tilbyde klikkertræning, men synes også at det bør kunne vælges til eller fra. For år tilbage var det bolden der var saliggørende og jeg husker især en lokalforening, hvor hundeejere som kom på kursushold blev påduttet at anvende bold og "drift". Dette synes jeg er langt over målet. Jeg har haft adskillige hundeejere som jeg har forsøgt at gøre interesseret i klikkertræning og de fleste er blevet grebet af det, men der er en lille del hundeejer som finder det utrolig svært og de skal også kunne gå til træning. Naturligvis hvis der i annoncerne eller på hjemmesiderne står, at det er klikkertræning der instrueres i er det lidt en anden sag, men ofte skal uerfarne hundeejere have snuset til noget for at vide om det er noget for dem.

Jeg prøver lige en sidste gang hvilket jeg har forklaret ikke er det, der fra min side er til debat. Jeg skriver jo ganske udtrykkeligt at under visse forudsætninger kan det gå galt hvilket du vælger at overse og så tror jeg ellers bare jeg stopper her. Hvis jeg ikke kan forklare mig og du ikke kan forstå er der ingen mening i at fortsætte.

Hold nu op, jeg tager ikke på vej Hvad tror du? Er du sød lige at vise mig hvor jeg har skrevet det? Jeg har skrevet at hunde som ikke får sat grænser og er opdraget gennem frivillig tilbudt adfærd kan få problemer blandt andet med separation. Så jeg klikker min hund for at trække vejret, når jeg mener jeg klikker den for at sidde, mener du? Hunden lærer af klikket det den har fokus på, når den hører klikket. Hvis den har fokus på at den f.eks. lige vil rykke på en balle mens den hører klikket er det ballebevægelsen hunden forbinder med klikket og sitøvelsen kan være spoleret. Problemet synes at være at mange ikke har en absolut stopknap på deres hunde. Jeg er hamrende ligeglad med om det er "nej" man anvender, siger giraf eller andet, men mange er nejforskrækkede fordi de mener, at de skal kunne klare sig uden. Mit nej indebærer at hunden for at se på mig først må stoppe den igangværende aktivitet. Forklaringen på mit nej var at illustrere at et nej ikke behøver følges ad med udskæld og hårde tiltag. Jeg taler om OPDRAGELSE udført efter samme principper som træning gennem frivillig tilbudt adfærd (øvelser) kombineret med at en hund lærer at stort set alt er opgaver den skal løse. Sådan en hund giver ikke bare lige op, hvis den oplever at stå i en situation den tror den kan arbejde sig ud af.Jeg skriver intet om at korrekt udførsel af tæningsprincipperne giver problemer, det er dig som lægger mig dette i munden! Enten forklarer jeg mig helt utrolig dårligt i dag eller også har du ikke forstået det jeg skriver Jeg tror den hopper af fordi du ikke læser det jeg skriver Fint nok Hvilket ingen har sagt!!! Nå, du følte dig ramt, jamen så kan jeg bedre forstå det. Der er intet personligt i det jeg har skrevet, især da jeg ikke kan vide hvordan du og andre herinde træner og opdrager.

Tak jeg har set det og svaret. Næh det er ikke meningen at en hund skal prøve sig frem i 45 minutter, så er kriterierne sat for højt og det var de da også hos denne ellers velrenommerede instruktør. Men igen, ingen metode er bedre end den dårligste bruger

Jae, hvad er din pointe? Det er sødt af dig at forklare hvad Ninkamus mener, men det er nok nemmere at jeg tager den med hende selv Som om jeg forventer andet end forskellige meninger, det er jo også dem jeg vil have til debat. Uden uenighed er der ingen debat! Man kan også sige, at når man svarer i en debat må man forvente modspil Jeg opfatter os grundlæggende som enige, men det sidste her er jeg ikke enig i. For mig handler det ikke om resultatet (jo hvis resultatet altid er en harmonisk hund) mere om hvordan hundene har det, måske er det også det du mener, men ikke det jeg umiddelbart læser

