Ninjamor

Det jeg skriver. Du ønskede at din hund kom ud af den låste situation ved egen hjælp og det sker vel ved en reaktion fra hendes side..

Det er nu engang nemmere at debattere, når tingene ikke er underforståede og hvem siger at der ikke findes autisme indenfor hunde? Symptomerne hos autistbabyer kan stemme med adfærden på få hunde jeg har kendt. Ikke at jeg har tænkt at de var autister. Jeg har ingen anelse om, hvad du har påstået eller ikke påstået, da jeg ikke læser alle indlæg, men "positiv træning" bliver generelt tolket af hundeejere som træning uden påført straf og jeg kunne godt tænke mig, at man generelt set, definerede begreberne bedre. Dette sagt uden at sigte på nogen bestemt. Uanset, synes jeg stadig ikke, det er god etik at lade en hund stå "låst fast" i 45 minutter, det kan for mig at se, og ret mig hvis jeg tager fejl, for det sker jo, kun være for at ville fremtvinge en bestemt reaktion uanset hvordan hunden har det med det og dette finder jeg usympatisk. Som i at målet helliger midlet. Det er sådan jeg opfatter det, du skrev om situationen.

Nemlig Rasmus fik lov til selv at erfare, at gik han udenfor feltet var der ingen genstande til ham. Jeg sagde intet og det gav netop den reaktion du beskriver, rundt og tilbage igen med det straks. Dette kræver naturligvis at hunden er højmotiveret for at aflevere genstande. Jeg har gennem tiden oplevet mange, mange DcH hundeførere, som dirigerede hundene ihjel på felterne og det må være hårdt at skulle arbejde fokuseret når "far" hele tiden siger noget hunden også skal være opmærksom på. Giv for &%¤#"!)&% hundene fred til at arbejde

Det er jeg ikke enig med dig i. Hvis feltsøget i de større klasser stadig hedder "frit søg", så er der i mine øjne ikke meget smukkere end en hund som har lært at afsøge feltet med et minimum af støtte fra føreren. Da Rasmus gik i E klassen kom jeg til en konkurrence ud for, at jeg begyndte at få et migræneanfald lige da han skulle ind. Jeg lod ham gå og da ham havde lært, at han altid fik gevinst ved at søge i en bane ud for mig og i øvrigt ellers fik fred til at arbejde, kunne jeg udelukkende ved at bevæge mig på den side af feltet jeg måtte være på, få ham til at afsøge feltet uden yderligere dirigering fra mig og aflevere samtlige genstande. Trods det at jeg måtte støtte mig til et træ og kæmpede med kvalmen fik vi alle genstande og top karakter. Det havde ikke gået, hvis han havde været afhængig af at blive dirigeret. At jeg så ikke fik mere konkurrence den dag er en anden snak.

Jeg tror vi definerer "problem" meget forskelligt og jeg finder din indstilling usympatisk for hvis nu vi antager, at din hund reelt er autist, hvorfor skal hun så afskæres fra hjælp.. Autist er hun næppe siden der kun skulle en enkelt længerevarende ubehagelig oplevelse til for at det hjalp. Det er naturligvis bare min mening, men at en ting (jeg kan ikke skrive tiltag, da du ikke foretog dig noget i situationen) virker, er ikke nok for mig til at synes, at den er god nok og så kommer vi ind i diskussionen om, hvorvidt den positive træning vitterligt er positiv, men det er en anden debat.

Her må jeg så melde ud, at det synes jeg ikke er i orden! Hunden har et problem med at løse opgaven, hun står der jo ikke for sjov skyld

Mener du ikke snarere, at hun er en vagthund end en vogtende hund? Det er jo en væsentlig forskel idet vagthunden skal råbe alarm, hvorimod den vogtende hund selv skal tage affære. Jeg er helt enig i, at der er alt for mange usikre schäfere rundt omkring (og derfor bør man måske kikke lidt mere på C arbejdet og hvad dette indebærer af ofte dårlige ting for en grundlæggende usikker hund) og at især schäfer/lab blandinger ofte er, skal vi ikke bare sige underlige til den kedelige side i nogle situationer. Og for at der ikke skal være nogen regel uden undtagelse havde min søster en dejlig en af slagsen...

