Hvorfor har du valgt den race du har? Og hvorfor blev det en tæve eller en hanhund?

[Gæst Sitto]

Fordi vi gerne ville have en lille hund - én som ikke krævede det store i motion, som var lille og nem at have med rundt - og som ikke fælder ret meget.

 

Valget faldt på halv Papillon, kvart Malteser og kvart Yorkshire terrier. Hun er den perfekte lille hund for os. Omend hun er lidt en pestilens til tider - men dét kan man vidst godt sige skyldes hvalpebrain, hun er jo kun 10 uger..

 

Men vi har overhovedet ikke fortrudt valget. Hun er helt perfekt!

[a9]

Jeg har schæfer pga mangel på fantasi :blink: hvilket er ret underligt, da fantasien er rigeligt livlig på alle andre områder

 

Da min fader tilbage i 1984 endelig langt om længe gav efter for familiens ønske om en hund, havde han 2 betingelser, han skulle intet ansvar for den have, og der skulle være en schæfer - og sådan fandt racen vej til familien, og siden har vi slet ikke kunnet leve uden

 

Min første hund var en min brors pensionerede tjenestehund, Lucki :hjerte: Lucki og jeg havde et helt specielt forhold, damn han var dejlig

 

Da jeg mistede ham, kunne jeg slet ikke komme på nogen race, der har det schæferen har, så Bondo kom til Han blev i den grad min soul-dog :hjerte: Da jeg mistede ham aaaaalt for ung var min fantasi ikke blevet spor bedre, og Jacki flyttede ind Min totalt race atypiske prinsessehund :hjerte:

 

 

Eneste ændring er skiftet fra hanhund til tæve, et skifte der var nødvendigt, efter tabet af 2 hanhunde på 16 mdr.

 

Min fantasi er stadig på stand by mht racevalg - så næste vaps på matriklen bliver også en schæfer - schæferen har vist sig at være one stop shopping for mig :5up:

[tacora]

Racekonform=racetypisk?

 

Arbejdsegenskaber:

Her kommer jeg lidt til kort, da jeg ikke er jæger og synes, at mine springere udviser et fornuftigt jagtgen og søgemønster, men jeg har hørt kritikken, at standardspringerne ikke længere kan bruges til det de er avlet til.

 

Lige pt. er der heldigvis stadig en overvægt af de "gode" springere, men opdrætterne skal tænke over deres opdræt, så vi ikke ender, hvor cockerne er i dag med meget ressourceforsvar og hidsighed.

 

Til det første - passer ikke - de kan fint bruges til udstilling

 

 

Til det sidste - det har du helt ret i

 

:vinken:Venlig hilsen Steen stenild

[Jaffa]

Da jeg begyndte at kigge på hund ville jeg gerne have haft en mops, men ville blive åndsvag af dens snorken.

Så kiggede jeg på chihuahua, men droppede det igen. Kiggede på dværgpincher da jeg tilfældigt faldt over et billed af en tjekkisk rottehund og så var jeg solgt.

 

Havde egentlig lagt det lidt på hylden da jeg kun må have enten hund eller kat her og havde en kat i forvejen, men så faldt jeg over annoncen på Cille og kom altså bare sådan lige til at købe hende.

 

Har indtil jeg fik hende altid sagt at jeg skulle have en han, men da jeg godt kunne tænke mig at få hvalpe var jeg jo nødt til at anskaffe mig en tæve.

Men de planer er nok desværre på nippet til at blive skrinlagte i tilfælde af at hun skulle have patella.

 

Gitte

[Ascha]

:hjerte:

Arbejdsegenskaber:

Her kommer jeg lidt til kort, da jeg ikke er jæger og synes, at mine springere udviser et fornuftigt jagtgen og søgemønster, men jeg har hørt kritikken, at standardspringerne ikke længere kan bruges til det de er avlet til.

 

Lige pt. er der heldigvis stadig en overvægt af de "gode" springere, men opdrætterne skal tænke over deres opdræt, så vi ikke ender, hvor cockerne er i dag med meget ressourceforsvar og hidsighed.

