KimC

For mange år siden havde vi her i landet et skoleskib der hed Fulton, og en mindst lige så berømt skipper. Der var både piger og drenge på det skib, også kaldet hvalpene. Adspurgt om hvordan skipperen klarede det problem svarede han noget i retning af: "Når de er først får fri er de ganske enkelt for trætte til den slags" Der skal vist meget til at køre en Airedale så træt. Her kan jeg anbefale skotske hjortehunde. De er enhver opdrætters mareridt. Når mennesker parrer sig bruger man ofte udtrykket "sove sammen". Når man forsøger at parre skotske hjortehunde er det ofte det der sker. At de bare ligger og snorker sammen i stedet for at bestille noget. Det er sikkert muligt, men næppe noget der sker meget. Nogen jeg engang kendte havde en kæmpeschæfer som var hele byens skræk. En dag var han på en eller anden måde skaftet ud, og havde fået låst, og de gik i panik og strøg til dyrlægen. Lidt pinligt i venteværelsen, dyrlægen gik også i panik, men det gjorde hun vist hver gang de kom med den hund. Det eneste de havde behøvet at gøre var at vente til han var færdig

En af min tidligere nabos hunde blev blind som hvalp pga et uheld. Det gav ingen problemer senere hen i livet. Min gamle hund mistede synet på det ene øje i en høj alder (12 år) pga grå stær. Han havde lidt sværere ved at vænne sig til det, men det gik dog alligevel uden store problemer.

Hvad får dig til at tro at det skulle være hensigten? Nej, jeg stiller ikke op på en udstilling med den slags. Har heller ikke set at nogen får deres hunde parret ved udstillinger, altså hvor det skulle være hensigten. Dette er ting man normalt ikke taler om. Nu har jeg valgt at gøre det alligevel, fordi jeg opfattede at der var mange åbne spørgsmål om det emne. Nogen er i stand til at forholde sig til emnet, uanset de er enige eller ej, andre prøver at trække det over i noget personligt. Det ser jeg som et tegn på at man ikke kan eller vil forholde sig til selve emnet. Tja, og jeg væmmes ved at folk anser det som noget naturligt at fjerne uønskede legemsdele fra hunde, uanset om dette måtte være dele af ører, hale eller kønsdele. Det kalder jeg symptombekømpelse. Jeg foretrækker at finde årsagen, og påvirke tingenes videre gang derfra.

Din indgangsvinkel er avlsarbejdet. Min indgangsvinkel er regulering af mulige adfærdsproblemer ved at forsøge at påvirke de årsager der ligger bag, fremfor at reducere symptomerne (kastration). Ved kastration mener jeg at man fratager hundene et kommunikationsmiddel - her lugt - som sætter hunden i en dårligere position i forhold til andre hunde, bl.a. ved at de risikerer at blive beteget mod deres vilje, og ikke føler at de har rang nok til at sige fra. Grin ad de jokes du synes om. Her har jeg flere gange understreget at det ikke handler om menneskers kønsdrift. Heller ikke om køer eller grises ditto. Jeg skriver om hundes kønsdrift, kun hunde, helt præcist hanhunde. For at sikre at det er dyrets egen drifter jeg påvirker, har jeg lært mine hunde at de selv diskret siger til når den slags behov opstår. Derved mener jeg at de indikerer at det er dem der har interesse i behandlingen - ikke mig, hvis nogen skulle have fået den opfattelse - og at de opfatter handlingen som noget positivt, da de vel ellers ikke ville have bedt om at få den. Jeg kan observere at mine hunde kan koncentrere sig om det jeg vil have dem til selvom der er tæver i løb, jeg kan se at de er blevet mere selvsikre, aldrig strejfer, osv. Det opfatter jeg som noget positivt. Jeg opfatter det derimod som uværdigt at kastrerede hunde må lægge ryg til andre hanhundes tilnærmelser fordi vi mennekser gennem kastrationen har indført et tredie køn som ikke har nogen placering i hundenes begrebsverden. Sådan er vi så forskellige.

