Dina

Men for at blive betragtet som en professionel forening må man i det mindste have erfarne hundeførere (jeg holder s'gu på det gode gamle ord, gør jeg, hæ) igennem træner- og dommeruddannelsen. I gamle dage skulle man selv have bevist, at man "kunne noget", i dag kommer nye medlemmer næsten kun lige inden for døren, før de bliver spurgt, om de ikke godt kunne tænke sig at blive trænere, for så stor er manglen på trænere mange steder, at selv hundeførere i C-klassen bliver spurgt. Ikke sådan at forstå, at enhver, der har trænet hund i 100 år, automatisk er bedre end en hundefører, der kun har været i gang i relativt kort tid, men erfaring er nu for det meste en god ting. Det må de altså tage med, de unge/nye hundeførere. Hvis det er det værste, de bliver præsenteret for i DcH, så går det vel nok. Og hvis det VIRkelig generer nogen, må de jo selv begynde at kalde sig noget andet. Så slår det nok an på et tidspunkt. Det vigtigste må være, at DcH følger med på nye teorier på hundefronten, og så pyt med ordene. Da jeg startede med min forrige hund, tog jeg automatisk en klikker frem. Men jeg skal da lige love for, at jeg grundigt blev belært om, at sådant tingeltangel ikke var velset på pladsen, for tænk, hvis alle på samme hold gik rundt og klikkede? Det ville forvirre hundene. Men et par år efter GIK de fleste på alle hold rundt og klikkede - og ingen hunde så spor forvirrede ud af den grund. Så et åbent sind over for nye træningsmetoder er langt vigtigere, end hvad vi går rundt og kalder os selv og hinanden, synes jeg.

Jeg tror egentlig nok, at de fleste mennesker trods alt sætter mennesker over hunde. Det gør jeg også selv. Blot sætter jeg min hund over RET mange mennesker. :slem: Hvid din Love of your Life forlangte, at du skulle af med din hund, VAR han så egentlig din Love of.......?

Navnet stuedressur er morsomt gammeldags, men ikke spor nedladende ment. Fri ved fod, stå, sid, dæk, apport, spring og fremadsendelse er altsammen øvelser, der godt kan trænes enten inde i huset eller ude i haven, medmindre naturligvis haven er på størrelse med et frimærke. Præcis som man kan træne hele lp-programmet (alle klasser) hjemme. Først når det kommer til rundering, spor og felt er man nødt til at komme ud i større omgivelser.

Det hedder det altså stadig i DcH. Jeg skvattede om af grin, da jeg hørte det første gang, men nu ser jeg så bare en række bestemte øvelser for mig, når jeg hører ordet.

Jeg forstår godt, at en øvelse er sammensat af flere delmomenter og at disse tilsammen kan danne en slags kæde. Betyder det så, at når hunden kender hele kæden (= kan øvelsen), så er den blevet kædeklog? Hvis du sammenligner med de nedgravede bolde på sporet, så blev kæden brudt, da hunden opgravede bolden og føreren kastede bolden, ikke? Men synes du så, at sporet skulle være slut for denne gang, fordi kæden blev brudt? Og mener du, at det ville ødelægge forståelsen af øvelsen, hvis hunden blev sat på sporet igen og skulle fortsætte, hvor den slap, enten til næste overraskende genstand eller helt til sporslut? Jeg har ikke fået indtryk af, at du gerne vil pådutte andre din egen træningsform. Bestemt ikke. Jeg vil bare gerne forstå, hvorfor det er så vigtigt for dig, at din kæde enten følges lige til og med sidste led - eller også helt afbrydes.

Så skulle du prøve det med en airedale terrier. Det gik skidegodt en enkelt gang eller to, og så havde han fået nok. Men vi kunne nu også bedre lide DcH-programmet.

Det eneste i LP-programmet, der smager lidt af selvstændighed, er næseprøven og selv den skal tages på en bestemt måde. Det er sandelig ikke nok, at en hund hurtigt snupper den rigtige genstand og fræser tilbage med den.

Okay, så forstår jeg, hvad du mener med en klikkerklog hund. Men som du beskriver det, er al ordentlig hundetræning jo, uanset om der er klikker involveret eller ej. Ikke snyde, ikke sjuske - eller man stopper øvelsen og enten laver noget fjantet (hvis sjuskeriet skyldtes kedsomhed) eller starter øvelsen stille og roligt forfra. Ja, det giver fin mening. Der er øvelser, hvor man simpelthen ikke kan træne alle delmomenter for sig, såsom fx apportering. Fx kædes delmomentet "at smide apporten lidt ud" uløseligt sammen med, at hunden skal lære ikke at knaldapportere, men derudover forudsættes det jo, at hunden i samme sekvens også skal opsamle og aflevere. Men apportering er også noget lidt småspecielt. Atter en gang helt og aldeles enig. Og jeg er overhovedet ikke spor bekymret hverken på dine eller dine hundes vegne. Det lød blot lidt stift i første omgang, da jeg læste dit indlæg. Men måske læste jeg bare ikke omhyggeligt nok.

