Ninjamor

Nu provokerer jeg lige lidt: Hvis du ikke har tid til at skrive indlæg af en vis længde, hvordan kan du så have tid til at opdrage, socialisere, træne osv. Der skal tålmodighed til - og tid Ud fra det du skriver, mener jeg heller ikke at en schäfer bør være første valg. Andre har skrevet noget om eventuelle problemer med helbredet og du er også blevet informeret om, at der hos racen er et vist lydniveau at tage hensyn til. Schäferen "snakker" meget, ja den kan stort set ikke holde sin mund, når den er aktiv uden at være under kommando og har som regel en ret skinger tone. Det kan blive et problem ift. naboer. Og nej, det er ikke udelukkende et spørgsmål om opdragelse... Det er et spørgsmål om opdragelse om hunden bliver højtgøende, men lydene er der altså, de er en del af hunden lige såvel som pelsen er det og at forsøge at opdrage dem væk kan gå galt - især når man er nybegynder i faget. Mht. renlighedstræning er 3. sal ikke det nemmeste for dig. Hvalpe skal ofte tisse flere gange lige efter hinanden og der er en risiko for at renlighedstræningen trækker ud, når man skal ned fra 3. sal og her er en schäfer på 5 måneder noget tungere end en mindre hund.. Du spørger om vores mening, men vil vist egentlig ikke høre den, for du modargumenterer med, hvad du har hørt/læst andre steder. Jeg ville ikke selv binde af med det projekt, men hvis det er det du vil, så er det naturligvis det du gør og i så fald ønsker jeg jer begge held og lykke. Det vil være en god ide at øve, øve og øve løft af hvalp, så dette bliver en positiv oplevelse for hende. Det bliver det ikke, hvis du kun løfter hende op når hun skal ned at tisse. Mht. turlængde og træning, så skal du være opmærksom på, at turene må gerne tage lang tid, men tiden hvalpen må være aktiv er ret kort. Den turlængde og træning du skrev om længere oppe på siden slår ikke til for den voksne hund, hvis det skal forstås sådan, at det bliver hunden samlede aktivitet. Der skal lægget en del mental gymnastik oveni. Alle hunde finder på noget at bruge deres energi på, hvis de ikke får dækket deres behov og især schäferen er god til selv at finde uhensigtsmæssige "opgaver". Disse opgaver består i overdrevet vagtsomhed og resourceforsvar overfor både andre hunde og overfor mennesker. Det som er en races særpræg arbejdsmæssigt er det den vil lægge sin energi i, hvis ikke energien kanaliseres ud på anden måde. Hvad intelligens, tilhørsforhold og dermed loyalitet, angår oplever jeg ikke schäferen som værende "bedre" end så mange andre racer. Hvis man dækker sin hunds fysiske, mentale og følelsesmæssige behov fra start af vil den binde sig tæt til én uanset hvilken race af de samarbejdende hunde man vælger. Uanset hvad du vælger håber jeg, at du ikke tager for mange af Cecar Millans teorier til dig, det ville være synd for både dig og hvalpen.

Har du overvejet at give hende kogte grøntsager oveni det vådfoder, du vælger? Min ene hund var evigt sulten, sådan rigtigt grundsulten, og hun fik et vegetabilsk tørprodukt opblødt som supplement og det lagde bunden, så hun fik ro. Hvis hun er sådan rigtigt sulten, men tager på, kan det tænkes at der skal et foderskift til? Måske hjemmelavet foder?

Min første tanke ved synet af buret og Figo er "Hvorfor i alverden skulle han ville derind?" Buret er så lavt at han ikke kan sidde op, eller det kan han, men han kan ikke se dette før han kommer ind. Min facon at indlære bur på med en voksen hund er at lægge lækkerier derind, få hunden ind og ud igen inden den har nået at spise det hele. Jeg haler bare hunden ud og lukker så buret. Altså lukker hunden "ude". Dette får den effekt at hunden altså bare vil ind i buret og når den har arbejdet lidt på sagen lukker jeg den ind. Så gentager jeg seancen X antal gange så jeg er sikker på at hunden altså bare VIL ind i det bur. Derfra gradvis tilvænning af tid fra buret er ryddet for guf til hunden lukkes ud. Man kan gå for hurtigt frem, men så sandelig også for langsomt... En anden måde man kan gøre det på er at placere buret i en døråbning med hunden i det ene rum og sig selv i det andet. Åbningen af buret er i hundens rum og hvis nu hunden vil i kontakt med sit menneske må den gå ind i buret. Med Figo kunne dette måske være en egnet model. Mht. bil så er det min opfattelse, at hvis hunden er vant til at være bagi gør det, at der nu er et bur - eller gitter - ikke den store forskel, men hunde er jo lige så individuelle som mennesker..