 

Jeg bliver altså lidt irriteret når jeg hører at standart springere ikke kan bruges til jagt mere. Jeg er godt nok ikke jæger men tror sgu at de efterhånden stiller lidt for høje krav til hundene og lidt for lave til dem selv.

 

De gider ikke vente på at en flatcoat bliver moden og vælger derfor at ødelægge labben og golden for at få fart nok på hunden. Kan ikke forstå hvordan det kan være så svært,... vil man have en hurtig hund så må man tage hele pakken med og vælge een, det er meningen, skal være sådan.

 

Jeg kan spørge mig selv hvorfor curly coaten overhovedet eksisterer (eller clumber spaniel for den sags skyld), for de er jo slet ikke skabt til at arbejde i det tempo som dagens jægere vil have (men sjovt nok heller ikke i fare for at blive opdelt). Måske skulle jægerne overveje om det er deres stil/ måde at drive jagt på, der noget galt med og ikke hundene, inden samtlige jagthunderacer bliver nogle snotforvirrede stressbomber som selv jægerne ikke har en skid kontrol over. Det er desværre lidt det jeg synes er blevet mere og mere almindeligt igennem de sidste ti år.

 

Nå, det var vist lidt OT.

[Gæst The dogfather]

Jeg vil bare gerne være ligesom ham der 50 cent...

[kharder]

Vi har valgt en Sankt Bernhard, da min kæreste er opvokset med dem og jeg bare blev forelsket i Bella da jeg så billederne af hende. Bella er adopteret i gennem foreningen OASA og da vi ikke har tid til opdragelse af en hvalp, så valgte vi at adoptere en unghund. Vi gik ikke så meget op i om det skulle være en tæve eller en han.

[NannaSoko]

Jeg har altid været lidt forelsket i mynderne, men turde ikke rigtig binde an med så underlig en hund.

Da jeg skulle have en hund igen efter et par års hundepause, skulle jeg havde en hvalp. Alt passede så godt, jeg havde tidligere haft dværgpincher, men ville nu have en tysk pincher og jeg havde fundet et kuld i Sverige. Det fald lige sammen med at jeg blev færdig med mit speciale og da jeg er biolog og jeg blev færdig på et skidt tidspunkt i forhold til job, havde jeg jo masser af tid til gå hjemme med hvalpen.

Sådan gik det bare ikke....tæven fik en hvalp, det betød ingen hvalp til os og jeg fik job med det samme :stupid:

 

Jeg var ved at dø af hundemangel og havde kun holdt modet oppe fordi jeg snart skulle have hvalp. Da der så pludselig var en ung og smuk whippet tæve der manglede et sted at bo kørte jeg ned og hentede hende samme dag.

Det har jeg ikke fortrudt. Nanne er den sødeste, kærligste og sjoveste whippet man kan forstille sig. Desværre er hun så sød og nem at hun ofte bliver lidt overset

Heldigvis er hun ikke så krævende, hun er glad med en masse kæl og kontakt, bløde liggepladser, en løbetur ind imellem og lidt træning.

 

Da jeg skulle have hund nr to var det fordi jeg skulle bruge en seriøs træningshund, det skulle være den perfekte agilityhund i mellem størrelse og det skulle være en hvalp, enten sheltie elle gårdhund.

Under min søgen efter den rigtige hund så jeg Soko (dengang Luna) i en annonce på netten. Jeg tænkte at jeg måtte køre ned og kigge på hende og da jeg så hende var jeg straks totalt forelsket.

Jeg havde alftalt med min daværende kæreste at vi IKKE måtte tage hunden med hjem samme dag. Det gjorde vi heller ikke, men han var lige så tosset med den lille vaps som mig, så vi hentede hende ugen efter.

 

Det køb har jeg tilgengæld fortrudt mange gange....aldrig har jeg oplevet så irriterende, egenrådig, frygtløs og vanvittig en hund. Det første der skete var at hun kom op og slås med Nanna, derefter prøvede hun at aflive katten

 

I dag fortryder jeg ikke Soko, hun er den mest fantastiske hund :hjerte:

 

Jeg har lært så utrolig meget af at have sådan en crazy-vaps og jeg keder mig aldrig.

