Min elskede lille Teiturskat

[Gæst Stella]

Det er ikke nemt at leve uden sin sjæleven Jeg bærer på en dyb sorg, kan mærke den i hjertet, den gør ufattelig ondt. For det meste er den der bare, nogle gange får den tårene til at vælte frem, men ellers er den der bare. Det er hårdt at være i den følelse og tilstand, man er tvunget til bare at være i den og gennemleve den. Intet kan lindre den. Kun tiden.

 

I dag i parken med Tjaldur, sad jeg på en bænk med en stor sandkasse, men der var ingen Teitur til at grave dybe huller og slæbe rundt på sin pind. På vej hjem langs åen, var der ingen Teitur til at bade i åen, nede i selve parken var der ingen Teitur til at fræse rundt og komme drønene når jeg kaldte.

 

Det er ufatteligt hårdt ikke at have sin bedste ven her i livet mere.

 

Folks forståelse daler drastisk for hver dag der går. Jeg har ikke rigtig snakket med nogen om det.

Ved hellere ikke rigtig hvad jeg skal sige hvis jeg ringer til nogen, er bare ked af det og savner ham ufattelig meget.

 

Lille Teitur skat, gid du var her, savner dig så meget.

[tantemaier]

Ja, det er ufatteligt hårdt. Os med hunde kommer alle sammen igennem det, men det bliver ikke nemmere efter hver hund. Selvfølgelig savner du de ting Teitur og du lavede sammen det er helt naturligt. Nu har du fået en bandut, som er lækker på sin egen måde og nu er I begyndt på at lave ting sammen som er jeres "ting". Du vil aldrig glemme Teitur, men måske en dag kan du trække på smilebåndet når du tænker på ham og mindes alle de dejlige ting I havde sammen. Lige nu er der kun sorg og gråd, men med tiden kan det være...

 

Jeg tror det ville være en god idé hvis du fandt én at snakke med. Det er super at du skriver dine tanker herinde, men jeg tror det ville være godt for dig at snakke ud om det hele. Måske fortælle det hele igen og igen og igen og igen, indtil du er helt træt af at snakke om det, ellers brænder du bare inde med nogle ting, som du egentlig har brug for at få vendt.

 

Jeg sender dig så mange varme tanker og kram jeg kan

[Gæst Stella]

Ja, det er ufatteligt hårdt. Os med hunde kommer alle sammen igennem det, men det bliver ikke nemmere efter hver hund. Selvfølgelig savner du de ting Teitur og du lavede sammen det er helt naturligt. Nu har du fået en bandut, som er lækker på sin egen måde og nu er I begyndt på at lave ting sammen som er jeres "ting". Du vil aldrig glemme Teitur, men måske en dag kan du trække på smilebåndet når du tænker på ham og mindes alle de dejlige ting I havde sammen. Lige nu er der kun sorg og gråd, men med tiden kan det være...

 

Jeg tror det ville være en god idé hvis du fandt én at snakke med. Det er super at du skriver dine tanker herinde, men jeg tror det ville være godt for dig at snakke ud om det hele. Måske fortælle det hele igen og igen og igen og igen, indtil du er helt træt af at snakke om det, ellers brænder du bare inde med nogle ting, som du egentlig har brug for at få vendt.

 

Jeg sender dig så mange varme tanker og kram jeg kan

 

Mange tak.

 

Ja jeg ville også gerne snakke med nogen om dem, men ved ikke hvem. Fortæller nogle gange Tjaldur lidt om Teitur. Men savner nogen at snakke med.

[Gæst Stella]

Letter sorgen ikke snart bare en lille smule :megaked:

hvor lang tid går der før man kan sove igen om natte, før man kan stoppe med at græde uafbrudt fra kl 19 til man falder i søvn ud på natten og før at man kan stoppe med at græde når man tænker og taler om ham ?

[tantemaier]

Jeg tror godt der kan gå lang tid. Du elskede ham jo overalt på jorden

 

Jeg er ked af at du ikke har nogen i din omgangskreds at snakke med. Det tror jeg ellers kunne være godt for dig.

[Gæst Stella]

I dag gik jeg forbi en cafe som var den mig og Teitur tit gik på.

 

En gang om ugen ca gik jeg og Teitur altid derned og sad. Jeg købte altid en sandwich til mig selv og en fiskefilet til Teitur.

