Gæst Sitto Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Jeg tænker, at hvis moderen tager fat i sin datter, skælder kraftigt ud over hendes tilgang til hunde, vil det kun forværre situationen! At datteren bliver endnu mere jaloux på hunden. "hvorfor kan mor bedre lide hunden end mig?" "mor er altid sammen med hunden, har hun glemt mig?" "jeg vil også være med(opmærksomhed), bliver afvist og skæld ud" "hunden er dermed rigtig dum!" Børn er ikke medfødt med empati, det skal de lære... Selvfølgelig skal der sættes grænser for opførsel! Men konflikter dagligt løser intet, det vil kun forværre situationen. Så hellere være små-pædagogisk Gad vide om deres hund ikke selv siger fra? Knurre/gøer? Men de skal lære at "finde hinandens grænser"... Hos os var det nemt, vores hund "terrier-gøer", når han er utilfreds/noget skal stoppes. Her har de fundet hinanden, respektere hinandens grænser. Dermed ikke sagt, at det er iorden at slå/sparke/hive i halen/skubbe/drille hunden! Jeg har hverken "overbeskyttet" min datter eller hund, da der var probl(i hvalpetiden). Hunden legede jagt, snappede, hoppede op/væltede min datter, bed sig fast i nederdele/ærmer. Min datter lærte hurtigt, at hun ikke skulle løbe med armene ud til siderne, at hun ikke skulle skrige eller tage hundens legetøj. Samtidigt lærte hunden, at han ikke skulle få min datter til at græde, så kom jeg ind i billedet! Datteren lærte at Nej, var Nej, ligesom hunden også lærte det. Det sidste man ønsker er, at hunden bider sit barn, derfor skal det stoppes hurtigst muligt. Det er så én ting jeg aldrig nogensinde lære at forstå i den der barn/hund kombination - hvorfor skal børn have lov til at presse hundene så langt ud, af hundene følger sig nødsaget til at knurre af barnet? Barnet bør da blive stoppet længe før hunden føler at den er nødt til at knurre! Når man ved barnet overskrides ens hunds grænser - så skal det altså stoppes af den voksne. Det er ikke hundens opgave at opdrage barnet og fortælle hvornår nok er nok. De færreste børn tror jeg alligevel stopper ved knurren.. og hvad er så næste skridt?! Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Sus&Siku Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Det er så én ting jeg aldrig nogensinde lære at forstå i den der barn/hund kombination - hvorfor skal børn have lov til at presse hundene så langt ud, af hundene følger sig nødsaget til at knurre af barnet? Barnet bør da blive stoppet længe før hunden føler at den er nødt til at knurre! Når man ved barnet overskrides ens hunds grænser - så skal det altså stoppes af den voksne. Det er ikke hundens opgave at opdrage barnet og fortælle hvornår nok er nok. De færreste børn tror jeg alligevel stopper ved knurren.. og hvad er så næste skridt?! Kommer vel an på hunden og race/blandingen? Vi var nok bare "heldige". Vores hund jagtede alt og alle i hvalpetiden, umotiveret. Min datter var "bange" for hunden, når han legede jagt. Snapperi og hvalpetænder er ikke et godt mix, når der er barn involveret. Det er de voksnes opgave, at obsevere barn/hund sammen, stoppe evt konflikter inden de opstår. Nu er TS´s hund 9 mdr, de har haft hunden i 6 mdr, ergo må de have været igennem tandskift, snappen og hvalpeleg. Nu nævner TS intet om, hvordan datterens og hundens forhold var gennem den periode. Måske er datters grænser blevet overskredet mange gange? Det ved vi intet om... Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Chewie Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Søskendejalousi - Far, Mor & Børn Søskendejalousi, misundelse og retfærdighed Jeg vil nok sammenligne din situation med søskendejalousi og nok kan løses efter samme formel. Jeg er absolut enig i, at jeg aldrig ville acceptere, at mit barn var ond ved hverken en søster eller et dyr - der ville blive talt med MEGET store ord. Men kommer det dertil, at alle tiltag fejler efter grundig afprøvning, så er jeg også enig i, at en omplacering var det eneste rigtige for hunden. Jeg er med på, at du vil gøre alt for at undgå det, men ingen af jer er tjent med at leve i en krigszone.. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Sitto Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Kommer vel an på hunden og race/blandingen? Vi var nok bare "heldige". Vores hund jagtede alt og alle i hvalpetiden, umotiveret. Min datter var "bange" for hunden, når han legede jagt. Snapperi og hvalpetænder er ikke et godt mix, når der er barn involveret. Det er de voksnes opgave, at obsevere barn/hund sammen, stoppe evt konflikter inden de opstår. Nu er TS´s hund 9 mdr, de har haft hunden i 6 mdr, ergo må de have været igennem tandskift, snappen og hvalpeleg. Nu nævner TS intet om, hvordan datterens og hundens forhold var gennem den periode. Måske er datters grænser blevet overskredet mange gange? Det ved vi intet om... Race/blanding spiller da overhovedet ingen rolle i om børn bør have lov til at presse hunden derud, hvor den føler behov for at knurre af barnet?? En hund skal naturligvis heller ikke have lov til at overskrides barnets grænser, dette skal også stoppes. Men selvom hunden evt har, fordi forældrene ikke har stoppet det, så kan det aldrig retfærdiggøre at barnet sparker ud efter hunden den dag i dag. Det skal altså stoppes! Vi har selv tre hunde, som ikke er ovenud begejstret for børn - de er alle ok hvis de selv får lov til at opsøge børnene, så vil de dem gerne. Men hvis børnene trænger sig på/trænger dem op i en krog, så kan alle tre finde på at snappe. Og dette får min mands drenge så aldrig (!!) lov til - de skal bare ikke presse hundene derud, hvor de føler behov for at bede drengene gå. Det er vores opgave, ikke hundenes. Derfor er børn og hunde aldrig alene uden opsyn - der er øjnene på dem 99% af tiden, og 110% af tiden hvis drengene begynder at lege med dem. En af min mands drenge sparkede på et tidspunkt ud i luften efter Zazu - der faldt der altså en skideballe, det er bare en adfærd jeg aldrig nogensinde vil acceptere, uanset årsagen. Og han så så også resultatet af hans handling - nemlig at Zazu snappede ud efter hans ben når han bevægede sig - fordi han havde gjort hende så forskrækket. Zazu blev naturligvis stoppet og holdt fra at snappe, da vi 1. gang havde opdaget at hun forsøgte - men han blev forklaret at Zazu var blevet sur på ham, fordi han ikke var sød mod hende. Og det syntes han jo så heller ikke var sjovt. Og siden er det ikke sket. Og Zazu har aldrig snappet efter ham igen heller. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Ulla H Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Jeg var nok den 1 ste der skrev omplacering. Jeg så i ånden en ungtæve, temmelig pzykisk ustabil i forbindelse med 1 ste. løbetid eller værre, evt. falsk drægtighed. Og i få sekunder trues hunden i en alenesituation. Og så er racens sind ikke uvæsenlig i min vurdering. Der er dog forskel på, om en schæfer gør udfald end hvis det var en cavalier med hensyn til kræfter. For en dag er hunden mere tuf, og nok er nok. Og at eet barn på 5 år kan samtales til at forstå og ændre sit adfærd og sine reaktioner , mener jeg ikke kan overføres på alle børn. I hvertfald ikke med den hurtighed , som jeg mener dette kræver. Det er vel individuelt, hvor lang tid det tager at ændre et så lille barns syn på tilværelsen, fordi det ikke kun er opførsel, men de indre følelser, der skal ændres. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Ninjamor Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Jeg tænker, at hvis moderen tager fat i sin datter, skælder kraftigt ud over hendes tilgang til hunde, vil det kun forværre situationen! At datteren bliver endnu mere jaloux på hunden. "hvorfor kan mor bedre lide hunden end mig?" "mor er altid sammen med hunden, har hun glemt mig?" "jeg vil også være med(opmærksomhed), bliver afvist og skæld ud" "hunden er dermed rigtig dum!" Og derfor skrev jeg at det ikke var det eneste der skulle gøres! Børn er ikke medfødt med empati, det skal de lære... Præcis og kan de ikke lære det ved eksemplets magt, må der andre ting til Selvfølgelig skal der sættes grænser for opførsel! Men konflikter dagligt løser intet, det vil kun forværre situationen. Konflikter dagligt? Det kommer der kun, hvis barnet ikke respekterer en irettesættelse fra sine forældre. En irettesættelse skal være så klart formuleret, at der ikke kan opstå tvivl hos barnet. Man skal da ikke gå og skælde ud dagligt! Gør man det, er det fordi man ikke har været klar nok i spyttet og beskeden derfor ikke er blevet forstået. En forælder skælder