Købe hund som ung?

[Retrieveren]

Ja afledt af et par andre tråde, hvor unge mennesker overvejer at anskaffe sig hunde.

jeg forstår ikke, at der advares så kraftigt?

 

Jeg var 14 da jeg fik min første hund, 16 da jeg købte min anden hund. Anede intet om fremtiden, fremtidig bolig, studie eller andet. Har altid fået tingene til at gå op, selv 7 år på SU.

 

Jeg har altid selv passet min hund, fundet bolig hvor tingene kunne lade sig gøre osv. Man finder jo nogle løsninger.

 

Et af argumenterne er også, at man ikke kender fremtiden som ung, men det gør man da heller ikke som "voksen".

Man ved jo aldrig hvilken drejning livet tager? Hvor mange familier sælger ikke hunden fordi de ikke har tid? (Pga. 3 børn, arbejde osv). De har da om nogen et fast liv. Eller skilsmisse hunde? Nettet bugner med dem.

 

Et andet argument er at man går glip af meget. Må indrømme at jeg ikke synes, jeg er fået glip af særlig meget. Jeg har jo taget et valg. Jeg er ikke gået glip af udenlandsrejser - jeg har ikke haft lyst, ville hellere på camping hvor hunden kunne komme med. Og da jeg skulle på studietur i en uge, fandt jeg pasning til hunden (det er jo ikke umuligt). Fester osv. Har jeg valgt fra - ikke fordi "øv jeg kan ikke komme med fordi jeg har hund", men mere fordi "Jubii jeg skal hjem og i skoven med hunden og i morgen har jeg fri og skal udnytte at jeg kan komme ud og træne". Så jeg har jo villet nogle andre ting med mit liv. Ting jeg måske ikke vidste jeg kunne, hvis ikke jeg havde haft hund.

Helt ærligt synes jeg ikke at jeg har fravalgt nogen ting jeg har jo haft lyst til alt det hunden indebære. Det har givet mig en masse livskvalitet. Da jeg havde mest travlt på studiet og nogle af mine studiekammerater gik med stres symptomer, skulle jeg stadig ud og lufte hund, på trods af travlhed. Det betød at jeg fik et pusterum fra studierne og skulle ud og have frisk luft. Det gav virkelig meget på overskudstavlen.

 

ang. Bolig så har jeg bare prioriteret at der skulle være hund med. Så var den ikke længere. Ja jeg boede langt fra studier, og skulle med tog. Men det var fint nok. Bor til gengæld tæt på den dejligste natur, hvor jeg kan lufte hund.

 

Det kan godt være, at man som ung ikke ved hvor man ender, men hvis man er indstillet på det, så lykkedes tingene jo. Ligesom folk der får børn får tingene til at gå op.

 

Indimellem bliver det næsten gjort til en videnskab at holde hund. Det synes jeg er ærgerligt.

 

Og er der overhovedet noget godt tidspunkt? Så er man for ung og ved ikke hvad man skal. Så får man fast arbejde, mand/kone, hus osv. Så har man ikke lige tid. Så får man børn, så mangler man overskuddet. Og så blev man gammel... Hvornår er et godt tidspunkt?

 

Tænker mest af alt det omhandler ens indstilling, end det handler om ens alder

[PinPoynter]

Enig, jeg fik min første hund 3 uger efter jeg flyttede hjemmefra, som 18 årig.

[Trei]

Helt enig. Jeg fik Ozzie da jeg lige var fyldt 23 - måske ikke helt så ung men alligevel derhen af. Jeg kunne da godt sige at jeg har fravalgt nogle ting for at have hund(e), men jeg føler meget, meget mere at jeg har tilvalgt at have verdens bedste hunde og hygge mig med dem.

