Har du tudet over din hund?

[Splinten, mor og mig]

Hvor er det tarveligt sagt ! :evil:

 

Puuuha hvor findes der bare nogle folk i hundeverden der burde dyppes i tjære og rulles i fjer !

 

Åh ja..... meeeen kendte hende i forvejen og vidste, at hun er en lidt.... speciel.... dame Men derfor ramte hun jo alligevel plet - jeg vidste jo godt selv, at den var gal, og at han aldrig kom med til træning eller prøver igen Heldigvis gik det helt fint, da Kimmi kom hjem :5up:

[Gæst Afganskmynde]

Så sent som i dag, hvor jeg kom hjem fra arbejde og så resultatet af en doven kæreste, der ikke havde aktiveret Hector nok: mine 4 par bukser bidt i stykker. Altså sådan med meget store huller flere steder. Så har ingen bukser nu og hader bare tanken om at skulle døje med at finde nogen, der passer.

Og også i går, hvor jeg blev bidt 2 gange af ham, og kom til at bløde. Ikke fordi det gjorde ondt, men af frustration over, at jeg ikke synes hvalpebidningen ser ud til at være på retur. Jeg ved godt, at det bare er en fase med det bideri, men jeg er virkelig ved at være træt af det og tvivler helt på mine egne evner i forhold til at træne bidehæmning.

 

 

4 par bukser? Eeej, jeg havde taget kaeresten fluks afsted til dyrlaegen mhb paa aflivelse!.

 

Undskyld, men naar der er nogen hjemme, saa giver jeg gerne dem skylden og ikke hunden:engel:

[Lille Louie]

Ditto!!

 

:ae:

 

Håber der snart er lys for enden af tunnellen for os begge. Husk at skriv i lortetråden, hvis du har brug for en skulder at græde ud ved hos nogle, der virkelig ved hvilket psykisk helvede det er. Jeg har (desværre) tråden for mig selv nu, men de andre er søde til at kigge forbi, hvis man har skrevet noget i den.

[Gæst Findus]

Og også i går, hvor jeg blev bidt 2 gange af ham, og kom til at bløde. Ikke fordi det gjorde ondt, men af frustration over, at jeg ikke synes hvalpebidningen ser ud til at være på retur. Jeg ved godt, at det bare er en fase med det bideri, men jeg er virkelig ved at være træt af det og tvivler helt på mine egne evner i forhold til at træne bidehæmning.

 

Åh, det kan jeg nikke genkendende til, vi formåede aldrig at have succes med ikke at lære Duffy at bide På trods af at vi prøvede både at pive, ignorere og sige nej, intet hjalp rigtigt.. Med tiden er det dog heldigvis blevet bedre, så ja det er bare en fase, men nogengange kan den åbenbart godt vare i rigtig laaang tid... Duffy bider stadig i vores gæster :stupid: Selvom vi gentagne gange har bedt gæsterne om IKKE at snakke med hende, hvis hun bider, så gør hun det altså ofte alligevel -tror at det her handler om at hun bliver så glad, for hun elsker gæster og de skal åbenbart lige smages på...

[potil]

har ikke flæbet over flipsedyret :hjerte:

- men tinka!!! puha, hun har været svær... hun boede jo i en stald i de første 7 måneder af hendes liv, sammen med hendes mor og brødre, da mine forældre fik hende og hun kom hjem til tante skrap (vores gamle hund Tosca)

- og Tinka var kropumulig, raserede bryggerset til ukendelighed og køkkenet også og var helt umulig udenfor, var bange for mennesker og alt muligt andet vi var grædefærdige, mest min mor...

men så blev "bjørneburet" bygget ude i stalden også var det ligesom at hun var kommet "hjem" og hun kom lidt mere i balance men det der gjorde hele forskellen var da gamle tante skrap blev aflivet pga alderdom og den lille frøken blomstrede op og er blevet den mest vidunderlige vovse :hjerte::hjerte:

min mor siger at al den intensitet der er i tinka er det hun elsker hende for, men det er nok også det gør at når den tid kommer, så bliver det den sværeste beslutning at tage.. tinka er virkelig unik

[cs-dumle]

Også i den grad, men jeg også ret let til tåre

 

Græd en del, da Pajko var mindre, fordi han bed og jeg var bange for han ikke blev socialiseret nok.

