Louisen

Septembers himmel er så... fåret?!

Jeg ved ikke. Jeg har svært ved at deltage i denne diskussion, fordi jeg selv er en person, der er gået distancen med min problem-vovse, for at rette op på hans issues - med succes. Da eks'en og jeg gik fra hinanden, skulle jeg jo alligevel finde et sted at bo. Men jeg valgte at flytte ud af KBH på landet, væk fra familie og venner, fordi jeg mente at det ville være bedre for min hund, at få lidt ro på. Og var det bedre for min hund, var det også bedre for mig som ejer - jeg ville blive mindre stresset af det. Det betød, at jeg også måtte skifte studiested, da pendlertiden ellers var helt galemathias. Så jeg endte med, at flytte og skifte studie, af hensyn til min hund. Nu lever jeg så på en sten rent økonomisk, for at kunne betale for vores fine ungdomsbolig i naturen og for at kunne betale for mad og træning, selvom jeg er på SU. Blandt andet kommer jeg ikke til tandlæge, før jeg er færdig med skolen om et års tid. Og jeg går glip af en del ungdomsfestligheder, fordi Taiki ikke skal være for meget alene og der ikke er andre hjemme, til at holde ham med selskab. Da jeg mødte min nye kæreste, var der risiko for, at han var allergiker. Fra start af gjorde jeg det klart, at Taiki ikke blev fravalgt. Så jeg kunne have risikeret, at stå med knust hjerte, på grund af min hund. Jeg vil ikke pådutte andre, at de skal handle eller prioritere som jeg. Jeg ved godt, at min indsats over for Taiki og hans problemer, og at jeg har baseret endog ret vigtige valg, på hans trivsel, er "above and beyond" hvad man normalt kan forvente eller kræve af en hundeejer. Men jeg elsker ham. Jeg ved ikke, om jeg elsker ham lige så højt som et barn, for jeg har ikke børn endnu. Men jeg tror, at det er meget tæt på. Jeg ville tage en kugle for ham. Og han er min aller-aller-aller-ALLER bedste ven. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne vurdere, hvad der er rimeligt, når jeg samtidig ved, at min egen måde at tænke hund på, er så omsiggribende og omfattende, at de færreste reelt kan være med. Jeg er Crazy Dog Lady, ikke på den sjove måde, men den lidt mærkelige måde, hvor det bliver lidt for meget. Og når jeg er denne her person, så ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om tingene. Mit eget syn på hundehold er på en anden planet, sammenlignet med folk, der f.eks. opgiver hunde, fordi de knurrer lidt hvis man piller dem et ømt sted eller hvis de ikke finder sig i alt hvad børn byder dem.

Det med andre hunde, var det samme med min hund. Vi er gradvist kommet nærmere, nu er vi nede på 1½ meter før han rynker næsen, men han stopper når jeg beder ham om det og han er helt fin og logrer, når jeg roser ham og han får godbid. Jeg ved, at min hund i den periode var farlig for andre hunde. Men jeg valgte at se sådan på det, at når jeg havde styr på min del, så måtte andre tage sig sammen og tage ansvar for deres hunde. Og jeg var grov i munden over for dem, der ikke fulgte loven eller almindelig pli. I forhold til det andet du skriver... Min hund markerer også på mig, når han er sur. Han er en bisse med temperament, han kan godt knurre af mig og sætte tænderne på min hånd, hvis jeg piller ved hans ømskindede poter (han er bare hysterisk med dem) f.eks. Men han har aldrig bidt hul og han er hverken den første eller sidste shiba jeg har mødt, med sådan et temperament. Jeg VED godt at nogen mener, at sådan en opførsel må en hund bare ikke lægge for dagen. Og var der tale om en anden race, f.eks. labrador, ville jeg heller ikke selv. Med spidshundene og terrierne, er små hystader. Dermed ikke sagt, at man skal finde sig i alt mulig. Men hvis man vil have en rolig hund uden kanter, er det ikke den rigtige boldgade, man er havnet i. Disse hunde har tendens til at være ret verbale i deres afvisninger, og de siger fra hvor andre hunde måske finder sig i det. Selv når Taiki er allermest irriteret og sur på mig, bider han ikke igennem. Og jeg frygter ikke, når jeg får børn, for de bliver godt opdraget (og skal jeg lige noget, hvor der ikke er fuldt opsyn, kommer barnet i kravlegård). Og hvis Taiki markerer på dem, så de hyler, er det jo ikke værre end når de falder og skraber knæet, men lærer at rejse sig op igen. De lærer blot, at respektere hans knurren ... og deres mor lærer, at holde bedre øje. Men Taiki er GOD til børn og finder sig i MEGET, mere end han gør med voksne. Der er sikkert nogen, der mener, at jeg leger med ilden. Men jeg har kendt mange sure kræ, der aldrig var mere og andet, end børsteorme. Bissede, men harmløse. Og det er da også andre racer, der står for flest skambidninger årligt (golden retriever og schæfer), så helt lort kan det jo ikke være med terriere og børn.