Jeg troede at du gik med dem begge. Nej hvis det er muligt er det bedst at gå med dem hver for sig. Uanset årsagen til Baileys afstandstagen til andre hunde er det noget du kan arbejde med, så hun får det bedre

Det giver rigtig god mening for hvis hun ikke "gider" andre hunde, vil hun heller ikke have at de kommer til den unge. Hvis du vil træne dig ud af det er der to ting som skal adresseres: Hendes generelle indstilling til andre hunde og din timing. Indstillingen: Har hun ømheder, smerter eller dårlige erfaringer med fremmede hunde? Der er jo en årsag til adfærden. Timingen: Du er nødt til at gribe ind tidligere, end du gør, med afledning. Dette kan betyde, at du skal gå med dem på steder med bedre overblik, så du kan nå at aflede på god afstand.

Godt du pointerede dette, jeg plejer at blande men fik ikke skrevet det

Der kan være god grund til at rense området, det kan blive så slemt at det løber ned ad hundens bagben og uanset så er det jo en betændelsestilstand som vi ikke ville ignorere andetsteds på hunden. Brintoverilte på en vatrondel, træk lidt tilbage i forhuden og rens med vattet. Vil man være mere grundig kan man bruge en injektionssprøjte (uden nål ) og hælde brintoverilte ind i bæstet. Det virker ikke som om det er ubehageligt for hunden. Yogurt naturel kan bruges forebyggende og har samtidig en dæmpende effekt på en hanhund som er oppe at køre grundet dejlige hundedamer. Husk at yoghurten skal være lun

Jeg synes, du gør det sværere for jer end nødvendigt Har du prøvet at tage hende med derud, vende lynhurtigt rundt og så sende hende afsted på ganske kort afstand? I min verden skal hunden være højmotiveret og det at sidde pænt og vente kan bevirke at motivationen fuser af. Dette sker hurtigt og derfor er hun også hurtigt ude af starthullerne. Uden at have set det, lyder det for mig som at du kræver for meget af hende og det synes hun jo nok også selv, siden hun går før tid. Det væsentlige for øvelsen er at løbe hurtigt lige frem og det er dette, der bør fokuseres på. Sit kan altid lægges på øvelsen. Jeg synes rigtig godt om at kaste en kong i snor ud over hundens hoved, når den er i løb frem. Det giver tempo og et lige udløb - hvis man kan kaste lige. Du kan evt. starte med at kaste en bold lidt frem, give signal til løb og derefter kaste kong'en ud over hende. Jeg vil selv hellere holde en finger i sele/halsbånd for at holde min hund inde hos mig end jeg vil sætte den af. Det er vældigt belastende for hundekroppen at styrte frem fra siddende, så i min verden må det være nok at de lærer det og derefter at de udelukkende gør det i konkurrence. Giver det mening?

Det er helt almindeligt at hunde som reagerer på noget bestemt f.eks. mænd, regerer når der kommer et enkelt eksemplar gående, men ikke når der er mange til stede. . Det handler om forventning. I situationen med de mange mænd ved Selfie, at de er der alle steder og kan komme hvor som helst fra hvorimod han ikke forventer det på samme måde, når der pludselig dukker en mand op ud af det blå. Det er derfor sidstnævnte situation der skal addresseres, hvis du vil gøre noget ved det

Det kan jeg godt forstå. Jeg selv ville ikke være bekymret fordi situationen ikke skulle være at man bare var passiv, men foretog sig noget med hundene og optimalt kunne du også være der. Hvis du lavede noget spændende med Baloo lige op til skyderiet og fortsatte med det, skal Mynte være mere end almindelig angst for ikke at være nysgerrig og ville være med. Det handler lige så meget om at ændre mønstret op til/i situationen som at behandle selve angsten. Hvis hundene først har været på en god lang tur, så de er halvtrætte er dette en god basis. Der skal som regel meget til før en voksen tryg hund lader sig påvirke af en yngre fremmed hunds angstreaktion, men muligheden er der naturligvis og det er derfor der skal være styr på situationen.

