Ninjamor

Sikkert- et eller andet sted... Men egentlig siger det vel sig selv, synes jeg. De fleste hunde lægger ikke mad op til hvalpene længere, den adfærd er fadet ud, da den ikke længere er nødvendig grundet rigeligt foder sikkert. Hunde har mistet over 100 småsignaler ift. ulven, der er mere nøjeregnende med signaler ende de fleste hunde. Bliver det ikke brugt forsvinder det... Tak Det var præcis det jeg mente, nogle hunde er hamrende gode til at BRUGE adfærd/sprog meget, meget bevidst for at undgå ubehageligheder. Spændende Jeg har set en meget selvsikker riesenhan bruge strategien overfor en setterhan som ikke havde rent mel i posen. Schnauzeren vurderede ham og lagde sig bare ned i passiv underkastelse og så var den potte ude. Nå men det er jo en del af charmen - også. Nemlig Jamen så tager vi da en griner sammen.... Jeg synes så til gengæld, det er "sjovt" at du vælger at fokusere på netop det. Når du har gennemlæst tråden igen, har du også læst at en anden end jeg har bemærket den sætning. Om indlægget hvori det stod er blevet redigeret, kan jeg umuligt vide, uanset skriver jeg også i mit startindlæg, at jeg ind imellem har læst det samme andre steder. Så hvis du synes, kan vi bare sige at det er derfor jeg startede debatten Det er muligt at "snothvalpen" har lært at hun får hjælp, måske er hun bare sådan, hvem ved? Uanset er det rigtig dejligt, når ens hunde ikke gider ballade med fremmede hunde

Udsprunget af en aktuel tråd, samt fordi jeg ind imellem har læst samme udsagn, starter jeg (forhåbentlig) en god debat i denne tråd. I omtalte tråd skriver en hundeejer, at hendes hund ikke skal sættes i en situation, hvor den tvinges til at vise dæmpende signaler. Dette er ift. hundemøder. Andre har ind imellem skrevet det samme og jeg kommer nu med et undrende, og oprigtigt ment spørgsmål: Hvad mener man mon, der kan ske ved det? Dæmpende signaler er lige så stor en del af en hunds naturlige adfærdsrepertoire, som glade signaler er - eller faktisk endnu større, da hunde er specialiserede i at undgå konflikter og hvis de opstår, at forsøge at løse disse vha. deres signaladfærd. Hvis vi lige gennemgår nogle af de dæmpende signaler: Se væk, lægge øren, lange mundvige, gabe, slikke sig om munden, smaske, langsom viften med halen, hen over de mere kropslige adfærd som at sænke ryggen, bagparten, halen osv. til hunden glider over i passiv underkastelse og bare lægger sig ned. I det følgende håndterer jeg de dæmpende signaler og ikke passiv underkastelse. Jeg ville blive meget forundret hvis en hund, især min egen hund eller hunde jeg passer, ikke viser mig dæmpende signaler. Det at min hund viser disse signaler betyder jo blot, at den anerkender min rolle som "overetellerandet", find selv en betegnelse, i visse situationer og intet andet! Fratager vi hundene muligheden for at anvende deres fulde sprog og adfærd, viser historien, at dette sprog og disse adfærd fader ud for med tiden at forsvinde. De adfærd der ikke er behov for forsvinder, ikke hos de nulevende hunde, men efter nogle generationer. Selv om min hund ikke skal indgå i avl, skal den stadig kunne en del sprog og adfærd for at kunne begå sig i sociale sammenhænge og jo mere sprog/des flere adfærd en hund er sikker i, des bedre kan den klare sig ud af en opstået konflikt. I min verden er det derfor helt ude på overdrevet at undgå situationer, hvor hunden udvikler og anvender sit sprog/adfærd. Hunden bliver kun stærkere af at kunne "snakke" sig ud af en situation, som er ved at blive ubehagelig. Der hvor min grænse går, og jeg synes selv, den er ganske fornuftig, er hvis en hund for det meste eller altid sættes i situationer, hvor den oplever at skulle "give sig", vise passiv underkastelse og aldrig selv oplever at være den toneangivende i et møde. Omvendt skal man ikke lade sig narre af, at visse hunde er så sprogbevidste at de anvender passiv underkastelse som en teknik beregnet til helt at undgå at skulle tage stilling til en potentiel konflikt, hvor lille denne så måtte være. Hunden smider sig ned allerede før en fremmed hund er nået helt hen til den. Jeg har set hunde, og selv boet sammen med en, som nærmest automatisk anvendte denne strategi. Imens kunne man iagttage, at hun overhovedet ikke mente, hun underkastede sig. Det var nærmest bare et ritual som skulle overstås og så kunne hun være en skrap moksak bagefter, hvis det skulle være. Smart hund. Hvad mener du?

