Louisen

2 Der er ingen problemer med andre hanhunde overhovedet. Han er glad for børn, men er stadig meget hvalpeivrig på grund af sin alder

Det er præcis de tanker, jeg har gjort mig. Jeg kan jo mærke, at han stadig er påvirket og jeg vil ikke tænke på, hvordan det føles at have lyster, uden at kunne udleve dem. Nu har hunde ikke kognition nok til at tænke hverken tilbage eller frem, men det må da præge ham i en eller anden grad, på trods af manglende minder om det, at han i længere perioder "længes". Når jeg alligevel trækker det ud, handler det om, at jeg gerne vil kunne tage fri og selv pusle om ham efter operationen - så det skal lige times med studiet. Derudover det økonomiske aspekt, jeg kommer til at bruge af mine feriepenge på det, da jeg ikke tør bruge af min hundeopsparing, som er til akutte ting. Hvad skal jeg gøre, hvis han bliver syg inden maj og feriepenge, og jeg allerede har brugt opsparingen på kastration? Ja, så skal jeg jo låne i banken, det er bare heller ikke smart. Han er en dejlig dreng, så han fortjener ikke at have det sådan her. Og når vi skal bo her i yderligere et år eller mere, jamen, på Nørrebro var det ok og kun lidt slemt periodevis, herude er det værre og noget, jeg er nødt til at tage hånd om.

På vegne af en anden - ingen bashing, tak. Hey folkens! En af mine kammerater har fået læreplads som kok, og i den forbindelse kommer han til at arbejde ufatteligt meget. Derfor har jeg brug for jeres hjælp, da han desværre bliver nødt til at finde et nyt kærligt hjem til sin rigtig søde 14 måneder gamle Beagle, Cocio. Han er sød, velopdragen, rimelig lydig og har massere af energi. Så hvis nogle af jer eller nogle i kender kunne være interesseret, så kontakt mig Skriv her i tråden, hvis I har seriøse spørgsmål baseret på interesse for at overtage (ikke bare for at spørge), så skal jeg nok formidle kontakt /svar på spørgsmålene.

http://sftimes.co/?id=238&src=share_fb_new_238 Det er sgu da smart fundet på af Moder Natur.

Jeg tror også, det er sådan det ender, men tiden viser vejen tænker jeg. Træningen virker godt, men bare ikke optimalt - hvis den slet ikke virkede eller kun ringe, ville jeg tro at jeg missede noget eller bare skulle træne mere. Men den virker okay, bare ikke nok til at jeg synes det er godt nok. I dag brugte vi havedøren da vi skulle på tur og det virkede bedre, måske der lugter mindre af tævetis dér end den fælles udgang, alle benytter. Døren kan bare hverken lukkes eller låses udefra, så det er bestemt ikke optimalt.

Jeg er ikke i tvivl om, at noget må gøres. Kastration har været oppe at vende - og nedstemt - tidligere, fordi han kunne distraheres fra tævelugtene når vi kom hjem. Med lidt ekstra træning, både fysisk og mentalt, og så en god gnave-dims derhjemme, så var den i vinkel. Intet jeg gør nu, hjælper ham. Han er helt elendig. Det skal også siges, at vi er lidt "omringet" af tæver, der bor i samme blokke som os, og så snart vi går uden for en dør, lugter der altså af tæve. Tidligere var det mere de steder, vi gik hen (parken, kirkegården osv.) at der lugtede godt - men det her er massivt. Jeg har snakket med dyrlæge og træneren, som også er adfærdshalløj (den sidste har SET Taiki i hans elendighed) og begge siger - "Det der, er liderlig hanhund". Jeg har haft eksamensperiode hvor jeg studerede hjemme, så det har slet ikke været et problem for mig at afsætte MEGET tid, til at forsøge at støtte ham igennem det. Jeg fik også træningsredskaber fra træneren til at forsøge, at tage mere kontrol med situationen og skabe bedre rutiner, for at se om det hjalp. Nogle gange kan man jo støtte hanhunden i at være mere afslappet, via træning, og fjerne generne. Men nu er jeg kommet til et punkt, hvor der skal ske noget... for han er ikke glad. Jeg har dog fundet noget naturstykke på en villavej, hvor der ikke lugter af tæve, og hvor jeg kan komme i kontakt med ham og træne. Ellers pisker han rundt på turene og er helt eks'et... og vores nærmeste genbos tæve, kommer nok snart i løbetid - dét bliver sjovt. Jeg har ikke pengene lige nu, til en rigtig kastration, det kan først blive til maj. Men, det er måske fint nok, fordi jeg kan give den en skalle med træningen og lige trække den lidt, og finde ro i min beslutning. Det er ærgerligt, at han bliver så stresset og opkørt, for udover dette, ELSKER vi at bo her på landet. Og han er ved at få hundevenner, og bliver langsomt en supermand med andre hunde, ikke flere dumme issues, fordi vi ikke oplever skod-situationer med hundeejere der ikke har tjek på dem selv.

