Hvor meget må en hund fylde i hverdagen?

[Bernhardiner]

Så er der bestilt tid til næste mandag kl 9, hvor der bliver taget røntgen af albuer, skuldre, hofter og ryg. Jeg vil vide hvordan han ser ud indeni. Puha, det bliver en lang uge det her.

[pivpiv]

*kram*

Det er en god ide. Jeg håber ugen går hurtigere end frygtet og svaret er positivt.

[Bernhardiner]

*kram*

Det er en god ide. Jeg håber ugen går hurtigere end frygtet og svaret er positivt.

 

Der er jo ikke noget positivt svar her. Finder de noget, har knægten ondt i en alder af 23 måneder. Og det fikser jo ikke hans adfærdsproblemer, det forøger det bare. Men så er der da en form for afklaring, hvis man kan kaldet det det.

 

Er der intet at se, så er jeg jo lige vidt.

[pivpiv]

Der er jo ikke noget positivt svar her. Finder de noget, har knægten ondt i en alder af 23 måneder. Og det fikser jo ikke hans adfærdsproblemer, det forøger det bare. Men er der da en form for afklaring, hvis man kan kaldet det det.

 

Er der intet at se, så er jeg jo lige vidt.

Det er også det. MEN er der ikke noget galt - så ved du er han ikke har ondt og ja du får en form for en afklaring og en form for en afklaring er også godt.

Det hele skal vejes og måles og er det positivt for noget så er det måske negativt for noget andet. Det er tæske svært.

[Siri]

Så er der bestilt tid til næste mandag kl 9, hvor der bliver taget røntgen af albuer, skuldre, hofter og ryg. Jeg vil vide hvordan han ser ud indeni. Puha, det bliver en lang uge det her.

 

Har du infomeret dyrlæge om problemstillingen? Husk at få skrevet regningen rigtigt, så forsikringen dækker!

Jeg tænker at det også ville være en god idé at tage blodprøver og teste for flåtbårne sygdomme. Og slutteligt en tur ved kiropraktor. Hvis man er i tvivl om noget, er det jo en idé at køre ham på smertestillende i en periode. For at se om det giver en adfærdsændring.

Jeg krydser fingre for jer!

[Bernhardiner]

Har du infomeret dyrlæge om problemstillingen? Husk at få skrevet regningen rigtigt, så forsikringen dækker!

Jeg tænker at det også ville være en god idé at tage blodprøver og teste for flåtbårne sygdomme. Og slutteligt en tur ved kiropraktor. Hvis man er i tvivl om noget, er det jo en idé at køre ham på smertestillende i en periode. For at se om det giver en adfærdsændring.

Jeg krydser fingre for jer!

 

Ja de er informeret Han har lige været igennem blodprøver og afføringsprøve og kiropraktor er han ved jævnligt Så det næste skridt er nemlig de billeder. Og ja selvfølgelig skal smertestillende prøves hvis der er noget og det kan forsvares. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal håbe eller forvente her.

[Bernhardiner]

Det er også det. MEN er der ikke noget galt - så ved du er han ikke har ondt og ja du får en form for en afklaring og en form for en afklaring er også godt.

Det hele skal vejes og måles og er det positivt for noget så er det måske negativt for noget andet. Det er tæske svært.

 

Kram til dig

[Ninjamor]

Der er jo ikke noget positivt svar her. Finder de noget, har knægten ondt i en alder af 23 måneder. Og det fikser jo ikke hans adfærdsproblemer, det forøger det bare. Men så er der da en form for afklaring, hvis man kan kaldet det det.

 

Er der intet at se, så er jeg jo lige vidt.

 

Eventuelle smerter kan behandles eller man kan tage stilling til, hvad der videre skal ske, derfor tænker jeg at smerter som forklaring vil være "positivt" og vil være en afklaring..

Smerter som baggrund for problemadfærd ses ofte, men jeg er lidt forvirret over at du vil tage alle de billeder, når han jævnligt går til kiropraktor? Hvad siger kiroopraktoren der skal behandles hos ham?

[Gæst]

Husk på at SELVOM billederne MÅSKE viser noget som kan give smerter og han kan smertebehandles, er der ofte stadig lang vej til at hunden bliver " normal " psykisk. Ofte kan det komme til at lyde som om at smertestillende er en mirakelkur, men trods smertestillende er adfærden så indlært at man næppe sådan bare lige kan se nogen vilde forandringer, udelukkende pga smertestillende. Og jeg skriver ikke for at være negativ, egentlig bare for at give min egen erfaring til kende.

 

Jeg levede i 4 år med en stress bombe af en hund, han havde udover adfærden, 2 diskuprolaps, spondylose, gigt i den ene albue, alt dette blev først opdaget da han var 4 år og han havnede hos mig, som var hans 5. hjem, netop pga adfærdsvanskeligheder, som slem stress. Han blev først røngtenfotograferet, bilederne viste intet. Så jeg fik ham CT scannet og her skal jeg lige love for at det var tydeligt, og ganske overraskende at han kunne være så fysisk aktiv med alle de skavanker og smerter. Han fik smertestillende fast og det var rart for mig at vide at han var smertedækket så godt som muligt, ligesom han i starten fik kiropraktik, indtil det blev så stressene for ham, at det skadede mere end det gavnede.