Jeg er glad for, at din hvalp ikke blev traumatiseret af den grimme oplevelse - eller siden. Men at konkludere, at dette især skyldes, at du ikke har løftet ham op, kan du ikke gøre. Der er holdninger til at løfte op og at lade være, alt i alt er det op til situationen, hvordan og hvornår hunden tages op og specielt den enkelte hunds opfattelse af situationen som afgør, hvordan hunden oplever seancen. Det er alt for firkantet at tro, at en hund vil blive oversikker - eller som andre mener utryg ved andre hunde - af at blive løftet op i en social situation. Som jeg godt kunne bruge svar på mine spørgsmål til dig... Sådan er der så meget. Min oplevelse er, at du vælger at fokusere på det negative i visse indlæg. Hvilket understreges herover, af at du refererer til "I" som i vi alle sammen... Udover din kommentar om at vi alle er åndssvage, så ser jeg intet nedladende i dine indlæg, men måske lidt i din holdning om, at du ved bedst.

Med de "sarte" hunde findes også og skal også tages hensyn til

Jeg mener heller ikke, at en ældre hund evig og altid skal udsættes for frembrusende unghunde, hvis den ikke kan klare det.

Jeg tænker mere det er racens egenskaber brugsmæssigt, der udgør den store forskel. Jeg har set f.eks. schäfere som totalt hjælpeløse ligesom jeg har set schäfere som var alt for selvstændige. Det samme med goldens og andre racer. Min cairn var initiativrig og tillidsfuld hvorimod den cairn min søster har overtaget er passiv og selvudslettende i sin tilgang til mennesker. Det er vel det vi forstår ved "personlighed"? Hundene er blevet sådan pga. miljø og ikke pga. racens "personlighed". Personligheden dannes af en del medfødte karaktertræk, men i mine øjne i lige så stor grad af erfaring og miljø.

Medmindre unghunden er ekstrem voldsom og den ældre hund svækket, ser jeg intet problem i at ældrehunden sættes i en situation, hvor den skal opdrage unghunden. Mine hunde har aldrig set det som et problem at sige fra overfor for anmassende unghunde, faktisk virker det som om de synes det var lidt fedt lige at vise hvad de mente og bagefter har de så unghunden på slæb, nu med korrket opførsel. De unge hunde kan ikke lære at begå sig, hvis de ikke møder fremmede ældre hunde, som lærer dem takt og tone

Det kan sagtens fungere og være hyggeligt. Selv har jeg været del af en morgentursgruppe, hvor vi ofte gik 10 med hunde, nogle med flere end en hund. Nogle hunde legede, andre var bare sammen uden at interagere noget videre. Hyggeligt var det og hundene kendte efterhånden hinanden godt. Sådanne ture med mange hunde kræver dog, efter min bedste overbevisning, meget plads, åbne vidder, så at sige så ingen hund føler sig presset til uønsket samvær. De selv samme hunde havde ikke gået så fint sammen i et lukket miljø, hvor de vidste de ikke kunne komme væk. Vi gik på stranden. "Problemet" ved vores ture var forbipasserende hunde, dem kunne jeg se var yderst utilpasse ved at skulle møde sådan en stor flok hunde, hvilket er forståeligt og skal tages hensyn til.

