Ascha

Hun lyder til at have været en dejlig hund. Jeg føler med dig,... det er aldrig let at skulle sige farvel. Ikke engang selvom man ved at det er det mest nådige. R.I.P. lille smukke Molly.

Jeg vil lige indskyde at jeg ingen have har og er nødsaget til at træne i hundeskov.

Nej, det giver ingen mening,.. hvorfor jeg heller ikke har taget metoden i brug.

Jeg brugte denne her: indkald uden forstyrrelse, indkald med gradvis større forstyrrelse og ved synet af kat, træde på linen og forhindre hunden i at løbe efter. Jeg kan altså ikke fjernstyre hverken katte eller rådyr.

Ikke at gå løs med ham overhovedet. Jeg havde en plastiksnor bundet til hans sele som jeg kunne træde på. Var det ikke det du talte om?.

Hvornår slipper du så løs, hvis hunden endnu ikke er nået til at forholde sig til et indkald hvis forstyrrelsen f.eks. hedder kat?. Men da kun hvis ejeren kalder. Om min hund ikke kan kaldes ind fordi den leger eller fordi den løber efter en kat er for mig et fedt (med fare for at dreje tråden til etik blandt hundeejere). Når man gradvis øger kravene til hunden drejer det sig om at holde sin kæft hvis man ved at det ikke leder nogen vegne, og ærlig talt kan man jo ikke forudse alt. Hmm, jeg bliver lidt i tvivl om du har læst mit indlæg.

Det er klart at det bliver mere vanskelligt med en hel flok, har du prøvet at have dem løse et par ad gangen?.

Den metode har jeg ikke temperament til. Jeg har kun hørt om den herinde og aldrig set den praktiseret ude i den virkelige verden. Heromkring vil man hurtigt blive et irritationsmoment, det ved jeg fra dengang jeg afprøvede det med Thailo i en måned.

Jeg træner indkald ved at vente til jeg er rimelig sikker på at tossen faktisk også kommer når jeg kalder. Normalt kalder jeg "kom" eller fløjter og resultatet er det samme. Er jeg lidt mere ligeglad, eller stoler jeg ikke på min mission, lyder jeg som det bliver vist senere. Og det forstår hun sjovt nok godt. Jeg synes vi står lidt i stampe og søger derfor nogle råd/ idéer til hvordan jeg kommer videre. For at gøre det mere forståeligt hvor i træningen vi befinder os, har jeg sat nogle videoer ind (jeg undskylder for kvaliteten, men håber folk kan få et indtryk alligevel) af forskellige udfordringer som jeg synes hun mestrer med næsten 100 % sikkerhed. Indkald hvor hun har indset at de hunde hun er i nærheden af ikke gider hende eller hvor hun ikke er motiveret for at tage kontakt (de hunde på videoen havde vi lige mødt og de hilste bare = ikke spændende). Situationer hvor hun er optaget af en duft eller et hul, først på kort afstand (videoen er fra marts sidste år). Og i går, med mere afstand på, nu hvor hun er blevet ældre. Her er f.eks. en, også fra marts, hvor hun løber væk (for mig der kender hende, helt sikkert fordi hun har opdaget noget af interesse, men alligevel ikke vildt spændende). Nu kommer vi så til mine problemer. Jeg synes det er blevet helt vildt svært at forudse, hvornår hun kan kaldes på og hvornår det er bedst at lade være, nu hvor der er kommet mere afstand på og hvor det forstyrrende jo skal øges. I dag kan jeg kalde, hvor hun har betydelig mere fart på (for mig at se hvor hun jagter smådyr, men jeg ved det reelt ikke) og så kikser det alligevel sommetider. Hvordan søren sikrer man sig i den situation, når man ikke kan lugte hvad der abstraherer?. Synes ikke der er forskel i Shandies intensitet, om jeg lykkes eller fejler. Hvordan kommer i andre udenom de situationer. Smutter hun efter hjort, kat eller hare kalder jeg slet ikke, men hopper rundt som fransk klovn (dér er jeg ihverfald sikker på at vi ikke er nået til endnu) og så afbryder hun efter et stykke tid. Synes hun er ret stabil ved ting hun generelt er godt opslugt af, der hvor det halter er hvis hun har fundet en kattelort der skal spises eller et kadaver hun lige SKAL rulle sig i. Jeg ved at jeg kan træne mit nej (som bare ikke er stærkt nok i de situationer endnu), men det viser jo at indkaldet heller ikke er det. Det er som om jeg mangler et trin imellem at være opslugt af at grave efter mus kontra at rulle sig i en død. Også når hun leger er jeg usikker på om jeg skal forsøge at kalde,.. indtil videre har jeg ventet til hun enten er kommet langt fra mig eller har kigget efter mig,. men der skal jeg jo også gerne videre. Jeg tror det er dér jeg skal tage fat, men er lidt tøset og trækker den som regel for længe inden jeg kalder, og føler egentlig at jeg hellere vil tage fat i noget andet. Og pludselig kan der så opstå en situation, godt nok også fra marts, men hvor der umiddelbart ikke er nogen grund til at hun skal vælge mig fra. Okay, jeg er godt klar over at jeg ikke lyder så alvorlig, men alligevel. Der er jo intet der har fanget hendes interesse. Har ikke et bedre beskrivende eksempel. Nogle der sidder inde med nogle fif eller idéer, for jeg tror jeg er for tæt på billedet til at se det klart.

