Ninjamor

Prøv at læse PBC's indlæg igen, han giver helt klart udtryk for, hvad han mener og tror.... Det var ikke det spørgsmål du stillede før, som jeg mente jeg havde svaret på. Men, der er ikke noget der hedder "må" i den forbindelse. Ja, der findes garanteret hunde som ikke kan bedres så meget, at de kan leve et godt liv sammen med mennesker. Jeg har selv haft en. En omplaceringshund, som ved to årsalderen viste frygtrelateret aggression overfor artsfæller.. Efter to år med mange, mange tårer, frustration og skyldfølelse fra min side, traditionel medicin, alternativ medicin og alle mulige alternative behandlinger, gav jeg op. Det gjorde jeg den februar lørdag hvor hun angreb min gamle tæve og kom igen og igen med mord i øjnene. Den dag slukkedes en stjerne, for det var hun og det hed hun, hun kunne bare ikke leve et almindeligt liv og gradvist bliver man suget ind i et andet univers og opdager at man aldrig har gæster, ens søn må hentes udenfor haven at kammerater fordi hundens dag var totalt ødelagt (stress) hvis der kom besøg. Det nederste af vinduerne var blændet af så hun ikke fik stimuli derfra, havedøren kunne ikke stå på klem, posten kunne ikke komme, baghaven blev indrettet til hende efter hun havde forceret havehegnet for at nakke en lille hund, hun turde heldigvis ikke da det kom til stykket. Hun kunne håndtere en gå tur ca. 2 gange om ugen og havde det bedst ved bare at være hjemme. Efter min objektive vurdering burde Stjerne have fået fred et års tid tidligere, men man kan altid være bagklog. Så ja, sådanne hunde findes. Jeg har dog aldrig mødt andre hunde, hvor der ikke fandtes en god forklaring på adfærden og hvor adfærden ikke kunne ændres og det ofte ved ganske små ændringer. Men jeg har mødt en del hundeejere som først beder om hjælp, når de allerede har overskredet grænsen for hvad de kan klare, og det en del helst vil høre i den situation er, at der ikke er noget at gøre for så kan de med god samvittighed få aflivet hunden. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i og jeg siger ikke, at det er der Milos mor er. Min pointe er bare, at har man ikke det overskud og en tiltro til at problemet kan afhjælpes der skal til, er det bedre at afslutte der i stedet for at prøve halvhjertet og så give op to måneder senere.

Det er altså værre end dette: Hvorfor er min måde at skive det på værre end din? Jeg ved ikke lige, hvordan man bliver kategoriseret om en af landets bedste dit eller dat og jeg skal lige have læst et indlæg før jeg kan svare...

Hvis den plan adfærdsbehandleren lægger er skræddersyet til Milos behov, vil du kunne se positive ændringer meget hurtigt. Det er ikke ualmindeligt, at man ser store ændringer allerede efter 1 - 3 uger.

Det lyder godt. Jeg svarer som regel på næste indlæg i "samtalen" og derfor ser jeg først eventuelle tilføjelser senere:-)

Og jeg er en rimelig kompetent adfærdsbehandler med mange års erfaring og det provokerer mig meget, at du, uden at have set hunden og uden faglig begrundelse agiterer for aflivning Jeg kan ikke svare for andre adfærdsbehandlere, men selv vil jeg ikke prøve og prøve uden at have en mening om, at tingen kan ændres - og det kan de som regel! Ofte meget nemmere end du tror Jamen hvad bygger du din vurdering på? Igen, det handler om en hunds liv: Hvad bygger du din vurdering på? Det er for tyndt bare at "tro" at det er udsigtsløst Der er en historie bag Milos adfærd og selvom visse linier muligvis er bissede, så kan du umuligt vide, at dette er tilfældet med Milo.

Jeg siger ikke du skal gå 4 timer med ham, jeg siger (eller mener) at han skal have fornuftig aktivering og gode oplevelser dagligt i en periode, så vi er sikker på, at han er optimal stimuleret. Aktiveringen sker på de daglige ture og de dage du går til træning skal han ikke også ud at gå disse lange ture. Hvis dine hunde fungerer fint sammen på turene er der intet i vejen for at de for disse ture sammen. Der er op til dig selv at vælge m han skal have hjælp til at reagere anderledes og om du i en periode kan og vil bruge lidt ekstra tid på at redde ham. Hvis du dybest set ikke tror på projektet kan du lige så godt aflive ham nu.