næppe ud dagligt, hvis barnet vil træde ud over fortovskanten, der bliver budskabet forstået hos langt de fleste børn simpelthen fordi det bliver givet klart og utvetydigt. Jeg har aldrig lagt hånd på mine børn og ikke brugt at råbe ad dem, alligevel har de kunne forstå, når de skulle stoppe en aktuel adfærd. Det handler om det lille (og meget misforståede ord) respekt, altså barnets respekt for at forældrene trods alt ved bedst i de fleste situationer og derfor har retten til at sige stop. Vi taler om det dagligt i debatter om hunde, der kalder vi det "lederskab", altså at en hund retter ind efter givne, rimelige, regler. Det er børn også nødt til at lære at gøre - for alles skyld. Så hellere være små-pædagogisk Man kan pædagogisere alt ihjel... Naturligvis skal man være pædagogisk når man skal opdrage og lære børn ting og sager, men der er også tidspunkter hvor pædagogikken må vente lidt, i potentielt farlige eller skadelige situationer for eksempel og det kan den aktuelle situation hurtigt blive. Gad vide om deres hund ikke selv siger fra? Knurre/gøer? Men de skal lære at "finde hinandens grænser"... Hos os var det nemt, vores hund "terrier-gøer", når han er utilfreds/noget skal stoppes. Her har de fundet hinanden, respektere hinandens grænser. Dermed ikke sagt, at det er iorden at slå/sparke/hive i halen/skubbe/drille hunden! Synes du, det er rimeligt at en nemtpåvirkelig unghund skal komme derud, hvor den er nødt til at sige fra dagligt overfor et familiemedlem? Hvad lærer hunden af dette? Jeg har hverken "overbeskyttet" min datter eller hund, da der var probl(i hvalpetiden). Hunden legede jagt, snappede, hoppede op/væltede min datter, bed sig fast i nederdele/ærmer. Min datter lærte hurtigt, at hun ikke skulle løbe med armene ud til siderne, at hun ikke skulle skrige eller tage hundens legetøj. Samtidigt lærte hunden, at han ikke skulle få min datter til at græde, så kom jeg ind i billedet! Datteren lærte at Nej, var Nej, ligesom hunden også lærte det. Ville du have ventet med at reagere hvis dit barn sparkede og slog ud efter din hund? Det sidste man ønsker er, at hunden bider sit barn, derfor skal det stoppes hurtigst muligt. Præcis Det er så én ting jeg aldrig nogensinde lære at forstå i den der barn/hund kombination - hvorfor skal børn have lov til at presse hundene så langt ud, af hundene følger sig nødsaget til at knurre af barnet? Barnet bør da blive stoppet længe før hunden føler at den er nødt til at knurre! Når man ved barnet overskrides ens hunds grænser - så skal det altså stoppes af den voksne. Det er ikke hundens opgave at opdrage barnet og fortælle hvornår nok er nok. De færreste børn tror jeg alligevel stopper ved knurren.. og hvad er så næste skridt?! Du skrev det... Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Ninjamor Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Jeg tænker, at hvis moderen tager fat i sin datter, skælder kraftigt ud over hendes tilgang til hunde, vil det kun forværre situationen! At datteren bliver endnu mere jaloux på hunden. "hvorfor kan mor bedre lide hunden end mig?" "mor er altid sammen med hunden, har hun glemt mig?" "jeg vil også være med(opmærksomhed), bliver afvist og skæld ud" "hunden er dermed rigtig dum!" Og derfor skrev jeg at det ikke var det eneste der skulle gøres! Børn er ikke medfødt med empati, det skal de lære... Præcis og kan de ikke lære det ved eksemplets magt, må der andre ting til Selvfølgelig skal der sættes grænser for opførsel! Men konflikter dagligt løser intet, det vil kun forværre situationen. Konflikter dagligt? Det kommer der kun, hvis barnet ikke respekterer en irettesættelse fra sine forældre. En irettesættelse skal være så klart formuleret, at der ikke kan opstå tvivl hos barnet. Man skal da ikke gå og skælde ud dagligt! Gør man det, er det fordi man ikke har været klar nok i spyttet og beskeden derfor ikke er blevet forstået. En forælder skælder næppe ud dagligt, hvis barnet vil træde ud over fortovskanten, der bliver budskabet forstået hos langt de fleste børn simpelthen fordi det bliver givet klart og utvetydigt. Jeg har aldrig lagt hånd på mine børn og ikke brugt at råbe ad dem, alligevel har de kunne forstå, når de skulle stoppe en aktuel adfærd. Det handler om det lille (og meget