Ascha

Og sommetider tænker jeg også på hvad andre mon tænker om mig og min hund når de møder os. Jeg mødte f.eks. en pige engang, da Thailo var blevet gammel, der insisterende udtrykte sin medlidenhed over alle de smerter min hund gik rundt med. Jeg blev en blanding af sur og flov og forsøgte derfor at forklare at han faktisk kom til kiropraktor jævnligt og at jeg havde to uafhængige fagdyrlægers, en kiropraktors og en kraniosacralterapeuts (stav selv) ord for at han ikke havde smerter når han ikke skulle hoppe op eller på anden måde vride i ryggen. Hun forlod os hovedrystende og jeg kunne godt se i hendes øjne at hun syntes jeg var inkompetent og lod min hund leve for min egen skyld. Så alt er jo relativt og forskelligt, alt efter hvilke øjne der ser. Ude i den virkelige verden er jeg meget forsigtig med at give råd, for man ser jo kun et øjebliksbillede. Så med mindre jeg bliver direkte spurgt, siger jeg meget lidt til folk om hvordan jeg ser deres hunde, netop fordi de fleste har hund på en helt anden måde end jeg har. Det forstår jeg slet ikke, så selvfølgelig er min adfærd anderledes herinde. Hvis en bruger spørger om noget og får et råd som man ikke er enig i,.. hvorfor skulle man så sidde på hænderne. Det giver da ikke spørgeren den bedst hjælp. Og så må man jo forvente at der er en hel del nørder inde på et hundeforum og at der derfor bliver skelet lidt mere til detaljerne. Ja, man er den der kender sin hund bedst og også den der er tættest på. Personligt synes jeg sommetider at netop den følelsesmæssige binding kan sløre tingene lidt, hvor det så er rart at få vendt det med folk herinde.

Personligt synes jeg at huske det som (nu hvor jeg bare løseligt tænker racerne igennem) at der stort set står advarsler om alene hjemme tid lige så snart du ikke læser om meget selvstændige racer. Altså ikke lige præcis inde på DKK, men sådan mere i al almindelighed når racer beskrives. Jeg synes ikke at nogen hund skal være alene i 8 timer, men det er jo en helt anden snak og bare min personlige holdning.

Det er korrekt opfattet men det kræver også at mødet sker helt tæt på dig. Ellers kan du ikke styre noget som helst og desuden tror jeg det virker beroligende på en usikker hund at man er to om at hilse (men det er jo svært at vide hvad en hund tænker). Jeg synes ikke jeg har læst hvordan din hund opfører sig inden mødet med andre hunde men der er måske også noget at træne på, for som Ulla bl.a. også skrev, kan nogle hunde nærmest indbyde til mobning. Her kan en ståøvelse hvor man viser hunden en godbid, give hunden en holdning hvor den står med vægten ligeligt fordelt på alle ben og du vil kunne styre hvor højt den bærer sit hoved, hvor den kigger hen osv.. Jeg tror ikke, som Cecar Millan, at hunden bliver mere selvsikker af at indtage den positur, men de andre hunde ved jo ikke at det er dig der får din hund til at se sådan ud og vil derfor danne sig et indtryk af din hund på baggrund af hvad de ser. Og det kan om ikke andet ændre lidt på deres umiddelbare tilgang til mødet.