Hun blev ikke helt den agilityhund jeg havde drømt om. Både fordi hun har en tendens til at æde de andre hunde på et agilityhold og fordi jeg er ret talentløs på en agilitybane (og fordi vi aldrig træner agility). Jeg håber og tror stadig hun kan nå at blive noget stort indenfor dogdancng eller lydighed, især hvis jeg bliver bedre til at få trænet

[Ditte91]

Jeg har Oskar, en 2½ år gammel mops. Jeg valgte en mops fordi jeg længe havde været forelsket i racen. Jeg havde læst en del om den. Temperament, motion osv. og racen passede ret godt i forhold til, hvor jeg var i mit liv. Jeg var sygemeldt og måtte ikke være ret meget fysisk aktiv. Mange steder står der at mopser ikke behøver ret megen motion, og det var jo nok en af grundene til, at valget faldt på racen. At jeg så har fået en hyperaktiv en af slagsen, det er jo en anden sag - jeg vil heller ikke bytte

 

En anden grund til racevalget, var størrelsen. Mine forældre ville egentlig ikke have hund, og da jeg boede hjemme på det tidspunkt, var det jo lidt et problem. Jeg var hårdt ramt psykisk, og det kunne især min tante mærke, så hun talte rigtig meget med mine forældre om mit store ønske om en hund. Hun kunne godt se, hvor opslugt jeg var om tanken, mit ansigt lyste op midt i sygdomsforløbet hver gang jeg talte om det.

Min tante fik overbevist mine forældre, måske var jeg også selv del i det, og på min fars 45års fødselsdag hentede jeg mit livs lys

 

Nu bor jeg ikke hjemme hos mine forældre længere, men det gør Oskar tilgengæld. Min mor vil på ingen måde af med hendes lille skat, og min far... Jaeh. Han vil ikke indrømme det, men han er sgu også blevet vild med hunden

[Amocca]

Da vi skulle have Karla søgte jeg højt og lavt i racerne. Havde først tænkt på DSG, men forelskede mig så hovedkuls i cavalieren... Endte dog med, at jeg ikke turde købe en sådan pga. sundheden / mangel på samme i racen... Den dag i dag er jeg glad for det valg - tror cavalieren ville have været alt for "tam" til mig Vendte tilbage til DSG og tog valget. Så pippede manden pludselig op... "jamen en rigtig hund er en labrador"... Han er vokset op med sorte labradorer og kunne ligepludselig ikke forestille sig andet... Efter mange diskussioner blev vi dog enige om, at labben bare ikke passede ind... Vi bor i et gammel byhus inde midt i centrum, fordelt på kælder, stue, 1. og 2. sal... tanken om sådan et kæmpe kræ op og ned af trapperne dæmpede noget af hans entusiasme Så faldt vi over Karlas kuld (blanding af DSG og Lab)... De var knap 3 uger da jeg mødte dem første gang og jeg var solgt! Vi valgte den sorte af tæverne - hun lignede jo mest min mands "sorte lab" Jeg er vokset op med hanhunde og har mødt lidt for mange egetkønsagrresive af slagsen, så jeg ville have en tæve. Manden er vokset op med tæver, så det passede ham fint.

Det valg har vi aldrig fortrudt. Hun er en ener, en drømmehund og jeg får nok aldrig en som hende igen. Jeg tror ikke kun det skyldes at hun er min første hund, men også hendes intelligens, hendes utrolige evne til at udtrykke sig, hendes arbejdsiver og hendes store hjerte :hjerte: Hun er alt hvad jeg nogensinde kunne have drømt om og meget mere oveni. Ligemeget hvad jeg kaster mig over, så giver hun sig selv 100% og forsøger at gøre hvad jeg ønsker. Som agilityhund er hun den bedste hund nogen nybegynder nogensinde havde kunnet ønske sig - hun elsker sporten ligeså meget som jeg selv, er tilgivende når jeg retter på hende og skælder mig ud når jeg ikke er tydelig nok i mine signaler Hun er fantastisk at arbejde med!