misforståede ord) respekt, altså barnets respekt for at forældrene trods alt ved bedst i de fleste situationer og derfor har retten til at sige stop. Vi taler om det dagligt i debatter om hunde, der kalder vi det "lederskab", altså at en hund retter ind efter givne, rimelige, regler. Det er børn også nødt til at lære at gøre - for alles skyld. Så hellere være små-pædagogisk Man kan pædagogisere alt ihjel... Naturligvis skal man være pædagogisk når man skal opdrage og lære børn ting og sager, men der er også tidspunkter hvor pædagogikken må vente lidt, i potentielt farlige eller skadelige situationer for eksempel og det kan den aktuelle situation hurtigt blive. Gad vide om deres hund ikke selv siger fra? Knurre/gøer? Men de skal lære at "finde hinandens grænser"... Hos os var det nemt, vores hund "terrier-gøer", når han er utilfreds/noget skal stoppes. Her har de fundet hinanden, respektere hinandens grænser. Dermed ikke sagt, at det er iorden at slå/sparke/hive i halen/skubbe/drille hunden! Synes du, det er rimeligt at en nemtpåvirkelig unghund skal komme derud, hvor den er nødt til at sige fra dagligt overfor et familiemedlem? Hvad lærer hunden af dette? Jeg har hverken "overbeskyttet" min datter eller hund, da der var probl(i hvalpetiden). Hunden legede jagt, snappede, hoppede op/væltede min datter, bed sig fast i nederdele/ærmer. Min datter lærte hurtigt, at hun ikke skulle løbe med armene ud til siderne, at hun ikke skulle skrige eller tage hundens legetøj. Samtidigt lærte hunden, at han ikke skulle få min datter til at græde, så kom jeg ind i billedet! Datteren lærte at Nej, var Nej, ligesom hunden også lærte det. Ville du have ventet med at reagere hvis dit barn sparkede og slog ud efter din hund? Det sidste man ønsker er, at hunden bider sit barn, derfor skal det stoppes hurtigst muligt. Præcis Det er så én ting jeg aldrig nogensinde lære at forstå i den der barn/hund kombination - hvorfor skal børn have lov til at presse hundene så langt ud, af hundene følger sig nødsaget til at knurre af barnet? Barnet bør da blive stoppet længe før hunden føler at den er nødt til at knurre! Når man ved barnet overskrides ens hunds grænser - så skal det altså stoppes af den voksne. Det er ikke hundens opgave at opdrage barnet og fortælle hvornår nok er nok. De færreste børn tror jeg alligevel stopper ved knurren.. og hvad er så næste skridt?! Du skrev det... Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Sus&Siku Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Race/blanding spiller da overhovedet ingen rolle i om børn bør have lov til at presse hunden derud, hvor den føler behov for at knurre af barnet?? En hund skal naturligvis heller ikke have lov til at overskrides barnets grænser, dette skal også stoppes. Men selvom hunden evt har, fordi forældrene ikke har stoppet det, så kan det aldrig retfærdiggøre at barnet sparker ud efter hunden den dag i dag. Det skal altså stoppes! Vi har selv tre hunde, som ikke er ovenud begejstret for børn - de er alle ok hvis de selv får lov til at opsøge børnene, så vil de dem gerne. Men hvis børnene trænger sig på/trænger dem op i en krog, så kan alle tre finde på at snappe. Og dette får min mands drenge så aldrig (!!) lov til - de skal bare ikke presse hundene derud, hvor de føler behov for at bede drengene gå. Det er vores opgave, ikke hundenes. Derfor er børn og hunde aldrig alene uden opsyn - der er øjnene på dem 99% af tiden, og 110% af tiden hvis drengene begynder at lege med dem. En af min mands drenge sparkede på et tidspunkt ud i luften efter Zazu - der faldt der altså en skideballe, det er bare en adfærd jeg aldrig nogensinde vil acceptere, uanset årsagen. Og han så så også resultatet af hans handling - nemlig at Zazu snappede ud efter hans ben når han bevægede sig - fordi han havde gjort hende så forskrækket. Zazu blev naturligvis stoppet og holdt fra at snappe, da vi 1. gang havde opdaget at hun forsøgte - men han blev forklaret at Zazu var blevet sur på ham, fordi han ikke var sød mod hende. Og det syntes han jo så heller ikke var sjovt. Og siden er det ikke sket. Og Zazu har aldrig snappet efter ham igen heller. Jeg tror, vi er enige langt hen ad vejen Nogle hunde har bare mere lyd end andre, vi har så en af dem med megen lyd! Så