Hvorfor ikke bruge de rette ord?

[Lenschow]

 

Vores hunde har helt med vilje, fået menneskelignende navne...

 

Derfor blev vores sidste f.eks. omdøbt fra at hedde Cookie til at hedde Amy... Amigo var for gammel til at vi ville ændre hans navn, og det er virkelig bare slet ikke mig at have en hund der ikke har et "rigtigt navn"

 

Dexter, Ellie, Amy og Rika... Alle rigtige navne, vi kommer aldrig til at få hunde som ikke har menneske navne... (medmindre vi igen får en voksen hund)

 

Hvornår ringer nogle til dyreværnet om mig? Jeg er som alle ved VILD med katte og min HUND har et KATTENAVN, der endda betyder LØVE... han bør reddes!

 

(mener han selv - især hvis der er nogle med noget mad, som han kan spise imens, så vil han gerne reddes. Og ikke er ord om, at jeg ikke har døbt ham. Hold op jeg får mange kommentarer på det navn :stupid:

[chr68866]

Krummer tæer!

 

Jeg er glad for du fangede den

[nr 49]

Det der med sproget kan godt nok ikke hidse mig op men jeg kalder også min hund "kræet":-)

[Lenschow]

Fæhunden, møgøret, skidthunden.... Surmule og Grumme.... Ja kært "barn" har mange navne

[Claudia2500]

• Hunde som kun luftes kort i koldt vejr, for det er da synd de fryser fødderne
  
• Hunde som ikke får lov at pjaske i vand og blive snavsede (det er der desværre også børn som ikke må)
  
• Hunde som ikke må snuse til ulækre ting
  
• Hunde som aldrig slippes løs og får lov til virkelig at løbe, springe, hoppe og slå sig løs
  
• Hunde som ikke må tage en svømmetur for det er da for koldt, når vandet er 15 grader
  
• Hunde som ikke må få råt kød (og andre hundelækkerier), men skal have krydrede frikadeller og medisterpølse
  
• Hunde som klædes ud i besynderlige klædningsstykker
  
• Hunde som bliver sprøjtet til med diverse kemikalier for at pelsen skal sidde fint og have sløjfe i håret
  
• Hunde som kun luftes minimalt i dårligt vejr, for det kan de ikke lide. Gad vide om det var medfødt
  
• Hunde som ikke må snakke med andre hunde, for de kan jo være farlige og de snuser hinanden i røven - ulækkert
  
• Hunde som ikke må æde noget de har kastet op for det er ulækkert
  
• Hunde som ikke må slå en mus eller fugl ihjel - ikke må grave
  
• Hunde som stort set ikke kan komme ud i dårligt vejr uden dækken selvom de har en god pels
  
• Hunde der ikke får motion nok fordi man tror de har samme dårlige kondition som mennesker
  
• Osv.
  

 

Man kan gå i detaljer med hver enkelt og nogle har mere med menneskeliggørelse end andre. Fælles er dog, at når hundeejere ikke forstår hundenes behov – og forskellige hundes behov, men tror at de ligner menneskers behov og begrænsninger, får hundene et meget begrænset og ikke særlig hunderigtigt liv.

 

Ja de sidder med ved bordet og får usunde godbider og bliver fede og de sover i soveværelset, men de får ikke et godt og fuldt hundeliv, som de har krav på.

 

Jeg siger ikke at vi taler om et flertal, men måske et ganske pænt stort mindretal – og det er nok mest udpræget i store byer, vil jeg tro.

 

Hvor lidt eller hvor meget det har med hvordan vi taler om hundene og hvilken terminologi vi bruger, var spørgsmålet, som lidt fortaber sig i at man her på forum taler om sig selv og forsvarer sin egen måde at gøre det på. Jeg tror mange godt kan håndtere det fordi de har sat sig grundigt ind i hundes behov, men jeg tror desværre også at rigtig, rigtig mange, som ikke har sat sig noget videre ind i sagerne, via denne sprogbrug automatisk får et forkert billede af hundes behov. Ikke mindst børn, hvilket så vil øge udfordringen i næste generation af hundeejere. Gruppen af uvidende og meget lidt vidende hundeejere er nok betydelig større end den gruppe som faktisk har sat sig ind i hundenes reelle natur og behov.

