Ninjamor

Hvor surt og hvor synd for Eddie. Inden du begynder på angstdæmpende medicin, skal du have klarlagt om det er separationsangst eller "bare" uvilje mod at blive forladt. Det er langt fra alle hunde med separationsproblemer der er har angst overfor at være alene.

Hehehe... 14 hunde? Gad vide om hundeejerne ved det, man kan umuligt have kontrol, over så mange løse hunde på en gang.

Er hun ligefrem uddannet?

Man skulle vist have valgt en anden profession, hvis de 10 af de afbildede hunde er hendes, og hun når to ture på en dag, bliver det 68.000 om måneden med månedsrabat. Ikke så ringe endda! :blink:

Thomas Raun http://www.raunoghund.dk/adfaerd.html

Min erfaring med goldens af udstillingslinier i de senere år, er, at der er mange individer, som er sig selv nok, ikke har lyst til at yde og har tendens til aggressivitet hvis de bliver pressede. Især hannerne kan være nogle skiderikker ift. andre hunde, de tager ikke et nej for et nej, men tromler andre hunde over. Jeg er blevet fortalt af en som skulle have fingeren på pulsen, at retrieverklubben er opmærksom på dette, så det kan ikke kun være min oplevelse. Disse goldens har skabt et nyt begreb hos mig nemlig "retrieverstædighed". Vil de ikke, kan ikke ti vilde heste få dem til det. Naturligvis spiller ejeren meget ind, men man kan nu engang ikke finde noget frem, hvis det ikke ligger der allerede. Skulle jeg have golden ville det helt sikkert blive en af jagtlinier. I mine øjne er de smukkere, langt mere vågne og samarbejdslystne og arbejder i andet end luntetempo, hvilket jeg godt kan lide. Hende jeg havde tidligere krævede ikke mere end mine andre hunde af forskellige racer blandt andet labrador. Hun slappede af når der intet skete og der var fuld fart over feltet, når hun var ude på tur eller til træning. Der er mindre pels hvilket kan være ret praktisk i fældesæsonen. Jeg ved at der naturlig render mange, mange lækre goldens af udstillingslinier rundt, det drejer sig bare om at finde de rette opdrættere.

Muligvis... Jeg tænkte nok, det var den samme, jeg kender 4 forskellige hundeejere som uafhængig af hinanden har fortalt det samme, så den er nok god nok, desværre

Der ligger et betragteligt ansvar hos opdrætterne. Når man bliver ældre, kan det ofte være svært selv at se, at man ikke længere er så agil, man er det jo oppe i hovedet... Selv overvejer jeg meget, hvilken race min næste hund skal være, jeg har faktisk tænkt på schäfer. Rottweiler var også ind over. Jeg er ikke så adræt som tidligere, men det har aldrig været fysikken jeg har "holdt" mine hunde med, det har været det mentale, så derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at hvis jeg faldt for en stor schäferhan, så skulle jeg nok klare det. Min næste hund bliver nu nok en retriever, fordi det har jeg altid haft - en rigtig stor han

PP, der gælder jo de samme regler for hundeluftere som for os andre: Vi skal have kontrol over hundene. Ellers tror jeg ikke, der er regler hvad antallet af hunde angår.

Tvangsapportering er et begreb og begreber kan defineres. Det er da en definition af begrebet, når du siger, at al apporteringstræning hvor hunden ikke stort set apporterer af sig selv = tvangsapportering. Det har det med sagen at gøre, at ud fra din definition af tvang, så er al træning tvang, hvis hunden ikke stort set gør det ønskede af sig selv og hvorfor så overhovedet tale om tvangsapportering? Aner det ikke og jeg husker ikke, jeg har været efter dig med det, men muligvis har jeg... Men det er totalt ligegyldigt hvad din definition af shaping er! Shaping betyder, som Luna også var inde på, "formning", altså at man former en adfærd ved at øve delmomenter og stykker disse sammen til en færdig adfærd/øvelse. Det har hundeejere og trænere gjort i mange, mange år ude at vide at det kaldes shaping på engelsk. Så at du forbinder shaping med klikker og targetstick, har intet med ordets betydning at gøre. Tvang betyder nu engang, at man med magt af enten fysisk eller psykisk karakter får et andet individ til at udføre noget/undlade at udføre noget. At jægere så har givet ordet en anden betydning, ændrer ikke på, hvad tvang er. Nå, er det nu "jer" og "os" igen ja ja, det må du om, men sarkasme fremmer ikke forståelsen. Om du vil passe ind med "os" er helt dit eget valg, men brug da ordene i den betydning de har. At jægerne har givet ordet tvang en anden betydning end dets oprindelige betydning, har vel intet at gøre med om de har ret og det er lidt tåbeligt at bruge "vi kom først kortet" før røvfulden kom også før den anerkendende børneopdragelse og det gjorde vel ikke røvfuld i opdragelse bedre end den mere anerkendende opdragelse? Jamen, du er også så indsigtsfuld Det er sundt at grine, så du burde sige tak :5up:

