Min elskede lille Teiturskat

[Gæst Stella]

Jeg må indrømme at jeg faktisk også synes du skal få noget professionel hjælp.

 

Det er normalt at savne, og huske minder, og vi har alle forskellige sorgprocesser. Men jeg synes din er så lang, og voldsom at det er noget der har så stor en indflydelse på dit liv, at du skal have hjælp til at give slip på den sorg.

 

I mine øjne er det ikke sundt at "holde fast", og i mine øjne laver du ikke andet end straffe digselv igen og igen, ved at tænke "det plejer jeg at gøre med Teitur.. Det har jeg også gjort med Teitur.. Nu er Teitur her ikke mere".

 

Jeg ved godt at man ikke skal sammenligne mennesker og hunde, men jeg kan stadig idag få stik i hjertet når jeg tænker på min far, det gør ondt, men man SKAL nå et punkt hvor man kommer videre, og kan leve et liv hvor det ikke fylder hele ens hverdag.

 

Jeg tror ærlig talt ikke at du er i stand til at nå til det punkt alene, og du er nød til at få hjælp hvis du skal nå dertil (og det SKAL du, for du kan ikke blive ved at leve resten af dit liv i sorg, det VIL tage livet af DIG).

 

Undskyld for den muligvis hårde tone, men jeg synes faktisk denne tråd er "forfærdelig", ikke fordi du har mistet Teitur, men fordi jeg læser om et menneske, der i mine øjne burde være indlagt. Hårdt sagt, men det er min mening. Skynd dig at få hjælp!

 

Arrh, nu har jeg faktisk været indlagt en hel del gange i mit liv, og tro mig, der skal meget til, man skal næsten kaste sig på knæ og trygle om at få en seng. Man skal næsten true med at hvis de ikke indlægger en så kaster man sig ud foran en bil på ved ud fra afdelingen, og så er det ikke engang løgn.

 

Jeg har det ikke så dårligt som de gange jeg har været indlagt. Det har lettet lidt de sidste par dage.

 

Jeg kan ikke se der er noget galt i at tænke på gode minder med Teitur og selvfølgelig ville jeg da tænke på dem, men gode minder indebærer jo også sorg fordi det kun er minder nu og ikke noget der kommer til at ske igen.

 

Det er faktisk kun lidt over en måned siden Teitur tog herfra, men måske er det da også for dårligt at jeg ikke allerede er kommet videre ??

 

Jeg hverken dyrker sorg eller holder fast i den, jeg prøver faktisk bare at komme igennem den.

[Ascha]

Jeg kan ikke se der er noget galt i at tænke på gode minder med Teitur og selvfølgelig ville jeg da tænke på dem, men gode minder indebærer jo også sorg fordi det kun er minder nu og ikke noget der kommer til at ske igen.

 

Det er faktisk kun lidt over en måned siden Teitur tog herfra, men måske er det da også for dårligt at jeg ikke allerede er kommet videre ??

 

Jeg hverken dyrker sorg eller holder fast i den, jeg prøver faktisk bare at komme igennem den.

 

Sorg, og den måde man kommer igennem den, er jo forskellig fra person til person og derfor kan man aldrig stille sig som dommer overfor hvordan andre klarer det. Jeg er sikker på at der ikke er nogen der har ment det som negativ kritik af din sorgproces. Vi er nok bare blevet lidt for bekymrede for dig, udfra hvad du har fortalt. Det er ihvertfald motivationen for at jeg bragte det på banen og undskylder inderligt hvis det blev for personligt.

[Ascha]

Jeg må indrømme at jeg faktisk også synes du skal få noget professionel hjælp.

 

Det er normalt at savne, og huske minder, og vi har alle forskellige sorgprocesser. Men jeg synes din er så lang, og voldsom at det er noget der har så stor en indflydelse på dit liv, at du skal have hjælp til at give slip på den sorg.

 

I mine øjne er det ikke sundt at "holde fast", og i mine øjne laver du ikke andet end straffe digselv igen og igen, ved at tænke "det plejer jeg at gøre med Teitur.. Det har jeg også gjort med Teitur.. Nu er Teitur her ikke mere".

 

Jeg ved godt at man ikke skal sammenligne mennesker og hunde, men jeg kan stadig idag få stik i hjertet når jeg tænker på min far, det gør ondt, men man SKAL nå et punkt hvor man kommer videre, og kan leve et liv hvor det ikke fylder hele ens hverdag.

