Ninjamor

Godt initiativ. Jeg læste brevet fra instruktørerne/adfærdsbehandlerne med "modstanderbrillerne" på og der er nogle svage punkter, som det kunne gavne at få ændret lidt, hvis budskabet skal tages helt seriøst. Der mangler kildehenvisning på de nævnte undersøgelser og "dokumentererede" beviser. Anvendelsen af begrebet chok er ikke korrekt i den omtalte situation ej heller er det at tisse af gensynsglæde en overspringshandling. Det støjer i mine ører Hvis jeg skulle overbevises af dette brev, var det sådanne ting jeg ville falde over og måske tænke, at når der ikke er styr på dette, er der måske heller ikke styr på det andet? Selv om de personer som man vil overbevise ikke besidder den nødvendige viden til se de par mangler, ville det virke langt mere professionelt at der er helt orden i begreberne. Ellers synes jeg, det er et godt og ikke mindst, usentimentalt, brev.

Her kommer foto. Den gule "golfkugle" er af skum.

Sporsøg behøver ikke involvere blod... I stedet for bare at give ham et håndklæde eller andet med mad i så gem det i lejligheden, så han skal bruge tid på at finde det. De fleste aktiveringsspil er for nemme til at gøre en hund træt, når først den har lært fidusen, så prøv dette: En minimuffinform eller sværere endnu: En æggebakke med plads til 12 muffins/æg fyldes op med forskellige ting f.eks. bordtennisbold, golfbold, lille grankogle, plastpille"glas", en sten og andet af varierende materiale, form og vægt. Din hund skal så først lære at håndtere hver enkelt genstand fra gulvet eller hånden, altså om genstanden skal puffes op med snuden eller poten, om den skal løftes op med munden og evt. afleveres til dig. Når han kan dette får ham genstandene serveret i muffinformen med godbidderne under/i genstandene. Du kan hele tiden øge sværhedsgraden i takt med at han bliver rutineret, så han konstant skal bruge sin hjerne f.eks. har jeg i min form en glaskrystal, som er ganske svær at håndtere. Når han bliver rutineret kan han lære at lægge genstandene tilbage i formen. Teposesøgning er foreslået. Du kan også lære ham at identificere andre emner som f.eks. krydderier, kaffesorter og legetøj. Legetøjet ved navn. Som Korvis foreslår: Tricks og gerne indlært gennem klikkertræning, hvor han selv finder ud af, hvad han skal. De ting han kan i forvejen kan du øge sværhedsgraden af f.eks. gøre søgene ude sværere og mere tidkrævende f.eks. ved at grave genstande ned, så han skal grave dem op og aflevere og/eller hænge dem op i buske/træer så han skal markere fundet ved f.eks. at sætte sig. Sidst men langt fra mindst, kan du få hjælp til at lære ham at være alene hjemme

Jeg ved det Anne. Der er bare forskel på uddannelse og uddannelse og i øvrigt er jeg selv medlem i foreningen og følger da noget med i hvad der sker. 8 dages grundforløb som skal dække indlæring, motivation af hunden, pædagogik, alm. adfærd mm. er ikke meget. V har stadig nyere trænere i DcH som ser en usikker adfærd som udtryk for at hunden er dominant og handler efter dette, så godt h*n kan. Mht. hvad "vi" gør, så kan du ikke udtale dig på den samlede trænerstabs vegne Jeg kender mange dedikerede DcH trænere, men jeg kender så sandelig også en del for hvem tiden syntes at være standset omkring 1990 hvad hundetræning angår. Når en forening har så mange tusinde medlemmer, som vi har, vil der altid være repræsentanter fra begge yderpunkter samt en masse fra "midten". Det er dejligt at du oplever er stort engagement i din lokalforening

Okay.