Det er desværre det samme jeg har hørt om denne http://www.profhundelufter.dk/ hundelufter som opererer i Nordsjælland, Geel skov og der omkring. Vedkommende er flere gange blevet set at hundeejere, jeg kender rigtig godt, lukke op til 10 hunde ud af sin bil (engang en Berlingo) og ikke have den mindste kontrol over dem. Der er blevet råbt og sparket efter hundene og vrisset hvis nogle påtalte det. Når flere hundeejere uafhængigt af hinanden fortæller de samme historier, må der være noget om det. Jeg kan ikke forstå hundeluftere med sådan opførsel, de må da vide, at det bare er et spørgsmål om tid før de får dårlig omtale i hundekredse. Udover at det er uansvarligt og respektløst at opføre sig sådan er det også direkte dumt efter min mening.

Igen, så er al træning jo tvang ud fra den definition... Ingen hunde dækker af under løb frem mod noget attraktivt, før den har lært det, ingen hund gør af en figurant før den har lært det, ingen hund gennemfører en eftersøgning før den har lært det osv. osv. Hvorfor så overhovedet tale om tvang, når stort set alt lydighedsarbejde må være tvang?

Jeg er for så vidt ligeglad i hvilket regi, man kalder det for tvang at lære hunden noget den ikke i forvejen ved den kan få lyst til... Det er i mine øjne direkte tåbeligt at kalde noget for tvang ud fra den definition du beskriver, det er ukorrekt og en forkert anvendelse af begrebet tvang. Om man så vælger at kalde det sådan pga. gammel tradition kan være, men så synes jeg godt nok man trænger til at hoppe ind i 2014, at kalde noget for noget forkert pr. tradition, nå ja, jeg har egentlig skrevet hvad jeg mener...

Efter den definition må al træning som ikke lige ligger til hunden og som vi vil lære den være tvang. Jeg beder min hund om at stå, han står, han er tvunget til det fordi jeg har besluttet at han skal lære det, er det dette du mener? For mange, mange år siden ville en af vores hunde ikke bære. Jeg besluttede en formiddag at nu skulle det altså være. Hunden, en ung tæve var uvillig til at tage noget i munden, men jeg skar nogle stykker armeret vandslange i ca. 10 cm stykker, proppede kogt lever ind i midten af dem og skubbede leveren ind i hundens (villige) mund med en pind. Efter 8 - 10 gentagelser "tabte" jeg slangen på gulvet lige ved mine fødder. Tæven samlede op søgte min hjælp til at få leveren ud. Den formiddag lærte hun at sætte pris på at samle op, bære og aflevere og da øvelsen var færdigpudset leverede hun en meget sikker og hurtig apportering i konkurrencer lige siden. Tvang? Ja, det må det så have været efter din definition, som jeg ikke er enig med dig i.

Hvordan kommer du frem til det? :hmm:Det må da afhænge af træningsmetoden Jeg roser for fastholdelse imens vi "leger" og lægger ord på, som senere associeres med det at holde emnet i munden. Hvordan er det tvang, mener du?

Jeg har set hundredevis af hunde som med iver og engagement spurtede ud til apportemnet for straks når den vendte of løb tilbage satte tempoet væsentligt ned. Efter at have set rigtig mange hunde apportere på denne måde lavede jeg et eksperiment gående ud på at hf ikke skulle se direkte på sin hund, når den løb tilbage, men vende siden lidt til. Se, det fik tempoet i vejret hos hundene. Det er min oplevelse, at mange hunde som løber hurtigt ud og langsomt tilbage, føler det ubehageligt at blive "stirret" på at deres ejere - eller af eventuelle andre hunde, hvis man står på række. Direkte stirren er en udfordring/trussel som de fleste hunde svarer på med dæmpning, i disse tilfælde ved at sænke tempoet betragteligt. Nogle hunde vælger at løbe i en bue tilbage eller fjolle med apportemnet, så situationen bliver spændt for dem, så du kunne eksperimentere lidt selv og se om det ændrer noget, for godt nok er du tilfreds med tempoet, men hvis tempoet er nedsat pga. dæmpning er det da lige så godt at få gjort noget ved det

Og alligevel er det indenfor jagthundene at der blev (bliver?) anvendt tvangsapportering som indlæring, tankevækkende...

Jeg kan se, at vores definitioner ikke er ens, men det er for så vidt ligegyldigt, arbejdet er stort set det samme uanset hvad vi kalder det.

God plan. Det ville være godt, hvis du kunne pille øvelsen fra hinanden og finde ud af lige præcis hvilket moment, der er problemet for ham. Føler han for eksempel at du "eyer" ham, så det er dette der medfører hans tvivl/usikkerhed i øvelsen eller hvad er det der sker lige op til, at du kan se han fikserer?

