Dina

Fejlformede? Han er da smuk! Og så ser han ud til at kunne løbe stærkt.

Oprindeligt postet af Iben B HVIS og såfremt du har dit på det tørre, dvs. tests der dokumenterer at dine hunde er sunde og raske, så kan jeg virkelig ikke forstå hvorfor du tager dig af hvad folk siger. Hvis nogen siger du har usunde hunde, burde det da være det nemmeste i verden at tilbagevise den påstand ved blot at henvise til dine (offentliggjorte) sundhedsresultater. Alt andet indikerer for mig at der er noget der holdes skjult - og det giver da om noget anledning til sladder og dårlige rygter. Så det valg kommer jeg simpelthen aldrig til at forstå. Helt uden at vælge noget som helst så må jeg tilstå, at jeg heller ikke forstår, hvorfor du ikke lægger sundhedsoplysningerne åbent frem, når der nu intet er at komme efter? Men måske du vil fortælle, hvor mange hvalpekuld du egentlig har haft? For hvis du fx har haft 5-10 stykker, så har du da en glimrende sundhedsstatistik på dem? Det er ikke for at drille dig eller noget, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det hele skal være så hemmeligt.

Jow da?! Det kan JEG. :banan: Han minder mig om en lidt vanskelig, men dejlig elev jeg engang for tusind år siden havde på teknisk skole. Skidedygtig var han forøvrigt også, sååååå deeeeeeet ......

Sniksnak og vissevasse, selvfølgelig kan du da lide Cadel Evans. Du ved det bare ikke endnu.

Ja.

Kæft, hvor er du krævende.

Simpelthen kun på grund af farven, som på TS' hunde er meget hvid all over. Jeg foretrækker også personligt de amerikanske collier fremfor de engelske eller hvad de nu kaldes.

Hvad i alverden skulle jeg ellers? Jeg kan da ikke vide, hvad andre brugere tænker på, når de skriver deres indlæg. Jeg kan kun læse, hvad de skriver og så ellers "gå ud fra", at der er en mening med det og så prøve at hitte den. Og Biene har ret - dine collier, skønt de skam ser søde ud - ligner altså på ingen måde de amerikanske collier fra kennel Lassie. Men prøv da selv at kigge på lassie.dk og se, om dine ligner Winnies hunde. Det må da have din interesse, siden det drejer sig om amerikanske collier? Og ikke mindre, fordi du selv nævner, at "Men til oplysning, så har en af mine Tævers far været her i Danmark og bedækket flere kuld for omtalte".

Simpelthen ud fra, at dine collier ikke ligner Winnies amerikanske collier - går jeg ud fra?

Det er altid trist i hundefolks øjne, hvis der gås på kompromis med sundheden. Jeg tror, at det er det, der menes.

Efter en mail fra Naturstyrelsen skulle vi egentlig nødigt stadig være henvist til at sige "jeg tror, jeg synes, jeg opfatter...", men vi er stadig ude i fortolkninger. Mailen er i mine øjne lidt rodet og meget lidt officiel med klare anvisninger og regler. Det var såmænd blot det, jeg ønskede at henlede opmærksomheden på. Det var ikke for igen at diskutere vores egne opfattelser af, hvad der er passende opførsel i hundeskove.

Naturligvis skal vi ikke rende rundt med målebånd, men tæt kontakt har altså med afstand at gøre. Tænk bare på, at man jo ikke kan have tæt kontakt, hvis hunden blafrer rundt 100 m ude i terrænet. Og principielt kan den sniffe rundt derude og passe sig selv uden at opsøge andre eller på anden måde være til gene for nogen. Men tæt kontakt - det kan man ikke kalde det. Det er ikke særligt vigtigt, men jeg syntes ikke, at indholdet af mailen fra Naturstyrelsen virkede officiel og stram, men egentlig mere bar præg af forfatterens egen opfattelse, men måske jeg tager fejl.

Ikke for at være på tværs, men jeg er nu ellers stadig lidt i tvivl om det dersens med fuldt herredømme. "Retspraksis har til forståelse af ”fuldt herredømme” fastslået, at det afgørende er, om ejeren vil kunne standse hunden, hvis denne fx angriber andre dyr." Den er klar nok selv for mig. Selvom min hund evt. skulle være så fræk at befinde sig fx 20 m foran mig, så er det okay, såfremt jeg kan standse ham, hvis han skulle få den idé at angribe andre dyr. Fint nok. ”Fuldt herredømme” skal derfor forstås helt bogstaveligt således, at hunden skal have tæt kontakt til ledsageren og ikke må genere andre gæster, hunde eller det vilde dyreliv, f.eks. ved at virke truende eller løbe efter dem." Ups, nu er det pludselig ikke nok, at jeg "promte" kan stoppe hunden. Nu skal hunden have "tæt kontakt" til mig? Mon tæt kontakt er fx 20 m? Det ville jeg ikke umiddelbart selv synes.

