Hvor meget må en hund fylde i hverdagen?

[Niels M]

Jeg svarer så helt uden at have læst hvad andre svarer:

 

Jeg ville personligt få hunden aflivet - uanset om jeg skulle bruge den til noget specielt eller det bare er en hygge og familie hund. Om det er for hundens skyld eller ens egen er sådan set ligegyldigt, men jeg ville slet ikke være i tvivl.

 

Den eneste grund jeg kan se til at du skulle lade ham leve er, hvis du kan lide at have en hund der kræver den indsats han kræver.

 

Når det er sagt må hunde fylde alt det de vil, men helst på en positiv måde. Mine fylder 75% af min fritid og det er ok.

 

Det er måske lidt tidligt, at træffe et sådant valg da Oliver ikke er voksen endnu og meget vel kan finde mere ro med tiden. Så længe man kan finde overskuddet til det, synes jeg man skal prøve selvom tingene kan være problematiske til tider.

Og det uanset om det er en brugs- eller familiehund.

@Bernhardiner Jeg har det indtryk, at du gør alt hvad du kan og er jo ikke uerfaren. Så længe du har kræfter til det synes jeg du skal blive ved. Du får lige et kram mere!

[Umulia]

Jeg ved godt mange ikke bryder sig om det, men en ting jeg altid mener er: Jeg har hunde fordi jeg er egoistisk. Fordi de bidrager med overordnet positive ting og glæder i mit liv. Hvis det nogensinde viser sig at jeg føler at MIN livskvalitet nedsættes pga. en eller alle hundene, så skal jeg ikke have den eller de hunde mere.

 

OK, jeg bed på

Er helt enig i at det at have hund er en egoistisk handling - måske lige bortset fra hvis man er Kim eller en af de andre Moder Teresa typer, der rydder op efter andre folks ansvarsløshed.

Men som i alle andre af livets forhold må man - efter min mening - gå på kompromis. Man kan ikke altid få alt som man vil have det. Og i perioder kan det være direkte surt. Er det nedsat livskvalitet? Hvis ja, så er vi uenige. Jeg kan godt finde mig i at min livskvalitet er lidt nedsat fordi jeg har påtaget mig et ansvar for et levende væsen, der er fuldstændigt afhængigt af mig.

[Anettesb]

Det er måske lidt tidligt, at træffe et sådant valg da Oliver ikke er voksen endnu og meget vel kan finde mere ro med tiden. Så længe man kan finde overskuddet til det, synes jeg man skal prøve selvom tingene kan være problematiske til tider.

Og det uanset om det er en brugs- eller familiehund.

@Bernhardiner Jeg har det indtryk, at du gør alt hvad du kan og er jo ikke uerfaren. Så længe du har kræfter til det synes jeg du skal blive ved. Du får lige et kram mere!

 

Det vil jeg godt tilslutte mig, at Oliver er ung er absolut vigtigt.

[Anettesb]

OK, jeg bed på

Er helt enig i at det at have hund er en egoistisk handling - måske lige bortset fra hvis man er Kim eller en af de andre Moder Teresa typer, der rydder op efter andre folks ansvarsløshed.

Men som i alle andre af livets forhold må man - efter min mening - gå på kompromis. Man kan ikke altid få alt som man vil have det. Og i perioder kan det være direkte surt. Er det nedsat livskvalitet? Hvis ja, så er vi uenige. Jeg kan godt finde mig i at min livskvalitet er lidt nedsat fordi jeg har påtaget mig et ansvar for et levende væsen, der er fuldstændigt afhængigt af mig.

 

Men er vi så ikke ude i at Hvad der er god livskvalitet for en ikke nødvendigvis er det for en anden?

Hårdt arbejde er jo ikke nødvendigvis (for mig) = nedsat livskvalitet.... slet ikke hvis det jeg laver har et glædeligt mål og giver mening for mig....

Selv Moder Teresa typer, får vel en form for glæde, altså livskvalitet, når de gør godt..... selv hvis det ikke er derfor de gør det.

[Bernhardiner]

Jeg svarer så helt uden at have læst hvad andre svarer:

 

Jeg ville personligt få hunden aflivet - uanset om jeg skulle bruge den til noget specielt eller det bare er en hygge og familie hund. Om det er for hundens skyld eller ens egen er sådan set ligegyldigt, men jeg ville slet ikke være i tvivl.

 

Den eneste grund jeg kan se til at du skulle lade ham leve er, hvis du kan lide at have en hund der kræver den indsats han kræver.

 

Når det er sagt må hunde fylde alt det de vil, men helst på en positiv måde. Mine fylder 75% af min fritid og det er ok.

 

Det har jeg fuld forståelse for at du siger. Hvis jeg så på det hele udefra, ville jeg også tænke/sige, dét havde jeg ikke kunne det der. Nu står jeg så midt i det og har jo naturligvis følelser i klemme. Kan jeg lide at han kræver alt hvad han gør?? Nej dælme da dytme da nej:mrgreen: Men ser jeg en mulighed for at det bliver bedre?? Ja, der er en chance for det og det er det der får mig til at fortsætte. Men Oliver skal have det så godt som muligt, og bliver jeg tvunget ud i den hårde beslutning, vil jeg sidde med ham til det sidste og give min dreng et sidste møs og lade ham gå.

 

En hund må fylde alt det som du har det ok med i dit liv.

 

Det vigtige er at du og hunden har det godt.

 

Det sagt så lyder det godt nok som om du har et lille asberger barn i Oliver, det ville jeg ikke kunne, men så længe i begge er glade.

 

Ja, jeg bruger altid ordene autist og bl.a. asberger for at forklare ham, for der er mange ligheder. Nej, jeg vil heller ikke kunne hvis du havde spurgt mig for 2 år siden, og jeg kan da love for at jeg kan ikke gøre alt det her en gang til:shock:

 

Det er måske lidt tidligt, at træffe et sådant valg da Oliver ikke er voksen endnu og meget vel kan finde mere ro med tiden. Så længe man kan finde overskuddet til det, synes jeg man skal prøve selvom tingene kan være problematiske til tider.

Og det uanset om det er en brugs- eller familiehund.

@Bernhardiner Jeg har det indtryk, at du gør alt hvad du kan og er jo ikke uerfaren. Så længe du har kræfter til det synes jeg du skal blive ved. Du får lige et kram mere!

 

Ja lige netop. Som jeg også nævner i startindlægget, så venter jeg tålmodigt på at alderen kan gå ind og hjælpe lidt til. Han bliver aldrig normal og hensyn skal der tages resten af hans liv. Men det MÅ hjælpe lidt når han bliver helt voksen. Dejligt med et kram og opmuntring.

 

 

 

Men er vi så ikke ude i at Hvad der er god livskvalitet for en ikke nødvendigvis er det for en anden?

Hårdt arbejde er jo ikke nødvendigvis (for mig) = nedsat livskvalitet.... slet ikke hvis det jeg laver har et glædeligt mål og giver mening for mig....

Selv Moder Teresa typer, får vel en form for glæde, altså livskvalitet, når de gør godt..... selv hvis det ikke er derfor de gør det.

 

Spot on:5up:

[Niels M]

Aslan fylder 24/7, stort set alt hos mig da jeg i den "heldige" situation, at jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet. Ferie for os er med hund. Skal fruen og Emilie med søstrene i fx. et sommerland langt væk er det uden mig. Hunde har i mange år fyldt det meste af både mit arbejdsliv og privatliv. Livskvalitet er ikke for mig en charterferie og hundepension...

[Doberfan]

Jeg har ingen råd, det er kun dig selv der står i situationen, der kan afgøre, om det bliver for hård en kamp.

 

Men jeg vil bare sige, at hvor er Oliver heldig at han er endt præcist hos dig. Der er garanteret rigtig mange hjem der for længst ville have kastet håndklædet i ringen og sagt slut og enten aflivet ham eller sendt ham videre til en usikker og skræmmende fremtid. Det er tydeligt, at du vil forsøge alt hvad der er menneskeligt muligt for at give ham et godt liv, og hatten af for det.

[Anettesb]

Det har jeg fuld forståelse for at du siger. Hvis jeg så på det hele udefra, ville jeg også tænke/sige, dét havde jeg ikke kunne det der. Nu står jeg så midt i det og har jo naturligvis følelser i klemme. Kan jeg lide at han kræver alt hvad han gør?? Nej dælme da dytme da nej:mrgreen: Men ser jeg en mulighed for at det bliver bedre?? Ja, der er en chance for det og det er det der får mig til at fortsætte. Men Oliver skal have det så godt som muligt, og bliver jeg tvunget ud i den hårde beslutning, vil jeg sidde med ham til det sidste og give min dreng et sidste møs og lade ham gå.

