Inkognito

Jeg har engelske springer spaniels af standardudgaven. Hvis du vælger den engelske springer, så skal du som minimum: - Kunne lide pelspleje eller have en sund økonomi, så du kan sende den til trimmer minimum 2 gange om året og meget gerne 4 (jeg bruger i snit 1 times pelspleje pr. uge pr. hund, men mine bliver også brugt på udstilling). - Finde en uvildig til at råde dig om linierne i racen; der er kommet temperamentsproblemer såsom aggression og ressourceforsvar i dem desværre :-( Det er ikke nok at spørge opdrætterne og der er en tendens til klikedannelse, så du skal have fat i en, der formår at se udenom al dette og stadig have viden omkring linierne. Alternativt skal du i gang med et større detektivarbejde og selv kigge linier. - Have øje for at stoppe en evt. jagtlyst i dem/undgå at tænde det i dem, hvis du ikke skal bruge det (mine går ikke på jagt og bliver ikke jagttrænet, men vi går schweissspor på hyggeplan). Det er stadig muligt at få en springer spaniel, der er easygoing og nem i temperamentet, men der skal kigges godt efter. Du vil sagtens kunne tilfredsstille en springer med det du tilbyder. Jeg har selv kigget på Welsh'en som næste hund (har snakket med en opdrætter) og jeg har haft nogle stykker på både hvalpehold og sporhold, men jeg vil ikke gøre mig til ekspert i forskellen mellem Welsh'en og springeren. Min umiddelbare erfaring er, at Welsh'en har lidt flere "fluer" i hovedet i de unge år og måske er en anelse mere selvstændig end springeren, men jeg har også mødt en del springere, der har haft "fluer" i hovedet og været så selvstændige at de fik en ruhåret hønsehund til at ligne en labrador.

Jeg er meget enig med Shii omkring tøjvalget. For dit vedkommende skal tøjet også være praktisk at løbe i, hvis det altså er den korrekte race du har stående på din profil. Hvis du vælger at udstille i nederdel, så tjek hvordan den opfører sig, når du løber - det er set at nederdele kryber opad, når der løbes og tilskuerne har lige pludselig udsigt til hvilke slags strømper du har på (f.eks. om du har selvsiddende på). Jeg foretrækker at have lommer i tøjet til godbidder, da jeg ikke har de bedste erfaringer med udstillingsgodbidstasker (de små fikse nogle, der kan sidde i kanten af nederdelen), når man skal løbe til, hvilket jeg tænker du skal, hvis du har Samojeder og jeg bruger også sportsbh'er, så der er styr på "pigerne" under løb. Skoene skal have en solid sål og vær opmærksom på om skoen er flerfarvet eller sålen har en anden farve end resten af skoen. I dit tilfælde med hvide hunde kan det måske betale sig at undgå hvide dele på skoen. Når jeg udstiller, har jeg som regel enten cowboybukser/cowboynederdel på og så en ensfarvet T-shirt eller skjorte på. Jeg kan også fanges i en sort nederdel fra tid til anden. Mine sko er typisk fra Deichmann - de har mange pæne billige sko med en god sål. Med hensyn til telte så tænk over hvor meget plads du skal have og om du er alene afsted. De store 3x3 meter udstillingstelte fra bla. DKK eller Eukanuba er ikke så nemme til at stille op for en enkelt person. Der er et 2,5x2,5 meter telt mere håndterbart. Mit telt er 2,5x2,5 meter og af popup-modellen af mærke Visent Turbo og jeg har ingen problemer med at stille det op eller være i det. Prøv at kontakte Eukanuba om de sælger de små modeller af deres telte - de er stort set identisk med Visent Turbo-teltet og er måske en anelse billigere. Ellers skal du være heldig at finde et telt brugt - bare sørg for at det er et pop-up. Du gider ikke stå i regn på en udstillingsplads og kæmpe med at samle stænger samtidig med, at din hund bliver våd.