Tak for den! Så er jeg ikke alene om at råbe vagt i gevær. Det er bare så ærgerligt, at noget så positivt som at arbejde med hundes frie initiativ og frie vilje kan ende negativt. Det er også min holdning. Mht. opdragelse, f.eks. når en hvalp skal lære at falde til ro efter aktivitet, muligvis er den overtræt, så prøver jeg altid lige at se 10 - 15 minutters tid om den selv kan finde ud af at falde til ro. Kan den ikke det må den have hjælp. Denne hjælp er fysisk begrænsning, f.eks. at jeg tager hvalpen på skødet når den er lille nok, sætter mig ned til den og holder den eller giver den line på. "Berænsning og grænsesætning" lyder altid så negativt, men i dette tilfælde er det at hjælpe en hvalp til at kunne slappe af. Men begrænsning er det da. Dog skal min hund altid have chancen for at håndtere situationen før jeg griber ind. Her er muligvis en faktor som gør sig gældende hos visse hunde, som konstant vil have aktivitet, piber og er anmassende. Bagsiden af fordelen ved at kræve initiativ. Konflikter går jeg ikke af vejen for, hvis de er nødvendige. Hellere prøver jeg dog at være fordseende og tage nbogfet i opløbet, det er bare ikke altid muligt. Jeg siger fra når noget er for meget og det er samme grænse hver gang. Til gengæld har Pelle meget stor frihed og han bliver belønnet for initiativer f.eks. at komme og bede om mad eller aktivitet. Jeg kender ham så godt at jeg ved han trænger, når han siger det, så han kan godt sætte mig i sving og jeg nyder det Beder jeg ham lade være gør han det, nemo problemo. Jeg mener tiden er ved at være der. Det baserer jeg dels på hvad jeg har oplevet på træningspladser og hos problemhunde dels hvad hundeejere fortæller om problemer på diverse hundedebatter. Jeg tænker også tiden er inde til at vi får et endnu mere nuanceret syn på individet end tilfældet er hos mange. Vi er så indstillet på at hunde skal aktiveres både for og bag at det ofte bliver for meget. Tidligere var det altid aktivering som manglede hos problemhunde, nu må jeg ofte sige, at det er ro der mangler og det er synd. Enig

Du er strammere end jeg, kan jeg se, men uanset er det rigtig dejligt at du ikke stikker noget under stolen. En spade er en spade uanset hvad vi kalder den og en tomat er stadig en tomat hvad enden det er en brite eller en amerikaner som udtaler ordet Det du skriver om fairness overfor hunden er meget det jeg tænker på, for uden på nogen måde at ville forklejne klikkertræning og frivillig adfærd (som jeg selv bruger en del af) så kan man argumentere at hunden da skal bruge en masse energi og prøve sig frem for, måske, at opnå belønning, hvorimod man hurtigt kan få den i mål ved at guide den. Her tænker jeg mest i opdragelse, men også lidt i træning. Eksempel: Pelle og jeg deltog i et træningsforløb hvor klikkeren var omdrejningspunktet. Pelle var betinget på klikkeren og vant til at vi arbejdede med den, både med frivillig tilbudt adfærd men også "bare" som markør i guidet indlæring. På dette kursus besluttede instruktøren at Pelle skulle løbe 5 m frem til en kegle og dette skulle shapes frem via forlænskædning. Jeg havde allerede baglænskædning i hovedet, men nej. Okay, så lad os da gøre det som instruktøren vil have Efter 3 kvarter med en hund som da havde forsøgt alt han kunne på at tilfredsstille mig, og som kørte betydeligt op i frustration, gav jeg op. Da havde instruktøren allerede højlydt erklæret, at Pelle var et typisk eksempel på en hund, som ikke var vant til at måtte noget uden først at få besked. Okay, så! Jamen fint nok, så vidste alle på træningspladsen da det Hjemme lærte han øvelsen på højst 5 minutter gennem baglænskædning. Min pointe er, at man må se på den enkelte hund og dens ressourcer og det var ikke rimeligt at forlange af Pelle, at han skulle have forlænskædet adfærden, når andet lå bedre til ham. Dette er noget af det, jeg mener i mit indledende indlæg: Mange hunde må knokle for at stille deres ejer tilfreds (opnå belønning) og nogle af disse hunde har problemer. Enten pga. overstimulering og/eller pga. at de ser opgaver som skal løses alle vegne, hvilket igen kan give problemer ift. separation. Nogle hunde klarer fint at al træning foregår gennem tilbudt adfærd andre gør ikke og disse sidste hunde har det hårdt hvis de presses til den form for klikkertræning. Man skal nok huske, at de initiativrige hunde vi gerne så for år tilbage, var som en modvægt til for hård træning, som fratog hunden alt initiativ. Her har klikkertræning gjort utrolig meget godt for hundene, men alt har en bagside og det har denne træningsform også hvis den anvendes som opdragelsesform.