 

 

 

Ja, jeg bruger altid ordene autist og bl.a. asberger for at forklare ham, for der er mange ligheder. Nej, jeg vil heller ikke kunne hvis du havde spurgt mig for 2 år siden, og jeg kan da love for at jeg kan ikke gøre alt det her en gang til:shock:

 

 

 

Ja lige netop. Som jeg også nævner i startindlægget, så venter jeg tålmodigt på at alderen kan gå ind og hjælpe lidt til. Han bliver aldrig normal og hensyn skal der tages resten af hans liv. Men det MÅ hjælpe lidt når han bliver helt voksen. Dejligt med et kram og opmuntring.

 

 

 

 

 

Spot on:5up:

 

Man kan meget når det ens eget "barn" det fleste menneske asberger og autister børn får det nemere når det modnes... men har en ekstra svær teenage tid. ... mon ikke Oliver har det på samme sæt

[Bernhardiner]

Jeg har ingen råd, det er kun dig selv der står i situationen, der kan afgøre, om det bliver for hård en kamp.

 

Men jeg vil bare sige, at hvor er Oliver heldig at han er endt præcist hos dig. Der er garanteret rigtig mange hjem der for længst ville have kastet håndklædet i ringen og sagt slut og enten aflivet ham eller sendt ham videre til en usikker og skræmmende fremtid. Det er tydeligt, at du vil forsøge alt hvad der er menneskeligt muligt for at give ham et godt liv, og hatten af for det.

 

:bighug:Jeg ved ikke om jeg er det perfekte hjem til Oliver, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg er bare glad for at han ikke endte ude i en eller anden familie med børn, for det var altså gået galt. Som hans bror, der endte med at bide lidt i barnet:shock:

[Bernhardiner]

Man kan meget når det ens eget "barn" det fleste menneske asberger og autister børn får det nemere når det modnes... men har en ekstra svær teenage tid. ... mon ikke Oliver har det på samme sæt

 

Okay, det vidste jeg ikke. Jeg kan så håbe på at lige på det her punkt kan man sammenligne børn og hunde;-)

[Anettesb]

Okay, det vidste jeg ikke. Jeg kan så håbe på at lige på det her punkt kan man sammenligne børn og hunde;-)

 

Man kan håbe

Har en nevø med asberger + har arbejdet med specialklasse børn

 

Behovet for ro og regelmæssighed er jo det samme.... så måske, selv om det noget svære at tale med en hund om tingene...

[esmadsen]

Først og fremmest og tak for dit ærlige indlæg.

 

Det er en svær opgave, du er havnet i - ingen tvivl om det. Jeg har prøvet at leve med én hund, der fyldte alt - Jeg kunne næsten ikke andet end at tænke på hende og have dårlig samvittighed.

 

Fra omkring hun var fem måneder til hun blev 10 måneder gøede hun virkelig meget, og der skulle ingenting til at stresse hende. Det udviklede sig og blev værre og værre. Vi forsøgte at arbejde med det og fik en adfærdskonsulent ud for, at vi kunne finde den rigtige måde at arbejde med problemet på.

Både min kæreste og jeg havde en periode, hvor vi ikke kunne slappe af i eget hjem. Man måtte ikke larme, fordi man så kunne sætte hende i gang, og vi kunne ikke sidde sammen ved spisebordet og spise, fordi hun ikke kunne slappe af så. Vi gik hele tiden og forsøgte enten at få hende til at stoppe med at gø eller var bange for at sætte hende i gang.

Jeg havde det personligt rigtigt skidt i denne periode og blev faktisk sygemeldt - ikke pga. hende, men jeg tror, når jeg tænker tilbage, at hun var medvirkende til det.

 

Det viste sig så, at hun havde dårlige hofter og havde generelt fejlet alt muligt. På mange punkter var det lidt en lettelse, at der var en noget fysisk galt, og at det måske ikke bare var min skyld, hun opførte sig som hun gjorde. For hold da kæft, hvor har jeg tvivlet på mig selv i denne proces! Vi besluttede at aflive hende kort tid efter, og i dag er jeg så glad for at være kommet videre, have fået en ny hund, og have fundet ud af, at jeg ikke er fuldstændig inkompetent i det at have hund.

 

Men jeg husker følelsen af ikke at være tilstrækkelig - at have taget et stort ansvar på sig og så ikke føle, man kunne leve op til. For hvad nu hvis det er bedre om en måned? Eller hvad nu, hvis...

Man har jo en helt masse følelser i klemme og derfor er det bare så ubeskriveligt hårdt at være i.

 

Min historie er lidt anerledes og forløbet var måske lidt kortere, men måske du kan bruge noget af det. Jeg forstår i hvert fald det med at hunden kan fylde ALT ens liv.

 

Det, jeg egentlig gerne vil sige er, som de andre, at det er kun dig selv, der kan tage beslutningen. Du er meget opmærksom på om det er et værdigt liv for Oliver, men jeg synes også du skal give dig selv lidt opmærksomhed. Hvis din livskvalitet er meget forringet eller du måske er på randen af sammenbrud (det var jeg selv), så synes jeg at du skal give dig selv fri fra den opgave. Til gengæld, hvis og så længe det giver mening for dig, at han fylder så meget, og at det i perioder giver frugt, så synes jeg bare du skal køre på og tillade dig at lade det fylde, men også tillade dig pauser fra det.

 

Jeg stod også med tanken, om at jeg ikke egnede mig til hund og hundehvalp, og det eneste, jeg følte jeg kunne gøre var at prøve igen og håbe på at så uheldig kan man bare ikke være to gange. Og det blev selvom at store dele af venner og familie syntes det var en meget dårlig ide.

 

Du har min fulde sympati lige meget, hvilken beslutning du ender med at tage og du gør et godt stykke arbejde for Oliver.

[Bernhardiner]

Først og fremmest og tak for dit ærlige indlæg.

 

Det er en svær opgave, du er havnet i - ingen tvivl om det. Jeg har prøvet at leve med én hund, der fyldte alt - Jeg kunne næsten ikke andet end at tænke på hende og have dårlig samvittighed.

 

Fra omkring hun var fem måneder til hun blev 10 måneder gøede hun virkelig meget, og der skulle ingenting til at stresse hende. Det udviklede sig og blev værre og værre. Vi forsøgte at arbejde med det og fik en adfærdskonsulent ud for, at vi kunne finde den rigtige måde at arbejde med problemet på.

Både min kæreste og jeg havde en periode, hvor vi ikke kunne slappe af i eget hjem. Man måtte ikke larme, fordi man så kunne sætte hende i gang, og vi kunne ikke sidde sammen ved spisebordet og spise, fordi hun ikke kunne slappe af så. Vi gik hele tiden og forsøgte enten at få hende til at stoppe med at gø eller var bange for at sætte hende i gang.

Jeg havde det personligt rigtigt skidt i denne periode og blev faktisk sygemeldt - ikke pga. hende, men jeg tror, når jeg tænker tilbage, at hun var medvirkende til det.

 

Det viste sig så, at hun havde dårlige hofter og havde generelt fejlet alt muligt. På mange punkter var det lidt en lettelse, at der var en noget fysisk galt, og at det måske ikke bare var min skyld, hun opførte sig som hun gjorde. For hold da kæft, hvor har jeg tvivlet på mig selv i denne proces! Vi besluttede at aflive hende kort tid efter, og i dag er jeg så glad for at være kommet videre, have fået en ny hund, og have fundet ud af, at jeg ikke er fuldstændig inkompetent i det at have hund.

 

Men jeg husker følelsen af ikke at være tilstrækkelig - at have taget et stort ansvar på sig og så ikke føle, man kunne leve op til. For hvad nu hvis det er bedre om en måned? Eller hvad nu, hvis...

Man har jo en helt masse følelser i klemme og derfor er det bare så ubeskriveligt hårdt at være i.

 

Min historie er lidt anerledes og forløbet var måske lidt kortere, men måske du kan bruge noget af det. Jeg forstår i hvert fald det med at hunden kan fylde ALT ens liv.