Jeg tænkte jeg lige ville komme med en opdatering. Vi var hos dr. dyr i går, da jeg mistænkte hende for at have en blærebetændelse og der snakkede vi så lidt om vægten og foder. Emma vejer lige pt. 22,7 kg. (det er absolut det højeste hun har været oppe på). Dyrlægen satte ikke tal på, men jeg gør det gerne. Jeg vil have hende i hvert fald to kg. ned og han så ikke forkert ud i hovedet, da jeg sagde det. Jeg har dog ikke vejet hende, inden jeg skiftede over til vådkost om morgenen, så nu bliver hun vejet en gang om ugen fremover. Han mener ikke hun ophober væske og hun ligner ikke en hund, der har problemer med hverken stofskifte eller Cushing (staves?), men han ved jo også godt, at han heller ikke mente Jessie led af for lavt stofskifte og det gør hun. Virker antibiotikaen ikke på hendes urinvejsinfektion/blærebetændelse, så vil han gerne have hende igennem en fuld blodprøve og vil gerne have en urinprøve. Han er heller ikke alt for imponeret over min fodring - han mener at den eneste vej frem er Hills R/D for vægttab og lightprodukter til at bibeholde normalvægten, når hun når så langt. Men qva mine erfaringer med øreproblemerne og RC Cocker, så er jeg meget lidt interesseret i at give R/D, så nu giver jeg vådkosten med RC Cocker en chance. Jeg havde for øvrigt forventet, at Emma ville spise hvad som helst af vådkost, men det gør hun absolut ikke. Prinsessen vil under ingen omstændigheder røre noget med vildt i og hest er heller ikke favoritten. Emma er begyndt at spise langsommere end Jessie, der til gengæld spiser alle varianter af vådkost - selv med Senior-tilskuddet fra Svenska Djurapotek i. Jessie er begyndt at stå og pibe om morgenen for at få sin morgenmad og hun har ellers altid skulle have maden serveret i sengen eller på sofaen om morgenen og selv der har det været svært at få hende til at spise.

Sov sødt, Oliver. Og min dybeste medfølelse til din Bernhardiner. Jeg sagde farvel til mit smertebarn, Mollie, for 5 år og 3 måneder siden - for hende havde jeg også indrettet mit liv specielt; jeg havde lært at have et øje på hver finger på gåturene og hjemmet var indrettet, så der ikke var nogle kroge, hvor hun kunne føle sig trængt. Alt blev tilrettelagt efter hende uden skelen til, at vi var andre i hustanden. Hun rev mit hjerte i itu og jeg var igennem en rutchebane af følelser. Der var sorgen af at have mistet hende; der var lettelsen over, at jeg nu kunne slappe af på gåture igen; der var den dårlige samvittighed over, at jeg ikke slog til - at jeg ikke havde været i stand til at fixe hende; der var vrede mod andre mennesker, der i bedste mening sagde præcis hvad jeg siger nu til dig; der var vrede mod de mennesker, der flere gange havde sagt deres mening om hende (de kunne ikke lide hende) og sidst var der en helt ustyrlig træthed (lidt som en elastik, der har været strukket ud for langt og nu har besvær med at trække sig sammen igen). Du skal hele nu og du skal huske på de ting du rent faktisk har gjort for ham. Du skal give slip på den dårlige samvittighed og selvbrejdelserne og hvis andre mener, at du ikke kunne finde ud af at have ham eller du tog den nemme vej ud, så er det ikke mennesker du skal værdige din tid; hverken nu eller i fremtiden. Og al det er så meget nemmere sagt end gjort, når man står i efterdønningerne på hvad du har været igennem med Oliver og for Oliver.... Jeg ved det og jeg ville ønske jeg kunne sige noget, der ville få dig til komme nemmere igennem det eller bare give dig et kæmpe knus

Det er altid godt at få andres input til tingene. Sådan som hun ser ud lige nu, så ligner hun Rosie dengang Rosie var på Prednisolon.... Men derfra og til at tænke det med væskeophobning selv er der åbenbart lidt vej. Og hun begynder hurtigt at halse, når vi går tur, hvilket jeg egentlig bare har henskrevet til dårlig kondi.... Jeg tror jeg tager Emma under armen og konsultere dr. dyr - om ikke andet så kan jeg hjælpe ham med et afdrag på bilen, hvis der intet andet er i vejen end overvægt og dårlig kondi.

Ja, tøserne var sært uimponerede over min salgstale om alle de gode ingredienser i Acana osv. Rå ben har jeg aldrig rigtig benyttet. Rosie/Mollie-kombi'en kunne ikke på grund af deres indbyrdes forhold og Emma har tendenser til ressourceforsvar, så jeg ved ikke om det vil være en god ide at forsøge med noget så lækkert. Men jeg det kan godt være jeg give det et forsøg. Hvad tænker du i retning af? Vi har en vandskål og der kan ca. være 2 liter i - den bliver fyldt om morgenen og så tømmer de den som regel i løbet af aftenen. Har vi været ude og gå i varmt vejr, så har de også fået tilbudt vand efter turen i bilen, hvor Emma nogle gange drikker og andre gange ikke. Det er meget sjældent, at skålen er tom om morgenen, hvis den er blevet fyldt om aftenen og de drikker ikke i løbet af dagen, når de er alene. Vores dyrlæge er ikke specielt bekymret og har ikke nævnt nogle faretegn eller noget jeg skal være opmærksom på. Emma blev dog dårlig af vaccinen, da hun blev vaccineret i maj, selvom hun tidligere er blevet vaccineret med den vaccine. Jeg ved ikke om det er noget jeg skal tænke nærmere over, når hun lige pludselig i en alder af 5 reagerer på en vaccine med hensyn til hendes helbredsstatus.

