KimC

Jo, men har vi ikke selv lov til at bestemme hvad vi vil bruge vores midler til? Det kan da godt være at nogen synes vi skulle aflive alle vores hunde og så sende pengene til folk der sulter i stedet - og så håbe på at de der sulter virkelig også får noget, når alle andre "undervejs" har taget det de skulle have. Heldigvis har vi da frit valg p de tområde.

Jeg forstår ikke helt dit spørgsmål. Hvordan kan jeg vide om personen der er gået gennem isen er morder, pædofil eller cancerpatient? Muligvis kan jeg skelne alderen, men i vintertøj kan de også være svært. To gange har jeg reddet et andet menneske, og lad mig sige det sådan; det var de ikke videre taknemmelige over, tværtimod. Man forventer ikke at få en "lortespand" i hovedet i den situation, så det bliver hunden jeg henter hvis det sker. Så behøver jeg heller ikke spekulere på om vedkommende har cancer eller noget af det andet. Jeg erindrer en fortælling om at forfatteren Mark Twain sprang i en havn for at redde en hund op. Det fik han nogle lidt harske kommentarer over fra nogle tilskuere, hvortil han svarede at de skulle være glade for at det ikke var en af dem der var faldet i. Det er vist kun de færreste 8-årige der er pædofile eller mordere, så jeg ville tage chacnen og redde ungen. Jeg har alligevel aldrig haft det videre godt med min mor.

Nej, den var møntet på DKK. Men ligesom jeg har erfaret at DKK ikke stiller reelle krav til deres opdrættere, synes jeg også at DcH mangler at stille krav til sine træningspladser, og de metoder de anvender. Og du generaliserer slet ikke? Jeg har jo oplevet hvordan DKK reagerer på kritik. Dét er de ikke glade for, man er på forhånd udråbt som "systemkritiker", og der sker alligevel ikke noget. Sådan er det vel med foreninger med 100 årige traditioner. Jeg har prøvet at påtale forholdene lokalt, hvilket ganske enkelt blev ignoreret. Jeg har besluttet at jeg ikke agter at bruge DcH (eller DKK) til noget overhovedet fremover, men der er jo nogen der pusler med obligatorisk "hundekørekort", og der tænker jeg da at netop DKK og DcH vil redde sig den tjans, især DKK har vist sig god til at få lovgivningen tilrettelagt efter sine ønkser. Så de tkan da godt bekymre mig lidt at uerfarne hundeejere kommer i kløerne på den slags trænere. Men hvis jeg hører ham med schæferen træne (han kan høres på en kilometers afstand) skal jeg da tage en video og sende den til DcH's betyrelse.

Jeg tillader mig pare t synes at det er ejendomeligt at én avl med en måske uegnet hund kan føre så meget debat, når en langt mere systematisk ødelæggelse af brugshunderacer stiltiende accepteres. Og ja, det accepteres. Sig noget ondt om DKK, og så er fanden løs. -------------------------------------------------------------- Det samme kan man så åbenbart også sige om DcH. Jeg er så naiv at tro at landsdækkende organisationer som DKK og DcH stiller nogen minumumskrav til opdrættere, trænere og kvaliteten af aktiviteter i øvrigt. Når jeg oplever at en person de roplærer trænere i den lokale DcH kommer med en "problemhund" son vedkommende ikke kan finde ud af, og problemet er noget så banalt som kontakt til hunden, så stiller jeg spørgsmål ved om vedkommendes kvalifikationer som træner og trænerinstruktør. Det samme gør jeg når je gser en der er ude at gå spor med sin schæfer. Personen, som faktisk er træner i den lokale DcH råber og skriger efter hunden på hverdagsdansk, hunden aner ikke hvad den skal. Jeg har skam også selv prøvet at træne i DcH. Jeg var der 1½ gang. DcH er ligeglad med hvad min hund har brug for at lære, hvad den evt har af begænsninger - og hvad jeg har af begrænsninger. De skal bruge noget til at imponere med ved stævner. Jeg mener at det er totalt meningsløst at ville til at lære en jagthund at "gå i ærmet" på en figurant på anden træningsdag. Jeg kender nogle flere skræmmeeksempler fra denne træningsplads, bl.a med børns adgang til en træningspistol, men du har jo allerede dannet dig din mening, så jeg spilder min tid. Du har ikke set hvordan de træner i de lokale DcH'er her (Nordals og Broager) men alligevel ved du åbenbart at jeg tager totalt fejl. Det er meget muligt at der findes en fungerende DcH afdeling der hvor du bor. Som jeg indledningsvis skrev, savner jeg nogle minimumskrav det gør DcH (eller DKK) åbenbart ikke.