Hvis du fra hvalp af, når det er en hvalp man får, lige så stille og roligt giver den nogle udfordringer og begrænser den i uønsket adfærd med positiv fedback for ønsket adfærd, vænner hvalpen sig til at skulle "høre efter. Dette gør kattesituatinen utrolig meget nemmere første gang den opstår. En grænsesætning kan være at lære sin hvalp (når den er klar til det) at kattenes mad skal stå på gulvet og ikke er til hundens fornøjelse. Kontakt og nej via kontakt skal være på plads inden man går i gang, vi skal jo have noget at arbejde med. Her sætter jeg så en situation op for at opdrage decideret omkring kattemaden, det vi sige at jeg har skabt en situation jeg har kontrol over, jeg er parat. Kattemaden sættes ned mens hvalpen ser det og vil den tage det siges nej i en fast tone. Stopper hvalpen ikke sin fremfærd går jeg ind foran den med ryggen til kattemaden og fuldt fokus på hvalpen. Her bruger jeg min kropsdominans, ja det er et slemmer ord, til at få hvalpen til at bakke væk. Samtidig roses den kærligt og stille. Jeg kaster en guf på gulvet og fjerner kattemaden. Jeg skrev forskellen, som jeg ser den, i et tidligere indlæg. Når du træner en hund skal du motivere den til at ville foretage sig noget for at blive belønnet. Dette skal hvalpen først lære og det lærer den hurtigt. I opdragelse er hunden allerede fokuseret på sit mål, det den oplever som en belønning, så her skal du motivere den til at opgive sit mål, altså at hæmme sine impulser. Dette gør en kæmpe forskel idet vi arbejder med motivation som enten først skal oparbejdes og motivation som allerede er der for fuld styrke. Den ene motivation skal styrkes hvor den anden skal hæmmes. Absolut! Det kan du se direkte af min beskrivelse af opdragelse omkring kattemad Vær nu ikke så fastlåst i din tankegang. Opdragelse behøver ikke betyde hård straf og læder og pisk. Det håber jeg du gør nu. Har du læst min artikel om hanhunde og løbske tæver? Det kalder jeg opdragelse og ikke træning. Mener du, at vapserne ser det som grænsesætning at blive sat hvor de rejste sig? Er det ikke bare at give dem en ny chance for at opnå belønning? Så hvad er det du sætter grænser for her?