Helt enig med dig, hvad angår stranden, men alle andre steder ville jeg også kalde ind, for jeg ville nok tænke, at jeg måske kunne rende ind i et menneske, der VIRkelig er bange for hunde. Nogle er det så slemt med, at de er bange selv for 8 uger gamle hvalpe! For sådanne mennesker er det tortur bare at SE en løs hund.

Jeg har set en cairn terrier bestå rednngshundeprøven med glans. Den var lille, men utrolig sej og jeg faldt totalt for dens enorme arbejdsglæde. Så følg du kun din store inspiration. Men som du formentlig allerede ved, så er det lydigheden, der trækker tænder ud, hvis terrieren ikke lige "føler for" en øvelse til en konkurrence, og stuedressuren giver jo som bekendt halvdelen af samtlige points, så det kan blive en lang vej til målet. Hvis du har kæmpet med det mere end nogle ganske få gange, må du finde på noget totalt nyt, for en terrier er stædig og kan oftest kun overlistes ved - list. Her ville jeg nok bare sætte line på og så "frem og tilbage 3 gange, makker". Men jeg er også rå med A-springet. Der gider jeg simpelthen ikke have bøvl, og jeg synes altså, at det er den eneste øvelse, hvor de bare skal - over! Men det er jo så bare min mening.

Jeg har kun trænet sammen med to broholmere-hanhunde, og de var meget forskellige. Den ene var megastor, var meget trænbar og utrolig dygtig (skønt fører var helt ny i træningsregi), blid over for andre hunde, ikke vagtsom, men sagde dog VOOOOOOVV, når der kom nogen og ringede på, glad for mennesker, kunne slappe helt af, når den skulle og arbejde længe og godt, når den skulle dét. Han var en dejlig hund. Den anden broholmer var bare almindeligt stor, men til gengæld mere "besværlig", sikkert fordi den var langt mere selvstændig. Den var mere vagtsom og også mere på tæerne over for andre hanhunde, men venlig over for mennesker. Den krævede bestemt en erfaren fører. Broholmeren er rimeligt "genopfrisket", efter at den var ved at uddø, så der er nok specielt i den race risiko for ret store forskelle, gætter jeg på.

Det var fanatisme i almindelighed. Jeg mener ikke, at du er fanatisk. Og en mindst lige så forvirret hundefører, tror jeg. DET er fandme sejt! Kan den virkelig klare alt det løbearbejde?

Labrador, stabyhoun, Lagotto Romagnolo...

Uden at være opdrætter tør jeg godt lige snige mig til at sige, at Sofus' opdrætter havde temmelig "faste" opfattelser af de fleste (måske endda alle) af hvalpene. Da jeg uopfordret fortalte hende, at jeg i givet fald ville vælge enten Sofus eller en bestemt bror, blev hun glad og sagde, at netop de to drenge og i øvrigt også deres pragtfulde frække lillesøster (hun var halv størrelse, men dobbelt op i selvtillid) skulle nok helst ud til familier, der havde haft en airedale før. En anden af brødrene var "den flinke dreng i klassen", som hun kaldte ham og han måtte gerne komme ud til en førstegangs-airedaleejer. Og sådan kunne hun fortælle mangt og meget om hvalpene. Jeg går ud fra, at en ordentlig opdrætter VIRkelig kender sine hvalpe, og hvis h*n også har menneskekundskab nok til at bedømme en hvalpekøber, så vil det i langt de fleste tilfælde være "rette hvalp til rette familie".