Nu hyggeskændes i om en måske måske-ikke helt perfekt westie kan bruges til avl af bladningshunde. Det er åbenbart et stort problem. At der så er indtil flere brugshunderacer der er blevet ødelagte fordi man i FCI's hellige navn har avlet dem på deres udseende, fremfor brugsegenskaber, det er der ingen der brokker sig over. De må nemlig godt, det er jo seriøst avlsarbejde! Men dem der laver blandingshunde aner natrligvis intet om hvad de foretager sig. Sådan er det bare.

Nemlig.

Tid til nye billeder af banden. Vi starter med den helt gamle. Blistay bliver - måske, forhåbentlig - 11 til Juni. Han elsker at komme med på en lille alenetur til kattemor. Men siden Kattemor var to uger på sygehuset vil han ikke derfra, her står han og bremser og vil blive. På en god dag kan han faktisk godt løbe lidt, og han nyder sine aleneture. Derefter tager vi nogle billeder af de unge. Min plejegalgo Galmina og "Lille-Lort" har forelsket sig, og de holder af at ligge tæt. Om natten gerne under dynen så vi alle deler hovedpude, så her er en selfie midt om natten. Den platfodede plejegalgo Ikaros følger mig altid tæt of vil gerne deltage i det jeg laver. Så er der et billed af hele banden, tror jeg nok. I weekenderne tager vi en runde "navneopråb" hvor jeg har købt et par poser baguettes til dem, og så får de dem en ad gangen. Til slut et billed hvor "Lille-Lort" har været på køkkenrov, her røg der en dåse honning.

Forkert post, ups!

hvad med en DvH træner der som siddte udvej kommer med sin hund til en hundeskole, på et projekthundehold. Det viser sig at træneren giver hunden kommandoer i et væk, men der er alligevel ingen form for kontakt mellem træner og hund. At en mangeårig "hundetræner " går i vandet på noget så basalt som en kontaktøvelse siger lidt om niveauet. Det siger også noget om niveauet når alle hund epå træningspladsen konstant er helt oppe i det røde felt og bare giver hals hele tiden, hopper og trækker i linerne. Så for nogen dage siden så, eller rettere hørte jeg en mand der bare skreg ad sin hund. Jeg var ud emed mne hunde og gjorde klar til at vi ville blive overfaldet, for det lød som en der helt havde mistet kontrollen. Det viste sig at være en af de lokale med det kendte gul/grønne rygmærke der var ude at gå spor (åbenbart mantrailing, for der sad en figurant med lignende rygmærke gemt bag et træ i den modsatte retning). Manden bare skreg og kommanderede på hverdagsdansk med hunden, der var totalt hylet ud af den og ikke anede hvad den skulle stille op. Nu har jeg så også prøvet at gå spor med vragene på et decideret sporhold. Jeg vil mene at vi faktisk var totalt lydløse allesammen. HUndene var afslappede, men vidste hvad de skulle, selv om de var begyndere i faget. Den eneste lyd var den de rrattatta lyd der kommer fra hundenes snuder, og de fandt faktisk det de søgte efter Det hele bunder vel i hvad der skal til af kvalifikationer for at man må kalde sig hundetræner. Det er da et meget relevant spørgsmål når nu der er nogen der så gerne vil have et obligatorisk hundekørekort. Det kan give rigtigt meget bagslag hvis folk kommer til de forkerte trænere.

Jeg skrev jo netop at det tager længere tid end "Dogwhispere" normalt har tålmodighed til. Men hvis man ikke skal nå at vise et resultat inden en halvtimes udsendelse er slut, kan det gøres - også uden at tage glæden fra hunden, hvilket jeg er overbevist om ad dogwhispermetoderne gør. Netop mht til DcH er det mit indtryk at der trænes med et MEGET højt stressniveau på ders pladser, og at en del trænere i den klub nok er kommet lidt let til deres trænertitel. Ved hunde der er til stress vil jeg nok anbefale en af de hundeskoler hvor instruktøren har lidt mere på C.V.et. Det koster så også lidt mere, men jeg mener de penge er givet godt ud.