 

Men hans adfærd ændrede sig ikke, selvom han nu var smertedækket og han skulle tages meget hensyn til og det var okay for mig, er kun mig selv, elskede ham over alt på jorden og i hans gode perioder var han næsten som at have en normal hund. Han fik en hjerneblødning som 6 års, 99 % sikker pga den kroniske høje stress. Han blev blind på det ene øje og fik nedsat hørsel, men kom sig på under 3 uger, selvom jeg flere gange var klar til at give ham fred. Det mærkelige var at han fik det bedre psykisk efter det, det var som om at han faldt langt mere til ro ( der er INTET godt ved at han fik en hjerneblødning, det er jeg fuldt ud klar over ) hvilket nok skyldes hans hørsel blev nedsat, pludselig var verden måske ikke længere så overvældende.

 

Men som 7 års fik han en hjerneblødning mere og her stod det klart at det var tid til at give ham fred. Så det fik han.

 

Folk havde skrækkeligt travlt bagefter med " årh var det ikke en lettelse " og næste gang skal du gøre bla bla bla " og NEJ det var overhovedet ikke en lettelse, han var mit et og alt i 4 år og selvom han var en hund der skulle tages sær hensyn til, så var han en gave for mig og jeg er glad for at kunne give ham et godt liv i de 4 år og han er stadig savnet

 

 

Nu har jeg fået en ny hund, også en " genbrugs" hund som har vist sig også at have rygproblemer og hofteproblemer, han får også smertestillende i perioder, selvom han kun er 3 år. Han har ikke stress, men er meget forsigtig og lider af angst for fyrværkeri, torden, toge og seprations angst. Ham skal der også tages særhensyn til, bare nærmeste omvendt. Min stress hund var god til at være alene hjemme og slappede af med det og havde tit brug for bare at sove og være alene, så der havde jeg god samvittighed når jeg tog hjemmefra og han ikke kunne komme med, her er det lige omvendt, har røv dårlig samvittighed hver gang jeg går hjemmefra og har ham med til så meget som muligt og så må man også tage hensyn til det, feks når jeg skal besøge nogen, må han så komme med, hvor længe er jeg hjemmefra, kan han vente i bilen osv osv. Men denne adfærd er sjovt nok lettere for omverden at tolorere, fordi han er stille og forsigtig og til tider angst, han " larmer " ikke og " fylder " ikke som min tidligere hund gjorde, hans stress viste sig som voldsom gøen og pusten og opkørt og piven og uro. Dette har omverden langt sværer ved at tolerer, er blevet smidt af en bus med ham engang, har fået skæld ud af fremmed, er blevet råbt efter og har fået mange forargede blikke. Hvis ham her er med i bussen og begynder at ryste, så synes folk det er synd for ham. Men det er ikke MERE synd for ham , end for min tidligere hund, det er lige synd, det er lige svært, adfærden viser sig bare forskelligt.

 

 

Omverdens forståelse og tolerance kan være en svær størrelse.

 

Jeg synes ikke der er nogen grænse for hvor meget en hund må fylde, hvorfor skulle der dog være det ?

 

Det som er okay for den ene, er ikke for den anden. Det kommer jo an på hvordan ens eget liv er, arbejede, familie, børn, andre hunde osv.

 

Hvis ikke det gør noget for en selv, hvorfor skal man dog så lytte efter " hvad det bør hedde sig " at hunden fylder ?? Det vigtigste er din egen vurdering af hunden og din hverdag, er hundes liv SÅ svært at det er bedre for den at få fred, eller er hunden glad for sit liv og har flere gode end dårlige dage ? Og det ved kun DU. Og når man skriver ned på skrift hvordan ens hund er, så kan det lyde langt mere voldsomt end det er i dagligdagen, netop fordi man remser det hele op. Men det er jo sjælden at ALTING fylder lige meget på en gang. Og mange hunde med kroniske skader, smerter lider sjælden ulidelige smerter dagen lang, selvom nogen gerne ville have det til at lyde sådan, så man får dårligere samvittighed.

 

 

Nå ja det blev man måske ikke meget klogere af, men ville bare lige give mit besyv med.

[Sitto]

Eventuelle smerter kan behandles eller man kan tage stilling til, hvad der videre skal ske, derfor tænker jeg at smerter som forklaring vil være "positivt" og vil være en afklaring..

Smerter som baggrund for problemadfærd ses ofte, men jeg er lidt forvirret over at du vil tage alle de billeder, når han jævnligt går til kiropraktor? Hvad siger kiroopraktoren der skal behandles hos ham?

Der er mange ting en kiropraktor ikke kan mærke. Zazu har også gået fast hos Magtor, men da vi fik hende røntgenfotograferet og efterfølgende CT scannet fandt vi årsagen til hendes ændret adfærd; spondylose og en sammenvoksning i bækkenet. Det kunne de jo altså ikke mærke.

[Bernhardiner]

Eventuelle smerter kan behandles eller man kan tage stilling til, hvad der videre skal ske, derfor tænker jeg at smerter som forklaring vil være "positivt" og vil være en afklaring..