Vi har vist ikke helt ens erfaringer med den type hunde. Islænderen anser jeg også for at være forholdsvis ukompliceret. Hvor er du stødt på det med stress henne. Synes ikke der er mange kenneler der mener at det er vigtigt at beskrive racen, men har da fundet to. Denne sakset fra Kennel Nordic Pride: HVORDAN ER BUHUNDEN?. Buhunden følger sin familie i alle aktiviteter, og er af natur sød og kærlig. Den er glad for alt og alle, og grundet sine sunde ukomplicerede raceegenskaber, fremstår den i dag som en af de allermest velegnede familiehunde, som knytter sig til HELE familien. Den er lærenen, og lærevillig, lidt nysgerrig, og meget meget sympatisk. Den er ganske enkelt en pragtfuld familiehund. Og fra Kennel Gickas (Sverige): Sund och okomplicerad! Läraktig familjehund! Genom århundraden har buhunden varit den norske bondens medarbetare och följeslagare, som vaktare på boplatsen och boskapen.Den har genom tiderna varit till ovärderlig hjälp och nytta med sin idealiska storlek, sitt genomgående goda temperament och sina okomplicerade rasegenskaper.I dag framstår buhunden som en av de lämpligaste familjehundarna.Namnet kommer från det norska ordet bu som betyder bo, d v s boplats, gård eller hus. Hundens historia går mer än 1000 år tillbaka i tiden. Det betyder att buhunden kom med vikingarna till Shetlandsöarna, Island och Grönland i slutet av 800-talet. Fynd i norska vikingagravar visar att spetshundar av buhundstyp var mycket vanliga på gårdarna i Norge vid den tiden.Det som karaktäriserar dagens buhundsras är dess stora användningsområden. Rasen har med andra ord goda anpassningsmöjligheter.Som familjehund är den läraktig samt genomgående lätt att dressera. Den älskar barn och har en nästan obegränsad lust att leka. Är jämt i farten, nyfiken och livlig, alltid på plats när det händer något.Den har en stark revirkänsla är vaken och påpasslig och modig vad det gäller att försvara sina domäner.Den stortrivs i skog och mark och är alltså idealisk för dem som tycker om friluftsliv.Den har dessutom en mycket god hörsel vilket betyder goda förutsättningar som vaktkund.Buhunden används i olika former av jakt på både älg, småvilt och fågel. Dagens buhundar är framgångsrika som brukshundar i lydnad, spår och agility. Vi har i Sverige buhundar som meriterats som räddningshundar samt som servicehundar åt handikappade.Den norska buhunden är en sund ras med genomgående okomplicerad mentalitet.

Jeg er helt uenig med jer alle sammen og mener det er fuldstændigt det samme at lære en lidt for forsigtig hund at være mere fremme i skoene, som det er at dæmpe en hund der lidt for frembrusende eller måske endda lidt for aggressiv. Min første flatcoat skulle bruge 5 besøg i skoven før hun ikke gik tur oven på mine fødder og gik løs på gaderne i en alder af 4 mdr. fordi hun altid kom når jeg kaldte og aldrig turde gå længere fra mig end 5-6 meter. Hun lærte aldrig at sige fra overfor hanhunde. Jeg var uerfaren og lyttede for meget til alle de kloge hoveder der fortalte mig at hun selv skulle lære det. Det gjorde hun egentlig også, idet hun resten af livet kastede sig skrigende til jorden hver gang en hanhund forsøgte at bestige hende, og da det jo havde en fantastisk effekt (det virkede faktisk bedre end når tæver nærmest æder hanhunden, også fordi ejerne troede at hun var kommet til skade) lærte hun aldrig en anden metode. Men hun udviklede sig til at blive en hund der aldrig kom i konflikt med andre, ikke engang de to baryler vi havde i skoven dengang, der sendte jeg ved ikke hvor mange hunde til dyrlægen fordi de bed (dengang var tiderne lidt anderledes). Hun sænkede hovedet en smule, rejste halen og sendte dem et blik der fik dem til at finde på andre ting end at gå hen til hende,... og så kunne vi fortsætte vores tur. Nå, det var lige for at beskrive hvor blød og forsigtig hun egentlig var fra start af og hvor meget man egentlig kan ændre hvis man går op i det. Da jeg kom i kontakt med Anette Røpke og viste hende film af vores møder med andre hunde, sagde hun til mig at jeg altså blev nødt til at mande mig lidt op og gå ind imellem min hund og de andre og styre de møder med hård hånd. Det er en af de eneste ting jeg for altid vil være den dame taknemmelig, for det ændrede min hund helt vildt, også hendes syn på mig. Jeg har efterfølgende brugt samme metode da jeg fik Thailo (dog med modsat fortegn, da han overfaldt alt med en puls) og med min nye hund fordi hun havde så svært ved at styre sin glæde at hun pløjede alt under 10kg ned i ren kærlighed. Jeg ville indføre et signal på hvornår hunden må hilse og aldrig give det hvis jeg var i tvivl om den anden hunds måde at hilse/ lege på. Dvs. lidt tid i isolation og kun møder med kendte hunde. Så ville møder aldrig forgå mere end en meter fra mig, dvs. at hunden blev sat af og først fik signalet for at hilse når den anden hund var helt tæt på. Den mindste reduktion af f.eks. haleføring eller ørehøjde (I ved hvad jeg mener ikke?) ville jeg reagere på ved at gå imellem de to hunde. Jeg ville ikke sige noget og ikke kigge på dem, bare fysisk mase mig ind imellem og evt. vende front mod den anden hund og lige stå et øjeblik før jeg gav dem plads igen til at lege videre. Hvis det gentog sig ville jeg sætte lidt ekstra på, ved at bevæge mig mod den anden hund og fysisk "tvinge" den et par skridt bagud. Stadigvæk uden at sige noget. Samtidig ville jeg (i møder der forløber problemfrit) f.eks. ved at bruge en klikker forstærke alle de tegn min hund viste, som jeg gerne ville se. Det vil, i tilfældet med en usikker hund, være når halen løftes fra lavt hængende, når ørerne vendes fra at være bagudrettede osv. Nå, men jeg går heller ikke til nogen form for hundetræning,.. for mig er det sådan noget som dét her, der er det interessante ved at have hund. Det kræver en del træning at ændre på og så er det jo hvad man vægter mest. Umuligt vil jeg bare ikke sige det er.