 

Det, jeg egentlig gerne vil sige er, som de andre, at det er kun dig selv, der kan tage beslutningen. Du er meget opmærksom på om det er et værdigt liv for Oliver, men jeg synes også du skal give dig selv lidt opmærksomhed. Hvis din livskvalitet er meget forringet eller du måske er på randen af sammenbrud (det var jeg selv), så synes jeg at du skal give dig selv fri fra den opgave. Til gengæld, hvis og så længe det giver mening for dig, at han fylder så meget, og at det i perioder giver frugt, så synes jeg bare du skal køre på og tillade dig at lade det fylde, men også tillade dig pauser fra det.

 

Jeg stod også med tanken, om at jeg ikke egnede mig til hund og hundehvalp, og det eneste, jeg følte jeg kunne gøre var at prøve igen og håbe på at så uheldig kan man bare ikke være to gange. Og det blev selvom at store dele af venner og familie syntes det var en meget dårlig ide.

 

Du har min fulde sympati lige meget, hvilken beslutning du ender med at tage og du gør et godt stykke arbejde for Oliver.

 

Du får lige et kram tilbage herfra. Mange mange gange tak for at fortælle din historie. Hvor gør det mig ondt at høre det i har været igennem. Ord kan bare ikke beskrive hvor uretfærdig en situation det er. Misforstå mig endelig ikke, men det gør godt at læse om andre der har været igennem det og ved hvor meget det trækker på en. Jeg er også rigtig glad for at i har fået modet til en lille ny. Det er bare så skønt.

 

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at i faktisk var lettet over at finde ud af, at der også var fysiske årsager som lå bag. Det fanger jeg jo også mig selv i at ønske en gang i mellem. Det er bare nemmere at takle på en eller anden måde. Kan det, eller kan det ikke fixes.

 

Jeg kan godt se folk måske har fået et indtryk af at jeg går og overvejer, om jeg skal sige slut nu. Der er jeg slet ikke endnu, da der er flere ting at prøve, plus hans alder. Men forløbet skræmmer mig, i og med at højere temperaturer og turisterne er lige før døren, og at det er nogle af de største triggere for ham. Grænsen for ham og derved for mig ligger hele tiden og lurer og jeg håber så meget på at jeg kan holde den væk. Ja, jeg skal huske mig selv også, heldigvis er det intet problem i de gode perioder. Der får jeg et lille pusterum og mærker glæden når noget lykkes. I dag har været en absolut fantastisk dag fx, kun lige en lille episode, det er jo ingenting. Han har været så glad og dejlig og har endda været fræk som en slagterhund Dette giver jo fornyet kræfter til den næste dårlige periode.

[Sitto]

Som du selv skriver, så er det kun dig der ved om både du og Oliver trives som jeres liv ser ud. Men du er ikke alene om at have en hund der skal tages hensyn til

 

Vi har selv Zazu. Hun er 3 år gammel og blev fundet på gaden i Rumænien som lille hvalp. Hun kom til Danmark da hun var omkring 4 mdr og flyttede hjem til os efter få uger i pleje. Som hvalp havde Zazu alle forudsætninger for at blive en helt normal hund - selvfølgelig var hun lidt tilbageholdende/usikker, men hendes baggrund taget i betragtning var det forventeligt og helt ok. Hun var stadig glad og nysgerrig. Og bortset fra dét var hun som hvalp ganske uproblematisk.

 

Som Zazu blev ældre kom udfordringerne snigende, stille og roligt. Hun begyndte at blive udadreagerende. Først særligt overfor andre hunde, så overfor gæster herhjemme, hendes usikkerhed overfor børn blev værre osv. Det eskalerede stille og roligt. Vi havde to adfærdsbehandlere ude og fik hende tjekket hos Magtor flere gange, vi var også forbi vores gamle dyrlæge som dog ikke formåede at stille den rigtige diagnose. Indimellem skete der fremskridt og pludselig blev vi kastet jeg ved ikke hvor mange skridt tilbage igen uden jeg kunne finde en årsag. Hendes stressniveau var svingende og jeg kunne slet ikke finde et mønster i hvorfor hun den ene dag kunne håndtere ét og den anden dag slet ikke kunne magte det.

 

Vi har været igennem et længere forløb hos vores nye dyrlæge med undersøgelser, røntgen og CT scanning og har idag fundet ud af at Zazu har og har længe haft ondt; hun har spondylose i ryggen og en sammenvoksning ved bækkenet som bl.a giver smerter i hendes højre hofte. Zazu får idag fast smertestillende hver dag og jævnligt massage. Zazu er en svær hund at læse hvad angår smerter, hun viser det kun i sin adfærd - ingen fysiske symptomer.

 

Med det smertestillende er Zazu i det store hele en velfungerende hund som også har fået stressniveauet ned. Men hendes erfaringer med at have ondt har også sat sine spor ift hendes adfærd. Hun er desværre blevet 'god til' at være på forkant med at passe på sig selv og råber hellere røv for at være på den sikre side. Hun husker dårlige episoder og gemmer på dem jeg ved ikke hvor længe - hun glemmer ikke bare.

 

Zazu kan sagtens mødes med andre og gå ture, hun kan komme til træning osv uden problemer; her ved hun der er andre hunde og hun er forberedt på det. Men at møde en hund pludselig på en gåtur kan hun oftest ikke overskue. Her svinger det så lidt igen hvor stort overskuddet er, men så vidt muligt går vi ikke ture hvor vi møder andre - kun på små træningsture, men ikke almindelige gåture. Zazu bliver aldrig en hund vi kan tage med befærdet steder, det stresser hun alt for meget over. Vi kan ikke have en masse fremmede mennesker der kommer ind i hjemmet, dem som kommer her er folk hun rimeligt godt kender eller som jeg ved har overskuddet og tålmodigheden til at lade hende falde ned. Vi begrænser generelt meget vores besøg her i hjemmet og børn er helt udelukket.

 

Zazu kræver visse hensyn, ift din Oliver kan jeg dog godt se at vi stadig er sluppet billigt idet Zazu slet ikke hænger sig i rutiner i hverdagen, dem kan vi ændre som det passer os. Men så længe vi tager de hensyn som Zazu har brug for, så er hun absolut en velfungerende hund og en fantastisk én af slagsen :hjerte: for os får vi mere igen end vi giver afkald på.

 

Det er kun dig der kan vurderer om de ofre du laver for Oliver er det værd. Trives du med jeres hverdag, så fylder din hund ikke for meget. Det er dit liv, din hund og dig der skal trives med det. Hvad andre mener er fuldstændig underordnet men står du omvendt en dag og ikke kan overskue det mere og synes det er mere træls end det er en glæde at have hund, så ér det altså ikke en skam at erkende det og lade Oliver få fred. Oliver skal være SÅ lykkelig for at være havnet hos dig, du kæmper virkelig for ham. Jeg synes du er mega sej! Men det vil du også være selvom du en dag evt synes du ikke kan holde til det mere. Det er en fair og ærlig sag; det ér nemlig en udfordring og kan være hårdt at have en hund som kræver at man planlægger sin hverdag i sådan en grad. Men med alle de tanker du gør dig og alt det du allerede har gjort for Oliver, så er du en ansvarlig ejer uanset hvad du beslutter dig for i sidste ende

[luckyluna]

:bighug:Jeg ved ikke om jeg er det perfekte hjem til Oliver, men jeg gør hvad jeg kan. Jeg er bare glad for at han ikke endte ude i en eller anden familie med børn, for det var altså gået galt. Som hans bror, der endte med at bide lidt i barnet:shock:

Ved du hvordan resten af hans søskende er?

[Shii]

OK, jeg bed på

Er helt enig i at det at have hund er en egoistisk handling - måske lige bortset fra hvis man er Kim eller en af de andre Moder Teresa typer, der rydder op efter andre folks ansvarsløshed.

Men som i alle andre af livets forhold må man - efter min mening - gå på kompromis. Man kan ikke altid få alt som man vil have det. Og i perioder kan det være direkte surt. Er det nedsat livskvalitet? Hvis ja, så er vi uenige. Jeg kan godt finde mig i at min livskvalitet er lidt nedsat fordi jeg har påtaget mig et ansvar for et levende væsen, der er fuldstændigt afhængigt af mig.

 

Det er jeg skam helt enig i, når vi f.eks. havde en hund der åd vores sofa i kedsomhed, eller da vores nye hvalp ødelagde vores nye spisebord, eller da vores ene hund simpelthen ikke kunne lærer at være alene hjemme, så giver jeg da ikke bare op fordi det ikke lige er sjovt i den periode.