 

 

Johna er endnu en tæve, efter Karla kunne jeg ikke forestille mig andet. Forarbejdet med hvad hun skulle være for en, var større end det var for at finde Karla og langt mere besværligt - for denne gang vidste jge mere... både om hvad jeg ville have, men sandelig også om hvad jeg ikke ville have Jeg søgte landet tyndt efter en dsg / pudel blanding og fandt også et par stykker, men desværre alle hos hundehandlere af værste skuffe. Så dem hoppede jeg udenom... Faldt over Johnas kuld, som var adverteret som dsg/ beagle blandinger... absolut ikke hvad jeg søgte. Men jeg kunne ikke se beaglen i nogle af forældrene og hvalpene var endnu ikke født da annoncen kom på - en jældenhed når man køber blandingshunde! Så jeg måtte ud og møde forældredyrene... Jeg forelskede mig hovedkuls i Johnas far ved første møde og hvalpene var blevet født natten i forvejen - så jeg så Johna første gnag da hun var knapt 1 døgn gammel... :hjerte: Så billeder af farhundens forældre og kan stadig ikke finde beaglen nogensteder Så i min bedste overbevisning er Johna blandet af dsg/jrt og noget ukendt...

 

Hun er den sjoveste og mest charmerende lille hund jeg har kendt. Hun er en tøs på nogle områder og overmodig på andre. Hun er galskab og spilopper og masser af ballade. Men hun er også kæl og nus og kysser og en lille fokuseret arbejdshest når det skal være. Så jeg glæder mig meget til at komme til at arbejde mere målrettet med hende efterhånden som hun bliver ældre

 

[Nollike]

Charles skete sådan lidt ved et tilfælde. Det var nok egentlig mest Martin der ville have ham, han havde arbejdet meget med ham. Og jeg er ikke den store rottweilerfan, og kan da godt lide ridgebacks, men det er heller slet ikke en hund for mig. Men ja, Charles er bare verdens bedste hund :hjerte: Vi har haft ham lidt over 2 år. Han elsker mennesker, kan med de fleste hunde, og er verdens bedste varmedunk. Han ved ikke noget bedre end at sove i sengen, under dynen.. eneste ulempe er at han breder sig af H til, snorker, og stjæler hele hovedpuden

Sally valgte jeg, fordi jeg ville have en "schæfertype" som skulle være mit projekt. Jo tak, rigtigt valg, må man sige Det viste sig at der bag det larmende, ildelugtende, schæferlignende ydre, gemte der sig en lille bitte border collie/krammebamse :hjerte:

Begge hunde har taget fantastisk godt imod vores baby her for 10 mdr siden, meget bedre end man kunne ønske sig af sådan et par tossehoveder og vi er begge utroligt stolte af dem :hjerte:

Charles og Martin snuste lidt til rallyO i efteråret, og regner med at starte igen til foråret. Sally og jeg dyrker agility, og mit mål er en konkurrence eller to næste år.

 

Du glemte nogen!! Du har haft andre hunde NÅ

 

Jeg valgte en engelsk springer, fordi den skulle passe til den flatcoat jeg havde i forvejen mht. temperament, aktivering mm., og fordi den lige var lidt mindre. At han så viste sig at være den dimentrale modsætning,... ja, sådan var det bare og det lærer man jo at leve med. Idag ville jeg ikke bytte ham for noget i verden, men jeg skal indrømme at der aldrig kommer til at bo en springer i mit hjem igen.

 

Noomi vil heller ikke bytte ham siger hun :hjerte:

[Rams]

Jeg havde et hyr med at overbevise kæresten om, at vi skulle have hund. Han elsker hunde, men han bryder sig ikke om alt det arbejde der er med dem. Han er vokset op med en cocker spaniel og efter alle de historier jeg har hørt om hunden, var den en understimuleret cocker spaniel, fra en hvalpefabrik med aggressiv adfærd. Kæresten har stadig ar på hænderne efter hunden. Ikke så mærkeligt, han var bekymret for hvad man går ind til, når man får hund.

Først sagde han, at hvis vi skulle have hund, så SKULLE det være en beagle. Jeg overbevidste ham om alt det, den race krævede, så det duede bare ikke med os.