Stod det til mig, så spiste tøserne tørfoder med en højere %-del kød og helst kornfrit, men de fungere ikke på det. Før hun fik RC Cocker (på kornfrit med høj protein og fodertyper med mindre proteindel og de gode fibre fremfor majs og deslige), så led hun meget af øreproblemer og havde pelsløse pletter - dette er stort set væk efter foderskiftet, så jeg er meget varsom med at skifte væk fra det. Iflg. RC er der tilsat et eller andet i foderet, der mindsker øreproblemer hos spaniels, men hvad det præcis er, har jeg svært ved at se på ingredienslisten og jeg hælder mest til, at det er den hydrolyserede del, der gør et eller andet. Jeg har forsøgt at køre dem begge kun på Acana, men især Emma reagerer på det. Kogte grøntsager fra frost er helt sikkert en mulighed. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Vi rejser for meget til at fodre med BARF og vi har ikke nok fryseplads til storindkøb af BARF, hvilket simpelthen gør det for besværligt for os.

Jeg tror jeg i første omgang vil prøve vådkost om morgenen, men tippet med en frossen Kong er slet ikke dårligt, når nu Emma går under betegnelsen "Støvsugeren" Jessie ville aldrig blive færdig med en frossen Kong - hun er slet ikke madfikseret nok til at gide arbejde for det (jaja, hun er forkælet). Hvis jeg knækker en gulerod over i 3 dele, så kommer hun til at sluge delene - hun er meget forslugen. Hun skal enten have den hel eller som revet. Nu er vores almindelige tørfoder ikke ligefrem fiberfrit (Royal Canin Cocker-varianten), men det kan da godt være, at light-foderet ikke er så godt for hende. Light-produkter er jo egentlig heller ikke så godt til mennesker, da de vist mætter mindre (?). Jeg tror jeg kommer til at give vådkost og RC Cockerfoderet til hende og se hvad der sker. Jeg ved ikke om jeg tør give mig i kast med hjemmelavet foder; jeg kan dårligt sørge for at få taget kød ud af fryseren til mig selv/os selv og så virker det bare lidt uoverskueligt at skulle lave mad til hundene også. Kogte grøntsager er skrevet bag øret, hvis hun fortsat virker sulten på vådkosten. Men ingen tvivl om at der skal forsøges noget andet end det nuværende for det virker slet ikke.

Tak for svaret Det var præcis den model jeg havde overvejet for det lader til at fedtindholdet er mindre i vådkost end i tørfoder. Jeg tror jeg prøver - det kan jo ikke skade andet end vægten Ej, det skulle du da ikke sige du bruger det til Altså tage på-kur i stedet for det modsatte. Gulerødder er en mulighed, men det går lige direkte igennem hende og jeg ved ikke om det er sundt i længden - hun får tit en gulerod som gnaveting i stedet for de mere kalorieholdige ting og hun kan godt lide dem. Jeg tror dog ikke jeg får manden min med på at give hende gulerødder i foderet, når han fodrer Han er ret doven i den retning og mener bare vi kan sætte fodermængden ned, men det er heller ikke ham, der går ture med tøserne og skal se på/skælde ud over, at hun finde alt muligt og umuligt.