Og jeg vil bare lige sige - jeg har været der, arbejder stadig med tingene, men via adfærdsbehandler og gode rutiner, er det blevet SÅ meget bedre. Og nej - jeg lufter ikke min hund 4 timer om dagen. Til gengæld kunne adfærdsbehandler se nogle mønstre, jeg ikke selv kunne og som nu er brudt, hvilket har gjort mit og hundens bånd så meget tættere. Vi har også dyrket mange tillidsøvelser, så en del af grunden til at han ikke længere reagerer så voldsomt, er fordi han nu har tillid til, at jeg håndterer situationer med andre hunde og passer på ham. Da han blev overfaldet, mistede han med andre ord lidt af sin tillid til mig, at jeg kunne beskytte ham og det har jeg så måtte bevise, at jeg kunne. Det betyder også, at hvis der nogensinde igen er problemer med en anden hund, så er det mig ikke ham, der bliver bidt - for jeg står foran ham og mellem ham og andre hunde, og jeg flytter mig IKKE. Til gengæld fatter andre hunde en hårfin hentydning og skrider, når jeg siger "NEJ! AH AH. GÅ VÆK MED DIG!" og ellers gør deres ejere. Det betyder også, at Taiki er stresset helt ned, så han ikke på hver tur ved hvert hundemøde (også dem man bare går forbi) bliver pumpet fuld af angsthormoner. Han fik også Zylkene en overgang, men det var kun for lige at komme i gang. Har der været en dårlig oplevelse, en sur hund eller andet, så SPURTER VI efter bolde, vi gøgler og pjatter, vi graver huller og vi brænder al krudtet af, vi fik da vi blev bange for den anden hund (ok, Taiki blev bange, jeg gjorde ikke så meget ). Når han så er fysisk flad, skal han bruge sin næse eller hjerne, vi har puslespil, der er også guides på nettet til sjove aktiviteter. Og så er han ikke stresset mere, det er krudtet af, og han er rolig også på næste tur og ved næste hundemøde, hvor han ikke nødvendigvis reagerer surt, for han ved jo, at jeg har styr på sagerne. Vi hilser aldrig på andre hunde på vores ture - han blev stresset ved forventningen om, at det kunne ske på vores ture. Nu ved han, at det sker IKKE, så han er rolig. Vi hilser kun på andre hunde, ét bestemt sted, så han ved hvad der skal ske og dette sted er positivt betinget, da der kun har været gode hundemøder. Så det er en god ting for ham, han ved at det er "hunde vennerne", der kommer her. Alt i alt, hos os handlede det om tabt tillid og nu, hvor den er genvundet og vi har gode rutiner, hvor Taiki ikke stresser fordi han frygter at vi skal hilse på en masse dumme hunde, så går det meget, meget bedre. Jeg kan intet love omkring din hund, alle hunde er forskellige. Men her var lige en succeshistorie. Min hund er en shiba inu, så den er lige så selvstændig og stædig og besværlig af sind, som enhver terrier. Men han er dejlig.

Jeg var igennem noget lignende med mit sure kræ, flyttede på landet med ham, arbejdede i ½ år og har nu en helt anden hund. Stadig med issues, men det går fremad med lynets hast. Min hund kan leve 14 år ud fra gennemsnittet, jeg satser på et par år mere... 16 år. Så er et halvt år en god investering, han bliver snart 3 år, så vi har resten af livet sammen til at have det godt og jeg gider ikke tænke på det år til halvandet, hvor han var sur og bisset. Det har ikke kostet mig i nærheden af hans købspris, så det havde været en dårlig investering, at få ham aflivet og anskaffe en ny hund... hvis argumentet om, at det er træls at miste sin bedste ven, ikke er godt nok.

