Sygdom...Hvor langt vil I gå.

[jukl]

Nu har jeg haft flere hunde end de fleste almindelige mennesker...Dels fordi jeg opdrætter og dels fordi jeg hat taget omplaceringshunde til mig:hjerte:

Jeg har flere gange stået i den forfærdelige situation, at jeg hurtigt skulle træffe beslutning om min elskede hund skulle have forskellige opr. Eller jeg skulle vælge aflivning......Eller lisvarig medicinsk behandling med forringet livskvalitet til følge.

Jeg har altid tænk på hundens liv...Ikke min egen sorg....:stupid: Hvilket liv ville min hund få hvis jeg lod den leve:hjerte:

Ved godt jeg så er lidt atyppisk, fordi jeg nu har været der så mange gange... Og der for både har valgt behandling og set de konsekvenser det havde for min hund. Og fordi jeg har haft job i sygehussekt. indt. for nylig hor jeg er gået på pens.

Men har I hundeejere tænkt tanken til ende....Hvor når er det nok af lidelse og pinsler, som for en hund er fuldstændig uforståelig, og som der for påvirken den psyk.

Og hvor når skal de have fred...

Jeg synes så også, at hvis det er sygdom, så siger hundene faktisk til mig, måske fordi jeg er åben over for det at nu er det nok...

[PinPoynter]

Jeg har fået 3 hunde aflivet indenfor et år. Vi valgte hver gang ud fra individuelle kriterier, hvornår det var nok for hver hund. Jeg er sikker på at jeg har skrevet om dem alle i en anden tråd om ligndende emne, men jeg gentager gerne igen hvis du ikke har læst den?

[JeanetteH]

Min indstilling er, at hun ikke skal lide pga min egoisme.

 

Men om jeg kan overholde det, når tiden kommer, ved jeg ikke. Jeg håber det, og ellers håber jeg, at en venlig sjæl vil prikke mig på ryggen og sige "så Jeanette, så er det vist ved at være tid".

[jukl]

Ja individuelle begrundelser...Fint...Og ja...Håber også, at der er nogen som siger nok, er nok.....

Men hvor meget skal der til for jer..??

[jukl]

Skal lige ud og handle...Kommer igen senere.

Kunne de evnt. smide et link til andre tråde om samme emne...Har ikke kunne finde nogen nemlig.

[JeanetteH]

Aner ikke, hvor meget der skal til.. Det er jo forskelligt fra dyr til dyr og person til person.

[Birgitta]

Jeg håber sørme, at jeg vil være i stand til også at rumme Silkes sygdom:lun:!

 

Jeg synes det er for nemt at vige tilbage for det grimme med undskyldninger om, at man "trækker stikket ud" af hensyn til den syge eller døende.

Det gælder jo både hunde og mennesker:shock:.

 

--Så længe man kan behandle hundens symptomer, så går jeg ikke ind for aflivning. Hvis jeg alligevel vælger aflivning, så vil det være af respekt for hvad min hund fortæller mig. Jeg vil forhåbentlig kun skåne min hund for den sidste tids lidelser hvis den selv beder om det.

 

Og især yngre hunde er slet ikke klar til at dø, bare fordi de får en eller anden forfærdelig sygdom. De har brug for TID til at indstille sig på, at livet er ved at være slut.

 

Men jeg skriver: "Jeg håber", "jeg går ikke ind for", "forhåbentlig.." og "hvis..."

For reelt ved jeg ikke, hvad jeg vil gøre i de situationer der ligger ude i fremtiden. Hvert eneste liv, og hver eneste død er forskellig.

 

Og det sidste jeg vil gøre er nok at opbygge en slags rutinemæssig ufølsomhed for at kunne håndtere sorgen.

"Jeg plejer at slå min hund i hjel når den bliver alvorligt syg?"... Nada... Dertil kommer jeg forhåbentlig aldrig:evil:..

[Sille12]

Hej,

Har heldigvis aldrig stået i den situation endnu, men hvis min hund led og der ikke var helbredelse i udsigte, men derimod forringelse af livskvalitet, så ville jeg fælde mange tårer og tage den tunge vej til dyrlægen:cry:.

Formoder jeg, da jeg jo som sagt ikke har prøvet det endnu;-).

V.H. Sille

[cs-dumle]

Nu har jeg haft flere hunde end de fleste almindelige mennesker...Dels fordi jeg opdrætter og dels fordi jeg hat taget omplaceringshunde til mig:hjerte:

Jeg har flere gange stået i den forfærdelige situation, at jeg hurtigt skulle træffe beslutning om min elskede hund skulle have forskellige opr. Eller jeg skulle vælge aflivning......Eller lisvarig medicinsk behandling med forringet livskvalitet til følge.

