Købe hund som ung?

[Ulla H]

Jeg er så en af dem, der fraråder hunde til de unge uindviede i hundehold, og har gennem 50 år set alt for mange hovsakøb.Hundehvalpe, der meget hurtigt blev et problem. For ejer, for hunden selv, for naboer- fordi de gøede/ hylede. Og set flere nygravide unge kvinder, der ikke kunne vente på deres babyes fødsel og så pludselig skulle følelserne afreageres på en hvalp. Som så i puperteten henslæbte sit liv i halti i barnevognstempo. Og pludselig ikke mere måtte lege på marken, fordi den bliver så snavset.

Eller unge under uddannelse, hvor den skole, de skal gå på flyttes og et bosted med hundetilladelse ikke kan findes.

Selvfølgelig har jeg også kendt dem, der fra ung af fik en drømmehund og fik et drømmeliv med den.

[Shii]

Fra jeg var 17 til jeg var 30 boede jeg 9'forskellige steder i flere forskellige lande. Fra 30 og til nu (jeg bliver 38 om 3 uger) har jeg boet 2 steder. Det tror jeg er rimeligt symptomatisk for de fleste mennesker. Der er bare flere skift mens man er ung. Og jo, selvfølgelig KAN det lade sig gøre, men det er bare sværere. Det er da super fint at nogle kan rejse samtidig med de har dyr. Jeg kan ikke. Jeg har en smertegrænse på 10 dage jeg kan være væk fra mine piger...

 

Men havde det måske været anderledes, hvis du havde haft en hund? Dit liv i dag bærer jo nok netop præg af at du prioritere dine hunde; Tror du at det er en evne (at prioritere) du først har nu, eller at du også havde den for 10 år siden?

 

I mine øjne handler det om, om man kan finde ud af at tilpasse sig det liv man har nu. F.eks. ville jeg aldrig kunne have 4 hunde alene, og går min mand og jeg fra hinanden, ville jeg være tvunget til at vælge imellem arbejde og hunde. Jeg arbejder nogle uger op til 80 timer, det ville jeg simpelthen ikke kunne hvis jeg var alene med 4 hunde. Min prioritering ville være helt anderledes hvis jeg var i en anden situatuion, men det er jeg ikke.

 

Det er ikke alle unge der har brug for at være væk og socialisere flere timer efter skole og arbejde. Nogen kan måske få det til at hænge sammen med at familien passer hunden når de skal til fester, eller har brug for en weekend alene. (Lige så vel som en alenemor har brug for hjælp til at få passet sit barn engang imellem).

 

Det handler om hvor realistisk personen er, og ikke nødvendigvis hvor flyvsk personen er. Fra jeg var 18 til jeg var 25 boede jeg også virkelig mange forskellige steder, men mine ca. 100 marsvin fulgte altid med, og blev altid prioriteret. For det var nu engang bare min hobby. Og fakisk har stort set alle unge fornuftige mennesker en hobby; OG hund er faktisk en hel fornuftig en af slagsen!

 

(Jeg har forresten aldrig holdt en ferie der var længere end 7 dage, og det har været i sommerhus ved vesterhavet, hvor mine hunde var med.... Jeg har aldrig været på charterferie, eller længere væk end England, så ikke alle har det at rejse som noget de gerne vil... Når vi rejser nu er det altid pga. noget med hundene=Udstilling f.eks.)

[luckyluna]

Jeg var 21 år, da jeg fik Pajko. Men jeg er en af dem, hvor min verden pludseligt ændrede sig, så jeg ikke kunne have ham. Jeg gik på seminariet, skulle være pædagog, alt var planlagt, men så tog jeg i praktik i Norge et halvt år.... og så skulle jeg ikke længere være pædagog. Jeg sluttede studiet og startede på et friluftslivsstudie i Norge, hvor det ikke har været en mulighed at have ham.

Både pga. ture, men også fordi Pajko er en sensitiv hund, som ikke ville kunne klare de mange mennesker som kommer rende ind og ud af huset, når man bor i store bofællesskaber..

 

Heldigvis har jeg nogle fantastiske forældre, som har været søde og tage hånd om ham de sidste par år.... han har en tryg, forudsigelig hverdag og jeg har ro i hjertet fordi jeg ved, at han har det godt... Planen er at, når jeg har fået styr på hvilket land jeg vil bo i og fået et job efter næste sommer, at han skal flytte op til mig

 

Synes ikke helt du t falder i den kategori jeg tænker på. Du har jo ikke skilt dig af med ham, men har hele tiden haft en fornuftig backup plan for hvor han kunne være.

 

Og der er intet hovsa køb eller løsning over det.

[Ida_Asta]

Synes ikke helt du t falder i den kategori jeg tænker på. Du har jo ikke skilt dig af med ham, men har hele tiden haft en fornuftig backup plan for hvor han kunne være.

