Sygdom...Hvor langt vil I gå.

[Gæst Spilop]

Aflivning pga aggression. Jeg har 2 "tidligere" aggresive hunde. Den ene havde bidt to dagpleje børn. Han snappede ud efter to mennesker da vi fik ham, vi prøvede at kasterere ham. Problemet vendte aldrig tilbage. Barney overtog jeg fra en narkoman. Tæske, forskræmt og utryg. Vi arbejdet os igennem dette med træning. Han har aldrig bid nogen, jeg stoler dog ikke på ham 100% og er altid lidt på forkant. Hvis han nogensiden bider nogen vil han blive aflivet med det samme. Jeg har haft ham i 6 år nu, så det tror jeg heldigvis ikke

Hvis jeg havde en hund fra hvalp, som uden grund ( overfald/ påkørsel etc. ) blev aggresiv ville jeg aflive øjeblikkelig. En sådan hvalp må have ondt i psyken eller kroppen, og jeg tør ikke risikere andres liv og lemmer.

[Birgitta]

Hvordan kan en hund 'bede' om at blive aflivet?

Og hvad mener du med, at unghunden har brug for tid til, at indstille sig på døden?

 

Mine hunde har været så trætte, så de bare har ønsket at sove, når jeg har ladet dem aflive.

 

Og DET punkt er en unghund meget længere tid om at nå.

Jeg vil forhåbentlig ikke aflive en unghund, der stadig kæmper for at leve. Heller ikke selv om det betød smerter og ubehag.

 

Ramses er det yngste hund, jeg har ladet aflive. Han blev 4½. Og han led af autoimmun hæmolytisk anæmi. Anæmien var på DET tidspunkt så slem, så det var tydeligt, at han hverken kunne eller ville mere. Få dage forinden havde han lykkeligt travet til dyrlægen for at få chekket blodprocenten for at se om prednisolonen virkede.

Da dyrlægen kom og aflivede ham, sagde hun, at han ville være død af blodmangel få timer senere..

Jeg har vist det sidste billede af ham før.

 

Man kan se at hans slimhinder i øjnene er helt hvide. Og snuden er grålig, hvor den plejede at være gnistrende sort. Også trædepuderne er meget lyse.

Men det JEG så dengang, det var den bøn, han havde i sine øjne.

Når man ikke har sin hund udelukkende som brugsdyr, men også som sin bedste ven, så BLIVER man i stand til at mærke hvad hunden tænker. Det er forøvrigt gensidigt.

---Jeg kunne også have valgt at give ham endnu en stærk og langvarig prednisolon-kur, som var det eneste håb om en normalisering.. Men sammen valgte vi anderledes.

 

Inden da havde vi sammen kæmpet os gennem allergi og ødelagt immunforsvar.. Og han havde villigt fundet sig i alt.

Men den dag sagde han: Ikke mere..

[anne-lise hansen]

:hjerte: hvor så han dog ud til at være en rar hund, jeg har ikke prøvet at miste så ung en hund , men havde for mange år siden en oplevelse med en hvalp der døde 4 dage efter jeg havde fået den på dyrehospitalet, men den havde jeg jo ikke rigtig nået at knytte mig til. Jeg har lavet den aftale med min dyrlæge at hun skal fortælle mig når det er slut , især hvis jeg ikke selv kan se det og det har hun så gjort en enkelt gang, men hvor er det dog svært !

[anne-lise hansen]

men hvad gør man hvis det er noget der sker pludsligt ? feks. efter en trafikulykke ? så håber jeg den dyrlæge man møder kan rådgive en rigtig godt :klap:

[Umulia]

Jeg vil ikke vælge at udtrykke det sådan, at en hund kan "bede om at blive aflivet". De tanker tror jeg ikke hunde har. Men man kan se når de lider, det er der ingen tvivl om.

 

OK:

 

Ikke OK:

 

Det blik vil jeg helst aldrig se i en hunds øjne igen. Det var hans sidste dag.