[Amocca]

Tja, der er vi jo så forskellige. Jeg fik min første hund som 30 årig og ville ikke have kunnet haft den ungdom jeg havde hvis jeg havde fået hund som helt ung. Man råder jo altid efter sine egne livsbetingelser. Og jeg ville ikke have været foruden festerne, studieturene, udenlandsrejserne osv

[PinPoynter]

Tja, der er vi jo så forskellige. Jeg fik min første hund som 30 årig og ville ikke have kunnet haft den ungdom jeg havde hvis jeg havde fået hund som helt ung. Man råder jo altid efter sine egne livsbetingelser. Og jeg ville ikke have været foruden festerne, studieturene, udenlandsrejserne osv

For mig var en hund den perfekte undskyldning for at få lov at sidde hjemme for mig selv i fred

[Amocca]

For mig var en hund den perfekte undskyldning for at få lov at sidde hjemme for mig selv i fred

 

Mit had overfor andre mennesker er først kommet efter jeg er blevet ældre da jeg bar helt ung kunne jeg stadig godt holde dem ud i mindre doser

[PinPoynter]

Mit had overfor andre mennesker er først kommet efter jeg er blevet ældre da jeg bar helt ung kunne jeg stadig godt holde dem ud i mindre doser

jeg tror jeg er født med mit had

[Shii]

Jeg er også enig. Livet er forudsigeligt, og man kan ligeså godt være en god hundeejer som 18 årig, som man kan som 30 årig.

[Bantus]

Jeg fik Bananna som 18-årig, og har nu haft hende i lidt over 10 år. Har altid kunne finde bolig osv. og synes ikke selv at jeg er gået glip af det store, ved at have fået hund i en ung alder.

 

Bantus

[NickiA]

Altså den er jo enormt svær at svare på, for nogle vil være gode hundeejere som unge, mens andre har brug for at lige at modnes først. Og så er der jo andre der aldrig bliver "gamle nok" til at tage ansvaret for et levende væsen.

 

Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 17 år. Fik Aya da jeg var 22 år. Jeg synes personligt det var et godt tidspunkt for mig. Ikke at jeg ikke kunne have engageret mig i en hund da jeg flyttede hjemmefra, men jeg havde personligt lige brug for at få en smule økonomisk sans og stabilitet i mit liv. Jeg var rimelig planlagt med Aya, men jeg kommer også fra en familie hvor man er 200% sikker på en beslutning før man tager den, især når det gælder dyr. Så at jeg i så ung en alder fik hund, uden at være færdig med en uddannelse, gift og med børn var jo fuldstændig ude i hampen. Må stadig overbevise mine forældre om at jeg ikke er gået glip af noget. Jeg har haft mine "party" år, og mener egentlig heller ikke at Aya begrænser mig overhovedet, jeg kan da sagtens tage i byen, tage på ferier osv. Tror også det handler meget om hvordan man ser det. Mine forældre ser det som en kæmpe "byrde" at skulle finde pasning og være bundet af deres hund. Men jeg har aldrig tænkt det som et problem, eller noget som skulle besværliggøre min hverdag.

 

Men på den anden side har jeg også en del veninder der fik hund nærmest samtidig med at de flyttede ud. Jeg ser desværre oftere at det går skidt end godt. Ikke fordi de ikke var engagerede i deres hunde, men fordi det at flytte hjemmefra var så stort et skift for dem, og de ikke var vant til at tage ansvar for sig selv. Så derfor vil jeg til enhver tid anbefale folk lige at finde fodfæstet først inden man begynder at tage ansvar for et andet levende væsen. Nej det er ikke en videnskab at få hund, men det kan være en videnskab for nogen at flytte hjemmefra, og det tager længere tid for nogle end andre at falde ind i sin nye hverdag.

[Kirsten90]

Jeg er meget enig med dig.

Jeg fik Futte da jeg var 21. Jeg havde kun boet ude i en måned eller noget i den stil da jeg fik ham. Det har altid fungeret rigtig fint.

 

Den eneste uovervejede hund jeg har fået, og som jeg har været nødt til at gå af med, flyttede ind for godt et år siden. Arne, som har været mishandlet og sultet slemt. Arne tog jeg ind af et godt hjerte - han trængte til et godt og stabilt hjem, hvor han i ro og mag kunne genopbygge sin selvtillid. Det fungerede også rigtig fint mens jeg boede sammen med min ekskæreste, men da jeg valgte at gå fra ham stod jeg pludselig som dagpengemodtager med 3 hunde, en bil og skulle til at finde en boligløsning. Det er det sværeste valg jeg nogensinde har taget, men 24 år gammel vil jeg altså påstå at jeg var voksen da jeg valgte at tage ham ind i mit hjerte og hjem.

[luckyluna]

Man kan sagtens være en god hunde ejer som ung, men det skader ikke at blive mindet om at i den alder kan livet ændre sig pludseligt og mange gange.