Nej nu må I styre jer! Aflive en formentlig sund og rask ung hund uden at give ham chancen for at vise andet end det han gør nu... Jeg vil foreslå, at du kontakter en erfaren adfærdsrådgiver og får en vurdering af din hund. For at kunne drage en konklusion skal der fremlægges en del ting blandt andet, hvordan han er blevet opdraget - med fornuftige grænser, uden grænser eller for strengt. En JR er en meget selvstændig og selvrådende hund og håndteres den forkert (uretfærdigt) sætter den hele sin stædighed ind på at hævde sin ret i forskellige situationer. Hvis vi talte om en anden race, f.eks. en labrador, ville du sikkert have fået at vide, at du overskrider hans grænser, at han mangler tillid til dig i situationen og dette kan meget vel være tilfældet her. En hanhund som føler sig overfaldet i en ung alder (biddet i halsen) kan reagere på to måder efterfølgende: Enten bliver han selv aggressiv eller også viger han. Har du en hund som dybest set vil vige for andre hanhunde som ung, kan en kastration gøre utrygheden værre og starte aggression i stedet. Aggression pga.frygt. Det at han bider sig fast uden at ruske tyder netop på frygt/usikkerhed... Hvis han var reelt aggressiv, ville han gå efter at skade den anden hund og dette ville han gøre ved at ruske og rive, ved små hunde ved at vælte dem. Fastholdelsen sker typisk kun for fastholdelsens skyld - og er altså en sikkerhedsforanstaltning "så længe jeg holder fast i dig, kan du ikke gøre mig noget", smart, men naturligvis meget uhensigtsmæssigt. I den daglige aktivering savner jeg næsearbejde og problemløsning, to aktiveringsformer som tilfredsstiller og trætter. Vedr. Hans knurren når I vil flytte/røre ham og når han slikker poter, kan det meget nemt skyldes mistillid især hvis I har haft skældt ham ud. De små terrier kaldes ikke for ingenting "terrorrister", de fanger meget hurtigt stemningen og finder ud af hvad de kan slippe afsted med og finder de først ud af at de kan knurre sig ud af en situation, gør de det! At sætte hårdt mod hårdt overfor en selvstændig hund som en terrier kan kun give bagslag, i stedet skal man bruge musklerne mellem ørene og outsmarte sin terrier, når der er problemer. Når ha n skal ned fra seng/ andet så vis han noget lækkert og kast det ud på gulvet. Sig "ned" idet han hopper ned, så lærer han hvad ordet betyder. Slikken på forbenene ville jeg først gøre til noget positivt f.eks. ved med en ske at smøre lidt leverpostej på han pote imens han slikker. Jeg ved det lyder noget bagvendt. Giv ham et ord for at slikke og et andet ord når han stopper. Med en lille indsats og lidt held kan situationen vendes til noget positivt og han lærer at slikke og stoppe igen på signal. Du kan ikke nå ind til ham når garderne er oppe, derfor skal du bruge positive midler. Lange gåture i 10 - 20 m line så han kan snuse, grave og hvad hunde ellers kan lide at fordybe sig i, turene må gerne vare 1½ - 2 timer x 1 - 2 om dagen med indlagt aktivering og så tisseture for resten. Dette er hvad jeg ville starte op med ud fra det du har skrevet. Giver det mening?

Jeg er ikke hjemme i udstilingsmiljøet, men den smule jeg har set, har halsbåndet ikke virket for at holde hunden tilbage og der ligger måske forskellen? En hund som skal tilpasse sig ejers langsomme gåtempo får strammet kæden betydeligt bagud, hvis dens eget tempo er hurtigere, hvorimod udstillingshunden mere bliver "løftet" opad imens handler og hund løber forholdsvis hurtigt fremad. Udstilling eller ej, så synes jeg ikke at nogen hund skal behøve gennemgå ubehag/smerter for blive trænet/opdraget.

Markeringen: Rigtig god pointe og jo, det er det han siger og det holder ikke vand ifl. de videoer jeg har set

Hvad ser du som det nye, jeg er ikke helt med?

Det er bare for tåbeligt, men det kunne tyde på, at han er trængt, siden han føler sådan en video nødvendig. Den rare dame siger "Så venter jeg bare på, at du laver en fejl" og dette korrigereres ikke. Som Luna siger vil lyden markere at fejlen belønnes, hvis lyden er betinget positivt. Helt igennem tåbeligt og som andre siger: Hvorfor bruge kæden når der er så mange andre og sjovere måder at træne på? I 80'erne var jeg på kursus, hvor brugen af kvælerkæden, som Henrik bruger den, blev gennemgået af en meget anerkendt kredsinstruktør i DcH og jeg brugte faktisk en ganske kort overgang selv metoden med kæden bag ørene på hunde, som ikke ville samarbejde, nej jeg skammer mig ikke, jeg beklager bare meget, at jeg faldt for det i min naivitet. Jeg fulgte med mængden dengang. Man må og kan ikke være i tvivl om, at en kvælerkæde som bruges (nyk/ ryk) udelukkende virker pga. ubehaget/smerten denne frembringer og hvem husker i øvrigt ikke træningsudsendelserne med Barbara Woodhouse allerede i 70'erne, som brugte kæden? Så nix, der er intet nyt i det, kun en tudsegammel metode som Henrik, beklageligvis, har fundet frem.

