Louisen

Han har været besvimet en enkelt gang siden medicin-start, men ellers ingen anfald. Til gengæld er han skiftevis træt og hyper, og han bliver simpelthen så bisset. Ved ikke, om det er fordi han er svimmel eller utilpas. Men jeg kan ikke have ham med nogle steder uden at han konstant er i sele og snor, fordi ellers napper han folk i haserne, og mig, og er ret meget en bølle. Sådan plejer han ikke at være. Jeg synes det er ret hårdt, så jeg ringer til dem straks på tirsdag som aftalt. For lige nu føler jeg mig ret fanget i mit hjem. Jeg skriver godt nok eksamen, men jeg tør jo nærmest ikke tage nogen steder hvis han får et anfald mens jeg er væk, jeg har svært ved at have ham med fordi han bliver så træt/hyper/en røv, og jeg har svært ved at lade andre passe ham, når han er så "svær" og tung at danse med for tiden. Så måske noget andet medicin, tænker jeg... Særligt når han stadig får "mini anfald" i form af besvimelse den ene gang (han var lige vågnet fra lur, og det er typisk dér de kan få et anfald)...

Hjernescanningen viste, at han har noget gammelt arvæv som stammer fra en infektion, han har haft som yngre. MEN det burde ikke være dét, som drillede, så hans diagnose er indtil videre landet på "alm." epilepsi. Jeg husker ikke alle de fancy ord, og orker ikke at finde de papirer, jeg har fået. Dyrlægen nævnte selv, at det medicin han får nu, måske ikke er optimalt på sigt. Så vi skal snakkes ved efter påske, hvor han også skal have målt niveauet af optaget medicin, så der kan justeres på forskellig vis. Han har ikke haft flere krampeanfald indtil videre, medicinen gør ham træt men ikke for voldsomt. Vi spillede da fodbold i regnen i går, og bare vi går stille og roligt, så får vi gået nogle af vores gode, lange ture hvor vi kigger på verden sammen. :hjerte: Den første nat ville han ikke putte med mig, men det er han også begyndt på igen. Så jeg tror, normaliteten så småt er ved at indfinde sig igen. Jeg får nogle feriepenge på et tidspunkt, og hvis sygdom osv. ikke er dumt, så finder jeg et billigt sommerhus eller udlejet hus/lejlighed et sted, så snart det stopper med at sne!! :damn: og så tager vi en hyggelig forlænget weekend, evt. sammen med mormor (min mor), ved en hede, skov eller strand. Ingen computer eller mobiltelefon, bare gode bøger, god mad og hygge. Det har vi fortjent, efter denne omgang.

Det var MRA scanning, ved ikke lige hvor det andet kom fra. :stupid: Eller - kan vi ikke bare kalde det hjernescanning? Nå, det blev gjort i dag. Jeg var oppe kl. 5, fordi vi skulle møde tidligt ind og køre med Falck, som har en times buffer hvor man skal være klar osv. Nu her kl. 19.30 er Taiki stadig påvirket af narkosen, han er generelt lang tid om at komme helt ud af det. Men han tisser og skider, selvom vi kun lige tager en runde på græsset uden for havedøren, og han har både spist og drukket. Inden vi tog hjem derfra, nåede der at komme svar på rygmarvsvæske-prøven (eller hvad det nu er) - der er IKKE nogen infektioner at spore, så det er jo dejligt nok. Han er startet på Phenoleptil fordi dyrlægen vurderede, at han havde haft så hyppige og relativt alvorlige anfald inden for kort tid, at han skulle starte op på noget kraftigt medicin som virkelig ville lægge låg på anfaldene NU - om en måneds tid eller tre, hvis der ikke har været flere, kan vi overveje et andet og mindre "tungt" præparat. Men det var blevet så kritisk, at hun vurderede, at der IKKE kunne tages chancer med et "mildere" præparat, der godt nok har færre bivirkninger, men måske heller ikke er lige så tungt skyts. Hun sagde, at fik man ikke bremset det NU, kunne det ende meget uheldigt - ligesom det, Siri skrev tidligere. Og når man snakker med senior-neurolog dyrlæge professoren fra Landbohøjskolen (ok, ved ikke om hun har dén titel per se, men både senior, neurolog, dyrlæge og professor indgår), så gør man lidt hvad der bliver sagt. Jeg har kun fået 3 timers søvn i nat og Taiki er ikke typen, der lider i stilhed, så hans "tømmermænd" lige nu, brokkes der lidt over. Men der er netop just blevet stille, så jeg tror måske jeg skal se om jeg kan tiltuske mig en lille lur. 10.800,- endte regningen på ... Jeg elsker, ELSKER den forsikring, altså. :hjerte:

Min ærlige mening: Din hund har haft et godt liv sammen med dig, men han bliver påvirket af, at du stresser og jager, og er meget væk hjemmefra, for at være hos din familie. Gigt er især slemt når det er koldt. Så det, jeg ville gøre, var at give ham en sidste varm og dejlig sommer, forhåbentlig et langt lunt efterår, og når kulden så kom snigende og begyndte at få leddene til at værke, ville jeg sige farvel og tak for nu. Så kan du også lige gøre lidt ekstra ud af sommeren og de varme tider, når du ved, at det bliver hans sidste. Så han får den sidste dosis kærlighed med sig, uden at det bliver trukket i langdrag og du stresser, er træls osv. over situationen. Og uanset race, skulle han i den alder ikke omplaceres.

Flere anfald - Landbohøjskolen i dag. I aften første pille mod kramper - Phenoleptil. Kraftige sager, men nu gør vi noget fedt. På mandag ICR scanning og rygmarvsvæskeprøve - inkl. rum til opvågning hvor jeg kan være sammen med Taiki, så han på intet tidspunkt er vågen, uden at jeg også er der. Søde mennesker. Jeg er glad for, at han er sygeforsikret.

I dag, tirsdag, ringede dyrlægen og sagde, at blodprøverne var meget fine - der var intet at se. Han mangler derfor hverken vitaminer eller har nogen infektioner af en art. Næste skridt er så, at jeg skal observere ham den næste måneds tid, for at vurdere hyppigheden af eventuelle anfald samt føre logbog over, hvad der sker før/efter anfaldene - aktivitet, træning, søvn osv. Selvfølgelig hvis anfaldene går helt amok, skal jeg kontakte dyrlægen inden der er gået en måned. Når måneden er gået, foretager hun en vurdering om der bør gås videre med det. Hvis hun vurderer dette, skal Taiki hjernescannes på Landbohøjskolen for en grundigere udredning. Det vil koste i omegnen af 6000 kroner, men selvrisikoen er allerede betalt for dette behandlingsforløb (da der blev taget blodprøver), så jeg skal kun selv betale 20% af prisen, dvs. omkring 1200 kroner. Forsikringen dækker resten. Det har jeg ingen problemer med at betale fra min opsparing, jeg kan endda sagtens selv lægge de 6000 kroner ud. Så det er sgu egentlig fint nok - når det nu endelig skal være (måske). Så jeg er fuldt ud indstillet på, at bliver der et behov for ovenstående, så er det dét, der kommer til at ske. Har han epilepsi har mange hunde god virkning af medicin, og lever indtil de dør af alderdom eller andre ting. Så længe det ikke går ud over hans livskvalitet, kaster jeg penge efter alle behandlingsmuligheder. Også selvom det måske betyder, at jeg ikke læser videre på en kandidat efter sommerferien, men må tage et sabbatår som alm. pædagog for at betale evt. gæld af. Du og jeg, Taiki - du og jeg. Mors vov.