 

For mig handler det om en permanent nedsættelse af livskvalitet; F.eks. hvis jeg konstant følte at mine hunde begrænsede mig i at være social, eller hvis de begrænsede mig i at kunne holde ferie, eller begå mig i min hverdag. Ja, så ville jeg skille mig af med dem.

 

Men som andre nævner handler det jo også om hvad man netop selv finder for begrænsende, eller nedsættende for ens egen livskvalitet. F.eks. havde vi Dexter som jo uden tvivl krævede meget arbejde, men jeg følte mig ikke begrænset på trods af at han kostede mange penge, at vi ikke kunne være så sociale, eller at han for den sags skyld krævede daglige behandlinger, og flere gange ugentlig skulle til diverse ting. For mig var det en helt naturlig del af netop det at have hund og tage ansvaret for den hund. Men han var jo også en dejlig hund, og tilføjede endnu mere på kvalitets kontoen, end nedsættelses kontoen. Og det er jo det man skal gøre op i sidste ende. Jeg synes man skal ende ud med grønne tal, ender man ud med røde tal og en udsigt de næste 15 år til røde tal, så synes jeg at man bør tage ansvar for den hund, og finde den et hjem der kan give den et liv med en ejer der ikke ser den som noget negativt.

 

MEN; Jeg ville aldrig se det som forfærdeligt at folk fravalgte at have en hund fordi de følte hunden begrænsede deres liv eller gjorde deres liv dårligt. Det er slet ikke meningen med at have en hund. Jeg mener ikke at man skal aflive hunden, men at man som ejer bør være åben overfor et nyt og bedre hjem til en hund man ikke føler bidrager med noget som helst godt til ens liv.

 

Ingen hund er tjent med en ejer der ser hunden som noget negativt eller en begrænsning som en permanent del. (Vi alle synes vores hunde er irriterende, begrænsende eller negative på et eller andet tidspunkt, det er en del af hele livet)

[Bernhardiner]

Som du selv skriver, så er det kun dig der ved om både du og Oliver trives som jeres liv ser ud. Men du er ikke alene om at have en hund der skal tages hensyn til

 

Vi har selv Zazu. Hun er 3 år gammel og blev fundet på gaden i Rumænien som lille hvalp. Hun kom til Danmark da hun var omkring 4 mdr og flyttede hjem til os efter få uger i pleje. Som hvalp havde Zazu alle forudsætninger for at blive en helt normal hund - selvfølgelig var hun lidt tilbageholdende/usikker, men hendes baggrund taget i betragtning var det forventeligt og helt ok. Hun var stadig glad og nysgerrig. Og bortset fra dét var hun som hvalp ganske uproblematisk.

 

Som Zazu blev ældre kom udfordringerne snigende, stille og roligt. Hun begyndte at blive udadreagerende. Først særligt overfor andre hunde, så overfor gæster herhjemme, hendes usikkerhed overfor børn blev værre osv. Det eskalerede stille og roligt. Vi havde to adfærdsbehandlere ude og fik hende tjekket hos Magtor flere gange, vi var også forbi vores gamle dyrlæge som dog ikke formåede at stille den rigtige diagnose. Indimellem skete der fremskridt og pludselig blev vi kastet jeg ved ikke hvor mange skridt tilbage igen uden jeg kunne finde en årsag. Hendes stressniveau var svingende og jeg kunne slet ikke finde et mønster i hvorfor hun den ene dag kunne håndtere ét og den anden dag slet ikke kunne magte det.

 

Vi har været igennem et længere forløb hos vores nye dyrlæge med undersøgelser, røntgen og CT scanning og har idag fundet ud af at Zazu har og har længe haft ondt; hun har spondylose i ryggen og en sammenvoksning ved bækkenet som bl.a giver smerter i hendes højre hofte. Zazu får idag fast smertestillende hver dag og jævnligt massage. Zazu er en svær hund at læse hvad angår smerter, hun viser det kun i sin adfærd - ingen fysiske symptomer.

 

Med det smertestillende er Zazu i det store hele en velfungerende hund som også har fået stressniveauet ned. Men hendes erfaringer med at have ondt har også sat sine spor ift hendes adfærd. Hun er desværre blevet 'god til' at være på forkant med at passe på sig selv og råber hellere røv for at være på den sikre side. Hun husker dårlige episoder og gemmer på dem jeg ved ikke hvor længe - hun glemmer ikke bare.

 

Zazu kan sagtens mødes med andre og gå ture, hun kan komme til træning osv uden problemer; her ved hun der er andre hunde og hun er forberedt på det. Men at møde en hund pludselig på en gåtur kan hun oftest ikke overskue. Her svinger det så lidt igen hvor stort overskuddet er, men så vidt muligt går vi ikke ture hvor vi møder andre - kun på små træningsture, men ikke almindelige gåture. Zazu bliver aldrig en hund vi kan tage med befærdet steder, det stresser hun alt for meget over. Vi kan ikke have en masse fremmede mennesker der kommer ind i hjemmet, dem som kommer her er folk hun rimeligt godt kender eller som jeg ved har overskuddet og tålmodigheden til at lade hende falde ned. Vi begrænser generelt meget vores besøg her i hjemmet og børn er helt udelukket.

 

Zazu kræver visse hensyn, ift din Oliver kan jeg dog godt se at vi stadig er sluppet billigt idet Zazu slet ikke hænger sig i rutiner i hverdagen, dem kan vi ændre som det passer os. Men så længe vi tager de hensyn som Zazu har brug for, så er hun absolut en velfungerende hund og en fantastisk én af slagsen :hjerte: for os får vi mere igen end vi giver afkald på.

 

Det er kun dig der kan vurderer om de ofre du laver for Oliver er det værd. Trives du med jeres hverdag, så fylder din hund ikke for meget. Det er dit liv, din hund og dig der skal trives med det. Hvad andre mener er fuldstændig underordnet men står du omvendt en dag og ikke kan overskue det mere og synes det er mere træls end det er en glæde at have hund, så ér det altså ikke en skam at erkende det og lade Oliver få fred. Oliver skal være SÅ lykkelig for at være havnet hos dig, du kæmper virkelig for ham. Jeg synes du er mega sej! Men det vil du også være selvom du en dag evt synes du ikke kan holde til det mere. Det er en fair og ærlig sag; det ér nemlig en udfordring og kan være hårdt at have en hund som kræver at man planlægger sin hverdag i sådan en grad. Men med alle de tanker du gør dig og alt det du allerede har gjort for Oliver, så er du en ansvarlig ejer uanset hvad du beslutter dig for i sidste ende

 

Åhh Sitto, du skal også have et stort kram og tak for at dele din historie om lille Zazu og for dine søde ord. I har så sandelig også haft jeres at slås med. Jeg er lidt bekymret over at høre at selv magtor ikke kunne finde ud af at der var noget fysisk galt. Det får mig til at overveje om jeg lige skulle få sparet sammen til en fuld røntgenundersøgelse for en sikkerheds skyld. Han bliver, og er blevet, siden han var hvalp tjekket ved kiropraktor, og han er dygtig. Hmm det skal lige overvejes.

 

Godt at læse at i har fundet en stabil hverdag med Zazu, jeg håber det kan fortsætte i mange mange år, selvom det var en længere vej derhen. Det lyder virkelig som om har fået stablet en super godt liv op omkring Zazu, og det gør jo hele arbejdet det værd. Kram til Zazu herfra.

 

Ved du hvordan resten af hans søskende er?

 

Ja, jeg har efterhånden fået kendskab til nogle kuldsøskende. Også fætre/kusiner, onkler, halvsøskende. Og lad os bare sige at der er så absolut en rød tråd gennem det hele :-(

 

Det er jeg skam helt enig i, når vi f.eks. havde en hund der åd vores sofa i kedsomhed, eller da vores nye hvalp ødelagde vores nye spisebord, eller da vores ene hund simpelthen ikke kunne lærer at være alene hjemme, så giver jeg da ikke bare op fordi det ikke lige er sjovt i den periode.

 

For mig handler det om en permanent nedsættelse af livskvalitet; F.eks. hvis jeg konstant følte at mine hunde begrænsede mig i at være social, eller hvis de begrænsede mig i at kunne holde ferie, eller begå mig i min hverdag. Ja, så ville jeg skille mig af med dem.