Der er en del, du selv kan gøre: Ud og lade ham løbe virkeligt igennem hver anden dag. Dette får en del af stresshormonerne ud af systemet så han ikke bare bygger op. Hvis han har nogle hundekammerater kan du passe en fra om eftermiddagen de dage der skydes på skydebanen. Hundene vil lege og blive dejligt trætte og muligvis vil det hjælpe lidt eller helt på hans reaktion, når der skydes. Den anden hund skal, naturligvis, være kold overfor lydene. Eller planlægge at du er hjemmefra i det tidsrum der skydes, så han ikke opbygger stressen. Leg/træn ham rigtigt træt dagligt, lær ham noget nyt så du ved at han er træt. Ændre dit eget reaktionsmønster når der skydes, så du ikke får bekræftet ham i, at han skal være bange. Spørg ham ikke om han vil lege men forlang, ja forlang, at han forholder sig til dig evt. ved at sætte sele og line på og bare gå hurtigt frem og tilbage, rundt også videre indenfor. På den måde tvinger du ham til at fokusere på andet end at være bange. Lok ham ikke med godbidder, bare kræv at han skal følge dig. Du må gerne have ondt af ham, men det må ikke kunne ses eller høres på dig. Vær frisk i bevægelserne og i stemmen. Brug evt. hele tidsrummet der skydes i til at træne/gå med ham. Du vil blive overrasket over virkningen er jeg sikker på. Hvis dette ikke har givet en mærkbar bedring efter tre ganges skydning på skydebanen, synes jeg du skal få en adfærdsbehandler hjem. Giver det mening?

Korrektion: Liva har taget langt det meste af sin uddannelse hos Lone Greva, men da denne blev syg overtog jeg hendes elever de sidste 3 måneder og gjorde dem færdige. Ikke fordi jeg ikke vil kendes ved Liva

Mange tak skal du have Jeg tror faktisk, at rigtigt mange hjælper, bare uden at fortælle om det. Når jeg fortæller, er det i håbet om at det kan sprede sig, det vil være den ultimative tak. Vi, jeg selv inklusive, er ofte så bevidste om, hvad vi har brug for. F.eks. har jeg et skab fuld af strikkegarn, men pudsigt nok "mangler" jeg altid garn Jeg strikker og sælger sokker og strømper og det lille overskud dette giver, bliver brugt til garn, som bliver til sokker og strømper til nogen som mangler f.eks. hjemløse eller som sidste år hvor én fik en ordentlig portion med til nogle russere, som selv har for lidt, men alligevel gør hvad de kan for at hjælpe børn på børnehjem derovre. Forholdene er forfærdelige! Og så ser man mig sidde og ømme mig over at jeg ikke kan købe de lækre keramikkrus, som jeg ønsker mig. Jamen altså jeg HAR jo krus jeg vil bare opgradere til noget mere lækkert. Det er da dumt, når nogle ikke engang har et krus eller noget at drikke.

Og så har jeg set, at Bella og Dorrit også "risikerer" at vinde guffer fra ungdomslejrkonkurrencen

Overhovedet intet overskud, men jeg husker hvor magtesløs man er, når først kommunen har besluttet sig til noget og jeg ville have været lykkelig for hjælp dengang det var mig. Der er en kæmpe taknemmelighed hos familien, så meget at det næsten føles for meget, men hvis vi alle giver bare lidt til nogen som er i nød, så hjælper det altså

Traditionelt set var al medicin jo urter og det virkede til kemien kom på banen og gjorde os afhængige af kun at tro på kemisk medicin. Pelle var på kineserurter det meste af sit liv, men da det var sådan noget som "styrkende" og andre mere ukonkrete effekter det han fik skulle have, er det svært at sige, om det var det, som virkede. Dog ved jeg, at han blev bedre og bedre fysisk jo mere Gudrun havde ham i behandling

