Umulia

1000 tak for jeres svar! Det er godt at høre at nogle hunde kan nøjes med få anfald. Jeg håber at alle vores hunde forbliver anfaldsfri!

Det måtte jeg lige google. Udfra denne beskrivelse: http://www.epilepsiforeningen.dk/epilepsi/epilepsianfald/fokale-anfald/ har jeg selv haft et fokalt epileptisk anfald flere gange: Det sidste hedder "jamais vu" og det oplevede jeg to gange kort efter hinanden for 6 - 7 år siden. Det er den mærkeligste fornemmelse i verden! Dommen fra lægerne var at det var stress-relateret, hvilket det også sagtens kunne være på det tidspunkt.

Jeg har samme indtryk som CrazyDogLady - synes altid vi har fået at vide at man har 20 minutter til at komme til dyrlægen, ellers er der fare for nekrotisk væv i mavesækken, og så står hunden ikke til at redde.

Jeg tror ikke det kan være det. Han har spist siden, og haft det obligatoriske aftenflip. Han har det fint nu.

Det er lige gået op for mig at jeg ikke tør at tage på arbejde mere... Tænk hvis det var sket medens jeg ikke var hjemme, så ville han jo dø hvis han ikke kunne få vejret!

Bivirkning er ordet du leder efter Tværtimod, han var super glad og oplagt til leg

En i min familie har grand mal anfald som er meget voldsomme. Engang imellem har hun også absencer. Det er mine erfaringer med epilepsi. Godt at blive mindet om at det ikke altid er sådan, og godt at du ikke er så hårdt ramt - selv om det selvfølgelig ikke kan være rart. Jeg har aldrig selv set et epileptisk anfald hos en hund.

Tak for svar! Kvælning var også min første tanke. Med henblik på at Oluf har en forkærlighed for pap, og gerne snupper en toiletpapirsrulle hvis han kan komme til det. Alternativt at hans luftveje simpelthen er kollapset medens han lå og sov - han er jo Bulldog, selv om han er en relativt sund én af slagsen. Dyrlægen spurgte om jeg nogensinde har set et epileptisk anfalg, og det har jeg - og jeg synes egentlig ikke det lignede. Der var ingen spjætten med benene, fråde om munden eller rullende øjne. Mavedrejning havde jeg ikke overvejet. Det håber jeg godt nok ikke, for vi ville ikke have en chance for at komme til dyrlægen i tide.

Og jeg har selvfølgelig haft fat i dyrlægen, men derfor vil jeg alligevel gerne høre H-Fs mening. Det startede med at jeg hørte en underlig lyd ude fra gangen. En slags trippen på gulvet, som lød helt forkert. Jeg gik derud og så Oluf komme vaklende, halvt nede i knæene. Han havde besvær med at holde balancen, og brugte nærmest snuden som støtte. Min første tanke var at han havde noget galt i halsen, så jeg prøvede at lave en heimlich-manøvre på ham, men det var svært, for han var ligesom helt stiv i kroppen og svær at løfte, så jeg kaldte på min søn og fik ham til det. I mellemtiden løb jeg ind og fandt dyrlægens nummer. Sønnen havde heller ikke held med Heimlich-manøvren, så jeg tvang Olufs mund åben (den var meget fast lukket), og følte en masse luft komme ud. Derefter ringede jeg til dyrlægen. I medens sad min søn med Oluf, og han sagde at Oluf ligesom sank engang, og derefter fik det bedre. Et par minutter efter virkede han helt normal. Dyrlægen mener at det kan have været et epileptisk anfald, og at vi skal se tiden an. Hvad siger I - har I evt. oplevet noget lignende?

Dybt suk... Der er alligevel retfærdighed til

Gad vide om folk slet ikke bemærker at den hund, de får tilbage, er en skygge af sig selv? Det er en totalt egoistisk form for problemløsning, hvor man slipper for sit eget problem, men til gengæld giver hunden et problem. De mennesker, der bruger og er tilfredse med den metode, må jo være småpsykopater :hmm:

Man siger jo at hunde lever i nuet, så egentlig burde de jo ikke have forventninger til fremtiden. Men jeg vil godt tro at i hjem hvor man har en meget fast tidsplan og bestemte ritualer, der vil de kunne mærke forskel. Jeg har pt. delvis hjemmearbejdsplads, hvilket er FEDT! :banan:så jeg er hjemme både i weekenden og tirsdag/onsdag. Det mærkelige er at de dage, hvor jeg skal tidligt hjemmefra om morgenen, og gerne vil have sovetrynen Vinnie til at stå op og gå ud at tisse, da sover hun længe - men de dage hvor jeg bliver liggende i sengen, kommer hun over og tigger om at blive lukket ud :stupid: Åbenbart har hun en forventning om at det er nu vi skal op, så hun kan nok ikke kende forskel på dagene I øvrigt ang. det der med forventninger til fremtiden, så har vi herhjemme nu lykkeligt overstået hvad jeg vil kalde "Olufs brown alert uge". Da Oluf var yngre havde han lidt et problem med separationsangst, og det udmøntede sig oftest i anfald af dårlig mave når han var alene hjemme. Det har vi ikke set noget til længe, men for 14 dage siden flyttede min søn på kostskole, og så begyndte det igen. Hver dag, når jeg kom hjem fra arbejde, var der små overraskelser på gulvet. Jeg forestiller mig at der, inde i Olufs hovede, er sket noget i retning af, at hvis det ene menneske bare kan gå ud af døren, og aldrig komme tilbage igen, hvornår sker det samme så for det andet menneske!? Men i weekenden kom min søn hjem på besøg, og selv om han tog af sted igen søndag, var der ingen problemer. Olufs mave har holdt stand hele ugen :5up: Skulle han mon bare opdage at "storebror" stadig var i live?

Så tæt på - og dog så langt fra! Så tæt på - 2 Hvem der bare kunne være nede i den højde igen! Når det er varmt... Når det er koldt...

Det har du helt ret i. Det er bare, at hvis man skal have et andet menneske så tæt inde på livet som en adfærdsbehandler skal, så bliver kemien også nødt til at være rigtig. Det er måske ikke et tilfælde at hun er gået over til kun at praktisere på nettet...

Den holder så kun hvis man tror på numerologi. Det er vi temmelig mange der ikke gør

Nå... kæden skal op til ørerne for at hunden bedre kan høre den... De er jo også lidt tunghøre, de små pus. Det er synd for alle hunde, men at nogen har sendt en GD til den mand, det kan jeg slet ikke klare!

Det får alarmklokken til at ringe hos mig fordi det siger noget om at her er en person, der ikke hviler i sig selv. Hvis man ikke har fred i sit eget sind, hvordan kan man så hjælpe andre?

Kan se at hun har skiftet navn mindst to gange. Alene det ville få mig til at løbe skrigende væk. Men når hun så tilføjer "Danmarks mest kompetente", så er jeg for alvor skredet

Jeg har også udfyldt for mine. De er meget forskellige - Vinnie gør meget, Oluf næsten aldrig. Oluf knurrer og piver, det gør Vinnie ikke.

Kloge børn! Ekstra klogt barn!

:5up:

Ubegribeligt at der er gået så mange år Jeg havde såmænd selv tænkt på at starte en lignende tråd snart, for jeg er også sommetider i tvivl. Er det synd for Vinnie at hun er næsten helt blind? Bliver hun ved med at gå når hun skider, fordi det gør ondt at sætte sig? Men så kigger jeg på hende, og hun er jo glad - og madglad, og er stadig med på 5 minutters ulvetime med Oluf hver dag efter aftensmaden (hvor det er meningen at store hunde skal forholde sig i ro ). Jeg tror det er normalt at være i tvivl, og måske tage sorgerne lidt på forskud (det gør jeg i hvert fald ). Det eneste, vi kan gøre, er vel at give dem valgmuligheder, så de kan ligge behageligt flere steder. Vinnie har sin egen sofa, en stor pude på gulvet, gulvtæppe på 1. sal med udsigtsplads, det varme gulv i badeværelset, og min seng at vælge imellem, men tit ligger hun alligevel på det hårde, kolde gulv i entréen, og det er tydeligt at se at det ikke er så nemt for hende at komme op, som det har været. Men hvem ved, måske føles det godt i kroppen at skifte underlag engang imellem. Jeg har jo nu den fordel, at jeg selv er begyndt at mærke alderen trykke (bliver 50 næste sommer), så jeg kan egentlig godt sætte mig ind i det Aslans spiseproblemer kan jeg desværre ikke rigtig bidrage med noget til. Vinnie er altædende, og er bare blevet endnu mere sulten med alderen. Kan han ikke engang lide griseører? Jeg giver griseøresnegle, som er godt fedtede og kan "spikes" med lidt vitamin- eller glucosaminpulver.

Det gør mig ondt at I har mistet Tinka! Som de andre skriver, reagerer hunde meget forskelligt. Ingen af mine har vist tegn på at sørge over de døde, men de har heller aldrig oplevet døden, for det er desværre altid foregået hos dyrlægen. Jo forøvrigt, Bo var med da Chili blev kørt over, men dengang var jeg selv så traumatiseret, at jeg nok ikke rigtig fattede hvad der evt. foregik i ham.

Nej nu må du undskylde, men det ville jeg godt nok "skide på", om jeg så må sige. Hvis nogen kan komme med en god grund til at man ikke skulle smide sit affald i en offentlig skraldespand, så tager jeg hatten af for dem. Jeg kan ikke forestille mig hvad det skulle være, og det ville jeg fortælle den komatøse person omgående

Jeg ved ikke hvorfor nogen synes det var en god idé med den tekst Det er piben.