Kan man erstatte noget af tørfoderet med vådkost, hvis nu man har en hund med tendens til overvægt og en stor appetit? Vil det give hende lidt mere mæthedsfornemmelse med mindre kalorieindtag? Hun er en 5-årig intakt Engelsk Springer-tæve, som er konstant sulten - sætter jeg hende længere ned i tørfoder, så bliver hun nærmest desperat og går på jagt efter alt spiseligt (og i mine øjne nogle gange uspiselige ting). Jeg ved godt det ligger til racen at være konstant sulten, men jeg kan ikke leve med en hund, der ikke kan koncentrere sig om andet end at skrabe noget spiseligt sammen på gåturene og i hjemmet eller presser vores anden hund endnu mere for hendes mad. Jeg har svært ved at holde vægten nede på hende selv på light-varianter af foder og hun ligger altid et sted mellem 0,5-1,5 kg. for højt iflg. min mening (det er cyklusafhængigt). Jeg kan fint mærke hendes ribben, men hun har stort set ingen talje og det bliver altid bemærket af dyrlægen og udstillingsdommere (ja, i min race slår dommerne ned på hunde med for meget på sidebenene). På en god dag vejer hun 21 kg. og hun er lige akkurat høj nok i forhold til standarden - til sammenligning vejer Jessie (8 årig intakt tæve af samme race med for lavt stofskifte) ca. 24 kg. og hun er 5-6 cm. højere og i pæn foderstand. Det sidste lange stykke tid har hun fået ca. 80 gr. tørfoder pr. måltid (2 måltider om dagen) fordelt 50/50 på Royal Canin Cocker og Acana Light and Fit - dette burde kaloriemæssigt give et vægttab, men det gør det ikke. Hun har stadig ingen talje, vægten er nogenlunde stabil og hun er blevet lidt muskelfattig på kroppen, selvom aktivitetsniveauet er uændret eller let forøget.

Jeg har valgt Nexgard. Jeg udstiller mine hunde, hvilket kræver bad ofte og så var pour-on-produkterne bare ikke ideelle samt at de reagerede med restløshed overfor Bayvantic og Frontline virkede ikke. Jeg overvejede Seresto, da jeg godt kan lide tanken om repellerende effekt, men igen kom jeg ud i problemer omkring deres udstillinger, hvor halsbåndet skal af og på flere gange. Derudover brød jeg mig ikke tanken om, at de har halsbånd på, når jeg ikke er i nærheden og min mand kunne ikke med tanken om, at han kunne risikere at røre ved giften hver gang han nussede dem. Bravecto overvejede jeg også, men valgte det fra til fordel for Nexgard på grund af virkningstiden; Bravecto virker i 3 måneder og Nexgard i 1 måned. Jeg er dog ikke meget for at benytte al det gift og slet ikke når historierne om dem det går galt for kommer frem, men især Emma bliver meget påvirket af flåter, når de bider og her sørger Nexgard for, at de dør meget hurtigt og hun derfor stort set ikke når at reagere på biddet. Jeg tør ikke stole på naturprodukterne alene og heller ikke i kombination med gennemtjek efter hver gåtur.

Malaseb-shampooen, som du har nævnt tidligere, er god mod Malassezia-svampen/lavet til at bekæmpe den svamp. Om den tager misfarvningen, hvis svampen ikke er gået i huden, ved jeg dog ikke.

Det ville blive med årtiet først, da der er rigtig mange gengangere på stamtræet

Mine hunde har alle fået deres navne på stamtavlen af opdrætter og vi havde ingen indflydelse på dem. Mollie: hun hed Danish Millenniums Mollie og så var det jo nærliggende at bibeholde navnet Mollie. Rosie: hun hed Fru Hansens Rose og er opkaldt efter "Fint skal det være"-karakteren. Hele kuldet hed navne fra "Fint skal det være". Det blev til Rosie hos os, da vi godt kunne lide "ie"-enden. Jessie: hun hedder Danish Millenniums Jessie og fik derfor lov til at beholde navnet Jessie. Emma: Emma hedder Siegers Quite Please (hun er ud af et tenniskuld, men på grund af en skrivebøf hedder hun Quite istedet for Quiet). Emma var et "impulskøb" - vi skulle egentlig ikke have hund så hurtigt efter at have sagt farvel til Mollie, men Jessie kunne ikke være alene-alene og derfor mødte vi hende først, da hun var 6,5 uge. Opdrætter spurgte os hvad vi havde tænkt hun skulle hedde, da vi havde besluttet os for at hun skulle hjem til os (ca. 10 minutter efter vi havde fået hende præsenteret) og det faldt mig helt naturligt at sige "Emma" og så blev hun til en Emma. Jeg har kennelnavn hos DKK, som er identisk med mit efternavn og hvis jeg nogensinde får besluttet lave et kuld hvalpe eller flere, så vil de blive opkaldt efter danske fornavne, der optræder på mit stamtræ. Et medlem af familien har lavet et kæmpe stykke arbejde med slægtsforskning og derfor er det mange forskellige navne på stamtræet. Kuldene ville blive inddelt i årtier og så ville de navne, der optræder i det årti, blive givet til hvalpene.