 

Jeg fik hund da jeg var 19. Og omkring bolig har jeg først fået problemer efter jeg blev 27. Så har jeg måttet gå meget på kompromis med hvor jeg kunne bo for at beholde mine hunde. Så det har sådan set ikke noget med alderen at gøre, men studie boligers der tillader hund er jo bare endnu sjældere.

 

Jeg kender mange unge mennesker der har fået hund mens de studerer og hvis de ellers overvejer det passende, så har de lige så stor chance for at klare det som andre alders grupper.

 

Men jeg kender også en del unge mennesker der har måttet skille sig af med deres hund fordi livet pludselig ændrede sig.

[Gæst DorteDK]

Tja, der er vi jo så forskellige. Jeg fik min første hund som 30 årig og ville ikke have kunnet haft den ungdom jeg havde hvis jeg havde fået hund som helt ung. Man råder jo altid efter sine egne livsbetingelser. Og jeg ville ikke have været foruden festerne, studieturene, udenlandsrejserne osv

 

Jeg var 32 år da jeg fik Walther. Men selvfølgelig handler det om indstilling og vide hvad det indebærer at have hund. Jeg var helt ærligt ikke klar over at jeg skulle bruge så meget tid på hund da jeg fik Walther.... nu er det jo blevet min hobby og bruger al min fritid på dem men det tror jeg ikke jeg kunne ha gjort som ung

[Ida_Asta]

Jeg var 21 år, da jeg fik Pajko. Men jeg er en af dem, hvor min verden pludseligt ændrede sig, så jeg ikke kunne have ham. Jeg gik på seminariet, skulle være pædagog, alt var planlagt, men så tog jeg i praktik i Norge et halvt år.... og så skulle jeg ikke længere være pædagog. Jeg sluttede studiet og startede på et friluftslivsstudie i Norge, hvor det ikke har været en mulighed at have ham.

Både pga. ture, men også fordi Pajko er en sensitiv hund, som ikke ville kunne klare de mange mennesker som kommer rende ind og ud af huset, når man bor i store bofællesskaber..

 

Heldigvis har jeg nogle fantastiske forældre, som har været søde og tage hånd om ham de sidste par år.... han har en tryg, forudsigelig hverdag og jeg har ro i hjertet fordi jeg ved, at han har det godt... Planen er at, når jeg har fået styr på hvilket land jeg vil bo i og fået et job efter næste sommer, at han skal flytte op til mig

[KimJ]

Selvfølgelig ved man mere om, hvordan tingene vil udvikle sig i ens liv, når man er 30, end man gør når man er 18! Der kan selvfølgelig være undtagelser, men der ville det nok være tilrådeligt, at man helt afstår fra at holde noget man ikke kan droppe med kort varsel...

 

Jeg forstår fuldt ud, at der advares mod at man som helt ung, anskaffer sig en hund, som man formodes at kunne give gode forhold de næste 10-12 år.

 

For hver succeshistorie, er der jo også historierne om hunde der må opgives fordi ejeren bliver tvunget til at flytte, og ikke kan finde en bolig hvor den må komme med, flytter sammen med en kæreste der ikke tåler hunde, får børn og opdager at der ikke også er tid til hund eller ligefrem ikke tør risikere at barnet kommer til skade med den "farlige" hund.

 

Det betyder jo ikke, at helt unge mennesker aldrig skal have en hund, og mange som er vokset op med hunde, har jo også en god forståelse for problematikken. Der er også forskel på, hvilke forudsætninger man har, både på det udviklingsmæssige plan og det materielle. Alt i alt er det umuligt at komme med helt faste "regler" for hvornår et menneske er klar til at have hund, men mon ikke man kunne lave noget statistik, som understøtter ideen om, at chancen for succes, stiger når man har fået lagt en nogenlunde sikker kurs for, hvilken vej livet bevæger sig?

 

Her er der måske også noget, hvor det typiske H-F medlem måske ikke helt er i den rigtige til at kunne ses som repræsentativ for den generelle tilstand i befolkningen?

[korvis]

Synes KimJ skriver det meget godt! :5up:

[Lenschow]

Mit liv er ikke gået i stå fordi jeg har dyr - de er min livsstil og de indgår - og når jeg skal rejse, så bliver de passet. For mig er det ikke raketvidenskab, hvis man vil sine dyr, så løser man de ting, der dukker op.