 

Jeg tror ærlig talt ikke at du er i stand til at nå til det punkt alene, og du er nød til at få hjælp hvis du skal nå dertil (og det SKAL du, for du kan ikke blive ved at leve resten af dit liv i sorg, det VIL tage livet af DIG).

 

Undskyld for den muligvis hårde tone, men jeg synes faktisk denne tråd er "forfærdelig", ikke fordi du har mistet Teitur, men fordi jeg læser om et menneske, der i mine øjne burde være indlagt. Hårdt sagt, men det er min mening. Skynd dig at få hjælp!

 

Okay, jeg havde så ikke lige fået læst dit indlæg. Synes måske man skal være lidt varsom med at "vide" ting man ikke kan vide noget om inden man bliver så bombastisk i sine udtalelser.

[Gæst Stella]

Jeg regner ikke med at jeg dør forløbelig. Tjaldur betyder så meget for mig nu at jeg ikke kunne drømme om at forlade ham. Men derfor savner jeg stadig Teitur usigelig meget og græder stadig meget over ham og tænker stadig på ham hele tiden. Har til tidere meget meget triste tanker. Jeg savner virkelig også nogen at snakke med ham om og det er sku ikke for at dyrke nogen sorg eller noget, det er fordi jeg ikke har haft nogen at tale med det om og han har trods alt haft et meget langt og særlig sygeforløb.

Jeg ville faktisk rigtig gerne til en psykolog og tale, bare tale om ham og mindes ham sammen med en der giver mig lov til det. For at mindes ham herinde er tilsynesladene hellere ikke nemt, for så får man at vide at man burde være kommet videre og at man er syg.

 

MEN i det her land får man ikke bare lige psykolog hjælp medmindre man er døden nær. Har allerede været ved lægen, men fik at vide at nu kan en hund jo ikke betegnes som en " nær stående familiemedlem " som bla er en af kravene til at få hjælp, altså hvis man har mistet sådan et. Så æv bæv det kan man ikke bare lige få. Har på ingen måde selv råd til at betale noget.

 

Men ja jeg håber meget der på et eller andet tidspunkt inden for nærmeste fremtid dukker nogen op jeg kan tale med og mindes ham, uden at blive dømt. At mindes ham og tale om ham ville sikkert lette min sorg lidt mere.

[Gæst Stella]

Og jeg har ikke bare mistet en hund, jeg har mistet min allerbedste ven gennem 4 år, min sjæleven, vi var så tæt forbundet. Vi var jo altid sammen. Har haft ham fra han var 11 uger og har jo altid gået hjemme ved ham, det var utrolig sjælden han var alene, han var med mig alle steder og eftersom jeg hverken har skole eller arbejde, så har vi gået op og ned af hinanden og kendt hinanden ind og ud. Jeg har passet og plejet ham og bekymret mig sindsygt over ham, og gjort alt for at hjælpe ham, vi har virkelig været meget igennem sammen og har sammen kæmpet for hans liv flere gange, har siddet i hans boks på dyrehospitalet og hjulpet ham tilbage til livet. Han har lært mig så meget her i livet og vist mig alt det smukke her i livet. Han gav mit liv mening og gav mig grund til at kæmpe. Vi gav hinanden så meget kærlighed, han var min lille tapre stjerne, min lille skat. Vi har haft et unikt bånd og unik historie som ingen nogensinde ville fatte.

 

Undskyld hvis det tager mere end en måned at komme sig over

[Therese]

Jeg tror ikke du er syg Stella, og du er imo ikke klar til indlæggelse. En måned er meget kort tid - især når en hund fylder så meget i ens liv.. Der er mennesker, der sidder i meget længere tid og bliver triste, når de bliver konfronteret med deres hunds død. Så det er i mine øjne slet ikke urealistisk at kunne græde over det og være rigtig ked af det en måned efter.

 

Synes bare du skal dele det du har lyst til - og du må gerne sende en privatbesked, hvis du ikke har lyst til at offentliggøre dine tanker. Jeg kan nok ikke bidrage med så mange ord, for jeg har ikke rigtig prøvet at have kæmpet så meget for en hund, som du har og derfor har min sorg slet ikke været den samme. Men jeg kan tilbyde at lytte uden at du behøver stå til ansvar for det bagefter og uden at du behøver se mig i øjnene bagefter.

