Inkognito

Du kan jo lave en foderbar selv. Saml nogle foderprøver på dine ønskede varianter og præsenter dem for hunden på hver sin tallerken? Sådan har jeg gjort med mine og selvom Emma har valgt at spise alle varianterne (hun er stort set altædende), så har hun alligevel kunne vælge nogle ud som favoritter.

Vi blev dømt af en dommer, der ikke tidligere har set noget lys i Jessie og Emma er 1,5 kg. for tung samt har haft holdningen at udstillingsdommere spiste springer spaniels til frokost, så jeg havde forventet blå bånd (især da jeg så feltet). Men dommeren kunne godt lide Jessie og Emma mener åbenbart ikke længere at dommere spiser spaniels, så vi drog hjem hjem med to exc. og en fjerdeplacering i klassen (ud af 4) til Emma og en tredieplacering (ud af 4) i klassen til Jessie. De fik ikke CK'ere, mem det er også i orden med deres fysiske stand på denne udstilling. Det at Emma er tryg i ringen er mere end nok for mig lige pt.

Hvis der er nogen, der er interesserede i en åben sæk, hvor der er taget måske 1500 gr. af den, så har jeg en stående jeg gerne vil af med. Det er vildt-versionen og kan afhentes i Tåstrup. Jeg har opgivet kornfrie fodertyper uden psylliumskaller i og orker ikke at eksperimentere med nye fodermærker mere.

Nåå ja, jeg havde slet ikke tænkt på HundTotal Jeg har ikke HundTotal, da det vil koste mig små 900 kr. ekstra pr. hund pr. år - det er for mig for mange penge at betale for en livsforsikring Jeg har "bare" deres almindelige ansvarsforsikring og sygeforsikring.

Hvis man ikke skal træne figuranttræning, så er den almindelige ansvarsforsikring hos Dyrekassen og Agria nok - hos andre selskaber skal man tegne den udvidede ansvar, hvis man deltager i almindelig lydighedstræning og diverse konkurrencer. Så dem, der ikke træner figuranttræning, kan "nøjes" med den almindelige ansvar også selvom de deltager i alm. træning og konkurrencer.

Jeg bruger Dyrekassen Danmark til mine. Jeg har altid fået en super behandling og hurtig udbetaling af forsikringspenge, selvom jeg en overgang havde en hund, der næsten ramte udbetalingsloftet 2 år i træk. Denne hund betalte de også 2 x allergitest for. For mig er Dyrekassen billigst kontra Alm. Brand, Alka og Agria (jeg har kun kigget på dem, da jeg vil have livslang forsikring på tøserne) både i "brug"/dækning og årlig pris. Jeg giver cirka 1.700 pr. hund pr. år og jeg mener, at jeg får 10% i rabat for DKK-medlemsskab, men mine forsikringer er også tegnet, inden DKK gik over til Agria, så jeg ved ikke om de stadig har den aftale.

Du kan se hvor mange franske babyer, der er tilmeldt på dkk's hjemmeside nu. De har lagt statistikker ud nu i en pdf-fil.

Nøj, hvor må det klø under heling - mine ører begynder næsten at klø bare ved at kigge på det.... Han er en dejlig tålmodig sjæl ham Dumle

Jeg ved ikke om den er mere ukendt end øregangsudvidelse; min dyrlæge kender teoretisk til både øregangsfjernelse ved resistente bakterier og ved øregangsudvidelse ved for snævre øregange. Det var en specialist i operationen, der udførte den på min venindes hund og han havde udført den på en del hunde gennem sin karriere (ellers bliver man vel heller ikke specialist ). Han havde både udført den på hængeørerhunde ala spaniels og hunde med opretstående ører, da resistente bakterier kan ramme alle hunde ud af det blå. Min venindes hund har ikke lidt af gentagne øreinfektioner, indtil han fangede denne bakterie :-( Og der er en lillebitte risiko for, at infektionen ikke forsvinder ved operationen, da der er et hulrum helt nederst i øret, som de renser grundigt, men som de ikke kan lukke eller fjerne. Det er dog nede i 1-2% af tilfældene og min venindes hund er gået fri af den (hvis hunden ikke har problemer i det første halve år efter operationen, så kommer infektionen ikke igen). Hvis øregangen først er blevet skadet eller er deform fra fødsel, så tror jeg ikke en kupering vil gøre noget og kupering foretages vel kun som yderst nødstilfælde her i landet. Haleamputeringer foretages jo kun, hvis hundens liv er i fare på grund af koldbrand (som jeg har forstået det). Jeg jokede faktisk lidt med min dyrlæge om, at det ville være nemmere at fjerne Rosies ører (som i en kupering) dengang, men det mente hun ikke ville hjælpe netop på grund af den "deforme" øregang og alle de infektioner hun havde haft og derudover var det jo ulovligt, når der ikke var andre årsager end "bare" gentagne infektioner på grund af allergi. Jeg nævnte det ikke for Flemming, så hvordan han ville have set ud i hovedet, ved jeg ikke.