[Gæst spitZ]

Jeg vil ikke gå særlig langt, hvis der ikke var en rimelig god udsigt til helbredelse.

Altså jeg ville ikke holde liv i en hund som skulle være i behandling resten af livet eller kunne se frem til at skulle i smertefuld behandling jævnligt. Ikke så meget på grund af pengene, men jeg synes der er stor forskel på dyrs og menneskers livskvalitet, et menneske kan jo være lykkelig over at se sine børn og børne børn vokse op, mens han/hun sidder i kørestol, eller nyde at læse en bog eller tale med sine venner. Der er dyr noget mere begrænsede. Dyr nyder (efter min overbevisning) ikke at kigge på ting de ikke kan bruge og de kan ikke kommunikere hvis de ikke kan bevæge sig.

 

Det kommer nok meget an på den hund man har, nogle selskabshunde kan nok have det godt med mindre fysisk aktivitet osv. men jeg vil ikke have en hund som "må nøjes" på grund af en sygdom.

[Aussiepower!]

Jeg har førløbig kun stået i siturationen én gang, men jeg er i hvert fald meget tilfreds med at jeg traf den beslutning jeg gjorde.

 

Historien kan læses her:

 

http://www.hunde-forum.dk/sygdomme/22731-ahh-min-sode-gamle-cody-dog.html

[AnjaCS]

Nogle gange kan det også mærkes tydeligt på dyret, at det her var det eneste at gøre.

 

Da jeg fik mine forældres kat aflivet for 1½ år siden, var det ikke fordi hun var for syg til at leve.

Men hun havde ændret sig og fungerede ikke i hjemmet længere, og på trods af at hun kun var 12 år, kunne hun ikke finde sig til rette længere.

 

Hun havde fået bedøvende piller hjemmefra da hun ikke var dyrlægevant. Hos dyrlægen tog det en evighed. Hun VILLE ikke dø, jeg tror der gik tyve minutter, og hun måtte få 2-3 store doser før hun endelig gav slip.

 

Da jeg kom ind i efteråret med min egen snehvide - meget akut, gik det anderledes til.

Vi (dyrlægen og jeg) besluttede meget hurtigt at det skulle afsluttes og Snehvide var enig. Hun døde i det øjeblik hun fik sprøjten. Der gik 20-30 sekunder før Helle lyttede efter hjerteslag, men jeg mærkede at hun slap med det samme hun fik muligheden for det.

[Shii]

Jeg vil ikke vælge at udtrykke det sådan, at en hund kan "bede om at blive aflivet". De tanker tror jeg ikke hunde har. Men man kan se når de lider, det er der ingen tvivl om.

 

OK:

 

Ikke OK:

 

Det blik vil jeg helst aldrig se i en hunds øjne igen. Det var hans sidste dag.

 

Hvor er det vildt... Jeg blev helt rørt og begyndte at græde.. Men du har helt ret i at man kan se forskellen... Og jeg tror man som ejer endnu bedre kan se hvornår det bare er "tid"...

 

Nogle gange kan det også mærkes tydeligt på dyret, at det her var det eneste at gøre.

 

Da jeg fik mine forældres kat aflivet for 1½ år siden, var det ikke fordi hun var for syg til at leve.

Men hun havde ændret sig og fungerede ikke i hjemmet længere, og på trods af at hun kun var 12 år, kunne hun ikke finde sig til rette længere.

 

Hun havde fået bedøvende piller hjemmefra da hun ikke var dyrlægevant. Hos dyrlægen tog det en evighed. Hun VILLE ikke dø, jeg tror der gik tyve minutter, og hun måtte få 2-3 store doser før hun endelig gav slip.

 

Da jeg kom ind i efteråret med min egen snehvide - meget akut, gik det anderledes til.