[PinPoynter]

Og jeg har ikke bare mistet en hund, jeg har mistet min allerbedste ven gennem 4 år, min sjæleven, vi var så tæt forbundet. Vi var jo altid sammen. Har haft ham fra han var 11 uger og har jo altid gået hjemme ved ham, det var utrolig sjælden han var alene, han var med mig alle steder og eftersom jeg hverken har skole eller arbejde, så har vi gået op og ned af hinanden og kendt hinanden ind og ud. Jeg har passet og plejet ham og bekymret mig sindsygt over ham, og gjort alt for at hjælpe ham, vi har virkelig været meget igennem sammen og har sammen kæmpet for hans liv flere gange, har siddet i hans boks på dyrehospitalet og hjulpet ham tilbage til livet. Han har lært mig så meget her i livet og vist mig alt det smukke her i livet. Han gav mit liv mening og gav mig grund til at kæmpe. Vi gav hinanden så meget kærlighed, han var min lille tapre stjerne, min lille skat. Vi har haft et unikt bånd og unik historie som ingen nogensinde ville fatte.

 

Undskyld hvis det tager mere end en måned at komme sig over

Der gik over et år før jeg kunne tale om Akita, uden at græde, og der var altså ingen der foreslog mig en indlæggelse :ae:

[Nollike]

Stella for pokker, du bliver på ingen måde "dømt" :ae: Personligt blev jeg bare bekymret fordi du skrev at du ikke havde lyst til at være her mere, det er ikke godt at have det sådan :ae: Jeg er glad for at du har været omkring din læge, men synes tilgengæld at det er virkelig trist at man i det danske samfund får masser af hjælp hvis man har brækket en arm, men har man ondt i sjælen, så er der tonsvis af restriktioner på at få hjælp Men det er jo en anden snak, som ikke hjælper dig særlig meget lige nu

At miste sin sjælehund er ikke noget der går over med et vift med en tryllestav. Det er nu over 5 år siden at jeg mistede min Futte og jeg tuder stadig over ham med jævne mellemrum Så jeg sidder på ingen måde og forventer at du holder op med at være ked af det, jeg ville bare så gerne at du fik hjælp til at komme over den største overvældende sorg :ae: Jeg håber at du læser div. indlæg i den ånd det er ment, nemlig omsorg for en der har det svært og at du ikke lader dig skræmme til ikke at kunne læsse af her, vi sidder trods alt en del som holder af dig og vil forsøge at hjælpe så godt vi kan ik'? :kys:

[tantemaier]

Læs bare af alt det du vil. Det er helt i orden. Sorg tager lang tid og for nogle går det hurtigt og for andre tager det længere tid. Vi er alle forskellige og man kan ikke "skynde" på den måde man håndterer sorg på.

Hvis det er fordi du gerne vil have en henvisning fra din læge, så psykologen bliver billigere, så er der altså FLERE muligheder at få en henvisning på. Mener bla. at der også er en der hedder på depression, så hvis lægen siger noget andet, er det pjat...

Skriver lige en pb. til dig.

[Shii]

Arrh, nu har jeg faktisk været indlagt en hel del gange i mit liv, og tro mig, der skal meget til, man skal næsten kaste sig på knæ og trygle om at få en seng. Man skal næsten true med at hvis de ikke indlægger en så kaster man sig ud foran en bil på ved ud fra afdelingen, og så er det ikke engang løgn.

 

Jeg har det ikke så dårligt som de gange jeg har været indlagt. Det har lettet lidt de sidste par dage.

 

Jeg kan ikke se der er noget galt i at tænke på gode minder med Teitur og selvfølgelig ville jeg da tænke på dem, men gode minder indebærer jo også sorg fordi det kun er minder nu og ikke noget der kommer til at ske igen.

 

Det er faktisk kun lidt over en måned siden Teitur tog herfra, men måske er det da også for dårligt at jeg ikke allerede er kommet videre ??

 

Jeg hverken dyrker sorg eller holder fast i den, jeg prøver faktisk bare at komme igennem den.

 

Jeg kender systemet rigtig godt, både personligt, og fra pårørende, så jeg ved udemærket hvordan det fungere. Om du KAN indlægges og om du BØR indlægges, er i mine øjne to forskellige ting. Jo vist kan jeg på INGEN måde sidde og diagnosticere dig, men ærlig talt når jeg læser en tråd hvor en person give så meget udtryk for sorg og endda på tidspunkt selvmord, så ringer mine alarmklokker der fortæller mig at et menneske omkring mig ikke har det godt!

 

Okay, jeg havde så ikke lige fået læst dit indlæg. Synes måske man skal være lidt varsom med at "vide" ting man ikke kan vide noget om inden man bliver så bombastisk i sine udtalelser.

