Dina

Så køb noget hundetandpasta med leverpostejssmag, put noget på fingeren og lad Bella slikke det af. Stik efterhånden fingeren ind på fortænderne og fortsæt så på den vis. På samme måde, når du går over til tandbørsten. Lad hende slikke tandpastaen af, børst forsigtigt fortænderne osv. osv. Go' vind med projektet.

Jeg futter lige ind fra højre uden at have læst de øvrige indlæg, men blot for at sige, at du skal gøre nøjagtigt, som hvis det var dine egne tænder, der var lidt plak på. BØRST DEM. :slem:

Hvis hunden konsekvent skal gå med tuden direkte i sporet, så er det jo nærmest en form for kunstskøjteløb, bare på poter. Det ser gevaldigt flot ud, men det har intet som helst med selvstændigt hundearbejde at gøre. Jeg har ofte hørt gamle hundefolk hævde, at færten naturligvis er stærkest i selve sporet, men det har jeg faktisk aldrig troet på, for en hund gør det ALDRIG mere besværligt for sig selv, men vil altid fornuftigt nok vælge at springe over, hvor gærdet er lavest = hvor færten "bedst". Ingen kan overbevise mig om noget andet. Og desuden - sålænge der ikke er farve på færten, så vi mennesker kan SE, hvor den er, så længe skal vi bare flette næbbet og lade hunden arbejde. En hund, der flakker hele vejen på sporet, er godt nok intet meget fornøjeligt syn, men er det konsekvent og i et godt tempo, så er der jo nok en mening med det.

Jeg har engang med stor fornøjelse overværet en lille cairn terrier, der ved en rh-konkurrence sprang med en apportbuk på 2 kg. Vi talte alle om, at apportbukken burde være mindre til små hunde, men sådan var reglerne. Og det så bestemt ikke ud til at genere den lille fyr.

Jeg er skam osse blevet en pæn, ældre dame efterhånden, men jeg er gammel håndboldspiller, så jeg kan stadig svinge skinken og smide apportbukken langt nok ud. :slem:

Ved et almindeligt spor bliver færten nyere og nyere. Ved bagspor bliver færten ældre og ældre (fordi man går i den forkerte retning).

Det er nemlig rigtigt hundearbejde, hvor man ikke har mistet meningen med selve øvelsen. Om hunden går baglæns, mens den brummer nationalmelodien, er fuldkommen ligegyldigt, så længe den finder genstandene inden for den afsatte tid.

Apportbukken er egentlig kun et problem for yndefulde kvindearme, ikke for en gennemsnitshundemund. Hvis man holder apportbukken på midten, mellem de to store klodser, så kan det være ret svært at kaste den langt. Men holder man den i en af enderne, kan man faktisk kaste ret meget længere, også den ønskede længde.

Og lige en lille bøvs fra mig - den anden hunds ejer lavede en irriterende fejl ved at have sin hund løs, men det gjorde altså ikke hunden til en køter. :slem:

Uhha, den tæve må godt nok have bidt voldsomt, siden den anden ejer valgte at politianmelde? Godt nok kan tæver blive hammertrætte af, at hanhundene sniffer dem bagi, men de plejer da at knurre vredt med løftet overlæbe, og sådan noget har de fleste normale hanhunde respekt for. Men det er noget skidt, hvis folk slipper deres hunde uden at kunne kalde dem nogenlunde sikkert til sig.

Så fik jeg endelig tid til at læse ordentligt, hvad du har skrevet. Jo, naturligvis må hunden ikke af sig selv starte en øvelse, så i opstarten er der tale om lydighed. Jeg har så aldrig selv haft problemet, for mine airedales har altid storelsket enhver form for eftersøgning, og de har åbenbart opdaget (kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde har lært dem det, men det har jeg vel nok?), at det var slut på det sjove, hvis de tyvstartede i en rundering. Derfor har jeg ikke spekuleret over, at der var et lydighedsmoment lige der, men kun tænkt på omkring-kommandoerne. Det med, at en øvelse for en unghund pludselig ikke sidder ganske fast i skabet, kender jeg kun fra de rene lydighedsøvelser. Der kender jeg den til gengæld også! Men lydigheden har bare aldrig glippet i de selvstændige øvelser. Det er måske en race-ting? Nogle hunde løber fx bare for at løbe. Andre hunde løber for at finde figuranterne. Det har mine tre gjort, og det er nok ikke helt godt i A-klassen, hvor løbearbejdet vægtes helt urimeligt højt (i mine øjne) i forhold til fund af figuranter, som jo strengt taget må være det, selve øvelsen går ud på. Men hunde tænder på forskellige ting, og så må man jo indrette sin træning derefter.