Tak for svaret. Jeg har også noget svært ved at se tætsiddende hvirvler og så Cauda i samme sætning - det jeg har læst om Cauda på diverse sider, hænger slet ikke sammen med det jeg oplever på Jessie. Jeg har flyttet hende over på seniorkost og massage har jeg også selv tænkt som et tilbagevendende element i hendes liv

Ved du om hunden kan have det gennem flere år uden at vise nogle symptomer? Jessie var forbi Frigast til halvårligt tjek og da hun rammer Djæs' lænd viser hun tydeligt ubehag. Frigast synes hun virker stiv i lænden og mistænker spondyolose, hvilket gør, at hun sender os hjem med besked om at få taget røngtenbilleder uden at pille ved Djæs. Jessie (8 år til marts) har nu fået taget billeder af stort set hele kroppen fra snuden til hale incl. nye hoftebilleder. Dyrlægen har kigget på dem og han siger, at hendes lændehvirvler (alle lændehvirvler) sidder tæt, men vurdere, at det er noget hun er født med og der er ingen tegn på spondyolose eller gigtforandringer og ingen tegn på knoglenydannelse. Han nævner så, at det også nogle gange kaldes Cauda Equina. Resten af kroppen er i topform rent røngtenmæssigt kontra hendes alder og han vil stadig vurdere hendes hofter til værende A, som hun fik gjort som ung. Han mener ikke der er grund til at gøre noget mere, da hun ikke har nogle symptomer udover at hun reagerede på Frigast' tag i lænden. Hvis der skulle gøres noget, så skulle hun CT-skannes og grundet prisen på denne skanning og hendes manglende symptomer, så synes han det er lidt overkill. Er Cauda ikke kun centreret til en lændehvirvel? Jeg er nemlig lidt i tvivl om hun kan have haft Cauda i så mange år uden at have vist nogle tegn på smerter i ryggen, halthed, stivhed eller noget andet (jeg hælder mest til at hun ikke lider af Cauda og hendes lændehvirvler bare sidder tæt, men jeg er jo ikke dyrlæge)..

Mange tak for alle jeres inputs Jeg vil kigge lidt på tilskud og få læst den bog (den står rent faktisk i reolen derhjemme) Jeg har aldrig haft en hund, der nåede at blive 8, så al der her med "seniorlivet" er helt nyt for mig.

Min Djæs bliver 8 år til marts og kommer jo så i seniorgruppen af hunde. Djæs fik i starten af året konstateret for lavt stofskifte og blev derfor sat i medicinsk behandling med Forthyron. Inden medicineringen blev igangsat, var jeg helt overbevist om, at hun skulle behandles som en seniorhund allerede dengang og at jeg ikke ville have hende ret meget længere end til hendes 10. år, da hun var træt at se på og virkede udslidt. Dyrlægen tør ikke spå om hvor længe hun har haft problemer med stofskiftet, da hun meget hurtigt blev meget voksen og stille - dette kan sagtens hænge sammen med, at hun kom ind i hjem, hvor to ældre tæver ikke kunne sammen og derfor kan det ikke bruges som rettesnor. Hvis det kunne bruges, så har hun lidt af for lavt stofskifte siden 18 måneders alderen. Meeeen ind kommer vidundermidlet Forthyron og i dag har jeg fået en unghund i Djæs :banan: Hun er blevet glad og aktiv som en unghund på 1½ år fremfor hendes snart 8 år og al den lyst til fysisk aktivitet gør, at hun bygger muskler op hele tiden. Hun har ingen tegn på ledproblemer og fik A-hofter og 0-albuer tilbage i tiden, da hun blev fotograferet til DKK. Hun virker heller ikke stiv eller besværet i muskulaturen på trods af den meget forøgede fysiske aktivitet. Ville I skifte hende over på seniorkost, hvis hun var jeres hund? Hun skal have taget blodprøver for stofskiftet til november og jeg vil naturligvis vende det med dyrlægen også, men jeg ser hende ikke længere som en seniorhund og kan derfor ikke finde ud af om jeg skal skifte hende over på et seniorfoder eller om det er ligegyldigt og vil derfor sætte pris på jeres perspektiv