Smerter som baggrund for problemadfærd ses ofte, men jeg er lidt forvirret over at du vil tage alle de billeder, når han jævnligt går til kiropraktor? Hvad siger kiroopraktoren der skal behandles hos ham?

 

Kiropraktoren kan jo ikke finde noget. Jeg har taget ham derind igennem hele opvæksten som forebyggende. Han har haft lidt spændinger i ryggen lige før jul, men de var væk sidst jeg var derinde. Der er ikke noget der indikerer at der skulle være noget. Jacob, kiropraktoren, mener ikke at der er noget, men han siger også at han ikke har røntgensyn. Det her kan meget vel blive spild af penge, men!!

 

Der er forskellige årsager til, hvorfor jeg vælger at tage de billeder. Jeg tror, at HVIS, der viser sig at være noget fysisk galt med ham, at det stadig er sekundært. Altså at det psykiske stadig er det primære problem, grundet det har været der fra dag ét, intensiteten, og at jeg har fået kendskab til en masse ting i hans linjer. Så det sekundære, det fysiske, øger det primære problem, nemlig det psykiske. Hvad kan jeg bruge det til? Hvis der er et fysisk problem, afhængig af hvad og hvor slemt, vil jeg kunne afprøve effekten af smertestillende og se om det gør at jeg kan komme igennem med træningen og rykke ham hen til et sted, hvor han er stabil og hvor han ikke skal svinge som han har gør. Et håb om at det hele kan blive godt og jeg kan få lov til at have min elskede hund ved min side i mange mange år endnu. Som jeg lige har læst i den bog jeg fik anbefalet herinde:" Hope is the denial of reality". - Margret Weis.

 

Ninjamor, jeg har på fornemmelsen at du ved, at jeg er ved at være ved vejs ende med Oliver. Der er ikke alverdens ting tilbage jeg skal have afprøvet, og med mindre jeg finder det der skal til, vælger jeg at sige stop. For Oliver OG for mig selv. Den sætning du skrev, om at du ville ønske at du havde sagt stop 1 år tidligere for Stjerne og dig, håber jeg ikke at jeg ender ud i. Jeg har svært ved at fatte denne situation. Jeg har mange dage hvor jeg bare vælger ikke at tage stilling til det hele, især her hvor han er inde i en bedre periode. Hvis jeg ikke tænker på det, skal jeg ikke tage stilling til noget. Hvis jeg ignorerer det, går det væk af sig selv. Det er jo slet ikke så slemt, så nej jeg skal ikke træffe nogen som helst beslutninger. Det er nok meget naturligt. Men kommer den dag hvor jeg skal sige farvel, vil jeg ikke sidde tilbage og tænke, var der mere jeg kunne have gjort/afprøvet, overså jeg noget, slog jeg min bedste ven ihjel for tidligt? Jeg skal kunne tilgive mig selv på en eller anden måde hvis det kommer til det, for uanset hvordan jeg prøver at vende den vil det OGSÅ være af egoistiske årsager og ikke udelukkende være for Olivers skyld. Og det har jeg aldrig prøvet før.

 

Noget andet er, at jeg har stadig svært ved at acceptere tanken om psykisk sygdom (som det vel er) ved en hund. Ikke den logiske side af sagen, jeg er godt klar over hunde kan lide af det. Men min hjerne/hjerte har svært ved at forstå at det ikke er min skyld det her, at det ikke er mig der har gjort/gør noget rivende hamrende galt. På trods af at jeg har flere omkring mig til at banke det ind i mig, at det ikke er tilfældet. Dog rammer de meget få kommentarer jeg har fået, om at han bare er en unghund der mangler træning og opdragelse, meget meget dybt og puster til den side af mig, der giver mig selv skylden. Ligeså, hvis jeg får smidt i hovedet at der er da en masse ting jeg skulle have prøvet og at man altså bare ikke giver op. Hvis billederne viser der er noget galt, har jeg noget andet end mig selv at dreje det hele over på. Der er en årsag. Jeg har haft syge hunde tidligere, men har aldrig haft en der har haft problemer med psyken, så jeg kan langt bedre forholde mig til, hvis det er fysisk. Det er nemmere at forklare overfor sig selv og for andre. Også hvis det hele ender med at jeg skal sige farvel.

[Doberfan]

Nu må du heller ikke glemme, at der tilsyneladende er problemer med hele familien/afstamningen. Meget af det kan jo være arveligt og ikke skyldes udefra kommende faktorer. :ae:

[Bernhardiner]

Husk på at SELVOM billederne MÅSKE viser noget som kan give smerter og han kan smertebehandles, er der ofte stadig lang vej til at hunden bliver " normal " psykisk. Ofte kan det komme til at lyde som om at smertestillende er en mirakelkur, men trods smertestillende er adfærden så indlært at man næppe sådan bare lige kan se nogen vilde forandringer, udelukkende pga smertestillende. Og jeg skriver ikke for at være negativ, egentlig bare for at give min egen erfaring til kende.