Min erfaring er, at den instruktør som bruger en masse tid på uddannelse, efteruddannelse og læsning på at holde sig ajourført med hvad der sker i hundetræningsverdenen, lægger individuelle træningsplaner, betaler for leje af træningspladsen og måske har lang transporttid + evt. regnskabsføring stort set ikke kan få en betaling som er andet end et tilskud. Eksempelvis skulle jeg køre en time hver vej + det løse, betale 125 kr. pr hold hver gang vi trænede på en (offentlig tilgængelig) plads, hvor vi ikke kunne regne med at være i fred for andre hunde. Man kan ikke have træningshold 5 timer 5 gange om ugen året rundt, så det er et godt tilskud, men jeg betragter det lidt som at dyrke mine egne grøntsager: Regner man timelønnen ud bliver det nogle meget dyre grøntsager. Alligevel vil jeg slå et slag for professionelle instruktører alene af den grund, at man som kunde kan kræve ordentlig vejledning og nogle uddannede instruktører er tilsluttet en forening, som man kan klage til, hvis nødvendigt. Jeg har selv i mange, mange år været ulønnet træner og instruktør i DcH og jeg tror at diverse foreningers dage er talte, hvis ikke man indser at frivilligt arbejde ikke altid er godt nok alene af den årsag at man "oppefra" ofte har den holdning at man ikke kan kræve noget af en træner som arbejder gratis. Jeg vil dog understrege, at jeg har kendt mange rigtigt dygtige hundefolk i DcH. Jeg synes egentlig ikke det er så billigt længere at træne i DcH.

Det kunne typisk være sporsøg, frit søg eller eftersøgning i ruiner, hvor jeg bare sætter hunden i gang og så må den klare resten. Alle aktiviteter som hunden ikke får hjælp til efter de er indlært. Teposesøgning kan også være et eksempel Det kan også være helt banale ting som at fange mus eller andre aktiviteter som hunden kan lide og som ikke er trænet. Hos en signalhund vil det være at markere en lyd af sig selv. Noget jeg i øvrigt synes giver en god modenhed, hvis det er det udtryk vi skal bruge, er at en hund får muligheden for at opdrage hvalpe. Om det så er husets hvalpe eller hvalpe hunden er onkel/tante for er ligegyldigt. Det kan jeg ikke forstå for ydelse fra hunden side er jo den samme, hvis ellers træningen lægges op til at ligne målet eller ligge over målet? Er du sarkastisk? Ikke helt forstået for uden træningen/øvelsen var du jo slet ikke nået dertil?

I hvilken alder bliver et menneske er moden? Tidligere var det meget almindeligt, når man læste om hunde, at der stod nævnt, i hvilken alder en race blev moden/voksen, hvilket jeg tænker er lidt latterligt. Som jeg ser det, opstår modenhed på baggrund af forskellige faktorer, blandt andet noget af det du er inde på: At en hund får et ansvar. Jeg arbejder meget bevidst med ansvarsfordeling i hverdagen, hvilket indebærer, at hunden i nogle situationer suverænt står for opgaven, i andre situationer deles vi om opgaven og i andre igen styrer jeg suverænt. Ved at give en hund en fordeling som ikke passer til den som individ, kan man rykke dens modenhed. Det samme hvis en hund udsættes for en eller flere traumatiske oplevelser f.eks. uprovokerede angreb fra andre hunde. Dette vil påvirke den syn og dermed dens forhold til andre hunde og overblikket kommer måske aldrig og dermed heller ingen modenhed. En gadehund som skal klare sig selv bliver garanteret meget tidlig moden for det er den pisket til. Hos mine labber har jeg klart set en forandring i blikket omkring 5 års alderen, så de "så" voksne ud. Jeg misforstår dig muligvis omkring respekt. Selv har jeg lige så stor respekt for og glæde ved et veludført træningsmoment, en ønsket adfærd i en lidt presset situation eller i andre situationer, så hos mig skal hunde ikke yde en voksen hunds arbejde for at vinde min respekt, giver det mening?

