Min hund har bidt min søn

[Museklik]

Jeg er simpelthen så ked af det.

Min hund bed min søn (9 år) i går aftes, da han skulle i seng.

 

Jeg ved ikke præcist, hvad der skete, for han var for chokeret til at huske detaljerne. Hunden var oppe i sengen. Han ville op i sengen for at sove - hunden bed ham ved munden, da han han ville lægge sig ned. Ifølge min søn, knurrede hunden. Han prøvede at ae hende beroligende og ville lægge sig ned. Den bed. Det blødte inde i munden.

 

Jeg stod 2 meter fra værelsesdøren og var der med det samme. Grædende dreng. Ville smide hunden ud af værelset. Den knurrede OGSÅ af mig, da jeg nærmede mig sengen, men jeg var SÅ vred, at jeg i dén grad kommanderede hunden ned/ud (verbalt + kropssprog), så den krøb nærmest ud af værelset. Jeg undersøgte sengen, for at se, hvad den evt. ville beskytte. Der lå en lille bitte tør benrest på gulvet foran sengen. Ikke andet.

 

Der er så mange ubekendte, synes jeg:

 

- hvad skete der?

- Har hun virkelig villet bide, eller har en tand bare "ramt" (der er ET sår/hul ved en af de nederste fortænder, men ikke andre over hovedet)

- Den benstump har hunden slæbt rundt på i måneder. Den har ikke givet problemer før, selv om hunden af og til har noget ressurceforsvar. Dog aldrig så voldsomt her.

- hvad pokker gør vi nu?

 

- Ser det som et hændeligt uheld og ser tiden an?

- Adfærdsbehandler?

- omplacering til nogen, der ikke har børn?

- Aflivning?

 

Knægten er jo bange nu Og jeg

[Gæst kleo]

Øv en dum oplevelse:(, men jeg ville nok bare betragte det som et hændeligt uheld.

din dreng er heldigvis stor og kan være med til at forebygge at noget lign sker igen.

fremover ville jeg bede drengen kalde hunden ned af sengen før han går i seng, dvs ikke gå hen til den men blot venligt kalde den ned, klappe den og så gå i seng, det samme gælder alle andre steder hvor hunden ligger, fx sofa, eller døråbning hvor man skal forbi, kald hunden væk i stedet for at "presse" den ved at gå for tæt, tag altid alvorligt når hunden knurrer afbryd og kald den ud af situationen ikke skælde ud jeg tror bare det er et uheld;) men selvfølgelig blev i bange;)

[Museklik]

Ekstra info:

 

Vi har haft hunden i knap 1½ år (omplaceringshund, der var understimuleret, men ikke mishandlet)

 

Hun er en dansk/svensk gårdhund og springer spaniel blanding, der var temmelig hyper det første år vi havde hende, men som er blevet meget mere harmonisk og rolig det seneste halve år

 

Hun er 20 måneder gammel.

[Umulia]

Hvor mange gange skal det bankes ind i hovedet på folk at man ikke forstyrrer en sovende hund!

Det er en klar forældrefejl, at du ikke har lært din søn hvordan man omgås hunde. Ikke alene kravler han i seng ved siden af hunden, han øger også kontakten da hunden har sendt et klart afstandssøgende signal (knurren).

At du overhovedet kan overveje aflivning - ja jeg savner ord

 

Jeg har også en hund sovende i min seng. Før jeg lægger mig sørger jeg altid for at han er vågen og ved at jeg kommer - meget simpelt, ved at sige hans navn til han åbner øjnene.

 

Og selvfølgelig ingen tyggeben el. lign i nærheden. Hvis din hund har slæbt rundt på den samme benstump i flere måneder, tyder det på at hun har udviklet et usundt afhængighedsforhold til netop den ting. Giv kun mindre tyggeting, som er spist i løbet af en halv time, og fjern eventuelle rester hvis hunden ikke spiser op. En hund med ressourceforsvar skal ikke have lejlighed til at gå og vogte over noget.