Hvis din timing er korrekt vil hunden vide hvad det er den skal stoppe med. Den er højst sandsynligt ikke bevidst om at den trækker vejren eller logrer, den er derimod bevidst om at den trækker for dette gør den for at nå et mål. Jeg anvender ikke nej som middel til at undgå trækkeri under oplæring, men i princippet er der da intet forkert i at gøre det. Min indlæring af nej er ligesom kontakt- nej = se på mig så sker der noget positivt = hunden stopper det den er i gang med. Er det så slemt? Timing, ligesom du belønner for en sit selvom hunden også trækker vejret, logrer og ser på dig. Det er min oplevelse at hunde hurtigt fatter, at det er at sætte sig der belønnes. Hvorfor læse indlægget som om jeg er den strenge hundeejer? Synes du det er hvad jeg plejer at komme med? Tak for din indføring i den ideologi som jeg selv har stået for de sidste 30 år! Har du læst hvad jeg har skrevet? Helt ærligt synes jeg du skal falde lidt ned. Hvis du noget som helst sted kan finde at jeg hylder chefprincippet, så vis mig det lige... Uanset. Når du arbejder for en chef er der regler, der er regler for pauser, nogle steder er der regler for påklædning og tone. Der forventes at du udfører det job som passer til din jobbeskrivelse osv. osv. osv. Selvom du får en fed løn for dit job, og smiler hele vejen til banken, er du stadig underlagt rammer og begrænsninger på din arbejdplads. Det lyder bare ikke så kønt, ikke desto mindre er det sådan. Her røg jeg totalt af i svinget, vil du forklare relevansen? Og hvad er det, jeg kalder for lederskab?? Her har du misforstået noget. For det første anvender jeg ikke begrebet "lederskab i dagligdagen", kun som forklaringsmodel, jeg har i et indlæg skrevet at jeg hellere bruger ordet "ansvarstager", da det er det jeg mener beskriver forældrerollen bedst og vi er "forældre" for vore hunde. For det andet handler "lederskab" ikke om at være streng og skælde ud, det er i den tudsegamle definition som den Cesar Millan anvender. Og??? Det er da fint! Fortæl mig så at han ikke indordner sig dine regler, rammer samt begrænsninger! Uanset om du lærer ham at vente (impulskontrol er en begrænsning) på en belønning eller hvad du forsøger at lære ham gennem hans tilbudte adfærd, så er det dig og kun dig der har sat rammerne for hvordan en adfærd skal se ud før du er tilfreds og han kan belønnes. Han må indordne sig dine regler for at blive belønnet. Er dette ikke korrekt? Jeg kan godt se det ikke lyder så pænt når jeg bruger de ord med fed skrift, men ordene vi anvender ændrer ikke på fakta. Selv samarbejde er fyldt med regler og begrænsninger, vi kalder det bare noget andet

Det er altså ikke mig der dobbeltposter..

Hvorfor? Men det er jo også opdragelse ikk? Mange af de problemer dagens hunde har er anderledes end de var tidligere Det er sådan set det der er hele baggrunden for mit oplæg: For meget og for lidt er skidt! Jeg synes ikke, det er positivt med "nej forskrækkelsen" for jeg ser hvad der kommer ud af det mange gange, hvor hundeejere har skaffet sig problemer på halsen, som kunne være undgået gennem fornuftig grænsesætning. Et nej behøver ikke blive brølet ind i hundens hoved for at virke, det kan siges i en tone som går ind afhængig af situationen. Selv bruger jeg "neeeej" i lav tone ved rolig hund, som overvejer at lave gale streger og et mere afsnuppet nej hvis der er tempo på hunden. Et nej bør efter min mening altid følges op med noget positivt, når det har den ønskede effekt. Derved bliver ordet ikke slemt i sig selv. Det er hvordan den enkelte hundeejer anvender ordet der har betydning. For eksempel synes jeg det er lige så "slemt" at en hundeejer rømmer sig eller siger AA til sin hund. Det har jo samme betydning som et forbudsord, hvorfor så ikke spytte ret ud med det samme? Hvis du læser mit oplæg som en protest mod moderne opdragelses/træningsmeoder så har du læst forkert. Jeg taler om den misforståede brug af metoder og principper. En metode eller et princip er ikke bedre end den dårligste bruger af dem og ligesom det var synd i sin tid at hunde måtte lide under deres ejeres misforståede syn på lederskab, er det også synd at hunde skal have det mindre godt/skidt pga. misforståelser hvad mere moderne principper angår. Et "lederskab" som vi forstår ordet kan aldrig dannes på forbud og skæld ud. Disse ting skaber i værste fald bare afstand mellem hund og ejer. Enig. Hvis nu hunden har lært at et nej betyder "stop det du er ved", er det så forkert at stoppe dens trækken med et nej, synes du? Det er pudsigt at du ser grænsesætning for dig som brug af skæld ud mm. Det synes jeg egentlig er lidt trist og måske er der rigtig mange, som ser det ligesom dig? Det kunne i givet fald muligvis forklare hvorfor mange hundeejere reelt ikke trækker grænser for deres hunde, sådan bevidst og med et klart mål.. Mener du at der opstår respekt og tillid mellem hund og ejer ved at ejeren styrer fodring, luftetider osv.? Jeg ved ikke hvad dette "osv." er hjemme hos dig