 

Jeg er tilsyneladende ret alene om den tro/holdning og det er også ok, men jeg får nok også det indtryk at mange går i forsvarsposition fordi de selv anvender terminologien – og det synes det går fint og det gør det jo hvis man altså virkelig har sat sig ind i hundes natur og behov.

 

Jeg kan godt se hvor du vil hen. Der ER mange uvidende hundeejere, som i god tro kun fodrer deres hund med rester fra aftensmaden, unge piger der kun lader dem være i en taske når de er udendørs, muskelhunde der ikke må få råt kød for så "får den nok smag for det, og vil STRAKS angribe andre hunde" osv.

 

Men det med ikke at "måtte" kalde sin hund for andet end "den" og "tæve", det er lidt søgt.

 

Jeg er sikker på at mange tror jeg "menneskeliggør" min hund og behandler hende som et barn, når vi kommer gående og "kampvognen" er med. Inca har nemlig egen "barne"vogn (dvs. en hundetrailer), som vi bruger når vi skal på længere ture, grundet hendes svære HD og et ødelagt korsbånd.

Nu hvor vi har vognen til hende, har hun ingen smerter (og er heller ikke på smertestillende), har masser af livsglæde og kan komme hen til alle hendes yndlings steder, på trods af hendes "handicap". MEN, mange kommer med kommentarer som: "Nå, det var da godt nok en doven hund du har dig" og "Sikke et stort barn du har der" osv.. Det kan godt såre mig, både fordi hun BESTEMT ikke er doven (kun i hjemmet ), og fordi jeg ikke ser hende som et barn, men som en hund der er blevet min bedste ven, en som har støttet mig igennem så mange ting allerede (min mors sygdom, min fars død, min kæreste's angst, dårlige dage på arbejde/studie osv.), og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hun har det godt og fortsat kan være min bedste ven i mange år endnu.

 

 

Og ja hun bliver da også kaldt for fx.: "Baby-gull", "Tøsepige", "Lorte unge", "Gulli-pige", "Muffi", "Mulli", "Fidusen" osv.. Men det er jo bare hyggeligt, hun er jo omdrejningspunktet herhjemme :hjerte: Til gengæld bliver hun oftest kaldt "dyret" når vi omtaler hende, fx.: "Vi skal hjem til dyret" eller "Vi tager dyret med" :hmm:Og så det med tæve/hun/pige.. Folk spørger os ikke en gang om hun er en pige, de går helt automatisk ud fra at hun er en han-hund :blink: Men når folk spørger på afstand om hendes køn, siger jeg tæve, så er man ikke i tvivl

 

Til det markerede:

 

Hvad har at sidde med ved bordet og sove i soveværelset at gøre med at de ikke har/får et godt og fuldt hundeliv? Det ville jeg da være meget ked af at få at vide.. Inca sidder ikke med ved bordet på en stol, men hun kan da godt finde på at sidde ved siden af hvor vi spiser og bare være social, som hunde jo er.. Hun sover også i sengen, både om dagen hvor hun har den for sig selv, og om natten. Men jeg kan ikke se sammenhængen, hvordan skulle hun ikke kunne have et fuldt og godt hundeliv af den grund?

- Hun kommer ud og gå 2-3 gange om dagen

- Hun får lov at løbe frit, lege og fjolle

- Hun bliver trænet

- Hun bruger sin næse og sine sanser når vi laver søge lege i højt græs

- Og nu hvor vi flytter til et hus 500 m fra stranden, skal hun også ud og bade hele året (det er nok hendes nr. 1 yndlings ting at lave i hele verden).

 

Hun får dog ikke lov til at:

- Komme ud på gåtur i frostgrader UDEN dækken (hun fryser så meget at hun ryster, da hun er helt bar på maven). Hvis hun skal løbe og lege får hun dækkenet af, da hun jo får varmen af at løbe.