Bombastisk udtalelse? Du mener ikke folk der er selvmordstruet skal indlægges? Folk som mentalt er ustabile? Det er absolut ikke for at nedgøre Stella, men man skal da være rigtig dårlig menneske-kender hvis man ikke kan se hun har det rigtig skidt og har BRUG for hjælp? Hvis ikke hun har familie og venner der kan finde ud af at støtte hende ordentlig, så står jeg fast i mine udtalelser om at hun skal have professionel hjælp, det har så stor en betydning i hendes liv, og det er vigtigt at sorg bearbejdes ordentlig.

 

 

Undskyld hvis det tager mere end en måned at komme sig over

 

Jeg synes helt bestemt ikke det skal tage kortere tid, eller længere tid, eller nogen bestemt tid overhovedet. Kommer man sig egentlig 100% nogensinde? Nej det tror jeg ikke. Men jeg synes IKKE man skal græde sig i søvn, eller græde hver gang man tager til stranden; Og ikke have nogen at snakke med det om! Det er DER jeg ser problemet opstå! At du har følt sig ensom og så ked af det er i mine øjne ikke særlig "sundt", folk har brug for at sørge, og de har brug for at folk støtter en omkring det! De har brug for en giver et kram, for en der siger det sgu bare er noget lort. Når man ikke har dette, og når man, som du har gjort i denne tråd har givet udtryk for selvmordstanker, så synes jeg i mine øjne at man burde være indlagt! Når man ikke har nogen omkring sig!

 

Jeg ved godt hvor meget Teitur betød(betyder) for dig, og jeg har selv mistet min bedste ven (et menneske), på en totalt uretfærdig måde, det er super hårdt og slet ikke okay. Den sorg skal bearbejdes, og det er bare så frygtelig vigtigt at der er nogen der kan være der for dig. Og det skal altså være et menneske, en der kan give et kram, eller fortælle dig det hele er okay.

 

 

Og så lige for god ordens skyld til alle dem som synes min udtalelse var forfærdeligt: Jeg har aldrig modtaget så meget karma for et enkelt indlæg, det er dejligt og super rørende at så mange af jer også er bekymret for Stella, og ligesom mig, håber at der er nogen derude som kan hjælpe hende til at kunne smile når hun tænker på minderne ved Teitur.

[Gæst Valishia]

Kære stella.

ville ønske jeg havde kunne være ved dig noget af tiden og snakke om Teitur... Jeg ved du har haft enormt brug for dette, men du ved også, at vi har haft vores at kæmpe med. Jeg ved godt at vores venskab ikke lige har været min første prioritet og mit overskud slet ikke har været der. Dette undskylder jeg enormt meget, da jeg er ked af ikke at have kunne støtte, snakke og hjælpe dig gennem dette, som veninder gør for hinanden.

 

Knus

[sonja77]

Jeg kender systemet rigtig godt, både personligt, og fra pårørende, så jeg ved udemærket hvordan det fungere. Om du KAN indlægges og om du BØR indlægges, er i mine øjne to forskellige ting. Jo vist kan jeg på INGEN måde sidde og diagnosticere dig, men ærlig talt når jeg læser en tråd hvor en person give så meget udtryk for sorg og endda på tidspunkt selvmord, så ringer mine alarmklokker der fortæller mig at et menneske omkring mig ikke har det godt!

 

 

Bombastisk udtalelse? Du mener ikke folk der er selvmordstruet skal indlægges? Folk som mentalt er ustabile? Det er absolut ikke for at nedgøre Stella, men man skal da være rigtig dårlig menneske-kender hvis man ikke kan se hun har det rigtig skidt og har BRUG for hjælp? Hvis ikke hun har familie og venner der kan finde ud af at støtte hende ordentlig, så står jeg fast i mine udtalelser om at hun skal have professionel hjælp, det har så stor en betydning i hendes liv, og det er vigtigt at sorg bearbejdes ordentlig.

 

 

 

 

Jeg synes helt bestemt ikke det skal tage kortere tid, eller længere tid, eller nogen bestemt tid overhovedet. Kommer man sig egentlig 100% nogensinde? Nej det tror jeg ikke. Men jeg synes IKKE man skal græde sig i søvn, eller græde hver gang man tager til stranden; Og ikke have nogen at snakke med det om! Det er DER jeg ser problemet opstå! At du har følt sig ensom og så ked af det er i mine øjne ikke særlig "sundt", folk har brug for at sørge, og de har brug for at folk støtter en omkring det! De har brug for en giver et kram, for en der siger det sgu bare er noget lort. Når man ikke har dette, og når man, som du har gjort i denne tråd har givet udtryk for selvmordstanker, så synes jeg i mine øjne at man burde være indlagt! Når man ikke har nogen omkring sig!

