KimC

Min gamle Bjørn som døde sidste efterår var blevet lidt kuldsær på sine gamle dage, og foretrak ofte at blive lidt i sengen når jeg stod op om morgenen. Så kom han først når mogenmaden var klar. For at den gamle hund ikke skulle fryse puttede jeg ham under dynen når jeg stod op. En morgen kom han gående med dynen hængende over sig. der blev jeg godt nok lidt forskrækket, og det gjorde de andre hunde også. Gamle Bjørn var ved at blive blind på sine sidste dage, så han kunne sagtens finde vej til køkkenet uden at bruge øjnene.

Hvis det er din faste hensigt, kan du lige så godt se at få det gjort nu i stedet for at vente.

Nu skal der en redaktør til at flytte det. Jeg har set en bekendts golden få noget der nærmest mindede om et epileptisk anfald i forbindelse med en opkastning. Det så grimt ud, men hunden var hurtigt klar igen bagefter. Ejeren havde fortalt dyrlægen om det, men de mente ikke det var noget alvorligt, og at man blot skulle holde øje med det. Det var noget der skete stort set hver gang han kastede op.

Hundetræningen er lørdage fra 9 - 14,30 og d. 9. er der bilsmadreshow.

Der gemmer sig en hel del brutalitet i børn, ikke bare "i de lande". Jeg har set børn hælde diesel over et får, jeg slap hundene inden de nåede at gøre mere. Giv et toårigt barn en pind i hånden og en bundet hund, og jeg vil tro hver andet barn vil gå hen og slå hunden. Det at "det gør man ikke" er noget der akal indlæres, og det er det ikke alle forældre der magter. Jeg har læst om børn der stak en hel masse knappenåle i en hund, og lod dem blive siddende, og meget mere. Nu ser det ud til at der i den aktuelle sag vanker en bøde. Meget mere var der næppe sket hvis det havde fundet sted i Danmark. Bøderammen i Bosnien ser ud til at være bredere end her i landet. Standardtaksten har i mange år været 2000 Kr. som nu er pristalsreguleret til 3000. Ja, her havde der sikkert været en eller anden skinger politiker der her og nu kommer med et lovforslag der forbyder rødklædte hættetrøjer at smide hundehvalpe i floder, fordi der snart er valg. Jeg glæder mig over at Bosnien viser at den salgs accepterer man altså ikke.

Man siger jo at dårlig omtale er bedre end slet ingen omtale. Hvis formålet med at optage den video og lægge den på nettet var "at blive berømt over hele verden" er stuntet jo desværre lykkes.

Og hvad er logikken i at loven strammes fordi den gældende lov ikke overholdes? Det er at man får en ny lov der heller ikke overholdes. Det hundelovsmikkelsenværk der blev indført for et par måneder siden er resultatet af nogle meget ynkelige justitsminstres arbejde. De, og deres regering stod så dårligt at de var nødt til at klmare sig til en folkestemning som bla. BT fik pisket op. Når medierne er på, er DF heller ikke langt væk. Det har ikke noget med partifarve at gøre. Dengang Anders Fogh var statsminsiter havde han en heldigere hånd med ministervalg, og de var ikke på ferie når der skulle arbejdes. De var heler ikke så svagt funderede at de måtte bøje sig for en mediestorm. Sådan er politik.

Når det sker har Brian Makkelsen, Lars Barfod og Lars Løkke Rasmussen formentlig ingen ministerposter længere, og Pia Kjærsgaard med portefølje heller ingen indflydelse mere. Derfor går det næppe så galt.