Lige for at opklare: Da testosteronen produceres i testiklerne, som ved kastration fjernes, stopper produceringen af samme omgående. Efter 2 uger, er de depoter der har siddet rundt omkring i kroppen forsvundet og hunden er ikke længere påvirket af testosteron, da det ikke længere findes i hunden. Dog bør man afholde hunden fra parring i op til 4 uger efter, da der stadig kan sidde virksomme sæddepoter i sædlederne. Hvordan hunden påvirkes psykisk af dette, kan variere på tid, da vanens magt også spiller ind. Men effekten af manglende hormon er øjeblikkelig +/- 2 uger, da der simpelthen ikke længere er testosteron i kroppen når testiklerne fjernes. Hvordan og hvorledes med kemisk kastration, ved jeg ikke.

"Sit!" "Sit!" "Sit!" "Stå!" .... SUK.

Jeg vil mene, at 2 års adfærdsbehandling og holdtræning med fokus på Taikis usikkerhed, har givet mig et meget klart billede af, hvad jeg gik ind til. Jeg opfordrer ikke til kastration, hvis det er det, du tror. Jeg siger tværtimod, at der ingen garantier er og at man ikke ved, hvordan udfaldet bliver med sin hund. Derfor er min pointe præcis som din: Det kan ikke gøres om, og vil ALTID være en satsning. Som sagt. Det er meget individuelt hvordan hunden reagerer, så man ved det reelt først, når man har fået det gjort. Ergo kan man ikke bruge andres erfaringer, gode som dårlige, til specielt meget. Man må foretage et skøn baseret på sin egen hund. Jeg kan i øvrigt fortælle, at selvom Taiki er /har været meget usikker over for andre hunde, især hanner, og hans usikkerhed udmønter sig i aggressiv adfærd - så har kastration ikke ændret på andet, end at han ikke går amok i liderlighed når der er løbske tæver. Min tilgang var, at det ikke kunne blive værre end det allerede havde været, så det kunne jeg godt deale med, hvis det var. Men der er ingen ændring overhovedet, han har heller ikke taget på eller fået grim pels, så man skal også passe på med at male fanden på væggen ift. adfærden... Til gengæld skal man ikke udsætte sin hund for et unødigt indgreb, da det er monster ubehageligt både under og efter, i helingsprocessen, foruden at der kan gå betændelse, stingene kan rives op og så er narkosen heller ikke til at spøge med. Alene af denne årsag, bør man undgå kastration hvis muligt. Jeg ville aldrig kastrere ift. at adfærdsregulere over for andre hunde. Men det har virket fint ift. de ting, der er udpræget testosteron-bestemte, og her mener jeg i mit tilfælde mere specifikt, at min hund blev stresset fordi han blev liderlig. Hvis det er noget lignende som gør sig gældende med denne hund, kan kastration sagtens hjælpe. Men det aner jeg ikke om det er, for jeg kender ikke hunden og er ikke hundesagkyndig.

Jeg ved godt de ting du nævner. Jeg gentager: Det handler ikke om den konkrete sag. Skal jeg uddybe? Selvfølgelig skal forsikringen dække og man skal lade forsikringen gøre det, forsikringen nu engang gør, uden protester. Men derfor kan man vel godt gå i dialog med sin nabo. Beklage, hvad hændt er og snakke om, hvad man gør fremadrettet for at forhindre et lignende tilfælde. Ulla er inde på, at hun frygter det kan ske igen. Kan man ikke sætte ord på denne frygt over for naboen, så man kan få italesat, at dette ligger en på sinde. Man skal på ingen måde blande sig i, hvad der foregår mlm. forsikring og skadeslidte, her: Naboen. Men man kan vel godt snakke med vedkommende om, hvordan man i fællesskab evt. forhindrer, at det sker igen. Alternativet er som sagt, at Ullas hunde ikke kan være i haven, fordi hun kan frygte kattebesøg. Og uanset hvad, er der objektivt bidansvar, så det betyder ikke noget, hvad der er gået forud - det vil altid være Ulla, der hænger på regningen. Derfor handler det ikke om at bestride skyld eller ansvar - der er reglerne nemlig meget klare - men om at snakke med naboen omkring, at det jo helst ikke må gentage sig.