Når det er sagt, er det slet ike sikkert at benstumpen har haft noget med episoden at gøre. Det kan bare være chokket over pludselig at blive rørt ved medens hun sov.

 

Og tag dig så sammen og lær sig selv og dit barn lidt respekt for hunden!

[Annette]

Avs, var det ikke lidt hårdt. TS skriver ikke noget om at hunden sov.

 

Men selvfølgelig skal drengen trække sig når hunden knurrer og kalde på den voksne.

[Museklik]

Den sov ikke. Den VAR i sengen. Den lå ikke og hvilede, men var lige hoppet der op kort før min søn kom ind. Hun havde været i stuen sammen med os andre indtil da.

 

Benstumpen slæber den ikke rundt på kontinuerligt. Den fungerer som legetøj - i brug - ikke i brug.

 

Men ja, han skulle have kaldt, da den knurrede. Og det HAR vi snakket om - tusindvis af gange.

[Annette]

Nogle gange kan vi fortælle vores børn det samme igen og igen og ......

 

Vi har en Golden der lige er blevet 1 år og så en datter på 12 år. Hunden er meget godmodig og tålmodig. Tøsen giver store krammere og jeg irettesætter hende ustandselig. Beder hende om at se på hunden og hans ører der er tilbagelagte. Han bryder sig ikke om det, men finder sig i det. Og sådan skal det ikke være. Måske en dag får han nok.

 

Vi skal som forældre prøve så godt vi kan at fortælle børnene om hundens sprog og de dæmpende signaler de sender. Jeg syntes selv jeg har en kvik datter, men hendes følelser og kærlighed til hunden tager overhånd og hun glemmer hvad hun har lært. Sådan er børne (desværre). Men vi skal blive ved og ved med at lære dem hvordan de omgås hunden korrekt.

 

Hvis ellers i har et problemfrit samliv med hunden syntes jeg du skal tage det roligt og prøve at tage det som en grim oplevelse og erfaring.

[Ninjamor]

Jeg ville jo nok have udtrykt det lidt mere diplomatisk end Umulia men jeg er fuldstændig på linie med hende.

 

Uanset hvor diplomatisk man forsøger at sige det, så ligger fejlen og ansvaret hos dig og bør ikke ligge hunden til last.

 

Jeg lærte mine børn meget, meget tidligt "Når Diddi knurrer mener han NEJ". Der var ikke så meget pædagogisk snak med ungerne på det tidspunkt om hundes grænser, zoner og hvad har vi her, jeg ville være helt sikker på at de ikke gik ind i et bid. Hundens knurren betyder NEJ på linie med mit nej..

 

Hvornår var hun i løbetid? Hun kan have set bengnallingen som et hvalpesubstitut, hvis det passer med løbetid for ca. to måneder siden.

 

Uanset. Dansk svensk gårdhund er kendt for deres ressourceforsvar hvilket springeren også kan have i sig i rigt mål, så alene ud fra hendes racemæssige baggrund vil det være hensigtsmæssigt ikke at lade hende have ting, hun kan vogte over.

 

Op med humøret! Det var en enkelt episode som skete i en bestemt situation, så sørg for at de situation ikke kan opstå igen og forklar din søn, hvorfor hunden bed. Din søns tillid har lidt et knæk, men det har hundens også, så det skal der naturligvis arbejdet lidt med evt. ved at I/din søn leger bytte lege med hunde ved at bytte noget mindre værd for noget der er mere værd for hunden.

Din søn er gammel nok til at forstå, at hunden ikke vil ham noget skidt og at det er ressourcesituationer han skal undlade at gå ind i.

 

Han kan også forstå, at selvom sengen er hans, har hunden i sit eget hoved og efter hundenes indbyrdes regler, ret til at forsvare sengen, når hun først har indtaget den. En anden hund ville promte have reageret på din hunds advarsel ved at forsvinde. Din søn har i stedet optrappet konflikten, uanset det ikke var det han ville og din hund har opført sig som den hund hun er og er så bagefter blevet skældt ud af dig pga. din forskrækkelse. Forståeligt nok i vores øjne, men totalt uforståeligt set fra en hunds vinkel.