 

Og der er intet hovsa køb eller løsning over det.

 

Nej, det er rigtigt. Men havde jeg ikke haft verdens sødeste forældre, som synes det er vigtigt at jeg får en uddannelse jeg elsker på trods af at det sker i udlandet, så havde jeg jo evt. måtte skille mig af med ham.

 

Men tror nu ikke det var sket. Han er for speciel til at jeg ville turde det.

[luckyluna]

Jeg tror mennesker uden ansvar følelse finder i alle aldre

 

Den familie jeg kender der suverænt har skiftet en t flest hunde ud er en familie på 4 med to børn. På de tre år jeg var barnepige for dem, nåede de at have 7 hunde. .

 

Duer ikke væk, herskende til overmål.

[Ninkamus]

Jeg synes TS (Lonni) skriver det meget godt!

 

Hun skriver jo ikke at alle unge bare skal have en hund, men undres over alle advarslerne!

Samme advarsler bruges jo i ALLE alderes grupper, når er du i den alder du kan få børn, nej så skal du ikke have hund, har du fuldtidsjob med transport, nej så skal du ikke have hund, har du små børn, nej så skal du ikke have hund, er du pensionist, nej så du for gammel, måske snart gangbesværet, så skal du ikke have hund!

 

der er tilgengæld ingen der svarer på hvornår det er GODT at få hund

Faktisk høre jeg om flere, allergi tilfælde, skildsmisse, og vi har fået børn undskyldinger om ikke at kunne have hund, end jeg var ung og dum og nu har min fremtid ændret sig! ikke at de ikke er der, men det er de jo altså i alle aldre af livet

 

 

Så tror man skal passe på med at dømme andre og smide så mange advarsler! Det er lidt lige som om det næsten kræver en phd at holde hund!

[Sitto]

Selvom man er ung og under uddannelse, kan man jo godt tilpasse sit liv efter sin hund.

 

Jeg var i gang med min første uddannelse, da vi fik Ayo - jeg sørgede for at søge elevpladser i passende afstand, således transporttiden ikke blev for stor, da det jo er ekstra alenetid.

 

Nu står jeg, lidt over 1 år efter jeg blev færdiguddannet, og er hoppet på skolebænken igen (desværre!). Lige nu er jeg i gang med en HF, som jeg læser hjemmefra, men bagefter skal jeg jo videre - og de uddannelser jeg allerhelst ville, dem har jeg valgt fra - fordi de simpelthen ikke ligger indenfor en rimelig afstand. Studiedag+transporttid vil blive alt for lang! Og det SKAL harmonere med at jeg har fire hunde herhjemme. De skal ikke tilsidesættes og have alt for lange alenedage, fordi jeg skal tage en uddannelse. Ergo må jeg finde på noget andet - som harmonere med at jeg har fire hunde at tage mig af. Og det rører mig egentlig ikke. Uddannelse/job er for mig ikke alt, det er mine hunde, som til enhver tid kommer først.

 

Jeg er ikke typen der vil rejse, gå i byen el.lign. så jeg føler på ingen måde jeg går glip af noget - jeg vil langt hellere være hjemme hos mine hunde.

 

Vi rejser ikke, max en forlænget weekend til KBH 1-2 gange om året, for at besøge min søster - men det er absolut også max tid jeg vil være væk fra mine hunde.

 

Selvfølgelig kan man stadig rejse selvom man har hund - og det er da klart også lettere at få passet 1-2 hunde, end 4 styks som vi har valgt at have. Men vil man på sådan nogle større rejser som varer 1-3 måneder, så synes jeg man skal vente med at få hund, til man er færdig med at opleve verden. Det bliver lang tids pasning for hunden, i hvert fald i følge min mening.

 

Men som andre påpeger, mange hunde omplaceres pga. skilsmisse, børn mv. hos folk som altså ikke er unge. Der findes uansvarlige hundeejere i alle aldersklasser. Og at folk har haft hund i 30år+ gør dem jo absolut heller ikke automatisk til gode hundeejere... Det er svært at sætte en alder på, hvornår det er mest rigtigt at få hund - det er vidst kun noget man kan vurderer individuelt.

[Lenschow]

Jeg er så en af dem, der fraråder hunde til de unge uindviede i hundehold, og har gennem 50 år set alt for mange hovsakøb.Hundehvalpe, der meget hurtigt blev et problem. For ejer, for hunden selv, for naboer- fordi de gøede/ hylede. Og set flere nygravide unge kvinder, der ikke kunne vente på deres babyes fødsel og så pludselig skulle følelserne afreageres på en hvalp. Som så i puperteten henslæbte sit liv i halti i barnevognstempo. Og pludselig ikke mere måtte lege på marken, fordi den bliver så snavset.