- Stikke hovedet ned til fx. døde dyr, snegle og kattelort. Jeg vil nemlig gerne udenom de farlige parasitter og orme sådan nogle kan indeholde. Det kan godt være det er pylret, men der er 3000 andre ting hun kan snuse til på¨vores ture.

- Hilse på andre hunde (medmindre jeg kender dem), da Inca altid gerne vil lege vildt, men hendes ben skal skånes. Derfor leger hun kun med hunde som vi kender og hvor jeg ved at de kan lege/hilse stille og roligt.

 

 

Jeg tror virkelig Inca HADER sin vogn... :hmm:

 

 

 

[Mikkel]

Hvornår ringer nogle til dyreværnet om mig? Jeg er som alle ved VILD med katte og min HUND har et KATTENAVN, der endda betyder LØVE... han bør reddes! (mener han selv - især hvis der er nogle med noget mad, som han kan spise imens, så vil han gerne reddes. Og ikke er ord om, at jeg ikke har døbt ham. Hold op jeg får mange kommentarer på det navn :stupid:

Altså nu er jeg ret ny herinde på hunde-forum, så jeg ved ikke hvad din hund hedder, så jeg vil gerne oplyses, nu er jeg jo nysgerrig

[skade]

Men er det egentlig værre at hunden bliver kaldt pige/dreng, sover i sengen, får mad ved bordet mm.

end de hardcore jagthunde der bliver sendt ud i et terræn der giver dem skader (eller at de må af med halen for ikke at få skader) politihunde der risikere at blive skudt på en opgave mm.

 

Jeg tror de fleste kan blive enige i at en hund er en hund og har hunde behov, men der er jo ingen facit på hvad der er det rigtigste. Jeg tror også at der er stor forskel på de forskellige hundetyper og om det er en ene hund eller om den bor i en flok af hunde.

Min hund sover hos mig (hun vælger selv min seng eller sin kurv) hun har en masse kælenavne, hun får ofte mad ved bordet, hun har dækkener da hun er tynd pelset og jeg bærer hende ofte (op/ned af trapper og lignende) Men jeg vil aldrig ha hund på anden måde, det er rigtigt for mig og jeg fornemmer at det er rigtigt for min hund, i forhold til den kontakt jeg ønsker med hende.

[Beaglepack]

Jeg har fulgt med på sidelinjen og jeg har reflekteret en del. Faktisk kan jeg godt følge PBC et langt stykke hen af vejen - grunden til at jeg i mit tidligere indlæg forholder mig til at det er drenge jeg har når jeg spørges af børn er jo at børn bedre kan forholde sig til tingene på den måde.

 

Jeg har tænkt en del - mine hunde er ikke mine børn og vil aldrig blive det - dertil er der alt for meget forskel på dem og mine sønner f.eks. Man kan ikke sige at hunde erstatter et barn for det gør det ikke - man skal have børn for at kunne forstå det

Mine sønner vil da til enhver tid komme før mine hunde - men det betyder ikke at mine hunde ikke får deres behov dækket - for det gør de et langt stykke hen af vejen - kommer til dyrlæge hvis behovet er for det - netop for at de får øget deres livskvalitet og har det godt.

 

Her hvor jeg ser en stor menneskeliggørelse er f.eks. når hunden har fødselsdag - så skal den fejres på behørig vis - ekstra gåtur/køretur - ekstra godt mad endda fødselsdags gaver - og så er der Julen hvor mange hunde får i H og R hvilket jo slet ikke er nødvendigt - hunden aner jo ikke at den har fødselsdag eller at det er Jul - her er det lige filmen knækker lidt for mig.

Jo vist markerer jeg når en af mine hunde fylder år - men det er mere en slags markering jeg gør for mig selv. I Julen får ingen af mine hunde noget udover det sædvanelige - det eneste der måtte være er at vi sover længere om morgenen og hele familien er samlet - men sådan er det jo også i weekender og ferier.

 

Mine hunde har rigtige navne - men de navne har de fået fordi lige de navne har en betydning for os.