De bedste tanker til jer :ae:

Velkommen til Hun har ikke lavet ballade, hun har givet sin frustration - evt. utryghed - afløb, det er vigtigt du ser forskellen. Hun viser heller ikke skyld over at have været "slem", når du kommer hjem, hun viser bare hvordan hun har det i situationen. Hvor længe har hun været destruktiv? Har hun været i sin første løbetid?

Tak selv Jeg læser som regel heller ikke disse tråde, det er bare for hårdt.

De ligger i de større byer og ikke i de småflækker jeg kommer mest i Det kan man gøre De er rigtigt gode og nogle af dem kan man indstille længden på, man skal så bare være obs. på den større påvirkning der kommer udefra, så man får vænnet sine hunde til dem. Jeg har også haft gitre, jeg kunne sætte i de åbne vinduer, man skal bare tænke sig godt om, for man kan opleve at ens hunde pludselig ligger i ret stærk gennemtræk Forberedelse er det halve af en succes

Det kan jeg slet ikke forstå Shii, solen drejer højre om, så det er meget nemt at beregne hvor skyggen er om en time. Som mangeårig hundeejer har jeg altid tjek på sol vs. bil og det er noget som bare ligger i mig, lært uden jeg har tænkt over det. Min datter har det som dig, hun kan heller ikke regne solen ud Jeg har været afhængig af at have mine hunde med i bil på kurser o.lign. og jeg oplevede engang at en medkursist, som vidste jeg havde haft hunde i over 30 år, oprørt lige skulle tjekke hundene, da hun opdagede de var med. Bilen stod i fuld skygge, og det blev den ved med og hundene sov lige til hun vækkede dem. Bortset fra det, så er det blevet sværere at finde skygge på P pladser end for bare 10 år siden og det er surt

Det kan være så meget afhængig af det enkelte individ, relationen til ejeren, erfaring, lært hjælpeløshed osv. Jeg har mest set det forsøgt gjort med hunde som har sprællet og kæmpet imod. En teori er, at man alene ved at løfte og dermed fjerne hvalpen fra de lokkende stimuli, skaber ro o En anden at den tætte nærhed giver større chance for at opnå kontakt. En tredje teori er, at man ved at løfte hvalpen op kontrollerer den En fjerde at hvalpen kommer tæt på sen hjertelyd hvilket siges at kunne berolige hvalpe. Der kan sagtens være flere samarbejdende årsager til at det virker, når det gør det

Jamen hvis du bare er forsvundet ud af syne, vil den "almindelige" hvalp jo lære at holde øje meget hurtigt, men du har helt ret, de mere selvstændige individer kan tage fusen på én ved at klare det fint at man er væk. Jeg skal være sikker på hvad du mener. Mener du, at du lærer hvalpen at blive berørt/kælet for gennem ovenstående og hvordan ser du, at hvalpen føler sig belønnet for berøringen? Er vi inde i, at den efterfølgende godbid ikke kun forstærker sitmomentet, men også berøringen? God taktik

Hvalpe er ikke kælne og det skal de heller ikke være, de har slet ikke tid til det, når der er så meget de skal lære om verden. Mange hvalpeejere bliver skuffede over dette, men det kælne kommer med roen og dermed med tiden.

Udgangspunktet var hvalp og den kan man ikke forvente skal holde øje med sig, før den har lært at det kan betale sig

Du giver også hunden ansvaret for at følge med ved at give en neutral lyd... Lyden gives fordi hunden ikke ser dig gå