slettet grundet dobbelt post

Hvad er det du er uenig i? Det var kun en brøkdel af hundene som levede ude på landet. 80'erne og 90'erne er ikke så langt væk og min førtse hund fik jeg i '75 som en byhund mellem mange andre byhunde. Geografien alene kan ikke forklare antallet af problemet dengang og nu. . Jeg tror du ser 90'erne noget længere væk end de reelt er. Det du beskriver kan jeg i hvert fald ikke Kravene til hunde tidligere var efter min mening lige så højem bare anderledes Det opfatter jeg ikke som et problem skabt af tiden, sådan har det altid været for nogle børn/forældre måske bare mere indenfor hjemmets fire vægge og overfor familiens egen hund. Der er ingen tvivl om at en del hundeejere går helt i sort, når deres hunde viser dæmpende signaler, det er desværre er negativt resultat af den ellers udmærkede bog om emnet. Joda, det er sikkert og vist! Sgu og helvede kan også bruges her hvis noget er rigtig, rigtig slemt. Jeg kan så ikke huske hvornår det var sådan, sidste gang. Man må ikke være bange for at vise sin utilfredshed hurtigt og kontant, ligesom ros og glæde også skal vises hurtigt og kontant. Mine eder kan findes frem, hvis Pelle ville jagte en kat på vores ture. Her myldrer med katte og de skal ikke jages. Hvis man nu skiftede det gamle ord "lederskab" ud med "ansvarstager" så lyder det bedre og ikke så hårdt, men i mine øjne dækker det det samme.

Der skal altid tages hensyn til individet, dets behov og temperament, efter min mening. Når jeg skriver regler og grænser osv. er det, i mine øjne, rimelige grænser, f.eks. synes jeg en hund ikke tager skade af, at få at vide at den ikke skal danse rundt i sofaen så man selv triller rundt eller får revet brillerne af eller at den ikke skal hoppe rundt på sofabordet, det tager den ikke skade af at blive begrænset i som modsætning til at afvente den gør det ønskede og belønne for dette. Det sidste er såmænd også fint, hunden lærer bare ikke at respektere grænser af det og det skal man være klar på. Begrænsningens kunst er svær at beherske Samt hvilken viden man sidder inde med :5up: Jeg mener, man kan jo sagten selv synes, det er rimeligt at en hvalp bor alene i hundegård fra dag 1 fordi det er det man helst vil, men ser man på hundenes adfærd og behov kan det aldrig være rimeligt at forvente at dette dækker en hvalps behov uanset hvad man synes er rimelige elle ej.. Min erfaring er, at de fleste hunde fint accepterer fornuftig grænsesætning ift. deres udfoldelse i en anden hunds/et menneskets nærzone. Her synes jeg det er fuldt rimeligt at forvente at en hund efter nogen tid forstår, at den f.eks. ikke skal tage min mad ud af hånden på mig, at den ikke bare skal voldsmide sig oven på mig, skrabe hårdt i mig med poterne, bide/tygge hårdt i mig, acceptere at jeg bruger min krop til at "dominere" med (spærre med, gå imellem) noget der er markeret som mit/sagt nej til, som den ikke må tage osv osv. alle disse ting hunde selv anvender i samspillet med andre hunde og som accepteres dér. Det er ikke rimeligt at forvente at en hund ikke slikker vores hånd kortvarigt, dutter til os samt viser andre adfærd den har behov for for at vise sin samhørighed med os, for bare at tage et par klassiske eksempler.