[Therese]

Jeg gør mange ting, som udelukkende er for min egen skyld, når det kommer til Bobo. Han har f.eks. et halsbånd og en snor i samme mønster, fordi jeg synes, det var flot og pænere end hans gamle halsbånd og næste gang han skal have en ny sele, må den også gerne være flot at kigge på. Da jeg skulle købe en kølevest til ham, valgte jeg en i blå, fordi han er en hanhund og det passede bedst.

 

Bobo er fuldstændig ligeglad med om hans snor er blå, grøn eller gul eller om jeg havde købt en kølevest i pink til ham, men JEG synes det er rart at hans udstyr er pænt.

 

På samme måde synes jeg, det er rart at fejre hans fødselsdag ved at gøre noget sammen med ham, som han elsker. Det kan være en tur i skoven, et svært fodersøg eller en tur på stranden. Bagefter kan det være at han får et lækkert kødben i stedet for kedeligt tørfoder eller måske får han et nyt stykke legetøj. Og det kan jeg slet ikke se noget forkert i. Det er jo ikke noget der skader hunden, tværtimod. Også selvom han slet ikke aner at han fylder år eller at det er jul.

[Lenschow]

Altså nu er jeg ret ny herinde på hunde-forum, så jeg ved ikke hvad din hund hedder, så jeg vil gerne oplyses, nu er jeg jo nysgerrig

 

Han hedder Aslan - hvilket er tyrkisk Arsalan og betyder... løve og du kender måske den Aslan her

 

[Ascha]

Jeg har tænkt en del - mine hunde er ikke mine børn og vil aldrig blive det - dertil er der alt for meget forskel på dem og mine sønner f.eks. Man kan ikke sige at hunde erstatter et barn for det gør det ikke - man skal have børn for at kunne forstå det

Jeg har ikke børn, men kan da udmærket forstå det du siger. Jeg gætter bare samtidig på at dine sønner heller ikke ville kunne erstatte dine hunde.

 

Mennesker tilfører ens liv noget hunde ikke kan og hunde, noget mennesker ikke kan,.. så hvorfor skal det altid gøres til en konkurrence om hvem der er mest værd for én?. Jeg siger blot at det ikke er så underligt, og at det i hvert fald ikke er unaturligt, at mennesker får vækket deres yngelplejeinstinkt når de omgås deres egne hunde. Og det er vel det samme instinkt der får en forælder til at tage sig af sit barn.

 

Her hvor jeg ser en stor menneskeliggørelse er f.eks. når hunden har fødselsdag - så skal den fejres på behørig vis - ekstra gåtur/køretur - ekstra godt mad endda fødselsdags gaver - og så er der Julen hvor mange hunde får i H og R hvilket jo slet ikke er nødvendigt - hunden aner jo ikke at den har fødselsdag eller at det er Jul - her er det lige filmen knækker lidt for mig.

Jo vist markerer jeg når en af mine hunde fylder år - men det er mere en slags markering jeg gør for mig selv. I Julen får ingen af mine hunde noget udover det sædvanelige - det eneste der måtte være er at vi sover længere om morgenen og hele familien er samlet - men sådan er det jo også i weekender og ferier.

 

Det er jo bare sådan noget man gør for sjov (som nogle anser for at være latterligt) og som får en til at blive lidt glad. Hunden aner jo ikke hvorfor vi er i så godt et humør, men den har sikkert ikke noget imod det og tager heller næppe skade af det.

Mine hunde har rigtige navne - men de navne har de fået fordi lige de navne har en betydning for os.

Jeg kunne aldrig drømme om at give min hund et menneskenavn, mest af alt fordi jeg ville være bange for at løbe ind i en idiot der evt. hed det samme som min hund,.. den kobling ville jeg have svært ved at slette fra min hukommelse.