Jeg har altid tænk på hundens liv...Ikke min egen sorg....:stupid: Hvilket liv ville min hund få hvis jeg lod den leve:hjerte:

Ved godt jeg så er lidt atyppisk, fordi jeg nu har været der så mange gange... Og der for både har valgt behandling og set de konsekvenser det havde for min hund. Og fordi jeg har haft job i sygehussekt. indt. for nylig hor jeg er gået på pens.

Men har I hundeejere tænkt tanken til ende....Hvor når er det nok af lidelse og pinsler, som for en hund er fuldstændig uforståelig, og som der for påvirken den psyk.

Og hvor når skal de have fred...

Jeg synes så også, at hvis det er sygdom, så siger hundene faktisk til mig, måske fordi jeg er åben over for det at nu er det nok...

 

Godt spørgsmål.

Vi har faktisk ofte tænkt over det. Specielt pga. Dumles adfærdsproblemer. På et tidspunkt havde vi faktisk fået nok og tog afsted for at få ham aflivet, men på vejen fik Dumle kommunikeret til os at han jo var en frisk og rask hund.

Derefter fik vi ekstra energi til at kæmpe. Problemerne med mennesker er blevet langt langt mindre, stressproblemerne er blevet meget færre og Nova er kommet til og støtter ham. Der er stadig problemer med andre hunde, men det har vi valgt at det følger med Dumle.

 

men vi har også overvejet det fordi han er så aktiv en hund som han er og fordi han er så angst for dyrelægen som han er. Med Dumle er vi enige om, at skal han skånes fysisk resten af livet, skal han på medicin der nedsætter livskvaliteten eller kommer han ud for noget der gør, at han skal til dyrelæge gentagne gange over en længere periode og udsættes for den enorme angst det er for ham... så er det bedre at sige farvel, for det ville ikke være et liv for ham.

 

Med Nova aner jeg ikke hvor langt vi ville gå. Det kommer helt an på hende. Jeg er utrolig glad for at hun er noget mere robust både psykisk og fysisk end Dumle er, for med Dumle bliver vi p*sse nervøse bare det er en omgang diarré han får sig.

[PinPoynter]

--Så længe man kan behandle hundens symptomer, så går jeg ikke ind for aflivning.

Jeg tror også det er nogenlunde der jeg er

Jeg kan ikke finde ud af at lede efter trådene, men hurtigt fortalt er de tre forskellige hunde:

Akita, hun fik leversvigt og dyrlægen fortalt mig hvad symptomerne ville være, hun kunne ikke optage næring, ville blive meget tynd, ville til sidst begynde at kaste op engang imellem, det ville kun blive værre derfra, og til sidst ville hun ikke kunne holde noget mad nede, da kroppen langsomt forgifter sig selv. Han gav hende 2 uger, men hun levede 3 uger fra diagnosen. Hun var tynd og træt, men nød stadig en god lang gå tur. Den da hun blev aflivet gik vi en tur på en time, hvor hun både gik efter rådyrfærd, og løb sammen med vores andre hunde. Hun havde aftenen før kastet op, et meget let måltid. Da jeg vidste der kun var en vej derefter sagde jeg stop. Hun blev 12 år og var stadig frisk i alle andre henseender.

 

Lexi som var Martins hund, hun var underlig en dag og vi tog hende til dyrlægen, men han kunne ikke finde noget galt. Den weekend kollapsede hun, og røg op til det store dyrehospital, hvor de opdagede en hjertesygdom der betød at den pose der ligger omkring hjertet blev fyldt med væske, og hæmmede hjertets rytme og slagkraft. De fik hende drænet, men kunne ikke give en længere diagnose uden at åbne hende op (det var vi ikke interesserede i, hun var 11 år og havde haft et godt langt liv). Dagen efter hun kom hjem måtte vi afsted til egen dyrlæge da hun havde hjerterytme i øst og vest. Han kunne ikke engang dæmpe det med medicin, men lod et kateter sidde i hendes forben, gav os hans hjemmenummer og sagde at vi skulle tage hende hjem og sige farvel, vi havde nok 3-7 dage.. Men hun levede endnu 4 mdr, helt uden men!! hun fik tabletter tre gange om dagen (betablokkere), og levede 100% som en rask hund, fik lov at løbe og lege alt det hun ville, og anede ikke hun skulle have været død! Pludselig en dag kollapsede hun igen, og vi havde allerede aftalt at hun ikke skulle igennem hospitalsophold etc igen, så vi sagde farvel.

 

Indy, fik epilepsi, og måtte tilsidst medicineres. Derefter døjede vi meget med bivirkninger af medicin, og prøvede at få hende langsomt kørt ver på en anden type, og det blev kun værre og værre.. til sidst ringede jeg til dyrlægen og sagde at der bare slet ingen bedring var, og han mente hun havde en hjernesvulst, hun havde alle symptomerne, og vi aflivede samme dag. Det hele kom snigende og blev langsomt værre, og hun er nok den jeg fortryder jeg ikke fik aflivet noget før. Men det var svært fordi jeg troede jeg var oppe imod en medicinsk bivirkning, ikke et andet sygsomssymptom!