Så sagde han, at det skulle være en basset hound. Men samtidig var hans krav, at hunden ikke måtte fælde for meget og der måtte ikke lugte af hund i hjemmet, bare fordi vi havde hund;-)

 

Jeg selv ville gerne have en hund der var lærenem og meget omgængelig, og ikke havde det største aktiveringsbehov, fordi jeg var bange for at jeg ikke ville kunne dække hundens behov i en travl hverdag. Samtidig skulle det være en race, som ville passe godt ind i en børnefamilie, når den tid engang kommer.

Jeg har en tendens til at stresse selv, så havde også brug for en hund, der kunne hjælpe mig til at finde ro og slappe af, når jeg er hjemme.

 

Både kæresten og jeg ville ikke have en for lille hund.

Kæresten har lidt uspecificeret allergi, så derfor var det vigtigt for mig, at hunden var allergivenlig, så vi ikke bare skulle af med den igen, hvis kæresten skulle reagere på den.

 

Jeg undersøgte og undersøgte på racer. Og er forelsket i mange forskellige. Er bl.a. også helt forelsket i Whippets, men den races udseende kan kæresten bare ikke lide.

Faldt hele tiden tilbage på löwchen og kennel-lowchens hjemmeside.

Så vi tog ud og besøgte hende. Syntes de var fantastisk dejlige, men lige lovlig små og meget livlige.

 

Har altid haft den overbevisning at jeg ville have en hanhund og så er det jo heldigt at de fleste han-løver jo er lidt større en tæverne. Når nu vi gerne ville have den var lidt større.

 

Ud fra research, var det nok den race, som ville være bedst til os. Valgte havanesere og cotonere fra fordi jeg godt kan lide at löwchens har så mange forskellige farver.

Valgte Dexter og har fået en hund med samme personlighed som mig selv;-)

Dvs. vi er vældig gode til at stresse hinanden op engang imellem..

Så det er det minus, jeg har fundet ved racen ift mig. De er livlige og holder en fest, de elskede løver, så dette kan skabe lidt rod i mit hovede engang imellem.

 

Ellers så elsker jeg bare racen og mine 2 kræ

Men der er stadig mange andre spændende racer der tiltaler mig, så kunne godt ende op med en lagotto rogmangolo, en portugisisk vandspaniel, en whippet eller en helt anden race engang:lun:

-Meeen kunne også sagtens ende ud med flere löwchens:mrgreen: Tror ihvertfald at når jeg bliver en gammel dame der sidder i en ældrebolig, så kunne en löwchen sagtens være min sidste bedste ven.

 

p.s. kæresten har mødt en basset hound sidenhen på en udstilling og han syntes slet ikke om dem i real life, så godt han ikke fik helt lov til at vælge. Men jeg gik ud fra vores behov og krav i hverdagen og valgte race udfra dette.

Og nu 'sniffer' kæresten til Boris jævnligt, fordi han lugter så dejligt at hund:mrgreen:

[Louise_J]

Jeg valgte en cavalier, fordi den regnes for en god begynder-hund og den skulle kunne gå med mine katte. Den har en god størrelse, er samarbejdsvillig, tilpasser sig nogenlunde det aktivitetsniveau man selv sætter, og er glad for mennesker og dyr. Mingus har så vist sig at være alt for stor, han bryder sig bestemt ikke om alle hunde og er forholdsvis selvstændig og med et kæmpe jagtinstinkt= næsen i jorden helst altid

Men jeg ville ikke bytte ham for noget som helst i hele verden

Jeg kiggede også på bl.a. beagle, fransk bulldog, mops og boston terrier, men ingen passede til det jeg søgte.

Kønnet var fordi jeg altdi har syntes hanhunde er nemmere - og det synes jeg stadig.

 

Golden retriver blev valgt fordi den skulle passe til cavalier. Og det passer sådan set meget godt. Hun er ikke nær så aktiv og arbejdsivrig som jeg havde ønsket. Men det er blevet meget bedre efter at jeg har lært at belønne hende på en helt anden måde end jeg er vant til med Mingus.

Kønnet fordi jeg ikke ville have to hanhunde sammen.