i vores tilfælde, har det været nemt, at forklare, at 1 gø betyder Stop/nej, fra hundens side af. Det har min datter kunnet forstå! Hunde er forskellige, også deres grænser. Nogle er mere børneglade/accepterende end andre. Min datter har aldrig slået/sparket/hevet i hale/skubbet eller lign, men derimod været yderst jaloux, som har vist sig som trods og store ord i munden fra hendes side af. Her siger hunden fx fra(gøer)hvis min datter hopper i sofaen/sengen, sprøjter med vandpistol(ik direkte mod hunden), eller løber forvildet rundt i haven. Det "stresser" hunden og han gøer ad hende. Hvis datteren vælger at lege "fang denne bamse", løber rundt udenfor, hvor hunden jagter bagefter, så kan det ende ud i, at hunden gøer(for at få hende til at stoppe!). Hunden snapper ikke mere som i hvalpetiden, han gøer kun nu. Og i vild leg er der altid lyd på(knurren), derfor må de ikke lege træklege eller lign. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det "opdragelse" fra hundens side?! Men nej/stop bliver respekteret fra både barn og hund. Både barn og hund kender spillereglerne. Det er kun sjældent, at jeg idag skal blande mig i deres omgang med hinanden. TS må gerne komme på banen igen, håber ikke vi har skræmt hende væk? Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Dina Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Jeg tænker, at hvis moderen tager fat i sin datter, skælder kraftigt ud over hendes tilgang til hunde, vil det kun forværre situationen! At datteren bliver endnu mere jaloux på hunden. "hvorfor kan mor bedre lide hunden end mig?" "mor er altid sammen med hunden, har hun glemt mig?" "jeg vil også være med(opmærksomhed), bliver afvist og skæld ud" "hunden er dermed rigtig dum!" Børn er ikke medfødt med empati, det skal de lære... Nu er jeg fra en tid, hvor børn fik nogle på lampen, både når vi fortjente det og såmænd også, når vi ikke gjorde. Den tid ønsker jeg ikke tilbage, men jeg kan simpelthen ikke fatte, at det skulle være så forfærdeligt at gribe fat, skælde ud - og efterfølgende tage en mere afdæmpet snak med sit barn? Hvis man ikke "tør" det, men tror, at det kun vil forværre situationen, så er man jo nærmest handlingslammet, når ens barn foretager sig helt forkerte ting? Nogle gange må der kontant handling til (og her snakker jeg bestemt ikke om fysisk vold) for at stoppe en absurd situation, og SÅ kan man bagefter tage pædagogikken i anvendelse. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Sus&Siku Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Ville du have ventet med at reagere hvis dit barn sparkede og slog ud efter din hund? Nu har min datter aldrig været aggressiv overfor vores hund! Hun lærte for start af, at alle hunde kan bide, ikke alle hunde er børnevenlige/vante og man skal være en god kammerat! Hun har fået megen ros af andre hundeejere med store hunde. At hun opfører sig stille og roligt sammen med deres rottweilere, husky´er, malamutter og dobberman. At hun ikke er bange for dem, at hun ved, hun skal lade hundene komme til hende osv. Jeg ville ikke have tolereret aggressiv opførsel fra min datters side. Havde nok forklaret hende, at hunden vil blive sur på hende, bide hende i det ben/fod, hun har sparket med! Om det er pædagogik tror jeg næppe. Men det havde været en øjnåbner i fht min datter. At der skulle ske ændringer fremover. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
AnneMangetal Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Nu bliver nogen nok sur, men sådan må det være. Både som forældre og som hundeejer har man et ansvar for at forme et individ. Når noget går skævt, er det fordi man har fejlet. Jeg har fejlet en masse med min hund, og jeg har aldrig kunnet arbejde på at løse problemet, før jeg har erkendt min fejl. Og så er det heldigt at man kan rette op på de fleste fejl. Og uanset hvor stor tilhænger man er af pædagogisk børneopdragelse, er indsatsen nu så høj, at man nok må ændre sin tilgang. TS, hvad ville du egentlig gøre hvis din datter havde sådan en reaktion på et lille barn? Jeg synes indsatsen mod datteren skal være lige så kontant, såm hvis det var en 9 mdr. baby hun var efter. Forskellen er bare (ud over at hunden er en hund) at du har en meget fysisk stærk hund. Schæferen er ofte lidt usikker, og er dermed hurtig til at være udadreagerende. Og en voksen udadreagerende schæfer i kombination med en 5 årig, er en farlig cocktail. Igen, jeg aner intet om børn og opdragelse, men jeg ved en del om hunde og særligt schæfere. Så der skal gribes ind, og det med en opdragelse barnet kan forstå. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Tullemus Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Nu er jeg fra en tid, hvor børn fik nogle på lampen, både når vi fortjente det og såmænd også, når vi ikke gjorde. Den tid ønsker jeg ikke tilbage, men jeg kan simpelthen ikke fatte, at det skulle være så forfærdeligt at gribe fat, skælde ud - og efterfølgende tage en mere afdæmpet snak med sit barn? Hvis man ikke "tør" det, men tror, at det kun vil forværre situationen, så er man jo nærmest handlingslammet, når ens barn foretager sig helt forkerte ting? Nogle gange må der kontant handling til (og her snakker jeg bestemt ikke om fysisk vold) for at stoppe en absurd situation, og SÅ kan man bagefter tage pædagogikken i anvendelse. Ja, vi er nogle der har fået nogle pædagogiske røvfulde i vores barndom, ønsker heller ikke den tid tilbage, men undre mig nogen gange over den vattede holdning mange forældre i dag har vedrørende opdragelsen af deres børn. Det virker nogle gange som om, de er bange for, at sætte grænser og være konsekvente. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Umulia Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Det er måske bare mig, der er naiv, men jeg tager det som en selvfølge, at hvis et barn er i gang med noget, det ikke må, griber man ind og fortæller på en utvetydig måde, at nu stopper vi. Et "kan du SÅ holde op!", efterfulgt af en forklaring på hvorfor det ikke er ok, plejer at være nok. Om man tager fysisk fat i barnet eller ej, afhænger af hvor kritisk situationen er. Hvis barnet sparker en hund eller et andet barn, ja selvfølgelig! Man behøver ikke rive armen af ungen, men adfærden skal stoppes omgående. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Therese Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Pigen ER blevet skældt ud, når hun sparker efter hunden. Det står i startindlægget. Så det er jo ikke fordi forældrene har stået fuldstændige passive og set på, mens deres datter sparker ud efter hunden. Der bliver vel bare søgt råd om hvad man så kan gøre nu for at komme problemet til livs, så hund og barn kan bo under samme tag uden de gnidninger. Hvilket vel er forståeligt nok. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Ninjamor Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Ja, vi er nogle der har fået nogle pædagogiske røvfulde i vores barndom, ønsker heller ikke den tid tilbage, men undre mig nogen gange over den vattede holdning mange forældre i dag har vedrørende opdragelsen af deres børn. Det virker nogle gange som om, de er bange for, at sætte grænser og være konsekvente. Min mor og hendes søskende fik røvfulde. Mine søskende og jeg er aldrig blevet fysisk afstraffet og vore børn heller ikke, så den er stoppet hos min mor. Tak mor. Jeg undrer mig også over den mangel på kontant afregning, ift. at et barns uønskede opførsel får en for barnet uønsket konsekvens og dette er på ingen måde rettet mod trådstarter og hendes situation Jeg kan undre mig over, at forældre kan mene, at deres mindre børn skal tage ansvar for så mange ting, som de skal. Hvorfor skal et 3 - 5 årigt barn inddrages i hvad der skal på middagsbordet til hverdag for bare at tage et eksempel? Hvad ved sådan et barn om, hvad der er godt for det? Det er som om, nogle forældre går efter at blive bedste venner med deres børn i stedet for at være forældre. Som om nogle forældre frygter at sætte grænser og sige nej, til deres børn og det er synd. Ligesom det giver utryghed hos en hund ikke at have faste grænser bliver børn også utrygge af det. Det er synd for børnene at de absolut skal have medansvar for ting og sager de ikke burde tænke på, mens de er børn. Lad børnene være børn så længe de kan. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