Jeg synes ikke du skal blive forskrækket over at den tilhører spidshundegruppen. Det gør corgien, som du også er blevet anbefalet, forresten også. Buhunden har ikke været brugt som trækdyr eller jagthund på rovvildt (hvilket er de formål der har givet dem ry for at være ekstremt egenrådige og mentalt meget stærke) og virker forholdsvis let at lære ting og sager hvis man ikke presser noget ned over hovedet på den (og den slags træning tilbydes heldigvis ikke ret ofte mere). Mht at lære den at gå løs,.. så ville jeg hellere lære to buhunde det, end en cocker spaniel, der jo er en samarbejdende jagthund. Bortset fra at jeg ikke helt har fanget hvor lang tur der er over til børnehaven, og at der er forskel på hvordan joggere har hund med på løbeture, så vil jeg fint mene at du kan tilbyde nok aktivering til en buhund. Der har boet 2 buhunde her i "mit" lejlighedskompleks og begge var alene hjemme i en hel arbejdsdag. Det var velfungerende hunde uden at have ejere der var specielt hundekyndige (den ene var faktisk lidt af en klovn til det), dog var den ene (altså hund, ikke ejer) vist nok temmelig destruktiv men det kan man desværre opleve indenfor alle racer. Og et ekstra plus (set med mine øjne) den ene blev 15 år, den anden næsten 17. Racen slår mig som værende en noget bedre begynderhund end f.eks. labben (der bl.a. kan stresse en del og i f.eks. dit tilfælde, have svært ved ikke at slæbe rundt på ungernes lejetøj hele tiden) og der er generelt ikke de helt store problemer rent sundhedsmæssigt. Synes også at det skal være en hund af en vis størrelse hvis der er små børn i huset og hvis man vil jogge med den, men det er bare min personlige holdning.

Hvad med sådan en fætter her (de fås også i sort): En norsk buhund som har lidt fra begge verdener, selvstændighed fra spidshunden men uden at være totalt udenfor pædagogisk rækkevidde fordi den har været brugt som gårdhund, jagt-/ og hyrdehund. Godt nok har alle hyrdende spidshunde ry for at være meget gøende, men de eksemplarer jeg har mødt har nu ikke sagt ret meget,... da slet ikke i forhold til de dansk-svensk gårdhunde man møder.

Skulle jeg anbefale en race tror jeg det blev newfoundland eller landseer (hvis man ikke gider al den savl) fordi det er rolige og robuste hunde og fordi de hurtigt bliver så store at børnene ikke kan bære rundt på dem. Desuden fristes forældrene ikke så let til at lade deres små børn gå tur med hunden.

Jeg har lige skimmet dine tidligere tråde igennem og hvis du stadig er enlig mor til en 2-/ og en 4-årig, ville jeg nok lægge planerne på hylden foreløbig. Jeg ville aldrig anbefale en 8 ugers hvalp til familier med så små børn og en overtagehund kan nemt have issues der kræver en masse tid og evt. ro, hvilket ikke er så nemt med så små børn i huset.