[Shii]

Den sværeste beslutning jeg nogensinde tog var at få aflivet min boxer på 1½ år...

 

Han var blevet aggressiv, og til sidst kunne jeg bare ikke forsvarer det mere... Havde haft ham i 3 måneder da han blev aflivet og på daværende tidspunkt allerede brugt 7000 kr på dyrlægen... Der må jeg indrømme at hunden var for syg både mental og fysisk til at det var værdigt for ham at leve, samt at jeg økonomisk ikke kunne forsvarer det...

 

Han aggresivitet var nok der hvor jeg satte grænsen, plus det at jeg havde købt ham som udstillingshund, for så at finde ud af at jeg var blevet grueligt snydt, jeg købte ham privat af nogle som havde købt ham af en opdrætter... Og den private ejer havde så købt ham uden at stille spørgsmål, og alle de spørgsmål jeg havde sat istedet for at sige "det ved jeg ikke", svarede hun hvad hun "troede"...

Han var en dejlig hund, men fordi han var så syg og konstant havde ondt blev hans aggressivitet til sidst så grusom, at vi ikke rigtig havde noget valg... Hvis han lå og sov og nogen gik forbi ham indenfor en radius af 5-10 meter ville han farer op og bide sig fast i benet eller armen på dem... Hvis vi gik tur ville han bide uden nogen grund... Da min daværende kæreste havde en lille datter på 6 mdr. som boede hos os og lige var begyndt at kravle, satte vi grænsen efter 3 mdrs behandling, adfærdsterapi og en hund nærmest fuldt bedøvet af medicin.....

Alternativet havde været at vi havde forsøgt at omplacere ham, til nogen som ikke havde børn... Men jeg må indrømme at med de opdagelser jeg gjorde om hans baggrund ville jeg ikke byde at han skulle videre... (Avl på aggressive dyr osv.).. Plus igen et så sygt dyr der mentalt var helt forvirret nok ikke havde mere brug for flere nye mennesker at forholde sig til...

 

Hvis vi snakker Dexter? Så er der nok ikke noget jeg ikke ville gøre....

Dog har vi sat det kriterie at hans livskvalitet skal ikke falde fordi vi vil holde ham i live... F.eks. kan 3 benede hunde sagtens leve og have et godt liv; Men han er en husky som elsker at løbe og løbe meget! Nuvel en 3 benet hund kan også løbe, men tiden før det er sådan ville være super hård for hunden... (At en husky ikke må løbe er som at sige vi ikke må gå på toilettet! Det er bare noget vi SKAL)... Havde det været en anden race havde jeg nok sagt okay for en 3 benet hund.... Vi har snakket om økonomisk hvor går vores grænse.... Og der må jeg indrømme at vi begge to er rimelig hårde... Vi vil ikke bruge "vildt mange penge" på at redde Dexter, han ER kun en hund, og hvis vi skulle betale 40.000 kr for en operation ville jeg nok sige "Godnat min ven"(Netop derfor har vi også valgt en sygeforsikring så vi forhåbentlig aldrig skal stå i den situation at vi skal lade økonomien bestemme om vi vil gå videre eller ej)...

 

Jeg vil gå langt, rigtig langt for Dexter... Men der er grænser... Og han ER kun en hund! Selvom vi ser ham som et familie medlem, og vores baby, så ER han kun en hund!

[Gæst spix]

Jeg tror ens mavefornemmelse fortæller en meget klart når det er tid- kender man sin hund- ved man også hvornår den ikke har det godt længere. Hvis jeg vælger at overhøre min mavefornemmelse- så har jeg en aftale med min dyrlæge at hun siger til.

 

Jeg går ikke ind i store hofte/kræftoperationer, så får hunden fred istedet for.

 

Adfærdsproblemer ville jeg ikke aflive mig ud af- der ville jeg forsøge mig med en del andre ting først.........

[Hestkjær]

Jeg vil gå meget langt for min hund!

 

Og kan kun give andre ret i, at hvis jeg kan symptom behandle min hund, så vil jeg gøre dette fremfor en aflivning. Ligeså længe hunden har levegejsten, så vil jeg ofre alt, hvad jeg kan for at hjælpe hende. Og ja det er nok mere, end hvad andre ville, men for mig er "det ikke bare en hund", hun er min følgesvend og min baby.