Pyller.

Jeg synes bare ikke, at 9 år er gammelt, men har også en race, der gennemsnitligt bliver 14 år. Det har jeg svært ved at se ud over, altså at i mit hoved har en 9 årig hund gerne i hvert fald 3-5 år tilbage...

Hele humlen handler ikke om varens pris, men om at jeg ikke gider handle for 150 kroner og derudover betale fragt, når jeg kun skal bruge 1 ting derfra. Men ellers tak.

Når den er vokset så meget fra januar, er spørgsmålet om den ikke skal væk før eller siden uanset, fordi den hurtigt vil genere. Jeg ville bare få det overstået og fjerne den nu.

Jeg vil gerne købe noget fra deres webshop, men det vil koste mig næsten 200 kroner, for at jeg kan købe noget til 89. (Minimumskøb på 149 + 29 kroners forsendelse) Jeg betaler selvf. selv prisen, og vi kan evt. splejse forsendelsen hvis du heller ikke skal shoppe vildt ind. Det er mere specifikt denne grimme, men praktisk line i str. M, jeg savner: http://www.zooplus.dk/shop/hund/hundesnor_hundehalsbaand/flexi_snor/neon/372711 Mange hilsner!

Jeg er skide bange for narkosen, og har mest lyst til bare at være ude hos dyrlægen mens Taiki er bevidstløs og vågner op. Tanken om, at han vågner op i et bur uden mig, er rigtig svær. Hvilken effekt fik I, rent adfærdsmæssigt?

Buster Larsen var meget overbeskyttende over for hunden på settet, og han har flere gange snakket om hunden og at der kun var 1 voksen Kvik. Til gengæld blev baby-Kvik spillet af en anden hund. Dermed var der to forskellige hunde, der spillede Kvik 1 og 2 og hvalpeKvik - en hvalp og en voksen hund. Min kilde er et af hans børn, altså Buster Larsens.

Jeg er på SU, og det jeg ønsker mig allermest, er 15 kilo af det gode hundefoder, som koster en formue, men som jeg såååååå gerne vil give min hund. :blink: Heldigvis er han ikke stor, så 15 kilo kan snildt holde nogle måneder.

Gør jeres hanhunde også det? Hvis en hanhund har markeret et sted, skal Taiki helst tisse OVER. Og der bor en rhodesian ridgeback her i området, som kan tisse ret højt. Det sker ofte, at Taiki ligefrem vælter om på siden, fordi han løfter benet så meget til vejrs - men det er ligegyldigt, bare han får tisset enten direkte ovenpå, eller helst højere oppe, end dén har.