TS ventede et kvarter på svar og har ikke været her siden. Jeg forventer selvfølgelig ikke at nye medlemmer flytter ind som nogle af os har gjort, men måske burde ledelsen herinde overveje om det ikke var rimeligt at man skal være medlem, i f.eks. et døgn, før man kan starte en tråd. Der vil stort set ikke være emner man ikke kan lave indlæg om i gamle tråde (hvis man virkelig har et presserende spørgsmål, man er interesseret i at få svar på) og det ville spare os andre for at spilde tid på at svare folk der aldrig læser det.

Tillykke med lille Maggie. Hvor er hun dog nuttet!!!. Som forhenværende ejer af en sort/ hvid springer kan jeg jo ikke andet end at smelte fuldstændigt.

My mistake, jeg skulle selvfølgelig ikke have kloget mig på hvad du oprindeligt ville med tråden, når jeg glemmer at tage dit startindlæg i betragtning. Jeg forholdt mig bare til hvad du har skrevet igennem tråden og kan hermed endnu engang konstatere at du ikke ønsker at forholde dig til min indstilling til hundehold. Det er så også helt i orden.

Okay, nu synes jeg det begynder at blive svært. Du kritiserer altså folk herinde for at anbefale aktivering som en del af løsningen på problemer folk starter tråde om, fordi folk du generelt møder ikke kan få deres hunde til at slappe af?. Du starter en tråd, for at synliggøre at aktivering ikke virker (faktisk kan gøre tingene værre) og slår et slag for at et ordentligt lederskab gør. Jeg gør så bare opmærksom på at årsagen til at jeg finder aktivering særdeles vigtig, og at du ikke gør, kan hænge sammen med måden man generelt holder hund og at vi to nok har en forskellig opfattelse af hvad et lederskab er, for undskyld, men når jeg læser de ting du skriver, får jeg følelsen af at lederskab for dig er hvad jeg opfatter som en hakkeorden, dvs. at overhovedet sætter grænser, stiller krav og kontrollerer om kravene nu også bliver opfyldt. Jeg føler ikke at jeg har taget det ud af den blå luft hvis man f.eks. læser dit indlæg #65. Og ja, jeg synes det er vigtigt at vi ikke diskuterer et begreb vi har så forskelligt indtryk af, hvad betyder.

Jeg måtte til lægen med en flåt der åbenbart har siddet i min hovedbund i et par uger. Jeg må have kradset bagkroppen af på et tidspunkt, men da jeg har en hudsygdom troede jeg at det bare var den der var brudt ud. Lægesekretæren kunne ikke se munddelene og fik jo ikke fjernet skidtet, så jeg måtte køre ud på mit arbejde hvor det omsider lykkedes at få det ud. Det gik der en hel del tid med, og efterfølgende var jeg ret øm af al den stikken og prikken, i min i forvejen ømme hovedbund, så dagen i går var en slapper hvor vi kun nåede en enkelt tur på 1½ time i Geelskov og et lille besøg hos mormor. Ellers brugte vi resten af aftenen med at slås om hvem der skulle sidde ved armlænet i sofaen mens vi så tv. Det resulterede i at Shandie på et tidspunkt faldt i søvn hængende sidelæns henover mine skuldrer oppe ved ryglænet med den ene kind hvilende på armlænet, forbenene strittende lige ud foran næsen på mig (så jeg selvfølgelig ikke kunne se en skid) og bagbenene svævende frit på den anden side af mig. Der er en grund til at jeg kalder hende "tosse" ,.... og at jeg er lettere øm i nakken i dag.