 

Da Hayly blev syg, blev alle sejl sat til, og det endte med at koste mig omkring 40.000kr på 6 mdr. Rigtig mange penge, men havde hun overlevet, så havde det været de bedste penge nogensinde givet ud. Hun døde desværre pga hun ikke kunne tåle noget medicin. Men havde hun kunne tåle det, så ville hun højst sandsynlig kunne leve mange gode år endnu - og denne mulighed ville jeg gerne give hende (og mig selv).

 

Min hund skal selvfølgelig ikke holdes kunstigt i live, hvis det betyder væsentligt forringelse af livskvaliteten, men omvendt så kunne jeg heller aldrig drømme om at aflive min hund, hvis jeg kan afhjælpe problemet ved daglig medicinering.

Man kunne nemt se på Hayly, om hun klar til at kæmpe videre, eller om hun havde fået nok. Hun var hele vejen igennem i den grad klar til at fighte - på nær det sidste døgn, der var lyset helt slukket i hendes øjne, og det blev jo så desværre også hendes endestation på denne jord.

 

Jeg har dog aldrig fortrudt de mange tiltag, vi gjorde for hende - uanset hvad det kostede os. For havde jeg ikke prøvet, så ville jeg idag sidde med dårlig samvittighed over, at jeg ikke gav hende en chance.

[KarinaG]

Hvornår er nok nok ?

 

Det må være individuelt og bero på hunden/dyret fra gang til gang.

 

Jeg har været der 3 gange nu og to af gangene nåede jeg pga. omstændighederne ikke at være tilstede da de fik sprøjten men kom ned og sagde mit farvel, da det var muligt.

 

1. gang var en akut indlæggelse af min sidst kat g hun nåede at dø før jeg kom derned, jeg sad hos hende indtil jeg var klar til at gå...

 

2. gang var indlæggelse af min første hund der skulle have taget status røngten af hans syge albueled (fremskredene OCD) og da dyrelægen ringede for at fortælle mig at de nærmest var knuste pga. revner, valgte jeg i telefonen at han ikke skulle vågne bare for at se mig stor-tude mens jeg sagde farvel - så jeg kom ned da han var død og sad hos ham i henved 1½ time Buster nåede at leve bare 1 dag for længe, lyset var slukket i hans øjne og krop dagen før vi havde tid hos dyrelægen og det lovede jeg mig selv aldrig at komme ud for det igen - aldrig at se det igen, hvis jeg på nogen måder kan undgå det. Så hellere sige farvel 1 dag for tidligt, det synes jeg at jeg skylder dem!

 

3. gang var min gamle Max, en gammel hund jeg havde hentet fra internatet året før og som viste sig at have HD uden for målbarhed og fuldkommen nedslidte skuldre i begge sider, han fik et godt år her men da gigt medicinen, kosttilskud og alm. smertestillende begyndte ikke at være nok og han havde alt for stort besvær bare at rejse sig op eller dreje rundt om ham selv/skifte retning, valgte jeg på hans vegne at det var nok - mens han stadig var glad og måske egentlig ikke selv var parat.

 

Jeg holdt ham selv da han fik sprøjten, hviskede i hans øre, hold om hans snude og holdt ham tæt-tæt ind til min krop. Sådan vil jeg helst have det og håber, at når tiden kommer til Misja, at jeg så igen kan være der som den sidste hun høre hviske i hendes øre og det sidste hun mærker om hendes krop og lugter igennem hendes næse....

 

Og ja, jeg stopper på mine dyres vegne når jeg ved at det kun går én vej og er et spørgsmål om dage eller uger...

[Umulia]

Jeg har prøvet at stå med en ung hund, der lå sløvt hen hele dagen, ikke kunne gå, og skreg af smerte om natten. Og en dyrlæge der sagde, at nu kunne han ikke gøre mere, og eneste anden mulighed var indlæggelse på Landbohøjskolen.

Det var så svær en beslutning at tage, og jeg er stadig i tvivl om jeg gjorde det rigtige, men jeg lod ham aflive

 

Jeg er stadig i tvivl om jeg gjorde nok. Desværre var både hundens psyke (bange for fremmede) og det faktum at jeg på daværende tidspunkt allerede havde brugt langt flere penge end jeg havde på behandling, medvirkende årsager til at det blev som det blev.

 

Havde jeg haft ubegrænsede økonomiske midler var jeg bare flyttet med til København, så jeg selv kunne have været hos min hund, men livets realiteter er ikke altid som vi ønsker dem.

Man får det indtryk, når man læser med herinde, at mange aldrig har prøvet at mangle penge, og jeg håber da for dem, at de aldrig kommer til at stå i sådan en situation, at spørgsmålet ikke er hvor langt man vil gå, men hvor langt man kan gå...

[Doberfan]

Umulia, jeg synes det er synd, du stadig betvivler din beslutning med Leroy.

Havde jeg haft alle penge i verden og stod i din situation, ville jeg have gjort det samme. Indlæggelsen alene ville jo have været ufatteligt stressende for ham, så jeg synes, du gjorde det helt rigtige.