Tjah... Nu lider jeg jo under ikke at have hund og det må gå ud over andre. Jeg kender til en uarbejdsdygtig enlig mor til 3 på kontanthjælp, som var kommet i en virkelig skidt situation, som hun faktisk ikke selv var skyld i, så hende sendte jeg madvarer gennem Osuma.dk og så noget kvalitetsfoder, både tørt og vådt samt godbidder til deres hund. Der er foder til en måned, så nu er der ro på den kant og det føles godt, også selv om min pengepung nu skal være lidt stramt snøret til i juni

Jeg ville nok samle de øvrige irriterede naboer, eller nogle af dem, og i samlet flok gå over til goldenejerne og i en pæn tone sige fra - nu er det nok og at hvis de har brug for vejledning til at styre hunden hjælper man gerne, men hvis det fortsætter som hidtil vil naboerne samlet gå til policen. Man skal være mere end almindeligt kold i måsen for ikke at blive berørt af at naboer vil gå sammen om at tage affære. Noget andet er, og det kan man nok ikke gøre noget ved, at en golden med den adfærd har det sgu skidt. Er den syg, har smerter eller bare et elendigt liv?

Fra min tid som adfærdsbehandler har jeg oplevet mange hunde der blev kategoriseret som usikre, angste mv. hvor det i virkeligheden har handlet om, at hunden reagerede bare fordi den kunne og uden at være utryg i øvrigt. Derfor jeg spurgte om det var terrieren, for det er noget de kan finde på. Det ville være forfærdeligt at omplacere en hund, som egentlig bare handlede af vane eller fordi den kunne, men du kan naturligvis se hendes kropssprog og attitude i situationen, det kan vi ikke her.

"De" som i flere adfærdsbehandlere? Er de sikre på, at det skyldes utryghed?

Uddybende spørgsmål: Har adfærdsbehandlert set Vega i situationen eller har du kun talt med hende? Taler vi om at din datter kravler? Er Vega terrieren?

Min egen erfaring er bare, at det har været omvendt: At kiropraktoren fandt noget dyrlægerne ikke kunne finde,derfor min undren, men som jeg vist skrev, efterfølgende ved du, at du har gjort alt hvad du kunne. Det psykiske kan stadig være primærproblemet, men det er ikke til at vide, hvor forstærket adfærden bliver af eventuelle smerter. Hvor "slem" er de andre hunde i linien, hvad adfærd gælder? Det er en situation jeg ikke ønsker for nogen! Det er du nødt til at forstå! Du ved at den linie Oliver kommer fra har problemet, så hvordan kan det være din skyld? . Det er så der DU ER NØDT TIL at sige at sådanne kommentarer INTET har med dig at gøre. De siger en masse om de personer, som kommer med udtalelserne MEN INTET OM DIG, vel? Jeg ved det, men husk at du ikke skylder NOGEN at forklare eller forsvare det du gør. Det er dig som kender Oliver, det er dig som lever med de problemer han giver...

Eventuelle smerter kan behandles eller man kan tage stilling til, hvad der videre skal ske, derfor tænker jeg at smerter som forklaring vil være "positivt" og vil være en afklaring.. Smerter som baggrund for problemadfærd ses ofte, men jeg er lidt forvirret over at du vil tage alle de billeder, når han jævnligt går til kiropraktor? Hvad siger kiroopraktoren der skal behandles hos ham?