Ork jow, de findes skam. Jeg gaflede mig selv en for tusind år siden. Og jeg kender adskillige i samme situation. Det kan skam sagtens lade sig gøre.

Okay? Jeg har nok bare ikke lige styr på, hvordan man definerer en klikkerklog hund. Men det er under alle omstændigheder vigtigt at være klar over, hvad man egentlig er i gang med at træne. Der er vi helt enige. Glæde og iver er ellers det allervigtigste i al hundetræning. :slem: Nå, jeg ved godt, hvad du mener. Når jeg taler om en glad og ivrig hund, så er det udelukkende i forbindelse med træning af øvelser. Når fx hunden i rundering sidder som på nåle med al vægten på forbenene, dirrende efter at høre den eftertragtede Rundér-kommando, men velvidende, at den ikke må styrte afsted før, skønt det er det eneste, den har i tankerne. Men der kan jo godt være et element, der med fordel kan forstærkes i din kæde, og så må princippet vel være lidt underordnet? Eller også forstår jeg bare ikke helt, hvad du mener. Det kunne jo sagtens tænkes. Jeg synes, at i fx indlæring af apportering, som jo er noget af det allerførste, en god hund skal lære allerede som lillebitte hvalp, der er man i mine øjne nødt til at baglænskæde. Ellers ryger selve meningen med øvelsen. Og det gjorde man jo også begyndelsen af 1990'erne, før der i DK overhovedet var tale om klikkertræning og baglænskædning. For hvis hunden ikke kan samle pålideligt op og aflevere til hånden, så er det ikke alene omsonst at kaste en apportbuk, men det er - stadig i mine øjne - at bede om fremtidige problemer. Jeg tror, at vi er mere enige, end man lige kan se af denne tråd, men personligt synes jeg, at man ikke må være FOR principfast i sit metodevalg. Så er der fare for, at glæden og spontaniteten bliver skudt i baggrunden. Og det synes jeg altså er synd for både hund og hundefører.

Det aner jeg faktisk ikke, men for tyve år siden var det et yderst provokerende forslag fra min side til en med-hundefører, der var lige ved at give op. Forslaget blev hamret ned af trænerne, men eftersom de ikke havde evnet at få sporglæden frem i hunden, mente hundeføreren, at vi da kunne afprøve forslaget "sådan helt for os selv, hvis du gider at være med". Det gad jeg - og det virkede. Meget hundetræning er jo heldigvis helt anderledes i dag, hvor man erkender, at alle hunde ikke tænder på samme træningsmetoder, men at man undertiden bliver nødt til at tage fantasien i brug. Jeg husker et kursus i figurantglæde (altså hundens, hæ) for mange år siden. Der blev det pludselig totalt forbudt bare at TÆNKE på at give hunden en godbid ved fund. Det eneste rigtige var BOLDE. Ikke alle forstod det vise i det forbud, og når vi var figuranter, måtte man undertiden vente lidt med at stikke hovedet op af hullet for at belønne. Hvis hundeføreren sagde: "Bare giv ham den", så vidste man, at hunden skulle have en guf. Ellers sagde hundeføreren: "Bare kast den", og så vidste man, at der var tale om boldbelønning. Bare et årstid eller så derefter blev reglerne igen lavet om til: Bold eller guf - kommer an på hunden. Jeg er ganske og aldeles med på baglænskædning, bare det ikke skal være det eneste saliggørende. Der er jo mange måder at træne hund på, men sålænge man kan se, at hunden er glad og ivrig, så er man altid på rette vej - uanset om man er nøje klar over, om man kæder den ene eller den anden vej. :slem:

Det kan såmænd godt være, men forbud er nu noget triste. Hunde er forskellige og nogle hunde skal have tingene på lidt forbudt vis. Og sålænge det virker, er alting jo egentlig godt.

Det virker for dig og de to norske hundefolk, ergo er det brugbart. Jeg har set princippet virke mange gange, og specielt husker jeg en hund, der bare ikke GAD gå spor. Til gengæld elskede den bolde. Så hvad finder man på....man graver da bolde halvvejs ned et par steder på sporet. Og når hunden så - forbløffet og glad - graver bolden op, så smider man noget til markering af, hvor man var kommet på sporet - og kaster bolden til den fornøjede hund. Bagefter finder man tilbage til sporet og fortsætter. Det gav en glad sporhund, selvom den senere kun fik sin bold tilsidst på sporet.

Er Nalas nuværende hjem mon skrumpet i forhold til for trekvart år siden, da familien anskaffede sig hende? Og er de smidt ud af dette lille hjem og må nu kun bo et gaaaanske bestemt sted, hvor man desværre ikke må have hund? Kæft, hvor bliver man ind imellem træt af visse mennesker. Til gengæld er det opmuntrende, at DU viser omsorg og forsøger at hjælpe.