 

Ved dem jeg har fået aflivet, var der ikke den store tvivl. Dini fik sandsynligvis en hjernesvulst og lå i krampeanfald, medmindre hun var bedøvet.

 

Lucky var så udsultet, at hans system var gået i stå, det var simpelthen for sent at redde ham, så han fik hurtigt fred.

 

Cash løb ind i et træ og brækkede ryggen. Bagparten var lammet, og dyrlægen ville have jeg skulle se tiden an og få en hundekørestol til ham. Der sætter jeg grænsen. Ved godt, der er nogel hunde der tilsyneladende trives fint med sådan en, men jeg kan ikke med den slags. Cash var den bedste hund jeg nogensinde har haft, og jeg ville have givet en arm for at beholde ham - men han skulle ikke leve sit liv på den måde.

[Alt4Victor]

Jeg har stået i situationen 3 gange, hvor andre har sagt direkte til mig, at de syntes at jeg gik for langt med mine dyr "om ikke det var bedre..."

 

Min kat Tulle har haft mange problemer med blæresten, og har været en sart og speciel kat hele vejen igennem. Men efter mange tilfælde med blæresten fandt jeg endelig det rigtige foder til hende. Så hun slap for flere problemer i den afd. I det forløb var der flere der sagde de syntes "er det ikke nok nu" når der var tilbagegang". Så flyttede vi, og Tulle fik det skidt psykisk, efter at havde haft det godt længe på nyt foder, men den omvæltning var bare for meget for hende. Hun blev urenlig. Tissede på vores dørmåtte i stedet for i kattebakken.Derudover var hun forfærdelig angst, og gemte sig bag sofaen, og kom kun ud for at spise om natten. Jeg ringede til dyrlægen for at høre hvad mulighederne var, når man stod med en kat der havde det så skidt psykisk, han mente at hun led, og der ingen muligheder var (jeg havde sat Feliway op) og jeg havde prøvet med nyt grus i kattebakken og alle mulige tiltag. Så han ville se hende til en konsultation, han mente det var blæresten igen. Det vidste jeg det ikke var, da hun var på blærestensopløsende kost fast.

 

Derudover havde hun fået en skræk for dyrlæger, pga. alle de undersøgelser hun havde været igennem pga. det med blæren, så det ville jeg ikke udsætte hende for, når hun havde det så skidt. Så i stedet fik jeg hende til at tisse i en tom kattebakke (ved at sætte den på dørmåtten ) og sugede det op med en pipette i et prøveglas og afleverede det så hos dyrlægen, og ganske rigtigt. Ingen blæresten eller betændelse. Så foreslog han så at når det var psykisk, så ville han give det 14 dage, når hun led, hvis der ingen bedring var, ellers så ville det være sýnd for hende. Han havde vitterlig ingen løsningsforeslag. Jeg ringede så til et andet dyrehospital, der satte mig i forbindelse med en katteadfærdsterapeut. Hun kom hjem til os, hjalp med at finde ud af hvad det var Tulle var bange for og løse de praktiske ting. Det var faktisk ganske små ændringer der skulle til. Bla. skulle der sættes en hylde op over sofaen så hun kunne kigge ud over den nye stue Låget på kattebakken skulle tages af. Hun anbefalede at vi skiftede fra extreme classic til noget kattesand,der hedder Catrine der er uden babypudder duft. Derudover skulle vi begynde at give hende nogle beroligende dråber i kattemalt, og rose hende, tale opmuntrende og kækt til hende, istedet for at ynke hende, og så ellers lege med hende som var hun en killing igen. Altså ignorere at hun havde det skidt.

 

Resultatet : på 14 dage fik vi vores Tulle igen, og hun er den gladeste mest legesyge kat nogensinde, mere en nogensinde. Nu nyder hun at bo stort og har rigtig indtaget huset. Da vi skiftede kattemiljøet til et større, var hun den første til at indtage den øverste platform.

Men der er folk der har kaldt mig dyremishandler, pga. jeg ikke valgte at få hende aflivet. Hun har et dejligt liv idag og er velfungerende og fejler intet. Jeg føler mig virkelig knyttet til hende, og føler virkelig jeg ville ha' svigtet hende, hvis jeg ikke havde ladet hende behandle for de ting der har været.

 

Victors allergi-forløb. Det var et virvar af maveinfektioner, bylder i bagdelen, hvor de altid kom op til weekenden på rekordtid. Vi kunne sidde og spise aftensmad, og nusse ham bagefter og der var intet. Kl. 21.00 så pop! havde han den største byld i bagdelen og skreg og hostede af smerter. Så var det afsted til dyrlægevagten og få antibiotika, smertestillende og en måned fulgte derefter, hvor det så gik ud på at holde ham fra såret, krave af, krave på. Deprimeret hund der ikke ville spise. Sammen med allergien hørte der undervægt, dårlig apetit og konstant uforudsigelig mave.