Jeg snakker ikke om denne konkrete sag. Katteejer har jf. lovgivningen et ansvar for, at holde kattene på egen matrikel. Personligt ville jeg blive træt af, ikke at turde lukke mine hunde ud i min egen have, hvis naboens katte havde forvildet sig derind. Man risikerer jo, at forsikringsydelsen sættes op, hvis der kommer flere regninger - eller at forsikringen ikke vil tillade, at man forlænger den. Det har de ret til og lov til, hvis man er for dyr en forretning for dem og så står Ulla uden forsikring. Så jeg ville stille og roligt forklare naboen dette dilemma og bede dem om, både for egen/kattenes skyld, men også for hendes egen, at holde kattene inde på egen matrikel som de jo skal. HVORDAN de vil sikre dette, må de for så vidt selv om - hegn, snor eller andet. Men ellers kan dette i princippet ske igen i morgen, og Ullas forsikring skal igen betale, hvilket der jo er grænser for hvor ofte de gider. Alternativet er, at Ulla ikke kan have sine hunde løse i egen have.

Jeg kom engang til at smække en køkkenlåge på Taikis snude - jeg VED at han er nysgerrig og følger med i ALT, så jeg burde have tænkt mig om! Der skete heldigvis ikke noget, og han var glad for de leverpostejshapser han fik i bytte for, at jeg lige tjekkede bisserne.

Jeg er RIGTIG glad for den nye nye definition, den giver mig ro i sindet. Og de eneste gange jeg har set en hund ruske andre dyr, så nakken knækker, har det helt tydeligt handlet om, at dyret skulle DØ! Min egen hund gør det, på mosegrise, mus og lignende småkravl, han ryster hovedet to gange, KNÆK, og så går han bare videre. Jeg forhindrer det når jeg kan, men han er hurtig, så det er sket et par gange i hans levetid at jeg ikke var vaks nok. Så jeg vover den påstand, uden at være hundesagkyndig, at hvis en stor hund tager fat i nakken på en lille og ryster den, så ryggen eller nakken knækker, så har den store hund haft til hensigt at tage livet af den lille hund. Det er ikke bare leg eller forsvar. Jeg har heller aldrig hørt om sådan en sag, selv i de sager hvor en stor hund forsvarer sig imod en lille hund, så jeg tror altså at det er meget teoretisk, at det skulle ske. Det er vel noget, hunden gør over for byttedyr og de fleste hunde, anser trods alt ikke andre hunde som værende byttedyr, trods deres størrelse. (Bortset fra den meget røde chihuahua, som Taiki reagerede over for, som var det et egern. Der holdt jeg godt nok snoren kort og sagde nej til at hilse - just in case... Taiki var bare en stor hvalp dengang, så måske heller ikke moden nok til at skelne.)

Jeg ville sige til dem, at de skulle holde kattene på egen grund. Det har de pligt til jf. lovgivningen.

Taiki er ikke urenlig indendørs, men på turene tisser han mere og markerer mindre, efter sin kastration (som ikke var kemisk). Men han er stadig lidt glad for damerne, og deres tis, så der er noget kønsbaseret adfærd, der ikke forsvinder. Jeg tror, det er sådan en ting, man er nødt til at prøve af med sin hund, før man ved om det hjælper. Herhjemme er jeg fint tilfreds med, at eneste reelle effekt har været, at han ikke er så stresset længere.