Og så fortæl sandheden dagen efter og at det vil gentage sig hvis personen ikke kan overholde dine ønsker. Tag hunden som gidsel,.. det plejer at hjælpe på min foderautomat.

Jeg tror altså at Kristine er gået på pension.

Spurgte du om hvor langt man ville gå inden man aflivede pga. sygdom?. Men du finder det nødvendigt at irettesætte mig for at gå OT fordi jeg skriver at folk kaster skylden på en defekt hund, så de ikke selv behøver at se deres eget ansvar i situationen,.. ja, jeg tror den er gal igen. Never mind, jeg skal nok holde mig fra dine tråde i fremtiden. Der er sgu for mange underlige retningslinjer for mig. Og så kan vi jo altid sammen gå OT i andres (lige i øjeblikket tror jeg faktisk ikke Umulia får ret mange brugbare indlæg i hendes tråd om strinten indendørs).

Hmm, det syntes jeg også jeg gjorde men fik så følgende næse fordi du ikke hænger dig i mere end en enkelt sætning: Engang med tiden vil jeg altså gerne have din version af hvad OT er, for jeg synes godt nok det er en lidt svær balancegang.

Det spørgsmål du stiller kan ingen da svare på, for det afhænger jo af situationen. Hundeproblemer opstår jo af samspillet mellem hund, ejer og miljø, så det kan man da ikke generalisere omkring. Og jeg synes ikke jeg afleder noget. Det er da nok så væsentligt for den måde man ser på problemerne, om man er klar over at man selv har skabt dem eller om man luller sig i søvn af, at man har købt et defekt produkt. Jeg mener så at folk som regel vælger den sidste løsning og derved fraskriver sig ansvaret= at de generelt ikke tager deres egen andel af problemet alvorligt nok. Jeg skrev at den holdning du beskrev provokerede mig. Jeg kunne godt læse det var de ramte familiernes tanker/ situation du beskrev, men fik det måske ikke formuleret synligt nok.

Jeg ser ikke neutralisering som at kaste håndklædet i ringen fordi man ikke magter at håndtere problemer. Jeg har haft 3 hunde og alle er blevet neutraliserede af hensyn til deres omgivelser. Jeg har dog valgt tæve for fremtiden, fordi det indvirker meget mindre på dem socialt, at blive neutraliseret, end på hanhunde. Faktisk har jeg ikke mærket nogen forskel overhovedet på mine tæver. Når man bor i byen støder man hele tiden ind i sexfikserede hanhunde eller løbetidstæver. Man kan så vælge at kaste enorme mængder af ressourcer ind for at gøre tilværelsen rimelig for sin hund, men man kan ikke styre andre mennesker og der falder den fuldstændig for mig (kors hvor er der mange kvajrøve der ikke tænker på andet end deres egen hund). Jeg har taget valget at jeg hellere vil arbejde med min hund, med ting vi begge synes vi får noget positivt ud af og tænker hver gang jeg møder en hanhundeejer hvor håret stritter af frustration (og løbeturen efter kræet): at du gider. Ofte er disse ejere ikke i særlig godt humør og alle de konflikter de har med hunden synes jeg er unødvendige, når man tænker på det forholdsvis lille indgreb det trods alt er at neutralisere. Boede jeg på landet ville jeg nok tænke anderledes, men det gør jeg altså ikke.