 

Hvis der ingen ydre mærker er, så må din søn være kommet til skade ved at bide sig selv. Hunden bider ham vel ikke inde i munden?

[Umulia]

Jeg ville jo nok have udtrykt det lidt mere diplomatisk end Umulia

 

Det er derfor du er den professionelle - jeg ville bare uddele kindheste til højre og venstre

 

Min søn blev i øvrigt også bidt da han var 9 - 10 år. "Glemte" vist at han ikke måtte dele sin mad med hundene. De kom op at slås over et stykke brød lige ovenpå ham, og han fik et par tandmærker i kampens hede. 100% selvforskyldt.

[anne-lise hansen]

man kunne jo også lære hunden ikke at være isengen.........

[Ninjamor]

man kunne jo også lære hunden ikke at være isengen.........

 

Det er absolut en mulighed, men hvis det er bengnallingen hun har vogtet over, så kan det ske igen over hvad som helst. Er det liggepladsen kan det opstå alle steder hun ligger og synes drengen, eller andre, kommer hende for nær.

Det er gætteværk, hvad det reelt er hunden har reageret over: Bengnallingen på gulvet, drengens entrering i sengen eller hans berøring?

 

Derfor er mit bud at drengen skal lære at respektere hundesprog og hundes regler samt, at der skal arbejdes på at vinde hundens tillid til, at man ikke tager ting fra den. Det er det sikreste tiltag, som jeg ser det

[Museklik]

Jeg ville jo nok have udtrykt det lidt mere diplomatisk end Umulia men jeg er fuldstændig på linie med hende.

 

Uanset hvor diplomatisk man forsøger at sige det, så ligger fejlen og ansvaret hos dig og bør ikke ligge hunden til last.

 

Jeg lærte mine børn meget, meget tidligt "Når Diddi knurrer mener han NEJ". Der var ikke så meget pædagogisk snak med ungerne på det tidspunkt om hundes grænser, zoner og hvad har vi her, jeg ville være helt sikker på at de ikke gik ind i et bid. Hundens knurren betyder NEJ på linie med mit nej..

 

Hvornår var hun i løbetid? Hun kan have set bengnallingen som et hvalpesubstitut, hvis det passer med løbetid for ca. to måneder siden.

 

Uanset. Dansk svensk gårdhund er kendt for deres ressourceforsvar hvilket springeren også kan have i sig i rigt mål, så alene ud fra hendes racemæssige baggrund vil det være hensigtsmæssigt ikke at lade hende have ting, hun kan vogte over.

 

Op med humøret! Det var en enkelt episode som skete i en bestemt situation, så sørg for at de situation ikke kan opstå igen og forklar din søn, hvorfor hunden bed. Din søns tillid har lidt et knæk, men det har hundens også, så det skal der naturligvis arbejdet lidt med evt. ved at I/din søn leger bytte lege med hunde ved at bytte noget mindre værd for noget der er mere værd for hunden.

Din søn er gammel nok til at forstå, at hunden ikke vil ham noget skidt og at det er ressourcesituationer han skal undlade at gå ind i.

 

Han kan også forstå, at selvom sengen er hans, har hunden i sit eget hoved og efter hundenes indbyrdes regler, ret til at forsvare sengen, når hun først har indtaget den. En anden hund ville promte have reageret på din hunds advarsel ved at forsvinde. Din søn har i stedet optrappet konflikten, uanset det ikke var det han ville og din hund har opført sig som den hund hun er og er så bagefter blevet skældt ud af dig pga. din forskrækkelse. Forståeligt nok i vores øjne, men totalt uforståeligt set fra en hunds vinkel.

 

Hvis der ingen ydre mærker er, så må din søn være kommet til skade ved at bide sig selv. Hunden bider ham vel ikke inde i munden?