For mange år siden havde vi mest katte her. Det var som oftest katte der bare fulgte efter mig på vej hjem fra skole, og bare flyttede ind, uden at spørge om lov. Men huset ligger op ad en befærdet vej, og det er svært at holde en kat indespærret i en have. Det gik ikke i længden. En gang familien var i Købehavn, fik vi en undulat med hjem, som bare stod i et hjørne og kedede sig. Nuret var lige til lossepladsen, og vi havde et bedre hjemme. Så der blev lavet et meget midlertidig et af en gammel mælkekarton. På vej hjem i toget begyndte fuglen at efterligne min onkels hosten, og en telefon der ringer. Fuglen kunne ikke flyve fordi den bare havde siddet i sit bur og gloet. Derfor kunne vi have den med i haven, siddende på skulderen. Den forsøgte dog en gang at flyve og nødlandede i en tallerken med youghurt. Det var lidt svært at gøre den ren igen, sog det nemeste var bare at den gjorde det selv. Bagefter fik den en helt utrolig flot skinnende fjerdragt. Samme fuglebur havde nogle år forinden været brugt til et lille jordegern. Min far var arrestbetjent, og de indsatte havde klaget over at de mente der var rotter i arresten. Han tog en rottefælde med, (en af dem der fanger levende) og der sad et lille jordegern i næste morgen. Det var en sjov lille fætter, som hurtigt blev håndtam. Jordnødder var det bedste i verden, og som dreng dengang lavede jeg alle mulige sindrige indretninger i lego som jordegernet skulle dirke op for at komme ind til en jordnød. Det var vel lidt i retning af det man kan få til hunde i dag, bortset fra at her kunne hele egernet kravle ind i og åbne luger og hejse trapper ned og alt muligt. Det lille dyr var meget intelligent, det skal man vel også være for at bryde ind i et fængsel.

Kan vi da godt. Er Ringriderpladsen ikke OK? Derfra kan man ret nemt gå gennem Kurhusskoven hvis det er sjovere. Mandage kl 19 som sidst er OK med mig.

Men hvad er jeres reaktion på følgende ting, jeg bare lige slynger ud: - Man kommer ikke til at elske og holde lige så meget af en genbrugshund, som hvis man havde haft den fra hvalp Det kan man sagtens. Det kommer helt an på hundens personlighed. - En genbrugshund knytter sig ikke lige så meget til sin nye familie, som en hvalp gør Om nogen har klæbet på mig, så er det mine genbrugshunde. Det har prøvet det der var værre end mig. Skulle døren stå åben ville de sidste der smuttede være mine genbrugshunde. Til gengæld var min troløse deerhound som jeg har haft fra hvalp ved at flytte ind hos geboen fordi de havde en blødeere sofa. - Man kan ikke selv forme og præge en genbrugshund Det kan man godt, men der kan være mere arbejde i det end med en hvalp. -Man undgår færre alvorlige sygdomme hos sin hund, ved at vælge en omplaceringshund, da tidligere ejer ville have opdaget det allerede Mange sygdomme dukker op med alderen, uanset hundens baggrund. Der kan jo også være nogle sygdomme som sælger lige glemte at fortælle om. - Man kan ikke komme til at starte konkurrencer og træne seriøst med en genbrugshund, hvis den er mere end 1 år gammel, da der er lukket for indlæringen Hvis man alene anskaffer sig en hund for at få adgang til konkurrencer - og vinde - er det så absolut udvælgelseskriteriet når man anskaffer sig en hund. Man anskaffer sig ikke en genbrugshund, medmindre man ved den allered ekan noget. Og anskaffer man sig en hvalp der senere viser sig ikke at have de rigtige egenskaber, ryger den i Den Blå Avis - hvis den er heldig.

Mine hunde har fortrinsvist været genbrugshunde. Min første genbrugshund var Bjørn, som var 13 mdr da han kom hetil. Han havde sultet, og stjal mad så det battede. Desuden havde han et problem med kvinder onkring de 30-40, dem knurrede han ad, men kun når de gik alene. Han havde levet på en gård med grise, og havde lært deres kropssprog (og spist af deres mad = seriøs fejlernæring). Det gav visse problemer, for når en gris er glad, grynter den. En hund kan ikke grynte, det nærmeste den kan er at knurre. Derfor var hans knurren slet ikke ment som det jeg opfattede det som. Det lykkes alligevel at få en ordentlig hund ud af ham, men hans indlæringsevne var meget begrænset. Måske har han ikke fået noget god prægning, og dog synes jeg ikke han virkede bange for nye ting. Det er muligt at sult og fejlernæring kan have ført til en lille hjerneskade. Min næste genbrugshund var min irske ulvehund, som dog kun var 16 uger gammel. Første ejer var blevet syg (og det var ikke bare den sædvanlige undskyldning). Det gik fint nok, han havde fået en god prægning, og første ejer havde gjort det godt så længe det var muligt. Så kom turen til Stakkels Jaroff. Han kan jeg skrive meget om, og det har jeg gjort her. Han var 2½ år da jeg overtog ham. Projekthund Jaroff Han har boet hos mig i 3 år, og jeg arbejder stadig med hans menneskeangst. Ellers er han en udmærket hund, sådan herhjemme. Malou har samme baggrund som Jaroff, men hende overtog jeg da hun var 8-9 mdr gammel. Hun viser de samme angstsymptomer som Jaroff, dog går det hurtigere med at vænne hende til at blive rørt af mennesker. Jeg har lært en masse om hundeadfærd ved at tage disse genbrugshunde. Jeg har også haft tre andre hunde fra hvalp af, og kan derfor sammenligne. Jeg vil sige at det er nemmere at tage en hvalp. Hvalpen er sansynligvis ikke stueren, skønt en af mine faktisk stort set var det. Ingen af mine genbrugshunde var stuerene, trods det at de var fra 8 mdr til 2½ år gamle. Der har været en del arbejde i de genbrugshunde, og dog vil jeg gøre det igen. Det er muligt at man ikke kan se hvad en hvalp vil udvikle sig til - fysisk. Mentalt har man alle muligheder for at præge den. En (voksen) genbrugshund kan man se hvad er, men man kan ikke se hvad den har i bagagen, og det kan være noget af en opgave at afkode det. Måske reagerer hunden uforudsigeligt, som det med Bjørn der knurrede af venlighed. Men det er en spændende opgave, og jeg synes at min relation til genbrugshundene har været mere intens end til dem jeg har haft fra hvalp. Det er en af grundene til at jeg gerne gør det igen.