[Claudia2500]

Jeg fandt lige et eksempel på en der måske burde overveje en ekstra gang om hun ville være en god ejer, når hun åbenbart er fuldstændig ligeglad med racen kan da godt se at hun måske bare vil give en hund et godt liv, men hun må da have en idé om hvilken slags hund der passer til hende

 

[Lenschow]

Ikke det værste eksempel, men kom da til at tænke på tråden

 

http://www.dba.dk/kvinde-schaefer/id-1017431445/

 

Åbnede den fordi jeg troede det var en race speciel god til kvinder :banan:

[Claudia2500]

Ikke det værste eksempel, men kom da til at tænke på tråden

 

http://www.dba.dk/kvinde-schaefer/id-1017431445/

 

Åbnede den fordi jeg troede det var en race speciel god til kvinder :banan:

 

Wauw det er virkelig underligt :b

[Sitto]

Jeg fandt lige et eksempel på en der måske burde overveje en ekstra gang om hun ville være en god ejer, når hun åbenbart er fuldstændig ligeglad med racen kan da godt se at hun måske bare vil give en hund et godt liv, men hun må da have en idé om hvilken slags hund der passer til hende

 

[ATTACH=CONFIG]128200[/ATTACH]

Nu kan jeg naturligvis ikke udtale mig om hvilke overvejelser hun har gjort sig - hun kan lige såvel blive en god ejer som en dårlig en af slagsen. Men jeg vil mene at det vigtige her, det er hvorvidt man har gjort sig overvejelser om, om man forventer en hund der tilpasser sig sit eget liv, eller hvorvidt man er villig til at tilpasse sig hunden.

 

Ved Zazu & Camy fx, vores to rumænske gadehunde, der aner vi jo intet om hvilke racer der gemmer sig i dem. De kunne lige såvel have været nogle energibomber som krævede en masse gåture og træning. Det kunne vi på ingen måde vide noget om, da vi fik dem. Eller jo med Camy, hun var jo næsten 1 år, men ikke med Zazu, som kun var 4-5 mdr gammel. Når vi anskaffer os sådanne hunde, så har vi naturligvis indstillet os på, at vi må tilpasse vores liv til dem - netop fordi vi ikke aner hvad vi egentlig får.

 

Jeg siger ikke at overstående har gjort sig samme tanker, hun kan lige såvel bare ville have en hund der ser sød ud, uden nærmere omtanke på hvad den evt kræver - men jeg ser mennesker, som ikke har de store krav til hundene, fordi de tilpasser livet til hunden istedet, og så længe man har dén indstilling (og naturligvis stadig kender sin begrænsning), så ser jeg ikke det store problem i ikke at have en masse krav til hunden.

 

Vi har i dén grad tilpasset vores liv til Zazu. Mange ting ville være nemmere, hvis Zazu var lige så easy going som de tre andre - men det ér hun bare ikke. Men vi valgte hende - uden at vide noget som helst om hvad vi reelt set fik mellem hænderne. Så selvfølgelig tilpasser vi vores liv til hende, således at hun kan trives og har det godt :hjerte: men har man ikke den indstilling, så skal man nok stille en del flere krav til hvilken hund der lige netop passer ind i ens liv.

 

Det eneste krav vi sådan set har til en hund, det er at den fysiske motion ikke skal overskride 1,5 time dagligt (sådan i hverdagen - i weekenderne nogle gange går vi mere, hvor jeg så har mulighed for at have ondt herhjemme bagefter, da jeg ikke orker at have ekstra ondt en dag på arbejde) - det kan jeg simpelthen ikke holde til. Men derudover så har vi faktisk ikke så mange krav. Jeg tror mere vi forelsker os i hunden. Størrelsen er underordnet - og hvor træningsvillig den er, det betyder heller ikke det store. Jeg har ikke noget behov for konkurrence, så træning på hyggeplan er helt fint for mig - og om hunden synes det er rally, agility, lydighed, spor el.lign. der er sjovt, det kommer for mig også ud på et - det sjoveste for mig, er det som hunden synes er sjovt. Derfor ville der egentlig kunne komme en del forskellige typer hunde ind herhjemme, fordi vi ikke har flere specifikke krav.