 

Han har ikke bidt sig selv, for mærket sidder nede under tanden, i tandkødet - ikke i læben. Men jeg tror mere og mere, at de er stødt sammen - og tanden har ramt. For der er kun et hul. Men det er INDE i munden, og han KAN ikke have lavet det selv.

 

Jeg overvejer at skifte fra råfodring til tørkost - så vi ikke behøver give ben. For ressourceforsvaret er et problem. Hun vogter ikke legetøj. Kun ben og tyggedimser.

 

Hun er steriliseret. Ingen løbetid

[Gæst kleo]

Han har ikke bidt sig selv, for mærket sidder nede under tanden, i tandkødet - ikke i læben. Men jeg tror mere og mere, at de er stødt sammen - og tanden har ramt. For der er kun et hul. Men det er INDE i munden, og han KAN ikke have lavet det selv.

 

Jeg overvejer at skifte fra råfodring til tørkost - så vi ikke behøver give ben. For ressourceforsvaret er et problem. Hun vogter ikke legetøj. Kun ben og tyggedimser.

 

Hun er steriliseret. Ingen løbetid

en mulighed kunne jo også være kun at give hunden ben bag et børnegitter og ikke lade den slæbe rundt med det;)

[Museklik]

en mulighed kunne jo også være kun at give hunden ben bag et børnegitter og ikke lade den slæbe rundt med det;)

 

Ja, det er også en idé. Hun er bare ikke sådan en hund, der bare æder sit ben. Hun gnaver, gemmer det, graver ned... Henter osv. Men jeg kunne godt forestille mig gitter eller bur - bytte og lægge væk.

[Gæst Sus&Siku]

Hund & børn -handler det ikke mest om opdragelse? Af begge?!

 

Jeg vil slet ikke acceptere ressourceforsvar, her kan både jeg og min datter tage ben fra hunden. Også fra hundens mund!

Vi har mange regler i hjemmet ang hund og barn. Fx hunden sover gerne i sengen, men ingen ben, legetøj eller lign, skal flyde i sengetøjet. Alt skal være ryddet op hver eneste aften.

 

Jeg tror, det bare var et uheld?! Jo hunden knurrede af din søn(acceptere du den adfærd fra hunden?). Og han skulle nok bare have gået, kaldt på jer, som forældre til at løse situationen.

 

Jeg vil ikke selv acceptere knurren/snerrende af min datter. Hunden kan vælge at gå eller gø. Oftes smutter hunden hen til mig, hvis min datter bliver for meget. Ellers gøer han og jeg kommer promte.

Knurren/snerren høre til leg med fx boldt.

 

Hvad siger din søn til situationen her bagefter? Plejer jeres hund at sove i jeres søns værelse/seng? Det er ikke til at vide, hvad der gjorde udslaget.

 

Iøvrigt er jeg som barn blivet snappet i munden af en lille pekingeser, da jeg ville kysse den! Har jeres hund gøet, mens jeres søns ansigt(mund)var for tæt på? Måske er de bare stødt sammen?

Jeg ville forvente ved bid/snappen, at der også ville være mærker på hagen/kæben?

[DKWiechert]

Det er en farlig udtalelse, den der med "jeg vil simpelthen ikke acceptere ressourceforsvar/knurren/whatever", for oftest betyder det, at den adfærd bare skal stoppes pr. omgående, nærmest uanset hvordan. (for det mindste er det sådan det oftest opfattes af andre), og dén tilgang vil kun sjældent gøre noget godt for at formindske/fjerne problemet.

Man ser det jo desværre overraskende ofte at nogle undrer sig over hvorfor fido bed dem, da de tog kødbenet fra den storknurrende og tand-blottende køter i dobbelttempo, fordi "jeg vil ikke acceptere......" så "det skal den bare lære, basta...."

 

Der er her tale om en omplaceringshund. Ydermere om en DSG/spaniel-ting. At der er/kan opstå nogle problemer må kunne forventes. Flere andre har skrevet det allerede, men nu kommer det så igen: Istedet for at forvente, at regne med, og nærmest at forlange at kunne sætte sig i sofaen ved siden af hunden, lægge sig i sengen ved siden af hunden, kunne tage noget fra hunden hvor som helst, når som helst, så var det måske formålstjenesteligt at kalde hunden til sig i ét eller andet omfang, og gøre en øvelse ud af det istedet.