Velkommen tilbage Kleo, ja det hedder du altså endnu for mig

Prøv det, det kan anbefales!

Det er en belønning som placeres et stykke væk fra stedet, hvor træningsmomentet øves. Hunden er bevidst om at belønningen findes og ved tilladelse spurter den ud og tager den. I 90'erne brugte jeg bold og/eller godbidder i en beholder. Sidstnævnte hentede hunden og afleverede til mig, så vi sammen åbnede den. Siden er der kommet mere til og afhængig af hundens præferencer kan belønningen være at få lov at springe, søge efter noget, f.eks. en figurant hvis hunden er til det, et sporoptag, slalom, godbidder, bold, grave et hul, ja hvad som helst som kan lade sig gøre. En dyppetur i vandet, et felt hvor man leger med hunden. Tænk det og det kan bruges Man kan bruge det enten som jackpot, altså en ekstra belønning, eller for at sætte gang i en hund. I Søndermarken havde jeg en hund på hold som fik lov at søge en genstand i krattet som belønning. En anden hund fik lov at søge efter egern under træerne. Der er næsten ingen grænser for hvad det kan være. Udover at sådan en belønningsform sætter skub i en hund skal man også være obs. på at jo længere tid en belønning varer (hunden føler sig belønnet) des større indtryk gør den på hunden. Alene derfor betaler det sig at bruge god tid på at belønne En belønning bør aldrig gives rutinemæssigt, der skal lægges glæde i den

Nemlig og lige præcis fjernbelønning er så fantastisk til hunde, som er lidt langsomme i det. Det sætter tempo på og for hunde som elsker at løbe er det bare toppen!

Nej, men dine hunde behøver heller ikke andre belønninger end arbejdet, så det er ikke relevant her. Har man til gengæld en hanhund, som skal træne/arbejde andre steder, en hund for hvem opgaven ikke bærer lønnen i sig selv, er tævetis en meget, meget stærk belønning. Sidegevinsten er, at man får stor kontrol over hanhundens sexdrift, idet han lærer at samarbejde for at opnå at fordybe sig i duften. At afstå duften for at få den senere. En anden gevinst for Pelle var, at da jeg brugte tævetis blev han langt mere afslappet omkring tævers løbetid sådan generelt. Han fik lov til at bruge al den tid han ville til at fordybe sig i snuseri/slikken i tisset og tog det 5 minutter+ at blive færdig med en plet, så fik han den tid. Han blev aldrig trukket/talt væk fra en tisseplet, tværtimod brugte jeg gerne lejligheden til at lave lidt med ham, som han kunne belønnes for med snusen. Dermed fik opgaverne meget stor værdi for ham fordi de førte ham videre til det han helst ville i situationen - snuse. Han tilbød ofte selv øjenkontakt ( = starten på en opgave) når der var tævetis. Ind imellem gik vi spor efter løbske tæver = jeg fulgte bare efter ham og han var 100% fordybet. Sporsøg på asfalt er en smal sag, skulle jeg hilse at sige, også selvom snuden kunne blive lidt slidt! Som med andre stærke drifter skal man vide, hvad man har med at gøre for at opnå det fulde udbytte, dvs. at hunden arbejder maximalt uden at blive frustreret/stresset. Ligesom bolden ofte overgår godbidden som belønning overgår tævetis det meste andet for de fleste hanhunde. Jeg har brugt det til at give Pelle en forståelse for, at han kom længst ved at samarbejde og da først den forståelse var der, influerede den på alt, både den daglige lydighed og hans reaktion i uventede situationer. Man skal nok se det, lige som man skal se hvordan "egernjagt" fungerer som optimal belønning for andre hunde. Med Pelle startede brugen af tævetis først da han var omkring to år og nærmest gik amok over løbetidsfært, min tidligere hanhund, Rasmus, trænede jeg struktureret på løbske tæver fra han var lille hvalp. Giver det bedre mening nu? Der ligger en artikel om emnet her på HF

Egentlig ikke. Man kan altid se hvor snuseinteressen er og udnytte dette. Taler vi mange øvelser i træk som f.eks. i konkurrence og prøver lærer hunden alligevel, at der kan gå noget tid før belønningen falder og at en hanhunds største belønning er tævetis betyder ikke, at den altid skal have dette. Det kan være en jackpot ligesom andre forlænger et belønningsmoment ved at give flere godbidder.

