Tullemus

Du skal skam ikke undskylde dit indlæg, det er da relevant nok for dig, men det skulle måske have været oprettet i sin egen tråd ...desværre udvikler nogle af omplacerings trådene sig til en diskutions tråd og jeg kan da godt forstå, hvis du er blevet trist over den drejning den har taget, men der er nu ingen grund til, at melde sig ud af HF på grund af det...HF er et rigtigt godt sted, at hente hjælp, når man har brug for det og nogle gange kan bølgerne også gå højt, men tag det du kan bruge af det og lad det andet ligge

Jeg har så oplevet, at en hund slet ikke ville være hos sin nye familie. Familien var der ikke noget i vejen med, tværtimod, de var rigtig glade for hunden, men den nægtede simpelthen, at spise og drikke og lå bare og lå, ville ingenting og det var helt klart, at den sørgede over "tabet" af sin forhenværende plejefamilie. Da der var gået en 4-5 dage på den måde, måtte familien kapitulere og køre hunden tilbage til plejefamilien og sikken en gensynsglæde. Der var ingen tvivl om, at der hørte han til ...plejefamilien adopterede ham så efterfølgende :hjerte:

Stort forsinket tillykke herfra

Jeg har været ude for lidt af det samme, med en af vores gadehunde. Han kastede engang op på vores lidt langhårede gulvtæppe og da jeg ville tørre det op, kom han farende og snerrede af mig og begyndte, at spise det ....det var ikke ret lang tid efter, at vi havde fået ham og han havde også ressourceforsvar overfor sin mad. Han havde jo levet på gaden, så det var jo en meget forstålig reaktion fra hans side af. Men det kan man jo ikke sige, at din hund har...

Jeg vil også ligesom Birgitta mene, at hun har kunnet mærke, at han ikke kan lide hunde...hun har temmelig sikkert kunnet mærke hans antipati, udstråling og iagttaget hans kropssprog o.s.v og måske har de flagrende bukser heller ikke gjort det bedre.

Inviter formanden for boligselskabet på besøg, så h*n kan se og lugte, at det ikke forholder sig sådan, som klagerne påstår.

Sikken en uudholdelig nabo, du der har fået dig ...hun må da have det forfærdeligt med sig selv, siden det skal gå ud over andre. Hmmm...jeg ville bage/købe en kage og så invitere naboen på en kop kaffe, så hun ved selvsyn kan se, at der ikke ligger lort i din have og lugter.

Nøøøj, hvor er hun lækker :hjerte:...og stort tillykke med hende ...og ja, man kommer bestemt ikke til, at kede sig, når man har en lille hvalp, der skal holdes øje med

Hej og velkommen til Hvor lang tid har du haft blandingshunden ?...og har den været vant til, at der har været nogen hjemme hos den hos den tidligere familie ?...og hvori består problemet med, at være alene hjemme ?..

Du skriver, at Linus lå under bordet.... kan drengen være kommet til, at sparke/træde på Linus ?...eller er måske kommet meget tæt på hans "område" idet han har sat sig til rette.

Jeg må lige spørge, om kammeraten har adhd ?...måske et lidt mærkeligt spørgsmål, men nogle adhd børn har en meget urolig energi, som nogle hunde ikke bryder sig om.

R.I.P Pelle. Det gør mig ondt, at høre, Ninjamor ...selv om, han måtte herfra alt for tidligt, så kunne Pelle ikke have fået en bedre menneskemor end dig. Stor trøstekrammer herfra.

Hmmm...der er desværre nogle der er uden for pædagogisk rækkevidde, men jeg tror, at jeg ville printe hundeloven (skambidningsparagraffen) ud og give ham den i hånden, næste gang jeg møder ham...han leger med ilden, ikke kun risikere han, at hans hund påfører de andre hunde, den overfalder, psykiske skader, men han ved åbenbart ikke hvad der venter hans hund, hvis den bider hul i en anden hund eller hvis den anden hund svarer igen og bider hans hund. Du kunne jo også spørge ham, om han synes, at det ville være i orden, at andre hunde overfaldt hans hund, bare sådan fordi....

Du skal nok lige skrive lidt mere om hvilken race han er, og om han er vant til børn og katte ...og måske et billed af ham ville være en god ide

Det gør mig ondt, at høre Har I tænkt på, at få Cujo aflivet hjemme ?...Vi har altid fået vores hunde aflivet hjemme og alle har sagt farvel til dem i fred og ro. Det er ikke så klinisk og koldt, som hos dyrlægen og hunden når ikke, at stresse op. Hunden får noget så den falder i søvn, det går ret hurtigt og derefter får den så den sidste sprøjte. Det plejer, at være meget fredfyldt. Jeg synes helt bestemt, at I skal være ærlige omkring det. Børn tænker meget over tingene. Ellers så er der også altid fortællingen om regnbuebroen, som måske kan trøste ham.