Jeg har personligt ikke prøvet at træne med bringsel....øh, altså min hund har heller ikke -, så jeg aner faktisk ikke, om man putter lydighed på dér i forbindelse med en rundering? Det eneste element af lydighed jeg kender til i den øvelse er, når jeg pifter "omkring" for at sende hunden ud i en ny retning? En kæmpe bonus i forbindelse med fund er altid dejligt, men det bedste er selvfølgelig, hvis hunden opfatter eftersøgningen som en megakæmpe bonus i sig selv, for så kan den arbejde længe og ihærdigt uden opmuntring. Har din hund tidligere været glad for selve eftersøgnings-momentet i runderingen eller har det mest været løbearbejdet, som har glædet hende?

Jeg er lidt nysgerrig - hvordan træner I drift på ham i runderingen?

Nu spørger jeg måske lidt dumt, men - kører I trækkere i runderingen?

Som nævnt utallige gange tilforn så kunne jeg personligt ikke drømme om at tage min uvartige airedale i snor i en hundeskov, UNDTAGEN hvis jeg mødte fx dig med din hund i snor. Jeg ville omgående kalde min hund til mig, koble ham og vandre forbi dig uden at lade ham hilse på din hund. Som du selv skriver, så MÅ der jo være en grund til, at du ifører din hund snor i en hundeskov, og det skal jeg da ikke ødelægge for dig. Men om du blot bruger snoren for at træne "gå-pænt-forbi-andre-hunde", så synes jeg egentlig, at du misbruger min høflighed. Tænk, hvis mange mennesker fik den idé at træne sådan noget i en hundeskov? Så kunne vi andre da ikke bestille andet end at kalde vores hunde til os hele tiden. Sådan noget kan man sagtens træne i almindelige skove - eller i byer, hvor man med garanti vil møde andre hunde, der med fordel kan bruges som figuranter. I så fald ville det nok være en smådårlig idé lige at gå tur i en hundeskov, ville jeg i al stilfærdighed påpege. Medmindre naturligvis, at man er ude i noget decideret trænings-noget, men uden forhåndsaftaler så skal man jo nok ikke lige satse på, at alle fremmede løse hunde er med på idéen. Airedalen lød da osse ret sød - og lige så lidt interesseret i slagsmål. :blink:

Næ, men måske, fordi de lizzåm er en flok? Det kan godt give ganske utilregnelige og arrige resultater, selvom der slet intet terrierblod er i rottweilere.

Af den enkle grund, at vi havde mødt / hørt om alt for mange danske airedales, der led af HD. Den lidelse løb stort set ikke i racen, da vi købte vores første airedale. Og jeg havde trænet med for mange schæferhundeejere, der måtte aflive helt unge dyr gr. denne lidelse, så det skulle jeg godt nok ikke frivilligt ud i. Vi snakkede også om Sverige, men jeg faldt for, at forældredyrene i Finland skulle opfylde flere krav. Bl. a. skulle de gennemlyses her og der og alle vegne i både ben, hofter og øjne, og de skulle også kunne fremvise et stykke papir, der bedyrede, at de også kunne udføre en slags arbejde (hans mor var AG-champ og hans far .... kan ikke huske, hvad det hed, men vi kaldte det for nemheds skyld tysk bidemester). I DK skulle forældredyrene blot have opnået en 2. præmie i udseende. Og jeg havde planer om også at træne i Beredskabet med min nye hvalp, så ryg og lemmer skulle helst sidde godt fast på kroppen. Desværre hjalp de krav ikke i vores tilfælde, eftersom vi måtte lade ham aflive en uge inden hans 7-års fødselsdag. Det er altid hårdt at sige farvel, men det er ekstra hårdt at sige det flere år "før tid".