Vi (dyrlægen og jeg) besluttede meget hurtigt at det skulle afsluttes og Snehvide var enig. Hun døde i det øjeblik hun fik sprøjten. Der gik 20-30 sekunder før Helle lyttede efter hjerteslag, men jeg mærkede at hun slap med det samme hun fik muligheden for det.

 

Jeg havde en perserkat, hun nåede at blive 13-14 år tror jeg... Til sidst valgte vi også at få hende aflivet, ikke fordi hun ikke ville leve mere, men simpelthen fordi at det bare var tiden... Både for os og for hende... Hun havde f.eks. ikke flere tænder og skulle have special kost, hun var så tynd så tynd, og hun havde så meget allergi... Til sidst var nok bare nok... Det tog også ekstremt lang tid og doser før hun gav slip da vi endeligt og hende til dyrlægen.

 

Jeg kan ikke lide tanken om at være herre over liv og død, og skulle beslutte hvornår mit kæledyr skal dø... Hvem er jeg til at tage den beslutning? Jeg kan kun dømme ud fra hvad jeg mener er rigtigt og forkert... Jeg vælger at tro at hver gang jeg har taget den beslutning har det været den rigtige beslutning..

[Gæst Stella]

Jeg hader at værre herre over liv eller død, hvem har givet mig retten til det ?

Mine dyr har lige så meget ret til livet som jeg har.

 

Jeg tror fuldt og fast på at dyr selv fortæller hvornår de ville herfra, det er hvert fald mine oplevelser og " erfaringer". Jeg tror godt dyr ved hvad døden er.

 

Jeg hader at høre sætningen " dyret ved jo ikke det skal dø eller aflives " for det tror jeg sku nok lige at det gør. Dyret ved godt hvornår tiden er inde. De ved godt de skal herfra, hvad enten det er noget vi bestemmer eller noget der sker naturligt. Tænk sig at fratage et dyr livet, som gerne ville det ?

Det sker med alt alt alt for mange hunde, fordi ejeren har fået allergi, ikke orker at finde et nyt hjem, selv mener at de er de eneste der kan passe hunden og derfor er nyt hjem udelukket, så hellere aflivning ( for den ved jo ikke hvad døden er :damn: ) eller hunde der bliver offer for boligere hvor dyr ikke er tilladt, eller skilsmisse hunde, eller ejeren ligegyldigehed. Jeg forstår ikke mennesker kan få sig selv til det.

 

Jeg har arbejdet frivillig på dyreinternat et års tid. Hold op nogle skæbner man ser, og der er endda langt imellem hunde der er blevet dårlig behandlet, nej de fleste er hunde familien efter nogen tid ikke gad have alligevel.

 

 

Hvad angår sygdom er der utrolig mange følelser indblandet, og oftes er hundes sygdoms forløb ofte med " hvad nu hvis" eller " måske" efter sig. Oftes går man ud fra at hunden feks har eller ville få et dårligt liv, men ingen ved det i princippet. For ingen kan forudse fremtiden. Men vi mennesker kan bedst lide tanken om at vi har gjort det i bedste mening for at skåne hunden for et evt dårligt liv, men i bund og grund ved man ikke om dyret ville have fået et dårligt liv. Selvfølgelig er der undtagelser, helt klart. Desværre bliver hunde jo af og til uhelbredelige syge eller kommer ud for en ulykke, hvor vi med vores sunde fornuft kan se at det ikke er et godt hundeliv og det eneste rigtige ville være at sende hunden over broen.

 

Jeg synes det er lidt underligt at mange har så meget i mod at hunden skal leve på piller resten af sine dage, og at det ikke er et hundeliv ??

 

Hvad så med os mennesker som kun kan få et smertefrit og godt liv ved at få piller, er det så hellere ikke et godt menneskeliv ?? Hvis hunden lever et almindeligt liv på smertestillende eller anden form for piller, hvorfor er det så et dårligt hundeliv ??