Nu har jeg været til dyrlægen to gange, og haft hundekyndige mennesker ude. Dommen er klar - Taiki er ikke syg, han er rent ud sagt meget, meget liderlig. Siden vi flyttede, har han haft to længere perioder hvor han har været umulig, stresset, humpende, savlende, ingen kontakt, deprimeret. Og der har været tæver i løbetid, i vores blok og nabo-blokken. Jeg har prøvet det før, da vi boede på Nørrebro, så jeg kender tricks og øvelser til at distrahere m.m. Men det hjælper bare ikke en dyt, selvom jeg har været i gang i 2 måneder. Nu synes jeg faktisk bare, at det er skide synd for min hund. Og han har brug for et afbræk - det har jeg sådan set også. Jeg kan se på nettet, at man kan få en kemisk kastration, der kun varer ½ år og jeg har faktisk allerede besluttet, at vi afprøver den. Jeg kender risici m.m., men det her kan jeg sgu heller ikke byde Taiki - det er jo hans natur, han er kun 2 år og 4 måneder og derfor meget viril, og han skal ikke bruges til avl eller noget. Og nu bor vi altså bare et sted, hvor vi er omringet af lækre tæver, selvom der er plads nok at boltre sig på. Men jeg vil gerne høre - hvad kan jeg forvente i tiden lige efter? Og hvor meget tid skal jeg afsætte, til evt. at gå hjemme med ham efter, og hvad får han behov for? Jeg ved godt, at stofskiftet ændrer sig, appetitten, pelsen kan også. Men er det sandt, at de bliver lidt ekstra følsomme de første 2-3 uger efter og hvornår kan den reelle effekt forventes at vise sig, sådan cirka? Mit håb er, at give Taiki en pause fra hormonerne og falde til ro. Så vil jeg bruge de næste måneder på, at skabe nogle super gode rutiner, med det mål for øje, at når den kemiske effekt forsvinder, så har vi måske ikke brug for mere af den slags, fordi træningen har haft tid til at sætte sig "på rygsøjlen" så at sige. Samtidig vil jeg ikke give ham for en længere periode, fordi han jo har lidt problemer med andre hunde i forvejen - og selvom træningen her går ret godt, aner jeg jo ikke om kastration vil gøre det bedre eller værre. Lige nu er jeg villig til at lade dét vige, til fordel for at Taiki får noget RO PÅ rent hormonelt. Så ja, hvad kan jeg forvente og skal jeg afsætte tid, og hvor meget.

Taiki opfører sig ikke som menneske, men som en kat. F.eks. vasker han sig meget grundigt efter hver tur. Så er han lige så stædig som et æsel. Hvis han har besluttet, at morgenturen skal være forbi den lækre, lille löwchen-tæve der nogle gange står i sin have, så lægger han sig ned og nægter at gå, hvis jeg siger, at vi skal den anden vej. Engang ville jeg se, hvor længe han var stædig. Efter 25 minutter, hvor der i græsset foran ham lå både pølse og ost som lokning, indgik vi et kompromis, hvor vi gik en helt 3. vej, der leder os forbi Samson Ærkefjende. Samson er en skurk, fordi han engang tissede på et hul som Taiki selv lige havde gravet og tisset på. Så vi måtte tilbage igen og tisse een gang til, og det var meget strengt gjort af Samson (puddel). I situationen med stædighed og hvad vej vi skulle gå, galt vist, at hvis man ikke kunne reklamere for sin lækkerhed ved Prinsessens bur, kunne man i det mindste pisse på Skurkens hegn og sparke tis-græsset en meter op i luften for at markere, hvor bad-ass man er. Det skulle nok lære ham, den slambert, at tisse på andres huller!!!

Taiki nægter at gå i andet end Hurtta t-sele. Han lægger sig ned og nægter at gå. Jeg har opgivet og indfundet mig, og herren får sine t-seler.

Der kan være sket så meget. Måske har labben revet sig løs eller ejeren har tabt snoren, og labben har ikke noget godt indkald. De kan også have mødt hinanden på et hjørne, hvor de ikke ser hinanden komme fra hver sin side. Der er tusind måder, den slags kan ske på, hvor det reelt hverken er den ene eller andens skyld - men hvor hundene ved en fejl kommer hinanden så nært, at den hund med issues, har mulighed for at udrette stor skade.