Det vil han først den dag han har opnået en rang der giver ham de rettigheder. Hunde er flokdyr, og en grønskolling vil skulle samle sig erfaring og kæmpe sig op ad rangstigen inden noget andet. I naturen vil de seksuelle frustrationer holde sig inden for en tidsbegrænset periode, idet begge køn "lukker ned" uden for sæsonen. Det gør tamhunde ikke, og derfor kan frustrationerne være mere belastende. Hvis en parring skal lykkes, skal han helst hænge fast. En hund kan godt få udløsning i søvne, uden at være skaftet ud eller hænge fast. Ikke anvendte sædceller nedbrydes i testiklerne, og "nedbrydningsmaterialerne" kan derefter bruges til andet formål, denne proces er dog ikke tabsfri, det er derfor at vildtlevende dyr lukker processen ned når der ikke er brug for den. Jo, lidt lige til at starte med...

Som jeg kan se af nogen af svarene er tråden allerede kontroversiel nok som den er. Derfor vil jeg ikke give detaljerede beskrivelser her, også for at alle eller i al fald flest muligt stadig kan være med, uden at føle sine grænser overskredet mere end tråden allerede har lagt op til. Meget forenkelt sagt, man kan købe sig en æske engangsgummihandsker, tage en på, stille hunden på en avis, sætte sig ved siden af sin hund, lade hunden stå med siden til, påvirke hunden på den rigtige måde det rigtige sted, og så ellers holde fast det rigtige sted på den rigtige måde mens han er "låst". Det kan tage fra 5 til 30 minutter, for at han ikke skal tørre ud mens han er låst, holder man hans penis våd med noget afkogt håndvarmt vand, evt med lidt kamillete i. På den måde slipper man også af med forhudsbetændelse. Jeg vil ikke anbefale at man begynder at rode med den slags selv, uden at vide mere detaljeret hvordan det gøres og hvad der foregår. De oplysninger kan jeg evt give via en pb. Mennesker der bor i byerne har nok et lidt mere fremmedgjort syn på den slags her, end de der bor i landlige omgivelser og kender alle aspekter af dyrehold. Og det her handler ikke om menneskers seksualitet i forhold til dyr, selv om muligheden for en misfortolkning naturligvis er til stede, specielt hvis nogen ser/hører noget uden at få hele baggrunden med. Her handler det alene om hunde der har en kønsdrift der kan give problmer i det daglige - ikke dermed sagt at den altid gør det. Jeg er udmærket klar over at emnet som det er, er tabubelagt. Og selv om jeg for en gangs skyld har valgt at sige tingene lige ud, er den praktiske side af sagen helt sikkert ikke noget jeg gør i offentlighed, hvorimod jeg ikke ville have problemer med at rense tænder, eller klippe negle på min hund i offentlighed.

Det værste er faktisk at Jaroff er meget kompleks og intelligent. I kraft af sin fortid har han en laaaang række erfaringer med menneskers psyke eller mangel på samme, og har lært at fortolke selv de mindste udslag i et menneskes adfærd, fordi det var en livsnødvendighed før. Og han forstår at påvirke meneskers adfærd, ofte uden at man mærker at han gør det. Jaroff er også mester i at finte andre hunde under jagt. Men han er også en aristokrat, og flokkens fører. Aristokrater har nogen til at gøre arbejdet for sig. Ved at rejse sig for at redde sin hale, risikerer han at pladsen bliver taget af en anden (f.eks mig der får lidt mere plads i sengen på den måde). Derfor udholder han formentlig lidelsen, under sagte protest. Det har sikkert ikke gjort virkelig ondt, bare været lidt ubehagelig, når man nu er prinsessen på ærten.

I går aftes da vi gik til køjs lå Stakkels Jaroff og peb, og var tydeligvis utilpas. For de der ikke kender Jaroff, han er en borzoi og meget aristokratisk, meget pertentlig med sig selv, og på mange måder forfængelig. Og lidt pivet. Men staklen lå altså der i sengen ved siden af mig og peb, ville ikke ligge i arm, og putte som normalt. Han kunne ikke falde i søvn, hvilket ellers sker hurtigt. Skulle jeg ringe til dyrlægevagten? Racen er jo i højrisikogruppe for mavevendinger? Jeg begyndte at mærke Jaroff igennem fra snudespidsen og nedefter. Staklen lå og smågræd, og det er hjerteskærende når sådan en nobel hund lider så meget. Jeg kom til maveregionen, og her var han tydeligt mere følsom mht det der gjorde ondt. Men jeg kunne ikke mærke noget. Tjekkede bagbenene, intet unormalt. Halen. Halen? Den kunne jeg ikke lige finde. Kunne det være at? En hånd ind under bagkroppen og løfte, og så trække halen ud. Staklen lå såmænd oven på sin egen hale. Straks den var blevet bjærget, trykkede han sin spidse snude tæt ind til mig, lagde forpoterne om halsen på mig, og faldt i en behagelig søvn. Så sparede vi den dyrlægevagt.