Ja der er mange ting man ikke "må" sige, tænke eller føle. Men jeg kan nu sagtens følge dig, for jeg ville nok føle nøjagtigt det samme. Men som du desværre også ved, så er man jo nok ikke helt klar over hvor meget det kræver af en, når man står midt i situationen. Vi har lige haft nogle rigtig gode dage, hvor alt bare har fungeret. Nu sidder jeg med de tanker, at er han virkelig så slem, og overdriver jeg ikke bare en lille smule oppe i hovedet. Jeg tror vist at jeg prøver at negligere det lidt og man kan vist kalde det falsk tryghed. Men det ved jeg jo kun varer indtil næste gang det går galt. Det jeg vil frem til er at når jeg kan holde alle de ting, Oliver ikke kan rumme nede på et minimum, så har jeg jo en glad hund, der kan være i sin egen krop. Om dråberne hjælper. Hmm. Jeg synes de hjælper mig til lige at kunne lidt mere og holde de negative tanker lidt væk. Mht Oliver, er det svært at udtale sig om synes jeg. Han får dem pt sammen med zylkene og tilskud af B vitamin. Det virkelig spørgsmål, er om det gør at han ikke kommer ind i en dum periode igen. Og det ved jeg ikke endnu, da hans triggere pt er på et minimum. Det gør ikke at jeg har en normal hund og at jeg bare kan slæbe ham med ud i verdenen og han kan rumme den. Samme historie som alle de andre gange og ting jeg har prøvet. Lige nu kører hverdagen. Vi står op på samme tid, med samme morgenrutiner. Vi går på de samme tidspunkter de vante steder i skoven. De 7 minutter det tager at gå hen til skoven gennem byen går vi alene. Trafikken er på et minimum og der er meget få folk og hunde. Byen er stille hele dagen. Dørene og vinduerne er lukket. Naboen passer ikke hund. Folk sidder ikke ude på altaner eller haver. Jeg har ingen planer. Der er ikke noget han skal tage stilling til. Jeg vil endda kunne tage ham ind til maxizoo for at kunne veje ham med lidt planlægning, dog sikkert med stressmave efterfølgende. Jeg tænker om de gode perioder i virkeligheden ikke udspringer af at han pt bliver skærmet for de ting han ikke kan klare fremfor alle tilskuddene?? Tror jeg at det gør han ikke klapper sammen i sekundet han presser over hans grænser? Jeg ved det ikke. Næh, der er mange ting man ikke "må" sige, hvis billedet af at det er idel lykke at have hund skal holde. Jeg synes det er langt bedre at være ærlig. Stjernes situation og det at jeg ikke kunne gøre en skid ved det, tog meget af min selvtillid som hundeejer fra mig. Her var jeg, rimelig anerkendt adfærdsbehandler med meget erfaring, og jeg kunne ikke gøre NOK til at få Stjerne tilpasset en ganske almindelig hverdag. Knæk sagde selvtilliden lige, så pas nu på dig selv, det ville være synd, hvis Oliver skulle påvirke dig til ikke mere at få hund. Så er det afklaret! Jeg synes selv det er en rigtig god ide at lukke ned på følelserne og tanker og se situationen udefra, med kritiske og nøgterne øjne. Se hvad andre oplever og ikke hvad man selv synes fordi man kender hunden. Det kan være en øjenåbner af de store. Med Stjerne var det sådan, at jeg lod andre ting end min logiske sans og min erfaring spille ind når spørgsmålet om hvornår det var nok trængte sig på. Der var hensynet til min (voksne) søn som elskede Stjerne, hvad ville "folk" mon sige og alt sådan noget. Stjerne (og jeg) burde have haft fred et år tidligere... Helt ærligt? Jeg har ikke den fjerneste anelse! Hvad siger din adfærdsbehandler om situationen - altså om han kan få det bedre?

Hårdt var det og samtidig en kæmpe lettelse selv om man ikke "må" have det sådan. Først da Stjerne var væk og jeg kunne åbne havedøren, slukke radioen, pille blæmndpapiret af ruderne osv. gik det op for mig, hvor anspændt jeg havde været. det føltes som en luksus bare at kunne have havedøren på klem. Stjerne var 10 måneder da jeg overtog hende. Vind og skæv i skelettet, hvilket blev rettet op med kiropraktik og råt foder. Hun var 3 år da jeg valgte at sige stop efter hun to gange på få minutter gik på min cairn med mord i øjnene. Hun var relativt stabil med at opføre sig som beskrevet. Sød og kærlig hund, super lærenem og villig, hun kunne bare ikke håndtere almindelige dagligdags ting som lyde udefra, gæster mv. Stjerne blev tiltagende aggressiv, en aggressivitet som bundede i frygt, og hun ville gerne i flæsket på andre hunde men turde endnu ikke. . Det skidte ved frygtaggression er, at man ikke kan behandle frygten først, for den er det som holder hunden fra at angribe/bide, derfor er det i sådanne tilfælde aggressionen man skal have fat i og det er jo svært, da den kun er et symptom. Det er jo ikke sikkert at Oliver har frygtaggression Det jeg læser du skriver er at du med glæde ofrer dig for Oliver, er det korrekt forstået? Føler du at dråberne hjælper jer? Hov, jeg ser lige at det er Stjerne som er på mit profilbillede