[Therese]

Jeg synes faktisk det er virkelig underligt at tage ting man ikke forstår/ikke er enig i, putte det i en kasse og kalde det menneskeliggørelse.

 

Menneskeliggørelse er vel at tillægge hunden menneskelige tanker/følelser/hensigter og ikke at man gør ting, som hunden synes er sjove og dejlige.

 

Og jeg oplever ikke, at det er et stigende problem. Jeg oplever meget misforståelse af hundene, men ikke noget jeg vil kalde menneskeliggørelse.

[Beaglepack]

Jeg har ikke børn, men kan da udmærket forstå det du siger. Jeg gætter bare samtidig på at dine sønner heller ikke ville kunne erstatte dine hunde.

 

Mennesker tilfører ens liv noget hunde ikke kan og hunde, noget mennesker ikke kan,.. så hvorfor skal det altid gøres til en konkurrence om hvem der er mest værd for én?. Jeg siger blot at det ikke er så underligt, og at det i hvert fald ikke er unaturligt, at mennesker får vækket deres yngelplejeinstinkt når de omgås deres egne hunde. Og det er vel det samme instinkt der får en forælder til at tage sig af sit barn.

 

 

Lige den der vil jeg gerne svare på. Børn er det største man kan sætte i verden - længere er den ikke. Men nu er jeg også mor med store bogstaver - jeg har været der for mine sønner - nok mere end mange forældre grundet det handicap de har - jeg har hjemmeundervist dem gennem flere år og i det hele taget stået skulder ved skulder med dem. Så jo - det er naturligvis det jeg ville vælge først før mine hunde.

 

Men for at der ingen tvivl skal være - mine hunde fylder enormt meget i min hverdag og jeg går gennem ild og vand for dem til en vis grænse - for grænser er der altså. Og selvfølgelig markerer jeg når en af mine beagler har fødselsdag - så sent som i går da Oscar havde fødselsdag og han blev "fejret" både på min hjemmeside som på facebook - men det er jo mere en slags "sjov" for mig og for at jeg kan vise ham frem f.eks. til hans opdrætter.

Hver og en af mine beagler er unik og har helt deres egen personlighed som jeg forundres over hver eneste dag - men de er hunde.

[søster lagkage]

Man kan ikke sige at hunde erstatter et barn for det gør det ikke - man skal have børn for at kunne forstå det

 

jeg vil gerne erklære mig uenig her, selv om jeg har både to- og firbenede. at en hund kan være en erstatning for et barn betyder jo ikke, at hunden er det samme som et menneskebarn. ligesom en sut kan erstatte et bryst eller en presenning kan erstatte en regnjakke i en snæver vending det betyder bare, at de opfylder (i hvert fald nogle af) de samme behov.

[AnneMangetal]

Lige den der vil jeg gerne svare på. Børn er det største man kan sætte i verden - længere er den ikke. Men nu er jeg også mor med store bogstaver - jeg har været der for mine sønner - nok mere end mange forældre grundet det handicap de har - jeg har hjemmeundervist dem gennem flere år og i det hele taget stået skulder ved skulder med dem. Så jo - det er naturligvis det jeg ville vælge først før mine hunde.

 

 

Men hvornår er man "mor"? Er det når man har båret barnet i sin mave? Hvad så med fædre? Elsker de ikke deres børn lige så højt? Er det så det genetiske slægtsskab? Hvad så med adoptivbørn?

 

Faktum er jo, at både hunde og deres ejere udskiller samme "kærlighedshormon" som forældre gør, når de ser deres børn i øjnene.

 

Kærlighed kan vel ikke som sådan måles (jo, af Rokokoposten, som siger at der findes et skib der er større), og som Ascha forstår jeg ikke at det skal være en konkurrence:vedikke:

[Claudia2500]

Nu kan jeg naturligvis ikke udtale mig om hvilke overvejelser hun har gjort sig - hun kan lige såvel blive en god ejer som en dårlig en af slagsen. Men jeg vil mene at det vigtige her, det er hvorvidt man har gjort sig overvejelser om, om man forventer en hund der tilpasser sig sit eget liv, eller hvorvidt man er villig til at tilpasse sig hunden.