Tøserne og jeg kommer Vi er sidst på i ring 40 begge dage - Jessie er sågar hund nr 71 i ringen ud af 71 om søndagen

Iflg. Google Translate oversættes "axelled" til skulderled. Hvilket også stemmer meget godt overens med tegningen.

Rosies øregange blev forsnævret på grund af gentagne øregangsinfektioner, da hun var allergihund og dette skete, selvom hun kom i behandling ca. 24 timer, før det rigtig brød ud. Jeg lærte at genkende lugten på både infektioner med stafylokokker og gærsvampe og jeg fangede hendes infektioner i 90% af tilfældene på et tidspunkt, hvor hun ikke engang var blevet rød eller varm i det ydre øre. Jeg vil tro hun nok var i behandling 2 gange om måneden for infektioner de sidste år af hendes liv og vi (dyrlæge Flemming Kristensen og jeg) var begyndt at snakke om øregangsudvidelse, men det ville jo ikke give os noget synderligt, da hendes allergi jo ikke kom under kontrol ved en operation. Til gengæld har jeg store problemer med at skelne mellem almindeligt beskidte ører og infektioner på mine to nuværende, men de har heller ikke de store problemer med ørerne - min frygt for øreinfektioner gør dog, at min dyrlæge tjener lidt ekstra penge på mig, da jeg tager til dyrlægen for at få ad vide om de bare trænger til rens eller om de skal behandles. Min veninde fik fjernet øregangene på hendes springer, da han havde fået fat i en resistent bakterie i ørene og den var umulig at komme af med på trods af mange forsøg med antibiotika og jeg mener han var i narkose 3 gange for at få dybderenset sine ører uden det havde en effekt. Han er naturligvis døv i dag, men ellers fungerer han ganske upåklagelig efter operationen - det ser bare lidt spøjs ud, når man løfter hans ører op og han så ikke har hullet ind, men er helt sammenvokset. Hun fik ham opereret på KU Life, hvor han også havde været i behandling for de resistente bakterier. Min egen dyrlæge foretager ikke eller meget sjældent øregangsudvidelse og har aldrig fjernet øregangene helt på en hund, men de ser misligeholdte spaniels (både cockere og springere), hvor trimningen og pelsplejen lader meget tilbage at ønske ret tit og de befinder sig også i et område hvor pengene hos ejerne burde være tilstede. Undskyldningen de hører og jeg selv har hørt flere gange på diverse træningspladser er, at de ser så søde ud med al den pels.... God bedring med lille Dumle