Nej. Et sådant ultimatum ville for mig vise, dels at vedkommende på længere sigt ville tyrannisere mig i andre spørgsmål, dels at vedkommende manglede kærlighed til hunde. Begge dele ville dødsdømme enhver form for forhold.

Det er nemlig helt korrekt, to fluer med ét smæk. Her ville jeg også gøre som du og lytte mere til Henning. :slem:

Det er altid altid altid smart at vide, hvor sporet er og selvom jeg fx selv har lagt et spor, så er jeg VIRkelig aldrig sikker på, hvor fanden det egentlig går hen. Heldigvis kan jeg ikke blive væk lige som i de finske skove. Finland er stort, vildt og utroligt smukt, men jeg ville omgående blive væk. Da vi gik tur hos vores finske opdrætter PÅ DERES EGEN GRUND, kunne jeg ikke finde vej tilbage til deres hus. De boede lige op til "vildnisset" og der var lave birketræer og lav og store smukke sten allevegne - og alting lignede hinanden. Jeg er vildt fascineret af Finland. Men sikke da et sprog, de taler. Jeg lærte kun at sige godmorgen og slige småting, men den dag i dag kan jeg kun huske yksi kaksi kolme - som jeg kunne i forvejen.

Til en konkurrence knækkede min hund og jeg kunne se på ham, at han ikke var spor i tvivl. Men sporlæggeren fortalte dommeren, at sporet lige dér skam gik ligeud og først knækkede længere fremme. Jeg fik en fy fy skamme og hunden blev sat på igen. Og atter knækkede han det samme sted. Tusind tak for i dag, sagde dommeren, og mens han skrev på dommersedlen, fik jeg så lov at fjotte videre, hvor hunden mente, at sporet lå. Der gik kun et øjeblik, før han dækkede af og ganske rigtigt, der lå genstanden! Jeg hujede til dommeren, som blev lidt irriteret på sporlæggeren, og vi fik lov at gå resten af sporet. Men gad vide, hvad hunden ville have tænkt, hvis jeg artigt havde stoppet ham i at gå videre? Så du har helt ret i, at det er alfa og omega at vide, hvor sporet ligger OG at det ikke er en skid let at huske så præcist, heller ikke selvom der var sat en del pædagogiske pinde som hjælp (og forvirring for hundeførerne).

Det er den helt rigtige indstilling. Og naturligvis gør du det rigtigt, eftersom dine hunde går dit spor uden besvær.

Man skal nok bare være lidt rå i betrækket og sige "skråt op", hvis der er noget, der virker for fjoget, og så ellers finde på ting & sager selv. Men godt, at du har fået blod på tanden igen, når du nu har en hund, der af natur ser ud til at tænde på spor. Det er besværligt og tidskrævende - men også noget af det mest interessante, man kan foretage sig med sin hund. Rigtig go' vind med det.

Jarmen, det var sgutte for at "høre dig i det". Jeg spurgte af ren og skær nysgerrighed, fordi jeg troede, at du snakkede om sporlægning til hunde, der var vant til at gå spor. Nu forstår jeg, at du faktisk taler om den første indlæring, og der må jeg give dig ret - det ER skidebesværligt at gå med museskridt og løfte hhv. for- og bagende af sine sko for at placere godbidder. Er man lidt ukoncentreret, går man let på rumpen.

På hvilken måde er disse spor lettere at lægge, mener du?

Normalt bliver man trukket, hvis hunden støver, men det gør fx en blodhund, såvidt jeg ved, og ingen ville vel drømme om at påstå, at en blodhund ikke "går sporet"?

Er der lidt sidevind og går han konsekvent 10-20 cm ved siden af sporet, MEN slår ind ved hver eneste genstand - ja, så har han i mine øjne løst opgaven, som den skal løses. Jeg tror, at spor er den disciplin, der er allermest woodoo-belagt af alt, hvad der hedder hundesport. Alle har en mening om det og næsten ingen er enig om "den bedste måde" at indlære sporsøg på. Derfor kan man med fordel iagttage de hunde, som man synes går rigtigt godt, snakke med hundeførerne og så i øvrigt tilpasse deres idéer efter, hvad man selv vil være med til. Jeg synes egentlig først, at det må være et problem, hvis en hund faktisk ikke gider at gå spor. Så kommer hundeførerens fantasi nærmest på overarbejde, men det KAN faktisk lykkes også at gøre en sådan hund til en god og pålidelig sporhund.

Jeps, det er lige til at gå til, men vent med den operation, til Bella har vænnet sig til pille-rode-rage i munden med både finger og siden tandbørsten. Ellers bliver hun nok lidt for skræmt.