 

Jeg har som dyreejer ikke ret til at vælge mellem liv eller dø, men jeg har som dyreejer ret til at hjælpe mit dyr over på den anden side, hvis det er det dyret ønsker. Jeg har også pligt til at hjælpe det så meget som jeg overhovedet kan, og pligt til at holde øje med hvornår det er nok, hvornår dyret siger fra pga for meget smerte.

 

For mig handler det ikke om hvor langt JEG ville gå, men hvor langt og hvor meget mit dyr orker.

 

Jeg ville også stærkke mig langt over evne økonomisk. Han er sygeforsikret for jeg ville aldrig aldrig skulle bestemme over hans liv pga penge.

 

 

Men jeg har forståelse for andre synspunkter og andres beslutninger, for hvert individ er forskelligt, både dyr og mennesker.

 

Og desværre afhæninger meget i denne sære verden af penge penge og penge, og man kan opleve at pengene bare ikke er der. Det føles så absurd når livet skal afhænge af nogle papirseddler med et beløb, men sådan er verden desværre skruet sammen. Og det koster desværre rigtig mange dyre og menneskeliv.

[CrazyDogLady]

Jeg vil gå meget langt for min hund!

 

Og kan kun give andre ret i, at hvis jeg kan symptom behandle min hund, så vil jeg gøre dette fremfor en aflivning. Ligeså længe hunden har levegejsten, så vil jeg ofre alt, hvad jeg kan for at hjælpe hende. Og ja det er nok mere, end hvad andre ville, men for mig er "det ikke bare en hund", hun er min følgesvend og min baby.

 

Da Hayly blev syg, blev alle sejl sat til, og det endte med at koste mig omkring 40.000kr på 6 mdr. Rigtig mange penge, men havde hun overlevet, så havde det været de bedste penge nogensinde givet ud. Hun døde desværre pga hun ikke kunne tåle noget medicin. Men havde hun kunne tåle det, så ville hun højst sandsynlig kunne leve mange gode år endnu - og denne mulighed ville jeg gerne give hende (og mig selv).

 

Min hund skal selvfølgelig ikke holdes kunstigt i live, hvis det betyder væsentligt forringelse af livskvaliteten, men omvendt så kunne jeg heller aldrig drømme om at aflive min hund, hvis jeg kan afhjælpe problemet ved daglig medicinering.

Man kunne nemt se på Hayly, om hun klar til at kæmpe videre, eller om hun havde fået nok. Hun var hele vejen igennem i den grad klar til at fighte - på nær det sidste døgn, der var lyset helt slukket i hendes øjne, og det blev jo så desværre også hendes endestation på denne jord.

 

Jeg har dog aldrig fortrudt de mange tiltag, vi gjorde for hende - uanset hvad det kostede os. For havde jeg ikke prøvet, så ville jeg idag sidde med dårlig samvittighed over, at jeg ikke gav hende en chance.

 

 

 

:megaked::megaked: Så er tudeMarie i gang....-igen

[CrazyDogLady]

For 1 år siden fik Nala en mavedrejning... Og det er som sagt akut... Dyrlægen blev ved med at nævne at det blev DYRT, men vi (min eks og jeg) var helt enige om, at der skulle kæmpes!

Og rigtigt nok, så kom prinsessen sig med bravur Dyrlægerne var helt målløse over en så stor hund, der oveni købet ikke var ung længere, kom sig så hurtigt!

Jeg sagde dog derefter at hvis det skete igen, skulle hun ikke gennemgå det igen, for det var for hårdt ved hende og jeg. Jeg lavede skånekost i 80 g. portioner i 4 ugers tid, hvor hun fik serveret mad 8-10 gange i døgnet.