 

Jeg synes også tankegangen bærer præg af, at man er "sat" som voksen. Det er jeg ikke. Sidste sommer rejste jeg til Karachi en måned uden dyrene, og den slags oplevelser forventer jeg mange flere af. Livet er et eventyr - det er ikke stoppet fordi jeg er fyldt 30

 

Jeg ved ikke hvad min fremtid bringer. Det tager jeg hen af vejen - og indtil nu sammen med mine dyr. Det handler om at ville dem nok, og det vil jeg.

 

Jeg har i øvrigt overtaget alle mine omplaceringer fra voksne såkaldt "satte" folk...

[Amocca]

Fra jeg var 17 til jeg var 30 boede jeg 9'forskellige steder i flere forskellige lande. Fra 30 og til nu (jeg bliver 38 om 3 uger) har jeg boet 2 steder. Det tror jeg er rimeligt symptomatisk for de fleste mennesker. Der er bare flere skift mens man er ung. Og jo, selvfølgelig KAN det lade sig gøre, men det er bare sværere. Det er da super fint at nogle kan rejse samtidig med de har dyr. Jeg kan ikke. Jeg har en smertegrænse på 10 dage jeg kan være væk fra mine piger...

[AnjaCS]

Jeg har boet tre steder siden jeg flyttede hjemmefra som 18-årig. Det er snart ti år siden. Og jeg synes i øvrigt at bopæl er det mindste, for en hund følger jo bare med og vil have selskab. Det er jo en følgesvend. Eneste boligmæssigt er jo selvfølgelig at man skal finde en bolig med husdyr-tilladelse.

 

Hvis man rigtig gerne vil være badet i alkohol fa torsdag til søndag er en hund nok ikke en god idé, men hvis man alligevel ikke vil det, ser jeg vitterligt ingen problemer ved det.

 

Ingen ved hvad livet bringer nej, men umiddelbart ser jeg færre forhindringer for en ung end en "gammel". For den unge er der ikke børn, alt for lange arbejdsdage osv...

[KimJ]

"For den unge er der ikke børn, alt for lange arbejdsdage osv..."

 

Det er da noget af en påstand. Netop unge mennesker har travlt med at skabe sig et arbejdsliv (hvis de kan), og for rigtig mange, er en 38 timers arbejdsuge ikke engang noget de ønsker. Jeg arbejder på en stor arbejdsplads, og noget man kan være helt sikker på, er at så snart der er mulighed for overarbejde, er det de yngste medarbejdere der melder sig først på banen. M.h.t. børn, vil jeg klart mene, at dem som HAR børn og ved hvad dette indebærer, er i en bedre position til at træffe et informeret valg, end en der bare regner med at det ikke bliver aktuelt de næste 10-12 år, og at det nok skal gå hvis det alligevel sker.

 

Der er mange måder at holde hund på, og det er helt rigtigt at det ikke behøver at være nogen større videnskab, men de fleste vil nok være enig i, at trygge omgivelser, med en rimelig stabilitet, er bedre end omskiftelighed og utryghed. At man har overtaget sine hunde fra sådanne omgivelser, er vel ikke ligefrem noget argument for at det bare er det de elsker allerhøjest?

 

Vi er jo heldigvis forskellige, men jeg ville aldrig overveje at anskaffe et kæledyr, hvis jeg vidste at jeg i lange perioder hellere ville lave noget der forhindrede mig i selv at passe dem.

[AnjaCS]

"For den unge er der ikke børn, alt for lange arbejdsdage osv..."

 

Det er da noget af en påstand. Netop unge mennesker har travlt med at skabe sig et arbejdsliv (hvis de kan), og for rigtig mange, er en 38 timers arbejdsuge ikke engang noget de ønsker. Jeg arbejder på en stor arbejdsplads, og noget man kan være helt sikker på, er at så snart der er mulighed for overarbejde, er det de yngste medarbejdere der melder sig først på banen. M.h.t. børn, vil jeg klart mene, at dem som HAR børn og ved hvad dette indebærer, er i en bedre position til at træffe et informeret valg, end en der bare regner med at det ikke bliver aktuelt de næste 10-12 år, og at det nok skal gå hvis det alligevel sker.

 

Der er mange måder at holde hund på, og det er helt rigtigt at det ikke behøver at være nogen større videnskab, men de fleste vil nok være enig i, at trygge omgivelser, med en rimelig stabilitet, er bedre end omskiftelighed og utryghed. At man har overtaget sine hunde fra sådanne omgivelser, er vel ikke ligefrem noget argument for at det bare er det de elsker allerhøjest?