Nu ved jeg ikke hvilket søgefelt du hentyder til, der er jo forskellige klubber og dermed forskellige programmer (men jeg har ikke sagt at man skal træne konkurrenceprogram med sin jagthund ) Det jeg tænker på er DcH Eliteklassens frie søg, hvor du kun må opholde dig på den ene side af feltet som er 70 x 70 skridt i naturligt terræn, altså ikke plæner eller lignende, og hvor der er udlagt genstande af varierende materiale. Hunden kan ikke se genstandene, skal afsøge feltet på tid og aflevere genstandene efterhånden, som den finder disse. Der må dirigeres, men det selvstændige arbejde prioriteres højest. Vel er det ikke en and i vand, men det ligner da lidt.. En decideret lydighedsapportering er vel en lydighedsapportering uanset om det er i jagt- eller andet regi, tænker jeg, hurtigt ud og tilbage med noget i munden, noget som afleveres til hånden.

Ja, men du overser lidt, at jeg arbejder med alle racer og ikke kun hunde som vil bære/hente og for sådanne hunde er det væsentligste at de vil aflevere til hånd, så kommer resten "af sig selv". Det er langt fra alle hunderacer/individer som har den medfødte motivation, ja nærmest trang, vil jeg sige, til at apportere. Definitionerne på hhv. jagtapportering og konkurrenceapportering i "lydighedskonkurrencer" må adskille sig en del alene pga. af omstændighederne hvor apporteringen skal vises om det er i jagt eller som lydighedsøvelse. I konkurrencer er det der kommer en jagtapportering nærmest, det frie søg, som vi talte om tidligere. Siris definition ovenover svarer til apporteringen i lydighedskonkurrencer. Giver det mening?

Åh jo, så skulle du prøve at lægge øre til, når jeg taler lige ud af posen. Meget af det Korvis skrev, tænkte jeg, men ville lade tvivlen komme dig til gode og afventede svar og korrektion af eventuelle misforståelser fra min side. Det er naturligvis din ret at afvise at svare. Desværre tror jeg ikke, jeg sådan lige kan glemme mit nye indtryk af dig som hundefører og instruktør da det var med forbløffelse jeg læste om din træning. Ja, jeg ved hvad min holdning til træningsmetoder er og du har haft rig mulighed for at korrigere mig i min opfattelse af situationen, hvis du havde villet, hvilket du ikke har benyttet dig af, du har bare afvist at din hund har et problem i situationen og så er den potte ude. Fred med det...

Korvis jeg er helt enig, jeg prøvede at være diplomatisk, men det har du ikke behov for, kan jeg se Jamen, så gentager jeg mig selv fra 1. indlæg Kan du vitterligt ikke forstå, hvad jeg mener? Hvis hun ikke har et problem med den givne opgave, hvorfor løser hun den så ikke? Din hund havner i en låst situation og du hjælper hende ikke, men afventer at hun selv finder ud af at gøre noget - her at fortsætte øvelsen velsagtens = Du afventer en bestemt reaktion og foretager dig intet før hunden gør det du vil have, er det ikke sådan det er? Jeg kan simpelthen ikke rumme, at man kan være så "kold", at man ikke hjælper sin hund i den beskrevne situation, hunden har ikke selv valgt at blive sat i situationen. 45 minutter er meget lang tid og der kan tænkes rigtigt mange gode tanker vedr. en løsning i dette tidsrum. Hvor lang tid ville du have givet hende, hvis hun ikke selv var kommet ud af situationen, er min næste tanke? Til benene også rystede eller hvor går grænsen? Jeg prøver at se det for mig og du må jo have haft valgt en strategi. Med den holdning til træning at den beskrevne øvelse du har, synes jeg vi er på vej til en anden form for hård træning end den traditionelle hårdhed, som vi for længst har gjort op med. Jeg mener, det er at svigte sin hund, sin træningsmakker, ikke at støtte og hjælpe i sådan en situation. Muligvis snupper hunden hele armen, hvis du rækker hende en lillefinger, men det kan da trænes medmindre vi har en hund, som er smartere end vi selv.

Det basale for mig er at hunden ønsker af aflevere til min hånd. Vil den det, kommer alt det andet som næsten bare en "formsag", for den kan ikke komme til at aflevere før den har løbet ud, søgt, samlet op og løbet hjem igen. Beskrivelsen i artiklen har jeg anvendt til hunde, som ikke havde et medført stort ønske om at bære/apportere eller til at peppe øvelsen op og det kan tænde dem rigtig godt Hele den indledende fase er traditionelt den metode man har brugt i årtier, når man skulle lære sin hund at blive motiveret for bold/klud som belønning og det virker, når man ved, hvad man har med at gøre. Risikoen for "dårlig vildtbehandling" er til stede ved denne fremgangsmåde