 

Sidst jeg græd over han/mig selv, var da han snappede efter Sherlock og så har jeg været meget ked af besøget hos Malene.. Det gik ikke som håbet..

 

Jeg er stadig bange for, at hans usikkerhed i virkelighed stammer fra mig, fordi jeg er bange for han skal snappe.. og det kan han helt sikkert mærke..

 

 

Tvivler ind i mellem på mig selv som god nok hundeejer..

 

Det skal du altså ikke bekymre dig sådan om... Pajko er bare typisk skittish jagthund

 

Du kommer eventuelt til at få problemer med nogle hanhunde han bare ikke kan med, han er jo hanhund og det er den risiko der følger med (ja det gør det såmænd også ved en tævehund), men tag du en masse gåture i snor med andre hanhunde han ikke er decideret agressiv overfor (flipper ved synet af) og så skal han såmænd nok hurtigt finde ud af igen at det ikke er alle hanhunde man skal være nervøs overfor.

Det er skam ikke dine evner som hundeejer den er gal med, han er jo unghund med kroppen fuld af hormoner :ae:

 

Med Dumle har det været utrolig slemt en overgang, men sidste gang til træning rendte han hen til venindens nu store sorte hanhund (sidste gang han så den var den hvalp) under træningen uden snor. Han skulle lige tjekke hvad det var for en, den var i snor og lavede udfald mod ham og han kom tilbage igen.

Der er også en stor golden han som han engang ikke kune tåle synet af. I dag kan de stå og træne 3meter fra hinanden uden snor og Dumle bliver ligefrem glad når han ser Balder (golden), for det betyder sjov træning.

 

Dumle og jeg tager gerne en gåtur i snor på et tidspunkt Det er højst sandsynlig slut med at lege i snor, men går det godt kan det blive til en hilsen mellem hundene til slut. En god tur, der kan hjælpe både Dumle og Pajko til at forbinde hinanden med noget hyggeligt, er ihvert fald aldrig af vejen her

Her er det så Dumle der har et problem med andre jagthunde/spaniel lignende typer

[cs-dumle]

har ikke flæbet over flipsedyret :hjerte:

- men tinka!!! puha, hun har været svær... hun boede jo i en stald i de første 7 måneder af hendes liv, sammen med hendes mor og brødre, da mine forældre fik hende og hun kom hjem til tante skrap (vores gamle hund Tosca)

- og Tinka var kropumulig, raserede bryggerset til ukendelighed og køkkenet også og var helt umulig udenfor, var bange for mennesker og alt muligt andet vi var grædefærdige, mest min mor...

men så blev "bjørneburet" bygget ude i stalden også var det ligesom at hun var kommet "hjem" og hun kom lidt mere i balance men det der gjorde hele forskellen var da gamle tante skrap blev aflivet pga alderdom og den lille frøken blomstrede op og er blevet den mest vidunderlige vovse :hjerte::hjerte:

min mor siger at al den intensitet der er i tinka er det hun elsker hende for, men det er nok også det gør at når den tid kommer, så bliver det den sværeste beslutning at tage.. tinka er virkelig unik

 

og det er jo præcis hvad der er med sådan nogle hunde. De er helt og aldeles unikke! :hjerte:

 

Når man har kæmpet med dem og for dem, grædt for dem og endda været lige ved at give op og man så vinder deres tillid fuldstændig og får vendt det hele til noget positivt... eller om ikke andet så noget der er til at leve med... så bliver det lige pludselig uudholdeligt at tænke sig at leve uden.

[Ascha]

Jeg tudede som en stukket gris da Bonnie brækkede benet.

 

Og da jeg så herinde (af ninjamor) fik at vide, at så kunne vi måske alle se hvor farligt (=dumt) det er at lege boldlege med en hund (= det er din egen skyld, tumpe), ja, så tudede jeg igen.

 

Spørg Ninjamor...

 

Jeg leger også stadig boldlege med Bonnie. Synes bare dengang at det lidt var at sparke til en der lå ned i forvejen..