 

Men som andre nævner handler det jo også om hvad man netop selv finder for begrænsende, eller nedsættende for ens egen livskvalitet. F.eks. havde vi Dexter som jo uden tvivl krævede meget arbejde, men jeg følte mig ikke begrænset på trods af at han kostede mange penge, at vi ikke kunne være så sociale, eller at han for den sags skyld krævede daglige behandlinger, og flere gange ugentlig skulle til diverse ting. For mig var det en helt naturlig del af netop det at have hund og tage ansvaret for den hund. Men han var jo også en dejlig hund, og tilføjede endnu mere på kvalitets kontoen, end nedsættelses kontoen. Og det er jo det man skal gøre op i sidste ende. Jeg synes man skal ende ud med grønne tal, ender man ud med røde tal og en udsigt de næste 15 år til røde tal, så synes jeg at man bør tage ansvar for den hund, og finde den et hjem der kan give den et liv med en ejer der ikke ser den som noget negativt.

 

MEN; Jeg ville aldrig se det som forfærdeligt at folk fravalgte at have en hund fordi de følte hunden begrænsede deres liv eller gjorde deres liv dårligt. Det er slet ikke meningen med at have en hund. Jeg mener ikke at man skal aflive hunden, men at man som ejer bør være åben overfor et nyt og bedre hjem til en hund man ikke føler bidrager med noget som helst godt til ens liv.

 

Ingen hund er tjent med en ejer der ser hunden som noget negativt eller en begrænsning som en permanent del. (Vi alle synes vores hunde er irriterende, begrænsende eller negative på et eller andet tidspunkt, det er en del af hele livet)

 

Jeg er meget enig med dig Jeg vil så sige at Oliver aldrig til blive omplaceret. Den "lort" skal ikke gives videre.

[Sitto]

Åhh Sitto, du skal også have et stort kram og tak for at dele din historie om lille Zazu og for dine søde ord. I har så sandelig også haft jeres at slås med. Jeg er lidt bekymret over at høre at selv magtor ikke kunne finde ud af at der var noget fysisk galt. Det får mig til at overveje om jeg lige skulle få sparet sammen til en fuld røntgenundersøgelse for en sikkerheds skyld. Han bliver, og er blevet, siden han var hvalp tjekket ved kiropraktor, og han er dygtig. Hmm det skal lige overvejes.

 

Godt at læse at i har fundet en stabil hverdag med Zazu, jeg håber det kan fortsætte i mange mange år, selvom det var en længere vej derhen. Det lyder virkelig som om har fået stablet en super godt liv op omkring Zazu, og det gør jo hele arbejdet det værd. Kram til Zazu herfra.

Tak skal du have

Nej Magtor kunne ikke finde andet end nogle låsninger/skævheder i ryggen som blev rettet op, men der var ikke noget fysisk der indikerede at der skulle være mere galt end dét . Så det er bestemt ikke fordi de har overset noget eller ikke er dygtige - men det har simpelthen været ting de ikke har kunnet mærke. Og ikke engang røntgen kunne vise det hele; spondylosen viste sig på røntgen, men den sammenvoksning hun har i bækkenet (som ligner noget der kunne stamme fra et spark/slag, hvilket ikke er utænkeligt når hun er blevet smidt på gaden) kunne vi først se på CT scanning. Så det har været en større proces at finde en årsag. Men sikken forskel der er på hende nu når hun er kommet på smertestillende. Selvfølgelig har hun nogle dårlige vaner i sin adfærd, som hun har taget med sig qua sin erfaring om at have ondt, men sådan overordnet set så kan jeg igen kende den Zazu vi havde da hun var hvalp/unghund :hjerte: hun har stadig nemmere ved at stresse (ift mange mennesker/fremmede hunde på gåture osv) og svært ved at kapere fremmede mennesker i hjemmet. Men det er lidt særheder hun har taget med sig og dem arbejder vi med og det der så bliver tilbage, det må blive tilbage og så indretter vi os efter dét.

 

Det er jo ikke sikkert Oliver har ondt, det lyder jo desværre til - udfra dine indlæg - at psyken ikke er alt for god i hans linjer men selvfølgelig er en grundig undersøgelse inkl røntgen aldrig af vejen! Der kan desværre gemme sig ting som kiropraktoren ikke kan finde, selvom vedkommende er dygtig.

[Ninjamor]

Helledusseda! Hvor er du hårdt spændt for!

 

Husker du at tage gode kosttilskud til dig selv, så DU ikke går ned med stress?

 

Din historie rev mig lige 11 år tilbage i tiden til min omplaceringsproblemhund Stjerne og jeg råber VAGT I GEVÆR!

Pas på dig selv her! Og jeg sidder og vræler...

 

Min Stjerne endte med at kunne fungere uden daglige gåture, vi boede på en strand og når vi gik ca. en gang om ugen var det på tidspunkter, hvor stranden var fri.

 

Jeg kunne ikke have gæster, kom postbudet forbi med en pakke hang Stjerne under loftet resten af dagen.

Min søn måtte gå ud af huset hvis han skulle hentes af kammerater, for ellers kravlede Stjerne på væggene resten af dagen.

 

Jeg måtte blænde vinduerne af, så hun ikke fik synsstimuli udefra.

 

Hun kunne kun være i baghaven, hvor der ikke kom fremmede stimuli.

 

Hun havde det bedst i entreen

 

Radio eller TV kørte konstant for at sløre lyde udefra.

 

Havedøren og vinduer måtte være lukkede og jeg kunne blive ved.

 

Afprøvet: Diverse dyrlæger, alternative behandlere, kiropraktor, kosttilskud, råd fra kollegaer, (jeg var selv adfærdsbehandler) og alle de tiltag jeg havde erfaring for hjælper på stress. Ingen eller kun kortvarig effekt.

Dette stod på i to år og jeg var selv et nervevrag til sidst.

Da jeg besluttede, at give Stjerne fred blev hun ikke engang aflivet som sådan, hun fik en beroligende sprøjte, kastede op, sukkede og var væk!

 

Muligvis overfortolker jeg, men jeg vælger at opfatte dette, som at Stjerne ønskede at få fred og at det kostede hende en uendelig og ufattelig kraftanstrengelse at leve.

 

Uden at have læst de andres indlæg, så husk at du også har dig selv at passe på og uanset hvor meget du elsker Oliver, kan prisen for hans liv blive for høj for jer begge. Dette sagt i den absolut mest kærlige hensigt.

 

Det er en umanerlig svær og krævende situation du står i og udefra set er det jo nemt nok at tage stilling,,

Kærlige tanker til dig :ae:

[Gryn]

Jeg kan på mange punkter sætte mig i dit sted.

Det er hårdt når der skal tages så mange hensyn, men det er dig der skal bestemme hvor langt du vil gå for din elskede hund. Det er dig der kender ham aller bedst, men husk også at mærke dig selv.

 

Da Groa var 1 år var vi tæt på at få hende aflivet, hun var så opkørt at vi aldrig havde ro. I dag er hun 10 år, og hun får stadig ture ind i mellem, men er hurtigt i ro igen. Hun har lige været syg i 2 mdr.bare det at komme til dyrlæge stressede hende.

Hun fylder meget i vores liv, vi er blevet valgt fra af noget familie og nogle venner, de synes Groa fylder for meget, og der skal tages for mange hensyn.

 

Håber det bedste for dig og Oliver.

[Bernhardiner]

Tak skal du have

Nej Magtor kunne ikke finde andet end nogle låsninger/skævheder i ryggen som blev rettet op, men der var ikke noget fysisk der indikerede at der skulle være mere galt end dét . Så det er bestemt ikke fordi de har overset noget eller ikke er dygtige - men det har simpelthen været ting de ikke har kunnet mærke. Og ikke engang røntgen kunne vise det hele; spondylosen viste sig på røntgen, men den sammenvoksning hun har i bækkenet (som ligner noget der kunne stamme fra et spark/slag, hvilket ikke er utænkeligt når hun er blevet smidt på gaden) kunne vi først se på CT scanning. Så det har været en større proces at finde en årsag. Men sikken forskel der er på hende nu når hun er kommet på smertestillende. Selvfølgelig har hun nogle dårlige vaner i sin adfærd, som hun har taget med sig qua sin erfaring om at have ondt, men sådan overordnet set så kan jeg igen kende den Zazu vi havde da hun var hvalp/unghund :hjerte: hun har stadig nemmere ved at stresse (ift mange mennesker/fremmede hunde på gåture osv) og svært ved at kapere fremmede mennesker i hjemmet. Men det er lidt særheder hun har taget med sig og dem arbejder vi med og det der så bliver tilbage, det må blive tilbage og så indretter vi os efter dét.

