Ascha

Nu er det vist ikke den situation vi diskuterer, men hvis det du beskriver sker for mig, så lader jeg selvfølgelig linen løbe ind mens hunden kommer imod mig, før jeg låser. På den måde får hunden stadig kun et par meter (har stadig til gode at se en hund løbe ud i en cirkel for at komme om bag ejeren).

Men hunden står jo ikke parat til at kaste sig frem når du slipper låsen. En hund der for alvor er motiveret for at komme frem læner sig jo frem i et konstant træk, hvilket vil sige at den lige skal finde balancen når linen pludselig giver efter. Og før den når det, har man jo låst linen igen,.. eller, jeg kan i hvert fald godt nå det.

Jeg så et par gange at Thailo lettede ben som helt lille, men et stabilt "letten ben" kom først da han var omkring 5 mdr. gammel. Personligt tror jeg ikke det hænger sammen med selvsikkerhed, men mere om kropsbygning/ kropskontrol/ muskelmasse samt lidt af hvad der er af egenskaber inde i hovedet på hundene. Små hunde (især terrier) synes jeg begynder tidligt.

Kan du forklare hvordan det spiller ind?.

Man behøver ikke engang at kunne trække hunden tilbage. Jeg låser linen og går fremad mens jeg holder hånden tilbage. Så låser jeg op (strækker armen frem) så linen ruller ind og låser igen inden hunden når at gå frem. Jeg kan godt få samling på min hund i den 8 meter flexline jeg har, på den måde, selvom hun har fået øje på en kat. Hunden vejer dog kun 28 kg, men jeg er også en tøs.

Min hundesjæleven var Ascha og da hun døde valgte jeg at Thailo skulle være alene hund og have min fulde opmærksomhed. Der gik 6 år fra Ascha døde til jeg fik flatter igen og jeg var lidt bekymret for om jeg nu kunne lade være med at sammenligne de to. Det kunne jeg sagtens,.. det har hele vejen igennem været Thailo jeg har sammenlignet med, selvom jeg jo godt kan se nogle træk der er gået igen fra Ascha, fordi det er samme race. Jeg savnede I DEN GRAD Ascha i alle årene jeg havde Thailo. Hendes lugt, hendes brummelyde når man aede hende på maven, den måde hun føltes når jeg lod min hånd glide over hendes hoved (som var markant anderledes end når jeg gjorde det samme ved Thailo). Så fik jeg Shandie og savnet gik meget hurtigt over. Jeg kan ikke rigtigt se Ascha for mig mere. Prøver jeg, ser jeg Shandie og på en eller anden måde har jeg fået Ascha ud af mit system, så jeg nu kun ser tilbage på hendes og mit liv med glæde og en vis taknemmelighed over at have fået lov til at leve med sådan en hund. Godt nok havde jeg en pause på 6 år, men jeg tror ikke jeg var kommet videre før jeg havde fået Shandie, om så der var gået 10 år. Jeg vil bede TS overveje at lade lidt tid gå, og så overveje at hvis du får en shibahvalp indenfor dørene, så ligner den alt andet end voksne Taiki og personligheden skal først til at bygges op. Så når hvalpen er voksen og faldet ud, som den nu falder ud, så tror jeg ikke du ser Taiki når du ser på din nye shiba.

Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår hvad du mener, for 5-10% er ikke meget når jeg tænker på forskellen mellem en cavalier og en akita.

Det er så hårdt, så hårdt. Du har min dybeste sympati. :ae:

Jeg tror det kommer an på den enkelte hund (måske også race). Hvis jeg var indenfor var min springer inde, også selvom min anden hund var i haven. Begge mine flattere har været i haven uafhængigt af mig og ville overnatte derude om sommeren hvis de fik lov.

Jeg holder med Ulla her. Det er noget de fleste hvalpe øver sig lidt på, lige som man ofte oplever en periode hvor de har fundet ud af at de kan gø. Når man har en fornuftig voksen hund der ignorerer en hvalps "provokationer", så kan man som hovedregel godt regne med at det ikke betyder noget. Men desværre blander alt for mange hundeejere sig fordi de synes det er synd for den voksne og smider muligheden væk for, at den voksne hund kan havne i en situation hvor den opdrager på den lille. Og det er faktisk guld værd at den lærer indenfor hjemmets fire vægge og ikke af en tilfældig hund ude på turen, der måske ikke er så god til at opdrage, men f.eks. overreagerer.

Det er der mange hunde der bliver helt vildt dårligt behandlet af, at ejeren tænker. Hunde kender ikke til begrebet konsekvens, så det er ejernes ansvar at sørge for at begrænse det der kan skade dem,.. selvom de ser ud til at have det sjovt.

Hvis han elsker at apportere, ville jeg gemme tingene for ham. På den måde bliver det noget han skal finde og ikke noget i bevægelse der skal fanges.