 

Jeg levede i 4 år med en stress bombe af en hund, han havde udover adfærden, 2 diskuprolaps, spondylose, gigt i den ene albue, alt dette blev først opdaget da han var 4 år og han havnede hos mig, som var hans 5. hjem, netop pga adfærdsvanskeligheder, som slem stress. Han blev først røngtenfotograferet, bilederne viste intet. Så jeg fik ham CT scannet og her skal jeg lige love for at det var tydeligt, og ganske overraskende at han kunne være så fysisk aktiv med alle de skavanker og smerter. Han fik smertestillende fast og det var rart for mig at vide at han var smertedækket så godt som muligt, ligesom han i starten fik kiropraktik, indtil det blev så stressene for ham, at det skadede mere end det gavnede.

 

Men hans adfærd ændrede sig ikke, selvom han nu var smertedækket og han skulle tages meget hensyn til og det var okay for mig, er kun mig selv, elskede ham over alt på jorden og i hans gode perioder var han næsten som at have en normal hund. Han fik en hjerneblødning som 6 års, 99 % sikker pga den kroniske høje stress. Han blev blind på det ene øje og fik nedsat hørsel, men kom sig på under 3 uger, selvom jeg flere gange var klar til at give ham fred. Det mærkelige var at han fik det bedre psykisk efter det, det var som om at han faldt langt mere til ro ( der er INTET godt ved at han fik en hjerneblødning, det er jeg fuldt ud klar over ) hvilket nok skyldes hans hørsel blev nedsat, pludselig var verden måske ikke længere så overvældende.

 

Men som 7 års fik han en hjerneblødning mere og her stod det klart at det var tid til at give ham fred. Så det fik han.

 

Folk havde skrækkeligt travlt bagefter med " årh var det ikke en lettelse " og næste gang skal du gøre bla bla bla " og NEJ det var overhovedet ikke en lettelse, han var mit et og alt i 4 år og selvom han var en hund der skulle tages sær hensyn til, så var han en gave for mig og jeg er glad for at kunne give ham et godt liv i de 4 år og han er stadig savnet

 

 

Nu har jeg fået en ny hund, også en " genbrugs" hund som har vist sig også at have rygproblemer og hofteproblemer, han får også smertestillende i perioder, selvom han kun er 3 år. Han har ikke stress, men er meget forsigtig og lider af angst for fyrværkeri, torden, toge og seprations angst. Ham skal der også tages særhensyn til, bare nærmeste omvendt. Min stress hund var god til at være alene hjemme og slappede af med det og havde tit brug for bare at sove og være alene, så der havde jeg god samvittighed når jeg tog hjemmefra og han ikke kunne komme med, her er det lige omvendt, har røv dårlig samvittighed hver gang jeg går hjemmefra og har ham med til så meget som muligt og så må man også tage hensyn til det, feks når jeg skal besøge nogen, må han så komme med, hvor længe er jeg hjemmefra, kan han vente i bilen osv osv. Men denne adfærd er sjovt nok lettere for omverden at tolorere, fordi han er stille og forsigtig og til tider angst, han " larmer " ikke og " fylder " ikke som min tidligere hund gjorde, hans stress viste sig som voldsom gøen og pusten og opkørt og piven og uro. Dette har omverden langt sværer ved at tolerer, er blevet smidt af en bus med ham engang, har fået skæld ud af fremmed, er blevet råbt efter og har fået mange forargede blikke. Hvis ham her er med i bussen og begynder at ryste, så synes folk det er synd for ham. Men det er ikke MERE synd for ham , end for min tidligere hund, det er lige synd, det er lige svært, adfærden viser sig bare forskelligt.

 

 

Omverdens forståelse og tolerance kan være en svær størrelse.

 

Jeg synes ikke der er nogen grænse for hvor meget en hund må fylde, hvorfor skulle der dog være det ?

 

Det som er okay for den ene, er ikke for den anden. Det kommer jo an på hvordan ens eget liv er, arbejede, familie, børn, andre hunde osv.

 

Hvis ikke det gør noget for en selv, hvorfor skal man dog så lytte efter " hvad det bør hedde sig " at hunden fylder ?? Det vigtigste er din egen vurdering af hunden og din hverdag, er hundes liv SÅ svært at det er bedre for den at få fred, eller er hunden glad for sit liv og har flere gode end dårlige dage ? Og det ved kun DU. Og når man skriver ned på skrift hvordan ens hund er, så kan det lyde langt mere voldsomt end det er i dagligdagen, netop fordi man remser det hele op. Men det er jo sjælden at ALTING fylder lige meget på en gang. Og mange hunde med kroniske skader, smerter lider sjælden ulidelige smerter dagen lang, selvom nogen gerne ville have det til at lyde sådan, så man får dårligere samvittighed.

 

 

Nå ja det blev man måske ikke meget klogere af, men ville bare lige give mit besyv med.

 

Tusind tak for dit besyv og din fortælling. Jeg tager godt nok hatten af for at du nu står med nr 2 hund, med adfærdsproblemer. Du er sej og hvor er det godt de kom hjem til dig:bighug:. Nej der er ikke mange der kan forstå de problemer vi står i, og det er, desværre fristes jeg til at sige, kun en selv der kan vurdere hvordan og hvorledes.

