Nyt koncept: "Trøstehunde"

[Umulia]

Beboerne i Newtown, Connecticut, USA (hvor den seneste skoleskydning foregik) har haft besøg af en flok Golden Retrievere fra staten Illinois, hvis job er at være "trøstehunde". Organisationen bag projektet hedder "K-9 Parish Comfort Dogs".

 

Jeg ved ikke helt hvor stor forskel det gør at få lov til at kramme en hund, når man lige har set 20 af sine skolekammerater dø, men efter billederne at dømme kunne hundene alligevel slå et smil af de tilstedeværende: 45 Photos Of Golden Retrievers Comforting The Residents Of Newtown

 

Hvad siger I? Usmageligt, sødt eller bare amerikansk?

[luciente]

Jeg tror det er meget forskelligt hvad man opfatter som en del af en befolknings nationalkarakter. Hvad mener du med at det er amerikansk (i denne sammenhæng)?

[Umulia]

Jeg tror det er meget forskelligt hvad man opfatter som en del af en befolknings nationalkarakter. Hvad mener du med at det er amerikansk (i denne sammenhæng)?

 

Jeg tror mange danskere har den opfattelse at amerikanere overreagerer og generelt kører lidt mere på det melodramatiske end vi gør. Man kunne jo også se det på den måde, at de er i bedre kontakt med deres følelser Jeg er nok sådan lidt midt imellem - kan godt lide den frivillighedens ånd, der er i USA, hvor mange helt almindelige mennesker bruger deres fritid på at hjælpe andre. Men nogle gange kan det også blive for kvalmende sødt

[CBK]

tjahh kan ikke se hvorfor det skulle være usmageligt?

 

Der er jo mange ældre der har stor glæde af at møde en hund, og liver op. Det blomstre jo op allesteder. Så hvorfor ikke krisepatienter?

Kunne da forstille mig der var noget beroligende over at få lov at kramme noget blødt og levende, og så bare glemme verden derfra?

[Franziska]

Jeg synes at det er en rigtig fin ide, og det kan i hvert faldt ikke skade.

[luciente]

Jeg tror mange danskere har den opfattelse at amerikanere overreagerer og generelt kører lidt mere på det melodramatiske end vi gør. Man kunne jo også se det på den måde, at de er i bedre kontakt med deres følelser Jeg er nok sådan lidt midt imellem - kan godt lide den frivillighedens ånd, der er i USA, hvor mange helt almindelige mennesker bruger deres fritid på at hjælpe andre. Men nogle gange kan det også blive for kvalmende sødt

Tak for svar.Jeg er meget optaget af hvordan vi ser på andre nationaliteter. De fleste får vel deres indtryk gennem TV. Hvis andre skulle se på os, ville de så synes at Amalie, Bubber, Sidney Lee eller B.S er typiske danskere? De ligner ikke rigtig nogen jeg kender:-D Undskyld lidt OT

[biine]

Ved ikke om det er typpisk amerikansk, men jeg synes da det er en fin ide, bare det er kunne kramme/nusse med sådan en blød sød fætter uden at at skulle forholde sig til andet end den hund der er lige foran en, tror jeg kan være en kæmpe hjælp. I første omgang fordi ungerne får noget nærhed og ubetinget kærlighed.

Men samtidig tror jeg også på at at hunden kan være med til at åbne lidt op for terapeuten der skal give krise hjælp.

 

Bagefter tror jeg på det giver ungerne lidt nemmere ved at nærmer sig hinanden igen da de om ikke andet har oplevelsen med hundene at tænke positivt tilbage på, så jeg synes det er super

 

Personligt er jeg super glad for at min terapeut kommer her, så jeg kan kramme hundene alt det jeg har brug for, når vi åbner tunge emner, om det er trumer fra barndommen, et uventet dødsfald eller andet, det går meget nemmere når jeg sidder med hundene

[Umulia]

Jeg er helt enig i at hunde har terapeutisk virkning. Det er bare timingen, jeg måske synes er lidt forkert. De fleste ofre er ikke engang begravet endnu. Hvornår skal børnene få tid til at falde til ro og bearbejde deres følelser? Synes det er lidt sådan "nååårh, er din mor død - her er en billet til Tivoli!" Men det er sikkert bare mig...

[Gæst Beaglepack]

Jeg syntes det er alletiders ide - amerikansk eller ej

 

Hunde har en beroligende virkning sådan er det bare. Jeg har selv stået i en meget hård situation tidligere hvor min hund dengang spillede en helt markant rolle - havde jeg ikke haft ham, var jeg bukket helt under. Jeg har lige for en måned siden mistet min mor efter et hårdt ½ år og igen takket være mine beagler har det været nemmere at takle sorgen - også for min far som har haft beaglerne på besøg noget oftere.

[CBK]

Jeg er helt enig i at hunde har terapeutisk virkning. Det er bare timingen, jeg måske synes er lidt forkert. De fleste ofre er ikke engang begravet endnu. Hvornår skal børnene få tid til at falde til ro og bearbejde deres følelser? Synes det er lidt sådan "nååårh, er din mor død - her er en billet til Tivoli!" Men det er sikkert bare mig...