Eller unge under uddannelse, hvor den skole, de skal gå på flyttes og et bosted med hundetilladelse ikke kan findes.

Selvfølgelig har jeg også kendt dem, der fra ung af fik en drømmehund og fik et drømmeliv med den.

 

Uha dette ser jeg også hos satte voksne ejere - jeg mener stadig ikke det er alderbestemt men snarere noget med, at nogle folk er dårlige til at være realistiske omkring racevalg, livsstil, hvad der er godt og skidt for en hund, og at nogle faktisk tror, at hunden trives, for når den logrer er den jo glad... Holder rigtig mange foredrag i det ganske land og jeg var meget overrasket i starten over, hvor lidt hr og fru DK ved om det dyr de ejer. Mange kan slet ikke se om en hund er tryg fx... Så jeg satte mit niveau HELT ned for at nå den målgruppe. For de hungre efter viden er mit indtryk. Uanset alder.

 

Og så er der dem, der bare aldrig skulle have haft en hund - men de kommer netop ikke, og dem burde man nok ramme med en art lov - på tværs af alder - med krav til viden

[Lenschow]

Men havde det måske været anderledes, hvis du havde haft en hund? Dit liv i dag bærer jo nok netop præg af at du prioritere dine hunde; Tror du at det er en evne (at prioritere) du først har nu, eller at du også havde den for 10 år siden?

 

I mine øjne handler det om, om man kan finde ud af at tilpasse sig det liv man har nu. F.eks. ville jeg aldrig kunne have 4 hunde alene, og går min mand og jeg fra hinanden, ville jeg være tvunget til at vælge imellem arbejde og hunde. Jeg arbejder nogle uger op til 80 timer, det ville jeg simpelthen ikke kunne hvis jeg var alene med 4 hunde. Min prioritering ville være helt anderledes hvis jeg var i en anden situatuion, men det er jeg ikke.

 

Det er ikke alle unge der har brug for at være væk og socialisere flere timer efter skole og arbejde. Nogen kan måske få det til at hænge sammen med at familien passer hunden når de skal til fester, eller har brug for en weekend alene. (Lige så vel som en alenemor har brug for hjælp til at få passet sit barn engang imellem).

 

Det handler om hvor realistisk personen er, og ikke nødvendigvis hvor flyvsk personen er. Fra jeg var 18 til jeg var 25 boede jeg også virkelig mange forskellige steder, men mine ca. 100 marsvin fulgte altid med, og blev altid prioriteret. For det var nu engang bare min hobby. Og fakisk har stort set alle unge fornuftige mennesker en hobby; OG hund er faktisk en hel fornuftig en af slagsen!

 

(Jeg har forresten aldrig holdt en ferie der var længere end 7 dage, og det har været i sommerhus ved vesterhavet, hvor mine hunde var med.... Jeg har aldrig været på charterferie, eller længere væk end England, så ikke alle har det at rejse som noget de gerne vil... Når vi rejser nu er det altid pga. noget med hundene=Udstilling f.eks.)

 

Enig - realisme. Det er også mit indtryk på tværs af alder. Mangler den er en hund ilde stedt uanset ejers alder

[Lenschow]

Jeg tror mennesker uden ansvar følelse finder i alle aldre

 

Den familie jeg kender der suverænt har skiftet en t flest hunde ud er en familie på 4 med to børn. På de tre år jeg var barnepige for dem, nåede de at have 7 hunde. .

 

Duer ikke væk, herskende til overmål.

 

Den VÆRSTE familie jeg har mødt til dato - og hvor jeg stadig er rasende i dag, var den smadderrige forstadsfamilie, der bevidst købte hvalpe til børnene. Når de nåede en vis alder blev de aflivet og børnene fik en ny hvalp! Man tror det er løgn, men det er det ikke..... Jeg stødte på dem til en fest, hvor vi kom til at snakke hund og de havde lige fået en ny hvalp... Jeg meldte dem faktisk og advarede kenneler vidt og bredt - men jeg kunne ikke overbevise dem om, at det de gjorde var forkert... Politiet kunne ikke gøre noget... det er jo ikke "forbudt".....Rystende! Jeg havde glemt dem indtil jeg så dit indlæg - øv

[Therese]

Den VÆRSTE familie jeg har mødt til dato - og hvor jeg stadig er rasende i dag, var den smadderrige forstadsfamilie, der bevidst købte hvalpe til børnene. Når de nåede en vis alder blev de aflivet og børnene fik en ny hvalp! Man tror det er løgn, men det er det ikke..... Jeg stødte på dem til en fest, hvor vi kom til at snakke hund og de havde lige fået en ny hvalp... Jeg meldte dem faktisk og advarede kenneler vidt og bredt - men jeg kunne ikke overbevise dem om, at det de gjorde var forkert... Politiet kunne ikke gøre noget... det er jo ikke "forbudt".....Rystende! Jeg havde glemt dem indtil jeg så dit indlæg - øv

Hvor er det dog en sindssyg usympatisk måde at behandle et levende væsen på :shock: Som en ting, man bare kan slå ihjel, når den ikke passer ind længere

[Lenschow]

Hvor er det dog en sindssyg usympatisk måde at behandle et levende væsen på :shock: Som en ting, man bare kan slå ihjel, når den ikke passer ind længere

 

Helt vanvittigt OG sikke noget at lære BØRN!

