Dina

Sofus og jeg møder hyppigt fritgående katte, og det eneste, der - udover linen - afholder ham fra at jage dem, er mit arrige: Det er MORS! Det virker, så han ikke trækker i linen, men han går stift og på skrævende ben og med en dyb knurren, så ingen tvivl om, at han ikke er katteven. Alligevel har jeg overhovedet ingen skrupler over at gå med ham løs i de skove, hvor dette er tilladt. Hvis en kat ikke fiser op i et træ, må den tage skraldet. Kan jeg forhindre det, vil jeg naturligvis gøre det, men.... Jeg synes, at det er okay, at folk lader deres katte gå løse omkring, og naturligvis er der så en risiko ved det. Heldigvis har vi aldrig katte i vores have. Gad vide, hvorfor.

Næ. At hunde jager katte er så almindeligt, at den endda ofte forekommer i fredsommelige tegnefilm for børn. Og at tro, at hunden blot vil overtale katten til et spil kort, er nok for naivt. Heldigvis overlever de fleste katte ved at fræse op i træer. Men hunde skal selvfølgelig under ingen omstændigheder kunne slippe ud af deres haver, så en bøde til ejerne og påbud om ordentligt hegn må være tilstrækkeligt.

Jeg tror, at det betyder, at hvis bonden kan bevise, at hans indhegning var i orden, så måtte bilistens forsikringsselskab betale. Men eftersom hesten befandt sig ude på en vej og ikke inde på sin mark, så må selv en lægmand kunne konstatere, at indhegningen ikke var i orden. Eller.....?

Han er uden for farezonen, for han døde for små 10 år siden. Vi havde en stor sur hankat, der kom slentrende ind og ud af folks haver. Hundene på vejen flygtede fra den efter at have været i nærkontakt med den. Vores airedale var løs (vi trænede på en stor brakmark lige ved siden af og havde fået lov af bonden), da katten pludselig dukkede op. Den har nok forventet en hund, der spænede den anden vej, for den satte sig godt tilrette og gloede på os. Inden jeg kunne få fat i min hund, var han allerede røget afsted som en raket. Det var en grim oplevelse. Åh jo, så åd han en masse mus, som han fangede på bondens område helt nede ved en å. Det var bonden yderst tilfreds med, sagde han, for så åd de ikke hans korn.

Skægt, for sådan ser jeg også en labrador. Undtagen naturligvis de stakkels understimulerede eksemplarer, der har været uheldige i ejer-lotteriet. Sådan skal en hund være i mine øjne. Sådan skal en hundeejer være i mine øjne. Hyler! Så skulle du prøve at væe airedale-ejer. Så ku' du tale om at få kommentarer...... :banan: Kys dit kræ og sig til ham, at han er den allerbedste i verden - til at være hund hos dig.

Det er såmænd blot et spørgsmål om at kunne læse engelsk. Ordene could also help researchers identify genes that govern behavioral traits, such as aggressiveness or kindness betyder, at det også vil kunne hjælpe forskerne til at identificere de gener, der styrer fx aggression eller venlighed. Could also help....vi taler fremtid her, ikke om noget, der allerede er sket. Hvad andre end Umulia forstår ved ordene, skal jeg ikke tage patent på.

Tjah, jeg er i hvert fald om ikke for dum, så alt for uvidende til at fatte videnskabelige rapporter, sååååå....mig generer det ikke. Nånånånå, jeg læste da dit ene link efter at have forklaret udi detaljer, at jeg ikke læser tyske links. Mit tyske ér ikke vildt godt for nu at sige det mildt. Men synd, at du nægter at læse Umulias link. Det var ellers nemt at forstå, hvorimod stjernetossens link var - for mig - helt uforståeligt. Det kunne lige så godt have været på tysk. :slem:

Lonny, du må da indrømme, at der er noget om snakken? Jeg bad fx om links, der understøttede Umulias mening. Jeg fik så et link, der i stedet gav mig ret i min antagelse. Men det var et link, der var nemt at forstå. Havde det nu været en ren videnskabelig biologisk rapport, så ville jeg da ikke have haft en chance. Tænk blot på det link, som stjernetosse gav mig. Har du klikket på det? Jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle forstå ud fra det. For mig så det ud, som om det viste en slags gen-rækkefølge eller sådan. Jeg har simpelthen ikke den fornødne baggrund for at kunne profitere af det. Jeg tror, at det er det, som Spix mener.....?

