Her i huset er vi 2 voksne, 2 børn (12 og 2) og 2 hunde.
Jeg tænker det ikke sådan, at nogen "bestemmer" over andre, men vi udfylder alle en rolle og er en del af det samspil, der får familien til at fungere.
I forhold til hundene er det os voksne der udstikker retningslinierne. Det er også os der sørger for sjove aktiviteter og påfund og er adgangsgiverne til mad - hvilket Asta ikke mener vi helt gode nok til
Mathias på 12 er det sjove menneske, som man godt kan tage en løbetur i haven med. Han ejer også en seng, som man godt må ligge i - også selvom man har et ben. Og så gider han godt kaste legetøj nogle gange, også indendøre, selvom vi voksne faktisk helst frabeder os vild leg indenfor.
Begge hunde bliver altid ekstra glade når han kommer hjem, for de har opbygget en forventning om, at der skal nusses/leges/trænes eller løbes. Han opfordrer dem også til at hoppe op af sig, så det gør de glad og gerne.
For os voksne er det af og til en udfordring at huske ham på også at lave rolige ting med hundene (nus og træning fx.) så den forventning ikke kammer over i en stresfaktor. Han får aldrig lov til at lave vilde aktiviteter over en længere tidsperiode af samme årsag.
August på 2 år er den mindste i familien. Han er med til at fodre hundene hver morgen, fordi han synes det er fantastisk.
Asta, som er min voksne tæve, elsker ham mere end hun elsker alle os tilsammen tror jeg. Hun var her også da han var baby, og var "med" i alle de basale pasning og pleje ting. Hun fungerede en overgang også som min levende babyalarm, da hun altid var meget bekymret over at han græd og derfor kom og insisterede på at jeg skulle følge med hende.
Hun udviser generelt tydelige tegn på, at have forståelse for at han er en lille en, og indbyder fx af og til, til trækkeleg med legetøj men lader altid ham vinde, selvom hun ved et simpelt hiv nemt kunne vælte ham omkuld.
Modjo som er min hanhund på 9 måneder, er ret simpel Han forstår godt at August er et barn og er meget overbærende hvis han kommer til at tage hårdt fat i ham eller uddeler voldsomme krammere.
Han ville også gerne lege med ham hvis han fik lov, men da han ikke helt har finesse til at forstå, at man ikke bare trækker til hvis de har fat i hver sin ende af et stykke legetøj, leger de to ikke sammen. For Modjos skyld lige så meget som Augusts - da Modjo nok ville komme slemt til skade, hvis August lander ovenpå ham.
Jeg oplever ikke mine hunde er "særligt opmærksomme" på børnene i andre henseender end når der kan falde mad af (August) eller der er udsigt til leg (Mathias)
Internt hundene imellem er der et storesøster/lillebror forhold, og man kan nærmest fornemme Asta af og til ruller med øjnene og sukker over lillebrorens irriterenheds-faktor
Dog er der ingen tvivl om, at Asta udstikker retningslinierne for deres indbyredes forhold, og hvis Modjo overskrider en grænse, bliver der sagt fra med det samme og jeg kan mærke at min unghund er lettere for os at leve sammen med, fordi Asta også er der til at hjælpe opdragelsen lidt på vej