Mit første hold tæver bestod af Mollie fra december 2003 og Rosie fra februar 2005. Mollie havde et vanskeligt sind på grund af smerter fra fødsel på grund af en skæv krop, som ingen opdagede, før hun var 3 og fordi vi stolede på, at vores trænere vidste hvad der var op og ned på hundeopdragelse - Mollie blev trænet med kvælerkæde, alfarulninger og des lige indtil vi fik Rosie som 8 ugers og vi (jeg) læste Jan Fennell's bøger, hvilket fik mig til at kontakte en adfærdsbehandler. Derefter kom vi på rette kurs og begyndte at bygge Mollie op igen. Rosie fik konstateret allergi i oktober 2006 og var meget plaget af sin allergi og blev fra starten behandlet helt anderledes end Mollie. Rosie var the-go-to-dog, hvis man havde skræmte hunde i alle størrelser, aldre og modeller, der skulle socialiseres. Frem til maj 2008 kunne de to ligge i samme kurv og de kunne dele stort set alt hvad de fik serveret (madrester på samme tallerken osv. pånær tyggeben). Der havde ikke været spændinger imellem dem og de havde ALDRIG fået lov at håndtere noget selv. Jeg kan lige så tydeligt huske første slåskamp; jeg kom hjem fra udstillingen i Hillerød med Rosie og de fik et serveringsfad med rester på til deling og ud af den blå luft sad de lige pludselig i snuden på hinanden. De ville under ingen omstændigheder slippe og sloges på livet. Den 1/6-2008 flyttede Jessie ind som 10 uger gammel og et regulært helvede brød løs mellem Rosie og Mollie. Mollie ville, på hendes egen facon, opdrage på Jessie med masser af lyd og Rosie gik på Mollie hver gang. Slåskampene fortsætte og eskalerede i antal og styrke, men vi var ikke bange for at efterlade dem alene, da de kun gjorde det, når der var ressourcer indblandet og fordi de sluttede fred efter hver kamp (de kunne ligge i samme kurv og slappe af).... Troede vi. I november 2009 boede vi hos min mormor pgr. af skimmelsvamp i vores hus og en forsikringskamp, så min mormor passede alle tre hunde, når vi var på job - jeg blev ringet hjem fra arbejde torsdag den 19/11-09 af min moster (min mormors nabo), der var fuldstændig hysterisk :-( Min mormor havde blandet sig i en af deres slåskampe og var blevet bidt i armen. Jeg kom hjem til en total upåvirket Rosie med et enkelt tandmærke i læben i et rum, en totalt rystet og meget bange Jessie, der ellers var uskadt, da min mormor havde fjernet hende fra kampen med det samme i et andet rum og en gennemtæsket Mollie, der havde alvorlige bidsår og ruskeskader i halsregionen og gennemtyggede forben i et tredie rum. Mollie havde givet op - jeg fandt min normalt udreagerende stressede Mollie siddende kiggende ind i væggen og lyset var helt slukket hos hende. Dyrlægens dom var klar; havde min mormor ikke fået skilt dem ad, så havde Rosie slået Mollie ihjel. De blev adskilt; Rosie hos min mormor og Jessie og Mollie hos os indtil fredageftermiddag, hvor vi forsøgte at sætte dem sammen igen efter den model vi altid havde brugt, men skaden var for dyb - Rosie var over Mollie med det samme og Mollie bare skreg og skreg og Jessie krøb og ville væk. Vi blev nødt til at vælge mellem Rosie og Mollie og med det mønster vi havde set med Rosie's hårdhed kontra allergiudbrud samt hendes livskvalitet, så var det hende, der blev aflivet fredagaften. Derefter blev Mollie en anden hund og blomstrede op, men blev også gammel meget hurtig. Mollie og Jessie fik frem til 20/3-11 i fred og fordragelighed, indtil Jessie fik forskrækket en dybt sovende og meget træt Mollie - Mollie for ud af sengen og efter Jessie ud i haven, hvor hun jagtede hende rundt, indtil hun fik trængt Jessie op i et hjørne, hvorefter deres sidste slåskamp gik i gang. Mollie blev aflivet den 21/3-11. Jeg er aldrig rigtig kommet mig over oplevelsen og jeg har det svært ved at møde fremmede hunde sammen med mine og dertil skal lægges et fint ar i højre underarm fra oktober 2008 og fine ar i venstre hånd fra marts 2011, der har givet føleskader i to fingre. Jessie er kommet okay ud af at leve sammen med to kamphaner, men har det meget svært med høje stemmer, knurrende fremmede hunde og hun bliver nemt usikker på fremmede efter vi har fået Emma (efter en oplevelse hvor Jessie og jeg måtte stå på afstand og se en anden tæve lægge Emma om på ryggen 3 gange på 2 minutter og være meget voldsom truende). Jessie er fra marts 2008 og Emma er fra maj 2011.... Så Jessie er blevet 5 og Emma bliver 2 lige om snart. Jessie og Emma er supergode venner og vi har ingen problemer imellem dem; heller ikke under løbetider. De er så gode venner, at jeg forudser store problemer, når den første falder bort - denne fornemmelse havde ikke med hverken Mollie eller Rosie. Jessie, Emma og Rosie er opdraget efter samme metoder og alle hundene har altid været aktiveret og motioneret, men det hjalp ikke. Jeg går da konstant og frygter, at de lige pludselig ikke kan sammen mere og det mindste knurren udenfor madskålen kan få mig til at panikke, men dem der ser tøserne sammen mener ikke jeg har noget at frygte. Inden Emma flyttede ind overvejede vi længe om vi turde og vi har aftalt hvad der skal ske, hvis de ikke kan sammen og hvilken hund, der skal omplaceres - det var noget vi lærte af tiden med Mollie og Rosie, hvor vi ikke var enige. Så alt i alt har jeg haft 3 hold á to tæver, hvoraf kun det ene var skidt, men vi turde prøve igen pgr. af Rosies sygdom og Mollies psyke, da vi mener, at det ville have set anderledes ud mellem dem uden de to ting og fordi det var begrænset til mellem de to - Jessie blev kun indblandet, hvis hun selv gik ind i kampen (hvilket hun ikke gjorde) og Rosie var aldrig aggressiv mod fremmede uanset hvor dårlig hun var. Havde livet fortsat været slåskampe mellem Jessie og Mollie efter Rosie blev aflivet, så havde vi nok ikke forsøgt os med to hunde igen uanset kønnet. Rosie blev forøvrigt valgt specielt ud af kuldet, fordi hun var en mild tæve og derfor ikke ville være en trussel mod Mollies svage sind.... Rosies milde sind blev dog ødelagt af allergi/Prednisolon og så blev hun en satan mod Mollies svage sind og dårlige hundesprog. Spillet mellem Rosie og Mollie var langt mere psykisk omfattende end vi havde set. Jessie og Emma er begge blevet valgt på grund af deres eksteriør og ikke deres temperament og de er gennemført søde, forsigtige og milde hunde. I fremtiden vil jeg (lige i dette øjeblik) ikke have problemer med at vælge tæve-tævekomboen igen, men det vil ændre sig, hvis det viser sig, at Jessie og Emma ikke kan sammen.