[Bernhardiner]

Nu må du heller ikke glemme, at der tilsyneladende er problemer med hele familien/afstamningen. Meget af det kan jo være arveligt og ikke skyldes udefra kommende faktorer. :ae:

 

Ja tro mig, det prøver jeg virkelig også at fortælle mig selv:bighug: Selvfølgelig er der også ganske almindelige hunde i linjerne vil jeg lige sige, men forekomsten af problemer er for høj til at det skal ignoreres. Opdrætter har haft mange forklaringer på de ting der er kommet frem om hans linjer. Det var ejerne, der fordi den hund ikke var blevet opdraget, det var fordi den hund ikke stod hjemme ved hende, det var dit og det var dat. Da han sprang i luften ved 3-4 måneders alderen og skiftede fuldstændig adfærd, ringede jeg lidt uforstående til opdrætter. Men vi bortforklarede det med at det måtte være pga han var propstoppet med orme da han kom hjem til mig, og at det må have haft påvirket ham. Men det blev ved, og jeg kunne ikke forstå hvorfor de normale ting ikke virkede på ham. Jeg er ikke uerfaren i hvalpe, og har aldrig tidligere synes det var vanvittig hårdt. Jeg har eeeeeeeelsket hvalpe/unghunde tiden og synes det har været skide skægt. Opdrætter blev ved med at sige at hun troede det var mig der overstimulerede ham og at jeg stressede ham eller at jeg gav det forkerte foder (Essentials). Men jeg tilbød ikke noget som alle mine tidligere hunde, ikke har udviklet sig til nogle fantastiske hunde af. Dejlige oplevelser, passende doser af mental og fysisk stimulering, kærlighed osv osv. Men jeg sidder stadig og tænker hvor mon jeg har lavet en fejl.

 

Spondylose ligger så også i linjerne. Eller rettere sagt, det ligger til racen, men der er ingen der tager sig af det. Opdrætter mener at en meget meget høj procentdel af racen har det. Jeg fik hende overtalt til at begynde at fotografere hendes, efter hun ved et tilfælde havde fundet to der havde det. Og det gjorde hun da. Den ene hun fik undersøgt havde det i middelsvær grad i følge dyrlægen. Jeg har så ikke talt med hende siden, så jeg ved ikke om hun har fotograferet flere.

[pivpiv]

Du ved at jeg altid er her om det så bare er et kram du har brug for.

Min mave fornemmer mere end du skrive rog mere end jeg kan sætte ord på her, så jeg vil bare sige at jeg er her! ALTID!!!

 

DU har ikke fejlet - jo ved at du har fået fat i en hund med lorte gener - men det kan ingen bebrejde dig. Du kæmper og gør alt for den dreng, så du må ikke lede efter dine fejl, det hjælper intet her.

[korvis]

En stor krammer herfra...

 

Jeg har meget tæt på oplevet et par hunde hvor ejer bagefter siger som Ninjamor - "vi skulle ha' givet dem fred langt før...". Og sådan tror jeg tit det ender, når man har en hund som på den ene eller anden måde ikke "fungerer"? Vi vil så gerne gøre alt vi kan for dem, så de får det bedste tænkbare liv. Men det er ikke altid muligt. Og tit går det alt for meget ud over ejer selv, da det selvfølgelig er en kæmpe stor psykisk belastning. Det er vist meget almindeligt at man ét sted er meget lettet, når man har givet en syg hund fred - det er først dér man mærker hvor opslidende det faktisk har været. Det skal selvfølgelig ikke være så hårdt at ha' hund - og det skal bestemt ikke være så hårdt og skræmmende at man ikke tør/har lyst at få hund igen.

 

Jeg tror at du selv inderst inde ved hvornår din grænse er nået, og husk at det er din grænse der tæller, ikke andres. Der vil altid være nogen der "selv ville ha' prøvet mere", medens andre "aldrig havde holdt ud så længe som du", men det er totalt ligegyldigt - deres grænse er bare anderledes end din! Ingen er i tvivl om at du gør rigtig meget for Oliver, og at du kun tænker på hans bedste. Men lyt til Ninjamor - tænk på dig selv også...

[Miss_M]

Det her er ikke noget som helst brugbart ifht. din situation....

 

Men hold nu kæft, hvor sidder jeg med et billede af en HELT fantastisk hundejer og menneske, efter at have læst dine indlæg.

 

Hvor er det en fantastisk indsigt i din hund du har, det er så tydeligt du har en kæmpe forståelse for Oliver og det i går igennem sammen og formår at knuselske ham, selvom han ville kunne drive de fleste andre til vanvid.

Bliver varm om hjertet af at læse dine indlæg og hvor meget du har sat dig ind i alt og har gjort alt for at få det hele til at lykkes.

 

Er meget, meget imponeret og ville ønske der var flere som dig.

 

Så bare et lille skulderklap, i en rigtig svær situation.