Ret eller ikke ret, de fleste af os taler af ERFARING, altså ud fra oplevelser både egne og hvad andre har fortalt. I min verden har ALDER som sådan intet med sagen at gøre, hvis du finder nogle guldkorn tager jeg meget gerne imod dem Og ja, argumentet at de hunde som tromler andre gør det fordi de ikke er socialiseret godt nok, holder langt hen ad vejen. Andre gør det dog som selvforsvar inden der sker noget pga. deres erfaring fra tidligere hundemøder. Uanset, er det den enkelte hundeejers ansvar at undlade at sætte sin hund i en situation, den ikke kan håndtere. I min verden betyder dette, at jeg først ser fremmede hunde an før mine får lov at komme i nærkontakt. En sidegevinst med dette er, at hundene lærer ikke absolut at skulle i nærkontakt med alle hunde de møder og dette giver en afslappethed på turene. Der findes forbløffende mange hundeejere, som faktisk ikke kender deres egen hunds reaktion på forskellige situationer, men kategoriserer dem som "venlige". Når det uventede så sker lyder det "det har den ellers aldrig gjort før", men så er skaden jo sket. Du har vist ikke kommenteret mit tidligere indlæg, så jeg spørger igen: Giver det mening?

Kamilla, det er et godt initiativ, men måske ikke helt gennemtænkt, hvis det billede jeg har i mit hoved stemmer med det, du vil have op at stå. Socialisering er rigtig fint, når det foretages ift. den enkelte hunds alder, temperament mv. men at slippe en hund ind i en bestående flok på 6 hunde kan give et rigtig grimt bagslag for hunden som kommer udefra. Det er desværre ikke sjældent at hunde - især hvalpe og unghunde - får en betydelig ridse i tilliden af sådanne tilfældige møder, hvor de bliver løbet over ende, trillet rundt og/eller holdt nede uanset de viser passiv underkastelse. Mine egne hvalpe får derfor ikke lov at hilse/komme i nærkontakt med ukendte hunde før jeg har set dem an og godkendt dem, det er simpelthen for risikabelt efterhånden med alle de uansvarlige/uvidende hundeejere som findes. Leg i grupper kan være rigtig givende når hundene passer sammen i størrelse/vægt og temperament altså under kontrollerede former ellers foretrækker jeg at mine hvalpe mødes en til en med ukendte hunde/racer s de for lagt en god bund før de kastes ind i en situation de muligvis ikke kan håndtere. Giver det mening?

Først vil jeg sige, at de welsh springer spaniels jeg har kendt (jeg har haft passet flere i noget tid af gangen) ikke har haft nogen unik personlighed, ikke personlighed man ikke finder hos alle andre hunde. Personligheden dannes blandt andet af hundens miljø og muligheder og den samme hvalp kan udvikle forskellig personlighed afhængig af dens leveomstændigheder. Som med pudelhvalpen du har oplevet som rolig; var den kommet et andet sted hen, kunne den have været en stressbombe. Det jeg egentlig vil sige er, at racen naturligvis har sine særpræg, men miljø og erfaring tæller virkelig meget. Det råd jeg kan give dig er at beslutte dig for en af racerne og så mærk efter, hvordan det føles. Se dig selv og hunden i forskellige dagligdags situationer. A lene størrelsesforskellen kan være vigtig. Vil du på knæ for at "snakke" med pudlen eller vil du ikke.. Gider du en meget vims hund eller ikke... Gider du trim eller klip... Vil du have hundehår i lejligheden eller vil du ikke. Pudlen fælder jo ikke Labrador og pudel ligger tæt i temperament, lærevillighed mm. Selv ville jeg vælge en mellempudel og ikke en dværgpudel, hvis jeg skulle vælge mellem de to racer. Pudlen er oprindeligt en jagthund og du får en del af de samme egeskaber hos de større pudler, som du f.eks. ser hos labben, som du jo kender

Stakkels hund, ja, få fat i en dygtig adfærdsbehandler som kan vurdere hunden og sammensætte et træningsskema, som går ud på at gøre hunden tryg og mere selvstændig. Det er de dårlige sider af racen som har taget overhånd

Jeg er helt enig med Birgitta

Jeg ville ikke være bekymret. Nogle hunde, især schäfere, hjælper med opdragelsen af hvalpen, jeg har fået meldinger om schäfere som endda stoppede hvalpe i de ting de selv var blevet opdraget til at lade være med. Hun lyder umiddelbart som en dejlig beskyttende tæve (som måske kunne trænge til at blive mere aktiveret?) Som hyrdehund vil hun have styr på "flokken", det er helt almindeligt og som hund har hun sine personlige grænser som hun definerer for hvalpen. Kik på Beat, hvis han tager det i stiv pote er der ingen grund til bekymring. Tingene går som regel først galt hvis man begynder at blande sig med forbud. Brug i stedet for afledning, hvis du synes tæven er for intens i sin adfærd og så ville jeg holde tæven væk ind imellem så Beat og unghunden kunne lege i fred. Giver det mening?