 

Det er jo ikke sikkert Oliver har ondt, det lyder jo desværre til - udfra dine indlæg - at psyken ikke er alt for god i hans linjer men selvfølgelig er en grundig undersøgelse inkl røntgen aldrig af vejen! Der kan desværre gemme sig ting som kiropraktoren ikke kan finde, selvom vedkommende er dygtig.

 

Ja, jeg tvivler meget meget stærkt på at det er noget fysisk. Sidst vi var afsted til kiropraktoren sagde han, at han ellers altid praler med at kunne finde et eller andet, men de ord må han jo sluge vedr. Oliver. Han er klar over Olivers situation og ved derfor at han skal være ekstra grundig. Det har intet været der indikerer noget fysisk galt med ham. Han har også lige fået lavet blodprofil og testet afføring. Men ringede lige ind i dag og fik et overslag på fuld røntgen. 5000 kroner:shock:

 

Helledusseda! Hvor er du hårdt spændt for!

 

Husker du at tage gode kosttilskud til dig selv, så DU ikke går ned med stress?

 

Din historie rev mig lige 11 år tilbage i tiden til min omplaceringsproblemhund Stjerne og jeg råber VAGT I GEVÆR!

Pas på dig selv her! Og jeg sidder og vræler...

 

Min Stjerne endte med at kunne fungere uden daglige gåture, vi boede på en strand og når vi gik ca. en gang om ugen var det på tidspunkter, hvor stranden var fri.

 

Jeg kunne ikke have gæster, kom postbudet forbi med en pakke hang Stjerne under loftet resten af dagen.

Min søn måtte gå ud af huset hvis han skulle hentes af kammerater, for ellers kravlede Stjerne på væggene resten af dagen.

 

Jeg måtte blænde vinduerne af, så hun ikke fik synsstimuli udefra.

 

Hun kunne kun være i baghaven, hvor der ikke kom fremmede stimuli.

 

Hun havde det bedst i entreen

 

Radio eller TV kørte konstant for at sløre lyde udefra.

 

Havedøren og vinduer måtte være lukkede og jeg kunne blive ved.

 

Afprøvet: Diverse dyrlæger, alternative behandlere, kiropraktor, kosttilskud, råd fra kollegaer, (jeg var selv adfærdsbehandler) og alle de tiltag jeg havde erfaring for hjælper på stress. Ingen eller kun kortvarig effekt.

Dette stod på i to år og jeg var selv et nervevrag til sidst.

Da jeg besluttede, at give Stjerne fred blev hun ikke engang aflivet som sådan, hun fik en beroligende sprøjte, kastede op, sukkede og var væk!

 

Muligvis overfortolker jeg, men jeg vælger at opfatte dette, som at Stjerne ønskede at få fred og at det kostede hende en uendelig og ufattelig kraftanstrengelse at leve.

 

Uden at have læst de andres indlæg, så husk at du også har dig selv at passe på og uanset hvor meget du elsker Oliver, kan prisen for hans liv blive for høj for jer begge. Dette sagt i den absolut mest kærlige hensigt.

 

Det er en umanerlig svær og krævende situation du står i og udefra set er det jo nemt nok at tage stilling,,

Kærlige tanker til dig :ae:

 

Det gik så lige i sjælen på mig det der. :bighug:Lige så jeg har kuldegysninger. Hvor må det havde været hårdt. Og jeg vælger at overfortolke sammen med dig og tror at hun også var klar til at komme herfra.

 

Der er jo desværre rigtig mange ting Oliver har tilfælles med din Stjerne. Og selvom jeg er meget taknemmelig over at du deler din historie og erfaringer, så efterlader det mig ikke med særlig mange optimistiske tanker.

 

Hvor gammel var Stjerne? Og havde hun også perioder hvor hun var relativ stabil? For jeg håber jo sådan at Olivers alder kan gå ind og hjælpe lidt til i sidste ende. Han perioder er blevet mere intensive men jeg synes jeg har formået at gøre dem lidt kortere, dog er de sidste par stykker kommet med mindre mellemrum. Men jeg er nervøs, for om lidt kommer højere temperaturer og turister. Én situation der kan få mig til at sige stop øjeblikkeligt, er aggression ud fra frygt/usikkerhed. Han er for stor en hund til at jeg kan forsvare den situation. Basta. Også fordi at han skal virkelig være langt ude for at det skal ske. Jeg føler jeg har ret godt styr på det dog (indtil videre må jeg heller tilføje) jeg kender ham så godt og ved hvordan hans grænser flytter sig konstant så jeg kan være nogle skridt foran. Der har kun været 2 episoder hvor han har knurret, det var også i en dårlig periode, og folkene gik bare forbi og passede dem selv. Jeg er meget opmærksom på dette.

 

Mht mig selv. Ja, du ved jo hvordan det er at stå i det. Bryder mig ikke så meget om at tænke på det. Jeg står langt langt tilbage i forhold til Oliver, jeg er presset da det er skide hårdt. Jeg kunne sagtens passe bedre på mig selv, men jeg gør det med glæde, BARE at jeg kan få Oliver hen til et sted hvor det går godt. I de gode perioder får jeg et lille tiltrængt pusterum. Så skal jeg nok klare den, håber jeg. Lige nu er jeg i gang med at teste bachs nødhjælpsdråber, så når Oliver får hans ration, tager jeg selv også

 

Jeg kan på mange punkter sætte mig i dit sted.

Det er hårdt når der skal tages så mange hensyn, men det er dig der skal bestemme hvor langt du vil gå for din elskede hund. Det er dig der kender ham aller bedst, men husk også at mærke dig selv.

 

Da Groa var 1 år var vi tæt på at få hende aflivet, hun var så opkørt at vi aldrig havde ro. I dag er hun 10 år, og hun får stadig ture ind i mellem, men er hurtigt i ro igen. Hun har lige været syg i 2 mdr.bare det at komme til dyrlæge stressede hende.

Hun fylder meget i vores liv, vi er blevet valgt fra af noget familie og nogle venner, de synes Groa fylder for meget, og der skal tages for mange hensyn.

 

Håber det bedste for dig og Oliver.

 

Nej der er godt nok ikke mange der forstår desværre. Et tak og et kram til dig også

[Ninjamor]

Det gik så lige i sjælen på mig det der. :bighug:Lige så jeg har kuldegysninger. Hvor må det havde været hårdt. Og jeg vælger at overfortolke sammen med dig og tror at hun også var klar til at komme herfra.

 

Hårdt var det og samtidig en kæmpe lettelse selv om man ikke "må" have det sådan.

Først da Stjerne var væk og jeg kunne åbne havedøren, slukke radioen, pille blæmndpapiret af ruderne osv. gik det op for mig, hvor anspændt jeg havde været. det føltes som en luksus bare at kunne have havedøren på klem.

 

Der er jo desværre rigtig mange ting Oliver har tilfælles med din Stjerne. Og selvom jeg er meget taknemmelig over at du deler din historie og erfaringer, så efterlader det mig ikke med særlig mange optimistiske tanker.

 

Hvor gammel var Stjerne?

 

Stjerne var 10 måneder da jeg overtog hende. Vind og skæv i skelettet, hvilket blev rettet op med kiropraktik og råt foder.

Hun var 3 år da jeg valgte at sige stop efter hun to gange på få minutter gik på min cairn med mord i øjnene.

 

Og havde hun også perioder hvor hun var relativ stabil?

 

Hun var relativt stabil med at opføre sig som beskrevet.

Sød og kærlig hund, super lærenem og villig, hun kunne bare ikke håndtere almindelige dagligdags ting som lyde udefra, gæster mv.

 

Stjerne blev tiltagende aggressiv, en aggressivitet som bundede i frygt, og hun ville gerne i flæsket på andre hunde men turde endnu ikke.

 

For jeg håber jo sådan at Olivers alder kan gå ind og hjælpe lidt til i sidste ende. Han perioder er blevet mere intensive men jeg synes jeg har formået at gøre dem lidt kortere, dog er de sidste par stykker kommet med mindre mellemrum. Men jeg er nervøs, for om lidt kommer højere temperaturer og turister. Én situation der kan få mig til at sige stop øjeblikkeligt, er aggression ud fra frygt/usikkerhed. Han er for stor en hund til at jeg kan forsvare den situation. Basta. Også fordi at han skal virkelig være langt ude for at det skal ske. Jeg føler jeg har ret godt styr på det dog (indtil videre må jeg heller tilføje) jeg kender ham så godt og ved hvordan hans grænser flytter sig konstant så jeg kan være nogle skridt foran. Der har kun været 2 episoder hvor han har knurret, det var også i en dårlig periode, og folkene gik bare forbi og passede dem selv. Jeg er meget opmærksom på dette

.