luckyluna Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Det er måske bare mig, der er naiv, men jeg tager det som en selvfølge, at hvis et barn er i gang med noget, det ikke må, griber man ind og fortæller på en utvetydig måde, at nu stopper vi. Et "kan du SÅ holde op!", efterfulgt af en forklaring på hvorfor det ikke er ok, plejer at være nok. Om man tager fysisk fat i barnet eller ej, afhænger af hvor kritisk situationen er. Hvis barnet sparker en hund eller et andet barn, ja selvfølgelig! Man behøver ikke rive armen af ungen, men adfærden skal stoppes omgående. Præcis og det siger trådstarter jo også at hun har gjort:) Så gode forslag du ellers er kommet med:) Jeg ville også behandle det som søskende jalousi og det kan som regel sagtens løses, hvis man som forælder er god til at læse sine børn og frem for alt til at rose dem, når de gør det rigtige:) Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Umulia Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Præcis og det siger trådstarter jo også at hun har gjort:) Det var heller ikke rettet mod hende. Det skal man jo huske at gøre opmærksom på - undskyld! Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Chewie Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Der er skæld ud og så er der skæld ud! Siger man det ikke bestemt nok, så der på INGEN måde er tvivl om, at man mener det og det er dér skabet skal stå - ja, så kan det jo blive den slags skæld ud, som går ind af det ene øre og ud af det andet. Specielt hvis man er inkonsekvent! Det gælder jo både børn og hunde.. Selvfølgelig skal det ikke være en fysisk afstraffelse, for det kan jeg slet ikke gå ind for, men at flytte barnet fysisk væk fra situationen, understreger det man siger. Forstår barnet det stadig ikke, så må man opstille hvad konsekvensen bliver, hvis det ikke overholder reglen "man må IKKE slå eller sparke hunden" - fx. at man ikke må se børnetime, eller hvad man nu finder passende og SÅ HOLDE DET, hvis det alligevel sker igen! Min teenagedatter har levet flere uger uden mobil, internet, fjernsyn og en måned uden døren ind til hendes værelse, da hun smækkede den 2. gang - 1. gang fik hun advarslen.. Det er altså ikke ondt - det er først ondt, når man ikke sætter grænserne og står ved dem Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
luckyluna Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Det var heller ikke rettet mod hende. Det skal man jo huske at gøre opmærksom på - undskyld! Det er da mig der ikke formulerede mig korrekt. Jeg er jo helt enig med dig og mener at nogle andre her de sidste indlæg skulle klappe hesten lidt, før de udtaler sig om at trådstarter skal stoppe sit barn, når hun faktisk skriver at hun har skældt hende ud. Så jeg læste ikke dit indlæg som at du rettede det mod hende, men netop mod at det selvfølgelig var en selvfølge at sige fra overfor barnet og dennes handling:) Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
luckyluna Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Til trådstarter. Kom til at tænke på at når din datter kommer over til dig og hunden bliver utryg, så kunne du hjælpe dem begge ved at gå frem mod din datter og tage godt imod hende. Så vil du både vise din hund at du tager dig af hvad hun oplever som farligt og du vil vise din datter at du gerne vil hende, selvom du sad med hunden. Samtidig vil du også kunne "styre" din datters handlinger lidt så hun ikke kom til at gøre noget uønsket ved hunden. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst DorteDK Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Med fare for at få en på lampen (det er IKKE til trådstarter - og lige så alle ved det jeg er 39 år og har desværre ingen børn ) Så bliver jeg nødt til at lige komme af med denne her: Børneopdragelse i dag er altså noget mærkelig noget... "lad dog barnet" synes jeg godt man kan sige - har selv en niece på 3 og der må man næsten alt... altså det gik ikke da jeg var barn, min søster jeg havde sku respekt for vores mor og far... sagde far NEJ så var det nej! Men igen jeg ved ikke så meget om det har jo ingen børn. Også lige til sidst jeg har lavet mange fejl ved mine hunde også - ingen tvivl. Og som jeg har lært at erkende - jeg er bare ikke god nok til at lære mine hunde at gå i løs line... er det er da træls. Jeg arbejder hårdt på sagen og det har da gjort fremskridt med den lille på nu 1 år - sorry ikke lige noget med tråden at