Jeg har haft 4 hunde, som alle har været prøvet i udstillingsringen. Mollie: Hun hadede det som pesten. Jeg tror jeg prøvede det med hende to-tre gange til skuer og da hun på det sidste skue satte sig ned på den forkerte side af plastikbåndet på jorden og nægtede at bevæge sig, så var sagen jo skrevet i neon Vi var begge urutinerede i udstillingskunsten, men jeg tror ikke nogensinde Mollie ville have syntes udstilling var sjovt uanset erfaringsgrundlaget hos handleren. Hendes psyke var bare ikke til det. Rosie: Hun viste sig pænt og gad godt til en vis grænse, men det gjorde sig gældende i alt for hende. Hun var en hund, der bare ikke gad ret meget - hvis man var dum nok til at kaste en apport eller bold mere end to gange, så kunne man selv hente den. Hun havde sin helt egen mening om tingene og gad dronningen ikke, så gad dronningen ikke. Med til hendes historie er så også et sygdomsforløb med allergi. Jeg tror hun blev udstillet en ti gange i løbet af sit liv, da hun heller ikke typemæssigt var "in" på det tidspunkt og derfor ikke kom så langt i bedømmelserne (her spillede også hendes generelle manglende iver ind). Jessie: Jessie er min ultimative udstillingshund; hun elsker det og viser ligeså stor begejstring og iver i udstillingsringen som på schweisssporet eller anden træning. Hun vil det og elsker at vise sig frem. Hun kan ligne en, der er ved at falde om af træthed og kedsomhed lige indtil hun træder over plastikstrimlen på jorden. Hendes lyst til udstilling har givet hende mange klassesejre og placeringer i bedste tæve på trods af, at hun er relativt spinkelt bygget og ca 4-5 cm. for høj i forhold til standarden. Jessie blev udstillet 12-14 gange om året i 4 år, indtil Emma blev gammel nok til at stå i samme klasse som Jessie. Emma: Emma er på papiret en af de bedste herhjemme, hvis man tæller forældrenes succes i udstillingsringen og de øvrige aner... Emma ved det bare ikke eller også er hun ligeglad Jeg har kæmpet en lang sej kamp med hende for at få hende til at kunne lide udstillingsræset, men hun er en forsigtig hund af natur og ikke en, der viser sig fra naturens hånd. Jeg fik lavet nogle kæmpe fodfejl med hende f.eks. at tage hende på udstilling førend hun var klar til det og det har sat os gevaldigt tilbage. Lige nu har jeg brugt det sidste år på at give hende mere selvtillid gennem andre sportsgrene f.eks. schweissspor og hun har fået tid til at modnes mentalt, selvom hun bliver 5 næste år. Det har hjulpet, men nogen fantastisk showhund bliver hun nok aldrig, selvom hun eksteriørmæssigt er klasser bedre end Jessie. Hun bliver derfor ikke udstillet ret meget (i 2015 kommer vi nok op på 4 gange i alt). Hun hader det ikke i stil med Mollie, men hun elsker det heller ikke i stil med Jessie - Emma vil helt sikkert vælge schweissspor over udstilling til enhver tid. Ingen af mine hunde nægtes adgang til præstelus, mudderhuller, skoven eller vand, selvom de bliver brugt på udstilling og de lever et helt normalt hundeliv med passende aktiviteter i hverdagen ellers ville de blive pestilenser at leve sammen med, hvis udstilling og grooming var deres eneste livsindhold. De kommer ikke på jagt, da jeg ikke har interessen for det, men de går spor og bliver trænet i lidt lydighed og rally (ikke på konkurrenceniveau). Jeg tror da desværre, at der er nogle hunde, der bruges til udstilling, som kun bruges til det og som aldrig kommer ud steder, der kunne have en negativ indvirkning på pelsen, men jeg håber det er et fåtal (det kan godt være jeg er naiv).

Du behøver ikke være medlem for at læse kritikkerne. Du skal bare gå ind på hundeweb og vælge resultater for en specifik udstilling og derefter den gruppe og race du er interesseret i

DKK udskriver ikke længere kritikker i papirform - de bliver ligger online nu og kan læses af alle, hvis man går ind på hundeweb.dk og vælger resultater under udstillinger. Alternativt kan man som udstiller betale et gebyr (omkring 1,5 kr.) for at få dem tilsendt som sms også.

Jeg har brugt slibebånd fra Oster til min Aerolus-maskine, så det må næsten også kunne bruges den anden vej og der fører Østrand et kit til Andis-maskinerne (de virker også til Aerolus'en): http://ostrand.dk/shop/replacement-for-andis-3726p.html. Ellers siger nogen at Bauhaus burde have nogle slibebånd til deres Dremmel-maskiner, der passer. Jeg har dog ikke tjekket.