Men har du indtryk af at de andres hunde er overstimulerede eller ikke kan finde ud af at slappe af?. I min verden kan det meget vel være vejen frem men det er fordi jeg ikke tror på at man, uden at skulle straffe sig ud af det, kan ændre ret meget ved en hunds adfærd hvis dens primære motivation er at opfylde de behov den er i underskud af eller at den reagerer på en gammel vane. Derfor vil massiv aktivering (men selvfølgelig den rette) i starten være med til at sikre at hunden ikke har et uopfyldt behov/ energi til at vedligeholde et mønster, der forstyrrer ejerens forsøg på at lære hunden at reagere anderledes. He, det er helt vildt så forskelligt man kan opfatte tingene. For mig er en gåtur min hunds frikvarter hvor jeg går virkelig langt for at hun skal få oplevelsen af ikke at have for mange grænser. Når jeg aktiverer er det sjældent træning, men øvelser/ iscenesættelser der skal gøre hende selvsikker nok til f.eks. at fravælge en anden hunds opfordring til konflikt, eller for at styrke hendes mod så hun ikke bliver bange for småting, såsom f.eks. mennesker der pludselig gør underlige ting (f.eks. rollespillere). Jeg aktiverer også mhp at få en hund der ikke blot accepterer at være alene hjemme, men faktisk synes at det er okay. Derfor skal hun lære ikke at være afhængig af mig men også lære at vi står skulder ved skulder uanset hvad livet smider i hovedet på os. En stuktureret hverdag med en fast struktur ville virke ødelæggende for mit hundehold, da jeg netop forsøger at lære min hund at tage tingene som de kommer uden at blive slået af pinden fordi man ikke lige har kunne forudsige en episode. Okay, stod jeg med en overtagehund ville jeg nok køre et ret forudsigeligt program til at starte med, men det giver hundene et svagt punkt i den sidste ende og det kan man ligeså godt undgå. Det velkendte hierarki og trygheden er også essentielt for mig, men jeg er nu ret sikker på at vi ikke forstår de samme ting ved de to begreber. Jeg fordrer ikke at min hund skal rette ind til højre uden at jeg har gjort mig fortjent til det og går derfor meget op i at opfylde de pligter der nu engang ligger hos overhovedet af familien (jeg fornemmer at du går mere op i fordelene ved at have den rolle). Det kan så være at afværge/ standse dumme situationer i forhold til andre, at finde de lækreste godbidder, det bedste legetøj eller de sjoveste aktiviteter. Det primære er dog nok at vise at jeg forsøger at forstå min hund og lytter til hvad hun måtte komme frem med. Det er så ikke altid jeg retter mig efter det, men jeg viser at jeg registrer det og at jeg tager mig af de ting som hun synes er vigtigt, f.eks. rejser jeg mig altid hvis hun tror der er nogen ude i haven (katten f.eks.) og tørrer hende med håndklædet hvis hun synes det er nødvendigt efter en gåtur. At føle at andre virkelig forsøger at forstå én og vil én det bedste er vel den største tryghed af alle.

Åh sådan noget bliver man ked af at høre, men hvor var det godt at han fik et godt hjem til sidst. R.I.P. lille smukke Rex.

Formoder du mener det jeg har markeret med rødt, gælder voksne hunde men har lidt svært ved at gennemskue om du taler om en hund i line eller fri (det gør en ret stor forskel synes jeg). Jeg synes det er alt for lidt med mindre vi taler ganske få racer som f.eks. pekingeser, mops mm. alene af den grund at hunden har brug for at holde sin muskulatur ved lige hele livet, hvis man vil have en gammel hund der er i god kondition så længe som mulig. Det er vanskeligt for mig at indse at et dyr af en art, der har været aktiv størstedelen af døgnet, pludselig skulle blive stresset af et par timers aktivitet om dagen. Det er i de tilfælde nok mere forkert aktivitet, evt. hjulpet af at hunden er understimuleret, der skaber en grobund for stress. Jeg nægter at tro på, uanset hvilken hund vi taler om, at den kan blive stresset af at gå nogle timer dagligt uden snor, hvis den bare får lov til at tøffe omkring og mere eller mindre passe sig selv.