 

Det skidte ved frygtaggression er, at man ikke kan behandle frygten først, for den er det som holder hunden fra at angribe/bide, derfor er det i sådanne tilfælde aggressionen man skal have fat i og det er jo svært, da den kun er et symptom.

 

Det er jo ikke sikkert at Oliver har frygtaggression

 

Mht mig selv. Ja, du ved jo hvordan det er at stå i det. Bryder mig ikke så meget om at tænke på det. Jeg står langt langt tilbage i forhold til Oliver, jeg er presset da det er skide hårdt. Jeg kunne sagtens passe bedre på mig selv, men jeg gør det med glæde, BARE at jeg kan få Oliver hen til et sted hvor det går godt. I de gode perioder får jeg et lille tiltrængt pusterum. Så skal jeg nok klare den, håber jeg. Lige nu er jeg i gang med at teste bachs nødhjælpsdråber, så når Oliver får hans ration, tager jeg selv også

 

Det jeg læser du skriver er at du med glæde ofrer dig for Oliver, er det korrekt forstået?

 

Føler du at dråberne hjælper jer?

 

Hov, jeg ser lige at det er Stjerne som er på mit profilbillede

[Bernhardiner]

Hårdt var det og samtidig en kæmpe lettelse selv om man ikke "må" have det sådan.

Først da Stjerne var væk og jeg kunne åbne havedøren, slukke radioen, pille blæmndpapiret af ruderne osv. gik det op for mig, hvor anspændt jeg havde været. det føltes som en luksus bare at kunne have havedøren på klem.

 

 

 

Stjerne var 10 måneder da jeg overtog hende. Vind og skæv i skelettet, hvilket blev rettet op med kiropraktik og råt foder.

Hun var 3 år da jeg valgte at sige stop efter hun to gange på få minutter gik på min cairn med mord i øjnene.

 

 

 

Hun var relativt stabil med at opføre sig som beskrevet.

Sød og kærlig hund, super lærenem og villig, hun kunne bare ikke håndtere almindelige dagligdags ting som lyde udefra, gæster mv.

 

Stjerne blev tiltagende aggressiv, en aggressivitet som bundede i frygt, og hun ville gerne i flæsket på andre hunde men turde endnu ikke.

 

.

 

Det skidte ved frygtaggression er, at man ikke kan behandle frygten først, for den er det som holder hunden fra at angribe/bide, derfor er det i sådanne tilfælde aggressionen man skal have fat i og det er jo svært, da den kun er et symptom.

 

Det er jo ikke sikkert at Oliver har frygtaggression

 

 

 

Det jeg læser du skriver er at du med glæde ofrer dig for Oliver, er det korrekt forstået?

 

Føler du at dråberne hjælper jer?

 

Hov, jeg ser lige at det er Stjerne som er på mit profilbillede

 

Ja der er mange ting man ikke "må" sige, tænke eller føle. Men jeg kan nu sagtens følge dig, for jeg ville nok føle nøjagtigt det samme. Men som du desværre også ved, så er man jo nok ikke helt klar over hvor meget det kræver af en, når man står midt i situationen.

 

Vi har lige haft nogle rigtig gode dage, hvor alt bare har fungeret. Nu sidder jeg med de tanker, at er han virkelig så slem, og overdriver jeg ikke bare en lille smule oppe i hovedet. Jeg tror vist at jeg prøver at negligere det lidt og man kan vist kalde det falsk tryghed. Men det ved jeg jo kun varer indtil næste gang det går galt. Det jeg vil frem til er at når jeg kan holde alle de ting, Oliver ikke kan rumme nede på et minimum, så har jeg jo en glad hund, der kan være i sin egen krop.

 

Om dråberne hjælper. Hmm. Jeg synes de hjælper mig til lige at kunne lidt mere og holde de negative tanker lidt væk. Mht Oliver, er det svært at udtale sig om synes jeg. Han får dem pt sammen med zylkene og tilskud af B vitamin. Det virkelig spørgsmål, er om det gør at han ikke kommer ind i en dum periode igen. Og det ved jeg ikke endnu, da hans triggere pt er på et minimum. Det gør ikke at jeg har en normal hund og at jeg bare kan slæbe ham med ud i verdenen og han kan rumme den. Samme historie som alle de andre gange og ting jeg har prøvet.

 

Lige nu kører hverdagen. Vi står op på samme tid, med samme morgenrutiner. Vi går på de samme tidspunkter de vante steder i skoven. De 7 minutter det tager at gå hen til skoven gennem byen går vi alene. Trafikken er på et minimum og der er meget få folk og hunde. Byen er stille hele dagen. Dørene og vinduerne er lukket. Naboen passer ikke hund. Folk sidder ikke ude på altaner eller haver. Jeg har ingen planer. Der er ikke noget han skal tage stilling til. Jeg vil endda kunne tage ham ind til maxizoo for at kunne veje ham med lidt planlægning, dog sikkert med stressmave efterfølgende. Jeg tænker om de gode perioder i virkeligheden ikke udspringer af at han pt bliver skærmet for de ting han ikke kan klare fremfor alle tilskuddene?? Tror jeg at det gør han ikke klapper sammen i sekundet han presser over hans grænser? Jeg ved det ikke.

 

Jeg læste dit svar i går, men det sidste spørgsmål, om jeg med glæde ofrer mig for Oliver, skulle jeg dælme lige tygge på. Og jeg er lidt overrasket over at ordet nej, bliver ved med at dukke op. Mit svar er egoistisk og jeg prøver på ikke at tænker over hvor højt jeg elsker den hund. Hvis det fortsætter sådan her, hvis han ikke rykker sig med alle de ting og metoder jeg afprøver, hvis han bliver ved med at have de dårlige perioder. Så stopper jeg det. Det er ikke fair at jeg skal sætte hele mit liv på standby i de næste måske 10 år. Og jeg tror at det vil påvirke mig til aldrig at få hund igen efterfølgende. En stor del af min glæde ved at have hund, er de oplevelser jeg kan dele med den. Mine hunde er mit liv og jeg vil gerne dele alle aspekter med min hund. Tage hen på torvet en sommerdag og købe en is til os hver, sætte os op i klitterne og nyde verdenen. Smide hunden i bilen og tage på dagsture hvor vi køre land og rige rundt. Mødes med andre hundefolk og hygge. Gå til træning. Det her er ikke sådan det skal være. Tal lige om ting man ikke "må" sige

 

Jeg er villig til at gå på kompromis og tage hensyn, og ikke kunne gøre alle de ting jeg gerne vil. Men helt at bestå fra alt. Nej. Det vil jeg altså ikke.

 

Men der er da en chance for at han kan rykke sig?? Både med alderen og alt det jeg prøver og mangler at prøve??

[Ninjamor]

Ja der er mange ting man ikke "må" sige, tænke eller føle. Men jeg kan nu sagtens følge dig, for jeg ville nok føle nøjagtigt det samme. Men som du desværre også ved, så er man jo nok ikke helt klar over hvor meget det kræver af en, når man står midt i situationen.

 

Vi har lige haft nogle rigtig gode dage, hvor alt bare har fungeret. Nu sidder jeg med de tanker, at er han virkelig så slem, og overdriver jeg ikke bare en lille smule oppe i hovedet. Jeg tror vist at jeg prøver at negligere det lidt og man kan vist kalde det falsk tryghed. Men det ved jeg jo kun varer indtil næste gang det går galt. Det jeg vil frem til er at når jeg kan holde alle de ting, Oliver ikke kan rumme nede på et minimum, så har jeg jo en glad hund, der kan være i sin egen krop.

 

Om dråberne hjælper. Hmm. Jeg synes de hjælper mig til lige at kunne lidt mere og holde de negative tanker lidt væk. Mht Oliver, er det svært at udtale sig om synes jeg. Han får dem pt sammen med zylkene og tilskud af B vitamin. Det virkelig spørgsmål, er om det gør at han ikke kommer ind i en dum periode igen. Og det ved jeg ikke endnu, da hans triggere pt er på et minimum. Det gør ikke at jeg har en normal hund og at jeg bare kan slæbe ham med ud i verdenen og han kan rumme den. Samme historie som alle de andre gange og ting jeg har prøvet.