Den slags har vi da trænet på de projekthundehold hvor jeg har været med mine vrag. Ikke fordi mine vrag har de problemer, men jeg har også tilbragt mange lærerige timer som figurant. Så længe en overglad unghund holde sig inden for acceptabel adfærd får den lov til at hilse og blive kælet. Når grænsen overskrides, afbryder figuranten kontakten og går bort. Hvis man vil kan man godt kalde det straf, her består straffen i at gå glip af noget positivt, fremfor at opleve noget negativt. Normalt foregår en unghunds hilsen ved at glæden bliver selvforstærkende, så den uønskede adfærd ikke opstår de første sekunder, så på den måde oplever hunden at glæden ved at hilse varer længere hvis den lader være med at springe op og den slags. Bevares, det tager lidt mere end en halv time før det virker på den her måde, og det er som bekendt ikke noget for Dogwhispere, men det kan da lade sig gøre.

Det er snart 12 år siden, så jeg huske rikke vagabondens navn. Han blev fundet død i en ruin af et hus nord for Tønder. Hunden hed Fenris hos hundetræneren, men jeg ved ikke om det var et navn den havde allerede dengang. Muligvis hed hunden Jack.

Vagabonden frøs ihjel i en vinter, men årstallet kender jeg ikke. Historien beretter ikke om andre hunde. Han ville sælge en af sine hunde, og det kan være at han så har solgt den anden i stedet. Han var en absolut fornuftig mand at snakke med, og havde en god omgang med sine hunde. Det er tankevækkende at man allerede inden Lars Løkke og finanskrise ikke havde "plads" til den slags i det danske samfund.

Når man har samlet en masse ragelse, må man sommetider også søge efter nogen ting. Af en eller anden grund har jeg gemt de fleste papirbilleder fra dengang jeg ikke havde digitalkamera. Jeg var ved at fremsøge nogle billeder af noget helt andet... Tråden her er også lidt i relation til diskussionen andetsteds om at give penge til dyreværnsarbejde. Derved fandt jeg disse to billeder, som jo altså er gammeldags papirbilleder. De er taget i Juni 2004. Jeg mødte dengang en vagabond som havde to hunde. Den ene hunds ene øje var dårligt, og jeg tog mand og hund med til min daværende dyrlæge, og vi fik det ordnet. Men han skulle komme tl kontrol og afsluttende behandling godt en uge senere. Det kunne vi så bare håbe at vagabonden gjorde. Jeg mødte faktisk vagabonden to dage efter at han havde været tilbage her i byen for kontrol, det var også på min regning. Dyrlægen var godt nok "flink" med regningen, men her kunne jeg se hvad pengne gik til. Som man ser her på billedet der er taget den dag, var øjnene nu i orden. Men vagabonden havde besluttet at sætte hunden til salg; det kneb med pengene. Det var en meget karismatisk og venlig hund, som jeg faktisk var ret varm på at købe af ham. Det var aftalt at jeg skulle tage mine egne to hund emed, dengang havde jeg en spinone og en ruhåret hønsehund, og de skulle se hinanden an. Der var så ikke den store kærlighed, så det blev ikke til mere. Skæbnen ville at vagabonden en dag blev fundet død, vist nok frosset ihjel. Hunden var i live, og blev formidlet, og kom tilfældigvis til den træner hvor jeg senere har trænet alle mine "projekthunde". Hun har malamutter og huskybladinger, og de kunne med hinanden. Jeg har efterfølgende af og til drillet træneren med at denne hunds ene øje i princippet var min ejendom, fordi jeg havde betalt dyrlægen den gang. Men så længe hun opførte sig ordenligt ville jeg ikke kræve min retmæssige ejendom udleveret! Hun opførte sig ordenligt.

Hvor meget anderledes er det mon i Dyrenes Beskyttelse (Som jeg ynder at kalde Direktørernes Beskyttelse...) Hvis der skal laves en troværdig indsamling, skal det være til et meget gennemskueligt projekt, hvor pengeflowet kan efterprøves og dokumenteres, pengene skal ikke bare ind på "den store konto". Et privat financeret dyrepoliti er noget nonsens. Vi har ikke brug for alt muligt specialpoliti, men ét politikorps der virker - og det har vi ikke. Jeg synes det er meget kynisk at nogen vil have et dyrepoliti og acceptere at alting bare fortsætter med at sejle på alle de andre områder hvor vores bureaukratisk styrede og underfinancierede politi helller ikke kan udrette noget.