 

Og den historie kunne ikke have været fortalt uden at du nævnte et navn?.

 

Synes godt nok det er at hænge en anden bruger ud, der ikke selv kan forsvare sig. Og fordi du tolker det som du gør, betyder det jo ikke at det har været ment på den måde (noget jeg er ret sikker på at det ikke har). Samtidig kan man jo altså ikke komme udenom at fysiske udfoldelser kan forårsage fysiske skader, især hvis hunden stresser op så den ikke har føling med sin egen krop eller hvad der er overmodigt. Måske det bare var en advarsel om det.

 

.... hvis jeg kender Ninjamor ret!.

[Gæst bøvle]

og det er jo præcis hvad der er med sådan nogle hunde. De er helt og aldeles unikke! :hjerte:

 

Når man har kæmpet med dem og for dem, grædt for dem og endda været lige ved at give op og man så vinder deres tillid fuldstændig og får vendt det hele til noget positivt... eller om ikke andet så noget der er til at leve med... så bliver det lige pludselig uudholdeligt at tænke sig at leve uden.

det er præcis sådan jeg har oplevet vores svære tid, men nu er det som der står der og vi er mega stolte af resultatet:klap:

[a9]

Selvfølgelig har jeg det

 

Jeg har tudet af afmagt, af frustration, af dårlig samvittighed, af frygt, af sorg men heldigvis mest af glæde

 

Uanset hvad, så er jeg SÅ forb*ndet taknemmelig for Jacki :hjerte:, vi har vores at kæmpe med, og en masse drømme forbliver drømme, men bytte hende vil jeg sq* ikke

[FrkSmilla]

Nej, det har jeg faktisk ikke. Hun har indtil videre ikke drevet mig derud... Der ville også skulle rigtig meget til, tror jeg. Men jeg ville græde som pisket hvis hun blev alvorligt syg, skulle omplaceres, aflives... (naturligvis).

 

Ligesom jeg har tudet dagligt i nu snart en måned, da jeg pga allergi skulle træffe en svær beslutning om at omplacere mine elskede katte.

[Gæst Katrine]

4 par bukser? Eeej, jeg havde taget kaeresten fluks afsted til dyrlaegen mhb paa aflivelse!.

 

Undskyld, men naar der er nogen hjemme, saa giver jeg gerne dem skylden og ikke hunden:engel:

 

Nu var det også kæresten der blev skældt ud. Men derfor kan jeg vel godt være frustreret over det?

[Gæst Katrine]

Åh, det kan jeg nikke genkendende til, vi formåede aldrig at have succes med ikke at lære Duffy at bide På trods af at vi prøvede både at pive, ignorere og sige nej, intet hjalp rigtigt.. Med tiden er det dog heldigvis blevet bedre, så ja det er bare en fase, men nogengange kan den åbenbart godt vare i rigtig laaang tid... Duffy bider stadig i vores gæster :stupid: Selvom vi gentagne gange har bedt gæsterne om IKKE at snakke med hende, hvis hun bider, så gør hun det altså ofte alligevel -tror at det her handler om at hun bliver så glad, for hun elsker gæster og de skal åbenbart lige smages på...

 

Tak, det er rart at blive bekræftet i at andre har kæmpet med det samme.

Og ja, det der med at bide i gæster er åbenbart endnu sværere at vænne sin hund af med, nok fordi man samtidigt skal opdrage gæsterne til at pive, ignorere osv. Der er i hvert fald flere af vores gæster, som har haft svært ved at forstå, hvorfor de absolut skulle reagere på "nuttede små hvalpebid" når han jo bare er så glad og legesyg.

[søster lagkage]

jeg har kun tudet over min hund én gang - da min kæreste ringede fra parken, og sagde, at han var forsvundet. selv om han er døduopdragen, bevæger han sig aldrig uden for vores synsfelt, og jeg kunne lige som godt regne ud, at min kæreste havde ledt pænt længe, før han gav sig til at ringe til mig. så jeg var sikker på, at jeg aldrig ville se ham igen (meget dramatisk, as always).

 

jeg tudede mens jeg løb derned, og tænkte bare "der er nogen der har taget ham, der er nogen der har taget ham, der er nogen der har taget ham" - den eneste mulige forklaring jeg kunne komme i tanke om.