[Louisen]

Allerede inden Taiki blev syg med epilepsi, var han en stor mundfuld. Jeg vidste, at han var decideret farlig for andre hunde i perioder - andre gange var han bare sur og knotten. Han brød sig ikke om fremmede, selvom han var nysgerrig, så jeg følte at hver gang jeg var ude med ham, var jeg konstant på nåle. Jeg skulle se løse hunde på lang afstand og undgå dem, eller råbe ejeren an. Og jeg skulle holde øje med, om fremmede forsøgte at række ud og klappe ham, hvad han slet ikke fandt sig i.

 

Med massiv træning, blev det holdt nede på et acceptabelt niveau og han var jo så sjov og glad, og fulgte nemt med. Men så blev han syg og det stak helt af.

For hvert anfald han havde, blev han mere "sær". Hans glade, gode sider forsvandt lige så stille og hans "dæmoner" fyldte mere og mere.

 

Mens vi var i udredning, begrænsede jeg mig mere og mere. Jeg var så nervøs for, at han havde anfald når alene, at jeg tog direkte fra studiet og hjem til ham. Jeg havde intet socialt liv, alt handlede om ham.

Og da det stod klart, at medicinen ikke hjalp ham, da hans epilepsi skyldtes en fysisk hjerneskade og ikke "dårlig kemi", gik alting op i at skabe faste rammer, strukturer, forudsigelighed for at reducere stress, der kunne udløse et anfald. I endnu højere grad skulle andre hunde undgås, fremmede skulle holdes på afstand og kun nærmeste familie og de tætteste venner, som han kendte godt, kom på besøg.

 

Jeg tabte mig sindssyg meget i den periode, og flere var nervøse for mig. Men jeg kunne bare ikke give slip. Hvordan tager du det valg? Jeg tænkte over det flere gange, men så længe Taikis liv var mere godt end skidt, så kunne jeg ikke se mere end dét. Jeg reducerede mig selv til en person, der skulle sørge for dét, og så fuck resten.

 

Da han døde, rev det gulvtæppet helt væk under mig. Jeg var allerede i mine overvejelser, men jeg var slet ikke kommet dertil hvor jeg tænkte, at en human afslutning var det rigtige. Jeg har sidenhen følt mig helt enormt snydt for denne proces, selvom alle fortæller mig at jeg var "heldig", fordi jeg slap for at tage den beslutning. Det havde været en tung og svær beslutning at tage, men det havde været MIN og jeg tror, jeg kunne have været afklaret på en anden måde.

Jeg blev meget vred, og jeg var meget vred i lang tid, inden jeg kunne lade sorgen tage over. Og så blev jeg også sendt til tælling, big time, for han efterlod jo et KÆMPE tomrum, når alt havde handlet om ham.

 

Og så var han min første hund og han var min Bammis. Hans gode sider var så gode, jeg møder aldrig en hund som ham igen. Han havde så meget personlighed, det sagde ALLE.

 

 

Nu har jeg fået min Trillo, og jeg er sådan helt: "Er der noget, jeg har glemt?". Den følelse har jeg hele tiden. Jeg var ikke klar over, at det kunne være så nemt at have en hund. Hun har sine egne udfordringer, men det er piece of cake at træne med hende ift. hvordan det var en kamp med Taiki.

Jeg har modsat sig, ikke erfaringen til at vide, at det kunne være nemmere. Så jeg har det meget spøjst med, at have sådan en glad og ukompliceret hund. Der er sgu ikke noget dillerdaller med hende, selvom hun er lidt til den forsigtige side og elsker at jage harer & katte.

 

 

Jeg ville ønske, at jeg havde noget klogt at sige. Jeg tror bare, at jeg ville dele min fortælling for at lade dig vide, at jeg forstår hvad du går igennem. Og jeg forstår også din tvivl - jeg aner virkelig ikke, hvad der er rimeligt at en hund skal fylde i ens liv.

[Bernhardiner]

Jeg læser hvert et ord i skriver, og kan kun sige jer mange gange tak og sende en masse og :hjerte: afsted til jer. Hold op nogle fantastiske mennesker i er.

[Trei]

Jeg vil egentlig også bare lige pippe op om at jeg er imponeret over hvor meget du gør for Oliver. Jeg synes at Miss M har sagt det virkelig flot, så du må lige forestille dig at jeg kan sige det lige så fint.

 

Min den største har haft, og har stadig, lidt issues, der har været (og nogle er stadig) svære at håndtere. Det er småting ift hvad du beskriver, men når jeg tænker på hvordan jeg selv har følt flere gange at det var et skridt frem og to tilbage og at omgangskredsen slet ikke forstod, så er jeg virkelig imponeret over hvordan du har knoklet så længe.

[Bernhardiner]

Jeg vil egentlig også bare lige pippe op om at jeg er imponeret over hvor meget du gør for Oliver. Jeg synes at Miss M har sagt det virkelig flot, så du må lige forestille dig at jeg kan sige det lige så fint.

 

Min den største har haft, og har stadig, lidt issues, der har været (og nogle er stadig) svære at håndtere. Det er småting ift hvad du beskriver, men når jeg tænker på hvordan jeg selv har følt flere gange at det var et skridt frem og to tilbage og at omgangskredsen slet ikke forstod, så er jeg virkelig imponeret over hvordan du har knoklet så længe.