Dog kunne Teitur jo ikke tåle " skallen " da den var alt for fed, så pillede bare alt " indmaden ud " og så fik han det til sin store glæde. Når vi havde sidder der længe nok, gik vi ned i parken og jeg købte en sodavandis og satte mig på en bænk, mens Teitur rendte rundt og når jeg havde spist halvdelen kom han altid op på bænken og så fik han resten.

 

 

Det er så ufattelig hårdt at jeg ikke skal opleve det med ham igen. Det var bare en af de mange ting han og jeg havde og lavede sammen. Sad der i dag, men kunne slet ikke, tårene væltede bare frem, der var ingen Teitur til at sidde ved siden af og vente spændt på sin fisekfillet og bagefter vente tålmodig på jeg var færdig.

 

Årh altså

[tantemaier]

Åh det er hårdt, men hvor er det et dejligt minde du har der. Det lyder rigtig hyggeligt

[Gæst Stella]

Jeg har lavet en billederamme og tænder lys hver aften for ham, og når jeg er hos min mor hvor han ligger begravet ordner jeg lidt på hans grav.

 

Det er så hårdt, jeg føler mig syg både fysisk og indeni. Jeg er faktisk helt nede i et sort hul, overvejer jævnligt om det er værd at være her. Jeg mangler Teitur hele tiden, han var min trofaste klippe hver eneste dag. Jeg savner ham konstant og tænker på ham hele tiden. Hvis ikke jeg havde Tjaldur ville det have været for fristende at vælge at mødes med Teitur igen, mærke ham, kysse og kramme ham og bare være samme med ham igen.

 

Kan stadig ikke fatte at vores tid sammen allerede er forbi, at der kun er minderne tilbage og at jeg aldrig skal opleve det med ham igen.

 

Det er så ufattelig trist og sørgeligt, er virkelig langt nede, alle mine fysiske skavanker er bare blusset helt op igen på sit højeste. Er så ked af det. Savner min Teitur skat så forfærdelig meget. Nogle gange føler jeg han er lige ved mig, andre gange er han helt væk.

[Gæst Stella]

Overvejede at tale med præsten, men ombestemte mig, for i bund og grund tror jeg ikke på gud, i så fald havde jeg ikke mistet mine elskede heste og min hund. Har på 4 år mistet 2 heste og Teitur. Hvis gud findes er han hvertfald ikke værd at bede en bøn til, er rasende på ham. I mange år bad jeg til gud hver aften og gik jævnligt i kirke, det fortryder jeg i dag, der er ingen verdens grund til at tro på ham. Hader når folk siger der er en mening med det hele, gu er der da ej. Det meste er faktisk dybt dybt meningsløst og burde ikke ske.

 

 

Men hver aften " snakker " jeg lidt med Teitur og beder hans skytsengel om at passe godt på ham deroppe.

 

Jeg ved også at Teitur er så stærk og tapper at han jævnligt hjælper den gode Tjaldur med at finde ud af livet her hos mig.

[FrkSmilla]

Åh, ville ønske jeg kunne skrive noget der kunne trøste dig lidt. Det er en frygtelig sorg at miste sin allerkæreste. Du må være stærk for Tjaldurs skyld. Du er det vigtigste i hans liv. Hvad skulle han dog gøre uden en pige som dig, der er så god til at tage vare på hans helt specielle behov? Du har så mange ressourcer og I er allerede kommet langt med hans problemer. Han er så heldig at have fået dig, og måske vil du også en dag se ham som hovedårsagen til, at du kom igennem sorgen og være ham evig taknemmelig. I har et specielt bånd. Ligesom dig og Teitur havde. :ae:

[Gæst Stella]

Åh, ville ønske jeg kunne skrive noget der kunne trøste dig lidt. Det er en frygtelig sorg at miste sin allerkæreste. Du må være stærk for Tjaldurs skyld. Du er det vigtigste i hans liv. Hvad skulle han dog gøre uden en pige som dig, der er så god til at tage vare på hans helt specielle behov? Du har så mange ressourcer og I er allerede kommet langt med hans problemer. Han er så heldig at have fået dig, og måske vil du også en dag se ham som hovedårsagen til, at du kom igennem sorgen og være ham evig taknemmelig. I har et specielt bånd. Ligesom dig og Teitur havde. :ae:

 

 