Du har misforstået, at jeg skulle nære modvilje mod, at nogen træner med baggrund i bestemte indlæringsprincipper, men du har ikke misforstået, at jeg synes, at det er forkert at være fanatisk, uanset hvilket område fanatismen dækker. Nu fokuserede jeg så på det understregede: "Der kan så ikke være nogen tvivl om hvor man formentlig først vil se resultater, men hvad der giver det bedste resultat, det skal jeg ikke kunne svare på". At hundeførerens evner er vigtige, er ret indiskutabelt. Det er jo også derfor, at nogle hundeførere når langt med deres hunde, hvor andre hænger fast og ikke kommer ud af stedet. Jeg talte om, at Camilse havde fat i noget helt centralt i al hundetræning, nemlig at en metode sagtens kan give hurtige resultater, men at det bestemt ikke er det samme som, at den i det lange løb også giver det bedste resultat. Det mente man generelt "i gamle dage", og derfor havde mange hunde det unødigt hårdt. Tænk blot på tvangsapportering eller ditto-afdækning. De fleste hunde lærte både at apportere og dække efter disse triste metoder, men bivirkningerne - resultatet af denne tvang- var ofte, at godt nok adlød sådanne hunde, men det var for det meste tydeligt, at de gjorde det, "fordi jeg siger det" og altså helt uden arbejdsglæde - hvad man jo ikke kan fortænke dem i. Derfor blev jeg faktisk ret glad over at læse Camilses indlæg. Jamen, det mener jeg da stadig, at man ikke behøver i A-springet, som var det, vi diskuterede. Jeg har aldrig trænet sammen med nogen, der havde problemer dér, når først hunden havde været ovre og tilbage et par gange. Af den årsag og den alene mener jeg ikke, at man behøver at spilde tid på at teoretisere, medmindre naturligvis, at man selv ønsker det. Men det er altså ikke det samme som at fjumre rundt og prøve "7 forskellige ting på 5 minutter og får en snotforvirret hund". Det lyder som et godt sted at træne. Og en god "bivirkning" er det så, at både hund og hundefører bliver så dygtige med netop den slags træning, at de hurtigt rykker op i klasserne, hvor det begynder at blive endnu sjovere. Ikke at det på nogen måde er det vigtigste - men det er nu sjovt alligevel.

Jeg kunne faktisk ikke være mere enig! Men netop fordi øvelserne i DcH er så mangeartede, er der udfordringer nok at give sig i kast med, så derfor synes jeg bare ikke, at man behøver at gøre specielt meget ud af den suverænt nemmeste øvelse - A-springet. Hvis man fx foretrækker at shape denne øvelse, er der da frit slaw for det også, men personligt ville jeg nu foretrække at lægge kræfterne i andre øvelser. Men hvis andre vælger noget andet, er der intet galt i det. Vi har jo alle forskellige hunde og vi har selv forskellige personligheder, og man vælger det, man finder bedst. Ender man med en glad og arbejdsivrig hund, så har man under alle omstændigheder valgt rigtigt.

Du må referere til det indlæg, hvor jeg skrev, at jeg ikke orkede at læse op på Skinner igen? For jeg mindes altså ikke, at jeg har givet udtryk for modvilje mod operant-nogetsomhelst? Og jeg har naturligvis intet imod diverse metoder og teorier, tværtimod. Hvis man vil rykke i træningen sammen med sin hund i de lidt mere krævende øvelser, så er man nødt til at tænke og planlægge. Men når jeg blev fristet til at drille lidt i indlæg #274, så var det, fordi jeg tænkte, at lige netop ved A-springet er der egentlig ikke specielt meget at tænke over. Det var såmænd det hele. Jeg genlæste lige indlægget, og jeg må så tilføje, at jeg glemte at råbe hurra for Camilses sidste sætning: "Der kan så ikke være nogen tvivl om hvor man formentlig først vil se resultater, men hvad der giver det bedste resultat, det skal jeg ikke kunne svare på. Det afhænger jo både af hunden, men i langt højere grad af føreren". Netop at fokusere på øjeblikkelige resultater og længerevarende "bivirkninger" er utroligt fornuftigt! Det gjorde man faktisk sjældent før i tiden i traditionel hundetræning, men det gør man heldigvis langt mere i dag. Dét er en fremgang, der er betydningsfuld. Nemlig. Og det kan ikke siges for ofte. Ejj, det spørger du da ikke om? Næ?! Man går en lille hyggetur med sin hund og laver en masse skæg, mens man tænker over, hvad fanden man egentlig gør galt, siden ens træning ikke ser ud til at virke. Får man ikke en god idé, går man tilbage - og træner noget helt andet. Så må man lægge nye planer hjemme.

Det kan jeg egentlig godt forstå, for jeg mente "man" og ikke "du" mht, at springet kunne foretages adskillige gange på den tid, det fx tog dig at skrive dit indlæg. Det var ikke en kommentar til din indlæring af A-springet. Det, som jeg ønskede at formidle med mit indlæg, var blot, at man nogle gange måske ikke skal tænke så meget over, hvilken teori man lige følger, men bare se at få lidt sjov på øvelsen her og nu, fordi den i sig selv er nem. Så kan man med fordel gemme de større armbevægelser til de lidt vanskeligere øvelser, hvor man skal planlægge og tænke i forvejen.

Åh, det gør mig så frygteligt ondt for dig, selvom det var forventeligt. Søde, søde Thailo, som jeg aldrig nåede at møde, men som jeg har hørt så meget sjovt om. Pis, at hunde ikke bliver lige så gamle som os andre. :ae:

Nemlig. Jeg er så bare en hyler, der foretrækker at tø benene op først.