[Therese]

Helt vanvittigt OG sikke noget at lære BØRN!

Ja, det var også min tanke

[Kalokagathia]

Jeg tror også man skal tage mere udgangspunkt i personlighed og viden end i alder.

 

Jeg kender teenagere, som jeg uden kvaler ville overlade en hund til og midaldrende, som jeg aldrig ville betro en guldfisk.

 

Selvfølgelig er ens liv ofte mere omskifteligt, når man er ung, men hvis man er ansvarlig og har sat sig grundigt ind i tingene, kan det jo sagtens gå godt.

 

Jeg har hafdt veninder, der i starten af 20'erne impulskøbte nuttede hundehvalpe for så at skille sig af med dem igen, fordi de tissede på gulvet, og jeg har kendt familier, der skiftede hunde (og andre dyr) ud hvert halve år, fordi de voksne syntes, at hest/hund/marsvin/kat/ilder etc. larmede/lugtede/var dyr i drift/var besværlig op til ferie etc.

 

Jeg var 24, da jeg fik hund, og mange ville måske tænke, at det ikke var så optimalt. Jeg var på SU, havde et lille barn, boede til leje etc. Men omvendt blev min kone og jeg kaldt "mormor og mormor" og ingen syntes der var noget underligt i, at vi blev tidligt gift, fik barn og hund(e) etc., mens vores jævnaldrende veninder tog i byen fra torsdag til søndag

[Louisen]

Der er jo bare nogle andre ting, man skal overveje.

 

Jeg var selv 24, da jeg fik min første hund - jeg boede sammen med en mand, jeg troede jeg skulle stifte familie med. Da vi gik fra hinanden var jeg stadigvæk studerende. Så for at kunne beholde både hund og uddannelse, måtte jeg flytte fra KBH til Roskilde, da det var her jeg kunne finde en af de sjældne studieboliger hvor hund er tilladt. Selv uden hund er KBH jo svær at finde billig bolig i.

 

Jeg fandt så ud af, at det gav mening også at flytte mit studiested, men ikke alle har denne mulighed og kombinationen af studietid på uddannelsesstedet og pendlertid, havde betydet 9-10 timer væk hjemmefra dagligt i perioder. Oveni kan så smides lektier/selvstændig læsning og evt et behov for at supplere SU med studiejob - især med tanke på, at selv den billigste hund ikke er gratis.

 

Og allerede her tænker jeg, hvilket liv man byder en hund. Selv hvis man tager den med til alle aftaler med familie og venner, så bliver hverdagen presset.

 

Man må spørge sig selv, hvad kan JEG tilbyde en hund... Og kunne det, hånden på hjertet, blive bedre for både hund og én selv, lige at vente nogle år til man er mere sat i et job efter endt uddannelse.

 

 

Jeg er nu snart 30 år og længes efter hund igen. Men jeg er stadig på SU, og står over for en forhåbentlig snarlig sammenflytning med min kæreste. Hvis vi ender i Ringsted, betyder transporttiden igen 8-10 timers alenetid til en hund, selvom vi er to, grundet min kæreste skal i praktik i Kalundborg.

Og hunden - ja, den får vel et andet hjem, forhåbentlig med rigelig tid og overskud. Det er KUN mig, det går ud over, ved at vente med at få hund.

 

 

Hvis folk er villige til at "ofre" sig, så skal de endelig få en hund som unge. Men jeg vil ikke stikke dem blår i øjnene. De skal vide, at det kræver noget af den og at man nogle gange kan fortryde lidt, hvis man må afvise det fede studiejob eller årets fest, eller ikke kan ses så ofte med sin nye kæreste fordi man ikke er så voldsomt fleksibel når man har en pels derhjemme som venter på én.

[Sofia]

Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 21 - tog min hund med hjemmefra. Men hun kunne desværre ikke håndtere byen. Så min mor fik hende, nu har jeg i en alder af 22 anskaffet mig en rottweiler. Og han er da med alle de steder han kan komme.

 

Godt nok er han ikke med i byen, men han er med på bar. Vennerne åbner gerne deres dør for ham. Også har jeg en super kammerat der passer ham de dage jeg er på arbejde og jeg tror da ikke hunden klager. Ja jeg kan ikke blive ude hele natten og dagen med, men det har jeg heller ikke behov for.