gøre Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Tullemus Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Min mor og hendes søskende fik røvfulde. Mine søskende og jeg er aldrig blevet fysisk afstraffet og vore børn heller ikke, så den er stoppet hos min mor. Tak mor. Jeg undrer mig også over den mangel på kontant afregning, ift. at et barns uønskede opførsel får en for barnet uønsket konsekvens og dette er på ingen måde rettet mod trådstarter og hendes situation Jeg kan undre mig over, at forældre kan mene, at deres mindre børn skal tage ansvar for så mange ting, som de skal. Hvorfor skal et 3 - 5 årigt barn inddrages i hvad der skal på middagsbordet til hverdag for bare at tage et eksempel? Hvad ved sådan et barn om, hvad der er godt for det? Det er som om, nogle forældre går efter at blive bedste venner med deres børn i stedet for at være forældre. Som om nogle forældre frygter at sætte grænser og sige nej, til deres børn og det er synd. Ligesom det giver utryghed hos en hund ikke at have faste grænser bliver børn også utrygge af det. Det er synd for børnene at de absolut skal have medansvar for ting og sager de ikke burde tænke på, mens de er børn. Lad børnene være børn så længe de kan. Ja, mit var så heller ikke møntet på trådstarter ... bare en undren over en slap holdning hos mange forældre, som ikke er til gavn for nogen. Men ja, børn skal have lov til, at være børn, så længe de kan istedet for, at opdrages som små voksne, der skal inddrages i alle beslutninger i og udenfor hjemmet. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Louise_J Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Jeg synes den her tråd går lidt over gevind. Jeg skal være den første til at kritisere mange forældres "opdragelse" og det er de færreste børn jeg synes er ret fantastiske. Men helt ærligt, alle de kommentarer om manglende opdragelse hører altså ikke hjemme her. Hvis jeg startede en tråd om eks. Mingus og hans problemer med andre hunde, og der så kom en masse indlæg omhandlende at det da også er for galt at mange opdrager deres hund for vattet eller at det simpelthen er for ringe at mange hunde ikke bliver aktiveret ordentligt, så ville jeg dælme føle mig truffet og angrebet. På trods af forskellige, velmente "dette er ikke møntet på trådstarter". Jeg kan godt forstå mange føler sig angrebet herinde og smutter efter kort tid. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
AnneMangetal Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Jamen, Louise, det interessante er jo netop, at pigen først reagerer nu! Ergo er det jo ikke opdragelsen som helhed der er slået fejl, men noget ER slået fejl. Og så er det om at erkende det og rette op. Grunden til at jeg skrev som jeg gjorde i mit første indlæg er, at hunden er meget tæt på at være i den alder hvor den finder ud af at den er voksen. Og der ER bare en risiko for at den æder pigen. Og skulle det ske, er det imo ikke hundens skyld, men forældrenes skyld - og dermed mener jeg ikke at hunden bør aflives. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Chewie Besvaret August 17, 2013 Rapporter Share Besvaret August 17, 2013 Som man råber i skoven, får man svar! Man ved vel forhåbentligt, når man stiller et spørgsmål på en forum som dette, at det ikke er alle svar, der er lige brugbare eller som passer lige godt på én selv. Vi kender jo ikke hele situationen, men vi er vel alle enige i, at det her er et problem der skal løses via barnet og ikke via hunden? Derfor kommer man naturligt ind på børneopdragelse og ligesom med hundeopdragelse, er der lige så mange erfaringer og meninger, som der er mennesker, der svarer. At man kan blive såret, sur eller stødt, mener jeg ærlig talt, er en del af livet - om svarene kommer fra børnehaven, mormor, veninden eller på et forum. Måske er der en grund til at man bliver stødt - måske er der ligefrem noget om snakken - sandheden gør ofte ondt, men nogengange har man bare selv svært ved at erkende hvad det virkelige problem er. Jeg ville da i stedet være pisse-glad og beæret over at så mange ville give sit besyv med - tage det jeg kunne bruge og så arbejde med det.. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Recommended Posts
Join the conversation
You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.