 

Lige nu kører hverdagen. Vi står op på samme tid, med samme morgenrutiner. Vi går på de samme tidspunkter de vante steder i skoven. De 7 minutter det tager at gå hen til skoven gennem byen går vi alene. Trafikken er på et minimum og der er meget få folk og hunde. Byen er stille hele dagen. Dørene og vinduerne er lukket. Naboen passer ikke hund. Folk sidder ikke ude på altaner eller haver. Jeg har ingen planer. Der er ikke noget han skal tage stilling til. Jeg vil endda kunne tage ham ind til maxizoo for at kunne veje ham med lidt planlægning, dog sikkert med stressmave efterfølgende. Jeg tænker om de gode perioder i virkeligheden ikke udspringer af at han pt bliver skærmet for de ting han ikke kan klare fremfor alle tilskuddene?? Tror jeg at det gør han ikke klapper sammen i sekundet han presser over hans grænser? Jeg ved det ikke.

 

Jeg læste dit svar i går, men det sidste spørgsmål, om jeg med glæde ofrer mig for Oliver, skulle jeg dælme lige tygge på. Og jeg er lidt overrasket over at ordet nej, bliver ved med at dukke op. Mit svar er egoistisk og jeg prøver på ikke at tænker over hvor højt jeg elsker den hund. Hvis det fortsætter sådan her, hvis han ikke rykker sig med alle de ting og metoder jeg afprøver, hvis han bliver ved med at have de dårlige perioder. Så stopper jeg det. Det er ikke fair at jeg skal sætte hele mit liv på standby i de næste måske 10 år. Og jeg tror at det vil påvirke mig til aldrig at få hund igen efterfølgende. En stor del af min glæde ved at have hund, er de oplevelser jeg kan dele med den. Mine hunde er mit liv og jeg vil gerne dele alle aspekter med min hund. Tage hen på torvet en sommerdag og købe en is til os hver, sætte os op i klitterne og nyde verdenen. Smide hunden i bilen og tage på dagsture hvor vi køre land og rige rundt. Mødes med andre hundefolk og hygge. Gå til træning. Det her er ikke sådan det skal være. Tal lige om ting man ikke "må" sige

 

Næh, der er mange ting man ikke "må" sige, hvis billedet af at det er idel lykke at have hund skal holde.

Jeg synes det er langt bedre at være ærlig.

 

Stjernes situation og det at jeg ikke kunne gøre en skid ved det, tog meget af min selvtillid som hundeejer fra mig. Her var jeg, rimelig anerkendt adfærdsbehandler med meget erfaring, og jeg kunne ikke gøre NOK til at få Stjerne tilpasset en ganske almindelig hverdag.

Knæk sagde selvtilliden lige, så pas nu på dig selv, det ville være synd, hvis Oliver skulle påvirke dig til ikke mere at få hund.

 

Jeg er villig til at gå på kompromis og tage hensyn, og ikke kunne gøre alle de ting jeg gerne vil. Men helt at bestå fra alt. Nej. Det vil jeg altså ikke.

 

Så er det afklaret!

 

Jeg synes selv det er en rigtig god ide at lukke ned på følelserne og tanker og se situationen udefra, med kritiske og nøgterne øjne. Se hvad andre oplever og ikke hvad man selv synes fordi man kender hunden.

Det kan være en øjenåbner af de store.

Med Stjerne var det sådan, at jeg lod andre ting end min logiske sans og min erfaring spille ind når spørgsmålet om hvornår det var nok trængte sig på. Der var hensynet til min (voksne) søn som elskede Stjerne, hvad ville "folk" mon sige og alt sådan noget.

Stjerne (og jeg) burde have haft fred et år tidligere...

 

 

Men der er da en chance for at han kan rykke sig?? Både med alderen og alt det jeg prøver og mangler at prøve??

 

Helt ærligt? Jeg har ikke den fjerneste anelse!

 

Hvad siger din adfærdsbehandler om situationen - altså om han kan få det bedre?

[Bernhardiner]

Ja der er mange ting man ikke "må" sige, tænke eller føle. Men jeg kan nu sagtens følge dig, for jeg ville nok føle nøjagtigt det samme. Men som du desværre også ved, så er man jo nok ikke helt klar over hvor meget det kræver af en, når man står midt i situationen.

 

Vi har lige haft nogle rigtig gode dage, hvor alt bare har fungeret. Nu sidder jeg med de tanker, at er han virkelig så slem, og overdriver jeg ikke bare en lille smule oppe i hovedet. Jeg tror vist at jeg prøver at negligere det lidt og man kan vist kalde det falsk tryghed. Men det ved jeg jo kun varer indtil næste gang det går galt. Det jeg vil frem til er at når jeg kan holde alle de ting, Oliver ikke kan rumme nede på et minimum, så har jeg jo en glad hund, der kan være i sin egen krop.

 

Om dråberne hjælper. Hmm. Jeg synes de hjælper mig til lige at kunne lidt mere og holde de negative tanker lidt væk. Mht Oliver, er det svært at udtale sig om synes jeg. Han får dem pt sammen med zylkene og tilskud af B vitamin. Det virkelig spørgsmål, er om det gør at han ikke kommer ind i en dum periode igen. Og det ved jeg ikke endnu, da hans triggere pt er på et minimum. Det gør ikke at jeg har en normal hund og at jeg bare kan slæbe ham med ud i verdenen og han kan rumme den. Samme historie som alle de andre gange og ting jeg har prøvet.

 

Lige nu kører hverdagen. Vi står op på samme tid, med samme morgenrutiner. Vi går på de samme tidspunkter de vante steder i skoven. De 7 minutter det tager at gå hen til skoven gennem byen går vi alene. Trafikken er på et minimum og der er meget få folk og hunde. Byen er stille hele dagen. Dørene og vinduerne er lukket. Naboen passer ikke hund. Folk sidder ikke ude på altaner eller haver. Jeg har ingen planer. Der er ikke noget han skal tage stilling til. Jeg vil endda kunne tage ham ind til maxizoo for at kunne veje ham med lidt planlægning, dog sikkert med stressmave efterfølgende. Jeg tænker om de gode perioder i virkeligheden ikke udspringer af at han pt bliver skærmet for de ting han ikke kan klare fremfor alle tilskuddene?? Tror jeg at det gør han ikke klapper sammen i sekundet han presser over hans grænser? Jeg ved det ikke.

 

 

 

Næh, der er mange ting man ikke "må" sige, hvis billedet af at det er idel lykke at have hund skal holde.

Jeg synes det er langt bedre at være ærlig.

 

Stjernes situation og det at jeg ikke kunne gøre en skid ved det, tog meget af min selvtillid som hundeejer fra mig. Her var jeg, rimelig anerkendt adfærdsbehandler med meget erfaring, og jeg kunne ikke gøre NOK til at få Stjerne tilpasset en ganske almindelig hverdag.

Knæk sagde selvtilliden lige, så pas nu på dig selv, det ville være synd, hvis Oliver skulle påvirke dig til ikke mere at få hund.

 

 

 

Så er det afklaret!

 

Jeg synes selv det er en rigtig god ide at lukke ned på følelserne og tanker og se situationen udefra, med kritiske og nøgterne øjne. Se hvad andre oplever og ikke hvad man selv synes fordi man kender hunden.

Det kan være en øjenåbner af de store.

Med Stjerne var det sådan, at jeg lod andre ting end min logiske sans og min erfaring spille ind når spørgsmålet om hvornår det var nok trængte sig på. Der var hensynet til min (voksne) søn som elskede Stjerne, hvad ville "folk" mon sige og alt sådan noget.

Stjerne (og jeg) burde have haft fred et år tidligere...

 

 

 

 

Helt ærligt? Jeg har ikke den fjerneste anelse!

 

Hvad siger din adfærdsbehandler om situationen - altså om han kan få det bedre?

 

Hun siger jo det samme. Det er umuligt at spå om. Hun har sagt at han ikke bliver gammel, med hendes erfaring. At han med al sandsynlighed vil blive ved med at svinge på den her måde, og at der hele tiden vil dukke nye og gamle problemer op. Så at jeg skal sørge for at vurdere om han har et godt liv. Alle de forskellige tilskud der er, er gode nok, men når det ligger så dybt, så tvivler hun på at det vil kunne gå ind og lave mirakler. Hun siger også, at det så absolut også er mere end tilladt at smide håndklædet i ringen og sige stop.

 

Jeg vil så gerne kunne kommentere på det andet du skriver, men har svært ved at finde ord. For du rammer virkelig plet. Tak