Tak fordi du spørger. Jeg har det nogenlunde ok. Her er tomt og stille, måske er tomheden og stilheden bare inde i mig, og jeg har opdaget, at selv om jeg aldrig har villet have, at mine hunde var vagthunde, så har de alligevel gjort mig mere tryg end jeg vidste. Natten til i går vågnede jeg ved en mandestemme og meget hurtige fødder ude på vejen (tror jeg) og så kom der en stærk, stærk lyskegle ind til mig Der kunne jeg godt have brugt en dyb hundestemme, som den Pelle havde, til lige at markere reviret. Klokken var 00.30 og behøver jeg sige, at jeg ikke sov mere den nat! Det er underligt ikke konstant at skulle børste gule Pellehår af tøjet og hvad gør jeg, når jeg står med den sidste ostebid, endeskiven af brød og de andre smårester Pelle plejede at få? Hvornår holder jeg op med at se efter egnet kød til godbidder og hvor lang tid går der mon før jeg ikke mere forventer at se ham ligge i stuen om morgenen? Der gik han gerne ind at sove. Ud over at miste en dejlig hund og bedste ven så er det også 8 års vaner, som konstant prikker mig på skulderen. Jeg har helt fred med at Pelle ikke er her længere, det skulle og kunne ikke være anderledes, så heldigvis er der ikke skyld eller tvivl oveni og det er jeg taknemmelig for. I dag har jeg afmeldt forsikring og Falck abonnement, det havde jeg ikke lige tænkt på

Mange tak skal I have

God bedring med ham :ae:

Ja, det kan man godt sige, de skal holde deres lyst til at handle nede og holde sig i ro. Være "under kommando", som de konstant skal forholde sig til, selv om de vil noget andet. Forfatteren kalder det viljestyrke, jeg har altid set det mere som at et individ kun kan forholde sig til en bestemt mængde stimuli af gangen og derefter knækker filmen pga. frustration/overstimulering. Det er et spændende emne og passer fint med de observationer jeg har gjort, selv om jeg har kaldt det noget andet, f.eks. at en hund skal have afreageret før den udsættes for næste (ubehagelige) oplevelse fordi oplevelserne "sætter sig" og dermed ophobes. Der er kun en vis kapacitet at gøre brug af og når denne er brugt får det en konsekvens.

Når de to er blandet ind i noget, kan det kun blive godt!

Hundeleksikon af Eva-Maria Krämer udgivet af Aschehoug er den jeg synes er bedst. Hvis du låner de på biblioteket kan du forny lånet inden lånetiden udløber

Jo, det er bare lidt svært, når den der dumme angst ikke vil have mig ud af døren Dejligt med undulatfjer

Tak fordi du spørger Det går rimeligt, men der er ting som kan slå mig af pinden, f.eks. som da jeg opdagede, at der lå en sjat tørfoder i hans skål, det var slemt, og så har jeg opdaget at jeg ikke kan få mig til at støvsuge de sidste Pellehår væk! Når de er væk er han helt væk. Så jeg har Pellehårnullermænd i soveværelset. Det er første gang i 39 år, at jeg prøver at være helt hundeløs, da jeg altid har haft 2 til flere hunde af gangen og derfor aldrig har stået i denne hundeløse situation, som jeg nu skal vænne mig til at håndtere. Pludselig er der ting jeg ville kunne deltage i eller gøre, men som jeg ikke har lyst til eller mulighed for. Der er også en lettelse over ikke at skulle vurdere Pelles livskvalitet daglig, så der er mange blandede følelser i dette her. Det er 8 års vaner med Pelle som gør sig gældende, vaner med at have min pung parat når jeg kommer hjem, lige til at give Pelle i munden, en pludselig "Pellelyd", nåh nej det var ikke ham osv. osv. Ting som alle hundeejere oplever når de har mistet en hund og som måske slår lidt ekstra hårdt nu grundet min stress og angst.

Tak skal I have

Pelles halsbånd derfra har holdt i mange år, han har haft to, det første voksede han fra. Når de er blevet vasket, så de ud som nye.