 

Sådan ser jeg det i hvert fald slet ikke. De børn, og voksne skal da have hjælp hurtigst muligt, så de netop kan begynde at bearbejde deres sorg, eller få den startet hvis de f.eks. har været i chok - og det at bringe hunde ind i det ser jeg ikke slet ikke som noget afledende, men kun som en god ekstra hjælp. Og gætter jo på de her hunde er støttet op af psykologer.

Som en anden nævner tror jeg da det kan være så godt ikke at skulle forholde sig til ord eller andet - men kun til varmen og den hengivenhed en hund ofte bærer med sig under et knus f.eks.

[Missing]

Det kunne måske have været efter begravelserne Men jeg synes ideen er god. Når jeg tænker på, hvor positiv en effekt pelsdyr har på mit ene barn, så tror jeg bestemt at pelsterapi er gavnligt. I lyset af at rigtig mange berørte er mindre børn, tror jeg det er vigtigt at de mødes af nogen, der bare er der, og ikke spørger: Hvordan har du det? Er du ok?

[CBK]

Det kunne måske have været efter begravelserne Men jeg synes ideen er god. Når jeg tænker på, hvor positiv en effekt pelsdyr har på mit ene barn, så tror jeg bestemt at pelsterapi er gavnligt. I lyset af at rigtig mange berørte er mindre børn, tror jeg det er vigtigt at de mødes af nogen, der bare er der, og ikke spørger: Hvordan har du det? Er du ok?

 

kort og præcist netop det, jeg prøvede at udtrykke med mit lidt længere indlæg

[KimC]

Var det sket i Danmark, ville der være gået uger hvor diverse offentlige institutioner havde tovtrækket (eller skubbet) sorteper videre til andre afdelinger, fordi ingen har penge på budgettet her sidst på året, og de dyre EDB systemer kan jo alligevel ikke kommunikere. De pårørende havde ingen hjælp fået, for det er jo samfundets skyld, og samfndets opgave. Der må være "nogen", et eller andet "offentligt "væsen" til at tage sig af det her...?

I USA er der mere tradition for frivilligt socialt arbejde, og måske kan nogen mene at en trøstegruppe er lidt overdrevet. Men i og med at man i USA mangler et "væsen" der har mod til at gå mod våbenlobbyens ønkser, og begrænse adgangen til skydevåben, vil der alt andet lige være mere brug for sådanne grupper derovre. Det næste skoleskyderi kommer helt sikkert.

Godt der er nogen til at tage sig af de pårørende så.

[Gæst Beaglepack]

Her i DK kunne vi lære en del om at stå sammen når en given situation opstår som den i USA - vi har været heldige til nu - men man skal aldrig sige aldrig. I USA står man sammen men selvfølgelig er landet også større end DK - til gengæld er folks sammenhold stærkere derovre end det er her i landet og det kunne vi lære en del af.

[Therese]

Jeg ville ikke have lyst til det. I sådan en situation ville jeg sikkert bare gerne være i fred og bearbejde det der var sket uden at skulle forholde mig til en masse andre mennesker og fremmede hunde. Det ville ikke fungere særlig godt for mig. Hvis jeg skulle "finde trøst" i/ved en hund, så skulle det være min egen.

 

Men hvis det fungerer for andre, er det selvfølgelig fint Jeg ville bare føle, at det ville være at udskyde en proces, som man alligevel skal igennem, når man har set sine klassekammerater blive skudt. Jeg tror, det er en super god ide at bruge hunde, men jeg ville nok have valgt at bruge dem på en anden måde end her.

[Kaya & Mette]

Synes det er super fint. Hvis bare én af de involverede personer får noget positivt ud af det, er det det hele værd.

Jeg har også altid fundet trøst hos dyr, både nu og da jeg var barn. Ikke at det kan sammenligens med en tragedie som denne.

[Gæst The dogfather]

Efter min nærdøds-oplevelse med skydevåben sidste år, var det ihvertfald rart med Pablo og Vicce at kramme på...men nu er de jo også mine børn, så det er måske ligeså meget hele den der "fuuuuck...jeg er i live, og kan nyde det sammen med jer"....

[Umulia]

Jeg ville ikke have lyst til det. I sådan en situation ville jeg sikkert bare gerne være i fred og bearbejde det der var sket uden at skulle forholde mig til en masse andre mennesker og fremmede hunde. Det ville ikke fungere særlig godt for mig. Hvis jeg skulle "finde trøst" i/ved en hund, så skulle det være min egen.

 

Men hvis det fungerer for andre, er det selvfølgelig fint Jeg ville bare føle, at det ville være at udskyde en proces, som man alligevel skal igennem, når man har set sine klassekammerater blive skudt. Jeg tror, det er en super god ide at bruge hunde, men jeg ville nok have valgt at bruge dem på en anden måde end her.