Nej det kan man nok ikke men tænk lige din tese igennem igen, bare med hegn omkring de dyr du beskriver. Så kommer der jo stressrelateret adfærd frem, trods at dyrene har en varm stald at gå ind i, får masser af føde osv. Jeg har jo bare haft standard hunde, men de har da også slappet helt af når de er kommet hjem fra tur, forudsat selvfølgelig at de har været trætte. Jeg tror bare en hund slapper helt af når den er ægte træt, om det så er en ft'er eller en newfoundland, men til gengæld at ejerens forventning om at hunden er i ro, kan få den til at gå ud som et lys i det øjeblik den træder over dørtærsklen derhjemme. Meget af hundens mønster har nok noget med ejerens indstilling at gøre. Hvis du har været i Tivoli en hel dag og kommer træt hjem, mættet af indtryk, vil du så næste dag kunne finde dig i at sidde i skadestuens venteværelse i 8-10 timer uden at kede dig?. Hunde er skabt til at følge flokkens rytme og aktivitet og er klasser bedre til at indordne sig,.. måske derfor det kan være svært at se om hunden er lykkelig over hvad vi bestemmer der skal ske i dens liv. Jo, men det er jo den samme tromme folk slår på når de påstår at hunde ikke har tidsfornemmelse. Der er det bare at hunden er ligeså glad om dens ejer har været væk i 5 minutter eller en hel dag. Det er formodentligt mere at dine hunde har hvert deres ritual når der skal ske noget, end det er et udtryk for hvor meget de ønsker at komme ud. Men nu kan man jo heller ikke spørge en hund om den er øm i sine muskler dagen derpå. Det viser bare at nogle mennesker slet ikke burde holde hund. Desværre er hundefolket ret uvidende og kunne lære en hel del af hestefolket,.. de kan nemlig godt finde ud af at det ikke er smart at sætte sig op på en hest der har stået stille i en periode og give den fuld skrue med det samme. De varmer sørme også op og sørger for at skridte af efter motion. :5up: Måske årsagen til den lavere levetid hos aktive jagthunde kunne findes der. Hunde der er tændte kan ikke selv sige stop, men det ansvar bør deres menneske vide er deres. Når der først viser sig tegn på slid er det for sent at forebygge, så jeg tror det man gør når hunden er ung er mindst ligeså vigtigt.

Ja, der er mange meninger. Jeg er træt af at folk (især herinde) altid får det til at lyde som om at hunde der ikke lige er af arbejdslinjer ikke kan bruges til andet end at klappe og gå tur med. Jeg synes der er en verden til forskel på hvordan en welsh og en ft'er opfører sig når de færdes bland andre hunde og mennesker. Welshen virker meget roligere og overvejet, hvor ft'eren som regel altid styrter rundt med næsen i jorden og tit ikke engang opdager at der kommer en anden hund forbi (det er lidt mere udtalt hos ft cockeren end ft springeren). Til TS vil jeg sige: hvis du brænder for en welsh, så køb en welsh. Og til det spørgsmål du stillede tidligere: Min første hund var en flatcoated retriever. Jeg mener den kan være en udmærket hund til den uerfarne ejer, hvis denne er forberedt på at racen ikke er en pelsvariant af labrador og lige sætter sig ind i forskellene.

En dag passerede en udlænding forbi vores have med en lille dreng på ca. 2-3 år. Min hund er monster nysgerrig og hopper selvfølgelig op ad lågen for bedre at kunne se ud på menneskehvalpen. Drengen får øje på Shandie og kommer hen til lågen for at kigge på hende. Jeg går også derhen for lige at være der hvis der skulle ske noget og drengens far kommer nærmere og siger så: det er vel nok en flot hund,... er det en politihund?. Jeg får bare svaret nej, men ærgrer mig idag lidt over at jeg ikke fik spurgt ham om hvorfor han troede det (synes jo ikke lige hun ligner en schæfer). Ellers går de fleste kommentarer på at min hund er alt for tynd og om jeg har sprayet hendes pels med noget.

Selvfølgelig kan der skabes en forventning i hunden om mere eller mindre konstant aktivitet, især hvis ejeren går meget ind for afledning og ingen korrektion, men ellers er jeg absolut ikke enig med TS. En hund der bare passer sig selv sover jo og kan man det 23 timer i døgnet?. Hunden er kodet til at være i hvile når der ikke sker noget så derfor gør den det, men det betyder jo ikke at den har det fint med det. Jeg går minimum 2 timer med min hund dagligt hvor hun løber løs (med mindre vi har været på hundeudstilling eller lignende) både for at hun ikke skal ligge og sove hele tiden men da også fordi kroppen har brug for alsidig bevægelse og hjernen har behov for at kunne udfolde sig naturligt. Jeg varierer tidspunkterne for gåtur, ligesom for fodring, fordi jeg ikke gider en hund der stresser mig når "tiden" nærmer sig og på den måde forventer hun jo ikke noget. Kan ikke sige hvad der ville ske hvis jeg en dag trak stikket ud og hun kun kom på korte wc ture, for det har jeg aldrig prøvet, men skulle det ske, er jeg sikker på at hun nok skulle kunne klare det også.