Nu har jeg ikke sagt hvad du og andre skal gøre. Jeg har fortalt hvad jeg gør, og hvilke erfaringer jeg har gjort mig i den anledning. Det kan man sige aha eller fy for pokker til. Sidstnævnte var jeg på ingen måde uforberedt på da jeg skrev det første indlæg. Det her omhandler noget som ingen plejer at forholde sig til, af den grund at det vil man helst være fri for. Vi har den anden hanhundetråd som efterhånden også handler lige så meget om tæver. Jeg kan se at der er mange der går rundt med uafklarede spørgsmål. Jeg hævder ikke at have svaret, men jeg har gjort mig nogle iagttagelser som muligvis kan belyse nogen af spørgsmålene bedre, og har valgt at give det en egen tråd. Hvilken konklusion den enkelte kan uddrage af det, må være deres egen sag.

Noget af det du skriver lyder som symptomer på en mavevending, men en hund der har fået mavevending kan ikke spise. Jeg ville nok anbefale at du opsøger en dyrlæge, for det lyder lidt skummelt.

For snart mange år siden kunne man af og til opleve dette optrin: Aksel Aksel, det brænder! Aksel var frivillig brandmand, og meget meget tændt på opgaven. Man kunne se Aksel komme humpende ud af indgangsdøren med begge ben i samme bukseben, tabe hjelmen, så med hver sit ben i hvert sit bukseben, men bukserne omvendt på, hen og samle hjelmen op, hen til sin knallert, løbe omkring knallerten mens han prøver at få bukserne knappet, uniformen bliver knappet skævt, nøglen passer ikke til knallerten, tilbage og hente den rigtige nøgle, knallerten kan ikke starte, ups, åbne for benzintilførslen (gammel model) den kan stadig ikke starten, Aksel skubber knallerten ud på vejen, ned ad bakken, og jokker på starteren imens, taber hjelem igen, knallerten starter, så vende om for at hente hjelmen, knallerten går i stå, starte igen, og så vende igen branden er den anden vej,.... Hvad vil jeg med denne lille fortælling? Aksel var ikke nogen rutineret brandmand, værnet ville nok have kunnet klare sig uden ham, men hans ihærdighed og enthusiasme var tårnhøj. En mere rutineret og knapt så overtændt brandmand ville have været fremme ved brandstedet for længst. Hvor den anden hanhundetråd omhander alt lige fra uerfarne hanhunde til fastholdelse af tæver, vil jeg her fokusere på hanhundene og deres seksualitet. Hanhunde har en kønsdrift. Det kan være en pestilens, men den er nu en gang naturens forudsætning for at den naturlige udvælgelse kan ske. Den naturlige udvælgelse går på at det er den mest egnede der kan påberåbe sig retten til at føre arten videre. Naturen mener at den bedst egnede er en selvsikker og erfaren type og ikke en overtændt fumlepeter. I naturen (ulve ræve, etc) er hunnerne kun i løb en gang i året, fordi disse arter må tilpasse sig årstidernes gang. Der er ingen grund til at spilde energi på nytteløs sædfremstilling, så derfor "lukker fabrikken" på hannerne uden for sæsonen. Så er de også fri for deres kønsdrift så længe. Hos familiehunden er denne binding til årstiden efterhånden gået tabt i takt med hundenes domesticering. Tæver kan komme i løb på en hvilken som heslt årstid, fordi de kan føde deres hvalpe under beskyttede indendørs forhold, og hanhundene "kan" hele året. Så har de også deres kønsdrift med sig hele året. Nogle vælger at fjerne de uønskede legemsdele, det er selv noget hvor såkaldte dyreværnsforeninger synes om det, hvorimod de går totalt bananas hvis der er tale om hale eller ørekupering. Kuperede haler og ører reducerer hundens kommunikationsevner, siger man. Men det gør en kastrering også, endda i meget højere grad. Mennesker der har rod i seksualiteten fungerer dårligere. Kan det ikke også gøre sig gældende for hanhundes vedkommende? For mange år siden da jeg fik min første hund, en hanhund som forøvrigt blev født hos min daværende nabo, havde min daværende nabo 3 tæver. Selvfølgelig blev han da ked af det da han først blev kønsmoden og de kom i løb. Det kunne han lugte. Det er som at lade en munk læse pornoblade. Min daværende nabos bror var dyrlæge. Af den gamle skole som kan kurere stort set alt med simple midler, og