Vores første airedale fandt jeg ved at ringe til DKK. Det var før internettets tid. Vi gjorde stort set alting forkert og uovervejet ved udvælgelsen af hvalpen, skønt jeg i mange år forinden havde gennemlæst samtlige bøger om hunde på biblioteket. Men vi var heldige og fik verdens allerbedste hund alligevel. Da vi skulle have vores anden airedale, var internettet blevet opfundet. Efter megen mailudveksling mellem os og formand(inden) for den Finske Airedaleklub udvalgte hun så en kennel for os. Hun hentede os i lufthavnen og kørte os langt pokker i vold til et sted ude, hvor vildnisset begyndte. Der blev vi modtaget af en ualmindelig sød og gæstfri finsk opdrætter, der kun talte finsk og tysk. Hendes mand var tysker, men talte heldigvis også en del engelsk. Det var en utrolig sjov weekend med masser af godt selskab, god mad og god snak, og vi havde hele tiden formandinden ved vor side som tolk - når fagter og småord kom tilkort. Også her var vi heldige, idet vi fik den allerbedste hvalp i kuldet. Dog slap heldet op, da han var omkring 6 år og blev ramt af en svær spondylose. Han var den største airedale, jeg nogensinde har set, men med det blideste sind og alle omkring ham elskede ham. Der var virkelig landesorg i kvarteret, da vi måtte gå den tunge vej til dyrlægen. Opdrætteren af vores nuværende airedale kendte jeg fra konkurrencer i DcH, og da jeg så på hendes hjemmeside, at hendes hund ventede hvalpe, så varede det ikke længe, før vi slog til. Han er for os den dejligste hund, man kan tænke sig.

Hvad kostede det at få din hund obduceret?

Jeps. Så er vi ude i en ganske ulovlig historie. :slem: Ej, ved godt, hvad du mener. Og vælger man to hunde på samme alder, må racen være utrolig vigtig. Jeg ville i hvert fald til hver en tid hellere have en blyant i øjet end at anskaffe mig to airedales fra samme kuld. Men er der fx to år imellem, så er alt fint.

Velkommen til, Luna.

Vores tre hanhunde var omkring et halvt år, da benløftet startede.

Det kan der godt være noget om, men personligt er jeg overgået til netop det - altså at se en bruger an, før jeg gider svare. Jeg har for mange gange brugt tid og energi på at svare en helt splinterny bruger, som så aldrig er vendt tilbage efterfølgende. Så det gider jeg faktisk ikke mere. Men bliver folk hængende, så er jeg da med på den værste. Jeg har selv kun positiv erfaring med at blive modtaget som bruger herinde. Absolut. Man føler sig straks velkommen, synes jeg. Men om alle deler dette synspunkt, ved jeg naturligvis ikke. Mht at henvise til utallige tråde om emner, der ofte er taget op, så kan man godt skrive på en pæn måde, at folk måske skulle prøve søgefunktionen. Jeg har aldrig opfattet det nedladende på nogen måde. Selv ville jeg da i øvrigt også flux kaste mig over denne funktion, hvis jeg havde et problem, som jeg gerne ville have lidt hjælp til at løse. Så deeeeeet...... At der ligefrem skulle findes ubrydelige kliker herinde har jeg ikke bemærket. Nogle mennesker falder bedre i hak med hinanden end andre gør, men sådan er det jo altid. Det burde ikke være et problem. Og helt generelt synes jeg, at folk taler pænt til hinanden, også selvom de ikke deler hinandens opfattelse i en tråd, så heller ikke der kan jeg finde klagepunkter.

Jeg har ikke læst hele tråden, så jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt, at tidspunktet for en hvalp er lige nu og her, men hvis det kan vente, så kunne I evt. bruge tiden på at søge på en sennen i fx Schweiz og så hente hvalpen til næste sommer? Det skulle ikke være et problem at køre så langt med et lille barn. Vi kørte på ferie til Italien med vores dengang 2 år gamle datter, og det gik helt problemfrit. Men god vind med at søge efter den helt rigtige hvalp. Det er altid spændende.

Den er også skidehamrende spændende - og sød. Og lige på kanten af det gys, jeg kan klare.