Jeg nævnte egentlig blot rottweileren, fordi Umulia mente, at fysisk styrke var et af argumenterne for indførelsen af den nye hundelov.

Man kan godt blive træt af hele tiden at skulle læse, at nogen lyver. That's all. Jaja, så læser du vel ikke dette. Men jeg havde imødeset et link, der underbyggede, hvad du mener. I stedet sendte du et link, der understøttede, hvad jeg mener. Lidt ærgerligt. Jeg ville gerne have lært noget.

Jeg har kigget på dit link. Jeg fik ikke rigtigt forstået, hvad jeg skulle med det. Hvad læser du ud af det?

Nå, så var det alligevel, hvad jeg tænkte. Man har ganske vist "optalt generne", men har endnu ikke fundet frem til, hvordan de indbyrdes påvirker hinanden og evt. udløser arvelige sygdomme. Som du tydeligt kan læse, er dette endnu ikke sket. (They also compiled a catalogue of 2.5 million genetic units that vary between different dogs. The units will help researchers identify nearby genes that are responsible for traits such as disease susceptibility.) Ej heller ved man endnu, hvilke gener der styrer temperamentet. (The study could also help researchers identify genes that govern behavioral traits, such as aggressiveness or kindness.) Men det kommer da en dag. Den nye hundelov blev udelukkende udarbejdet og vedtaget, efter at aviserne i en lang periode havde skrevet om et antal voldsomme hundeoverfald. Ellers var en sådan lov forlængst udarbejdet, kan man sige sig selv. For hvis det var gr. kamphundenes fysiske styrke, så havde fx rottweilerne med deres uomtvisteligt store fysiske styrke længe før givet anledning til ændringen af loven. Hundeslagsmål er bestemt ikke et nyt fænomen, men overfald og slagsmål med undertiden dødelig udgang - det har s'gu ikke været så almindeligt, at det gjorde noget. Det forekom sjældent og bestemt ikke med den hyppighed, som var tilfældet i tiden op til den nye hundelov. Af samme grund vakte det bl.a. pressens interesse. Lad nu være med hele tiden at føle, at alle omkring dig går rundt og lyver. Nogle mennesker har bare en anden opfattelse end du. Det må du lære at takle på anden vis end ved hele tiden at fable om løgne. Det fremmer intet.

Jeg fandt lige billedet frem.

VOV vovvovov

Korrekt. Jeg har et billede fra i vinter af naboens yderst "rene" labrador, der står i snefoget. Han ligner til forveksling en kamphund. Så jeg kan sagtens se problematikken. Mht den sikre genetiske prøve - kan man ikke få taget en DNA-test af forældre og afkom for at bevise, at de er i familie? Men selvfølgelig - hvis forældrene også er blandingshunde, så kører man bare sorteper en generation tilbage. Mht omvendt bevisførelse i forbindelse med den nye hundelov - jeg får ikke røde ører, eftersom jeg faktisk intet har haft med den at skaffe. Det er således ikke mere min skyld end det er din. :slem:

Jeg er da ked af det på dine vegne, hvis du virkelig har det sådan.

Nej. En lille spidsnæset blandingshund på 8-10 kg vil aldrig blive mistænkt for at være listehundeafkom. See? Derfor er udsagnet om retsløshed en kende bombastisk. Men det er rigtigt, at det påhviler hundeejeren at fremvise en slags dokumentation, hvis hunden ligner en kamphundetype.

Ja, der er mange blandingshunde, der ligner, men det gør altså ikke sætningen "I Danmark er man retsløs hvis man har en hund uden stamtavle" sand.

Vel kun, hvis den ligner en kamphund og hvis man ikke har en slags dokumentation på hundens ophav? Venstre ved du, hvor du har!

Ejjj, der var du ellers lige ved at få en ny banandans. Dit forrige billede på den amerikanske bully var da langt skæggere. Øv, ingen banandans.