helt uden avanceret elektrionisk grej, samt Hills og Eukanuba. Han fortalte mig på bredt westjysk hvordan man tapper sæd af en hanhund, og når det nu alligevel ikke skal bruges til noget bagefter er det meget nemmere for uindviede. Og så blev der ro bagefter. Bento var en kvik hund og lærte snart selv at sige til på en diskret måde når han havde brug for den der hjælpende hånd. Med den viden i hånden var det ikke længere noget problem at have 3 løbske tæver i nærmeste nabolag. Slut med at ligge og pibe om natten, og ingen fjumren rundt. Men tag ikke fejl, havde chancen været der, ville han være smuttet ind til damerne, og sikkert ikke have fjumret rundt som Aksel der ikke kunne få uniformen på og knallerten startet. Min daværende nabo døde, og hundeholdet på den ejendom ophørte. Ved skæbnens spil er der flyttet en tæve ind hos mig, hvor jeg ellers til nu kun har haft intakte hanner. Hun har været i løb, og panikken holdt sig inden for det acceptable for alle parter. Drengene ved at de skal holde sig fra hende, men at de ikke behøver at leve i cølibat af den grund. Jeg kan imponere min hundetræner ved at deltage i træning tæt op ad en højløbsk tæve, uden at min hanhund taber koncentrationen. Det er så lige til, og alligevel foretrækker ingen at tale om det, det gør jeg da heler ikke selv, men nu er anlendingen her og formålet med dette websted er jo at vi kan dele erfaringer. Jeg ved godt at mange vil synes at det er ulækkert, og at jeg sikkert er en perves stodder. Jeg kan kun sige at jeg beholder bukserne på til det, og for mig svarer det med at give mine hanhunde den der hjælpende hånd nærmest til de andre opgaver der hører med til at have hund - rense tænder, ører, klippe negle, fjerne hår mellem trædepuder osv. Jeg synes det er ulækkert at kastrere dyr, bare for at de skal blive nemmere at have med at gøre, Tamagochier der ikke kræver så meget opmærksomhed længere..? Sådan er vi vel forskellige. Men det er levende væsener vi har med at gøre, et stykke natur, ganske vist gennem årtusinder tilpasset af mennesker, men de har drifter som vi har lært at anvende, og forstærke - jagt og beskytterdrifter, og andre drifter som ders seksualitet der nu engang er nødvendigt for at arten kan bestå. Det er dermed ikke nogen kønsløse Walt-Disneyvæsener, eller tamagochier. Det skal man i det mindste være sig bevidst. Med dette vil jeg blot give mit bidrag - og erfaring til debatten om trænede og uerfarne hanhunde, bolledukker osv. Så mon ikke denne tråd bliver lige så lang siom den anden? Og her mangler jeg en smiley hvor den ene dunker den anden i knolden med en hammer

Det kan da godt gøre ondt når nogen kritiserer den race man holder af. Men nej, jeg regner ikke alle ubestemelige sorte hunde for labradorer. Jeg regner dem for labradorer når de har det typiske hoved og krop som sådan en har. Og de behøver ikke at være sorte, gul og brun kan også gøre det. Om de har stambog spørger jeg ikke om, jeg har mere travlt med at komme væk. Der er et problem, og det kan meget vel skyldes at enhver kan få sig en lab ved en pludselig indskydelse stort set hvorsomhelst og nårsomhelst. Men det kan også være racen der er noget galt med, og her er det helt almindeligt at de der nævner problemet bliver angrebet. Det kender jeg. Jeg er blevet ekskluderet af en DKK specialklub - som jeg i øvrigt aldrig har været medlem af - fordi jeg nævnte nogle fyord, hvor hjerteproblemer var et af dem. Af de labradorer jeg har mødt er det desværre de fleste der viser agressiv adfærd. Jeg har kun mødt enlabrador som jeg var tryg ved, og det trods at den havde de mest tåbelige ejere man kunne forestille sig. Det mange hundeejere overser er at de ikke skal lade deres hunde gøre noget over for andre hunde som de heller ikke ville bryde sig om at andre gjorde over for deres hund. Det er ubehageligt når den slags sker, og ekstra ubehageligt med den lovgivning vi har for tiden. Strengt taget kan en løsgående angribende hund som får tæsk af den hund den angriber være årsagen til at den hund der forsvarer sig risikerer aflivning.