3 uger efter operationen bliver hun pludselig meget dårlig igen og vi haster ind til dyrelægevagten, det var selvfølgelig en søndag... Sagde til eksen da vi står og venter på dyrlægen, at hvis det er det igen, så skal hun aflives. Jeg STORtudede, men var fast besluttet. HELDIGVIS var det "bare" en infektion pga de opløselige sting i maven og hun er kommet sig 110% :klap:

 

 

Det var en meget hård til for mig og sidder i skrivende stund og græder. Jeg ønsker det ikke for min værste fjende at gennemgå de følelser og tage de beslutninger jeg skulle tage...

 

Et andet perspektiv som flere er kommet med, er hvordan man kan/vil rent økonomisk. Jeg var/er på SU og eks'en havde en ok løn for en maskinearbejder. Operationen + det løse rendte op i 15.000 kr og jeg gav gerne det dobbelte!!

Jeg har det stadig sådan at hvis der sker noget dramatisk igen, så får hun fred. Jeg vil ikke lade hende gå igennem det igen. Hun var meget mærket af mig også, jeg panikkede fuldstændigt hvis jeg ikke kun se hende, hvis hun f.eks. var gået omkring et hjørne. Dét kan jeg ikke klare igen...

[Hewlett]

Jeg hader at værre herre over liv eller død, hvem har givet mig retten til det ?

Mine dyr har lige så meget ret til livet som jeg har.

 

Jeg tror fuldt og fast på at dyr selv fortæller hvornår de ville herfra, det er hvert fald mine oplevelser og " erfaringer". Jeg tror godt dyr ved hvad døden er.

 

Jeg hader at høre sætningen " dyret ved jo ikke det skal dø eller aflives " for det tror jeg sku nok lige at det gør. Dyret ved godt hvornår tiden er inde. De ved godt de skal herfra, hvad enten det er noget vi bestemmer eller noget der sker naturligt. Tænk sig at fratage et dyr livet, som gerne ville det ?

 

 

Det synes jeg bestemt ikke man kan sige. I det du skaffer dig et dyr, har du også fuldt ansvar for at sørge for dyrets velbefindende. Selvfølgelig har dyr ligeså meget ret til at leve som os mennesker, men forskellen er at vi kan se hvornår nok er nok og har mulighed for at give dyret en human og hurtig afslutning på smerter, hvor i mod et dyr ikke ser anden udvej en at lægge sig til at dø.

 

Jeg ville da blive edderravende tosset hvis jeg stod med en uhelbredelig syg hund, der hverken kunne det ene eller andet og nogen så kom hen og sagde til mig "Og hvorfor mener du så at du har ret til at slutte din hunds liv?". Fordi det blev mit ansvar fra den dag jeg overtog hunden at sørge for dens ve og vel! Og i min verden betyder dette også at dyr ikke skal ligge og segne hen i flere dage indtil kroppen giver op.

 

Casper og jeg har stået i en situation hvor vi skulle vælge om vi skulle aflive vores 13 uger gamle hvalp, eller lade hende operere.

 

Vi valgte for hendes skyld aflivning.

 

Hun var bestemt ikke det som du måske ville tolke som "klar til at blive aflivet".

 

Hun var i dybt chok efter overfaldet af en anden hund, og sad og logrede nede hos dyrlægen da en anden hund kom ind ad døren, på trods af at hendes ene øje manglede og hun var totalt skamferet i resten af ansigtet.

Hun ville jo bare lege.

 

Kunne man virkelig se på en hund om den var klar til at dø, så vil jeg sige at vi traf den forkerte beslutning. Og det nægter jeg at tro på.

 

Havde vi stået med Ninja idag, og det samme skete med hende, så tror jeg vores beslutning kunne have været anderledes. Men det kan jeg selvfølgelig ikke sige 100%, for man ved det aldrig før man står i situationen.

 

Men vi stod med en hvalp der først var ved at lære at befærde sig i verden og som havde en masse socialiseringstræning forude.