Det minder mig om vores gravhund, Mimi, hun gik spor for sporets skyld og overså alle andre former for belønninger på sporet.

Jeg lejede også mine ud til mine kursister, så behøver man ikke købe de dyre spil.

Der afslørede Vibeke lige sin manglende erfaring... Trist når man kalder sig adfærdsbehandler, at man ikke besidder sådan basal viden. Irene har jo ret og det er det samme med alle hunderacer, dog er der forskel på, hvad den enkelte race og individ vil arbejde på og for og det er spændende at finde ud af. Giv en lab noget i flaben og han er lykkelig, schäfere er kendt for ikke at gide godbidder, men hellere vil lave noget socialt og en samojed vil løbe, så det er ikke så ualmindeligt at hunde vil arbejde. Hundeejere uden hunde med et indbygget arbejdsdrev må så finde på noget at belønne med. Den stærkest virkende belønning jeg kunne give Pelle, var at få lov at snuse og snaske i tis fra løbske tæver. Intet kunne slå den belønning og den blev brugt flittigt.

Tak og ikke mindst BILLIGT

Jeg synes vi mangler emnet aktivering i forum, så nu bliver det under træning. Det er længe siden jeg begyndte at ærgre mig over de fine dyre aktiveringspil man kan købe i dyre domme, altså ikke at de er der, men at de, når først de er indlært ikke udfordrer hundene. Derfor har jeg udviklet (er det ikke sådan det hedder ) denne aktiveringsdims med varierende sværhedsgrad. Den jeg viser her er til små hunde, da det er en mini muffinform, men man kan naturligvis lave en til større hunde også. Når hunden bliver rigtig dygtig kan man f.eks. bruge en æggebakke eller lignende sværere håndterbart materiale. I denne form er der genstande som kan skubbes, med snude, pote, løftes og afleveres. Øverst fra venstre: Skumbold, shampoolåg omvendt, lille pillebeholder og en bjælde Midten: Glasprisme, flødeskumstylle, grankogle og låg fra en opvaskemiddelflaske. Nederst: Rulle tape, Cociokapsel, bette pivedyr og en golfkugle. Min ide er at man først lærer sin hund at håndtere de enkelte genstande fra hånd/gulv inden man lægger dem i formen, således at hunden lærer at skelne håndteringen af de enkelte genstande fra hinanden fra starten. På denne måde vil der være til meget lang tids aktivering. Når hunden bliver rutineret introduceres en ny genstand og således kan man blive ved i det uendelige.

Hunde er individuelle og individuelt opdraget, så det er umuligt at svare på dine spørgsmål om hanhunden. Jeg selv ville ikke besøge/have besøg af modsat køn under den modtagelige (højløbske) periode. Vi taler altid om hanhundene, men tævens drift til at parre sig er lige så stærk, som hanhundens. Jeg ville give 3 x 3 piller over dagen og så køre begge hunde rigtig godt trætte inden besøg, men løbetiden varer jo kun ca. 3 uger, kan I ikke undvære hinanden imens?

Jamen det er noget sludder Klorofyl virker samme dag du giver din hund det. Det VED jeg af erfaring. Dog kan du aldrig snyde en hundenæse ved nærkontakt, så hanhunde som får lov at snuse, ved godt hvad der er i gang. Giv hende klorofyl i rigelige mængder, så sikrer du så godt som muligt, at hanhundene ikke tiltrækkes. Jeg har haft hanhunde, som plejer at blive helt hysteriske over løbske tæver, til træning sammen med højløbske tæver på klorofyl. Ingen nærkontakt og tæverne ude i fravind, så opdagede hannerhe det aldrig. Tæver af labradorstørrelse plejer jeg at give 10 tabletter x 3 dagligt, din Akita skal nok have noget mere. Du kan endvidere "vaske" hende bagi nogle gange dagligt i vand med lidt eddike i, så duften ikke hænger i pelsen.

Det kunne aldrig falde mig ind! Jeg tænkte mere på, om du ville tælle hårstråene? Også forskel i hvad man friserer/børster med. Når jeg f.eks. brugte Furminater på Pelle, kunne der gå længere tid uden fæld end når jeg brugte en meget finttandet kam Min tolerance er egentlig meget, meget lav hvad det angår, men hvad gør man, når det viser sig at man har fået en fældegøj? Der er ikke så meget at gøre