 

Jeg ved godt hvor meget Teitur betød(betyder) for dig, og jeg har selv mistet min bedste ven (et menneske), på en totalt uretfærdig måde, det er super hårdt og slet ikke okay. Den sorg skal bearbejdes, og det er bare så frygtelig vigtigt at der er nogen der kan være der for dig. Og det skal altså være et menneske, en der kan give et kram, eller fortælle dig det hele er okay.

 

 

Og så lige for god ordens skyld til alle dem som synes min udtalelse var forfærdeligt: Jeg har aldrig modtaget så meget karma for et enkelt indlæg, det er dejligt og super rørende at så mange af jer også er bekymret for Stella, og ligesom mig, håber at der er nogen derude som kan hjælpe hende til at kunne smile når hun tænker på minderne ved Teitur.

 

Der er mange måder at formulere sin bekymring på, og dit indlæg virkede også bombastisk og ærlig talt noget ufølsomt på mig. Og at sige til folk, at det nok er en god idé, at de finder nogle at tale med, er altså noget andet end at sige, at de burde indlægges. Og dit opfølgende indlæg herover virker, som om du skælder ud på Stella... hun har det svært og har givet udtryk for, at hun oplevede dit tidligere indlæg meget voldsomt. Hvis du virkelig skriver, fordi du er oprigtig bekymret for hende, kunne du jo i det efterfølgende indlæg prøve at forklare din holdning på en måde, der ikke støder hende yderligere, frem for at køre endnu hårdere på, som om det var en hvilken som helst debat, hvor du hardcore vil argumentere din sag, og ikke et følsomt emne, hvor TS har følelserne uden på tøjet.

[Shii]

Der er mange måder at formulere sin bekymring på, og dit indlæg virkede også bombastisk og ærlig talt noget ufølsomt på mig. Og at sige til folk, at det nok er en god idé, at de finder nogle at tale med, er altså noget andet end at sige, at de burde indlægges. Og dit opfølgende indlæg herover virker, som om du skælder ud på Stella... hun har det svært og har givet udtryk for, at hun oplevede dit tidligere indlæg meget voldsomt. Hvis du virkelig skriver, fordi du er oprigtig bekymret for hende, kunne du jo i det efterfølgende indlæg prøve at forklare din holdning på en måde, der ikke støder hende yderligere, frem for at køre endnu hårdere på, som om det var en hvilken som helst debat, hvor du hardcore vil argumentere din sag, og ikke et følsomt emne, hvor TS har følelserne uden på tøjet.

 

Jeg valgte ved siden af mit indlæg at skrive til Stella privat.

 

Det har intet at gøre med at ville argumentere en sag, men at nogen gange kan folk ikke selv se når de gør noget der er "skadeligt" for dem selv.

[Gæst Stella]

Shii- Nej, du ved på ingen måde hvad Teitur betød for mig, det ved kun jeg.

[Shii]

Shii- Nej, du ved på ingen måde hvad Teitur betød for mig, det ved kun jeg.

 

Ja undskyld det var forkert formuleret, jeg ved hvad du har skrevet herinde.

[Ascha]

Bombastisk udtalelse? Du mener ikke folk der er selvmordstruet skal indlægges? Folk som mentalt er ustabile? Det er absolut ikke for at nedgøre Stella, men man skal da være rigtig dårlig menneske-kender hvis man ikke kan se hun har det rigtig skidt og har BRUG for hjælp? Hvis ikke hun har familie og venner der kan finde ud af at støtte hende ordentlig, så står jeg fast i mine udtalelser om at hun skal have professionel hjælp, det har så stor en betydning i hendes liv, og det er vigtigt at sorg bearbejdes ordentlig.

Nej, jeg mener ikke at vi bag vores små skærme kan afgøre om folk har brug for indlæggelse. Men man kan jo henvende sig til egen læge eller psykiatrisk skadestue og så kan de tage stilling til om situationen kræver en indlæggelse. Og hvis du har læst mine indlæg, så ville du vide at også jeg er bekymret.