Velkommen til I mine øjne kan øvelser altid komme, hvorimod den vigtige kontakt og det gode samvær ikke altid kan lægges på uden besvær, hvis det først er svipset. Naturligvis er øvelser også kontakt, men der ligger et krav i øvelser, hvilket der ikke gør i aktivering... Jeg ville fokusere på at tage hvalpen på ture, hvor jeg vidste den mine kvalifikationer som en der er værd at følge. Dette ville jeg gøre ved at aktivere hvalpen med de ting den synes er vigtige, som at vise den et godt snusested f.eks. ved selv at "tage stand" for godbidder hvalpen ikke så, jeg lagde bag mig, vise den "godbidstræer/buske", en fjer den kan jage i luften og lignende naturlige ting. Hvis sådanne aktiviteter falder stort set konstant, i starten hvert 5 - 7 skridt, lærer hvalpen helt af sig selv, at du er værd at følges med og den har dermed valgt dig til. Dermed behøver du ikke kommandere den til at blive hos dig. På længere ture ville jeg lade hvalpen falde i søvn ved min side/på mit skød eller bare sidde og slappe af. Jeg ville forsøge at undgå, at hvalpen selv "tager på tur" ved at vende om og småløbe væk, så snart den kom bare et par skridt foran. Ved at give et signal idet du vender vil din hvalp tage dette signal til sig som et indkaldssignal, idet den erfarer at du er på vej væk, når den ser efter dig. Sådan et selverfaret signal virker meget stærkt resten af hundens liv, hvis det holdes lidt ved lige. Signalet skal være neutralt, f.eks. brugte jeg et "bubuv" i en rethøj/skinger tone til Pelle. Den lyd ville han ikke høre andre steder. "Bubuuv" virkede hele hans liv. En fløjte som ikke bruges til andet er også fint. Hvis du mangler ideer til aktivering på tur kan du finde en del i bogen "Sjov på turen med din hund", al aktivering i denne bog er lagt an på at skabe god kontakt samt lære hunden en masse, den og ejer har glæde af.

Mon ikke parfumeallergi er ved at overhale allergi overfor hunde efterhånden? Jeg vil langt hellere spise mellem 100 hunde end ved siden af en enkelt deodorantoverhældt person, hvilket straks giver mig hovedpine mm. - og det er mit helt eget problem, som jeg render ind i så snart jeg stikker snotten udenfor egen matrikel.

Dejlig hvalp! Jeg er enig i at du fortsætter for lang tid og blander for meget sammen. Det er nemt at blive grebet af øjeblikket. Han misforstår ofte dine signaler, så du får trænet på fejl, og fjern så for dælen de dobbelte signaler! Han ser sig nærmest blind på dine hænder (dobbelte signaler) og tolker signalerne fra dem, så væk med de hænder! Jeg ville foreslå meget længere belønningsritualer, hvis du var hundefører hos mig, sidder med en fornemmelse af at han meget nemt kan blive overfladisk i sine øvelser. Giver det mening?

Er der sket ændringer i hans dagligdag? Hvis han ikke er decideret urolig i de vågne perioder tror jeg næppe det er pga. løbske tæver. Finder han bare et andet sted at sove og lægger sig til at sove med det samme? Det kan være temperaturskift han reagerer på, så er det for varmt så for køligt osv. Er det kun om natten han skifter soveplads ofte?

:ae:til dig

Lige en fodnote: Jeg betragter ikke hunde som "næsten" mennesker, men som hunde, en anden art - et dyr. Når dette så er sagt, er der ikke stor forskel på den omsorg en hund, kat eller menneske får her i familien, nemlig at der altid ses på den enkeltes behov både generelt og i den aktuelle situation. At menneskeliggøre hunde ligger ikke til mig, men jeg kan sagtens trække paralleller mellem hunde og menneskers reaktionsmønstre og følelser, for de er ret ens. Mht. rettighed til behandling, så mener jeg, at når man har taget et dyr til sig, så er man ansvarlig for at dyret får den nødvendige behandling ved sygdom og ved adfærdsproblemer, der som regel er menneskeskabte på en eller anden måde og jeg mener såmænd også, at dyret har ret til det etisk set. Udover det, så ved jeg ikke hvilke problemer, du mener der opstår, ved at man har forskellig grundholdning til hunde?

Det afhænger af ens egen livsholdning, men ingen er forpligtet udover evne. Man er forpligtet til at gøre sit overhovedet bedste, hvad dette så end er. Jeg har stået i den umanerlig kedelige situation at måtte lade Rasmus aflive, da han som gammel blev lidt småsenil og noget blind. Han havde det rigtig fint i hverdagen, men på et tidspunkt blev han ind imellem så "forvirret" efter søvn, at han ikke kunne efterlades alene og dette betød at jeg måtte lade ham aflive udelukkende af praktiske årsager, arbejde skal man jo... Det synes jeg ikke andre hverken kan eller skal vurdere. Da min gravhund fik en diskusprolaps og aldrig blev rigtig godt gående igen, skældte dyrlægen mig ud for at aflive hende og venner skældte mig ud for ikke at have gjort det for længst. Alt afhænger af øjnene der ser og holdningen man har. Jo flere vi er som ser hunde, ikke kun som hunde, men som medlemmer af familien, des flere bliver der også som forpligter sig meget langt fordi de/vi føler det er det eneste vi kan gøre. Jeg tænker aldrig på hvad andre vil sige, jeg tænker på min hund og mig selv, som skal leve med den. Ligesom der opstår ulykkelige situationer i familier kun bestående af mennesker, gør der det også i familier hvor et af medlemmerne er en hund. Ligesom man ikke melder fra overfor familiemedlemmer af egen art ligger det mange fjernt at gøre det overfor hundene. Selv tænker jeg aldrig i pligt på den måde eller i at kunne være det bekendt, kan jeg klare det, bliver det klaret. Så enkelt er det jo...