Tidligere på året var jeg til et jursus i hundemassage. En af deltagerne var så "hensynsfuld" at lade en stor schæfer/berner sennen blanding få fuld flexi på kryds og tværs gennem lokalet. Det er farligt med så tung en hund for enden af sådan en tynd snor. Jeg har høje spinkle hunde som de fleste andre hunde godt kan løbe indenunder, og en flexisnor kan godt skære bugen op på det pindeværk jeg har til hunde. Jeg havde en bidetang med for alle tilfældes skyld, for det var formålsløst at prøve at forklare ejeren at det var ubehageligt og farligt.

Det lyder som en flexiline. De tynde nylonsnore fra flexier skærer i hvert fald rigtig godt.

Åhm ved du hvad, jeg har haft lige netop den manual meget tæt inde på livet den sidste måneds tid. Det der står i den kan man ikke desværre regne helt med, specielt også det der ikke står i den.

Da jeg var på den famøse dyrlægetur, blev der taget en blodprøve hvor man ville fastslå testosteroniveauet. Først fik jeg at vide at resultatet ville foreligge i går, "for det tager ikke lang tid". I går fik jeg at vide at det nok ville tage 14 dage mere, så det tager alligevel lang tid. Jeg har en fornemmelse af at de - med "de" mener jeg både dyrlæge og fabrikant - forsøger at vinde tid. De håber vel at jeg giver op når bivirkningsfasen er overstået, og at alt kan fortsætte som hidtil. Men det kan det ikke. Jeg har købt et produkt som gav den stik modsatte virkning af det tilsigtede, og forårsagede så voldsomme problemer mellem mine hunde at en af dem må omplaceres. Jeg trækker ikke min klage tilbage, selvom konklusionen givetvist bliver at det var Happy der var noget galt med. For så kan de vel fortsætte med at sælge ders produkt, uden at fortælle om nogen bivirkninger?

Det kommer helt an på hvilket middel hanhunden blev kemisk kastreret med. Jeg begik den brøler at få min hundkemisk kastreret, om følgerne af dette kan læses andetsteds i dette forum. Hvis stoffet er Suprelorin, også kendt som "hormonchip" har det, eller kan have den bivirkning at testosteronniveauet stiger markant i de 6-8 uger der går inden den tilsigtede virkning indfinder sig. Det oplyser producenten dog intet om, men indrømmer at det forholder sig sådan når en dyrlæge der har fået en klagesag på halsen ringer til dem.. Og i det tilfælde kan hanhunden sagtens parre en tæve. Der findes et andet stof der hedder Promon, det skulle begynde at virke efter ca 1½-2 uger, så også det er lige på grænsen til at en parring godt kan lykkes..

Er oprindelig uddannet indenfor elektronikfaget. Nu arbejder jeg som en mellemting mellem opfinder, teknisk fotograf, instrumentkonservator, og fremstiller/reparerer diverse mærkelige genstande, lige fra dele til veteranbiler, og dele til forskning. I et fuldstændig sindsygt værksted og laboratorium hvor gennemsnitsalderen på udstyret vel er 50 år. Det tjener man ikke en skid på, så resten af tiden er jeg børsspekulant, noget skal man jo leve af.