Min hund fælder minimalt, bortset fra den sæsonbetonede fældning hvert ½ år, som man ikke kan gøre fra eller til over for. Til gengæld er jeg bevidst om, at jeg i vintermånederne holder mit hjem en anelse køligt, og ifører mig en ekstra trøje og sokker. Ellers er det alt for varmt for Taiki, at være indendørs, når han er iført sin vinterpels. Til gengæld har jeg aldrig oplevet, at han frøs særligt - de få gange, hans øretipper er blevet kølige som tegn på, at hunden fryser, har en rask løbetur fikset problemet. Dette forår var lidt problematisk for Taiki, fordi det blev varmt og koldt, og varmt igen. Så han fældede meget, fordi hans krop ikke kunne finde ud af, om den skulle smide vinterpelsen eller ej. Han blev lidt tør i huden, så jeg måtte supplere med olier for første gang nogensinde. Men nu er den fin igen og jeg satser på, at efteråret ikke bliver helt så vægelsindet. :blink: I øvrigt sover shibaen traditionelt set med mennesket - i det feudale Japan var en del af shibaens "opgave" at sove sammen med menneskene om natten og holde dem varme. I mange hjem i Japan, også i byerne, sover de stadig på gulvet (bl.a. på grund af pladsmangel), og her er hundene også velkomne. Så jeg tænker, at det vel bare er sådan, det er med "min" race... Når de altid har sovet indendørs og med mennesket, må der være en pointe i det, som jeg ikke har intention om at lave om på.

"Kom Taiki, vi skal ud og søge et fedt spor!! ... Taiki?" (Taiki tænker: "Fuck dig mor, jeg bliver her ved ventilatoren, find selv det skide kaninskind." ) Close-up inkl. sovetanden, som altid er fremme når der hviles. (Han havde 2 ører, da jeg tog hjemmefra i morges, men jeg ved ikke hvor det ene er blevet af. Måske derfor, han pludselig ikke kan høre mig? :lol: )

Fordi de i USA har så voldsomt mange internathunde, også mange blandingshvalpe på internat, at han har interesse i, at sige "Vælg en internathund! Selvom det er en blanding!" - hvad han også gør til sidst, da han snakker om at få en hund fra et shelter. I L.A., som i øvrigt er byen i verden med flest dyreværnslove, har de taget konsekvensen af de mange hjemløse hunde og har forbudt al kennelvirksomhed. Det er ikke tilladt at avle på hunde eller sælge fra eget hundeavl, i L.A. kan du KUN købe hund fra shelters. Bare sådan en sjov bonus-info: I USA er de meget liberale når det kommer til folks ejendom, folk må næsten gøre hvad de vil med egen ejendom, uden at staten blander sig. Af samme årsag har langt de fleste stater indført en lov om, at man ikke kan eje kæledyr. Man er deres caretaker og man kan "adoptere" en hund eller kat osv., men du er ikke dens ejer --- dette fordi det ellers var svært at lovgive omkring dyrevelfærd uden at komme på tværs af deres meget skattede constitution.

Jeg vil bare sige, Taiki er helet fint og flot, og bortset fra varmen er alt tilbage til normalt. Han er sig selv i det store hele - bisser mindre over for andre hunde, men ikke noget imponerende eller afgørende - men vigtigst af alt, er han ikke stresset længere over de dejlige damer. Deres tis og duft er stadig interessant og der skal markeres, og er de i løbetid lugter han dem gerne meget bag i (og jeg stopper det, hvis tæven viser ubehag ved det) ..... men "ude af øje, ude af sind", så snart vi går videre, er der intet at mærke på ham. Det betyder også, at vi har kunne give træningen en skalle (efter kl. 21, ellers var det for varmt ) og han trives meget bedre nu! Næste projekt er, at han blev lige vel forkælet under forløbet, han fik mange gæster fra familie og venner som havde spiseligt med til "den lidende patient", så vi er startet på slankefoder og jeg er meget obs omkring, hvad han får i munden. Men det har jeg nu altid været, så det er ikke helt uvant.

Jeg gravede en fiske-delle ned og Taiki gravede den op. Ellers hygger vi mest indendørs hvor der er køligt, da han har body stocking på, grundet nylig kastration. Jeg er ved at lære ham huske-spil, hvor jeg viser ham en figur fra et huske-spil og så skal han næse-dutte den rigtige figur magen til, på gulvet. Han er oppe på, at kunne finde den rigtige figur ud af tre. Så han er lidt klog.