At man har optalt/kortlagt hundens gener er ikke det samme som, at man præcist ved, hvad disse gener indeholder? Ej heller hvordan generne indbyrdes reagerer? Så vidt jeg ved, er der fx ofte (altid?) tale om samspil mellem flere gener, hvis en sygdom skal have en chance for at bryde ud. Den nu uddøde mammuts gener er også kortlagt, men det betyder ikke, at vi præcist ved, hvordan fx kropssprog over for artsfæller eller dens temperament har været. Så derfor mener jeg stadig ikke, at man med rimelighed kan sige, at hundens gener er kortlagt. Hvis du derimod har ret, så er det meget glædeligt, for det betyder jo, at det snart vil være helt slut med arvelige sygdomme hos hunde. For så ved man jo helt præcist, hvilke gener, der er defekte, og hvilke "gen-kontakter", der blot skal sættes off for at hindre de defekte gener i at gå i gang. Så hvis du ved mere om dette, må du meget gerne indsætte er par links (danske eller engelske), så vil jeg love at læse dem. Og har jeg taget fejl, skal jeg være den første til at indrømme det. Se, der er jeg enig med dig, blot aner jeg som lægkvinde ikke, hvor i hunden disse temperaments-gener lige befinder sig. Også det må man jo så have fundet ud af, da man kortlagde hundens genmasse? Ingen af mine tre airedales er dykket mellem andre hundes forben, ej heller har de fra andre vinkler bidt andre hunde i maven - hvad beviser det? At de ikke var terriere? Nå, det var selvfølgelig pjank, men yderst fristende. Nu skal vi holde tungen lige i munden. En del kamphunde havde en overgang deres hyppige og meget triste gang i aviserne, fordi en del såkaldt almindelige hunde blev overfaldet, adskillige af dem fordi kampfætteren fes over gader og stræder bagfra for at komme til at hugge til. Om det så var grund NOK til et forbud, kan diskuteres. Men lad være med at blande tingene sammen og tro, at det var på grund af kamphundenes fysiske egenskaber og ikke deres - for ovennævntes vedkommende - uacceptable fremfærd (adfærd) i gadebilledet.

Ja, det kommer da i nogen grad bag på mig..... :banan:

Hvor kommer så den engelske staffordshire terrier ind, når man snakker amstaff? Jeg troede, at staff'en var stammoder til amstaff'en? Sådan lidt meget langt ude? At der så kom en pitbull forbi på et tidspunkt - og hvor den i øvrigt kom fra....aner jeg faktisk ikke.

Når man en dag får kortlagt hundes gener, vil man formentlig også finde et, der har med temperamentet at gøre. Men du mente da lige før, at det netop var den store størrelse (styrken!), der var så vigtig for en kamphund.

Fysisk styrke kommer faktisk ofte til kort over for beslutsomhed og hurtighed. For år tilbage havde nogle af vores venner Olfert, en bette welsh terrier på omkring 10 kg. Han mødte jævnligt et ungt par med en meget stor labrador-blanding, og de unge mennesker havde en usædvanlig dårlig vane med at "hidse" deres hanhund op, når de mødte Olfert. "Jaaaa, sådan en lille tæppetisser skal ikke komme og sige noget til dig, veeeel?" og lignende dumheder. Det varede ikke længe, før de to hanhunde ikke kunne mødes på fri fod. Når de efterfølgende mødtes i snor, lavede begge hunde voldsomme udfald mod hinanden, og de unge mennesker sagde "Ja, sig du noget til den lille skid!". Og det gjorde deres hund da gerne. En dag, da Olfert netop havde fået et fint nyt læderhalsbånd, mødtes de så og begge hunde blev som sædvanlig rasende ved synet af hinanden. Skønt halsbåndet var dyrt, var det ikke syet ordentligt, for pludselig var Olfert løs. Og dét lod han sig ikke sige to gange! Han gik kun den store hund til knæene, men det hindrede ham på ingen måde i at nærmest "flyve" rundt om den store og hakke til, hvor det nu faldt sig. Vi stod 4 voksne mennesker og ingen af os havde længe held med at fange Olfert i farten. Tilsidst stod den arme store hund, der jo ikke kunne gøre for, at han var havnet i hænderne på nogle unge gykkelykker, fuldkommen apatisk og hylede, for han kunne heller ikke få fat i tæppetisseren. Så nej, Umulia - det er ikke kun størrelsen, men i høj grad også "gørelsen" det kommer an på. Og for dem, der ikke måtte vide det, så har en welsh terrier faktisk næsten lige så store tænder som en langt større airedale terrier. Og welsh'en plejer at trække tandkortet en tand hurtigere end fx airedalen.