 

da jeg kom ned til parken, stod halfdan og så helt fortabt ud på den anden side af lågen og blev meget sådan :banan: "hvor har du været hele mit liv!?" da han så mig - i mens kunne jeg høre min kæreste og flere andre hundeejere gå og kalde langtlangt borte

[Gæst Missing]

Ja det har jeg gjort flere gange. Både af de sygdomsmæssige aspekter, men også af frustration. Ganske givet var frustrationen sikkert mere over mig selv og mine manglende evner, end hunden.

 

Men når min gamle hanhund konsekvent lavede udfald hver gang der var en anden hanhund i nærheden, så trak det tårer. Det var så hårdt altid at skulle se tre gader frem, forudse alt der kunne ske og råbe og skrige af mennesker med løse hunde, for der ikke skete noget.

[Ebenhardt]

Ja jeg har dælme tudet over vores hunde mange gange:

 

For mange år siden havde vi Gleth (blanding tysk langhåret schæfer/labrador), som var jordens dejligste og nemmeste hund

Bortset fra at hun ikke kunne være alene hjemme. Vi fik ædt mange dyner og puder, 3 fyrretræs senge, div. vægge, rigtig meget post, gulvtæpper, sko osv. osv. osv. Og uanset hvor meget vi havde trænet og igen trænede alene hjemme var der intet der hjalp. Men ikke fedt at komme hjem til et maltrakteret hjem hver dag.

 

Over Trille da hun (efter at være blevet overfaldet af schæfterhunde flere gange) blev bange for en stor schæfer og løb sin vej. Det tog os 8 timer og mange kilometers vandring at finde hende igen.

 

Over Mille i træningssituationer hvor hun ikke ville som jeg

 

Over Mille da hun var dybt ulykkelig over at Trille ikke var der mere, og bare græd dagen lang fordi hun savnede hende

 

Igen over Mille, da vi endelig hentede Bonnie. Det at se hendes glæde over ikke længere at skulle være alene.

 

Over Bonnie, i frustration over at hun var "langsomt-opfattende", indtil vi fandt ud af at hun havde øreproblemer

 

Og sikkert en million andre gange. Tror bare at ovennævnte er dem jeg husker bedst.

 

Nå ja, og så sådan nogen vidunderlige tidlige sommer morgener hvor vi står tidlig op og sætter os på bænken i haven og kigger på hundene lege. Det kan også bringe tårerne frem

[Gæst Inch]

Åh ja, mange gange efterhånden..

 

Har haft voldsomme mængder tudeture over, at hun trods en stor kamp ikke kan være alene hjemme endnu.

Har tudet over de uventede udgifter til pasning og adfærdsbehandler for det samme problem..

Og tudet over tanken om, hvorvidt hun nogensinde lærer det..

 

Sølede også tøsen til i tårer da halsbåndet pludselig uden varsel knækkede da vi gik langs en meget trafikeret vej. Nåede at se et glimt af min lille mus fladmast under et bildæk.

Heldigvis kom hun da jeg kaldte, og jeg bar hende hele vejen hjem mens jeg voldbrølede.. Tror jeg blev mere forskrækket end hunden

[luckyluna]

ja, mange, mange gange. Og været meget tæt på at bestille aflivning nogle gange.. Sidst da vi begge fik en chok oplevelse af en løs hund og jeg var ved at opgive træningen i at lære hende at fremmede hunde ikke var farlige når vi hele tiden blev bompet tilbage til nul.

 

Så nu tuder jeg bare ugentligt over at måtte indse at en hund ikke lever evigt!

 

Men der skal heller ikke meget til når man er en tudemarie som mig:genert:

[Gæst Sitkin]

Da min papillon gennem længere tid havde været vild stresset og nervøs og til sidst bed både min far og min kæreste tilsyneladende uprovokeret i foden var jeg tudefærdig.