 

Tak trei

[vinhou]

Jeg tror også at når jeg engang skal sige farvel til Nellie vil jeg blive ekstremt overrasket over, hvor let det kan være at være hundeejer. For der tages hensyn hele tiden. Hun stresser over det mindste. Vi får ikke gæster. Vi kan ikke snakke med folk eller hunde vi møder. Jeg er så "heldigvis" ganske ikke-socialt anlagt, så vi kan bruge hinanden som undskyldning for ikke at socialisere, og hun er den mest fantastiske hund på enmandshånd, når der ikke sker ting og sager omkring hende.

 

Men når den tid kommer vil jeg komme til at græde mine øjne ud. Hun er SÅ speciel, og selvom Sascha er en skøn og dejlig hund kan det slet ikke sammenlignes. Nellie er MIN hund og vi har et særligt bånd.

 

Så jeg kan godt nikke genkendende til det du skriver, selvom Nellie nok alligevel ikke er så udfordrende som din.

 

Stort kram til dig!

[Ninjamor]

Kiropraktoren kan jo ikke finde noget. Jeg har taget ham derind igennem hele opvæksten som forebyggende. Han har haft lidt spændinger i ryggen lige før jul, men de var væk sidst jeg var derinde. Der er ikke noget der indikerer at der skulle være noget. Jacob, kiropraktoren, mener ikke at der er noget, men han siger også at han ikke har røntgensyn. Det her kan meget vel blive spild af penge, men!!

 

Min egen erfaring er bare, at det har været omvendt: At kiropraktoren fandt noget dyrlægerne ikke kunne finde,derfor min undren, men som jeg vist skrev, efterfølgende ved du, at du har gjort alt hvad du kunne.

 

Der er forskellige årsager til, hvorfor jeg vælger at tage de billeder. Jeg tror, at HVIS, der viser sig at være noget fysisk galt med ham, at det stadig er sekundært. Altså at det psykiske stadig er det primære problem, grundet det har været der fra dag ét, intensiteten, og at jeg har fået kendskab til en masse ting i hans linjer. Så det sekundære, det fysiske, øger det primære problem, nemlig det psykiske. Hvad kan jeg bruge det til? Hvis der er et fysisk problem, afhængig af hvad og hvor slemt, vil jeg kunne afprøve effekten af smertestillende og se om det gør at jeg kan komme igennem med træningen og rykke ham hen til et sted, hvor han er stabil og hvor han ikke skal svinge som han har gør. Et håb om at det hele kan blive godt og jeg kan få lov til at have min elskede hund ved min side i mange mange år endnu. Som jeg lige har læst i den bog jeg fik anbefalet herinde:" Hope is the denial of reality". - Margret Weis.

 

Det psykiske kan stadig være primærproblemet, men det er ikke til at vide, hvor forstærket adfærden bliver af eventuelle smerter.

Hvor "slem" er de andre hunde i linien, hvad adfærd gælder?

 

Ninjamor, jeg har på fornemmelsen at du ved, at jeg er ved at være ved vejs ende med Oliver. Der er ikke alverdens ting tilbage jeg skal have afprøvet, og med mindre jeg finder det der skal til, vælger jeg at sige stop. For Oliver OG for mig selv. Den sætning du skrev, om at du ville ønske at du havde sagt stop 1 år tidligere for Stjerne og dig, håber jeg ikke at jeg ender ud i. Jeg har svært ved at fatte denne situation. Jeg har mange dage hvor jeg bare vælger ikke at tage stilling til det hele, især her hvor han er inde i en bedre periode. Hvis jeg ikke tænker på det, skal jeg ikke tage stilling til noget. Hvis jeg ignorerer det, går det væk af sig selv. Det er jo slet ikke så slemt, så nej jeg skal ikke træffe nogen som helst beslutninger. Det er nok meget naturligt. Men kommer den dag hvor jeg skal sige farvel, vil jeg ikke sidde tilbage og tænke, var der mere jeg kunne have gjort/afprøvet, overså jeg noget, slog jeg min bedste ven ihjel for tidligt? Jeg skal kunne tilgive mig selv på en eller anden måde hvis det kommer til det, for uanset hvordan jeg prøver at vende den vil det OGSÅ være af egoistiske årsager og ikke udelukkende være for Olivers skyld. Og det har jeg aldrig prøvet før.

 

Det er en situation jeg ikke ønsker for nogen!

 

Noget andet er, at jeg har stadig svært ved at acceptere tanken om psykisk sygdom (som det vel er) ved en hund. Ikke den logiske side af sagen, jeg er godt klar over hunde kan lide af det. Men min hjerne/hjerte har svært ved at forstå at det ikke er min skyld det her, at det ikke er mig der har gjort/gør noget rivende hamrende galt.

 

 

Det er du nødt til at forstå!

Du ved at den linie Oliver kommer fra har problemet, så hvordan kan det være din skyld?

 

På trods af at jeg har flere omkring mig til at banke det ind i mig, at det ikke er tilfældet. Dog rammer de meget få kommentarer jeg har fået, om at han bare er en unghund der mangler træning og opdragelse, meget meget dybt og puster til den side af mig, der giver mig selv skylden. Ligeså, hvis jeg får smidt i hovedet at der er da en masse ting jeg skulle have prøvet og at man altså bare ikke giver op

.