 

Og så lige for god ordens skyld til alle dem som synes min udtalelse var forfærdeligt: Jeg har aldrig modtaget så meget karma for et enkelt indlæg, det er dejligt og super rørende at så mange af jer også er bekymret for Stella, og ligesom mig, håber at der er nogen derude som kan hjælpe hende til at kunne smile når hun tænker på minderne ved Teitur.

 

Jeg er sådan set ligeglad med hvor mange der har givet dig karma, for de kan ikke have lagt mærke til hvordan Stella reagerede på din "hjælp" og tør åbenbart heller ikke stå ved deres synspunkter. Jeg er helt enig med Sonja i, at der er mange måder man kan hjælpe andre med at komme ud af en krise på, og syntes egentlig at du ødelagde den tillid, en del var ved at bygge op, både i tråden her og via PM`er og det synes jeg er skide ærgerligt.

[Gæst Iben B]

Og at sige til folk, at det nok er en god idé, at de finder nogle at tale med, er altså noget andet end at sige, at de burde indlægges.

 

Ja - der er STOR forskel.

 

Jeg tror der er mange som på et eller andet tidspunkt har haft lyst til at skide hul i denne verden og bare skride. Nogle holder disse tanker for sig selv, andre vælger at tale om dem. Det gør dem ikke nødvendigvis indlægningsegnede, endsige selvmordstruede.

Hvor vidt folk taler om disse tanker og følelser fordi de har tænkt sig at føre dem ud i livet, eller for at få lettet for dem, kan vi her på den anden side af skærmen slet slet ikke bedømme. Vi kan aflæse nogle ting der bekymrer os, og derpå foreslå professionel hjælp. Og det er der jo også adskillige der har gjort i denne tråd, uden at Stella har taget det nær, ja hun har endda givet udtryk for at det kunne hun også godt tænke sig. Hvilken slags hjælp der ville være bedst i lige denne situation har vi ingen idé om, og at skrive at folk burde være indlagt er ikke bare ufølsomt, det er også unødvendigt, for der er ingen her der kan få det til at ske.

 

Til Stella: jeg kan ikke hjælpe dig, for jeg kender ikke din sorg. Men ud fra hvad du skriver synes jeg faktisk det lyder som om at det var en rigtig god idé at komme 'op på hesten' med en ny hund. Da vi mistede vores første hund, var det virkelig dejligt at Chino stadig var hos os - så er der ikke bare et tomt hus og en ubrugt hundekurv, men stadig liv og nogen der har brug for en, og afholder en fra bare at sygne hen. Du kan tage til stranden og græde over Teitur, men som du selv siger, så står der en som du ikke bare kan overlade til sig selv, en som er lykkelig for at du kommer hjem og det tror jeg er vigtigt for dig lige nu, både som line til en fungerende hverdag, men også som trøst.

 

Jeg håber og tror på at du - med hjælp fra Tjaldur - stille og roligt kommer ud på den anden side igen.

[Shii]

Nej, jeg mener ikke at vi bag vores små skærme kan afgøre om folk har brug for indlæggelse. Men man kan jo henvende sig til egen læge eller psykiatrisk skadestue og så kan de tage stilling til om situationen kræver en indlæggelse. Og hvis du har læst mine indlæg, så ville du vide at også jeg er bekymret.

 

 

 

Jeg er sådan set ligeglad med hvor mange der har givet dig karma, for de kan ikke have lagt mærke til hvordan Stella reagerede på din "hjælp" og tør åbenbart heller ikke stå ved deres synspunkter. Jeg er helt enig med Sonja i, at der er mange måder man kan hjælpe andre med at komme ud af en krise på, og syntes egentlig at du ødelagde den tillid, en del var ved at bygge op, både i tråden her og via PM`er og det synes jeg er skide ærgerligt.

 

Jeg har flere gange sagt jeg på INGEN måde kan diagnosticere eller dømme noget som helst, jeg har tværtimod set en person JEG synes har brug for hjælp, og som har beskrevet at hun INGEN havde til at hjælpe sig, DERFOR siger JEG at JEG synes at en indlæggelse kunne være en god løsning! Det har INTET at gøre med at jeg synes at "sådan er det bare", jeg synes det er tragisk at det danske system fungere sådan at fordi hun "bare" har mistet en hund så kan hun INTET hjælp få. Stella har SELV skrevet at hun ikke kan få f.eks. psykolog hjælp eller blive indlagt, så de tanker må da have været hos hende, når hun har haft det så skidt.