Lige præcis den situation med en løs uledsaget eller ledsaget hund der har fået lyst til at bruge en af mine hunde som tyggeting er ubestridt min største frygt og grunden til at jeg har fået ryet for at være lettere hysterisk. Jeg ved, at jeg ikke ville have en chance mod en angribende uledsaget hund og selv hvis den var ledsaget ville mine odds være ringe. Jeg går stort set altid med to hunde og stort set altid alene uden et ekstra par hænder. Og jeg er helt sikker på, at var det Emma, der sad fast i munden på en anden, så ville Jessie angribe den angribende hund for at forsvare Emma. Hvad Emma ville gøre, hvis det var Jessie, der sad fast, ved jeg ikke med samme sikkerhed, men jeg tror hun ville gå ind i kampen. Jeg håber bare jeg kan kyse den angribende hund væk, inden den får fat og i det tilfælde ville jeg helt sikkert angribe den med råb (og spark hvis jeg kunne nå det). Hvis den alligevel fik fat, så ville jeg stadig forsøge at fastholde den og her ville jeg forsøge at kvæle den til enten bevistløshed eller til den slap.... Og her kommer problemet.... Emma ville højst sandsynligt stikke af, hvis hun havde været offeret - Jessie ville højst sandsynligt angribe den nu passificerede angrebshund og så ville jeg (og hundene) være lige vidt, hvis den anden altså var afgået ved døden af min kvælning... Og et andet problem i den situation er: ville jeg kunne stoppe min anden hund i at gå ind i kampen? Jeg gør mig overhovedet ingen forhåbninger om at kunne skåne en angribende hund i den situation, men den ville stadig blive holdt fast for at stoppe skaderne på min egen hund og den ville, hvis jeg har den nødvendige styrke, blive kvalt. Jeg tror ikke jeg ville kunne stoppe kvælningen i tide i sådan en situation og jeg ville være meget ligeglad med den angribende hunds ve og vel Derfor bliver jeg hysterisk ved mødet med løse hunde eller hunde i en lang line og ejeren bliver altid råbt an og de har endnu ikke været i tvivl om, at jeg mener det. Jeg arbejder dog med min hysteri og er blevet væsentlig bedre til at læse situationen/hundene, inden jeg går i forsvarsmode/bliver hysterisk. Det er den skade jeg har taget af min erfaring med hundeslåskampe - jeg ved hvor ringe mine odds er for at kunne skille dem ad og jeg bilder mig ikke ind, at siutationen ville ende kønt for nogen af de involverede, hvis parterne først er i det røde felt.

Deres reaktion er en helt almindelig reaktion fra mennesker, der overvære et hundeslagsmål eller overfald. Selv erfarne hundeejere (overraskende mange) kan finde på at reagere på den måde de første gange de oplever slagsmål eller overfald. Jeg har svært ved at bebrejde politiets deres reaktion selvom jeg selv ville have reageret anderledes og det virker meget voldsomt med fire voksne mænd ovenpå en enkelt hund. Jeg har aldrig stået overfor en muskelhund (eller en anden stor hund for den sags skyld), der var i slåskamp med en anden eller overfaldte en anden, men jeg har desværre stået alt for mange gange og skulle skille to engelske springer-tæver ad. De første gange forsøgte vi råb og slag - det virkede stik modsat og hundene blev hevet fra hianden med vold=meget grimme skader på hundene. De næste gange prøvede vi med vand og løfte dem op i bagbenene - det hjælper overhovedet ikke, når hundene er det røde felt og slås for at slå hinanden ihjel. De blev derfor hevet fra hinanden igen med samme grimme skader som resultat. Derefter gik vi over til Umulias beskrevne løsning med fastholdelse og stille og rolig opførsel. Dette fik dem til slappe nok af til at vi kunne få dem fra hinanden. Der var stadig skader, da Rosie var en rusker, men skaderne opstod inden vi fik fat i dem. Vi har en gang måtte ty til kvælning for at få dem til at slippe, men det kan gøres uden at slå ihjel. Vores metode var egentligt ret enkel: vi havde hver vores hunds krop mellem benene og fat i nakkeskindet på hver hund (de gik ikke med halsbånd derhjemme) og den frie hånd blev brugt til at stryge hunden på undersiden af halsen eller støtte den anden hånd (man lærer hurtigt at holde den frie hånd væk fra gebisserne - Martin lærte det uden bidskader... Jeg har føleskader i to finger og grimme ar på den ene hånd og den anden underarm efter to forskellige episoder). Lå den ene hund ned, fik den hjælp til at komme på benene, da vi ellers ikke kunne kontrollere dem. Selv med vores metode krævede det en hel del fysisk styrke at holde dem. Selvom man har lært/læst teorien bag at stoppe et slagsmål eller overfald, så er der lang vej fra teorien til praksis, når man står i det og man kender først sin reaktion, når man har prøvet det. Jeg håber da også, at jeg ville blive på stedet, hvis jeg kom til at køre en person ned, men jeg tør ikke sige det skråsikkert og jeg håber jeg aldrig kommer til at finde ud af det.