Nej. Som Ulla skriver kan man ikke altid kende årsagen til en adfærd, men dette betyder ikke, at adfærden ikke kan reguleres. I det aktuelle tilfælde kan man se på Linus' kropssprog i situationen samt høre tonen i hans gøen og derved få en mening om hvorvidt hunden er utryg eller f.eks. vil hævde et territorium. Jeg læser, at Linus gentog udfaldet to gange og det vil jeg vædde meget på ikke handler om en forskrækkelse. En hunds reaktion på en forskrækkelse skal naturligvis ikke irettesættes, men hvis hunden fortsætter, skal den have hjælp til at nedtone sin adfærd samt hjælp til at reagere på sin ejers anvisning. Som Bitten har beskrevet det kunne det lyde som ressourceforsvar, men jeg var der ikke, så det er umuligt at svare på.

Eller, eller, eller... Årsagen kan også være at Linus har forsøgt sig og fundet ud af at han kan.. Vi skal ikke være blinde for at nogle hunde kan finde på at presse citronen, bare fordi de kan. Ofte vil sådan en situation opstå ved et tilfælde, for eksempel som reaktion på et indre pres /frustration over et eller andet. Reaktionen kommer og hunden finder ud af at "hey, det kan jeg!" og bliver styrket af dette og forsøger sig igen. Derfor tænker jeg også i brandslukning, som i at fortælle sådan en hund i selve situationen, at det ikke er acceptabel adfærd. Derfra kan der startes på noget målrettet træning og/eller man kan tage konsekvensen og sørge for at en lignende situation ikke opstår igen. Hvis ikke man kan skabe en situation, man kan kontrollere, kan hunde ikke trænes.

Mange tak skal I have

Normalt kalder jeg det for højsensitiv, det lyder mindre "særligt"...

Nogle objektive tanker: Ca. 20% af den danske befolkning er særligt sensitive og hverken liv eller død kan eller bør (efter min mening) lyves anderledes end det er. Naturligvis med den krølle på at små børn skal have tingene forklaret i et sprog, så de forstår det. Jeg er selv særligt sensitiv, mine børn også, men det betyder ikke at vi tager tingene hårdere som sådan, "bare" at vi tager mange flere indtryk ind så vi hurtigere bliver overbelastede, end de fleste. Nogle af mine hunde har haft nogle trækninger ifm. de sidste vejrtrækninger, senest Pelle, som jeg måtte sige farvel til i torsdags. Hans "kramper" var meget, meget små, nærmest nogle små snøft 3 - 4 af slagsen og jeg var forberedt på det, mens Stjerne i sin tid rejste sig op at sidde og så faldt ned med et brag. Min Chilly (kat) var 3 kvarter om at slippe og måtte have flere sprøjter. Man ved det ikke på forhånd og sådan noget bør børn forskånes for. Objektivt set, mener jeg, at det er bedst stille og roligt at forklare Hjalte at nu får Cujo hjælp til at komme "op i himlen", "på Regnbuebroen" eller hvad I har valgt at kalde det at dø, for Hjalte har sikkert i andre sammenhænge spurgt, hvad der sker, når man dør. Det er en hård en du står med, du er i klemme mellem dine følelser for Cujo og Hjalte og det er svært, men min oprigtige mening er at tage det så naturligt som muligt uden at tage overhensyn, det er ofte sådanne overdrevne hensyn som får tingene til at gå galt. :ae:til jer

Tak skal I have alle sammen

Pelle er ikke blandt os mere, han blev kun 8 år. Jeg håber, han flintrer rundt på Regnbuebroen og gør alt det hans krop forhindrede ham i den sidste tid. Det gik galt i søndags med pludseligt svigt af højre bagben. Hvis noget skulle have været prøvet var det en stor hofteoperation og der var ingen garanti for udfaldet, så i dag faldt Pelle fredeligt i søvn imens jeg nynnede hans godnatsang og pludrede og aede efter bedste evne. Utroligt så man kan fatte sig, når man skal. Pelle har sat et aftryk som aldrig vil forsvinde og her er tomt nu.