 

Ved Zazu & Camy fx, vores to rumænske gadehunde, der aner vi jo intet om hvilke racer der gemmer sig i dem. De kunne lige såvel have været nogle energibomber som krævede en masse gåture og træning. Det kunne vi på ingen måde vide noget om, da vi fik dem. Eller jo med Camy, hun var jo næsten 1 år, men ikke med Zazu, som kun var 4-5 mdr gammel. Når vi anskaffer os sådanne hunde, så har vi naturligvis indstillet os på, at vi må tilpasse vores liv til dem - netop fordi vi ikke aner hvad vi egentlig får.

 

Jeg siger ikke at overstående har gjort sig samme tanker, hun kan lige såvel bare ville have en hund der ser sød ud, uden nærmere omtanke på hvad den evt kræver - men jeg ser mennesker, som ikke har de store krav til hundene, fordi de tilpasser livet til hunden istedet, og så længe man har dén indstilling (og naturligvis stadig kender sin begrænsning), så ser jeg ikke det store problem i ikke at have en masse krav til hunden.

 

Vi har i dén grad tilpasset vores liv til Zazu. Mange ting ville være nemmere, hvis Zazu var lige så easy going som de tre andre - men det ér hun bare ikke. Men vi valgte hende - uden at vide noget som helst om hvad vi reelt set fik mellem hænderne. Så selvfølgelig tilpasser vi vores liv til hende, således at hun kan trives og har det godt :hjerte: men har man ikke den indstilling, så skal man nok stille en del flere krav til hvilken hund der lige netop passer ind i ens liv.

 

Det eneste krav vi sådan set har til en hund, det er at den fysiske motion ikke skal overskride 1,5 time dagligt (sådan i hverdagen - i weekenderne nogle gange går vi mere, hvor jeg så har mulighed for at have ondt herhjemme bagefter, da jeg ikke orker at have ekstra ondt en dag på arbejde) - det kan jeg simpelthen ikke holde til. Men derudover så har vi faktisk ikke så mange krav. Jeg tror mere vi forelsker os i hunden. Størrelsen er underordnet - og hvor træningsvillig den er, det betyder heller ikke det store. Jeg har ikke noget behov for konkurrence, så træning på hyggeplan er helt fint for mig - og om hunden synes det er rally, agility, lydighed, spor el.lign. der er sjovt, det kommer for mig også ud på et - det sjoveste for mig, er det som hunden synes er sjovt. Derfor ville der egentlig kunne komme en del forskellige typer hunde ind herhjemme, fordi vi ikke har flere specifikke krav.

 

Lige præcis, hvis man tilpasser sig hunden er det jo intet problem! Og det var overhovedet ikke ondt ment mod dem som anskaffer sig gadehunde, internathunde osv. Synes det er så dejligt at I gør så meget for Zazu og de 3 andre :hjerte: Jeg anede heller ikke hvad jeg gik ind til med Inca, men det er heldigvis gået godt og vi har også bare tilpasset os Men hende her lyder bare virkelig som en der bare skal have en hund hurtigst muligt Hun har også skrevet i kommentarene: " Den kan også være en blanding, men er ikke særlig glad for små hunde" .. Og som svar på den kommentar jeg skrev til hende, har hun svaret: Claudia tak for dit svar,men er ikke enig med dig. Jeg har bare skrevet at jeg er ikke glad for små hunde, da er vokset op med store hund (forskellige race) : grand danois, schafer osv. Den eneste som var ikke så stor var en beagle, og var så glad for ham."

[Ascha]

Lige den der vil jeg gerne svare på. Børn er det største man kan sætte i verden - længere er den ikke. Men nu er jeg også mor med store bogstaver - jeg har været der for mine sønner - nok mere end mange forældre grundet det handicap de har - jeg har hjemmeundervist dem gennem flere år og i det hele taget stået skulder ved skulder med dem. Så jo - det er naturligvis det jeg ville vælge først før mine hunde.