Jeg plejer at købe Klorofyl i Matas eller apoteket, de er væsentligt dyrere. I Chloropfyll produktet du linker til er der detoxifier i og hvis ikke jeg tager fejl er det afgiftningsmiddel og så kan der fint komme dårlig mave.

Hvis det er det eneste, synes jeg det er meget overfladisk og egentlig bare almindelig sund fornuft. Om det hjælper? Aner det ikke, men hælder nok til at det ikke gør for enten kender hundeejere godt til god tone og er ligeglade eller også skal der langt mere forklaring til, f.eks. at din egen hund kan komme til skade, hvis den løber hen til en fremmed hund osv. osv.

Hundenes afføring kan blive grønlig, men så vidt jeg har erfaret er klorofyl aldeles uskadelig

Ja det gør jeg...

Husk at løbetidsduften også hænger i hendes pels fra før du startede med klorofyl. Jeg har haft mange løbetidstæver på træningspladsen, hvor hanhundene aldrig opdagede noget, forudsat at der ikke var nærkontakt - også med de steder tæven har siddet/tisset. Jeg giver tabletterne 3 gange dagligt

Jeg har ikke læst alle svarene.. Jeg har haft et par hunde som ikke ville spise tørfoderet, som senere viste sig ikke at være specielt godt for dem. Der er den mulighed at en hund bliver fyldt op med et foderemne, som ikke er optimalt for den og derfor slår fra foderet. Den har andre behov og det ved den instinktivt.

ja tak, det var svar nok Jeg savner noget mere mental stimulering som (mere?) næsearbejde samt problemløsning. Når Stella ikke er ældre synes jeg, at en langline har en god funktion idet den giver dig tryghed + forhindrer at Stella kan danne vane for at løbe langt væk og glemme dig. Jeg er ret sikker på, at du kan få noget godt ud af at følge anvisningerne i denne bog Den er skrevet til hundeejere, som gerne vil lære deres hunde at holde kontakten på turene, gøre turene meningsfuld for hunden og der er ideer til ture i forskellige miljøer Du har lært Stella mange ting, som er sjove at lave sammen, dog kræver mange af disse øvelser ikke så meget af hende, hun kan så at sige udføre mange af de nævnte øvelser uden den store mentale tilstedeværelse

Betyder det så, at jeg som instruktør og adfærdsbehandler som er på efteruddannelse flere gange årligt og køber mig fattig i relevant litteratur kan tillade mig at tage mere i betaling end en adf. beh. som ikke tager kurser og aldrig åbner en bog? Nix. Der skal nok blive råbt op om ågerpriser, hvis prisen er det højere. Netop som du skriver er vise dele omkring dyrs velbefindende omfattet af en holdning om, at det bør være gratis eller meget billigt. På det dyrehospital jeg har kommet, er der meget ofte så travlt, at der ikke er nogen i receptionen og dyrlægerne har næsten skubbet en ud af døren før man kom ind, føler jeg. Andre gange er der tid nok, men tager jeg til min tidligere dyrlæge som er alene på skansen er serviceniveauet meget højere og man mærker ikke travlhed. Der er ikke kun afsat 15 minutter pr. dyr.

Jeg må indrømme at jeg synes det lokale dyrehospital er for dyrt et bekendtskab. Ja, vel har de faciliteter og mange ansatte, men jeg fatter hat af, at man skal betale for at komme ind ad døren = konsultation og så ellers betale for at få medicin rakt over disken og for at dyrlægen injicerer medicin. Hvad dækker konsultationen andet end at man bliver lukket ind? Jeg har svært ved at se at jeg for at få behandlet min hund også skal betale en del for at stedet også har et hestehospital. Et eksempel: En afføringsprøve for orm kostede 660 kr. prøven sendes til Tyskland. Næste prøve blev sendt via min tidligere dyrlæge - til samme laboratorium i Tyskland. Pris: 250 kr. Hvis differencen er grundet mere personale og støre bygninger, så vælger jeg den "lille" dyrlæge frem for hospitalet.

Medmindre Stella er en hvalp er de ture du beskriver alt for lidt. Kan du fortælle lidt om hvad du ellers laver med hende, hendes alder og hvordan du har opdraget hende?