Kan hun heller ikke holde vand i sig ?...evt. koldt kogt vand ?...det er vigtigt, at holde øje med, at hun ikke bliver dehydreret.

Det var lige det jeg tænkte på. Har før oplevet, at hunde, der er blevet tidligt neutraliseret, ikke har nået, at danne deres identitet endnu, hvis man kan sige det sådan.

Hvor gammel var hun, da hun blev steriliseret ?

Kiwi har fået nyt hjem

Du har bestemt ikke været et dårligt menneske ang. dine første hunde . Du har gjort hvad du kunne, men som de andre siger, så spiller arv og miljø rigtig meget ind. Du lod dit hjerte råde, det er bestemt ikke nogen dårlig ting :hjerte:. Du tog Samson væk fra det frygtelige sted og du gav ham en chance for, at få et godt hundeliv, at han så havde så meget med i rygsækken, at det påvirkede ham mentalt kunne du jo ikke vide og jeg er sikker på, at han har lært dig rigtigt meget i den korte tid, du nåede, at have ham. Der med er du også blevet et klogere menneske, så se det som en gave i stedet for, at bebrejde dig selv en hel masser. Så lad det endelig ikke holde dig tilbage fra, at få en ny hund.

R.I.P Zipp. Det gør mig utroligt ondt, at Zipp ikke mere er en del af din hundeflok og at I kun nåede, at få 1½ år sammen, inden han skulle herfra, det må føles som næsten ingenting, men jeg er sikker på, at han ikke kunne have fået et bedre hjem end hos dig, hvor han var elsket. Det er med, at nyde dem, mens man har dem, som du selv siger...lige pludselig er de væk og man indser, at det der virkelig betyder noget her i livet, ikke er noget man kan købe for penge. Mange tanker til dig herfra.

Tak for omsorgen , allesammen. Det er nogle hårde dage, at komme igennem...savnet er så stort :megaked: Jo, Ulla han kom fra internatet ved Warszawa. Som du selv siger,et forfærdeligt sted, med masser af larm fra hundredvis af hunde i overfyldte bokse. Jeg så engang en video dernede fra...larmen var øredøvende og hundene stod næsten på tærene af hinanden for, at komme til, at snakke med den der gik rundt og filmede. De får stadigvæk skodfoder, når der ikke er flere penge og det foder der bliver sendt derned er heller ikke altid af den bedste kvalitet, men dog bedre end roe-og risvælling. Hjælpen fra DK er rigtig god og hundehusene er de rene luksushuse i forhold til, hvad de ellers har stået i. Nu er det ferie tid og mange hunde dernede ender på gaden eller bliver dumpet på internatet, fordi folk skal på ferie....Sørgeligt.

Mit hjerte brænder for de gamle hunde og det er garanteret ikke sidste gang, at der flytter en gadehund eller en dansk genbrugshund ind her...men der går nok lige et stykke tid....

Tusind tak, allesammen for jeres trøstende ord...det varmer rigtig meget her i sorgen. Har lige fjernet hans madskål og skal have taget mig sammen til, at fjerne hans madras ...og hans halsbånd og snor.. Der er hunde, der har levet hele deres liv på internatet, lige fra de var hvalp af. På internatet lever hundene ude hele året rundt i al slags vejr, lige fra 3o-35 grader om sommeren og om vinteren kan temperaturen komme helt ned på minus 35 grader. De har kun et nødtørftigt hundehus, at søge ly i og mange bukker under i vinterhalvåret. Vi var oprindelig blevet godkendt, til en hunhund, der hed Azira. Hun havde været der fra hvalp og var på daværende tidspunkt 7 år, internatet havde så bare lige glemt, at fortælle, at hun var egetkøns aggresiv, men det fik vi heldigvis af vide inden det helt store, blev sat i værk, for vi havde 2 hunhunde i forvejen. Så det blev Rex i stedet for og det har vi aldrig fortrudt et eneste øjeblik. Det tog 4-5 mdr. inden han var tryg ved Bella og Tulle og ikke gjorde udfald mod dem mere, når han blev usikker på dem. Det har været en ubeskrivelig oplevelse, at se ham få liv i øjnene igen og at observere ham, når vi gik vores små ture, jeg har tudet mange gange, når han gjorde noget, som man bare tager som en selvfølge, at sådan gør hunde...første gang han gravede efter mus, første gang han så en hest, første gang han logrede med sin hale (der gik flere måneder) ,første gang han fik et kødben, første gang for alting i hans nye liv... Azira fik jeg lejlighed til, at hilse på, da hun langt om længe blev adopteret til DK, samme år som vi fik Rex...hun havde meget svært ved, at falde til hos plejefamilien og i det hele taget indstille sig på et andet liv uden for internatet, hvilket er forståeligt nok, men hun bor i dag hos en familie, hvor hun er alene hund og er langt om længe faldet godt til.