 

Jeg har selv været super langt ude, og heldigvis fik jeg hjælp, men det krævede da også ufattelig meget "råben på hjælp", for som Stella også har givet udtryk så får man altså ikke hjælp "bare fordi" man er lidt trist!

 

Det er absolut igen ikke fordi jeg vil "dunke" Stella i hovedet, og jeg er virkelig ked af hvis hun har følt det så kraftigt, men jeg bliver ekstremt ked af at vide at hun HAR brug for nogen, en eller anden form for hjælp, fra en veninde, en psykolog eller andet, og det virker som om hun ikke får denne forståelse, og muligheden for at bearbejde en sorg. Og sorg skal bearbejdes, den skal ikke fjernes eller glemmes, den forsvinder ikke bare pist væk, man skal lærer at leve med den, så det ikke påvirker ens hverdag i en negativ retning. Så det ikke forringer ens livskvalitet.

[Ascha]

Jeg har flere gange sagt jeg på INGEN måde kan diagnosticere eller dømme noget som helst, jeg har tværtimod set en person JEG synes har brug for hjælp, og som har beskrevet at hun INGEN havde til at hjælpe sig, DERFOR siger JEG at JEG synes at en indlæggelse kunne være en god løsning! Det har INTET at gøre med at jeg synes at "sådan er det bare", jeg synes det er tragisk at det danske system fungere sådan at fordi hun "bare" har mistet en hund så kan hun INTET hjælp få. Stella har SELV skrevet at hun ikke kan få f.eks. psykolog hjælp eller blive indlagt, så de tanker må da have været hos hende, når hun har haft det så skidt.

 

Jeg har selv været super langt ude, og heldigvis fik jeg hjælp, men det krævede da også ufattelig meget "råben på hjælp", for som Stella også har givet udtryk så får man altså ikke hjælp "bare fordi" man er lidt trist!

 

Det er absolut igen ikke fordi jeg vil "dunke" Stella i hovedet, og jeg er virkelig ked af hvis hun har følt det så kraftigt, men jeg bliver ekstremt ked af at vide at hun HAR brug for nogen, en eller anden form for hjælp, fra en veninde, en psykolog eller andet, og det virker som om hun ikke får denne forståelse, og muligheden for at bearbejde en sorg. Og sorg skal bearbejdes, den skal ikke fjernes eller glemmes, den forsvinder ikke bare pist væk, man skal lærer at leve med den, så det ikke påvirker ens hverdag i en negativ retning. Så det ikke forringer ens livskvalitet.

 

Jeg hører hvad du siger og synes vi skal stoppe diskussionen og bare være enige om at vi alle forsøger at give Stella støtte og opbakning. Okay?.

[Shii]

Jeg hører hvad du siger og synes vi skal stoppe diskussionen og bare være enige om at vi alle forsøger at give Stella støtte og opbakning. Okay?.

 

Jeg har aldrig påstået andet.

[Gæst Stella]

Det er hårdt at se denne her tråd. Jeg kan faktisk slet ikke se billeder eller læse herinde om Teitur uden at bryde helt i gråd.

Jeg drømmer utrolig meget om Teitur. Jeg har flere gange drømt at han slet ikke var aflivet alligevel. Drømmer tit at jeg er ved dyrlægen med ham hvor han får fred. Jeg sørger i flere dage, fortæller alle at han ikke er her mere og pludselig så er han der alligevel, så er han kommet tilbage og dyrlægen har slet ikke aflivet ham. Har også en drøm som kommer igen hele tiden, hvor han kommer tilbage til mig med frygtelige smerter og ligegyldig hvor mange gange jeg dyrlægen afliver ham, så hver gang jeg kommer hjem til mig selv, så ligger han inde i stuen. Det er frygteligt.

 

Har også smukke drømme, men mest overstående lige for tiden.

 

Har drømt jeg gik ude på marken, hvor vi tit gik. Solen er ved at gå ned og den er stor og rød og orange, jeg går og kigger ud mod solen, hvor Teitur pludselig kommer løbende i sin hvalpekrop hen til mig, glad og med sine ører der blafre. Jeg kysser og krammer ham og knuger ham ind til mig og han løber glad omkring mig som han altid gjorde i virkeligheden.

 

 

Mine drømme omkring ham er utrolig livagtige og til tider skræmmende. Særlig den drøm hvor han ikke kan få fred, selvom jeg giver ham fred, han kommer igen og igen.