Tjaldur er grunden til at jeg er her endnu, han fylder min dag med glæde og kærlighed og jeg kan give ham det samme igen for jeg elsker ham højt og ønsker af hele mit hjerte at give ham et fantastisk og langt liv. Det som jeg ikke kunne give Teitur. Men Teitur gav jeg alt den kærlighed han kunne få og alt den hjælp, desværre var det bare ikke nok :megaked:Det er bare så uretfærdig. Når folk siger at det er godt han er i himlen og fri for smerter og kløe, tænker jeg NEJ, han burde være her på jorden sammen med mig og være fri for smerter og kløe, det skulle han jo være her på jorden, i det her liv, sammen med mig, ikke i himlen, det er jo helt forkert. Han fortjente mere end nogen anden et langt og smertefri liv her på jorden sammen med mig. Vi var et, vi forstod hinanden ind og ud, vi var sjælevenner og der var et helt særlig ubeskriveligt bånd mellem os lige fra dag 1 hvor han valgte mig og faldt i søvn i mine arme. Det er så forbandet URETFÆRDIG.

 

Årh ha altså, det er ikke til at holde ud, som om jeg er revet midt over, nogen gange er Teitur lige her ved mig, andre gange er han langt væk.

 

Jeg snakker lidt med ham hver aften når jeg tænder lyset for ham og beder han skytsengel om at passe godt på ham deroppe.

[sonja77]

Jeg har lavet en billederamme og tænder lys hver aften for ham, og når jeg er hos min mor hvor han ligger begravet ordner jeg lidt på hans grav.

 

Det er så hårdt, jeg føler mig syg både fysisk og indeni. Jeg er faktisk helt nede i et sort hul, overvejer jævnligt om det er værd at være her. Jeg mangler Teitur hele tiden, han var min trofaste klippe hver eneste dag. Jeg savner ham konstant og tænker på ham hele tiden. Hvis ikke jeg havde Tjaldur ville det have været for fristende at vælge at mødes med Teitur igen, mærke ham, kysse og kramme ham og bare være samme med ham igen.

 

Kan stadig ikke fatte at vores tid sammen allerede er forbi, at der kun er minderne tilbage og at jeg aldrig skal opleve det med ham igen.

 

Det er så ufattelig trist og sørgeligt, er virkelig langt nede, alle mine fysiske skavanker er bare blusset helt op igen på sit højeste. Er så ked af det. Savner min Teitur skat så forfærdelig meget. Nogle gange føler jeg han er lige ved mig, andre gange er han helt væk.

 

:ae: :ae: :ae:

[Ascha]

Undskyld at jeg siger det så direkte, men jeg tror seriøst at du burde søge hjælp hos en professionel. Det kan være farligt at gå rundt med de tanker du går rundt med og jeg er sikker på at dine nærmeste ville blive frygtelig kede af det, hvis de læste med herinde. Jeg synes faktisk du skulle bede din mor om at læse din tråd.

 

Dèt at miste, drejer sig ikke kun om selve dèt at miste. Når man mister noget, har dette "noget" jo også givet èn en masse positivt, inden man har mistet det,... og det vil man jo ikke ønske at man havde været foruden, vel?. Og så får det pludselig en værdi, en mening, synes jeg ihvertfald.

[Ulla H]

Til Ascha

tror faktisk ikke at en mor nødvendigvis forstår denne smerte.Det ville kræve den samme indstilling til netop denne hund, som en mor vel aldrig vil have. Desuden , hvis man ikke har netop denne følelser, så vil netop Teiturs bortgang måske føles som en lettelse mht hans sygdom og dyrlægeregninger.

Og desuden er han erstattet, med en lignende.

Og til Stella.

Søde Stella- du skal passe på ikke at gå så meget ind i sorgen, at du dykker helt ned., Her menes ikke at dyrke sorgen pga depresssion. Det er ingen af jer tjent med ,og mht de glæder og hyggeture dig og Teitur havde sammen, har du nu den udfordring at finde på noget hyggeligt med Tjaldur, som I kan være fælles om.

Så sørg bare , men ikke i Tjaldur verden, han er din ny makker og fortjener, at I går livet i møde sammen.

Knus fra Ulla

[Ascha]

Til Ascha

tror faktisk ikke at en mor nødvendigvis forstår denne smerte.Det ville kræve den samme indstilling til netop denne hund, som en mor vel aldrig vil have. Desuden , hvis man ikke har netop denne følelser, så vil netop Teiturs bortgang måske føles som en lettelse mht hans sygdom og dyrlægeregninger.

Og desuden er han erstattet, med en lignende.

Jeg ønskede egentlig ikke at det skulle blive et diskussionsemne, men mente blot at en mor måske gerne ville vide hvis hendes barn gik rundt med så dystre tanker. Og man behøver jo ikke at kunne forstå hvordan et andet menneske føler, for at hjælpe dem, man behøver bare at respektere/ acceptere hvad de føler.