 

Med tiden vil hunden også få tillid til at i ikke ønsker at overskride nogle grænser, at i ikke ønsker at stjæle fra den, og kommer man dertil så vil grænserne som hunden har være flyttet så meget at "problemet" faktisk ikke eksisterer mere.

 

Og dét kræver altså at man accepterer ressourceforsvar og knurren i første omgang. Gør man ikke dét så har man tilvalgt en kamp med hunden som man ganske enkelt står meget skidt til at vinde.

[Ulla H]

Hvis man har en hund med spanielgener, må man indimellem accepterer, at hunden kan have en medfødt tendens til sourceforsvar.Og det er ikke for almindelige dødelige bare lige at pille af hunden.Og for mig at se en meget uønsket egenskab, for en familiehund.

Når nu dette er sket ville jeg forhindre gentagelser ved at opsætte et børnegitter ved drengens værelse , så hunden vænner sig til, at der må hun ikke være.Ikke at det skal sidde stationært der, til gene for drengen, men hunden bør forhindres uden magt i at betragte dette værelse som en hyggekrog med egen seng.

[Kaya & Mette]

:ae:Øv en dum situation.

 

I denne situation ville jeg ikke overveje aflivning. Der er alt for mange ubekendte faktorer. Ikke mindst din dreng, som jo helt sikkert elsker sin hund, selv om han er forskrækket lige nu. Tag en lang snak med ham om, hvordan I undgår en lignende situation i fremtiden.

 

Jeg blev bidt af en hund da jeg var 12 år. Den lå og sov, og jeg åbnede døren op i den. Ejeren slog hunden og ville køre den til dyrlægen med det samme. Jeg måtte grædende bede dem om at lade være, kunne simpelthen ikke bære at den skulle aflives pga. mig.

[Gæst Sus&Siku]

Det er en farlig udtalelse, den der med "jeg vil simpelthen ikke acceptere ressourceforsvar/knurren/whatever", for oftest betyder det, at den adfærd bare skal stoppes pr. omgående, nærmest uanset hvordan. (for det mindste er det sådan det oftest opfattes af andre), og dén tilgang vil kun sjældent gøre noget godt for at formindske/fjerne problemet.

 

Det er sandelig heller ikke ment som, at vedkommende bare skal tage alt ud af munden på hunden nu, eller kæmpe om pladserne. Det skal trænes/øves, så hunden ved, at der ikke sker noget ved det.

Men self er det nemmere at lære en hvalp det fra starten af.

 

Jeg synes bare, det er så vigtigt, at hunden ikke har ressourceforsvar, når det er en børnefamilie!

At vi rendte rundt med kiks i de første mange mdr, så vi kunne lave byttehandler med hunden, når den tog min datters legetøj, sokker eller lign. I dag stjæler den ikke tingene mere.

 

Ang sofa og seng, så skal der deles her. Hunden har fx sin faste plads i den 2 personers sofa, men derfor kan vi andre sagtnes flytte hunden og selv tage pladsen. Sengen er heller ikke et probl. Hunden venter ofte med at hoppe derop, indtil min datter har lagt sig. Igen er der "faste" pladser, datteren sover inderst, hunden yderst.

 

Hunden har sin egen kurv, hvor han kan ligge i fred, men han søger den aldrig.

 

Mit råd er bare, at vedkommende nok skulle overveje, at træne ressourceforsvaret væk(heller i det mindste begrænse det).

 

Vi har bare ikke de probl herhjemme.

[Ninjamor]

Hund & børn -handler det ikke mest om opdragelse? Af begge?!

Jeg vil slet ikke acceptere ressourceforsvar, her kan både jeg og min datter tage ben fra hunden. Også fra hundens mund!

Jeg vil ikke selv acceptere knurren/snerrende af min datter. Hunden kan vælge at gå eller gø.