 

Hvilken hund ville hun være blevet hvis vi havde ladet hende leve ? Det er jo ikke til at sige, men som dyrlægen også sagde efter hun var aflivet .. "Det er det værst tænkelige tidspunkt det er sket på, hun skulle ud og lære verden at kende og bare være en glad hvalp med masser af mod på livet".

 

Jeg tror inderligt på at Nike ikke vidste at hun skulle aflives. Hvor skulle hun vide det fra ?

[Gæst Stella]

Hetlew, jeg giver dig fuldstændig ret, desværre er vi mennesker nød til at tage en meget meget svær beslutning nogle gange, og når vi anskaffer et dyr har vi også ansvaret for at det lider mindst muligt.

 

Og hvor var det tragisk med din lille hvalp, men forstår dig til fulde af du valgte at give hende fred.

 

Ingen situationer er ens, ingen kan med sikkerhed vide hvad der er bedst, vi kan kun gøre det vi føler er det mest rigtig i lige netop den situation vi og vores dyr bliver sat i.

 

Mit indlæg er vist også lidt rodet, jeg står jo selv pt i en forfærdelig smertefuld proces med min hund og det er 50/50.

 

Tror det ( mit indlæg ) er lidt filosofisk, og ikke så realtistisk, mere det jeg ønsker det kunne være. Men i bund og grund mener jeg ikke jeg har ret til at være herre over liv eller død, men det er nu engang desværre noget man kan blive nød til.

[Gæst Stella]

Tror bare jeg går i seng, mine indlæg er vist noget forfærdelig rodet vrøvl.

[CrazyDogLady]

For 1 år siden fik Nala en mavedrejning... Og det er som sagt akut... Dyrlægen blev ved med at nævne at det blev DYRT, men vi (min eks og jeg) var helt enige om, at der skulle kæmpes!

Og rigtigt nok, så kom prinsessen sig med bravur Dyrlægerne var helt målløse over en så stor hund, der oveni købet ikke var ung længere, kom sig så hurtigt!

Jeg sagde dog derefter at hvis det skete igen, skulle hun ikke gennemgå det igen, for det var for hårdt ved hende og jeg. Jeg lavede skånekost i 80 g. portioner i 4 ugers tid, hvor hun fik serveret mad 8-10 gange i døgnet.

3 uger efter operationen bliver hun pludselig meget dårlig igen og vi haster ind til dyrelægevagten, det var selvfølgelig en søndag... Sagde til eksen da vi står og venter på dyrlægen, at hvis det er det igen, så skal hun aflives. Jeg STORtudede, men var fast besluttet. HELDIGVIS var det "bare" en infektion pga de opløselige sting i maven og hun er kommet sig 110% :klap:

 

 

Det var en meget hård til for mig og sidder i skrivende stund og græder. Jeg ønsker det ikke for min værste fjende at gennemgå de følelser og tage de beslutninger jeg skulle tage...

 

Et andet perspektiv som flere er kommet med, er hvordan man kan/vil rent økonomisk. Jeg var/er på SU og eks'en havde en ok løn for en maskinearbejder. Operationen + det løse rendte op i 15.000 kr og jeg gav gerne det dobbelte!!

Jeg har det stadig sådan at hvis der sker noget dramatisk igen, så får hun fred. Jeg vil ikke lade hende gå igennem det igen. Hun var meget mærket af mig også, jeg panikkede fuldstændigt hvis jeg ikke kun se hende, hvis hun f.eks. var gået omkring et hjørne. Dét kan jeg ikke klare igen...

 

 

Her er tråden omkring det http://www.hunde-forum.dk/sygdomme/16521-nala-fik-mavedrejning.html

 

 

Har lige læst det hele igennem og jeg har tudet til den store guldmedalje...

[Hewlett]

Hetlew, jeg giver dig fuldstændig ret, desværre er vi mennesker nød til at tage en meget meget svær beslutning nogle gange, og når vi anskaffer et dyr har vi også ansvaret for at det lider mindst muligt.