Jeg bliver en lille smule provokeret af den holdning du beskriver. Hunde har som regel ikke fejl fra start af. Det er deres ejere der får købt en hund de ikke burde, eller får ødelagt den ved at behandle den forkert og så kan jeg brække mig over at det kommer til at lyde som om det er hunden der er noget galt med. Det er det jo som regel ikke. Jeg har selv haft en hund der ikke passede til mig, så jeg ved godt hvor hårdt det er, men at tilskrive hunden at den fejler noget eller at der er noget galt med den,.. det synes jeg er at komme for let omkring tingene. Når man vælger at få en bofælle vil der altid være et element af spil i lotteriet og er man ikke villig til at tage konsekvensen af at trække en mindre gunstig gevinst, så skal man helt undlade at spille. Personligt synes jeg det er alt, alt for let at anskaffe sig kæledyr i DK.

Du synes ikke de historier jeg har fortalt dækker: at være sket i virkeligheden?. Men hvorfor diskuterer du "uden grund"?. Det har jeg aldrig diskuteret ud fra. Jeg har netop sagt at problemet kan være at en stor hund reagerer på noget den opfatter som en trussel fra en lille hund. Jeg forstår det vist ikke helt. Er det fordi I mener at en hund ikke kan finde på at tænde af fordi den ikke selv starter en slåskamp eller er det, at I mener at store hunde bør have en opfattelse af hvor store de er eller hvad er det?. Shii, du har forståelse for at en stor hund kan komme til at skade en lille hund voldsomt i leg, men hvis den føler sig angrebet,... så skal den lige pludselig vide/ forholde sig til hvor meget større den er i forhold til den lille?. Generelt (hvilket ikke er en bemærkning til nogen specielt), hunde der slås sigter efter nakke og forsøger at trykke ned. At ruske er ikke ualmindeligt, men nogle forlanger åbenbart at store hunde skal slås anderledes fordi de er store,.. eller jeg ved ikke hvad folk forestiller sig. At hunde ikke kan tænde sådan hvis de bliver truet, men skal have en mental brist for at gøre det?. Her er lige et par klip hvor man ser hunde der er blevet uenige og jeg kan sagtens forestille mig en lille hund blive alvorligt skadet, bare under indledningen af sådan en tumult. Og en rigtig grim en, ikke for sarte sjæle, men sådan ser det altså ud når det er alvor. https://www.youtube.com/watch?v=XYVIRrEGkS8

Tjah, det lyder jo ret fornuftigt. Jeg fornemmer at I bor i lejlighed, men ellers kunne du prøve at samle alle aktiviteterne til et tidspunkt på dagen. På den måde sætter man ikke gang i hans stresshormoner hele tiden, med fare for at "bygge ovenpå" hvis han ikke er faldet helt ned fra sidst. Det var et råd fra Ninjamor, jeg fulgte med min sidste hund der var kanon stresset,.. og det havde klart en positiv effekt.

Det kunne være interessant at høre om folks hunde kom på tur flere gange daglig eller f.eks. bare en enkelt og ellers gik i haven. Hvis jeg f.eks. er ude på en lang tur kl. 12.00 og igen kl. 16.00 kommer hun ikke mere ud, men må gå i haven (ikke ret stor, men kan bruges som toilet til nød). Så skider hun kun de par gange hun plejer på første tur og holder sig ellers til næste dag.