 

Vi er jo heldigvis forskellige, men jeg ville aldrig overveje at anskaffe et kæledyr, hvis jeg vidste at jeg i lange perioder hellere ville lave noget der forhindrede mig i selv at passe dem.

 

Øøh, har jeg skrevet noget om at have lange perioder hvor man hellere vil lave andre ting end hunden? Næh, det har jeg egentlig ikke.

 

Nu taler vi jo helt unge, og de har sjældent et fuldtidsjob.

Jeg tænker at dem som står på spring efter flere timer, typisk IKKE er dem som har kæledyr. Forskelle typer mennesker, du ved.

[KimJ]

Rolig nu Anja, du er ikke den eneste deltager debatten.

Hvor ung skal man mon være, for ikke at ende med i hvert fald at nå en alder hvor et fuldtidsjob og børn bliver aktuelt i løbet af en hunds forventede levetid?

[Trei]

Da jeg (23) og kæresten (21) dengang fik Ozzie troede de fleste vi kender helt sikkert at vi hurtigt ville opgive projekt hund og omplacere hende, men folk har været søde til senere at melde ud at de synes vi har gjort (og gør) det rigtig godt med hende. Og det er da også helt sikkert at siden vi har fået Ozzie er vi dem i omgangskredsen, der er langt mest hundenørdede. Nu er der ingen tvivl om at de fleste (alle?) synes vi er blevet RET meget besat af de der hunde.

 

Flere andre jeg kender der har fået hund, som meget unge, har ret hurtigt fået hunden omplaceret, men kender næsten lige så mange, der ligesom os har holdt ved hundelivet. Tror nu at det er en rigtig betragtning at mange unge dropper hunden igen, men derfra og så til at fraråde alle unge til at få hund synes jeg der er meget langt. Som allerede sagt så er folk forskellige.

[korvis]

Synes heller ikke man skal fraråde ALLE unge at få hund. Og jeg synes egentlig at "vi" er ret gode til at råde/fraråde herinde..? Det er jo som regel ganske tydeligt at se hvem af "de nye spørgende" der er klare over hvad de går ind til, og hvem der ikke er. Synes også "vi" fraråder en hel del lidt ældre, "satte og med børn", hvor det ret tydeligt fremgår at de slet ikke er klare over hvad det indebærer at få hund...

[Lenschow]

"For den unge er der ikke børn, alt for lange arbejdsdage osv..."

 

Det er da noget af en påstand. Netop unge mennesker har travlt med at skabe sig et arbejdsliv (hvis de kan), og for rigtig mange, er en 38 timers arbejdsuge ikke engang noget de ønsker. Jeg arbejder på en stor arbejdsplads, og noget man kan være helt sikker på, er at så snart der er mulighed for overarbejde, er det de yngste medarbejdere der melder sig først på banen. M.h.t. børn, vil jeg klart mene, at dem som HAR børn og ved hvad dette indebærer, er i en bedre position til at træffe et informeret valg, end en der bare regner med at det ikke bliver aktuelt de næste 10-12 år, og at det nok skal gå hvis det alligevel sker.

 

Der er mange måder at holde hund på, og det er helt rigtigt at det ikke behøver at være nogen større videnskab, men de fleste vil nok være enig i, at trygge omgivelser, med en rimelig stabilitet, er bedre end omskiftelighed og utryghed. At man har overtaget sine hunde fra sådanne omgivelser, er vel ikke ligefrem noget argument for at det bare er det de elsker allerhøjest?

Vi er jo heldigvis forskellige, men jeg ville aldrig overveje at anskaffe et kæledyr, hvis jeg vidste at jeg i lange perioder hellere ville lave noget der forhindrede mig i selv at passe dem.

 

Det var IKKE pointen - og heller ikke det jeg skrev - pointen var, at såkaldt "satte" VOKSNE også omplacerer rigtig rigtig mange hunde hver dag

 

Og min erfaring med hvornår en hund er i utrygge omgivelser eller ej har intet med ejers alder at gøre. Der er mange forskellige slags mennesker og hjem. De unge mennesker, jeg har i træning med deres hunde, er vildt engagerede, så de findes naturligvis også. Jeg er imponeret tit over ungdommen og deres lyst til at lære