Taiki havde også anfald søndag. Vi var til træning, men jeg pressede ham ikke, vi var der bare lidt og lavede lidt øvelser, men intet vildt. Pludselig bliver han ligesom svimmel og begynder at trække til den ene side, som om han ikke kan gå lige. Vi takker af og går mod toget, men undervejs lægger han sig ned. Så jeg bærer ham - han er tung, men jeg er heldigvis både stærk og stædig. Da vi er halvejs mod toget bliver han pludselig meget stiv i det og helt fjern i blikket, så jeg sætter ham forsigtigt ned og han ligger bare fjern på siden i max 30 sekunder. Da han vågner er han meget forvirret, og jeg er desværre lidt dum i det og vil rette hans sele som har drejet sig - så han hapser ud efter mig, og ikke bare et lille snap, men et rigtigt bid. Han får dog kun fat i min tykke jakke. Hvor dum kan jeg være?! Jeg ved jo godt, at man bare skal give plads. Men det er som om, at han så pludselig "vågner op" og er meget ulykkelig, og vil sidde på mit skød. Så jeg sætter mig bare i skrædderstilling og lader ham kravle op, og så sidder vi sådan i en 20 minutters tid, mens han slikker min hånd og jeg aer ham, og fortæller ham at han er min bøllemis. Mors vov. Da alle er glade igen, går vi til toget og tager hjem. Taiki er MEGET træt, men går selv mellem togskiftene - dog bærer jeg ham fra endestationen og hjem. Han sover som en sten og er meget træt resten af dagen. Dyrlægen mente bestemt, det lød som epilepsi ud fra mine beskrivelser. Taiki blev bedøvet og fik taget blodprøve, som der er svar på i morgen (jeg er meget overrasket over, hvor hurtigt det går!). Han fik også lige en pedicure, nu han alligevel var gået i brædderne. Da vi kom hjem var han ikke så pjevs som han plejer, jeg tror at han kan huske fra tidligere (kastration + negleklip) at "bøven" går over. Så han slikkede lidt tun m. A38 som jeg havde smurt ud på et fladt fad (større klumper gjorde ham kvalm) .. han havde ikke fået morgenmad .. og lagde sig så til at sove. Vi gik en MEGET kort aftentur for lidt siden, og går endnu en tur lidt senere. I hans tempo, hvor han end gerne vil hen. Hvis blodprøvesvarene ikke gør os klogere, skal vi til Landbohøjskolen for at få hjernescannet ham. Jeg er MEGET lykkelig for min sundhedsforsikring lige nu. Og jeg elsker min bammis, derfor er jeg klippefast i min tro på, at det nok skal blive godt alt sammen, uanset hvad det viser sig at handle om!

Nej, de er ikke kendt for at have den slags og hans linjer er desuden sygdomsfri. Hvis man havde opdaget tumoren tidligere, havde man da kunne gøre noget? Tvivler dog /satser på, at han IKKE har en tumor.

Jeg har da haft mig en tudetur efterfølgende - jeg er jo ikke bygget af sten. Men jeg har oplevet det før, da jeg arbejdede med sygepleje (dog med mennesker). Og Taiki havde brug for, at jeg var stærk og rolig - så derfor var jeg stærk og rolig. Det er så bagefter, at tårerne kommer, når jeg lettet kan konstatere, at han er ok (og ikke længere har brug for, at jeg er stærk). Jeg er lidt nervøs, for han er også begyndt at lave nogle gentagende handlinger, som jeg har undret mig over i noget tid - men tænkt, det var påbegyndende dårlige vaner /fikse idéer som han har fået før, så det skulle jeg jo bare sætte ind over for med det samme, og tage i opløbet. Men noget var lidt ved siden af, ikke som det plejer.. og jeg har nu læst på nettet, at det også kan være tegn på et epilepsi-anfald eller noget. Alt det tager jeg med lægen på mandag og jeg satser hårdt på, at der bare er tale om, at han eks. mangler kalk eller sådan, så det nemt kan fikses (også læst på nettet, at det kan være sådanne "små ting", der er årsagen).