Takker de damer Jeg har jo en fortid i Dansk Køreforbund og rideverdenen, så jeg er ikke helt ukendt med læder, men alligevel har jeg lyttet, når folk sådan helt generelt har en modvilje mod læderseler til hunde på grund af sliddet. Jeg ved bare jeg er frygtelig træt af mine wolfsong-seler, da nylon'en laver et eller andet med deres pels. De går kun med seler, når turen går i skoven med snor eller vores faste gåtur rundt i området, da der er meget vildt og så glemmer de fra tid til anden, at de er i snor=laver nogle voldsomme ryk i snoren for at komme hen til Stampe eller Bambi. Morgenturen, ture i hundeskoven og gåture i byer foregår i/med halsbånd. De går fint i snor 95% af tiden, men de sidste 5% af tiden er de voldsomme ryk og dem vil jeg gerne have sker i sele fremfor halsbånd.

Jeg har fået en ca. 20 år gammel Kenjan-lædersele foræret, hvilket jeg er ret glad for, da den er ekstremt lækker. Denne sele har jeg hidtil brugt til sporarbejdet på Jessie og har en Wolfsong foret med fleece til de almindelige gåture. Wolfsong-selen sidder ikke optimalt på hende, da hun har nogle sjove mål (dette gælder for stort set alle de mærker jeg har prøvet) og hun bliver tit filtret i "armhulerne", hvilket forøvrigt også gør sig gældende for Emma, selvom selen sidder optimalt på hende. Nu har jeg bemærket, at Kenjan-selen sidder spoton på Jessie og så er det jeg bliver lidt i tvivl om den skal bruges til mere end sporarbejdet. Jessie har, for racen, ikke ret meget pels og skal jo forestille at være udstillingshund, hvilket er årsagen til min tvivl om Kenjan-selen. Slider en lædersele på den lange pels/fanerne på maven mere end en nylon? Og hvis jeg skal have et overtræk til læderselen, skal det så være af fleece eller er neophren bedst til sådan en semilanghåret spaniel? Jeg har ikke den store lyst til at eksperimentere voldsomt med slidtage nu hvor udstillingssæsonen er gået igang, så jeg håber nogen kan svare