 

Alt i alt er det egentlig gået meget godt

[Dinah]

Jeg har altid dømt sovs på chihuahuaer og som så mange andre, havde jeg nok nogle fordomme. Jeg blev i dén grad lokket til at se Rosita, men hun tog mit hjerte med det samme. ½ år senere blev jeg lokket til endnu en chihuahua. Elsker deres personligheder, deres hengivenhed, deres hundeleg, deres connection mv og jeg er ikke i tvivl om at jeg ender med en tredje engang:engel:

[tjikson]

Størrelsen, samarbejdviljen, ville gå lange ture, ville være gode til agility, kan godt med andre hunde... Og de er helt perfekte

 

Det blev en tæve fordi vi havde en hanhund før pigerne, og for at det skulle gå mere glidende blev det Tilde... Da vi fik aflivet Thayson og skulle have en ny ven til Tilde.. Valgte vi en tæve igen, for at vi ikke skulle holde dem adskilt ved løbetider osv (Thayson var kasteret)

[Inkognito]

Undskyld til TS, men jeg bliver lige nødt til at svare lidt OT på nedenstående.

 

Til det første - passer ikke - de kan fint bruges til udstilling

 

 

Til det sidste - det har du helt ret i

 

:vinken:Venlig hilsen Steen stenild

 

 

Jeg tror ikke vi bliver enige om den sag eller rettere jeg vil jo aldrig sådan rigtigt klogt kunne modsige dig, når jeg ikke bevæger mig ud på såterne.

 

 

:hjerte:

 

Jeg bliver altså lidt irriteret når jeg hører at standart springere ikke kan bruges til jagt mere. Jeg er godt nok ikke jæger men tror sgu at de efterhånden stiller lidt for høje krav til hundene og lidt for lave til dem selv.

 

De gider ikke vente på at en flatcoat bliver moden og vælger derfor at ødelægge labben og golden for at få fart nok på hunden. Kan ikke forstå hvordan det kan være så svært,... vil man have en hurtig hund så må man tage hele pakken med og vælge een, det er meningen, skal være sådan.

 

Jeg kan spørge mig selv hvorfor curly coaten overhovedet eksisterer (eller clumber spaniel for den sags skyld), for de er jo slet ikke skabt til at arbejde i det tempo som dagens jægere vil have (men sjovt nok heller ikke i fare for at blive opdelt). Måske skulle jægerne overveje om det er deres stil/ måde at drive jagt på, der noget galt med og ikke hundene, inden samtlige jagthunderacer bliver nogle snotforvirrede stressbomber som selv jægerne ikke har en skid kontrol over. Det er desværre lidt det jeg synes er blevet mere og mere almindeligt igennem de sidste ti år.

 

Nå, det var vist lidt OT.

 

Jeg tror vi er meget enige et langt stykke af vejen, men igen: jeg har intet belæg for at udtale mig om standard-springerne på jagt - dem jeg har set arbejde (godt nok på noget markprøvelignende noget) har jeg syntes arbejdede godt og jeg synes også mine egne udstillingsmodeller viser de rigtige ting med min begrænsede viden omkring det.

 

Heldigvis er der flere og flere opdrættere, der får øjnene op for markprøvedeltagelser og mange går efter DKCH nu istedet for DKCH(U).

 

Hvis M&M's skal indgå i avlen, så bliver jeg nok også nødt til det der markprøvenoget....... Ellers er jeg da noget dobbeltmoralsk

[Gæst Missing]

Jeg har altid dømt sovs på chihuahuaer og som så mange andre, havde jeg nok nogle fordomme. Jeg blev i dén grad lokket til at se Rosita, men hun tog mit hjerte med det samme. ½ år senere blev jeg lokket til endnu en chihuahua. Elsker deres personligheder, deres hengivenhed, deres hundeleg, deres connection mv og jeg er ikke i tvivl om at jeg ender med en tredje engang:engel:

 

Dømt sovs?

[Gæst Missing]

Vi har prøvet forskellige racer. Jeg er opvokset med mynder og schnauzer bl.a. Vi ville optimalt have voksen genbrug. Jeg har altid elsket storpudlen for dens milde væsen, arbejdsomhed og all round familiehund den der :hjerte: Vi var dog i tvivl og ikke helt enige om race. Derfor skulle der besøges opdrætter. Følgende skrev jeg 19.september i år:

 

I går tog vi ud for at besøge opdrætter af storpudel :hjerte: Vi var godt klar over, at vedkommende havde hvalpe, men det var mest for at manden kunne røre lidt, spørge lidt og se lidt nærmere på de voksne. Det er med DKK stamtavle, hd+ad tjekkede (A+0), hvilket ikke mange pudler bliver, da det er en sund race (alligevel synes jeg personligt, det er rart, at der er styr på det) Det er også testet negativ for willebrandts.

 

Anyhuttelihut :blink:

 

Vi klikker med det samme med opdrætter, som er "my kind of people":hjerte::hjerte: De har kun to voksne pudler, mor og så søn af mors 1. kuld (med samme far). De har valgt at lave kombien igen, da første kuld er så gode, som de er. Temperamentet er hele vejen igennem fantastisk. Det bliver sidste kuld, da deres tæve ikke skal have flere og de ikke skal have flere hunde

 

Vi møder fantastiske voksne hunde og helt igennem vidunderlige hvalpe Ikke krudt i numsen hvalpe, men rolige, milde (naturligvis legesyge, men altså ikke hvalpe jeg får stress af) Jeg har ikke nogen speciel i hænderne, da vi jo IKKE skal have hvalp/hund før til sommer og blot er ude at møde racer.

 

Men en lille hvalp bliver ved med at opsøge os. Ikke anmasende, men alligevel meget obs på os. Han sætter sig på skødet af min mand, der sad på gulvet. Dernæst hos mig, sovende op ad og på mig, nusset på maven med alle 4 stænger i vejret. Meget interesseret i begge vores børn og selv da mindsten tager sig en skrigetur, sætter han sig bare og kigger på hende med hovedet på skrå :hjerte::hjerte:

 

Da vi kører, spøger han meget i mit sind. Jeg følte en "instant connection", som jeg ikke har følt siden min tidligere tæve. På trods af, at jeg ikke skal have hanhund, så var jeg ikke i tvivl om, at det her, var noget ganske særligt.

 

Mindet om min gamle pige fik mig så til at få et mindre sammenbrud jvf. tidligere indlæg. Jeg blev så ked af det, at jeg måtte sætte mig ud i bilen i vores carport, mens mand og børn var inde (så de ikke skulle konfronteres med storflæbende mor) Jeg tror, min mand blev overrasket over, hvor følelsesladet jeg var. Nej, jeg forsøgte ikke at emotionelt afpresse ham ved at græde. Jeg KUNNE ikke stoppe med at græde over min gamle hund...i ca 2 timer....Og det var det der ugly cry

 

Manden og jeg sætter os og snakker om fordele og ulemper ved hvalp, og hvalp nu. Der er klare ulemper. Som f.eks kan jeg ikke få 5 ugers ferie, som jeg har til sommer. Og prisen. 9 mdr at spare op i er noget smartere end at finde de mange tusinde kroner i forbruget (hvem sagde leve af havregrød i 1 år? )

 

Vi bliver enige om, at jeg skal ringe og høre, om lige den hanhvalp er ledig. For hvis han ikke var, så er der ingen ide i at tale meget mere om det. Jeg ringer, og hvalpen er måske afsat

 

Jeg opgiver lidt og tænker, at det nok var skæbnen. Måske skulle jeg slet ikke have nu alligevel, selvom hele mavefornemmelsen med kuldet, opdrætter og den specifikke hvalp bare var :hjerte:

 

Så får vi beskeden, at han IKKE er afsat. Men opdrætter synes, vi skal have alle hvalpene rigtigt i hænderne, så vi er sikre på, at det er den helt rigtige. Det havde vi jo ikke i går, da vi ikke var på udkig efter hvalp.

 

Derfor kørte jeg derop i dag. Manden kunne simpelthen ikke tage fri, men har også 100% tillid til, at jeg kunne træffe den rigtige beslutning.

 

Jeg havde nu ikke en dyt at skulle have sagt. Jeg var blevet valgt allerede i går, og han gjorde præcist det samme i dag. Ude i haven (i det skønne vejr) med alle hvalpene. Alle er henne og nippe lidt, slikke lidt og nogle mosler lidt mere end andre. Han ligeså. Men han ligger sig så træt til rette på mit skød og zzzzzzzzz. Hans storebror rendte og legede med en bold. På et tidspunkt rejser min hvalp sig så for at gå hen og se, hvad den der bold er for noget. Der skynder tævehvalpen sig at smide sig hos mig (meget sociale hvalpe) Min hvalp kommer tilbage...kigger lidt misfornøjet, kravler oven på hende og ligger sig mod min mave, så han langsomt men sikkert maser hende ned fra mit skød. Intet af dette på en voldsom måde. For han er ikke voldsom. Han "hviler i sig selv"

 

Men jo jeg er blevet valgt. Selvom jeg ikke skulle have nu og slet ikke han, så bliver det altså nu (om ca3 uger) og en hanhvalp Jeg elsker ham allerede højt og skal snart besøge ham igen.

 

Der er INGEN tvivl om, at det bare er min hund, jeg har fået Sød, sjov, fjollet, dejlig, blød, mild og rolig. Han ligger i skrivende stund og sover - ligesom resten af huset.

[Gæst Missing]

Det bliver derudover nok ikke den sidste storpudel, jeg skal have Jeg må finde en voksen omplaceringstæve engang

[Gæst Trinus]

Da vi valgte vores første Petit Basset Griffon Vendeen var det et kompromis mellem manden og jeg. Han er vokset op med Odderhund, som er en stor hund - og jeg ville på ingen måde have store hunde (er vokset op med mellempudler). Anyway. PBGV minder meget om Odderhunden af udseende, bortset fra at den er halvt så stor, så han gav køb på sit ønske om en stor hund - og jeg gik med til at få en hund med skæg....Derudover er en PBGV en meget robust hund, både fysisk og psykisk - og med en søn med ADHD er det kun en fordel. Da vi besøgte opdrætter var vi solgt, og syntes rigtigt godt om både de voksne hunde - og hvalpene var jo overnuttede, som hvalpe nu kan være det.

 

Efter 2 år kom ønsket om hund nr. 2, og da vores opdrætter havde en hvalp på 5 måneder efter samme far som vores den ældste, var det et oplagt valg.

 

I dag ville jeg aldrig købe hund baseret så meget på udseende og nuttethedsfaktor - og havde jeg vidst, hvor meget jagtinstinkt en PBGV har, havde jeg aldrig haft den race. Det er en næsehund i høj grad, voldsomt instinktpræget udenfor matriklen, pløkumulig at lære ikke at trække - og absolut håbløs at få kontakt med, når den har færden af vildt. Og så glammer de og hyler, så folk vi ikke har mødt før, kigger på os, som om hundene bliver mishandlede.

 

En engel i hjemmet - og en djævel i marken!

 

Hund nr. 3 er Broholmer - jep, mig der ikke ville have store hunde. Forelskede mig totalt i racen efter at have set den på Det Fynske Dyrskue. Læste alt tilgængeligt materiale om Broholmeren, og blev mere forelsket; meldte mig ind i Broholmerselskabet, havde lange snakke med både formand og hvalpeanviser - og blev skrevet på venteliste. Var så heldig at få kontakt til Aslan herinde - og var på besøg hos ham og familie. Og fik kontakt med den mest fantastiske opdrætter - og har nu en lækker hvalp på 5 måneder. Og en ting er sikkert - der skal altid være Broholmer i mit liv. Deres fantastiske sind og temperament overskygger deres evindelige savlen, snorken og prutten :slem:

[Charlotte1970]

Vi ville gerne have en ældre hund og efter lang tids søgen blev det til en bearded collie. Det har vi bestemt ikke fortrudt. BC'en har et fantastisk sind (i hvertfald Luca) Hun er så mild og god, en rigtig hyggehund!

 

Så her er der en Bearded collie i huset;)