I går var en lorte-dag og jeg troede aldrig, jeg skulle få min "gamle" Taiki tilbage. Men så var aftenturen bare super god, og i dag har også været fin. Det heler MEGET flot, så lige pt. er det hadet til body'en, der fylder mest. Jeg vil dog gerne, at han heler en anelse mere, inden jeg tager den af. Men det bliver en god dag, den dag den kan tages væk. I nat kom han op i sengen og byggede en rede i mit lange hår, det var meget mærkeligt, men også sødt. Så jeg sagde ikke noget til det, selvom han snorkede mig lige ind i øret. :hjerte:

Jeg er meget imod unødig kemi, men har personlig erfaring med, hvad flåter kan gøre ved mennesker og dyr (en venindes far). Derfor får min hund Bayvantic. Første gang fik han kun en meget lille dosis, for at tjekke om han reagerede på det. Nu får han det hver sæson, fra forår til efterår, uden problemer - 1 gang månedlig. Hellere en hund fuld af kemi i live og i trivsel, end en "økologisk" hund som er død eller halvlam.

Taiki blev kastreret ved 9-10 tiden tirsdag morgen. Første hjemme-dosis smertestillende var onsdag 5.30, hvor han tydeligt signalerede at have behov. Det er nu natten til torsdag kl. 2.30 og han var urolig og pjevset, så han fik sin dosis nu. Officielt skal der gå 24 timer imellem, men jeg kan se i indlægssedlen at man i andre tilfælde kan give dobbelt dosis af, hvad han får nu (som er aftalt med dyrlægen), og det er så tæt på tidligere klokkeslæt, at onsdags-dosis efterhånden må være ude af systemet - det er jo også derfor, han bliver urolig = smerter/ubehag. Så jeg tænker, at der ikke er sket nogen skade ved, at han får den lidt tidligt. Meningen med smertestillende er vel, at han netop IKKE skal have ondt. Han er faldet helt til ro og sover nu tungt, men ikke FOR tungt. Så måske kan jeg få lidt søvn nu.

Jo. Jeg nærer intet håb om, at få den på ham igen nogensinde, hvis jeg først tager den af ham - den kom kun på, fordi han var dopet af narkosen stadig. Så jeg åbner den bare og krænger den op så hans numse er bar.

Morgenturen gik okay, 45 minutter hvor han kun et par gange lagde sig ned i protest over body'en. Han valgte selv ruten og dermed tiden. Men tur 2 og 3 var ikke gode, han lagde sig meget ned og jeg måtte hive ham i selen for at tvinge ham til at gå (for at vi kunne komme hjem altså!). Jeg er nervøs for, om smertestillende fra i morges ikke længere rækker, så jeg gav ham en anelse ekstra til aftenen og natten. Jeg har også besluttet kun at gå 20-25 minutter morgentur i morgen hvor smertestillende er ny-givet, og tur 2 og 3 må være på græsset lige ude foran have-døren eller i hunde-indhegningen 5-7 meter væk. Om det så er gener fra operation eller body'en, er det ikke rimeligt for nogen af os, at han bliver slæbt sådan med. Såret ser stadig pænt ud, selvom han i løbet af dagen har sneget sig til at slikke uden på body'en, det var dog ikke gået igennem til såret - om jeg fatter hvornår, min søster og jeg har holdt godt øje. Men det er stadig rent, pænt, ej hævet, ej rødt, ej varmt rundt omkring og han kan lette benet når han tisser. Så han er ikke døende, men har det lidt hårdt stadigvæk. Han bliver forkælet efter kunstens regler, men brokker sig hver gang jeg rører ved body'en, han hader den så meget! Så må jeg lige sige "Nej" med den strenge stemme, for han skal ikke bisse på mig. Men jeg roser ham også meget, og sørger for ikke at pylre ... men forkælet bliver han meget, det må være min ret som hans menneske-mor. Til gengæld er jeg en zombie efter ikke at have sovet særlig meget eller godt to nætter og to dage i træk. Så træt, at jeg gav Taiki min aftensmad og satte mig i sofaen med hans madskål. Taiki var ikke i tvivl om, at fordelingen af maden var helt rettidig, så han gik straks og roligt i gang. Heldigvis var det bare nylavede fiske-deller med lidt kartoffel og citron-sauce, så han bliver højst lidt tyk af det. Jeg havde most en fiskedelle i hans tørfoder, men har sat madfilm over og sat det i køleskab til morgenmad, lækkert så det ud, meeeen.... Tog en ny portion menneske-mad til mig selv. Han er altså stadig ret påvirket vil jeg mene, men det er svært at sige om det kun er operation /smertestillende, eller om det også er body-had. (Nu kickede ekstra smertestillende ind, han sover fredeligt.)

Øv, det er jeg ked af.