Ja, min Taiki som ellers ikke fejler noget (fysisk) fik et krampeanfald i går morges. Vi var ude på tur, han kollapsede pludselig og blev helt stiv i kroppen, mens han lavede små spjæt. Jeg genkendte det fra når mennesker får anfald, så jeg tog tid på anfaldet og forholdt mig bare roligt imens ved siden af ham. Det var gået over efter 2 minutters tid. Har en tid til dyrlæge på mandag, hvor de vil tage blodprøver, da krampeanfald kan skyldes alt mulig forskelligt. Taiki var omtumlet bagefter og aggressiv, han kunne ikke rigtig genkende mig og snerrede. Men han huskede selv vejen hjem, så jeg lod ham bare tulle hjemad selv og efter 10 minutters tid kom han selv hen og duttede mig, og var normal igen - men træt. Øv.

PS. Min veninde har skrevet til Fairdog, måske de ved noget. Men jeg ville høre, om I kan opklare sagen.

Hej alle, min veninde har en hund, der tidligere har snappet efter andre hunde. De er nu i adfærdsbehandling og det går fremad. Men vi kom til at snakke om, hvordan det foregår ved skambidning. Altså, hvad er arbejdsgangen? Vi er nemlig begge enige om, at hvis vores hunde blev dømte til aflivning grundet skambidning, så ville vi selv sørge for aflivning fremfor at de blev hentet af politiet og skulle rådne op på et internat uden os. Men hvis den anden hundeejer ikke selv fortæller, at vedkommende har anmeldt, får man det så at vide og hvordan får man afgørelsen at vide? Risikerer man at politiet bare dukker op og tager hunden med en dag? Og hvad hvis man siger "Så ordner vi det selv, via vores dyrlæge, med det samme". Det er meget lidt rart at tænke på, men det ligger min veninde meget på sinde og jeg ved intet på området.

.

Billedet stammer fra en reklame for et firma, der producerer tøjdyr, der er replika af ens eget kæledyr. Så det er en hund, der ligger med en bamse, der ligner hunden selv. Tak for svar ang. race. Jeg aner ikke, hvad jeg synes om den, udover at den er sej fordi den er en ewok!

Set på internettet. Udover at det tydeligvis er en ewok fra Star Wars, hvad hedder denne race så?

Enig med de andre. Gå gerne flere lange ture med hundene, hvor de har snor på og hvor hanhunden går bagved hunhunden, så han kan lugte til hendes tis og blive vant til hende. Min egen sure hanhund, kan lære tæver at kende på denne metode og efter et par lange gå-ture sammen, er han nysgerrig og positiv anlagt. Det hjælper meget. Når de endelig hilser på hinanden, har jeg stor held med, at de gør det efter en af gå-turene, gennem et trådhegn. Dels er det en ekstra sikkerheds foranstaltning. Dels slapper menneskene mere af, når de ikke frygter noget grundet hegnets sikkerhed, og det smitter af på hundene. Lad dem hilse på hinanden gennem hegnet et par gange, inden de mødes rigtigt. Også selvom hegn-mødet går godt. Hellere små skridt der alle er med succes, end at blive overmodig og presse hanhunden for meget. Og så husk, ingen godbidder eller legetøj når de mødes. Helst heller ingen grene eller andet, de kan blive uvenner over. Start med at lade dem hilse og lege i kort tid, og så længere intervaller. Så det ikke pludselig er for meget for hanhunden, og han så siger fra. Væn ham til hende stille og roligt - I har vel tid nok.