Jeg går sjældent ret meget i tæt byområde (ala hovedgader og lign.), men langs Roskildevej og dem der kender Roskildevej ved, at det ikke ligefrem er stedet, der opfordrer til gåture, så dem jeg møder er hundeluftere og gående, der skal til og fra arbejde. Når jeg kan se, at der kommer nogen imod os, så tager jeg hundene på plads og jeg synes faktisk, at folk er ret gode til at holde så meget afstand man nu kan på et fortov. Når der kommer nogen op bagfra er det lidt værre, da jeg ikke kan høre dem komme og så kan de godt komme lidt tættere på end jeg ønsker. Når jeg går på kombinerede cykel/gangstier er jeg begyndt at gå midt op stien med to hunde i fleksliner - dette er enormt flabet, men det gør, at cyklister bruger ringeklokken, når de kommer bagfra, så vi ikke bliver overraskede af bagvedkommende tætkørende cyklister. På disse stier trækker jeg naturligvis også ud i siden med hundene i plads, hvis jeg kan se nogle komme forfra og jeg flytter mig prompte, når der kommer cyklister bagfra, der gider at bruge klokken og eftersom jeg fylder det hele, så er det dem alle sammen. I skovene med snorepåbud gør jeg det samme med at gå midt på stien og her virker det i 95% af tilfældene, men jeg kan også bedre høre dem bagfra der, da der ingen biltrafik er til at overdøve en cykel. Jeg vælger imellem hundeskoven i Værløse eller Bagsværd Sø, når vi skal løbe frit og det er sjældent jeg vælger Bagsværd Sø, da jeg netop synes hensynfuldhed fra mountainbikere og løbere er en by i Rusland - jeg har oplevet, at en mountainbiker kørte Rosie ned, mens hun var under indkald (bikeren kom bagfra og kunne nemt have kørt uden om hende og hun var igang med at løbe de 15 meter hen til mig). I Værløse tager mountainbikere, løbere, familier og hundeluftere hensyn til hinanden og der er ingen sure miner, hvis et mislykket indkald efterfølges af en undskyldning. Hundene får dog lov til at løbe op til hinanden uden at man spørger først, hvis det ikke indikeres med pladstagen eller anråbning inden at man ikke er interesseret i kontakt. Det foretrækker jeg personligt, da jeg har dårlige erfaringer med hundehilsning, når hundene bliver givet fri efter et tilbagekald. Man kan dog godt rende ind i folk med hundeangst og hunde i snor derude samt en enkelt løber eller mountainbiker, der tror de ejer det hele, men det er ikke typisk. Min adfærd i hundeskoven er altid indkald og snor på/pladskommando ved møde med løbere, cyklister og gående uden hund samt hunde i snor eller hvis jeg bedømmer, at det vil være en dårlig ting at hundene mødes; f.eks. hvis den anden virker for opkørt eller utryg, men tøserne bliver ikke kaldt ind, hvis vi møder andre hunde medmindre den anden hund går i plads eller ejeren anråber os. Hvis vi oplever problemer i hundeskoven er det i 99% af tilfældene labradorhanhunde (eller labradorlignende) i lømmeralderen og med dårlige indkald og ignorante ejere, hvor hunden kun tænker på at humpe mine tøser og ejeren bare siger: "han vil jo bare lege" Vi stopper forøvrigt meget sjældent op for at lege med andre, da vi går der for at gå tur uden snor og ikke for at lege med andre (det gider mine raceistiske tøser ikke som hovedregel) og jeg oplever ikke, at Værløse er en skov, hvor det store træf med leg for øje er hyppigt eller normalt. Så generelt synes jeg ikke jeg er voldsomt plaget af mangel på hensyn, men selvfølgelig møder vi fra tid til anden folk, der mener, at hunde bare skal udryddes fra jordens overflade, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen så at sige. Måske ville jeg have en anden holdning, hvis jeg gik tur med en hund i en almindelig line fremfor to i fleksliner (selvom jeg godt kan finde ud af at bruge stopknappen og hundene er ret ligeglade med andre mennesker og hunde). Eller også ligner jeg bare en man ikke lægger sig ud med, så folk har en naturlig frygt for mig

Vi kommer. Vi skal afprøve en ny handlerkonstellation med Jessie, hvor hun skal i ringen med manden og med Emma og jeg stående bagved. Jessie har indtil videre ikke vist sig særlig medgørlig, når det kommer til at gå i ringen med en anden end mig og da vi skal til Bornholm, skal det lige testes om hun vil gå i ringen med manden med mig og en anden hund bagved.

Jeg giver mine tøser denne olie, da den indeholder både omega 3 og 6 i en god fordeling (et levn fra min tid med allergihund, hvor det imo ikke er nok med kun omega 3): Velcote - For en fantastisk pels og sund hud hos alle pelsdyr! Vi har ingen problemer med misfarvning.