 

Og hvor var det tragisk med din lille hvalp, men forstår dig til fulde af du valgte at give hende fred.

 

Ingen situationer er ens, ingen kan med sikkerhed vide hvad der er bedst, vi kan kun gøre det vi føler er det mest rigtig i lige netop den situation vi og vores dyr bliver sat i.

 

Mit indlæg er vist også lidt rodet, jeg står jo selv pt i en forfærdelig smertefuld proces med min hund og det er 50/50.

 

Tror det ( mit indlæg ) er lidt filosofisk, og ikke så realtistisk, mere det jeg ønsker det kunne være. Men i bund og grund mener jeg ikke jeg har ret til at være herre over liv eller død, men det er nu engang desværre noget man kan blive nød til.

 

Jeg quotede også kun det i dit indlæg jeg var uenig i - for jeg er helt enig med dig i at sunde og raske hunde (også mentalt) IKKE skal aflives pga. skilsmisser, flytninger eller allergi.

[Hestkjær]

Her er tråden omkring det http://www.hunde-forum.dk/sygdomme/16521-nala-fik-mavedrejning.html

 

 

Har lige læst det hele igennem og jeg har tudet til den store guldmedalje...

 

:kys::ae:

 

Jeg kan stadig ikke læse Hayly's tråd - så tuder jeg også, så holder mig fra den lidt endnu! Men kan dog nu se billeder af hende uden, jeg bliver tudemarie:megaked:

[CrazyDogLady]

:kys::ae:

 

Jeg kan stadig ikke læse Hayly's tråd - så tuder jeg også, så holder mig fra den lidt endnu! Men kan dog nu se billeder af hende uden, jeg bliver tudemarie:megaked:

 

 

Tror aldrig jeg kommer til at kunne læse tråden igennem uden at tude... Alle følelser blusser op, som var det sket i går... På en måde tror jeg det er sundt for mig, at læse tråden en sjælden gang imellem...

[skade]

Jeg vil gå langt for min hund, hvis jeg kan se et formål med behandlingen, altså hvis min hund bliver rask eller kan behandles så der er et minimum af gene for den. Jeg synes det er vigtigt at se sin hund og vide hvad der ville være "tåleligt" Altså hvad kan den leve med og stadig ha en god livskvalitet.

 

For en del år siden havde jeg en blandings hund (noget lab, setter og rotweiler + det løse) En stor hanhund (ca. 30 kg) på omkring 11 måneder da jeg bemærker at han halter ganske lidt på det ene forben, så lidt at jeg var i tvivl om jeg så rigtigt. Jeg tager til dyrlægen, som ikke kan finde noget, hun hive og bøjer i benet men hunden reagere slet ikke. Jeg får noget smerte stillende og så skal han ha ro i 3 uger, kun små ture i stram snor, dyrlægen mente det var en forstrækning. Efter denne periode virker det som om det er ovre, men kort tid efter halter han igen, af sted til dyrlæge og igennem samme tur, han får også taget røntgen billeder som intet viser. Det går igen godt et stykke tid men igen begynder han pludselig at halte, af sted til dyrlægen som igen tager røntgen og bøjer og strækker benet uden resultat, hun beslutter så at sende billederne til karls lunde dyrehospital, der skulle være specialister.

Igennem perioden, 5-6 måneder, er min hund gået fra at være den mest velbalancerede hund der bare tager alting med en cool ro, til at vandre hvileløst rundt, er fjern og ønsker ikke kontakt eller berøring, uden i haven går han helt amok spæner rundt og hopper næsten ind gennem naboens vindue.

 

Vi kommer til Karls lunde, der bliver taget billeder (nogle specielle 3D eller 4 D eller noget i den stil) der kan de se at han har store forandringer i begge albueled, dyrlægen fortæller at hvis der ikke gøres noget nu vil han ikke kunne rejse sig om 6 måneder.