 

 

 

Jeg tænder stadig lys for ham hver eneste aften og pynter tit graven med blomster. Skal også finde på en juleting at sætte på hans grav her 1 december. Har købt røde gravlys også.

 

Min julegave til mig selv har jeg valgt skal være en nøglering i glas, med et billede af ham inden i, har fundet en hjemmeside hvor de laver det. Men jeg kan ikke vælge billede, kan simpelthen ikke bestemme mig, har så mange gode, hver eneste billede vækker minder. Hund, Kat, Hest mm - Foto i Glas ville også have en glas med hans billede. Man kan få et lille lys med i nogen af dem, som man kan tænde for ham.

 

 

Jeg savner ham stadig ufattelig meget, kan stadig ikke forstå jeg aldrig skal se ham mere, begriber det simpelthen ikke, som jeg sidder og skriver om ham nu, tænker jeg at han selvfølgelig kommer ind i stuen lige om lidt.

 

:megaked:Men jeg kan mærke han hele tiden er med mig. Jeg skal blot " kalde " på ham i mine tanker, så kommer han med det samme. Men det er jo aldrig det samme som før.

[Jaffa]

Min julegave til mig selv har jeg valgt skal være en nøglering i glas, med et billede af ham inden i, har fundet en hjemmeside hvor de laver det. Men jeg kan ikke vælge billede, kan simpelthen ikke bestemme mig, har så mange gode, hver eneste billede vækker minder. Hund, Kat, Hest mm - Foto i Glas ville også have en glas med hans billede. Man kan få et lille lys med i nogen af dem, som man kan tænde for ham.

 

Forstår din sorg. Ved jeg vil få det lige så når min småfede gamle elskede kat engang skal samme vej.

Og Cille, men det skal forhåbentlig vare mange år endnu.

 

Mht. nøgleringen.

Du skal være klar over, at taber du den, så går den i stykker.

Jeg havde en med et billed af min søn i, og den har mistet mange glassplinter hver gang jeg har tabt mine nøgler. Nu er den ikke til mere, for har næsten mistet halvdelen efterhånden.

 

Jeg ville istedet købe en til at have til og stå.

 

Gitte

[Gæst Stella]

Forstår din sorg. Ved jeg vil få det lige så når min småfede gamle elskede kat engang skal samme vej.

Og Cille, men det skal forhåbentlig vare mange år endnu.

 

Mht. nøgleringen.

Du skal være klar over, at taber du den, så går den i stykker.

Jeg havde en med et billed af min søn i, og den har mistet mange glassplinter hver gang jeg har tabt mine nøgler. Nu er den ikke til mere, for har næsten mistet halvdelen efterhånden.

 

Jeg ville istedet købe en til at have til og stå.

 

Gitte

 

 

Okay tak for svar, det var mere fordi jeg tænke at med en nøglering, så havde jeg ham ligesom på mig hele tiden, men kan godt se hvad du mener, det er jo af glas. Burde måske nøjes med at invistere i noget til at have stående.

[Gæst Beouf]

Okay tak for svar, det var mere fordi jeg tænke at med en nøglering, så havde jeg ham ligesom på mig hele tiden, men kan godt se hvad du mener, det er jo af glas. Burde måske nøjes med at invistere i noget til at have stående.

 

Ville bare lige tilføje at jeg godt kan følge din ide med at ha noget i nøgleringen, så man altid har et minde tæt ved sig.

jeg har bøf's hundetegn som nøglering, så er han altid med mig

det kunne du jo overveje, og så lave en glasting til at ha stående.... Så får du lidt begge dele

[tantemaier]

Det var da en god idé med de glas ting. Jeg har set dem på det blå marked i Låsby (der er én der sælger dem) og dem der er lavet i 3D er bare helt fantastisk flot lavet. Sådan én kunne jeg også godt tænke mig af mine piger, men det er økonomien desværre ikke til lige nu.

 

Mht. til de livagtige drømme du har, så kunne du måske spørge en drømme tyder? Drømme kan betyde så mange ting, som er svære at fortolke. Efter min farfar døde, havde jeg også rigtig mange livagtige drømme. Hvor jeg så ham ganske tydeligt, men inden han blev dement og syg. Vi snakkede sammen i mine drømme, som om intet var galt. Det var drømme som jeg var rigtig glade for. Selvfølgelig var det hårdt, for jeg vidste jo han var død, så snart jeg vågnede. Men bare det at kunne være sammen med ham i drømmene og at alt var godt, det var guld værd, så følte jeg at jeg havde ham lidt længere...