Jessie hedder Jessie på stamtavlen og har fra hun var meget ung (omkring 1 uges tid) skulle være udstillingshund. Danmarks nok førende opdrætter af springere hedder også Jessie og er gift med Kaj og de er jo altid med på udstillingerne. Så de første par år hørte jeg tit joken "hvor er Kaj?" og dengang lå det absolut ikke i kortene, at jeg skulle have hund fra Jessie og Kaj i fremtiden. Meeeeen Emma er jo fra dem og er jo også købt med udstilling for øje, så nu har jeg jo et tilhørsforhold til Jessie og Kaj. ... Jessie og Kaj har MANGE års erfaring med udstilling/handling og opdræt af hunde, så de snakker med mange på udstillingerne. Til en af vores specialklubudstillinger havde jeg tilmeldt begge hunde og var igang med at varme Emma op i ringen mens Hunde-Jessie underholdte hele hallen med hendes skrigeri. Jeg var en anelse misfornøjet med hende og råbte ret højt "hold kæft Jessie"..... Den eneste i hele hallen der IKKE reagerede var køteren og jeg tror der var mere end en, der tænkte jeg var en yderst flabet personlighed sådan at råbe af formanden for udstillingsudvalget i klubben og min opdrætter. Siden den dag hedder Hunde-Jessie altid Djæs på udstillinger Det var mega pinligt især fordi jeg normalt er ret stille og genert.

Jeg er på springer nr. 3 og 4. Nr. 1 blev trænet efter den gængse måde med langsomt at øge tiden, men vi filmede hende ikke og er sikkert gået for hurtigt frem - resultatet var ihvertfald en hund, der ikke kunne være alene hjemme. Hun kunne dog godt være alene i bilen. I det øjeblik hun fik selskab af hund nr. 2, så holdte hun op med at have problemer (hendes problemer var hylen - hun ødelagde ikke noget). Nr. 1 og nr. 2 blev langsomt ført ind i det at være alene med hjælp fra min mormor, der kørte op og hentede dem med hjem til sig. Nr. 2 kunne efterlades alene hjemme, selvom hun aldrig var blevet trænet i at være helt alene hjemme. Nr. 3 er jo vokset op med nr. 1 og 2 og har derfor heller ikke været trænet i at være helt alene hjemme. Dette bed os et vis sted, da vi mistede Mollie i marts 2011 og vi derved kun havde Jessie. Jessie brød sig ikke om det og bryder sig stadig ikke om det, men håndtere det nu hvor hun har Emma (nr. 4). Jessie udviser også problemer, hvis jeg går fra hende og Martin + Emma stadig er der, så for hende tror jeg det er mig, der er issuet. Emma (nr. 4) kan også efterlades uden problemer og uden træning i at være alene-alene. Jessie og Emma blev filmet (som de første af vores hunde) og blev trænet langsomt op til at være alene ved hjælp af min mormor, der kom forbi og var ved dem i kortere og kortere interval. Jessie's problem er også hylen uden at ødelægge noget. Til gengæld har både Rosie og Emma kedet sig gevaldigt som hvalpe/unghunde, når de var hjemme uden mennesker og har ødelagt rigtig meget inventar, men sålænge de ikke var/er bange for at være alene, så er det ikke et problem for mig/os. Vi ved naturligvis ikke om Rosie var bange, da vi ikke filmede dengang, men vi tror det ikke. Emma er ikke bange - hun kedede sig bare og havde for meget energi. Mollie og Rosie havde fri adgang til hele lejligheden og huset (Rosie var udover hendes ødelæggen af ting, da vi flyttede i hus), men Jessie og Emma er begrænset til vores entre, fordelingsgang og bryggers. Det virker bedst for Jessie at have begrænset med plads og Emma er begrænset i hendes ødelæggen, selvom hun er ude over fasen nu. Vi er undtagelsen, der bekræfter reglen om aldrig at få en ny hund, hvis den gamle ikke kan være alene, da de lærer af hinanden... Jeg ved dog, at vi (ihvertfald jeg) har bedre samvittighed, når de er to fremfor alene og det kan ses på vores (eller nok mere mit) kropssprog og væremåde, hvilket har en positiv indvirkning på alene-hjemme-issuene vi har haft iflg. min helt egen hjemmestrikkede teori