Årsagen til at Happy fik den kemiske kastration var at der har været problemer i flokken, hvor Happy var agressor. Jeg tog nogle videoklip og viste dem til den træner der kender begge hunde, og som også er adfærdsbehandler. Der var flere ting der skulle gribes an på. Dels er de to hunde meget forskellige af sind, og i deres opfattelse af kropssprog. Dels havde jeg gjort noget forkert det jeg havde belønnet Happy når det var lykkes mig at kalde ham bort fra en truesituation over for den anden hund. Og det har hapy opfattet som at jeg bellønnede ham for at true. Der blev lagt en træningsstrategi, og de første små successer begydte at viee sig. Men for at sikre mod uheld i træningsfasen, inden problemerne er helt løste var alle involverede - træner, dyrlæge og mig selv - enige om den kemiske kastration som et ekstra sikkerhedsnet. Det skulle så blive den der blev fatal. Før jeg kender årsagen til hvad der gik galt vil jeg ikke placere noget ansvar. Men timingen med Suprelorin behandlingen og de opståede problemer har givet mig en mistanke. Den noget upålidelige manual til produktet har ikke mindsket denne mistanke. Fabrikanten kender et lignende tilfælde hvor en tumor i en binyre havde givet overproduktion af testosteron, og i det tilfælde kan Suprelorin ikke standse produktionen, idet det standser processen via hypofysen, og en tumor ramt legemsdel vil ikke kunne adlyde hypofysen. Jeg synes det er et spor der skal følges, og derfor er der også taget en blodprøve som jeg venter på resultatet af. Alternativet til det hele var omplacere Happy, idet Jaroff er for psykisk skadet pga sin baggrund til at kunne omplaceres. Den oprindelige Happy er en meget venlig kaot der kan med alle mennesker, børn, og alle hunde der ikke lige farer i flæsket på ham. Derfor ville han have været relativ let at omplacere, men jeg er glad for Happy og vil gerne undgå det. Derfor træningsprogrammet som i øvrigt involverede begge hunde. Men med en så væsensforandret Happy vil en omplacering være umulig. Nu er han sådan set bare deprimeret, og gider ikke rigtig noget. Min unge damehund har fået skovlen under ham, og vist hvem der bestemmer fra nu af. Det kan vise sig at være godt. Jeg antager at bivirkningerne er ved at aftage, og den egentligt tilsigtede virkning af Suprelorinen er ved at indfinde sig nu. Stadig tor jeg ikke at Happy kan komme til at fungere i flokken igen efter det der er sket. Han kan muligvis komme til at fungere i en anden hundeflok hvor der findes en suveræn alfa. Men for at kunne se om det vil fungere var det vigtigt at afbryde dem kemiske kastration, ellers kunne man stå i den situation at der opstår problemer det nye sted når den kemiske kastration udløber, og at Happy skulle til at flytte igen. Det var ikke muligt(/ønskeligt?) at finde chippen og fjerne den, så derfor kan jeg ikke omplacere ham for øjeblikket. Jeg ville egentlig gerne have haft det overstået, nu hvor beslutningen om omplacering sådan set er taget. Nu skal den kommende uge vise hvad den blodprøve siger. Har han en kompliceret tumor synes jeg det er rimeligt at han får fred. Kan den fjernes uden alt for meget drama gør vi det. Er der ingen tegn på tumor, er jeg nødt til at beholde ham indtil den kemiske kastration er aftaget, først da kan han omplaceres på en måde så vi kan se om han vil passe med evt andre hunde i det nye hjem. Det er ikke rart at have en hund omkring sig som er blevet en skygge af sig selv, og som man ved at man skal af med om et halvt års tid. Jeg vil bruge tiden til at klamre mig til den minimale chance der er for at beholde Happy alligevel. Derfor påbegynder jeg fra næste Lørdag første del af det træningsprogram der oprindeligt var planlagt, som går ud på at desensibilisere Jaroff og gøre ham mindre angst for mennesker. Der er meget at tænke på for tiden.