En racetypisk labardor, desværre. Ejerne tænker næppe på andres sikkerhed, det ænker vel knapt nok på noget i det hele taget. Men måske vil de slet ikke være kede af at komme af med den hund? Naturligvis ville de kræve erstatning, bare for pengene om at gøre.

Men har de databaser den eneste sandhed om hvordan man laver sunde hvalpe - eller er det mere at få et produkt der matcher "standarden"? De standarder har jo smadret adskillige hunderacer, og kommer til at ødelægge endnu flere.

Vores kreative udviklingsteam er også ved at være klar med noget til tæverne, men indtil de får ombygget den hæftemaskine må man få foretaget piercingen ved egen dyrlæge. :blink:

Den orange bold.

Ja nu citerer jeg det samme skriftsted igen. Jeg kender jo en udviklingspark hvor der findes nogle meget kreative unge talenter der kan levere et tuningssæt til hanhunde. http://www.hunde-forum.dk/lost-snak/16987-hvorfor-er-de-sorte-5.html Størrelse og farve kan tilpasses de enkeltes behov.

Er en löwchen ikke allerede klippet på hele bagenden? Tja, det kan være at han ikke bryder sig om "helligdage" ?

Jo, men det er også tæven der skal se hanhunden an. Hvis hun ikke vil have ham, har han hendes bisser siddende i snutten hvis han maser sig på. Her i hytten har jeg tre hanhunde og en tæve. Dårlig kombination, men det går alligevel. Det er ikke meningen der skal avles på nogen af de kombinationer. Damen var i løbetid for en måneds tid siden, og der gjorde hun det tydeligt hvem der havde en chance, og især hvem der ikke havde. De der ikke havde nogen chance blev vist af, og forstod de ikke den, fik de bisserne at føle. Og ham der havde en chance fik ikke lov. Det tager noget tid inden den beslutning bliver taget, så det er lidt meget at forvente at man kan komme og læsse tæven ud af en bil, parre, og køre igen inden der er gået en halv time. De rigtigt erfarne opdrættere sørger for at hundene kan gå sammen over flere dage, og så plejer det at gå uden at man behøver at læse brugsanvisninger op for hundene. Nogle ivrige hunde har lidt tendens til at ville trippe lidt rundt når først de hænger sammen, og her kan de respektive hundeejere godt hjælpe hundene lidt ved at holde dem i ro. Min tidligere nabo havde en ruhårstæve som de havde fundet alletiders han til. Problemet var bare at hun ikke synes at han var alletiders. Så de prøvede at den ene holder tæven, og den anden styrer hanhunden ind over. Det skulle de ikke have gjort, der var både et par hænder og en hundesnude der skulle sys bagefter. Manden med hanhunden som også var den der var blevet bidt i hånden bakkede ud, og de fandt en anden han som hun accepterede - efter flere forsøg.. Den begrundelse jeg har hørt for at parringen altid foregår hos hanhunden er at det han søger her i livet helst skal foregå på hans eget territorium, både fordi at her føler han at han har retten til at parre sig, og for at forhindre at han senere strejfer for at søge lykken igen.