Hvis man ikke får sin spaniel strippet på kroppen så fælder den fuldstændig vanvittigt. Min standard springer havde faktisk ikke ret meget pels, men trods at jeg havde en sort flatcoat og vel 80 % af min springer var sort, havde jeg sindsygt mange små hvide hår som det var umuligt at få bugt med (de havde en helt anderledes konstruktion) og her 2 år efter hans død finder jeg stadig jævnligt Thailohår. Da han var ung fældede han ca. to gange årligt men da han blev gammel var det non stop og i store mængder. Hvad angår stopknappen, så tænder en standard ikke så voldsomt som en ft'er, men slukker da ikke mindre ned, imo. Spaniels er heller ikke gode begynderhunde efter min mening.

Jeg synes Ninjamors metode med at generelt gøre sig spændende på turen virker rigtig godt, altså at det hele ikke bare bliver indkald og at hunden ellers passer sig selv, men også at man f.eks. "opdager" en bunke lækre godbidder i skovbunden eller et træ hvor der "gror" godbidder i sprækker på barken osv.. Den første hund jeg havde var født med at reagere positivt på indkald (måske fordi hun var en lidt usikker hvalp) og da var godbidder nok, men for de andre har leg eller tilbud om andre aktiviteter slået godbidderne med flere meter og været nødvendigt for mig at benytte mig af, for at de ikke skulle sortere mig fra. Selvom det har været samarbejdende jagthunde har både Thailo og Shandie været ret selvbevidste hvalpe med indstillingen: Jeg kan selv. Min hund kender mange signaler for indkald. Der er "så går vi" = afslut det du er i gang med og følg med, "Shandie" = kig på mig (og fordi min mor også passer hunden= kom hen og få en godbid), "kom" = stop hvad du laver umiddelbart og kom direkte og ikke kun i trav. Den sidste bruger jeg kun hvis jeg er 99% sikker på at hunden nu også gør hvad jeg kræver, men skulle det smutte at jeg skal kalde mere en 2 gange, ryger hun i en timeout på ca. 10 sekunder når hun kommer hen, hvor vi lige kigger hinanden i øjnene og jeg fortæller hende at jeg altså ikke er imponeret. Jeg skælder ikke ud eller trykker hende, men kan altså ikke få mig selv til at rose en hund i sådan en situation. Så laver jeg en lille let øvelse og hun får fri igen. Hvis jeg laver et indkald og hun nærmest vender i luften og kommer styrtende, leger jeg jubelidiot og kaster godbidder hist og pist og evt. noget lejetøj. Ved at variere hvor positivt man roser og hvor længe (alt efter hvilken respons man ser) tror jeg man tydeliggør for hunden hvad der ønskes af den.

Jeg har ingen hvalpeplaner, har hænderne fulde med hende jeg har nu. Men det lyder spændende, skal den nye også være en vizsla?.

Hvis jeg var på udkig efter en blanding ville jeg holde mig fra kuld der kunne indeholde forbudte racer,.. ellers synes jeg man selv beder om problemer. Hvis jeg så fandt en blanding hvor jeg var rimelig sikker på hvad der var i, tog jeg den med ned til dyrlægen med det samme og bad denne skrive et papir hvor det fremgik hvad hunden var blandet af,.. det mener jeg at have hørt, er bevis nok. Desuden har det alle dage været lovpligtigt at have en ansvarsforsikring samt et hundetegn på hunden og jeg kender ingen der nogensinde er blevet checket. Så hvis en hund ellers ikke kommer i politiets søgelys af en eller anden anden grund, er det nok de færreste der reelt løber en risiko for at skulle fremlægge bevis for hundens ophav. Og jeg tror næppe folk finder det i orden at hunde jagter andre dyr på egen hånd, de er nok mere uenige i den gamle løsningsmodel.