DKK's specialklub kørte faktisk en hetz på det tidspunkt hvor Happy blev født, fordi nogen ved et uheld havde formastet sit til at få et kuld uden stamtavle. Åååh så meget der kunne gå galt, dårlig socialiseret og alt det der. Når alt kommer til alt er Happy mindst lige så godt socialiseret som mange af de hunde der kommer fra de store opdrættere der ejer specialklubben. Så jo, risikoen for at den bliver sendt over i den boldgade er tilstede. Den endelige konlusion ligger ikke helt fast endnu. Jeg blev ringet op af Virbac, som vill ehøre noget om det her, og de mente at problemet kunne skyldes en tumor i enten testilkel eller binyre. Selvfølgelig skyldes problemet ikke deres produkt, det er klart... Derfor er der nu taget en blodprøve som jeg venter på resultatet af. Chippen var ikke til at finde, eller skulle ikke findes. Jeg ved efterhånden ikke hvem jeg stoler på og hvem ikke. Det står i manualen at man kan finde den med ultralyd, og oftes også mærke den. jeg kan mærke den, men uldtralyden kunne ikke se den. Manualen stoler jeg nu helle rikke rigtigt på. Måske har den chip Happy fik være defekt og opløst sig alt for hurtigt, det er også en mulighed. Der er sikkert flere muligheder, men for at få den rigtige baggrud at skrive en fortælling på, er jeg nødt til at kende den præcise årsag til hvorfor det gik galt. Hvis jeg nogensinde får det at vide, det er jo indlysende at der er nogen der kan have en interesse i at jeg ikke får det at vide, når jeg nu også er kendt for at kunne finde den spidse blyant frem.

Lige en opfølgning. Happy er nærmest gået i stå efter den stresstur hjem fra dyrlægen. Han sover bare og virker deprimeret. Hvis det er virkningen af en kastration burdet det have været forbudt længe før hale og ørekupering. Jeg har ikke skrevet til HUNDEN. Af flere grunde. Jeg er ikke så begejstret for DKK, og Happy har ingen stambog, og så skulle det jo under alle omstændigheder gå galt før eller siden, det er klart. Det jeg kan gøre nu er at vente på et laboratorieresultat fra en blodprøve, og så ellers bare håbe på at det forbandede skidt damper af så hurtigt som muligt. Fabrikanten vil gene have at problemerne skyldes en tumor. Jeg har ikke nogen videre forhåbninger til at beholde Happy, men at omplacere ham som han er nu dur heller ikke. De der evt overtager ham ved ikke hvordan han en dag vil være når det skidt er dampet af, og så kan en ny omplacering komme på tale. Den naturlige Happy er meget stor og hænge/klappesyg hvilket godt kan være for meget for nogen. Hvis jeg er heldig er skidtet dampet af til Jul. Her er det en ringe trøst at det sikkert ikke varer andet end en måned inden julepynten begynder at dukke op i butikkerne. Så nu venter vi bare.