Selvstændighed i kombination med mod og egenrådighed. Det er en del spidshunde, som shiba, basenji, finsk lapphund osv. I sådan en kombination, og selvf. med rette træning, er det "no biggie" for hunden at være alene. Det vigtige er, at lære den gode rutiner og imødekomme dens behov, så den ikke gør det selv. Eks. skal min shiba have adgang til min seng, eller en sove-tshirt eller en brugt sok... Bare et eller andet, der dufter kraftigt af mig. Ellers går han i skoene eller andet, der lugter kraftigt (han fikser selv sit problem - smart nok. Men ikke ønskværdigt i denne situation for mig som ejer ). Jeg har aldrig trænet det særligt med min Taiki. Min opdrætter skrev efter nogle dage, da jeg havde fået ham hjem, at nu skulle jeg se at gå fra ham bare lige i 5 minutter, så det gjorde jeg bare. Dagen efter 10, og dagen efter 20. Så var det halve timer, snart hele. Den største begrænsning var hans lille blære, og så det at han på et tidspunkt fik blærebetændelse fordi han var vinterhvalp og have bar maveskind i sneen. Det var ikke noget, jeg rigtig trænede og han har aldrig været angst ved at være alene. Som nævnt, det eneste problem har været hans behov for mor-lugt, og det problem kunne enten han selv eller jeg løse.

Jeg hører meget, at shibaer generelt ikke har alene-hjemme problemer, så længe de stimuleres i ben og hoved, og man selvfølgelig gør sit forarbejde godt (altså den spæde tilvænning). Det gælder jo mange racer, men jeg kender ikke rigtig nogen med shiba, der har problemer med det. Den ene jeg har kendt til, der gav jeg vedkommende et råd, og bum, så var det fikset. Nogle af de første ting jeg lærte om shibaen var da også, at de har nemt ved at lære både renlighed og alene-hjemme. (Og lige en disclaimer, der nok ikke behøves her... men det betyder jo ikke, at det ikke er sociale hunde, så man kan ikke bare lade dem være alene hele tiden selvf.)

Ja, med Taiki og andre hunde. Han er nu 3 år og 3 måneder, og kastreret (ej kemisk). Han er stadig en sur bølle på fremmede hunde, så dem går vi bare væk fra. Løse hunde, jeg er blevet god til at råbe af dem og/eller deres ejer, og træde i karakter. Taiki reagerer stadigvæk, med at skælde lidt ud, men det er markant mindre. For tiden mistænker jeg, at kulden gør ham mere edgy. Hunde han lærer at kende gradvist, kan han godt lege og hygge sig med. Men det er ikke meget, han rigtig gider dem og det er meget periodevis. Jeg tror ikke, at han kan rykke sig særlig meget herfra. Det er kun små forbedringer, jeg oplever nu, selvom min indsats er den samme og jeg gør MEGET. Men vi slapper begge meget af, for jeg har indset, at det går nok. Det er godt nok. Jeg vil ikke presse på, men jeg stopper heller ikke min træning. Han har godt af, at der bliver stillet nogle krav til ham, udover almindelig træning. Men han rykker sig ikke rigtig videre fra der, vi er landet nu - presser jeg mere på, er det for meget, så jeg træner som vi plejer, helt til hans tolerancetærskel, dvs. hvad han lige akkurat magter - and that's it. Og hvis han så vil være et surt løg, der primært "nøjes" med menneskelig kontakt og kun hunde-kontakt sporadisk, når han lige har en god dag og vi møder en hund, han kender /jeg arrangerer legedate... Jamen, så må han da selv om det!! Jeg forestiller mig, at blev behovet stort nok, ville han drosle ned på sin surhed... Hvad han jo også gør en sjælden gang imellem, og så imødekommer jeg det. Vi går til almindelig træning stadigvæk, var til hund-til-hund i november/december 2014, så det er vel bare sådan, han lige blev som hund. Ikke det, jeg havde drømt om da jeg fik ham, men jeg elsker ham herfra og til skyerne, så hvad fanden. Jeg er også så pisse sær selv, så vi er et smukt par, ham og jeg.