Jeg mener produktionen af testosteron stopper når man fjerner testiklerne, men den mængde der allerede er i kroppen skal "brændes af". Det tager så vidt jeg ved kun et par uger. Min hanhund var 7 år da han blev kastreret. Jeg tror han holdt op med at brumme overfor andre hanhunde (det kunne han godt finde på når Ascha var med) men hun døde et par måneder efter, så det er vanskelligt at afgøre hvad præcis der fik det til at forsvinde. Men det var det eneste jeg oplevede af forandringer der ikke havde med løbetidstæver at gøre (stress). Han blev aldrig så tyk at han mistede taljen (selvom der nok kom et ekstra kilo eller 1½ på, da han blev gammel) og fik ingen pelsforandringer før han blev 11-12 år,.. så begyndte pelsen at blive mere tæt og lidt krøllet. Det tilskriver jeg dog alderen. Ascha fik også en voldsom pels efter hun var blevet 10-11 år og hun blev kastreret som 4-årig. Hunde ændrer sig vel med tiden, både fysisk og psykisk, om de er neutraliserede eller ej og jeg ved ikke lige hvordan man skulle kunne afgøre om det skyldes tiden der går eller operation.

Hvad laver han på en normal dag?. Hvornår blev han kastreret og hvornår begyndte den slikken på benene?.

Det jeg synes kan være et problem er hvis en stor hund føler at den bliver nødt til at forsvare sig overfor en lille hund. Da vil dens forsvarsangreb jo være med vilje og ikke noget uheld. Det er ret almindeligt at hunde tager fat i nakken på andre hunde under en slåskamp og er den ene så markant større end den anden, kan en brækket nakke vel godt blive resultatet. Eller hvis den store hund kaster sig ned over en mindre og rammer uheldigt. Måske kunne man give hunden der står til aflivning en mundkurv på og lade den møde andre hunde der minder om den afdøde hund mht. opførsel, køn, alder osv.. En sagkyndig kunne så bedømme hundens reaktion. Men nej, det er da ikke helt nemt at finde formuleringer der er skudsikre.

Nå, jeg troede vi snakkede om den sidste defintion. At en hund får slået en anden hund ihjel uden at de sår den pådrager offeret kan komme ind under de andre definitioner. Og så er det vel underordnet om det er med vilje eller ej.

Dine hunde er vant til at lege med små hunde men tro mig, ejere af småhunde har sommetider tendens til at tro at deres hunde er nogle farlige karle der nok skal sige fra. Nui, har vi nok lige prøvet det mange gange. At skulle forklare at deres lille hund ikke vil få et ben til jorden og at de nok hellere må tage den og gå videre alt imens man står og kæmper med at holde sin store hvalp, der selvfølgelig er helt med på invitationen til leg. Jeg husker en situation fra sidste år hvor en lille pels-over-det-hele-hund kom hoppende, gøende hen mod Shandie. Inden jeg nåede derover nåede hunden helt hen og hakkede ud efter (ved ikke om han ramte) min rædselsslagne unghund, der så bestemte sig for at angribe ham. Med et brøl kastede hun sig ned over ham og jeg tænker at hendes 22 kg godt kunne have brækket ryggen på den lille hund, hvis hun havde ramt ham uheldigt. Jeg tror nu ikke hun satte tænderne i ham, men hun var jo heller ikke andet end en stor hvalp og desuden en retriever. Mange racer har altså betydelig mere tænding og tager fat, uden at jeg mener det kan opfattes unaturligt eller forkert. Et bid i en situation som jeg nævner ovenover, anser jeg det ikke for at være et skambid. En hund der presses til at forsvare sig er sgu ligeglad med hvor højt den angribende hund skriger. For den, drejer det sig om at komme ud af situationen og så skal den jo lige kunne nå at opfatte at dens forsvarsangreb virker.

Ingen anelse, men husker en irsk terrier jeg passede som barn. Han vejede vel 12-13 kg og ruskede en papillon ihjel uden nævneværdig anstrengelse og i løbet af ganske få sekunder. En større hund var der sikkert ikke sket noget ved, for den lille hund havde kun fået overfladiske sår,... men altså en brækket ryg.