Det er efterhånden længe jeg har gået og puslet med nogle emner indenfor hundeholdning, som jeg godt kunne tænke mig kom til debat. Det kan være lidt svært at formulere så det bliver korrekt forstået, men nu forsøger jeg. Min opfattelse af den meget moderne hundeejer er, at h*n er enormt autoritetsforskrækket i forholdet mellem hund og menneske. Alt skal leges ind i hunden, den skal helst selv finde ud af hvad ejeren vil have den til og ejer må absolut ikke skælde ud eller på anden måde vise sin utilfredshed med hundens opførsel. Taler vi om hundeleg, er det ejeren som straks skal stoppe for hårdhændet omgang med andre hunde, så hunden lærer at ejeren ikke vil tolere skidt opførsel. Hvis vi lige ser på en situation: Fido leger for hårdt med Frodo, Fidos menneske fjerner ham derfor og sætter ham i line. Hvad lærer Fido af dette? Han lærer muligvis, at leg kan blive afbrudt når som helst og derfor kan det betale sig at intensivere legen, som dermed bliver mere hård. "Lederskab" er blevet er fyord og grænsesætning en by i Rusland for mange hundeejere. Idealerne er høje og kravene til både hund og ejer enorme! Begreber som "sættes på plads", "underdanighed" og "dæmpende signaler" får gerne en del ord med på vejen for blandt andet disse tre begreber er nogle den meget moderne hundeejer har stærke holdninger til. Gammeldags hundetræning, og ikke mindst opdragelse, var hård, streng og ofte nådesløs og uden den mindste skelen til retfærdighed og hensyntagen til hunden. Hunden skulle bare makke ret ellers fandtes der metoder til at få den til det. Unødig hårdhed og manglende forståelse for hvordan hunde fungerer, føler og reagerer var hverdagskost for mange hunde. Hunden skulle ofte indordne sig urimelige vilkår. Så kom Hallgren i 80'erne med en gave til alle hunde: Indsigt i og dermed forståelse for hundes naturlige adfærd og behov, hvilket vi var mange, mange hundeejere og instruktører som jublede over. Det blev konstateret at familiehunde skulle aktiveres mere end man måske troede tidligere og at en afbalanceret aktivering kan holde en hund fri af visse problemer. Op gennem 90'erne lå fokus på rackendskab, at en hund ikke bare er en hund, men har specifikke raceegenskaber (arbejdsbaggrund) som bør tilgodeses. Fokus lå ligeledes på klikkertræning godt inspireret fra USA. Instruktører, adfærdsbehandlere og ikke mindst hundeejere i tusindevis tog dette til sig, vi så lyset som var krystalklart og brændte stærkt! Instruktører, deriblandt jeg selv, opfandt nye kurser så vi kunne formidle det gode budskab om aktivering og omsorg videre til hundeejerne. Aldrig har jeg holdt så mange kurser i hundemassage som i årene omkring 2000, alle skulle lære at massere og alle skulle i øvrigt også lære at aktivere. Den nye tone i hundeopdragelse blev for mange en aflægger af tonen i hundetræning: Du må ikke sige nej til din hund, din hund skal forstærkes i ønsket adfærd og ignoreres under uønsket adfærd, hvilket efter min mening er en graverende misforståelse, når vi taler opdragelse. Man kan ikke direkte overføre et træningsprincip baseret på frivillig adfærd til opdragelse. Hvor det første skal få en adfærd frem, skal det andet typisk stoppe en uønsket adfærd. Hvor hundens motivation i hundetræning først skal stimuleres er den allerede på sit højeste i opdragelsesmomenterne og dette gør en kæmpe forskel hos hunden og i hvordan det bedst gribes an. Vi lærte at aktivere hoved og r*v ud af vore hunde. Især indendørs aktivering med NO spil, tepose søg og anden fært ID, gemmelege og diverse tygge/foderdimser blev almindeligt for mange hunde og nogle hundeejere følte et pras fra andre hundeejere. De var ikke gode nok som hundeejer hvis de ikke aktiverede mindst x timer dagligt. Mange hunde kan 100vis tricks og fiduser allerede som unge og hundeejere søger efter nye opgaver til hundene. Hvis vi træder tilbage i tiden og sammenligner lidt. I "gamle dage" var der ikke så mange problemhunde, som vi har nu. Ja, jeg ved det, i gamle dage blev hunde behandlet anderledes og der var garanateret rigtigt mange hunde, som faktisk havde problemer, hvor ejeren bare ikke opdagede det grundet manglende indsigt og grundet den mere afstandstagende måde mange holdt hund på dengang. Men det samme gælder nu, mange hunde har problemer grundet den måde de holdes på! Problemerne ser bare anderledes ud, de ligner måske ikke problemer til at begynde med, og er baseret på manglende grænsesætning og overstimulering. "Dengang" lærte hunde, at aktivitet hørte udelivet til. Hunden blev trænet, måske cyklet/løbet med, leget med, legede med andre hunde osv., så var den træt og holdt sig mere eller mindre i ro og afslappet tilstand, når den var indenfor. Som hunden voksede op lærte den, at sådan så dens liv ud - forholdsvis rolig inde og aktivitet uden for hjemmest fire vægge. Den lærte ligeledes, at der er visse ting som ikke er til diskussion. Muligvis kunne ejeren være lidt for hård muligvis var h*n det ikke, men hunden erfarede på den ene eller anden måde, at den ikke selv havde indflydelse på disse ting, at den måtte indordne sig regler og rammer. Som når vi tager vore hunde akut til dyrlægen, vores hjerte kan bløde, men der er ingen kære mor, vores hund må bare finde sig i behandlingen for sit eget bedste. Der har helt sikkert været alt for mange hunde, som har skulle indordne sig urimelige betingelser, men der har også været de hunde som hurtigt fandt ud af, at de ingen personlig indflydelse havde i visse situationer og dette gav ro. Separation er efter min mening en af disse situationer. Naturligvis skal vi lære vore hunde separation gennem trinvis forbedring, men en del hundeejere banker lige ind i en fælde her! Hvis en hund på forhånd ikke har lært at indordne sig regler og rammer, samme hund er blevet opdraget eller trænet fortrinsvis gennem frivillig tilbudt adfærd, kan hunden have en opfattelse af, at separation er et problem den skal løse. Gennem Trial and Error har hunden lært sig, at vedholdenhed altid giver bonus, så hunden der ikke vil efterlades har mange ressourcer til at forsøge at løse problemet. Kommer vi først dertil, står vi virkelig med fletningerne i postkassen, for så er det en bastant omlægning af hele hundens liv der skal til og dette er umuligt hvis ejeren vil fastholde en relation uden grænsesætning og rammer til sin. Der er kommet flere af sådanne separationsproblemer til de seneste år. Hunde som ikke er angst i situationen, men som ikke vil finde sig i den. Et andet emne er mange hundeejeres afstandstagen til at deres hunde viser dæmpende signaler. Det er hundes natur at vise disse signaler og medmindre de overdrives, skal de efter min mening til! Hunde viser dem "opad" overfor andre hunde, altså typisk overfor ældre hunde og de har behov for at vise deres mennesker samme respekt, de viser ældre hunde, uden der er noget forfærdeligt i dette. At nogle hunde overdriver signalerne og viser usikkerhed er noget helt andet og dette skal naturligvis addresseres, men lad nu de hunde få lov at opføre sig som hunde med de dæmpende signaler de vil. I gamle dage kalde vi disse signaler for "underdanighedssignaler" eller "pascificerende signaler" og de er ganske naturlige. Vi taler om, at hundene skal se os som "leder" pga. vores opførsel og tilgang til situationerne. Helst skal relationen være et kammeratskab hvor begge parter er på lige fod, altså intet "lederskab". Men det er vi jo ike! På lige fod. Eller rettere, det kan vi sagtens være, men så har vi ikke muligheden for at ændre en uønsket adfærd, f.eks. en heftig adfærd overfor en passerende hund. Hvordan skulle jeg kunne stoppe/ændre min hunds uønskede reaktion, hvis vi er ligeværdige? I så tilfælde betyder mit ord/min aktuelle motivation ikke mere end min hunds! Hvis jeg vil ændre noget, må jeg tage kontrol over situationen og allerede der ryger det ligeværdige, idet jeg da har besluttet, at det er det jeg vil - ikke det min hund vil som skal følges, ergo har jeg taget ledelsen af situationen og dermed min hund. Jeg har et mål for hvad jeg ønsker af min hund og min hund skal indordne sig dette ønske. Eller hvad mener du?

Jeg er enig, vi skal så også bare lige huske på, at i naturen er der meget mere plads og derfor skal der mere til før en hund behøver føle sig trængt