Nogle dyreværnsforeninger trykker kun foldere hvor der står hvad de mener andre skal gøre, tro og mene. Nogen tager sig kun af happy-end sager, vinterfodrer fugle ud for Den lille Havfrue, og DR Byen, og holder sig laaangt fra noget der kunne gå hen og give dårlig presse. Andre deltager kun i "udadvendt" dyreværnsarbejde for at profilere sig selv. Der er gået for meget kommercielt og populisme i det. Når jeg ser mig om på en forenings hjemmeside og ser at de har direktør, vicedirektør, direktionssekretærer og alt muligt ansat, så er jeg ikke i tvivl om at de skal have deres sikkert ikke ubetydelige løn før der kan blive en eneste krone til dyreværnsarbejde. Mine erfaringer med dyreværnsforeninger i Danmark er bestemt ikke god, og lysten til at støtte dem er for mit vedkommende ikke-eksisterende. I stedet har jeg valgt at støtte nogle enkeltsager hvor jeg kan gøre en forskel med en direkte indsats. Det har ikke været billigt, men der ved jeg hvad pengene går til. Jeg synes ikke dyreværnsforeningerne har særligt travlt med at redegøre for hvad de bruger deres midler til, men de vil sikkert blive glade for en hel masse penge, ingen tvivl om det.

Men hvis der er en stald med 20-30 håbløse hunde, hvoraf de fleste reelt burde aflives, så ser man ikke skyggen af dem. Det skal være happpy-end sager, de tager sig bedst ud i pressen. Jeg vil tillade mig at synes at de nok har en lidt for kommerciel tilgang til deres opgaver.

Jeg er sådan set enig med jer begge. Lige nu har jeg to gadehunde boende. De blev importeret her til landet, og "dumpet" kort tid efter. Nogen havde ladet sig friste og opdaget at der altså også er en bagside af medaljen med hunde der har levet et liv på gaden. Så måtte foreningen bag til at skaffe et plejested til de to. Der blev de så også "dumpet" efter nogen tid. Vi har forsøgt at skaffe nye ejere til dem, men det ene øjeblik er folk interesserede, det næste øjeblik, nånej forresten, ikke alligevel. Eller, hvis de ikke kan få hunden gratis, og ovenikøbet frit leveret til døren, ja så ryger interessen også. De to gadehunde jeg har boende er sådan set udmærkede hunde. I min optik, fordi jeg er vant til komplicerede hunde, det er nærmest blevet en slags hobby... Men især den ene har da noget i bagagen der indskrænker mulighederne for en formidling, og dog er de begge stadig i den gode ende af skalaen, men trods dette umulige at formidle. Så selv om tanken om at redde gadehunde er meget charmerende, og nogen - men kun nogle få - har rummelighed nok i deres liv til at have sådanne hund eboende hos sig, ville langt de fleste nok være bedre tjent med en human aflivning. Her er problemet så at aflivningsmetoderne der bruges i oprindelseslandende sjældent er videre humane, men sikkert billige.

Vi skal have en ny lov! Vi skal have et nyt register! Det skal forbydes! Jeg vil have! Jeg vil have! Prøv engang at se hvordan Dansk Hunderegister fungerer, eller rettere ikke fungerer. Det tager tre måneder at få ejerskiftet en hund. De kan ikke registrere hvem der har foretaget ejerskiftet, en hund kan heller ikke meldes stjålet. Men til gengæld kan hunderegisteret registrere hundens stambogsnavn (forudsat at det er i DKK, eftersom hunderegisteret i høj grad er til for DKK), selvom hundens stambogsnavn er komplet ligegyldigt i forhold til hunderegisterets funktion. Det er sket adskillige gange at fundne hunde er sat til formidling, fordi de nogen gange tvivlsomme internater som politet bruger til den slags slet ikke slår hundene op. For i det hele taget at kunne slå hundene op, skal man have en chipscanner, og have adgang til hunderegisteret. Mange steder har de ikke en chipscanner, og det er meget tilfældigt hvem der har adgang til hunderegisteret. Har de endelig en chipscanner kan man håbe på at skidtet virker, men chippenes fejlrate er ikke så lille som fabrikanterne gerne vil gøre den til. Man kunne i stedet fundere lidt på hvad det er der er ved at ske i samfundet, og vores holdning til dyr. Selveste DR har sendt programmer hvor trængte familiers økonomi gås efter for unødige udgifter. Hunden er noget af det første der ryger. Så er linjen ligesom lagt. For ikke så længe siden var gode hundetrænere i fokus. Nu har diverse dogwhispere kronede dage. Min påstand er at for mange er dyr blevet et gadget på lige fod med alt det elektroniske bras made in China som vi bruger og smider væk efter behag. Nogen viser ikke meget forståelse for hvordan ting reelt fungerer. Den der med at kræve moms på omplaceringsdyr. Det tyder ikke på ret meget erfaring i den retning. Det er et slidsomt og trægt arbejde at omplacere dyr. Os der beskæftiger os med den slags bruger en masse tid på folk de rså alligevel bare falder fra uden videre, eller ikke er tilfredse med at få en hund gratis, men også vil have den leveret kvit og frit til døren. Der er det man som omplacerer trækker følehornene ind, fordi man ved at den hund kan man hente igen inden der er gået ret lang tid. Samfundet har godt hjulpet af diverse kyniske sagsbehandlere og politikere bevæget sig derhen at hvor dyr er i vejen, så skil jer af med dem. Og der skal ikke meget til før børnene snart får samme behandling. Det er det der skal rettes op på. Ikke flere symbollove, og ubrugelige registre.