 

Ressourceforsvar er naturlig, altså en del af den skabning arten hund er og tærsklen for adfærden er ligeledes medfødt. Du kan lige så godt sige at du ikke vil acceptere vagtadfærd fra en vagthunderace eller hyrdeadfærd hos en hyrdehunderace!

 

Oftes smutter hunden hen til mig, hvis min datter bliver for meget. Ellers gøer han og jeg kommer promte.

 

Det var det der med opdragelse af begge parter. En hund bør ikke skulle komme i situationer hvor den behøver at flygte fra et barn for at få fred

 

Knurren/snerren høre til leg med fx boldt.

 

Jeg mener det er arrogant og et tegn på manglende indsigt at mene, at en hund ikke må vise sin naturlige adfærd. Vi kan arbejde med grænser og tærskler for at rykke dem gennem tillid og tryghed, men ikke at ville acceptere hundens grænser er horribelt, som er det mildeste ord jeg lige kan finde

[Ulla H]

Jamen SUS, fordi din hund er anderledes indrettet betyder det ikke hverken dårlig opdragelse eller andet, hvis en hund har dette som medfødt. Tror egenlig ikke ,du helt ved , hvordan det fungerer.

Men f.eks med en vaskeægte spaniel er det noget der kan dukke op, også i en sen alder.Og kan ytre sig på mange måder, ala overfor visse personer, som hunden vil have for sig selv, legetøj, liggepladser, kurve, ben ,alt.

Denne medfødte egenskab er ikke lige til at træne væk med bytteting altid, det er en grundliggende opfattelse af rettigheder for hunden, som skal håndteres uden de store bravallaslag, så ingen mister status.

Og forhindres i at uidvikle sig yderligere.-

[Gæst Sus&Siku]

Jeg mener det er arrogant og et tegn på manglende indsigt at mene, at en hund ikke må vise sin naturlige adfærd. Vi kan arbejde med grænser og tærskler for at rykke dem gennem tillid og tryghed, men ikke at ville acceptere hundens grænser er horribelt, som er det mildeste ord jeg lige kan finde

 

Acceptere hundens grænser... Hvis det var min hund, der begyndte at knurre og snappe ud efter min datter i hendes seng, ville jeg omgående få hunden ind i dens kurv! Jeg ville slet ikke acceptere den adfærd i mit hjem. Der kommer legekammerater, de skal kunne være her uden at hunden skal knurre og snappe. Hunden skal ikke markere sig inde på børneværelset(hvis det handler om "ejerskabet" til sengen)hverken over for datter eller mig, så må han i kurven eller i sofaen.

Et fx hvis hunden har sit ben, ligger i sofaen, skal vi andre kunne sidde ved siden af uden probl. Ligesom i sengen.

 

Men igen vi har ikke de probl. Jeg ville bare ikke acceptere så meget resourceforsvar i min familie. Hund og barn har hvert deres legetøj, må ikke låne af hinanden. Men der skal være ryddet op hver aften, så alt hvad der er ben, boldte og lign bliver lagt væk.

 

Alt hvad der er knurren/snerren sker kun under leg her. Her en gøende bla. hund, som tyer til vov istedet. Og det må han gerne. Det er hans måde at sige NEJ/STOP på.

 

Men det skal self trænes, ikke bare gøres! Synes bare det er en uheldig situation i en børnefamilie, hvis sønnen ikke kan lægge sig i sin egen seng uden at hunden skal markere.

[AnjaCS]

Mht. ben/ikke ben, kunne det være en ide at lære hunden kun at spise benet et sted. F.eks i et åbentstående stofbur, eller i en kurv. Så er der en tydelig grænse som både hunden og barnet (og evt. børnegæster) kan se og forstå, og de vil ikke komme på tværs af hinanden.