 

Det er så der DU ER NØDT TIL at sige at sådanne kommentarer INTET har med dig at gøre. De siger en masse om de personer, som kommer med udtalelserne MEN INTET OM DIG, vel?

 

Hvis billederne viser der er noget galt, har jeg noget andet end mig selv at dreje det hele over på. Der er en årsag. Jeg har haft syge hunde tidligere, men har aldrig haft en der har haft problemer med psyken, så jeg kan langt bedre forholde mig til, hvis det er fysisk. Det er nemmere at forklare overfor sig selv og for andre. Også hvis det hele ender med at jeg skal sige farvel.

 

Jeg ved det, men husk at du ikke skylder NOGEN at forklare eller forsvare det du gør. Det er dig som kender Oliver, det er dig som lever med de problemer han giver...

[Bernhardiner]

Der er nogle rigtig slemme eksemplarer blandt dem jeg kender til. Aggressivitet og hvor man slet ikke har kunne komme til dem, nogle er døde nu. En meget stor del af hans kuld og kuldet lige efter, der var fætre og kusiner, er der påfaldende mange der har skiftet hjem fordi de ikke har kunne håndtere dem. Allerede inden de var et år. En bror bed barnet, en anden bror bodyslammed alle der kom ind i hjemmet og børnene og var fuldstændig ustyrlig, de kunne ikke have ham indenfor. Og det er ud fra hvad opdrætter har fortalt mig. Ellers kender jeg til de samme ting som Oliver. Hyperaktiv (som jeg tolker som stress) kører enormt højt, kan ikke slappe af, skarpe osv osv. Langt de fleste i linjerne er hundegårdshunde. Opdrætter har fortalt mange gange om hunde der direkte sparker hende ned og rykker hende rundt.

Moren som jeg naturligvis mødte, var nu en dejlig tæve de 3 gange jeg mødte hende. Hun virkede meget afdæmpet. Hun døde da hvalpene var omkring de 6 måneder, af en mavedrejning. Jeg ved ikke om jeg læste hende korrekt i dag. Måske hun havde resigneret og var blevet passiv?? Det er ikke fair jeg tænker det, men jeg kan ikke lade være. Faren skulle have været en god hund, men opdrætter sagde at efter han kom hjem til der hvor han er nu har han forandret sig og er blevet nervøs og at man ikke bare kan gå ind til ham. Hun havde hans søster, og hun var dælme oppe på dupperne.

 

Og tak for dine andre ord. Jeg ved jo at du har ret. Det er bare ikke nemt at sige det til sig selv. Jeg værdsætter virkelig det du (og alle i andre) siger og tager det til og. Jeg siger det igen, i er nogle fantastiske mennesker.

 

 

Edit: Jeg vil gerne lige understrege at det er mine egne fortolkninger og mening, der gør at jeg siger dårligt sind ligger i linjerne. JEG synes jeg har hørt om for mange forekomster og for mange historier til ikke at drage den konklusion. Opdrætter har haft forklaringer parat til alt hun har fortalt. Jeg ønsker ikke at svine nogen til.

[Gryn]

En stor krammer herfra...

 

Jeg har meget tæt på oplevet et par hunde hvor ejer bagefter siger som Ninjamor - "vi skulle ha' givet dem fred langt før...". Og sådan tror jeg tit det ender, når man har en hund som på den ene eller anden måde ikke "fungerer"? Vi vil så gerne gøre alt vi kan for dem, så de får det bedste tænkbare liv. Men det er ikke altid muligt. Og tit går det alt for meget ud over ejer selv, da det selvfølgelig er en kæmpe stor psykisk belastning. Det er vist meget almindeligt at man ét sted er meget lettet, når man har givet en syg hund fred - det er først dér man mærker hvor opslidende det faktisk har været. Det skal selvfølgelig ikke være så hårdt at ha' hund - og det skal bestemt ikke være så hårdt og skræmmende at man ikke tør/har lyst at få hund igen.

 

Jeg tror at du selv inderst inde ved hvornår din grænse er nået, og husk at det er din grænse der tæller, ikke andres. Der vil altid være nogen der "selv ville ha' prøvet mere", medens andre "aldrig havde holdt ud så længe som du", men det er totalt ligegyldigt - deres grænse er bare anderledes end din! Ingen er i tvivl om at du gør rigtig meget for Oliver, og at du kun tænker på hans bedste. Men lyt til Ninjamor - tænk på dig selv også...

 

Giver det ret, det er ejer som kender hunden bedst, og som føler hvornår nok er nok.

Hunde er forskellige, og nogle hunde vil man måske gøre mere for end andre, efter hvordan hunden er. Mange forstå ikke vi har brugt så meget tid og så mange penge på Groa, men det er deres problem. Vi har haft tidspunkter hvor vi har overvejet en aflivning.

TS, jeg forstår godt dine valg, det er hårdt, og man vil så gerne gøre det bedste for sin elskede hund. Oliver er heldig at have dig som ejer.