Den regel med at hvalpe kun må gå det antal minutter de er i uger synes jeg er overdrevet. Til gengæld kan jeg ikke forstå at nogle vælger at bruge hvalpens mad til aktivering og problemløsning. Så langt hellere bruge den tid de tåler at stå på deres ben, til samarbejdsøvelser, socialisering og til at lære noget om de sociale spilleregler,.. og så give hvalpen den mad man ikke bruger til dette, i en skål. Der er ingen tvivl om at bideriet er en form for leg for jeres hvalp, men hvis det begynder at være et stort irritationsmoment, så synes jeg at I bør lade hende -navn?- gå med en sele med en lille tynd stump snor i, så I kan tage fat i den og afbryde hende i legen. En "timeout" kan være løsningen der lærer hende at det egentlig ikke er en særlig sjov leg, fordi den hurtigt ender med at man skal sidde bundet til et bordben udenfor rækkevidde af noget man kan lege med.

Dejligt med lidt adspredelse,.. jeg var også ved at være lidt træt af folks morsomheder ang. DF.

Hunde kan trænes op til at løbe rigtigt langt I TRAV, for galop er egentlig en gangart der primært anvendes under jagt (hvilket er begrænset i tid). Gør man det samme i galop slider man hunden ned, det tror jeg du kan få en hvilken som helst dyrlæge til at skrive under på. Og så kan en hund med korte ben jo ikke følge med mor og far på løbetur hvis den kun traver.

Jeg taler selvfølgelig om de situationer hvor man har styr på sin hund, har den i snor mm., men alligevel bliver set surt på eller at folk ikke smiler tilbage, hvis man f.eks. insisterer på at gå inderst på fortovet med hunden mod hækken og folk bliver nødt til at gå udenom. Ofte færdes jeg i hundeskove hvor cyklister bare kommer susende, sommetider bagfra, og ikke kan finde ud af at bruge deres ringklokke men godt kan finde ud af at råbe at man skal have styr på kræet hvis man ikke når at få hunden væk fra stien inden de er sust forbi. Med jævne mellemrum hører man også historier om hunde der er blevet sparket ned fordi de er kommet i vejen for en cyklist. Jeg møder børn (og så er min hund i snor fordi hun elsker at sutte på dem) der får lov til at gå helt hen til hvor min hund kan nå dem med tungen, hvor barnets forældre nærmest panikker når hunden så lykkes at nå ungens drøbel med tungen,.. eller forventer at min hund ved at hun ikke må tage den pind som barnet selv rækker hen i nærheden af hende men ikke forventer hun kan nå at få fat i. Jeg er faktisk helt enig med dig, men oplever bare at det altid er folk med hund der bliver påduttet ansvaret, og at folk tror de kan agere som tåber uden konsekvenser, fordi hunden jo skal være under kontrol. Det er da klart at der skal føres kontrol med skydevåben,.. jeg forstår slet ikke at det er tilladt at opbevare sådan noget hjemme.

Skræmmende tanke.

Med det mener jeg at det så må stoppe at det altid er hundeejeren der pr. automatik har ansvaret alene for at folk ikke bliver "belemret".

Det synes jeg godt nok er lidt misforstået. Skal en hund løbe 10 kilometer bør den løbe i trav og så sætter det altså en grænse for hvor hurtigt du kan løbe med så lille en hund. En dalmatiner, der er yderst velegnet at jogge med, kan man desuden have som joggingpartner i rigtig mange år, hvor en staffie hurtigt vil blive for gammel fordi den ikke er bygget til at løbe på den måde.

Det vil man ikke kunne i DK, for det er kun med en dommerkendelse at politiet kan tvinge sig ind i dit hjem. 3000,- om året gav jeg gerne i hundeskat, men så var det også slut med at skulle smyge sig rundt og nærmest undskylde at min hund kom ud fra min have.

Hvad mener du der burde være gjort, så en episode som denne kunne være undgået?.

Umiddelbart tænker jeg også at åbne havedøren en million gange hver dag, samtidig med at han i en periode ikke kommer ud af døren overhovedet (hvis det kan lade sig gøre).

Det er vel en selvfølgelighed at dyr er indrettet så de kan forsvare sig selv.

Jeg tror egentlig ikke at hunde der havner i sådanne situationer har dårligere instinkter eller bidehæmninger end andre hunde, men jeg tror så heller ikke på at en hund gør sådan noget, som denne hund har gjort, i leg, men at et eller andet får dem til at tænde af på et andet individ. Så er det ikke længere leg og så er hverken prægning eller bidehæmninger relevante faktorer længere. Vi kender det vel alle sammen i mild grad (i hvert fald hvis ens hund får lov at møde fremmede hunde uden snor) at hundene lejer fint, men at den ene pludselig ændrer legeform og bliver lidt for voldsom, f.eks. hvis den ikke kan indhente den anden hund. Frustrationer kan få hunde til at opføre sig højest besynderligt,.. og så reagerer racerne forskelligt på at have den følelse.

Nej selvfølgelig ikke. Jeg gad godt at vide om der er nogle overhovedet, du ikke anser for at være inkompetente idioter.