 

Foderhelvede. 100 forskellige slags tørfoder blev afprøvet, alt sammen med resultatet, diarré.

 

Den sidste infektion han havde var julen 2009. Der var jeg vitterlig bange for han skulle dø. Han var så svag af alt det medicin han havde fået og vi havde igen fået tørfoder med hjem fra dyrlægen (skånekost) (den sidste pose på reolen vi ikke havde prøvet, eller noget ) for det fik helt galt med hjemmelavet kogt kylling og ris, så blev hans diarre forværret. Der var et tidspunkt, hvor han kun sov og sov, og lå slapt hen, og ikke spiste. Han lå på gulvet. Der tog jeg ham op og tvangsfodrede ham . Puttede en opblødt foderpille/lidt torskerogn i munden på ham af gangen, fordi han var for svag til at spise. Set i bagspejlet skulle han sikkert ha' været indlagt der, men jeg orkede ikke underkaste ham flere ting, han havde nærmest været igennem alt den stakkels lille hund. Men han kom i hvert fald på benene.

 

Derefter skiftede vi dyrlæge, efter han kom sig på noget naturfoder. I den periode havde han nogle fikse idéer med at han kun ville spise af Nina Ottosen-spil. Det fik han lov til. Han fik lov til alt i den periode

Han blev allergitestet, kom på barf og er tiptop nu.

 

Frej aka folkevognen, min hankat fik lagt guld ind i hoften. Det var et eller andet sted en grænseoverskridende ting for mange i vores bekendtskabskreds. De kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare "lod ham være og så når tiden kom". Men når man kan se jagtiveren og legelysten i sin frække og livsglade kats øjne, men det bare er noget træls fysisk der holder ham tilbage, så bestemte vi at folkevognen altså måtte på værksted. Den skulle gerne kunne køre i mange år endnu

Inden han skulle opereres (han skulle lige tabe 1 kg. først) fik han noget smertestillende, Metacam, og det fik han skide ondt i maven af, han pev i hvert fald, og kastede op. Så det var i hvert fald ikke nogen løsning. Det var vi slet ikke i tvivl om.

Men han er sit gamle selv, løber og springer rundt som før hoften begyndte at drille, det har været en foryngelseskur.

 

Man har ikke sine dyr forevigt, men men men, alligevel så synes jeg man lige skal gå the extra mile. De er stærkere og mere tapre, end man tror.

[Petrine]

De er stærkere og mere tapre, end man tror.

 

:5up:

 

Jeg vil helre aflive en måned for tidligt end en dag for sent - har haft rotter, som lever cirka 2 år og fik en masse 'aflivningserfaring' fra dem, uhyggeligt, men fik sat ting i perspektiv.

 

Når mennesker dropper kemo, fordi det bare er for hæsligt, synes jeg bestemt ikke mine dyr skal udsættes for den slags, men det er svært, især når man står i det og ikke ved om al lidelsen ender lykkeligt.

 

Til gengæld har jeg aldrig haft ret meget forståelse for aflivning pga aggresion, der er jeg måske for kold og mangler forståelse for årsagen til aggresion :hmm:

[Gæst Spilop]

Jeg har brugshunde, alle er købt fra linjer som arbejder på får, som jagthunde eller bliver brugt til en eller anden form for konkurrence. Så jeg går desværre ikke særligt langt med mine unghunde. Hvis de er så dårlige at de ikke kan bruges, og prognose er at de vil blive værre og værre, så drager jeg den tunge vej. Selvom deres krop ikke fungere vil deres hoved stadig gerne arbejde, og bruge sig selv helt ud fysisk og psysisk. Unge brugshunde fungere ikke uden "arbejde" og skal ikke pines for min skyld med at være i en krop der ikke fungere. Så som Petrine så afliver jeg hellere en dag for tidligt, end en da for sent.

Jeg har heldigvis kun aflivet en unghund pga. Forstørret spiserør. Den skulle resten af sine dag have max prednisolon, spise 6 gange om dagen siden oprejst en time efter spisning, døje med slim hver nat den ikke kunne synke og måtte ikke arbejde. Der var ingen udsigt til helbredelse, kun forværring. Så desværre måtte jeg ende hans lidelser.

Mine unghunde skal hellere ikke opereres for OCD eller have HD/gigt i så svær grad at de er mærket af dette. Det bliver kun værre og kan måske gå for en hund der er glad for sofaen, men ikke for hunde som mine.

Jeg betaler gerne en formue hvis der er mulighed for helbredelse, men ikke for et liv dømt til smerte og med udsigt til forværring.