Helt enig og godt sagt. Det må man huske... Det kan lyde hårdt. Jeg er selv flyttet fra KBH til Midtsjælland, og måtte skifte studiested, af hensyn til min hund (da eks'en og jeg gik fra hinanden... dog ikke pga. hunden). Min nuv. kæreste fik valget mellem at være den der pendlede meget mellem sig selv og mit hjem, for at vi kunne ses - eller at vi bare ikke ville ses særlig ofte. Da jeg ikke ønsker, at min hund skal være mere pendler-hund end han i forvejen er som skilsmisse-vov med samvær med eks'en. Da vi mødte hinanden, vidste min nuv. kæreste ikke, om han var allergisk. Han fik at vide, at jeg ville blive ked af det, hvis han var - for jeg syntes jo, at han var sød. Underforstået: Det er ikke hunden, der ryger i svinget, men dig. Vi flytter sammen til sommer. En del af dét, bliver også ud fra mine præmisser, ift. hvad jeg vurderer er bedst for min hund. Men det skal tilføjes, at min hund giver mig ufatteligt meget overskud og styrke og godt humør. Han er nærmest en terapi-hund, og derfor kan vi ikke skilles ad. Jeg SKAL have hund - ham eller en anden. Der SKAL være poter i mit hjem. Det er fair, at det ikke er sådan for jer. Tydeligvis. Og så er der grænser for hvad man kan give, og det er bedre at indse det og handle på det, fremfor en hund der mistrives.

Jeg synes ikke, I har sagt jer grundigt nok ind i, hvad det vil sige at få en hund. Man skal jo kunne magte hunden de næste mange, mange år - i jeres tilfælde op til de næste 10 - og det virker det ikke som om, at I helt har forholdt jer til. Samtidig er hunden en refleksion af sin ejers indsats, med visse undtagelser. Det vil sige, at det er ikke hunden der er noget galt med, men de vilkår, som I tilbyder hunden. Det er ikke svært at gøre noget ved - man kan læse nogle bøger, som kan lånes på biblioteket og man kan alliere sig med en hundetræner /adfærdsbehandler. Men blot det, at gøre meget simple ting for at bedre hundes vilkår og dermed opførsel, mener du er "hårdt arbejde" eller "meget". Det er en helt normal ting i det, at have hund - har hunden ikke den ene udfordring, har den nok en anden. Det er man ikke altid selv herre over - jeg har f.eks. selv brugt 2 år på at forsøge at rette op på en anden hundeejers fuck-up, da vedkommendes løse hund overfaldt min egen, hvilket gjorde ham aggressiv og angst over for andre hunde. Shit happens og det må man deale med. Hvis I vælger at omplacere - og det er helt fair - så må I også lære af denne erfaring og undlade at anskaffe jer en hund igen i fremtiden. I får hverken mere energi eller overskud, den dag der også kommer børn ind i billedet, og I ender jo nok også begge to i fuldtidsstillinger (det er svært at finde andet som akademiker, hvis man da ikke ender som arbejdsløs). Jeg ser ikke, at I kan give denne her hund det liv, den har behov for. Så lær af det og kom videre i teksten.

Taiki var bissen og den madglade. Han har altid været en bulderbasse, en brumbas' og en lille, tyk én. :hjerte:

HundTotal der også gælder i Europa, med figuranttræningsdækning og livsforsikring. Mit tykke dyr har aldrig forladt Sjælland, hans træning begrænser sig til "bøllehundeholdet" og hund-til-hund, og jeg regner med at han bliver 100 år. Men de penge der udgør forskellen på HundTotal og den alm. sundheds- og ansvarsforsikring, er ikke dét som gør den store forskel og med denne forsikring, er han dækket totalt ind. Inkl. Falck-kørsel og tilskud til medicin!

Dyrlægen mente ikke det var noget, men den er fjernet og bliver tjekket for en sikkerheds skyld. Så får man da lidt af de 2500 kroner i sundhedsforsikring igen, som jeg lige har betalt - brugte den kun én gang sidste år, hvor jeg fik 100 kroner tilbage efter noget sårpleje.

Jeg er også førstegangsejer, men på 3. år, så er ved at vænne mig lidt til det hele. Jeg har dette ene råd over alle andre: Don't panic -- tro mig, du får brug for dette råd. :blink: