Den sensitive hund

[Ninjamor]

Da jeg "ventede" Pelle, havde jeg store forventninger til lange trave/opleveture med rygsæk og madpakker. Lange dage langs stranden, jeg boede på stranden dengang, med oplevelser, hygge og afslapning.

Træning skulle det også blive til, Nordisk program måske, spor helt sikkert!

Jeg så gode billeder af os være væk hjemmefra flere timer. Alt stod så tydeligt for mig og det var en kæmpe skuffelse, at Pelle måtte opereres i knæet, og efterfølgende aldrig blev helt fit for fight.

 

Nu hvor Pelle er knap 7 år efterhånden har jeg måtte konstatere, at han har en sarthed som intet har med fysikken at gøre. Han er ydest sensitiv overfor udefra kommende påvirkninger. Jeg vil mene man godt kunne kalde ham højsensitiv ligesom jeg selv er.

 

Det er min oplevelse, at der kommer flere og flere af sådanne højsensitive hunde, hunde som øjensynligt tager alt ind, hunde hvis filter er for stormasket. Vi ser dem bare ikke som sensitive hunde, men har mange andre prædikater at sætte på dem.

 

De første år troede jeg, at det var socialiseringen der var slået fejl, Pelle blev jo ikke socialiseret optimalt pga. operationen og den efterfølgende genoptræning, men jeg er gået bort fra den teori og betragter ham nu bare som sensitiv og tager hensyn til dette.

De første år tænkte jeg, at han bare skulle opleve situationerne nogle gange, så at sige optrænes til at kunne være i dem, men nej, sådan var det ikke.

 

Når jeg deltog i træning med ham, kunne han fungere super, hvis jeg bare sørgede for at komme mindst ½ time før alle andre, så han kunne omstille sig i fred og ro. Så fungerede det.

Kom jeg ikke i god tid, fungerede træningen stadig fint, han gjorde det han skulle og gik op i det med liv og sjæl, men var fuldstændig færdig efterfølgende og skulle bruge nogle dage til at komme sig. I disse dage var han opfarende, hængeøjet og var totalt i underskud af energi. Nogle gange fik han stressmave, som varede flere dage.

 

Når han skulle til behandling i Jylland, havde jeg et par gange en passager og lille hund med, Envy og Lua herindefra, så vi kunne deles om udgiften og have selskab på turen. Rigtig hyggeligt til det gik op for mig, at den behandling Pelle modtog blev reparationsarbejde pga. den fremmede hund i bilen!

Vi prøvede et par gange så opgav jeg det.

 

På færgen opførte han sig rigtig fint. Han ville ikke tage trappen ned til P dækket, så vi måtte i elevatoren. Der ville han ikke ind. Okay, så stod jeg bare tavst afventende med døren åben og på et tidspunkt gik han selv ind, lydhør som han er.

Dette blev også for meget for ham og igen blev det reparationsbehandling han fik hos Gudrun.

Derefter forblev han, ulovligt, i bilen under overfarten og dette hjalp helt utroligt. De første gange blev jeg i bilen hos ham, men han sov bare, så det var ok.

 

Hos dyrlægen herhjemme bestiller jeg altid dobbeltkonsultation. Får Pelle bare 5 - 7 minutter til at nusse rundt i konsultationen uden at skulle andet end være der, bliver han hurtigt klar til undersøgelse, faktisk går han så selv hen til undersøgelsesbordet, "beam me up Scotty", og kan nu undersøges.

Dette betyder at vi forlader stedet i ro og totalt afreageret.

Får han ikke disse få minutter, finder han sig i det hele uden vrøvl, men forlader stedet i stress og resultatet bliver dårlig mave og den dårlige erfaring.

 

Møder vi på vore ture overrumplende hunde, fungerer han fint socialt, han siger fra, når det er rimeligt og går ind i leg/omgang når det er det, der er oplægget. Stresser dog hurtigt. Han har aldrig været oppe at slås eller bare været i nærheden af noget, der ligner, så han fungerer fint socialt, er en fantastisk onkel for hvalpe.

 

Der er bare dage, som f.eks. 1. januar hvor han er meget, meget træt. Tilsyneladende helt upåvirket af fyrværkeriet, løftede lige hovedet en gang imellem, men alligevel træt, altså påvirket. På sådan en dag skal han kun have en kort tur i kendte omgivelser og så ellers bare være hjemme uden aktivering af nogen art.

Hvis han kommer i haven er jeg med fordi han disse dage er meget jumpy og opfarende og gør ad forbipasserende hunde og overrumples han, får mennesker uden hunde også et ord med på vejen, hvilket jeg naturligvis vil undgå for alles skyld.

 

Nu hvor jeg ikke har bil, får jeg en anden Pelle at se, en gladere Pelle! Bilen har aldrig været et hit hos ham, men som den enormt samarbejdende, lydige hund han er har han troligt hoppet ind i bilen for at komme på tur.

Pt. går vi mest lige her hvor vi bor så kedeligt, dog med indlagte aktiviteter og han er mere glad end da vi dagligt kørte til hans yndlings steder ved stranden!

 

Jeg har lært rigtig meget af Pelle, ligesådan har jeg lært rigtig meget fra min egen situation, stress, som jeg kan bruge til hundene.

Vi skal være opmærksomme på, at de ydre (og indre) påvirkninger en hund udsættes for, kan belaste den i højere grad end vi muligvis tænker. F.eks. er fyrværkeriet ikke noget Pelle er utryg ved, men det er en konstant påvirkning af nervesystemet, der selvom det ikke ser sådan ud i situationen har en stor negativ effekt.

 

Gæster, som Pelle egentlig ikke tager sig noget videre af, påvirker i situationen ved at vi ved besøg f.eks sidder længere tid ved spisebordet end normalt, hvilket giver belastning når behovet er at ligge i sofaen, med selskab.

 

Der er mange af den slags observationer, som har gjort mig klogere på Pelles, og andre hundes adfærd og behov, men som også giver besvær og bekymring.

 

Problemet er, at det er umuligt at spotte når bægeret er ved at være fyldt, da sådan en hund fungerer helt almindeligt lige til det sidste. Der er ikke en glidende overgang, så overbelastningen bliver tydelig. Det ses ved en "trold op af æske" reaktion og derfor kan sådan en hund virke skingrende sindssyg for uerfarne personer.

Jeg kan forestille mig hvilket prædikat Pelle ville få, hvis vores naboer havde holdt øje med ham i haven..

 

Nogle dage kan jeg dog se på hans øjne allerede om morgenen at det bliver "sådan" en dag.

 

Er ovenstående noget I kender til i mere eller mindre grad?

[FOX]

Ja - på mange mange punkter kunne du lige så godt have beskrevet Alto Jeg gik jo fra at have total spilopmager af en Fox-terrier til en schæfer. Men jeg glædede mig rigtig meget til at gå lange ture igen, men nej. Alto "magter" heller ikke for mange ting. Hvis vi er herhjemme og går vores almindelige ture har jeg en velfungerende hund. Hvis jeg får gæster, som ikke plejer at være her, stresser han og desværre laver han jo så også sine tvangshandlinger. Har haft ham med på et minitræf en gang - det gør jeg ikke igen. Han så faktisk ud til at nyde at løbe rundt med de andre, men endte med at kaste op af stress, så derfor er han hjemme når jeg er med på træf.

 

Jeg er så så heldig, at han elsker at køre i bil og vi har fundet en campingplads, hvor han bare elsker at være. Så nu har vi købt fast plads hele dette år, så Alto kan få badet og løbet rundt på en næsten mennesketom strand - tja, hvad gør man ikke for sine hunde :blink:

[nr 49]

Ninjamor - det er et meget tankevækkende indlæg fordi jeg genkender pelle hos mig selv af og til ...

[luciente]

Ja, både fra mennesker og dyr. Når man hører at et møgfald/ udfald kom som et lyn fra en klar himmel, kan det være den usynlige men vedvarende påvirkning der har udløst det. Det kræver en usædvanligt god iagttagelsesevne og kendskab til individdet, at spotte det, tror jeg.

Det er både god og dårlig viden at have. På plussiden står, at man kan håndtere sig ud af mange potentielle problemer, som du har gjort med Pelle. På minussiden står, at det kan virke fuldstændig overvældende (for mig, i det mindste) at man skal tage højde for så mange faktorer.

I det mindste kan det gøre at man ikke stempler en kollega eller en hund som bimlende vanvittig, lige med det samme:-)

[Ulla H]

Det du beskriver om vore forventninger til fremtiden med hunden ligner meget noget, jeg selv oplever. Hermed menes for mig, at man ser for sig en dejlig pzykisk stabil hund, der har overskud til livet, og hvis man fra start gør det rigtige i flest mulige og umulige situationer, så ender man op med sin ønskehund.

Og så bliver virkeligheden så anderledes, fordi hundens legemlige svagheder eller pzyke ikke kan leve op til den optimale ønskehund.

Så bliver man lidt tvivlende på egne evner, usikker om man har gjort noget forkert og tillige får man ondt af hunden, fordi man skal tage hensyn, som man ikke skulle, hvis hunden var 100 % tuff på alle områder.

Jeg har lidt af det hele i min flok.

Molly på 12 og hendes kusine på snart 10 år er legemlig og pzykisk stærke hunde.Mollys datter Debbie er mere følsom påvirkelig, men legemlig sund, og Debbie søn Freddy er betydelig anderledes end f.eks mormor Molly.

Han kan hurtigt stresse. Og der skal tages hensyn til ham.

Grækerne er lidt for sig, men begge legemlig sunde. Har jo haft en megadårlig start i livet.Og de er mine glashunde, som jeg kalder dem, hvor alt skal gennemtænkes, så de kan blive på jorden uden for meget stress.

At elske dem ubetinget er ikke nok , de skal hele tiden analyseres.

At grækerer ville være lidt anderledes kom så ikke som en stor overraskelse for mig, fordi jeg netop har haft svigtede hunde før. Men jeg har nok troet, at fik jeg dem rimelig unge, ville det hjælpe en del.Nu har de jo begge jagthunde aner og mht til Snoopy også hyrdehund indover, så alene derfor vil de vel køre i et noget højerer gear.

[Audrey]

Jeg oplever noget lignende med Audrey, men det er primært i forbindelse med hendes forhold til mig.

 

Min mor købte for et års tid siden en bog med titlen "Alle hunde har ADHD"

 

Der er ikke ret meget tekst, men fungerer mere som en billedbog med kommentarer, som måske kan sætte en "uvidende" ind i nogle af de største udfordringer man har, når man har ADHD. Da jeg blev klar over, at jeg har ADHD, begyndte jeg at lægge mere mærke til min egen men især Audreys adfærd. Audrey afspejler for det meste min sindstilstand. Hvis jeg er stresset, er Audrey stresset. Jeg tror faktisk, at det var der, hele problemet lå, dengang vi ikke kunne få alene hjemme-træningen til at fungere. Hun vil ikke skilles fra mig, hvis hun kan mærke, at jeg ikke er okay, og det har været sådan fra første dag.

 

Når vi har været hos mine forældre et par dage, og jeg begynder at trænge til at komme hjem, kan jeg se det på Audrey. Når jeg er glad, er det som om, hun er lettet, og når jeg bliver gal over noget, føler hun sig ansvarlig. Jeg kan altid mærke det på Audrey, hvis jeg bør gøre/ændre noget ved min egen situation, og jeg bliver stadig bedre til at lægge mærke til det.

 

Audrey er heller ikke bange for fyrværkeri, så jeg er meget glad for at blive opmærksom på, at hun stadig kan være påvirket af det, og måske har brug for ekstra ro.

[Gæst]

Ja, jeg kender godt til det, du beskriver.

 

Nelson (som nu er 3,5 år) har altid haft sart mave og diarre, og han kastede tit op som hvalp. Både ved leg og og når han var med steder henne. Jeg troede han var syg, og har brugt lang tid på at læse om foder og researche. Han kørte i højt gear, og var meget aktiv, havde svært ved ro sommetider osv.

 

Da han var 18 mdr fik vi en hvalp hjem, og Nelson er så god til de små. Han vil gerne lege og hans lunte er lang. Desværre døjede hvalpen med gentagne infektioner og resistente bakterier. Det betød, at hvalpen ikke skulle særlig meget ud, jeg var bekymret (på grænsen til et sammenbrud, tror jeg). Al aktivitet blev skåret væk omkring hundene, og Nelson fik kun sine gåture rundt i kvaretet (og ikke en gang hver dag ). Vi var bare hjemme og prøvede at klare hverdagene og hvalpens dyrlægebesøg. Desværre blev min hvalpe kun 5 mdr. og tabet af ham gjorde både Nelson og mig syge. Jeg røg helt ned, og Nelson fik en heftig ørebetændelse (som han aldrig havde haft før :hmm:).

Men hele situationen gjorde faktisk at, at jeg fik øjnene op for, at al den "manglende" aktivitet med hundene havde gjort Nelsons mave stabil. Han havde ikke tynd mave mere, og han kastede heller ikke op.

 

Jeg havde gjort min hund en bjørnetjeneste ved at tage ham med ud til alt muligt, hundetræf, strandture, ture i byen osv. Han fungerer bare bedre med ro, renlighed og regelmæssighed.

 

Nu har vi jo så to hunde mere end Nelson. Sommetider får jeg et stik i hjertet, for måske ville han være bedre som alene-hund. Men han er også så meget min skat, at det kan jeg ikke. Og at sende de to andre væk, er ligesom heller ikke ne mulighed. Han er mit faste holdepunkt, med alle sine særheder. Jeg tror ikke, nogen andre ville kunne elske ham nok, for han er virkelige sær (nogle siger spoleret ) med mange ting. Han spiser og drikker ikke ved fodring, men siger til, når han trænger til mad og vand (han drikker kun frisk vand osv.......).

 

Sikke en smøre.. Men ja, jeg kender det du skriver Ninjamor. Og nu sidder jeg og bliver helt rørstrømsk over min sære "gamle" dreng

[Ascha]

Jeg kan sagtens genkende det du skriver om mht Thailo. Han reagerede bare anderledes ved at krybe ind i en osteklokke hvor han kun forholdt sig til ting han kunne lugte og blev ikke træt, men urolig og voldsom istedet.

 

Det hjalp kolossalt da jeg mistede Ascha og han kun kom ud en enkelt gang om dagen på en rigtig lang tur som regel (3-4 timer) og kun skulle forholde sig til mig derhjemme resten af dagen. Vores hjem blev det sted han ladede op og han blev aldrig god til at have besøg, ikke engang af hans bedste venner som jeg vidste at der aldrig ville blive konflikter med. Hvis der kom besøg kunne jeg se at han søgte ro og tryghed ved at tage bamser i munden og søge op i sofaen hvor ham og jeg normalt sad og puttede.

 

Thailo var sart overfor indtryk, men andre mennesker anså ham bare for at være urolig og uartig. Sommetider gjorde han også ting der var forbudt fordi han stressede så meget, at jeg er sikker på, at han havde glemt at det var forbudt (kunne f.eks. finde på at kravle op i folks vindueskarme eller reoler eller springe op ad mig, hvilket en voksen opdraget hund jo ikke "bør"). Det tog mig nogle år at gennemskue, bl.a. hjulpet af dig, og med tiden fik jeg da også et langt bedre forhold til ham, så meget bedre at jeg lige kom til at tude da jeg skulle skrive det her fordi jeg stadig savner min gamle hundeven helt vildt.

[Buddha]

Et fint indlæg, Ninjamor

 

Jeg har jo en lille forventningsbombe, men synes vi er nået langt efterhånden. Og så - som du bl.a. har spurgt mig om flere gange - så har han måske, måske ikke, haft ubehag i kroppen alligevel, i længere tid. Jeg ved det helt ærligt ikke, kan ikke gennemskue om det er kommet over sommeren eller om det har været der længere. Synes han er begyndt at ændre sig stille og roligt nu hvor han er blevet gået igennem et par gange og har fået løsnet en masse muskelspændinger.

 

Lige det med dyrlæger, vores kommer hjem til os og det er jeg super glad for, hun er god til at lade hundene være glade for at se hende og mens vi snakker, falder de til ro, det samme jeg oplever ved kiropraktor og lignende steder, at hunden får lov selv at komme hen når den er klar. Vi har nogle gange været ved andre dyrlæger, på klinikker, og jeg synes virkelig det går for hurtigt, Egon er jo ellers ikke bange for dyrlæger, men det hele lugter af alt muligt og umuligt og for mig er det forståeligt at hunden lige skal snuse af før undersøgelser går i gang. Dog, de fleste dyrlæger bruger lidt tid på at tale med ejeren men hmm, ikke altid helt tid nok (ift hunden altså). - men nu taler jeg så også ud fra at vi jo ikke kommer fast på en klinik normalt.

 

Jeg ved ikke helt hvad der er sarthed i Egons tilfælde, og hvad der er dårlige erfaringer, ift vores anden hund. For tiden leger de virkelig ikke særlig meget, det gør mig super trist, men jeg tror desværre at Egon tilsidst lærte at det gjorde rigtig ondt at lege med Benny (lige før vi kom til en osteopat, det var der deres leg ligesom stoppede) og tror han stadig er bange for at det vil gøre ondt.

 

 

Men trods at jeg tror vi efterhånden er ved at få en god rytme op, med slappe af dage og gode lange ture i naturen (han nægter dog pure at gå på toilettet i haven, på vejen vi bor ved vil han tisse, for at skide så SKAL vi altså ud på den rigtige vej, så helt chill-dage får vi aldrig), har jeg en ide om at Egon ville passe bedre til at bo på landet med en kæmpe have, og bare komme ud og køre vogn hver 2. dag og så ikke så meget andet. Dog vil det nok kræve en virkelig lang periode hvor han ikke syntes det var helt ok og faktisk tror jeg også det kræver et par hunde mere Han er lidt krævende.. og forvænt selvfølgelig.

 

Har indset at Egon ikke er til kurser og weekendophold med træning, det er for meget for ham, men træning på et fast hold er han rigtig glad for. Vi kommer altid en halv times tid før, og går en tisserunde i nærheden og snuser lidt på selve pladsen, det virker godt. Han er meget interesseret i de andre hunde når de kommer, men når vi er gået i gang, er han sgu rigtig god og koncentreret. F.eks. er han meget bedre i dæk ved siden af andre hunde, end jeg nogensinde havde troet. Han er helt ligeglad med de andre ved siden af ham, virkelig flot. Når vi tager hjem, er han træt men glad.

 

 

Noget helt andet som jeg har gået og tænkt over et stykke tid, det er som om hans svage område er bagparten af hans krop. Og pt har det været alt for meget og han er blevet noget træt af dyrlæger og kiropraktor. Jeg tror han var glad for at få rettet sit bækken ved kiropraktor men jeg tror behandlingen er for hård for ham, altså at han stresser over forventningen om knækket eller hvad det hedder, hvor han har noget bedre af osteopati fordi det ikke er så voldsomt. Vi har kun været ved det nye 3 gange, men jeg synes han virker roligere under behandlingen, selvom han dog tydeligvis stadig er noget skeptisk om det nu kommer til at gøre ondt.

Men måske er det ikke så underligt at det er bagparten der "suger" dårligdomme til sig, når nu det grundlæggende er hans bækken vi kæmper med. Det slog mig bare en dag, at han altid altid skal tjekkes på den bagerste del af ham.

[Potemis]

Jeg er selv det man kalder særligt sensitiv (HSP) og kan godt se nogle ting i cookie. Hun trives bedst med en struktureret hverdag, er meget følsom omkring forandring, hun begynder f.eks at bide sin pels af så snart vi begynder at tale om flytning, jeg tror hun kan fange nogle signaler fra mig som gør hende utryg. Hun ligner mig meget af sind, men jeg tror det handler om at vi er meget meget tæt forbundne og at hun aflæser mig så godt at min sensitivitet smitter af på hende. Sidst vi skulle flytte, begyndte hun at bide sig i pelsen inden vi fandt flyttekasser frem. Faktisk snakkede vi kun om at det blev dejligt at komme væk, men hun må have fanget noget stress fra mig, inden jeg selv blev klar over at jeg stressede omkring flytningen.

[Ninjamor]

Hold da op.. Jeg er blevet rigtig glad for at have oprettet denne tråd! Jeg er sikker på der findes mange sensitive hunde og det er vigtigt der sættes fokus på dem.

 

Ja, jeg kender godt til det, du beskriver.

 

Nelson (som nu er 3,5 år) har altid haft sart mave og diarre, og han kastede tit op som hvalp. Både ved leg og og når han var med steder henne. Jeg troede han var syg, og har brugt lang tid på at læse om foder og researche. Han kørte i højt gear, og var meget aktiv, havde svært ved ro sommetider osv.

 

Da han var 18 mdr fik vi en hvalp hjem, og Nelson er så god til de små. Han vil gerne lege og hans lunte er lang. Desværre døjede hvalpen med gentagne infektioner og resistente bakterier. Det betød, at hvalpen ikke skulle særlig meget ud, jeg var bekymret (på grænsen til et sammenbrud, tror jeg). Al aktivitet blev skåret væk omkring hundene, og Nelson fik kun sine gåture rundt i kvaretet (og ikke en gang hver dag ). Vi var bare hjemme og prøvede at klare hverdagene og hvalpens dyrlægebesøg. Desværre blev min hvalpe kun 5 mdr. og tabet af ham gjorde både Nelson og mig syge. Jeg røg helt ned, og Nelson fik en heftig ørebetændelse (som han aldrig havde haft før :hmm:).

Men hele situationen gjorde faktisk at, at jeg fik øjnene op for, at al den "manglende" aktivitet med hundene havde gjort Nelsons mave stabil. Han havde ikke tynd mave mere, og han kastede heller ikke op.

 

Jeg havde gjort min hund en bjørnetjeneste ved at tage ham med ud til alt muligt, hundetræf, strandture, ture i byen osv. Han fungerer bare bedre med ro, renlighed og regelmæssighed.

 

Nu har vi jo så to hunde mere end Nelson. Sommetider får jeg et stik i hjertet, for måske ville han være bedre som alene-hund. Men han er også så meget min skat, at det kan jeg ikke. Og at sende de to andre væk, er ligesom heller ikke ne mulighed. Han er mit faste holdepunkt, med alle sine særheder. Jeg tror ikke, nogen andre ville kunne elske ham nok, for han er virkelige sær (nogle siger spoleret ) med mange ting. Han spiser og drikker ikke ved fodring, men siger til, når han trænger til mad og vand (han drikker kun frisk vand osv.......).

 

Sikke en smøre.. Men ja, jeg kender det du skriver Ninjamor. Og nu sidder jeg og bliver helt rørstrømsk over min sære "gamle" dreng

 

Du har en vigtig pointe, synes jeg, i det understregede. Især i disse år hvor hundene helst skal aktivereres, stimuleres og opleve næsten konstant.

Jeg oplevede det først med Stjerne, hun kunne stort set kun leve for lukkede døre, hvis hun skulle have det godt.

 

Det er fedt at blive rørstrømsk over sine hunde, hvis vi ikke kunne det, kunne det være lige meget med at have hund

 

Jeg kan sagtens genkende det du skriver om mht Thailo. Han reagerede bare anderledes ved at krybe ind i en osteklokke hvor han kun forholdt sig til ting han kunne lugte og blev ikke træt, men urolig og voldsom istedet.

 

Det hjalp kolossalt da jeg mistede Ascha og han kun kom ud en enkelt gang om dagen på en rigtig lang tur som regel (3-4 timer) og kun skulle forholde sig til mig derhjemme resten af dagen. Vores hjem blev det sted han ladede op og han blev aldrig god til at have besøg, ikke engang af hans bedste venner som jeg vidste at der aldrig ville blive konflikter med. Hvis der kom besøg kunne jeg se at han søgte ro og tryghed ved at tage bamser i munden og søge op i sofaen hvor ham og jeg normalt sad og puttede.

 

Thailo var sart overfor indtryk, men andre mennesker anså ham bare for at være urolig og uartig. Sommetider gjorde han også ting der var forbudt fordi han stressede så meget, at jeg er sikker på, at han havde glemt at det var forbudt (kunne f.eks. finde på at kravle op i folks vindueskarme eller reoler eller springe op ad mig, hvilket en voksen opdraget hund jo ikke "bør"). Det tog mig nogle år at gennemskue, bl.a. hjulpet af dig, og med tiden fik jeg da også et langt bedre forhold til ham, så meget bedre at jeg lige kom til at tude da jeg skulle skrive det her fordi jeg stadig savner min gamle hundeven helt vildt.

 

Jeg er glad for du tuder og jeg ved, at du ved hvad jeg mener med det Der var et tidspunkt da du ikke ville have tudet over ham, så dejligt at I fandt hinanden efter en lidt alternativ start

 

Et fint indlæg, Ninjamor

 

Tak skal du have

 

Jeg har jo en lille forventningsbombe, men synes vi er nået langt efterhånden. Og så - som du bl.a. har spurgt mig om flere gange - så har han måske, måske ikke, haft ubehag i kroppen alligevel, i længere tid. Jeg ved det helt ærligt ikke, kan ikke gennemskue om det er kommet over sommeren eller om det har været der længere. Synes han er begyndt at ændre sig stille og roligt nu hvor han er blevet gået igennem et par gange og har fået løsnet en masse muskelspændinger.

 

Lige det med dyrlæger, vores kommer hjem til os og det er jeg super glad for, hun er god til at lade hundene være glade for at se hende og mens vi snakker, falder de til ro, det samme jeg oplever ved kiropraktor og lignende steder, at hunden får lov selv at komme hen når den er klar. Vi har nogle gange været ved andre dyrlæger, på klinikker, og jeg synes virkelig det går for hurtigt, Egon er jo ellers ikke bange for dyrlæger, men det hele lugter af alt muligt og umuligt og for mig er det forståeligt at hunden lige skal snuse af før undersøgelser går i gang. Dog, de fleste dyrlæger bruger lidt tid på at tale med ejeren men hmm, ikke altid helt tid nok (ift hunden altså). - men nu taler jeg så også ud fra at vi jo ikke kommer fast på en klinik normalt.

 

Jeg ved ikke helt hvad der er sarthed i Egons tilfælde, og hvad der er dårlige erfaringer, ift vores anden hund. For tiden leger de virkelig ikke særlig meget, det gør mig super trist, men jeg tror desværre at Egon tilsidst lærte at det gjorde rigtig ondt at lege med Benny (lige før vi kom til en osteopat, det var der deres leg ligesom stoppede) og tror han stadig er bange for at det vil gøre ondt.

 

 

Men trods at jeg tror vi efterhånden er ved at få en god rytme op, med slappe af dage og gode lange ture i naturen (han nægter dog pure at gå på toilettet i haven, på vejen vi bor ved vil han tisse, for at skide så SKAL vi altså ud på den rigtige vej, så helt chill-dage får vi aldrig), har jeg en ide om at Egon ville passe bedre til at bo på landet med en kæmpe have, og bare komme ud og køre vogn hver 2. dag og så ikke så meget andet. Dog vil det nok kræve en virkelig lang periode hvor han ikke syntes det var helt ok og faktisk tror jeg også det kræver et par hunde mere Han er lidt krævende.. og forvænt selvfølgelig.

 

Har indset at Egon ikke er til kurser og weekendophold med træning, det er for meget for ham, men træning på et fast hold er han rigtig glad for. Vi kommer altid en halv times tid før, og går en tisserunde i nærheden og snuser lidt på selve pladsen, det virker godt. Han er meget interesseret i de andre hunde når de kommer, men når vi er gået i gang, er han sgu rigtig god og koncentreret. F.eks. er han meget bedre i dæk ved siden af andre hunde, end jeg nogensinde havde troet. Han er helt ligeglad med de andre ved siden af ham, virkelig flot. Når vi tager hjem, er han træt men glad.

 

 

Noget helt andet som jeg har gået og tænkt over et stykke tid, det er som om hans svage område er bagparten af hans krop. Og pt har det været alt for meget og han er blevet noget træt af dyrlæger og kiropraktor. Jeg tror han var glad for at få rettet sit bækken ved kiropraktor men jeg tror behandlingen er for hård for ham, altså at han stresser over forventningen om knækket eller hvad det hedder, hvor han har noget bedre af osteopati fordi det ikke er så voldsomt. Vi har kun været ved det nye 3 gange, men jeg synes han virker roligere under behandlingen, selvom han dog tydeligvis stadig er noget skeptisk om det nu kommer til at gøre ondt.

Men måske er det ikke så underligt at det er bagparten der "suger" dårligdomme til sig, når nu det grundlæggende er hans bækken vi kæmper med. Det slog mig bare en dag, at han altid altid skal tjekkes på den bagerste del af ham.

 

Selv om man må redigere sine forventninger, er det så ikke fedt at blive så opmærksom på sine hundes behov og begrænsninger? Hu hej hvor lærer de os meget!

Især når man har to så forskellige hunde af samme race som du har, lærer du meget ret hurtigt.

 

Hvor er det dejligt at osteopati kan hjælpe

 

Din observation med bagparten tror jeg holder stik, vi suger skidt til os i de svage områder, så det er vigtigt at være opmærksom på dem

[Ninjamor]

Hold da op.. Jeg er blevet rigtig glad for at have oprettet denne tråd! Jeg er sikker på der findes mange sensitive hunde og det er vigtigt der sættes fokus på dem.

 

Ja, jeg kender godt til det, du beskriver.

 

Nelson (som nu er 3,5 år) har altid haft sart mave og diarre, og han kastede tit op som hvalp. Både ved leg og og når han var med steder henne. Jeg troede han var syg, og har brugt lang tid på at læse om foder og researche. Han kørte i højt gear, og var meget aktiv, havde svært ved ro sommetider osv.

 

Da han var 18 mdr fik vi en hvalp hjem, og Nelson er så god til de små. Han vil gerne lege og hans lunte er lang. Desværre døjede hvalpen med gentagne infektioner og resistente bakterier. Det betød, at hvalpen ikke skulle særlig meget ud, jeg var bekymret (på grænsen til et sammenbrud, tror jeg). Al aktivitet blev skåret væk omkring hundene, og Nelson fik kun sine gåture rundt i kvaretet (og ikke en gang hver dag ). Vi var bare hjemme og prøvede at klare hverdagene og hvalpens dyrlægebesøg. Desværre blev min hvalpe kun 5 mdr. og tabet af ham gjorde både Nelson og mig syge. Jeg røg helt ned, og Nelson fik en heftig ørebetændelse (som han aldrig havde haft før :hmm:).

Men hele situationen gjorde faktisk at, at jeg fik øjnene op for, at al den "manglende" aktivitet med hundene havde gjort Nelsons mave stabil. Han havde ikke tynd mave mere, og han kastede heller ikke op.

 

Jeg havde gjort min hund en bjørnetjeneste ved at tage ham med ud til alt muligt, hundetræf, strandture, ture i byen osv. Han fungerer bare bedre med ro, renlighed og regelmæssighed.

 

Nu har vi jo så to hunde mere end Nelson. Sommetider får jeg et stik i hjertet, for måske ville han være bedre som alene-hund. Men han er også så meget min skat, at det kan jeg ikke. Og at sende de to andre væk, er ligesom heller ikke ne mulighed. Han er mit faste holdepunkt, med alle sine særheder. Jeg tror ikke, nogen andre ville kunne elske ham nok, for han er virkelige sær (nogle siger spoleret ) med mange ting. Han spiser og drikker ikke ved fodring, men siger til, når han trænger til mad og vand (han drikker kun frisk vand osv.......).

 

Sikke en smøre.. Men ja, jeg kender det du skriver Ninjamor. Og nu sidder jeg og bliver helt rørstrømsk over min sære "gamle" dreng

 

Du har en vigtig pointe, synes jeg, i det understregede. Især i disse år hvor hundene helst skal aktivereres, stimuleres og opleve næsten konstant.

Jeg oplevede det først med Stjerne, hun kunne stort set kun leve for lukkede døre, hvis hun skulle have det godt.

 

Det er fedt at blive rørstrømsk over sine hunde, hvis vi ikke kunne det, kunne det være lige meget med at have hund

 

Jeg kan sagtens genkende det du skriver om mht Thailo. Han reagerede bare anderledes ved at krybe ind i en osteklokke hvor han kun forholdt sig til ting han kunne lugte og blev ikke træt, men urolig og voldsom istedet.

 

Det hjalp kolossalt da jeg mistede Ascha og han kun kom ud en enkelt gang om dagen på en rigtig lang tur som regel (3-4 timer) og kun skulle forholde sig til mig derhjemme resten af dagen. Vores hjem blev det sted han ladede op og han blev aldrig god til at have besøg, ikke engang af hans bedste venner som jeg vidste at der aldrig ville blive konflikter med. Hvis der kom besøg kunne jeg se at han søgte ro og tryghed ved at tage bamser i munden og søge op i sofaen hvor ham og jeg normalt sad og puttede.

 

Thailo var sart overfor indtryk, men andre mennesker anså ham bare for at være urolig og uartig. Sommetider gjorde han også ting der var forbudt fordi han stressede så meget, at jeg er sikker på, at han havde glemt at det var forbudt (kunne f.eks. finde på at kravle op i folks vindueskarme eller reoler eller springe op ad mig, hvilket en voksen opdraget hund jo ikke "bør"). Det tog mig nogle år at gennemskue, bl.a. hjulpet af dig, og med tiden fik jeg da også et langt bedre forhold til ham, så meget bedre at jeg lige kom til at tude da jeg skulle skrive det her fordi jeg stadig savner min gamle hundeven helt vildt.

 

Jeg er glad for du tuder og jeg ved, at du ved hvad jeg mener med det Der var et tidspunkt da du ikke ville have tudet over ham, så dejligt at I fandt hinanden efter en lidt alternativ start

 

Et fint indlæg, Ninjamor

 

Tak skal du have

 

Jeg har jo en lille forventningsbombe, men synes vi er nået langt efterhånden. Og så - som du bl.a. har spurgt mig om flere gange - så har han måske, måske ikke, haft ubehag i kroppen alligevel, i længere tid. Jeg ved det helt ærligt ikke, kan ikke gennemskue om det er kommet over sommeren eller om det har været der længere. Synes han er begyndt at ændre sig stille og roligt nu hvor han er blevet gået igennem et par gange og har fået løsnet en masse muskelspændinger.

 

Lige det med dyrlæger, vores kommer hjem til os og det er jeg super glad for, hun er god til at lade hundene være glade for at se hende og mens vi snakker, falder de til ro, det samme jeg oplever ved kiropraktor og lignende steder, at hunden får lov selv at komme hen når den er klar. Vi har nogle gange været ved andre dyrlæger, på klinikker, og jeg synes virkelig det går for hurtigt, Egon er jo ellers ikke bange for dyrlæger, men det hele lugter af alt muligt og umuligt og for mig er det forståeligt at hunden lige skal snuse af før undersøgelser går i gang. Dog, de fleste dyrlæger bruger lidt tid på at tale med ejeren men hmm, ikke altid helt tid nok (ift hunden altså). - men nu taler jeg så også ud fra at vi jo ikke kommer fast på en klinik normalt.

 

Jeg ved ikke helt hvad der er sarthed i Egons tilfælde, og hvad der er dårlige erfaringer, ift vores anden hund. For tiden leger de virkelig ikke særlig meget, det gør mig super trist, men jeg tror desværre at Egon tilsidst lærte at det gjorde rigtig ondt at lege med Benny (lige før vi kom til en osteopat, det var der deres leg ligesom stoppede) og tror han stadig er bange for at det vil gøre ondt.

 

 

Men trods at jeg tror vi efterhånden er ved at få en god rytme op, med slappe af dage og gode lange ture i naturen (han nægter dog pure at gå på toilettet i haven, på vejen vi bor ved vil han tisse, for at skide så SKAL vi altså ud på den rigtige vej, så helt chill-dage får vi aldrig), har jeg en ide om at Egon ville passe bedre til at bo på landet med en kæmpe have, og bare komme ud og køre vogn hver 2. dag og så ikke så meget andet. Dog vil det nok kræve en virkelig lang periode hvor han ikke syntes det var helt ok og faktisk tror jeg også det kræver et par hunde mere Han er lidt krævende.. og forvænt selvfølgelig.

 

Har indset at Egon ikke er til kurser og weekendophold med træning, det er for meget for ham, men træning på et fast hold er han rigtig glad for. Vi kommer altid en halv times tid før, og går en tisserunde i nærheden og snuser lidt på selve pladsen, det virker godt. Han er meget interesseret i de andre hunde når de kommer, men når vi er gået i gang, er han sgu rigtig god og koncentreret. F.eks. er han meget bedre i dæk ved siden af andre hunde, end jeg nogensinde havde troet. Han er helt ligeglad med de andre ved siden af ham, virkelig flot. Når vi tager hjem, er han træt men glad.

 

 

Noget helt andet som jeg har gået og tænkt over et stykke tid, det er som om hans svage område er bagparten af hans krop. Og pt har det været alt for meget og han er blevet noget træt af dyrlæger og kiropraktor. Jeg tror han var glad for at få rettet sit bækken ved kiropraktor men jeg tror behandlingen er for hård for ham, altså at han stresser over forventningen om knækket eller hvad det hedder, hvor han har noget bedre af osteopati fordi det ikke er så voldsomt. Vi har kun været ved det nye 3 gange, men jeg synes han virker roligere under behandlingen, selvom han dog tydeligvis stadig er noget skeptisk om det nu kommer til at gøre ondt.

Men måske er det ikke så underligt at det er bagparten der "suger" dårligdomme til sig, når nu det grundlæggende er hans bækken vi kæmper med. Det slog mig bare en dag, at han altid altid skal tjekkes på den bagerste del af ham.

 

Selv om man må redigere sine forventninger, er det så ikke fedt at blive så opmærksom på sine hundes behov og begrænsninger? Hu hej hvor lærer de os meget!

Især når man har to så forskellige hunde af samme race som du har, lærer du meget ret hurtigt.

 

Hvor er det dejligt at osteopati kan hjælpe

 

Din observation med bagparten tror jeg holder stik, vi suger skidt til os i de svage områder, så det er vigtigt at være opmærksom på dem

[Retrieveren]

Denne hjemmeside handler om det at være sensitiv: sensitiv srligt sensitive mennesker HSP - Lise August - Martin August - hsp godt nok for mennesker, men den er super spændende!

Hvis man går ind under "test dig selv" og så "sensitiv profil" kommer der 4 former for sensitivitet frem. Man behøver ikke være sensitiv på alle områderne, men kan godt bare være det på nogle af områderne, og i større eller mindre grad.

 

Jeg har også selv en hund som er sensitiv, og det har jeg egentlig vidst længe. Selv er jeg også lidt sensitiv på nogle områder, men har aldrig anset det som et problem.

 

Jeg læste på et tidspunkt en artikel der beskrev det at være sensitiv. (Har desværre ikke et link til den). Den beskrev hvordan det faktisk blev til en enormt stærk resource at være sensitiv, og hvordan en arbejdsplads kunne have stor glæde af sensitivt personale. Så jeg tror at man skal passe på ikke at undskylde sig bag at man er sensitiv og ikke se det som en sygdom, men se det som en styrke. (Det står også på nævnte hjemmesiden hvordan man kan bruge de forskellige sensitive profiler som styrker). På samme måde tror jeg på at jeg skal lade være med at sige at Barney "fejler" noget fordi han er sensitiv (han er det nok ikke i så voldsom grad som jeg kunne forestille mig andre hunde er det), for jeg tror på at det egentlig har nogle andre fordele, som jeg kan udnytte. Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på at lige netop dét og dét er lettere. Men vi matcher bare så godt (måske fordi vi begge er lidt sensitive), at jeg ikke føler jeg kan pege det ud - det er mere en følelse og en fornemmelse.

Så det er ikke noget jeg tænker over i det daglige - det er mere bare sådan en følelse og en fornemmelse. For mig bliver det en del af hundens personlighed og måden man er sammen med lige netop den hund, og så kan der være nogle ting man må arbejde lidt ekstra på, som man aldrig havde behøvet med en anden hund.

 

Jeg tror ikke nødvendigvis der er kommet flere af den slags hunde, men vi forventer idag at hundene skal med til dit og dat, skal kunne sammen med mange fremmede hunde og mennesker og kunne arbejde tæt med store forstyrrelser. Det var nok en del mindre hunde man forventede det af for 20-30 år siden. Tror da også folk (inkl. mig selv) tager hunden meget med i byen når man skal til familie, venner osv. så hunden ikke skal være meget alene hjemme osv. Så derfor tror jeg at det kommer mere til udtryk idag, samt at man er blevet mere opmærksom. Vi har jo aldrig kørt så meget til kiropraktor, dyrlæge, specialister osv. som vi gør idag. Og så er der kommet et ord for det. Man har vel heller aldrig set så mange børn der er sensitive, som man gør idag. Men er det ikke bare fordi man har sat fokus og fundet en begegnelse? Jeg har da først indenfor de sidste par år fundet ud af at jeg er sensitiv. Det betyder ikke andet for mig end at jeg nu har et ord at kalde det. Det ændre ikke på at jeg inden jeg var ret gammel, var klar over at jeg reagerede kraftigere på nogle ting end mine venner og mine søskende (som jo var dem jeg kunne måle mig med da jeg var barn).

 

Det er et super spændende emne og jeg håber at lære meget mere om det.

[KimC]

Det er min oplevelse, at der kommer flere og flere af sådanne højsensitive hunde, hunde som øjensynligt tager alt ind, hunde hvis filter er for stormasket. Vi ser dem bare ikke som sensitive hunde, men har mange andre prædikater at sætte på dem.

 

Der er kommet flere hunde med adfærdsproblemer. Det kan der være mange forklaringer på. Her er nogen af mine favoritforklaringer.

 

Måske er man bare mere opmærksomme på det end man var før.

 

Mange hvalpe vokser op som "faderløse", de præges på voksenhunde kun på deres mor, der som oftest er ved at være fysisk udkørt når hvalpene kommer til den alder hvor prægningen for alvor starter.

 

Adfærd er ikke en parameter der indgår i avlen. Man kan slæbe en nærmest skruptosset hund i en udstillingsring og få den præmieret. Bare der er titler nok, det er vigtigst! Det er en fuldstændig frivillig sag for en opdrætter at frasortere adfærdsproblematiske dyr fra avlen, det er meget få opdrættere der gør det når de først står med en gakket IntCh som er deres egen af linjen.

 

Før aflivede man hunde med adfærdsproblemer. Nu behandler man problemet i stedet, og hunden overlever. Og så er "vores" hund jo så søøød og dejlig så hende skal vi have hvalpe på, selv om un blev tæsket og er halvgammel! Vi vil jo også så gerne selv have en hvalp efter hende! Og så har man en hund med adfærdsproblemer inde i avlen. Det er der ingen der gør noget for at forhindre, og opdrætsforeningen mangler jo penge, bare avl løs, vi har udskiftet krav med anbefalinger!

 

 

Er ovenstående noget I kender til i mere eller mindre grad?

 

Ja, jeg har jo meget følsomme hunde som kan reagere panisk på en ganske harmløs situation. Der har jeg indtil for nyligt lagt grunden på dårlig prægning, hvilken prægnng får en hvalp der lever sine førte 8 uger i et mæørkt rum hvor eneste lys og luft kommer fra en brevsprække hvor klappen mangler, og den efterfølgende tid i en svinestald?

Men, ved at studere individer der er i familie med mine hundes forældredyr, men som aldrig har været på det sted, kan jeg se at de også er meget følsomme. De ganske få seriøse opdrættere der er på internationalt plan undgår disse linjer.

 

Det er et problem på linje med snuder der ikke kan træke vejret, og øjne der ikke kan blive i øjenhulen. Man ved at problemet eksiterer, men ingen føler at det er dem der skal gøre noget for at løse problemet. Og opdrætsforeningen vælger som sædvanlig den løsning der er flest penge i - at se den anden vej.

 

Det her er noget vi kommer til at se mere af fremover

[Buddha]

 

Selv om man må redigere sine forventninger, er det så ikke fedt at blive så opmærksom på sine hundes behov og begrænsninger? Hu hej hvor lærer de os meget!

Især når man har to så forskellige hunde af samme race som du har, lærer du meget ret hurtigt.

 

Hvor er det dejligt at osteopati kan hjælpe

 

Din observation med bagparten tror jeg holder stik, vi suger skidt til os i de svage områder, så det er vigtigt at være opmærksom på dem

 

Ja det er meget, meget spændende med 2 hunde Men i det store hele, så trives de jo begge med nogenlunde rutiner, men Benny er typen som er helt ligeglad om vi går en lang tur eller om vi bare hænger ud i sofaen hele dagen, han synes bare det er dejligt at være sammen, det er en meget stor forskel på dem.

 

Og noget jeg da gjorde ofte og tænkte var en god hunde aktivitet det første års tid især, var det at være sammen med mange andre hunde, men det har jeg lært slet ikke er så optimalt for nogen af dem, på hver deres måde bruger de for meget energi på at overskue situationerne og alting er meget rarere og roligere hvis vi bare er sammen med 1-2 andre hunde.

[Ulla H]

Jeg tror da virkelig, at Kim til dels har ret i, at en del af de sårbare hunde kommer fra linier, hvor det er dominerende.Men der kan ofte være stor spredning i et kuld, så selv ansvarlige opdrættere kan få lavet en sådan hund.

Men det fritager jo hverken kennelklub eller opdrætter i at være meget OBS på deres avlshundes mentalitet.

[Louisen]

Taiki har nogle dage, hvor han ikke magter andre hunde. Han viser det allerede ved synet af den første hund vi møder på den tidlige morgentur og så ved jeg bare fra erfaringen, at hele den dag, er andre hunde bare no-go. Selv vennerne.

 

Vi er nu kommet til det punkt, hvor vi bare accepterer det, for det er bedst for alle parter. Næste dag er Taiki som regel fin nok igen, men som sagt kan han have de her dage, hvor andre hunde bare skal skride.

Det er ofte sammenfaldende med hans mor-dage, hvor det næsten kun er mig som er god nok og han er meget puttesyg. Han er tjekket for smerter og andet, men der er intet.

Dog oplever jeg ofte, at disse dage kommer dagen efter at jeg har været længe ude af hjemmet, f.eks. lange dage på skolen da jeg skrev eksamensopgave. Selvom han er hjemme sammen med sin far/min kæreste, så følger der altså en hel dag, hvor han hænger i mine skørter og ikke gider andre hunde. Og kan jeg efterkomme hans behov, hvilket ikke er så vanskeligt, er der ingen problemer.

[Ninjamor]

Jeg tror da virkelig, at Kim til dels har ret i, at en del af de sårbare hunde kommer fra linier, hvor det er dominerende.Men der kan ofte være stor spredning i et kuld, så selv ansvarlige opdrættere kan få lavet en sådan hund.

Men det fritager jo hverken kennelklub eller opdrætter i at være meget OBS på deres avlshundes mentalitet.

 

Jeg mener ikke, at det er en fejl at hunde/mennesker er højsensitive, bare at sådan er det nu engang

[Bitten Soerensen]

Hold da op - et dejligt indlæg.

Både fordi det er skønt at lære noget nyt - men hvor er det også dejligt at der kommer så mange indlæg. Jeg sidder jo hér og bliver både rørt og taknemmelig. Rørt over alle de/I mennesker der er så opmærksomme på jeres hunde/dyr, og taknemmelig over at jeg er inde i dette forum, hvor jeg bliver endnu klogere på min egen hund, fordi I deler jeres viden...

 

Jeg tror da også at min Linus er ret sensitiv... Da jeg fik ham, for ca 6 år siden, troede jeg jo at han havde uanede mængder energi. Uanset hvor meget jeg aktiverede ham med hundeleg, løb og lange gåture, så løb han stadig "på væggene"...

Heldigvis tog jeg kontakt til Grace på Tåsinge Hundepark, og noget af det første hun spurgte mig om, var om han kunne ha' stress... Det var selvfølgelig dét han havde, det bette pus - og det blev jo ikke bedre af alt det jeg mente han skulle opleve...

 

Men efter jeg begyndte at skue ned for aktiviteterne "ud af huset" og op for hjerne-aktiviteterne, så blev han også mere og mere rolig. Han blev også mere og mere tryg ved mig, og så gik vi også over til at råfodre, hvilket betød at han også begyndte at få lidt sul på kroppen, hvilket jo igen betød at han også fik mere ro på.

Desværre har jeg taget nogle valg, gennem de sidste år, som betød at vi (hundene og jeg) blev nødt til at flytte, mere end godt var - specielt for Linus. Men han har klaret dét SÅ godt, og meget bedre end jeg havde troet. Jeg tror det handler meget om, at han/de altid har været sammen med MIG. At jeg har troet på at dét at flytte, var det HELT rigtige - uanset hvordan alt andet har set ud. At når vi er kommet det nye sted hen, så har jeg haft ro på - og bare været sammen med hundene. Så måtte det andet komme hen ad vejen.

Som nogle af jer ved, så har jeg "jævnligt" en depression - og jeg har faktisk oplevet at det var Linus der gjorde mig opmærksom på at jeg var begyndt at ændre mig = på vej ned. Han blev mere "pivet" og "mor-syg", og gik hele tiden med mig rundt i huset/lejligheden... Når jeg så "fik øje på dét" og ikke kunne se at der var noget andet der kunne påvirke ham, så kunne jeg se indad og mærke hvor dårligt jeg faktisk selv havde det...

 

Vores "tilværelse idag? Ja, vi bor jo langt ude på landet, og Linus kommer ikke meget ud. Jo, selvfølgelig kommer han ud at gå, han kommer selvfølgelig også til dyrlægen når han skal - og nogle gange er han også med i bilen, når jeg bare kører ud og handler... Men ellers nyder han at kunne holde øje med ALT ude fra gården - døren står ret meget åben når vi er hjemme, så han kan gå ud og ind som han vil. Han har stadig brug for liiiige at tjekke om jeg stadig er der, når han har ligget ude i 10 min...

Men ellers kører han stadig hurtigt op - f.eks. når der kommer nogen, men han falder også ret hurtigt ned igen. Når vi er hos mine forældre, så er han holdt med at gø, hver gang min far gik ind af en dør - uanset om det var yderdøren, soveværelses-døren eller toilet-døren min far gik ind/ud af, så gøede Linus. Nu gøer han kun når der kommer "gæster", hvilket jo er ok. Men når vi så har været der et par dage, så er han også bare SÅ træt, så han sover hele vejen hjem+næste dag! Men der sker også meget mere dér, end hjemme hos os...

 

Men alt i alt, så er vores hverdag meget stille og rolig... For hvis der sker alt for meget for Linus, så kan han stresse i flere dage... Det er jo også derfor jeg vælger at han skal "dopes" nytårsaften - for når ham og jeg holder en stille nytårsaften, så er det "kun" medicinen der skal ud af kroppen i løbet af 1. januar, i stedet for at han skal bruge dage/uger på at få stressen ud af kroppen...

 

Jeg ved ikke om Linus er Hyper Sensitiv - men han er i hvert fald mere sensitiv, end nogle af de andre hunde jeg har haft! Men han er også den eneste der har haft så hård en start - han er jo græker, og da han kom til mig, ca. 1 år gammel, var jeg det 8.sted...

[luckyluna]

Meget tankevækkende:)

 

Den anden dag gik jeg faktisk og tænkte at det var sjovt som langt de fleste af vores hundevenner er hunde som er lidt ekstra følsomme...eller også har de bare ejere som er ekstra opmærksommme på deres hundes behov og så mærker de jo hundene anderledes..

Faktisk synes jeg at langt de fleste hunde er ret følsomme overfor andres sindstemninger og miljø påvirkninger.

jeg har i hvertfald i de fleste år med sheila, siden jeg lærte om det via Turid Rugaas, gået ud fra at hunde kan reagere med stress hvis der sker for meget, at de kan bygge overnpå til bægeret er fyldt og de derved kan reagerer kraftigt og "ud af det blå".

 

Det er nok en af de vigtigste lektier min gule ven har fået mig til at se:)

 

For Sheila pigen er klart sådan en hund. Hun er på mange måder så sej, klarer så meget stimuli (efterhånden) men pludselig er det for meget.

Hun er dog med alderen blevet rigtig, rigtig god til at sige hvornår hun trænger til hvile og hvad hun ellers trænger til, selvskab feks.

 

Feks har nytår været mere hårdt for hende end først antaget. Umiddelbart klarer hun det ok, hun var jo dopet 3 aftener, men det er helt sikkert mega hårdt for hende at blive utryg mange gange om dagen, selvom det umiddelbart er ovre med det samme. Hun er nemlig stadig helt vildt træt..Og anden januar var hun på tur og var totalt i hopla, hvilket nok istedet var en smule stress der skulle du for hun reagerer kraftigt på en løber, hvilket hun aldrig har gjort.

 

Mysla er en meget blid hund og også meget stresspåvirkelig, men hun er mere sådan udadtil stresset så det kan ses (og høres) hvor sheila gemmer det indeni til hun enten eksploderer eller bliver syg..

 

Men jeg ved ikke om det er særlig sensistiv egentlig, måske det bare er sådan hunde er? Og nogen mere end andre?

[Ninjamor]

Meget tankevækkende:)

 

Den anden dag gik jeg faktisk og tænkte at det var sjovt som langt de fleste af vores hundevenner er hunde som er lidt ekstra følsomme...eller også har de bare ejere som er ekstra opmærksommme på deres hundes behov og så mærker de jo hundene anderledes..

Faktisk synes jeg at langt de fleste hunde er ret følsomme overfor andres sindstemninger og miljø påvirkninger.

jeg har i hvertfald i de fleste år med sheila, siden jeg lærte om det via Turid Rugaas, gået ud fra at hunde kan reagere med stress hvis der sker for meget, at de kan bygge overnpå til bægeret er fyldt og de derved kan reagerer kraftigt og "ud af det blå".

 

Det er nok en af de vigtigste lektier min gule ven har fået mig til at se:)

 

For Sheila pigen er klart sådan en hund. Hun er på mange måder så sej, klarer så meget stimuli (efterhånden) men pludselig er det for meget.

Hun er dog med alderen blevet rigtig, rigtig god til at sige hvornår hun trænger til hvile og hvad hun ellers trænger til, selvskab feks.

 

Feks har nytår været mere hårdt for hende end først antaget. Umiddelbart klarer hun det ok, hun var jo dopet 3 aftener, men det er helt sikkert mega hårdt for hende at blive utryg mange gange om dagen, selvom det umiddelbart er ovre med det samme. Hun er nemlig stadig helt vildt træt..Og anden januar var hun på tur og var totalt i hopla, hvilket nok istedet var en smule stress der skulle du for hun reagerer kraftigt på en løber, hvilket hun aldrig har gjort.

 

Mysla er en meget blid hund og også meget stresspåvirkelig, men hun er mere sådan udadtil stresset så det kan ses (og høres) hvor sheila gemmer det indeni til hun enten eksploderer eller bliver syg..

 

Men jeg ved ikke om det er særlig sensistiv egentlig, måske det bare er sådan hunde er? Og nogen mere end andre?

 

Min oplevelse er at der kan skelnes mellem hunde som er blevet ekstra følsomme pga oplevelser og hunde der er sådan fra naturens hånd - ligesom mennesker. Men det kan jo ikke måles og vejes på nogen måde og hvem kan sige 100% hvad der er hvad? Ligesom ingen kan sige 100% om en adfærd er nedarvet eller erhvervet.

 

Flere har skrevet at deres hunde bliver klæbende, når de selv har det skidt. Min Rasmus var ofte den der gjorde mig opmærksom på at jeg havde det skidt, han klæbede også i de situationer. Pelle derimod, han iagttager mig rigtig meget og når han ikke synes om min energi søger han væk og afviser kontakt! Se, det er da egentlig fedt - ja, ikke for mig måske, men for hans egen skyld han tænker sikkert at nok må være nok

[Ulla H]

Er det så os, lidt overfølsomme mennesker, der måske også tilfældigt får en hund, og evt. påvirker den yderligerer.

Mit 1 ste chock mht til dette, var med min 1 ste genbrugshund, en supersart mishandlet gravhund . Jeg led en del af dette før menses symdrom, og blev ofte meget humørsyg og nok skide urimelig????. Især efter jeg blev enemor. I lang tid opdagede jeg det ikke selv-desværre.

Pludselig gik det op for mig, at jeg kunne se disse dage i min hund øjne og kropssprog.De lyste ud af ham , at han følte mig utilregnelig, skønt jeg da ikke havde de store udbrud. Og dette kom, før jeg selv erkendte det. Jeg gik til læge, han grinte og sagde stakkelts hund (+barn) , du må på lidt medicin, og det hjalp.

Jeg har aldrig erfaret dette i mit samvær med heste, der jo også er følsomme.

Så jeg fik den erkendelse, at hunden har altid ret i sin vurdering.Du kan synge og danse, men ikke snyde den, for den har aflæst dig.

Skægt nok diskuterer jeg meget hunde med diverse venner, men dette har jeg nok ikke fortalt så ofte.

Nu har jeg jo hunde i begge ender af skalaen, og hvis jeg bliver urimelig hysterisk eller andet, vil de 2 ældste da bare tage mig ovenfra og ned, de rystes ikke ,.Deres familie er sådan, meget optimistiske hunde.

Men et par af de andrte er da meget følsomme.

Husker min afdøde mor fortalte, en dag hun var her, at store græske Nana stod oppe i vindueskarmen og min mor sagde nogle alvorsord til hende. Hun fortalte ,at Nana sprang ned og sad i et hjørne og rystede og hun kunne ikke komme tæt på og sige undskyld, Min mor var så bange for, hun ville skide af skræk på gulvet. Hvis det havde været Molly , havde hun fået et blik, NÅ-så du det!!!!. Og hvad så- jeg er nede nu.

Nogle siger, og der sker også, at en famile altid får samme type hund ud af hvilkensomhelst race de anskaffer.

Det passer bestemt ikke med mit hundehold.

Du, Ninjamor spørger til, om det er en fejl at nogle hunde er for sensitive, og ja , det mener jeg det er . For hundenes skyld synes jeg, det er en fejl. Idet jeg synes, at de krav, den opfattelse, der er i samfundet, med krav om så store forventninger til dens tilpasning til vor levemåde, ofte overstiger en hunds formåen.

Og så står folk igen med en problemhund. Det jeg kalder en misforstået hund.

Nu er det vidt forskellig fra familie til familie, hvilke ting, der udgør et problem, og masser af folk elsker deres problemhund, men alt for mange giver bare hunden skylden. Og gør intet for at imødekomme denne hunds sarte krav til en bedre tilværelse. Det var en dårlig hund, dårlig avl, dårlig socialisering hos opdrætter osv.

 

Faktisk er det herligt at følge mange af de græske, fordi folk ved, de får en hund/hvalp med dårlige erfaringer som ballast, og de jubler over hver et fremskridt, og samhørighed og erfaringsudveksling hundeejere imellem er stor i den kreds. Og de hunde viser så også hele spektret mht tilpasning og evt.sart sind.

[Ninjamor]

Er det så os, lidt overfølsomme mennesker, der måske også tilfældigt får en hund, og evt. påvirker den yderligerer.

Mit 1 ste chock mht til dette, var med min 1 ste genbrugshund, en supersart mishandlet gravhund . Jeg led en del af dette før menses symdrom, og blev ofte meget humørsyg og nok skide urimelig????. Især efter jeg blev enemor. I lang tid opdagede jeg det ikke selv-desværre.

Pludselig gik det op for mig, at jeg kunne se disse dage i min hund øjne og kropssprog.De lyste ud af ham , at han følte mig utilregnelig, skønt jeg da ikke havde de store udbrud. Og dette kom, før jeg selv erkendte det. Jeg gik til læge, han grinte og sagde stakkelts hund (+barn) , du må på lidt medicin, og det hjalp.

Jeg har aldrig erfaret dette i mit samvær med heste, der jo også er følsomme.

Så jeg fik den erkendelse, at hunden har altid ret i sin vurdering.Du kan synge og danse, men ikke snyde den, for den har aflæst dig.

Skægt nok diskuterer jeg meget hunde med diverse venner, men dette har jeg nok ikke fortalt så ofte.

Nu har jeg jo hunde i begge ender af skalaen, og hvis jeg bliver urimelig hysterisk eller andet, vil de 2 ældste da bare tage mig ovenfra og ned, de rystes ikke ,.Deres familie er sådan, meget optimistiske hunde.

Men et par af de andrte er da meget følsomme.

Husker min afdøde mor fortalte, en dag hun var her, at store græske Nana stod oppe i vindueskarmen og min mor sagde nogle alvorsord til hende. Hun fortalte ,at Nana sprang ned og sad i et hjørne og rystede og hun kunne ikke komme tæt på og sige undskyld, Min mor var så bange for, hun ville skide af skræk på gulvet. Hvis det havde været Molly , havde hun fået et blik, NÅ-så du det!!!!. Og hvad så- jeg er nede nu.

 

Det er ikke sådan noget jeg mener, når jeg skriver "højsensitiv".

F.eks. er jeg det jo selv og jeg kan sagtens tage en skideballe eller det der svarer til det i den historie du fortæller, det betyder ikke noget, jeg er ikke et råddent æg der går i stykker hvis nogen siger BØH til mig, nej det er mere alle de stimuli der påvirker en, uden man er specielt bevidst om det. Det ka være at man sidder i lægens venteværelse, klinikdamen taler i telefon, musik kører og så begynder en patient at trave frem og tilbage i venteværelset. Musikken og telefonsamtalen er det okay med, men den tredje stimulus, patiente der traver frem og tilbage bliver bare for meget og så begynder jeg at stresse helt vildt.

 

Det du beskriver mener jeg mere er følsomhed overfor signaler evt. pga tidligere oplevelser og en græker kan jo have en noget blandet baggrund og gravbassen ved du havde en historie med midhandling.

Godt du fik medicin for din ubalance

 

Nogle siger, og der sker også, at en famile altid får samme type hund ud af hvilkensomhelst race de anskaffer.

Det passer bestemt ikke med mit hundehold.

 

Men måske ville det passe bedre hvis du kun fik 8 ugers hvalpe af samme race?

 

Du, Ninjamor spørger til, om det er en fejl at nogle hunde er for sensitive,

 

Nix, det spørger jeg ikke om:

 

Jeg mener ikke, at det er en fejl at hunde/mennesker er højsensitive, bare at sådan er det nu engang

 

og ja , det mener jeg det er . For hundenes skyld synes jeg, det er en fejl. Idet jeg synes, at de krav, den opfattelse, der er i samfundet, med krav om så store forventninger til dens tilpasning til vor levemåde, ofte overstiger en hunds formåen

Og så står folk igen med en problemhund. Det jeg kalder en misforstået hund.

 

Hvis vi så vedtager højsensivitet er en fejl hos hunde hvad så hos mennesker?

 

Nu er det vidt forskellig fra familie til familie, hvilke ting, der udgør et problem, og masser af folk elsker deres problemhund, men alt for mange giver bare hunden skylden. Og gør intet for at imødekomme denne hunds sarte krav til en bedre tilværelse. Det var en dårlig hund, dårlig avl, dårlig socialisering hos opdrætter osv.

 

Jeg tror vi taler lidt ved siden af hinanden her

 

Faktisk er det herligt at følge mange af de græske, fordi folk ved, de får en hund/hvalp med dårlige erfaringer som ballast, og de jubler over hver et fremskridt, og samhørighed og erfaringsudveksling hundeejere imellem er stor i den kreds. Og de hunde viser så også hele spektret mht tilpasning og evt.sart sind.

 

Er det ikke snarere sarthed pga. erfaring end et decideret sart sind?

[Ulla H]

Hej igen Ninjamor.

Måske har jeg da misforstået dig, med hensyn til din definition på sensitivt sind.

For min opfattelse er jo at det kan indebære flere ting, f.eks netop dette med "bare" at heletiden at skulle aflæse og bruge kræfter til at aflæse andres kropssprog. Og som du nok mener, at i visse situationer kan indtryk ikke filtreres fra, så de bliver for meget. Som venteværelsessituationen.

Jeg vil mene, det er en dårlig og ikke ønsket egenskab, eller hvad du vil kalde det, fordi det tapper for mange positive kræfter, uanset hvilke individ ,det drejer sig om.Det bliver for svært at fokuserer .

Jeg synes også det kan give anledning til for hurtig at stresse og kan forvirre ens opfattelse af, hvad der foregår omkring een.

Og jeg vil mene at ,hvis folk engang har haft en hund, der hvilede stabilt i sig selv pzykisk, var super kontaktbar og altid positiv glad, vil en sådan sensibel model ofte blive en nitter.

Ala - vi har gjort alt for den hund, og alligevel er den sådan(måske utaknemmelig i deres øjne).

Håber du forstår, hvad jeg mener. Hvor er det da svært at udtrykke følelser.

Og hvad jeg mente med mange af de græske er nok, at mange rutinerede hundefolk ikke har store forventninger til, at den vil nærme sig deres forestilling om at opfører sig normalt, (hvad det så er) så forventninger er ofte ikke høje , men mange overrasker faktisk vild positivt.

[luckyluna]

Min oplevelse er at der kan skelnes mellem hunde som er blevet ekstra følsomme pga oplevelser og hunde der er sådan fra naturens hånd - ligesom mennesker. Men det kan jo ikke måles og vejes på nogen måde og hvem kan sige 100% hvad der er hvad? Ligesom ingen kan sige 100% om en adfærd er nedarvet eller erhvervet.

 

Flere har skrevet at deres hunde bliver klæbende, når de selv har det skidt. Min Rasmus var ofte den der gjorde mig opmærksom på at jeg havde det skidt, han klæbede også i de situationer. Pelle derimod, han iagttager mig rigtig meget og når han ikke synes om min energi søger han væk og afviser kontakt! Se, det er da egentlig fedt - ja, ikke for mig måske, men for hans egen skyld han tænker sikkert at nok må være nok

 

Nej det er nok svært at sige hvad der er hvad.. Og hvem der er mest. Jeg kender jo ikke Pelle, men jeg vil ikke sige at sheila er lige så meget som du beskriver pelle, det er nok mere som vores hundeven, der er terrier. Han er meget sensitiv, synes jeg. Får stressmave af ingenting, suger omgivelsernes stress til sig som en svamp..Men hvad der er tidlig prægning/arv og hvad der er indlært er svært at sige.

 

Sheila søger også væk fra mig, hvis jeg er ked af det. Feks kan jeg blive ret trist over at hun bliver bange for høje lyde og selvom jeg prøver at skjule det, så vil hun ikke altid opmuntres af mig, men søger min mor eller anden person hun har tillid til. Så kan hun prøve igen lidt senere om jeg "virker" igen. Det kan også skyldes erfaringer jo, men stadig lidt interessant.

Jeg tror jeg selv er sensitiv, jeg er det i hvertfald omkring synsindtryk, det bliver hurtigt for meget. Feks udløser en biograffilm næsten altid voldsomme drømme og at jeg har svært ved at sove for billeder der kører..