[Gæst Malene Nielsen]

Jeg håber sørme, at jeg vil være i stand til også at rumme Silkes sygdom:lun:!

 

Jeg synes det er for nemt at vige tilbage for det grimme med undskyldninger om, at man "trækker stikket ud" af hensyn til den syge eller døende.

Det gælder jo både hunde og mennesker:shock:.

 

--Så længe man kan behandle hundens symptomer, så går jeg ikke ind for aflivning. Hvis jeg alligevel vælger aflivning, så vil det være af respekt for hvad min hund fortæller mig. Jeg vil forhåbentlig kun skåne min hund for den sidste tids lidelser hvis den selv beder om det.

 

Og især yngre hunde er slet ikke klar til at dø, bare fordi de får en eller anden forfærdelig sygdom. De har brug for TID til at indstille sig på, at livet er ved at være slut.

 

Men jeg skriver: "Jeg håber", "jeg går ikke ind for", "forhåbentlig.." og "hvis..."

For reelt ved jeg ikke, hvad jeg vil gøre i de situationer der ligger ude i fremtiden. Hvert eneste liv, og hver eneste død er forskellig.

 

Og det sidste jeg vil gøre er nok at opbygge en slags rutinemæssig ufølsomhed for at kunne håndtere sorgen.

"Jeg plejer at slå min hund i hjel når den bliver alvorligt syg?"... Nada... Dertil kommer jeg forhåbentlig aldrig:evil:..

 

Hvordan kan en hund 'bede' om at blive aflivet?

Og hvad mener du med, at unghunden har brug for tid til, at indstille sig på døden?

[Gæst colliemor]

Jeg har aflivet mine når jeg mener deres liv ikke er et ordentlig hundeliv. En død hund lider ikke. Jeg har det selv fint med de beslutninger jeg har taget omkring aflivning af mine hunde gemmen årene.

[AnjaCS]

Ikke særlig langt.. For at være helt ærlig.

 

jeg vil da gøre hvad jeg kan for mine dyr, men jeg er ikke interesseret i at hunden (eller katten for den sags skyld) skal være smerteplaget og kun akkurat dækket ind.

Ligeledes er jeg heller ikke interesseret i at dyret f.eks ikke kan leve et ordentligt liv.

 

Jeg bliver af og til foreslået at få lavet røntgen på min hund, fordi AST ofte har problemer med hofterne, og hun er jo i den grad af tvivlsomt ophav. Og det kunne aldrig falde mig ind!.

 

Hvis hun har dårlige hofter og ikke har ondt, vil jeg ikke vide det. Hvis hun får ondt, bliver hun brugt akkurat som hun plejer, til smerterne ikke kan dækkes, og derefter får hun lov at sove ind.

Hellere et kort men aktivt liv.

 

En af de fordele vi har ved vores dyr, er at vi kan ude aktiv dødshjælp.

 

Da min kat pludselig var hamrende syg, blev vi også hurtigt enige om at lade hende sove ind.

Dyrlægen kunne måske have stabiliseret hende, forsøgt at finde sygdommen, stoppe hvad der end skete i leveren, og dække hende lidt ind for smerter. Men nej, så hellere tage den hurtige beslutning, og give katten en sprøjte.

Det var ikke sjovt, men jeg er sikker på at jeg ville reagere på samme måde med hunden.

 

Min dyrlæge var i øvrigt enig i at det nok var det bedste, da katten højst sandsynligt ikke ville kunne kureres. Hun kan kun gisne, for vi brugte aldrig tid nok til et få fastsat en diagnose, men jeg føler bestemt at vi traf den rigtige beslutning.

[JeanetteH]

Man får det indtryk, når man læser med herinde, at mange aldrig har prøvet at mangle penge, og jeg håber da for dem, at de aldrig kommer til at stå i sådan en situation, at spørgsmålet ikke er hvor langt man vil gå, men hvor langt man kan gå...

 

Jeg er med her. Jeg har desværre heller ikke uanede mængder af penge, og kunne sikkert have gjort en masse mere for mine katte inkl Oliver, som jeg nok snart skal sige farvel til. Men nogle gange må man sige stop af økonomiske grunde.

 

Havde jeg ikke fået råd fra min veninde og hendes dyrlæge (hun arbejder hos dyrlægen), så var Oliver aflivet nu.

[Gæst Jeanette78]

Jeg er nok der, hvor hunden skal kunne leve et normalt liv UDEN medicin. Jeg går ikke ind for store operationer, jeg synes det er så synd at sende en hund gennem det, det er ikke naturligt for den.

Vores gamle beagle blev opereret for en kræftknude et par år, før vi fik ham aflivet, det gør jeg ikke med en hund igen. Han var ikke den samme bagefter, det tog ham rigtig lang tid at komme sig, på trods af at dyrlægen sagde det var helt ukompliceret.