Jeg vil altså indskyde, at man virkelig skal passe på med, at tolke på folks opførsel - for man kan meget vel misforstå, HVORFOR de handler som de gør. Jeg har SÅ mange gange oplevet hundeejere, som mumlede "Min hund gør altså ikke noget", når jeg trak væk fra vej eller sti med min egen. Og det er ikke altid, jeg har mulighed for at fortælle dem, at det slet ikke handler om deres kræ, men om mit eget. De ser ikke, at jeg gør præcis det samme, om det så er en cavalier eller chihuahua, der passerer vores vej, ELLER om det er labrador, schæfer, amstaff o.lign. Desværre oplever jeg, at folk med "store og drabelige" (hehehe :blink: ) hunde som udgangspunkt GÅR UD FRA, at jeg trækker væk fordi jeg tror, at deres hund er farlig eller uforudsigelig. - I stedet for at tænke, at det også kunne have noget at gøre med den anden faktor i spil, nemlig folks egne hunde. Det betyder også, at disse hunde-ejere tilføjer endnu en erfaring om, at andre synes deres hunde er "store og drabelige" ... uden at det faktisk er sandt. Det påvirker deres møde med andre hundeejere i negativ grad - og det er synd, hvis det slet ikke hænger sammen, sådan som de tror. SÅ KÆRE STOR-HUND EJER! - Vær sød at gå ud fra, at det er den anden hund som er "drabelig", hvis en person trækker til siden med sit kræ. For det er uretfærdigt over for vedkommende at gå ud fra, at vedkommende har fordomme om din hund, er angst for den eller lignende. Ligesom at du ikke har brug for, at tilføje endnu en negativ historie til rækken af historier om mennesker, der ser en stor hund og bliver bange pr. automatik... så lad være med at tro, at det handler om dét, før du får det bekræftet. Det KAN også være, at den lille hund er en skide sur, angst eller stresset provo-røv, og at ejeren faktisk frygter mere for sin egen hunds reaktion end din.

Jeg tror, det er vigtigt at skelne her. Jeg har f.eks. ikke haft et eneste dårligt hunde-møde, efter at Taiki og jeg flyttede til Roskilde. Ikke ét - og vi har boet her halvanden måned. Da vi boede inde på Nørrebro, skete det vel ca. 5 gange om ugen, at en eller anden løs hund kom farende over og satte en skræk i livet på Taiki, og af disse 5 gange kunne det godt være 1 gang, at det endte i decideret "slåskamp". Og dette vel at mærke, selvom min dav. kæreste og jeg tog vores forholdsregler omkring hvor vi færdedes med Taiki og var meget åbenmundede omkring hans issues. Så der er helt sikkert geografiske forskelle. Jeg synes i hvert fald ikke, at man skal nedgøre andre, fordi de oplever noget andet end man selv gør. Det behøver ikke blive en debat, hvor kun én person har ret.

Jeg er ikke selv hvalpe-fan, fandt jeg ud af, da jeg stod i det. Men gør hvad I kan og bid tænderne sammen, så skal I nok med tiden få den hund I har set frem til. Tålmodighed er et nøgleord ift. hvalpe, men husk at hvalpeperioden kun varer omkring 6 måneder, og I har jo først fået hende fra da hun var 2 måneder. Så det er altså ikke længe. Så følger teenage-alderen, som også kan være slem, men på en anden måde og ikke så udmattende synes jeg. Tænk på det sådan her: I giver nogle måneder, som måske er lidt hårde og udmattende - men I får rigtig mange ÅR igen i den anden inde. Det er altså en god investering, så hold ud.

Nogle gange er man også bare uheldig. Her tænker jeg på at hunden traumatiseres og dermed præges negativt, og det kan være svært at "fikse" uanset hvad eller hvordan man gør.

Og PS. jeg tror ikke at hunden er stresset over det store opbud af mennesker, dens "uddannelse" taget i betragtning.

Jeg faldt over dette billede på nettet. Det er en tidl. politihund, senere udelukkende familiehund, som skal på "sin sidste rejse" og æres som det hører sig til. Den ser godt nok også gammel og træt ud. Se også familien bagved, som følges på vej af en af mandens kollegaer - den stakkels mor med lommetørklæde og det hele. Jeg syntes, det var et rørende og smukt billede, og ville dele det.