 

Det er også ca. sådan jeg har det. Men måske er vi to bare asociale

[Stefano Fava]

Jeg er helt enig i at hunde har terapeutisk virkning. Det er bare timingen, jeg måske synes er lidt forkert. De fleste ofre er ikke engang begravet endnu. Hvornår skal børnene få tid til at falde til ro og bearbejde deres følelser? Synes det er lidt sådan "nååårh, er din mor død - her er en billet til Tivoli!" Men det er sikkert bare mig...

 

Kan godt følge din tankegang. Personligt syntes jeg der burde koncentreres med psykologisk krisehjælp til børnene og så senere bruge hundene som led i behandlingen.

[Potemis]

Jeg synes det er fantastisk.. og godt at de er så hurtigt ude.. der er måske nogle børn som har brug for at komme over chokket inden de kan tale om det. Man kan fortælle hemmeligheder til dyr og dyr dømmer ikke hvis man fortæller om hvor bange man var.. eller at man måske kom til at tænke at man håbede det var nogle andre børn der blev skudt og ikke en selv. Der må være mange mange ting i de børns hoveder som skal vendes og drejes og jeg synes det er positivt man har været så hurtigt ude!

Man kan sige mange ting om usa og deres følelsesdramaer, men i de mindste gør de noget ved det!

[Gæst Stella]

Det er altid godt at der er en tredje indover.

 

Jeg har selv gået til rideterapi i mange år. Det var altid ti gange lettere at starte en samtale med terapeuten som også var ridelærer og psykolog, når vi havde en hest i mellem os, en tredje partner. Så kunne man jo starte med at snakke lidt om den og der var noget rent praktisk at gøre og så blev alting bare lettere at tale om.

 

Prøv tænkt på hvor mange herinde der feks har startet et venskab udelukkende pga vores hund, vi har nemlig først haft hunden at tale om og så langtsom bliver samtalerne mere og mere fortrolige.

 

 

Det samme med en hund. Dengang jeg havde bostøtte som kom hjem til mig, kunne jeg faktisk ikke tale med hende, medmindre Teitur sad i sofaen ved siden af. At kunne ae ham i mens og holde blikket på ham, var en befrielse, mine finger havde noget praktisk at lave, at ae Teitur og mit blik faldt naturligt på ham, så var det bare lettere at snakke.

 

Sidder man der i en rundkreds og har oplevet noget tragisk, kan hunden jo være den tredje part der gør at samtalen flyder nemmere, man kan måske tale om det der er sket uden at skulle kigge på de andre og holde øjne kontakt og tænke på hvor ens hænder skal være. Hunden kan også være en indledning til at tale og mindes, måske var der en af de dræbte der havde hund ? Så kan den overlevende kammerat måske fortælle om den dødes hund og dengang han besøgte vedkommende osv osv. Måske gør hunden noget der får en til at smile og sige " det minder mig om " eller kan i huske dengang osv.

 

 

 

Så det er vel egentlig overhovedet ikke et nyt koncept ?

[Gæst Beaglepack]

Her er så historien bag "trøstehundene" i USA og hvorfor det er opstået - faktisk er det ret populært derovre

Trøstehund skal hjælpe Newtown-ofre - Udland | www.bt.dk

[Shii]

Det er altid godt at der er en tredje indover.

 

Jeg har selv gået til rideterapi i mange år. Det var altid ti gange lettere at starte en samtale med terapeuten som også var ridelærer og psykolog, når vi havde en hest i mellem os, en tredje partner. Så kunne man jo starte med at snakke lidt om den og der var noget rent praktisk at gøre og så blev alting bare lettere at tale om.

 

Prøv tænkt på hvor mange herinde der feks har startet et venskab udelukkende pga vores hund, vi har nemlig først haft hunden at tale om og så langtsom bliver samtalerne mere og mere fortrolige.

 

 

Det samme med en hund. Dengang jeg havde bostøtte som kom hjem til mig, kunne jeg faktisk ikke tale med hende, medmindre Teitur sad i sofaen ved siden af. At kunne ae ham i mens og holde blikket på ham, var en befrielse, mine finger havde noget praktisk at lave, at ae Teitur og mit blik faldt naturligt på ham, så var det bare lettere at snakke.

 

Sidder man der i en rundkreds og har oplevet noget tragisk, kan hunden jo være den tredje part der gør at samtalen flyder nemmere, man kan måske tale om det der er sket uden at skulle kigge på de andre og holde øjne kontakt og tænke på hvor ens hænder skal være. Hunden kan også være en indledning til at tale og mindes, måske var der en af de dræbte der havde hund ? Så kan den overlevende kammerat måske fortælle om den dødes hund og dengang han besøgte vedkommende osv osv. Måske gør hunden noget der får en til at smile og sige " det minder mig om " eller kan i huske dengang osv.

 

 

 

Så det er vel egentlig overhovedet ikke et nyt koncept ?

 

Synes det er helt fantastisk at dyr kan hjælpe på den måde!

 

Jeg synes også princippet med trøstehundene er rigtig godt, i hvert fald synes jeg ikke at det "kan skade". Om det ville være noget for mig? Næppe.. Jeg er også typen der helst bare skal have lov at tude ud i fred for hele verdenen...