 

Min hund spiste aldrig ben andre steder end i kurven/buret, da jeg syntes det var noget gris. Jeg havde lært hende det som hvalp, ved at sige nej og tage benet når hun havde det andre steder, og derefter lægge det hen i kurven/buret og sige værsgo i et lyst og glad toneleje. Men den metode ville jeg ikke bruge på en hund med ressourceforsvar, måske nogle af de kloge kan komme med bedre metoder?

 

 

jeg synes i hvert fald ikke du skal aflive på den her konto. Jeg forstår godt at både du og sønnike har fået et chok, men jeg tror ikke det var din hunds intention at skade din søn. Den har sagt fra og markeret, og når man markerer på noget der bevæger sig kan det give huller.

 

Som andre er inde på, er din søn så stor at I kan snakke om reglerne med ham, og også forklare ham hvorfor hunden gjorde som den gjorde.

At knurre betyder altid nej, og skal altid respekteres, og så må han kalde på jer. En ide kunne måske også være at i lærte jeres dreng, at kalde hunden ned fra sengen/møblerne og belønne med en kiks. Således at hunden altid forventer en belønning når den reagerer på jeres drengs kommando og i øvrigt har en forventning om at han kommer med noget godt til den.

[Gæst Sus&Siku]

Jamen SUS, fordi din hund er anderledes indrettet betyder det ikke hverken dårlig opdragelse eller andet, hvis en hund har dette som medfødt. Tror egenlig ikke ,du helt ved , hvordan det fungerer.

Men f.eks med en vaskeægte spaniel er det noget der kan dukke op, også i en sen alder.Og kan ytre sig på mange måder, ala overfor visse personer, som hunden vil have for sig selv, legetøj, liggepladser, kurve, ben ,alt.

Denne medfødte egenskab er ikke lige til at træne væk med bytteting altid, det er en grundliggende opfattelse af rettigheder for hunden, som skal håndteres uden de store bravallaslag, så ingen mister status.

Og forhindres i at uidvikle sig yderligere.-

 

Det kan godt være, jeg ikke helt forstår det? Men jeg ville bare tilråde, at vedkommende overvejede at træne resourceforsvaret væk eller begrænse det. Det kan skabe store probl i en børnefamilie, hvor der kommer legekammerater på besøg. At det kan komme med hundens alder er uheldigt.

[sagapigen]

Acceptere hundens grænser... Hvis det var min hund, der begyndte at knurre og snappe ud efter min datter i hendes seng, ville jeg omgående få hunden ind i dens kurv! Jeg ville slet ikke acceptere den adfærd i mit hjem. Der kommer legekammerater, de skal kunne være her uden at hunden skal knurre og snappe. Hunden skal ikke markere sig inde på børneværelset(hvis det handler om "ejerskabet" til sengen)hverken over for datter eller mig, så må han i kurven eller i sofaen.

Et fx hvis hunden har sit ben, ligger i sofaen, skal vi andre kunne sidde ved siden af uden probl. Ligesom i sengen.

 

Men igen vi har ikke de probl. Jeg ville bare ikke acceptere så meget resourceforsvar i min familie. Hund og barn har hvert deres legetøj, må ikke låne af hinanden. Men der skal være ryddet op hver aften, så alt hvad der er ben, boldte og lign bliver lagt væk.

 

Alt hvad der er knurren/snerren sker kun under leg her. Her en gøende bla. hund, som tyer til vov istedet. Og det må han gerne. Det er hans måde at sige NEJ/STOP på.

 

Men det skal self trænes, ikke bare gøres! Synes bare det er en uheldig situation i en børnefamilie, hvis sønnen ikke kan lægge sig i sin egen seng uden at hunden skal markere.

 

Hvorfor kan du bedre acceptere at hunden gøer end at den knurrer, for at sige fra? Knurren er et afstandssøgende signal, hunden bruger det for at fortælle at noget/nogen er gået over stregen. Hvis det ikke respekteres, KAN hunden vælge at forstærke signalet ved at markere. Men selve det at hunden knurrer, er da kun positivt. Hvis man irettesætter en hund for at knurre, risikerer man at den en anden gang går direkte til markering/bid, for den har jo lært den ikke må bruge "sine ord".