Din dyrlæge skal fjerne dem i forbindelse med et betændelsesanfald og skrive på fakturaen, at det var i forbindelse med en betændelsestilstand, der ikke kunne slåes ned med antibiotika. Min allergihund fik fjernet sine i forbindelse med et betændelsesanfald (hendes anfald kom nok månedligt eller to gange om måneden og kirtlerne kunne ikke tåle de hyppige tømningerne, der gjorde det sværere og sværere at få dem tømt ordentligt) og dyrlægen skrev sådan på fakturaen, hvilket forsikringen godtog. Der var dog en risiko for, at de ville afvise fakturaen, men det var faktura nr. 4 på to måneder, der henviste til analkirtelbetændelse (så det var ikke forsikringssvindel). Vi fortrød ikke at få dem fjernet og indgrebet gav hende et bedre livskvalitet. Mit selskab var naturligvis også vandt til at få regninger på tømning samt antibiotika, da tømning ikke var nok. Hendes analkirtler var dobbelt så store som normalt og helt slappe, da de blev fjernet, så heller ikke kostomlægning ville have hjulpet hende.

Rosie vejede 23 kg. inden hun blev Prednisolon-fed og 25 kg. efter. Hun var kraftigt bygget af en tæve og minder om Emma bortset fra Emma ikke er så stor. Mollie var ihvertfald 5 cm. lavere end Rosie og bygget meget mere spinkelt (hun var jo dybest forkert bygget, men havde de smukkeste springertævehoved). Hun vejede vel 22 kg. i hendes velmagtsdage og burde have vejet 19 kg.. Hverken Emma eller Jessie har for meget på sidebenene og de er bygget helt forskelligt Jessie er høj og let bygget, hvor Emma*er lavere og kraftigt bygget.

Du finder ikke en engelsk springer-han med en maks vægt på 20 kg.. Emma vejer 20,5 kg. og er i den lave ende af højdestandarden og Jessie vejer 21,5 kg. og er i den høje ende af højdestandarden - hannerne er tungere end dem. De har en højde ml. 48-51 cm. både for hanner og tæver og vægten er nok fra 20-25 kg., hvor nogle hanner ligger lidt højere efter hvad jeg har hørt (jeg har ikke vejet hanhunde før, da jeg ikke har hanhunde). Der er skrevet en fejl ind på størrelsen på den racebeskrivelsesside som Spilop henviser til og det er jo direkte pinligt eftersom det er undertegnede, der har skrevet den (jeg har dog ikke givet stjernerne og er ikke enig i antallet af stjerne udfor dominans). Hvis du vil have en ide om størrelsen på hanhundene, så holder spanielklubben udstilling i Ll. Skensved den 3/3-13 og der er 20 springere tilmeldt.

Jessie prøvede det for første gang i slutningen af januar. Vi har hidtil benyttet os af kiropraktik, men det holdte kun maks 2 måneder, så havde hun behov for behandling igen, så da flere havde anbefalet mig at prøve en navngiven behandler, så tænkte jeg, at det ihvertfald kun kunne skade min pengepung. Jessie's problem er pasgang i alle gangarter og at hun bliver rundrygget. Hun plejer at få rettet et specielt sted på ryggen, hofterne og skuldrene samt lidt i nakken hver anden måned cirka hos kiropraktoren. Da KST-behandleren var færdig med hende, stod Jessie lige pludselig med tilbagelagte skuldre, spredte tæer (noget hun aldrig i sit snart 5 årige liv har gjort før),en lige ryg, en mere fleksibel nakke og på flade poter (før har hun sådan næsten gået på tæer på forpoterne). Derudover holdte hun albuerne ind til kroppen under bevægelse (noget hun heller aldrig har formået i sit liv). Vi har en opfølgningstid den 1/3-13 igen og så må vi se hvad hun siger til fremtiden. Lige nu er jeg meget positiv, selvom hun stadig vælger pasgang fra tid til anden (men slet ikke så meget som før) og da racen er notorisk kendt for at vælge pasgang, så er jeg ikke så bekymret for det. Jeg har allerede besluttet, at Emma skal tjekkes igennem også og så skal jeg også prøve en behandling, da jeg tit har problemer med ryggen og skuldrene.

Seneste nyt er at Odense Byret har givet "lov til" at få syn og skøn på Thor baseret på at ejeren har bevisbyrden eller noget i den stil og derfor har ret til at få det. Rigspolitiet har nu 14 dage fra igår til at beslutte om de vil kære den til landsretten (bær lige over med evt. forkert brugte juridiske termer). Det kan læses på FairDog fb-side, men jeg kan ikke finde ud af at linke fra telefonen og fra fb.