Daglig medicin til en hund bliver heller ikke her i huset.

 

Jeg går med til småbehandlinger for dårlig mave osv. men større ting, som forværrer hundens liv, så er jeg nok der, hvor det er bedst den får fred. Den vælger jo ikke selv at blive slæbt igennem div. behandlinger.

[Shii]

Ikke særlig langt.. For at være helt ærlig.

 

jeg vil da gøre hvad jeg kan for mine dyr, men jeg er ikke interesseret i at hunden (eller katten for den sags skyld) skal være smerteplaget og kun akkurat dækket ind.

Ligeledes er jeg heller ikke interesseret i at dyret f.eks ikke kan leve et ordentligt liv.

 

Jeg bliver af og til foreslået at få lavet røntgen på min hund, fordi AST ofte har problemer med hofterne, og hun er jo i den grad af tvivlsomt ophav. Og det kunne aldrig falde mig ind!.

 

Hvis hun har dårlige hofter og ikke har ondt, vil jeg ikke vide det. Hvis hun får ondt, bliver hun brugt akkurat som hun plejer, til smerterne ikke kan dækkes, og derefter får hun lov at sove ind.

Hellere et kort men aktivt liv.

 

En af de fordele vi har ved vores dyr, er at vi kan ude aktiv dødshjælp.

 

Da min kat pludselig var hamrende syg, blev vi også hurtigt enige om at lade hende sove ind.

Dyrlægen kunne måske have stabiliseret hende, forsøgt at finde sygdommen, stoppe hvad der end skete i leveren, og dække hende lidt ind for smerter. Men nej, så hellere tage den hurtige beslutning, og give katten en sprøjte.

Det var ikke sjovt, men jeg er sikker på at jeg ville reagere på samme måde med hunden.

 

Min dyrlæge var i øvrigt enig i at det nok var det bedste, da katten højst sandsynligt ikke ville kunne kureres. Hun kan kun gisne, for vi brugte aldrig tid nok til et få fastsat en diagnose, men jeg føler bestemt at vi traf den rigtige beslutning.

 

Jeg er ufattelig enig med dig faktisk! Som jeg også skrev vil jeg bare have at hunden har et godt liv.. Og jo kan man behandle så den ikke generes af sin sygdom så er det fint...

 

Kan i huske den engelske dokumentar, hvor de cavilier king charles fik for stor hjerne i forhold til deres kranie?

 

Da vi så den udsendelser herhjemme kiggede vi på hinanden og sagde "Vi siger stop før det, ikke?"... Der var en af de Charles'er som rendte rundt og "kløede" selv på gåtur og damen sagde "Ja det startede for 18 mdr. siden"...

Jeg ville have fået den hund aflivet for længst.. Uanset hvor dejlig den var... Så var det bare ikke en måde at se hunden på...

Man så også boxere som blev holdt nede fordi de havde epilepsi... Det vil jeg ikke gøre imod min hund...

 

Jeg ved godt at det måske lyder "egoistisk" men jeg vil ikke have at min hunds sygdom skal have en betydning for mit eller dens liv... At have en hund med epilepsi så voldsom som den boxer; Den kunne ikke være alene jo!

At have en hund som hele tiden skal klø og ikke engang kunne nyde en gåtur fordi den gik og "spassede ud"...

 

Nej jeg ville have sagt stop før...

 

Og med hensyn til aggresion, tror jeg også man skal have stået i det... Jeg havde svoret jeg aldrig ville lade en aggressiv hund blive aflivet på det grundlag (Nu var han så også meget syg udover det så det var ikke kun aggressiviteten der gjorde det)... Men når du sidder med en hund som kan sidde og logre og være super glad og et sekund efter stå med fråde om munden for at æde en baby på 6 mdr. så ved man bare at det ikke holder.

Jeg flyttede med ham væk fra babyen, netop for at så ville vi kunne behandle sygdommen og hvad vi havde troet skyldtes aggressionen (Det viste sig jo så at stort set alle i den familie udviklede aggressivitet omkring 1-2 års alderen). Det lykkedes ham at bide mig 4 gange hvor jeg vil sige "han bed mig", altså hvor der kom blod, og så bed han utallige gange hvor det var "et snap", eller et "fejl bid" hvor jeg nåede at fjerne mig fra ham, så det ikke lykkedes...

Han fik ufattelig lang tid hvor mange ville have valgt at sige stop længe før, og til sidst efter at have hele hans baggrund travlet op besluttede vi at vi hellere ville ligge vores energi i en "rask hund". Han led i lang tid (3 mdr) i dag ville jeg have valgt at have fået ham aflivet med det samme... Vi forsøgte, og med anbefaling fra dyrlæge samt adfærdsbehandler valgte vi at aflive (adfærdsbehandleren der foreslog det)..