Jeg har sagt farvel til to hunde og en hest gennem mit "voksenliv". Min hest blev ikke erstattet af en anden, så han er lidt udenfor nummer og datoen for hans farvel var sat et halvt år ude i fremtiden, så jeg havde god tid til at fordøje tanken. Da Jessie flyttede ind hos os i 2008, begyndte Mollie og Rosie at slås for alvor og selvom de altid sluttede fred igen, så skulle beslutningen om at fjerne den ene have været taget lang tid før - det blev den ikke og en dag overfaldt Rosie Mollie, da vi var på arbejde. Min mormor fik dem skilt ad efter at have fjernet Jessie først og hvordan hun fik dem fra hinanden forstår jeg stadig ikke. Efter den episode forsøgte vi med alle de metoder, der tidligere havde fået dem til at slutte fred, men intet virkede og deres forhold var ødelagt. Vi/jeg skulle derfor tage en beslutning... Mollie var vores første hund og derfor den ældste, men hun havde et skrøbeligt sind og Rosie var på det tidspunkt (november 2009) 4 år gammel, men plaget af allergi. Hun tog kampene med Mollie, når hendes allergi var i udbrud, men det så vi først efter hun var blevet aflivet. Rosie blev aflivet i november 2009; jeg var slet ikke klar til at sige farvel til hende og hele vores livssituation på det tidspunkt var kaos. Vi fik ikke nogen ny hund efter hende; vi havde hverken lysten eller muligheden og vi havde jo stadig to. I marts 2011 endte Mollies liv. Hun fløj i hovedet på Jessie en sen aften, da hun blev forskrækket/vækket af en dyb søvn af Jessie, der ville op i sengen. Mollie var blevet meget gammel efter Rosie var blevet aflivet, selvom hun reelt set kun var 7 og jeg kunne ikke forsvare, at de skulle tvinges til at være sammen efter den episode, da de var meget bange for hinanden. Jeg havde en hel nat sammen med Mollie, hvor jeg bare snakkede med hende og da hun blev aflivet, var vi begge klar - det lyder meget alternativt, men jeg kan ikke beskrive det på en anden måde. Mollie tog dog en stor del af mit hjerte med og jeg ville under ingen omstændigheder have en ny hund. Jessie valgte dog for os, da hun ikke kunne være alene og blev dybt deprimeret og jeg tror skæbnen spillede ind også. Emma blev født to måneder efter Mollie blev aflivet og hun blev født hos en opdrætter, der normalt ikke har problemer med at afsætte deres hvalpe. Da kuldet var 6 uger og efter en daværende veninde havde presset på i et stykke tid, ringede jeg til Emmas opdrætter og snakkede med dem - de havde en enkelt tævehvalp tilbage. Vi så Emma første gang, da de var 7 uger og den 18/7-11 flyttede Emma ind. Emma hjalp mig igennem sorgen og hendes ukomplicerede måde at være på og hendes måde bare at vade ind i folks hjerter (ikke kun mit) med træsko på var lige præcis hvad jeg havde behov for - var hun ikke flyttet ind, så tror jeg, at jeg havde siddet fast i sorgen over Mollie. Emma er så meget lig Mollie i hendes væremåde, men uden Mollies udfordringer med sindet, at jeg flere gange har joket med, at Mollie er blevet genfødt i Emma (det er nok bare fordi de tilhører samme race). Jeg troede aldrig jeg skulle få et forhold til anden hund efter hvad jeg har været igennem med Mollie og til dels Rosie, men det har jeg fået - jeg har et specielt forhold til Jessie, da jeg var med til hendes fødsel og Jessie er en en-mandshund - ingen andre end jeg duer i hendes verden og Emma er helt speciel, da hun har helet mig (og resten af familien inkl. Jessie) og rettet op på mit/vores kaotiske liv. Jeg tror heller ikke du skal frygte ikke at komme til at elske en anden hund; du vil nok elske den på en anden måde end Taiki, men elske den tror jeg bestemt du vil. Om valget så end falder på en hvalp eller en voksen.