I en anden tråd, om kemisk kastration af hanhunde har jeg fortalt om mine dårlige oplevelser med stoffet Suprelorin. I dag skulle jeg til dyrehospitalet i Gråsten for at få uldtalydsscannet Happy for at få fjernet den skide chip. Eftersom jeg ikke selv har bil, har jeg Falcks Kæledyrsabonement. Åbenbart har falck bare ikke biler der er egnet til formålet. De sendte en vogn hvor Happy skulle forsøge at stå mellem forsædet og bagsædet, der er ca 30 cm plads, Happy er 35 i bredden. Ikke ligefrem bekvemt, og jeg måtte sidde i meditationsstilling fordi der i hvert fald ikke var plads til mine ben også. Scaningen var ikke nogen succes, de kune ikke finde den skide chip, selvom jeg havde fundet en hævelse som jeg havde streget ind med en speedmarker. Det er ikke helt let at skrive på en hund med ca 5-6 cm langt hår med en speedmarker. Fordi Happy reagerer agressivt på alt og alle - han var engang en rigitg sød hund der elskede både børn og andre hunde - havde han mundkurv på. Det kneb med at ligge stille, så han blev bedøvet lidt. Når folk kommer på et dyrehospital er de meget betænksomme -not? Flexilinen bliver rullet helt ud, og tæppetisseren får 8 meter line at boltre sig på, hvilket giver adgang til konsultationsrummne og det hele. Der blev bestilt hjemkørsel hos Falck. Efter 1½ times venten og to telefoniske rykkere var der ikke komet nogen, så jeg gik hen til busstoppestedet, med en halvbedøvet hund på 60 kilo dinglende bagved mig. Det er ikke nemt at få 60 kilo halvt sovende hund op i en bus, men det lykkes tilsidst. Fordelen ved bussen var at der var god gulvplads, og heldigvis ikke mange andre passagerer. 5 passagerer i en myldretidsbus er lidt deprimerende for den offentlige trafik. Hjemkomm til busstationen havde jeg stadigt 2½ kilometer. Der finde godt nok en buslinje, men den var planmæssigt kørt 5 minutter før, og næste ville gå om to timer. Gå med en halvt bedøvet hund på 60 kilo? Det kan man ikke. Jeg fik lov at låne en trillebør af en havemand, jem og aflevere dyret, lige ud med de andre, som havde holdt bravt ud, og så tilbage og aflevere trillebøren, som i øvrigt var rød, ligesom den Falckbil vi efter planen skulle have kørt med. Jeg vil tro at der var mere gulvplads i trillebøren. Nu er jeg hjemme, Problemerne med Happy er ikke løst, og jeg gør mig ikke for store håb for hans fremtid. Kastration er ikke altid bare lykke. Den skide chip kunne ikke fjenes, som der ellers står i vedlægssedlen til det skide Suprelorin at man kan. Men der står vist meget andet i den manual der heller ikke passer, samt en hel del der også burde have stået der. Bl.a. dette citat, som jeg har oversat fra en tysksproget manual. Havde jeg vidst det, ville jeg aldrig nogensinde have ladet ham få den chip. Nu kan jeg bruge weekenden til at tænke på hvad der skal ske videre med Happy, og om jeg virkelig har noget at bruge det Falck abonnement til.

Og selv der kan man stadig trykke PrintScreen og få hele skærmbilledet ud i udklipsholderen. Derfra til et billedredigeringsprogram og skære omgivelserne væk, uanset of flickr eller andre har spærret højreklik.

Det med hundedrømme er noget mærkelig noget. Jeg har to "byggesæt hunde" som har været udsat for lidt mere end de burde i deres tidligere liv. De piver aldrig i søvne, de tager sig allerhøjst en løbetur fordi det nu engang er mynder. Men deerhound der aldrig har været udsat for nogen form for overlast hyler af og til højlydt i søvne. Det lyder fandens højt på en varm sommernat hvor alle vinduer er åbne. Naboerne begynder at snakke. Min allerførste hund, der var en jagthund var lige så aktiv i søvne som vågen. Man kunne som regel se hvad han foretog sig i drømmene. Særlig sjovt var det når jeg kunne give ham en ordre som blev udført i drømmeland. Det gik ved at bruge en sagte stemme. "Bento, hør godt efter !" Her blev han fuldstændig forstenet bortset fra en sagte sitren i forventning om... "HVOR er din bold!!" så gik eftersøgningen, man kunne se at han "løb" i uregelmæssige mønstre som en hund der søger. Og så et Plop med munden når bolden blev fundet, og løb tilbage til mig, stop, og logrende hale. Og så vågnede han for at få sin godbid. Det fik han også. Mit eget værste mareridt er at jeg er til et loppemarked hvor der findes alverdens spændende ting, lige det jeg har brug for til at fylde kælderen op, og så vågne og finde ud af at det bare var en drøm. Det er så træls. Derfor skal hunde have godbidder i vågenland for udførte opgaver i drømmeland.

En update: På Virbac.dk kan jeg finde en indlægsseddel til produkt, som ikke omtaler de bivirkninger der har givet problmer her. På Virbac.ch findes den tilsvarende seddel på tysk og fransk, og der gør man opmærksom på problemet, samt en række andre forhold som jeg ikke vidste noget om. Bl.a. at produktets virkning på hunde over 40 kilo stort set er ukendt, men "formodes" at have samme virkning som på dem under. Så de danske dyrlæger har ikke haft muligheder for at kende de bivirkninger fra officiel side, og alligevel kan fabrikanten oplyse det når dyrlægen begynder at bore i det. Det er vist det man kalder lost in translation. Der burde kunne køres en erstatningssag mod den danske importør for at tilbageholde den slags informationer. Lad os se hvad det hele udvikler sig til. På torsdag vil man gøre forsøg på at lokalisere chippen med ultralyd, det oplyser fabrikanten at man kan.