Samtidig fortæller han at det de kan gøre er at lave en kikkert operation på ham så de kan se om det der forårsager forandringerne er der endnu, så kan de fjerne det, hvis der ikke er noget er der ikke noget de kan gøre.

Efter denne operation skal han i længere periode forholde sig i ro, hvorefter han skal genoptrænes langsomt og først her efter kan man se resultatet.

Jeg spurgte til hvad chancerne var for et godt resultat, det kunne han ikke sige noget om, der var ingen garantier.

 

Jeg valgte at aflive kort efter, min hund (nu 1 1/2 år) skulle ikke igennem så langt et forløb og så risikere at han alligevel skal aflives pga. skaden. Hans psyke havde allerede taget skade, han var en hel anden hund, hvordan ville han ikke være efter endnu et 1/2 års tid, det ville jeg ikke udsætte ham for, men det var en rigtig hård beslutning.

 

 

Undskyld det blev så langt.

[KarinaG]

Jeg vil gå langt for min hund, hvis jeg kan se et formål med behandlingen, altså hvis min hund bliver rask eller kan behandles så der er et minimum af gene for den. Jeg synes det er vigtigt at se sin hund og vide hvad der ville være "tåleligt" Altså hvad kan den leve med og stadig ha en god livskvalitet.

 

For en del år siden havde jeg en blandings hund (noget lab, setter og rotweiler + det løse) En stor hanhund (ca. 30 kg) på omkring 11 måneder da jeg bemærker at han halter ganske lidt på det ene forben, så lidt at jeg var i tvivl om jeg så rigtigt. Jeg tager til dyrlægen, som ikke kan finde noget, hun hive og bøjer i benet men hunden reagere slet ikke. Jeg får noget smerte stillende og så skal han ha ro i 3 uger, kun små ture i stram snor, dyrlægen mente det var en forstrækning. Efter denne periode virker det som om det er ovre, men kort tid efter halter han igen, af sted til dyrlæge og igennem samme tur, han får også taget røntgen billeder som intet viser. Det går igen godt et stykke tid men igen begynder han pludselig at halte, af sted til dyrlægen som igen tager røntgen og bøjer og strækker benet uden resultat, hun beslutter så at sende billederne til karls lunde dyrehospital, der skulle være specialister.

Igennem perioden, 5-6 måneder, er min hund gået fra at være den mest velbalancerede hund der bare tager alting med en cool ro, til at vandre hvileløst rundt, er fjern og ønsker ikke kontakt eller berøring, uden i haven går han helt amok spæner rundt og hopper næsten ind gennem naboens vindue.

 

Vi kommer til Karls lunde, der bliver taget billeder (nogle specielle 3D eller 4 D eller noget i den stil) der kan de se at han har store forandringer i begge albueled, dyrlægen fortæller at hvis der ikke gøres noget nu vil han ikke kunne rejse sig om 6 måneder.

Samtidig fortæller han at det de kan gøre er at lave en kikkert operation på ham så de kan se om det der forårsager forandringerne er der endnu, så kan de fjerne det, hvis der ikke er noget er der ikke noget de kan gøre.

Efter denne operation skal han i længere periode forholde sig i ro, hvorefter han skal genoptrænes langsomt og først her efter kan man se resultatet.

Jeg spurgte til hvad chancerne var for et godt resultat, det kunne han ikke sige noget om, der var ingen garantier.

 

Jeg valgte at aflive kort efter, min hund (nu 1 1/2 år) skulle ikke igennem så langt et forløb og så risikere at han alligevel skal aflives pga. skaden. Hans psyke havde allerede taget skade, han var en hel anden hund, hvordan ville han ikke være efter endnu et 1/2 års tid, det ville jeg ikke udsætte ham for, men det var en rigtig hård beslutning.

 

 

Undskyld det blev så langt.

Præcis samme årsag og samme forløb jeg var igennem med min første hund Buster, han blev 14 måneder

 

Nogen gange skal det bare ikke være...