"Redde"? Jeg ved ikke, om alle hunde kan "reddes" eller hvad du helt præcist mener med den formulering.... Men jeg ved efter mange års arbejde med såvel velfungerende hunde som med problemhunde, at langt de fleste adfærdsproblemer er nogle hunden har tillagt sig enten på baggrund af dårlige oplevelser eller pga. mangelfuld opdragelse og jeg har endnu ikke, jeg gentager, endnu ikke, oplevet en hund med så voldsom problemadfærd, at denne ikke kunne ændres og her mener jeg ikke, at hundeejeren skal ud at gå 4 timer med sin hund ud over den almindelige plan, men ved at ændre visse ting i hundens liv. Eksempel fra min konsultation: Hund af lille race, 2½ år, blev som hvalp meget forskrækket over en meget stor hunds pågåenhed. Oplevelsen blev forværret da personen som gik med hvalpen skreg forskrækket, hev den op på armen og løb hjem. Da hunden voksede til, begyndte den at gå ud mod andre hunde, uanset størrelse, og gø vedvarende ad dem. Dette blev udvidet til også at gælde personer uden hund. Hunden bed sig fast i de andre hunde og en bekendt med en rolig voksen hanhund med meget pels stillede sig beredvilligt til rådighed så hunden kunne bide i pels til den blev træt. Efter dette biden i pels kunne hundene gå roligt sammen, men det startede forfra hver gang hundene mødtes. Senere begyndte hunden, tilsyneladende umotiveret, at bide i et mindre barn i hjemmet, når den blev frustreret og barnet var, forståeligt nok, bange for hunden i visse situationer. I andre situationer kunne de lege og nusse. Da dette havde stået på nogle måneder kom jeg ind i billedet. Det kom frem, at hunden nok var blevet håndteret lige vagt nok. Selvom der var grænser i hverdagen var det ikke nogle hunden oplevede som grænser. Hunden kunne lidt forskellige øvelser på aktiveringsniveau. Efter 6 dage meldte ejer tilbage, at de nærmest havde fået en anden hund. Og hvad havde de så gjort for at nå derhen? Jo, sat grænser bare for grænsernes skyld blandt andet ved at hunden ikke fik mulighed for at styrte ud af dørene i jagt mode. Dæmpet tonelejet generelt Stoppet den ellers godkendte jagt på katte i haven Fået barnet til at kaste godbidder til hunden Noget hjernearbejde og lidt nye oplevelser Der har kun været brugt lidt ekstra tid på hunden i hverdagen, men nogle få rutiner er blevet ændret. Efter denne lille uge jagtede hunden ikke længere katte i haven (hvilket jo ellers holdt dens stresshormoner i kog) og alene dette, gav en ændring på det meste andet. Med kattejagten stoppe hundens gøen i haven også. Da jeg så hunden, reagerede den med gøen på personer på ca. 100 meters afstand. Efter første uge kunne de passere personer og hunde ret tæt på ved at bruge afledning og ros i situationen. Naturligvis sidder ændringerne ikke fast efter en lille uge, men det er en god begyndelse som giver hundeejeren lyst til at træne sig ud af problemerne og her ville jeg klart mene, at aflivning havde været den nemme løsning. Er der her tale om at "redde" en potentielt farlig hund? Det mener jeg ikke, her er tale om at få en ganske almindelig hund til igen at fungere i sin hverdag og igen, selv om en problemadfærd er voldsom og potentiel farlig, er dette ikke tegn på at hunden er "sindssyg" og vil have bedst af at "få fred", men tegn på at noget er gået skævt et sted, noget som for det meste kan rettes op med positive tiltag og fornuftig grænsesætning.