Jeg ringede til dyrlægen som sagde at han ville aflive ham hvis det var ham for sådan en hund kom man aldrig til at stole på, så var jeg jo overbevist om at det var det som skulle gøres, så tuede som pisket da jeg jo sådan set ikke havde lyst til at komme a med min hund, men viste heller ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

 

Heldigvis stilllede min kæreste sig på bagben og ville ikke acceptere at vi aflivede ham bare fordi en dyrlæge sagde det. (selvom det var ham som var blevet bidt)

 

Så i dag ca. et år efter er Gizmo her heldigvis stadig. Han er blevet bedre og vi tager altid vores forholdsregler for at undgå stressede situationer og træner meget.

Han bliver aldrig en velfungerende hund da han er ekstrem sensitiv, men vi får det til at fungere og hverdagen glider som regel næsten gnidningsfrit.

[KarinaG]

og det er jo præcis hvad der er med sådan nogle hunde. De er helt og aldeles unikke! :hjerte:

 

Når man har kæmpet med dem og for dem, grædt for dem og endda været lige ved at give op og man så vinder deres tillid fuldstændig og får vendt det hele til noget positivt... eller om ikke andet så noget der er til at leve med... så bliver det lige pludselig uudholdeligt at tænke sig at leve uden.

Nemlig! :5up:

 

Misja og jeg er nærmest groet sammen, kender hinanden ud og ind efter 8 år i samme hjem og oven på alle vores mange og lange startvanskeligheder i de første år...

 

Puha tanken om at hun en dag ikke er her mere og det, selvom hun og jeg bestemt ikke var eller er blevet "soulmats". Vi er bare groet ind i hinanden på den hårde og svære måde der gør, at hun for altid vil have en helt særlig plads i mig og mine minder.....min lille tante-gulerod

[Inkognito]

Ja, jeg har især tudet over Mollie og hendes problemer med stress og andre hunde - det har både været af frustration over, at jeg havde været medvirkende til hendes adfærd og vrede over mig selv samt frygten for at hun en dag ville få ram på en anden hund. Derudover også på grund af at Mollie havde det så dårligt.

 

Mollie er min smertehund og smerte rimer på hjerte - jeg vil gå gennem ild og vand for hende og den dag hun ikke er her mere, så aner jeg ikke hvad jeg skal gøre.

 

Rosie har jeg også tudet over, men det har været på grund af hendes fantastiske sjæl og hvad hun blev udsat for på grund af allergien. Det havde hun ikke fortjent og da det så endte som det gjorde mellem Rosie og Mollie, har jeg virkelig tudet af forskellige modsatrettede følelser og ekstrem dårlig samvittighed (5 dage før deres sidste slagsmål sagde jeg til hende, at det var i orden, hvis hun ikke orkede mere og ville give op.... Efter den "samtale" blev hun helt umulig og demonstrativt pissede i vores seng flere gange og var meget hård/provokerende overfor Mollie, men alligevel var og er jeg helt overbevist om, at hun vidste hvad jeg gjorde, da hun fik den sidste sprøjte på grund af den måde hun kiggede på mig og det var ikke et roligt blik - det var bebrejdende og vredt - behøver jeg nævne, at jeg stadig ikke er helt afklaret med hendes død?).

 

Jessie har jeg ikke rigtig tudet over.... Kun over nogle ting i forbindelse med hende og købet af hende samt senere begivenheder, men aldrig over hende som hund.

[Gæst Chili Con Caia]

HF's hunde har nogen gode hundeejere :hjerte:

[Sille12]

Hej,

Jeg tudede over min berner da han var i puberteten-han var simpelthen så træls og provokerende, at jeg var tæt på at give ham væk.

Heldigvis gjorde vi det ikke og vi har i dag en dejlig hund;-).

V.H. Sille

[Gæst Mais og hunden]

Ja, det har jeg. Her for et par uger siden, stak Bella af fordi hegnet var væltet, mens hun var alene ude i haven. Heldigvis var hun kun lidt længere nede af vejen da jeg opdagede hende, men så var det SELFØLGELIG at der kom en bil længere nede af vejen, og jeg råbte som en gal, men hun havde altså ikke lige tænkt sig at komme. Heldigvis kørte bilen forbi uden der skete noget, men hun fulgte efter den, og kom så hen til mig. Og så fik hun da ellers en ordentlig krammer, mens jeg tudede, for tænk hvis bilen havde ramt hende.