Det er blevet så vidt bedre at der ikke er krig i luften, men jeg vil ikke lade Happy være sammen med de andre hunde hvis jeg lige er i den anden ende af huset. Den hormonchip man bruger er den samme uanset om det er en helt lille eller en meget stor hund. Ved en hund på 40 kilo mener fabrikanten at virkningen holder i 6 måneder, ved små hunde kan den holde i op til et år. Her kan jeg så håbe at virkningen ved en hund på 60 kilo kun varer en 4-5 måneder. Det træningshold som Happy skal med på slutter i januar 2011, så der kan det med lidt held være den "rigtige" Happy vi kan se resultatet på. Muligvis kan et forhøjet stofskifte forkorte virkningen af den chip, alle midler skal prøves. Jeg har en træksele til Happy, og lade rham trække mig på cykel. Han kan nemt få os begge op på 40 km/t uden at jeg behøver at røre pedalerne. Men det er lidt farligt at cykle med så stor en hund, fordi den pga størrelsen nemt kan komme ind foran forhjulet. Mynder er synsjægere, og en kat på tværs, så ligger man der. Men nu har jeg fået fat på en gammel Long John budcykel, der kan Happy ikke komme ind i forhjulet. Der bliver også lidt mere at trække på... Min træner blev helt vild i varmen da hun hørte om nogen der havde stået på vandski bag et hold trækhunde der løb på bredden. Det skal hun garanteret have prøvet. Et normalt trækhundespand løber 20-30 km/t, så måske skal hun låne Happy for at få lidt ekstra fart på de vandski. Jeg har også en "æselplov" som jeg har prøvet at pløje med i køkkenhaven, med Happy som æsel. Det skal vi også i år, men der skal liiige høstes først. Umulia: Kan du SÅ se at få din rigtige avatar tilbage igen!

Det går sådan at bivirkningsfasen er ovre. Nu er han "kastrat" indtil videre, og det er i hvert fald ikke løsningen. han er svær at holde kontakten til, hvilket ikke tidligere har været et problem. Og han farer hen til hækken og gør ad forbipasserende, hvilket han heller aldrig har gjort før. Og han er begyndt at stjæle fra køkkenbordet, hvilket ikke er særligt svært nor knolden befinder sig 90 cm over gulvet. På en weekend har han hugget næsten et kilo jordbærmarmelade og 400 gram Lätta. Og han fik ikke dårliig mave. Desuden er han begyndt at trække noget så forfærdeligt i snoren når vi går. 60 kilo hund han trække temmelig meget. Han har ellers aldtid gået rimelig pænt. Det har ikke løst problemerne med de andre hunde. Happy manglede impulskontrol, og efter kastrationen endda endnu mere. Så vidt vidunderindrebet kastration. Godt at jeg ikke fik det gjort "rigtigt". Det her kemiske lort holder da forhåbentlig en gang op med at virke. Desuden havde jeg oprindelig gjort den fejl at jeg belønnede ham når jeg kunne kalde ham ud af en kritisk situation, og det duer ikke. Jeg måtte kun have belønnet ham hvis han selv kunne komme ud af den kritiske situation. Jeg fortsætter det træningsprogram der var aftalt med adfærdsbehandleren. I første omgang bliver det borzoierne der skal bearbejde deres angst. Fra slutningen af oktober bliver det Happy der skal til at trænes, selvom jeg synes han er blevet betydeligt sværere at træne pga den kemiske kastration. Beslutningen om omplacering står for så vidt ved magt, men jeg vil ikke omplacere ham så længe han er påvirket af den skide hormonchip. Normalt kan Happy jo godt med andre hunde uden at være kastreret, og kan derfor godt komme til et sted med andre hunde, men for at være på den sikre side skal virkningen af den kemiske kastration være ovre. Han ændrer jo igen adfærd, til den tid og måske vil det give problemer, og så vil han skulle omplaceres igen. Og det vil jeg undgå. Hold op hvor ville jeg gerne have pillet den skide chip ud af ham.

Og det har jeg så prøvet, og kan kun advare mod brugen af "hormonchippen". Der er nogle bivirkninger i de første to måneder som kan vise sig katastrofale, især hvis man som hundeejer ikke bliver gjort opmærksom på at ens hund ændrer adfærd i bivirkningsfasen - og det bliver man ikke gjort opmærksom på.. Læs evt her: http://www.hunde-forum.dk/diverse/16339-kemisk-kastration-af-hanhund.html og http://www.hunde-forum.dk/debat/18332-hen-og-hjem-er-ikke-lige-langt.html

Jeg vil ikke love noget. Det der hjælper er at sætte sig ned og snakke afslappet til dem, og så ommer der nogle meeeeeget lange snuder hen og snuser til dig på sikker afstand. Måske kan man godt få lov til at røre Malou, men hun vil sikkert være stresset pga af de andre hunde. Lyder spændende!

Herlig fortælling og herlige billeder! - og en herlig hund. Du har det med at fange de flyvske læber og ører lige i rette øjeblik.

Jo, jeg tager "russerne" med denne gang. De er ikke specielt sociale, men på Lørdag skal vi i gang med træning på ringriderpladsen, så kan de ligeså godt vænne sig til det