 

Men for at der ingen tvivl skal være - mine hunde fylder enormt meget i min hverdag og jeg går gennem ild og vand for dem til en vis grænse - for grænser er der altså. Og selvfølgelig markerer jeg når en af mine beagler har fødselsdag - så sent som i går da Oscar havde fødselsdag og han blev "fejret" både på min hjemmeside som på facebook - men det er jo mere en slags "sjov" for mig og for at jeg kan vise ham frem f.eks. til hans opdrætter.

Hver og en af mine beagler er unik og har helt deres egen personlighed som jeg forundres over hver eneste dag - men de er hunde.

Jeg tvivler hverken på dine evner som mor eller som hundeejer, men vil stadig gerne lige høre dig om dine sønner ville kunne erstatte det dine hunde giver dig i livet.

[Beaglepack]

Jeg tvivler hverken på dine evner som mor eller som hundeejer, men vil stadig gerne lige høre dig om dine sønner ville kunne erstatte det dine hunde giver dig i livet.

 

Det er et svært spørgsmål at besvare - men det første der falder mig ind er et klart Ja - og det er der mange grunde til som vil tage lang tid at skrive om her - men en ting jeg lige tænker på her og nu er - at hvis en af mine sønner døde - ville jeg aldrig få ham tilbage og det ville helt klart forringe mit liv til det værre for det ville jeg aldrig komme mig over - men en af mine hunde ville kunne erstattes hvis det var det jeg ville også selvom jeg ikke ville få lige den hunds personlighed tilbage.

 

Mine hunde omvendt giver mig noget andet på et andet plan - blandt andet ro og overblik - men det - tænker jeg at så meget andet også ville kunne give mig.

 

Det gav nok ikke helt svar på dit spørgsmål

[Mikkel]

Han hedder Aslan - hvilket er tyrkisk Arsalan og betyder... løve og du kender måske den Aslan her

 

[ATTACH=CONFIG]128198[/ATTACH]

 

Næh jeg kender overhoved ikke nogen Aslan, men jeg synes det er et pænt dyrenavne 👍

Tak 😊

[Lenschow]

Næh jeg kender overhoved ikke nogen Aslan, men jeg synes det er et pænt dyrenavne 

Tak 

 

I Narnia er der den der store løve ved navn Aslan - jeg plejer at sige til børn, at han er opkaldt efter den men jeg ved det faktisk ikke Jeg har nemlig ikke døbt gavtyven

[PiaJ]

Jeg ved godt min hund er en hund og ikke et menneske, men derfor er det vel ikke forkert at kalde ham for alt muligt, har jo intet med at menneskelig gøre ham.

 

Jeg kalder min hund for ham og hans navn self. Men derud over er han skat, ven, dyret, møghund, djævlebarn, hundebaby, mors hund, mors dreng og sikkert meget mere, altså han bliver kaldt det som lige passer i situationen.

 

Jeg går tur med min hund uanset vejr træner flere gange i ugen uanset vejr, men derfor kan jeg da godt gå som en anden tosse og små snakke med min hund, og ja jeg ved godt han ikke forstår det, han forstår tonen men ikke ordene, men hvad gør det dog jeg hygger mig og hunden lider jo ikke under det ( faktisk tror jeg han også synes det er hyggeligt, netop pga af tonefaldet når vi snakker )

 

Kan det ikke være ligemeget om vi kalder dem det ene eller det andet, gør det virkelig den store forskel?

 

Jeg fejre også min hunds fødselsdag og til jul er han på gave med en anden hund, og det er med gaver under træet med til og fra mærke på ( hold nu kæft jeg er da vist lige til indlæggelse ) og nej han ved ikke det er jul eller hans fødselsdag, men hvad gør det dog jeg synes det er top hyggeligt, vi har en fest med at flå papiret og hunden lider jo ikke overlast.

 

Nå men altså jeg mener faktisk selv jeg er ret fornuftig i hovedet og en ret fornuftig hundeejer, så gør det vel ikke den store forskel om jeg bruger de rigtige ord osv når jeg snakker om hunde.