Det primære fokus er på hvad der er penge i. Eller hvad der menes at være penge i. Mange af de der hundehandlere har hunde stående i stakkevis, også nogen der lever hele deres liv på de steder uden at blive solgt eller avlet på. Min føromtalte hofleverandør havde importeret kostbare hunde som aldrig kom i avlen, hverken officielt eller uofficielt. De levede ders liv i hans stald, det samme gjorde indtil flere usælgelige hvalpe, som han beholdt for det kunne da være at man en gang fik brug for dem. De blev slæbt med på udstilling, hos de "rette" dommere for hven vejen til et KIB er meeeget lang, selv om de står med en rystende nervøs hund de knapt kan røre ved. Naturligvis kan man ikke tage en hund med på udstilling der har fået sparket 1/3 af sine tænder ud, eller en der har haft benet brækket under mystiske omstændigheder, og hvor det er vokset forkert sammen. Det er også spild af penge at sparke testiklerne i smadder på en hund der langt om længe er blevet IntCh, men sådan er raserianfald jo nogen gange. Set på bundlinjen kan jeg ikke forestille mig at min hofleverandør af staldhunde nogenside har tjent på det. Men det har DKK derimod, hvilket kan forklare deres mangeårige tøven mht til handling.

Her er så lidt af Ikaros. Han er noget platfodet på grund af forkert opvækst, og for lange negle. Han er noget ked af at man gør visse ting med ham, men jeg vil snart kunne komme til at klippe negle på ham. Han gider også godt at få poterne masseret. Snart skal vi også til at lave "graveøvelser" med ham, dvs at vi graver noget ned som han skal grave op igen. Det styrker de svage poter. Ikaros har ikke været med på bytur endnu. Umiddelbart virker han som en harmonisk hun, men der kan gå panik i ham, hvor han så bare skriger. Jeg fornemer nok at hans paniktærkel er steget en del p det sidste, men der er ingen grund til at risikere noget. Enhver paniksituation er et tilbageskridt.

Her kommer så nogen billeder af Galmina. Hun har været med på bytur sammen med gamle Blistay, og det gik da vældigt fint. Galmina har ikke helt fået oplevet det hun skulle, men er positiv nysgerrig. Galmina elsker at stå og lade sig "stege" foran brændeovnen.

Nu må det være tid til en serie nye billeder. De to har ellers fundet sig godt til rette her, og er blevet fuldgyldige flokmedlemmer. Så her starter vi med en serie billeder af hunde der ligger tæt. Det er i grunden nogen fantastiske hunde jeg har, der bare sådan acepterer nyankomne.

Meget kan lade sig gøre, også i DKK. Min "hofleverandør af staldhunde" brugte jævnligt det trick at lade to tæver parre samtidigt hvis det var muligt, som regel af samme hanhund (som altid var en af hans egne). Den ene tæve var officelt godkent, det var den anden tæve måske også men selv de få tilbageværende avlsrestriktioner mht til indavl irriterede ham, så han parrede f.eks. far med datter, og en anden "godkendt" tæve, og over for DKK blev det så præsenteret som ét kuld fra den godkendte tæve. På grund af stor hvalpedødelighed var antallet af hvalpe ikke usædvanligt for et kuld.. DKK blev gjort bekendt med det men afviste det på forhånd som "ondt snak" selv om en DNA test nemt kunne have belyst hvad der var foregået. men måske ville DKK gerne undgå den DNA test? Så nu står jeg her med to hunde af et kuld (på 6) hvoraf hidtil 3 hunde helt uden varsel er faldet døde om uden forudgående symptomer på noget som helst. Indavl på i forvejen specielle racer kan medføre nogen arvelige sygdomme som ingen dyrlæge nogensinde har oplevet før.