[Nollike]

Til Ascha

tror faktisk ikke at en mor nødvendigvis forstår denne smerte.Det ville kræve den samme indstilling til netop denne hund, som en mor vel aldrig vil have. Desuden , hvis man ikke har netop denne følelser, så vil netop Teiturs bortgang måske føles som en lettelse mht hans sygdom og dyrlægeregninger.

Og desuden er han erstattet, med en lignende.

 

Stellas mor behøver ikke nødvendigvis at forstå smerten, men jeg må give Ascha ret i at det lyder som om Stella har brug for hjælp til at komme lidt ovenpå og den del kunne hendes mor sagtens være behjælpelig med uden at behøve at sætte sig ind i den konkrete smerte. Jeg er sikker på at Stellas mors hjerte ville blive revet midt over hvis hun så hvilke tanker Stella gør sig. Stella er jo på en måde Stellas mors Teitur og ligesom at Stella ville gøre alt for at Teitur havde det godt, så ønsker Stellas mor jo det samme for Stella.

Jeg begynder altså at blive lidt bekymret for Stella hvis jeg skal være helt ærlig, jeg synes at hun virker decideret deprimeret, ikke "bare" ked af det og det bør man have hjælp til efter min bedste overbevisning. Alternativet kan være farligt

[Gæst Camilla Sjelhøj]

gud hvor jeg tuder efter at have læst dit indlæg med din farvel til dejlige teitur du har kæmpet en brav kamp for ham. og i har haft den tid i kunne sammen og er sikker på han er dig evigt taknemmelig for det... kæmpe kram og varme tanker til dig... hvil i fred dejlige hund din "Mor" vil altid savne og elske dig...

[Nollike]

Søde Stella, jeg håber sådan at du får noget hjælp, jeg bliver oprigtigt bekymret for dig, det er ikke godt at have det som du har det :ae:

[Ninjamor]

Overvejede at tale med præsten, men ombestemte mig, for i bund og grund tror jeg ikke på gud, i så fald havde jeg ikke mistet mine elskede heste og min hund. Har på 4 år mistet 2 heste og Teitur. Hvis gud findes er han hvertfald ikke værd at bede en bøn til, er rasende på ham. I mange år bad jeg til gud hver aften og gik jævnligt i kirke, det fortryder jeg i dag, der er ingen verdens grund til at tro på ham. Hader når folk siger der er en mening med det hele, gu er der da ej. Det meste er faktisk dybt dybt meningsløst og burde ikke ske.

 

Jeg stryger dig ikke med håret her, så hvis du ikke kan tåle det, så lad være at læse resten!

 

Hør så her: Gud er hvad man gør det/ham til. For mig er Gud en energi som vi alle har i os.

Det er ikke Guds skyld nogetsomhelst!

 

Forestil dig der sad en gammel nisse af en Gud et sted deroppe og skulle få alle brikker i puslespillet (liver i hele Verden) til at gå op! Nah... Vel? Det er uladsiggørligt.

 

Om der er en mening med alt skal jeg ikke kunne sige, men jeg ved 100% at det ikke gavner dig eller andre at du hader "Gud" og er rasende på "ham". Det er fint du er vred, det er også en naturlig del af sorgprocessen.

 

Men hver aften " snakker " jeg lidt med Teitur og beder hans skytsengel om at passe godt på ham deroppe.

 

Hvor oppe? Yep jeg provokerer lidt, enig, men hvis du tror på der er noget deroppe må du også vide at naturligvis passer Teiturs skytsengel på ham, bortset fra at der ikke er noget at passe på deroppe hvor alt er lykke og pastel

 

Jeg synes seriøst du skal se at få noget hjælp til at bearbejde alt dette og finde meningen med dit liv og hvad du skal tage dig dig fremover.

Kærlige tanker Irene

[Dina]

Jeg ønskede egentlig ikke at det skulle blive et diskussionsemne, men mente blot at en mor måske gerne ville vide hvis hendes barn gik rundt med så dystre tanker. Og man behøver jo ikke at kunne forstå hvordan et andet menneske føler, for at hjælpe dem, man behøver bare at respektere/ acceptere hvad de føler.

Det er ikke altid, at familien er til virkelig gavn, hvis folk er godt og grundigt deprimerede. Der tror jeg, at en (god!) professionel nok er den bedste til at hjælpe - for alvor. Jeg synes bestemt, at Stella skulle søge hjælp, som du også selv skriver. Helt bestemt.

[Ulla H]

At jeg skrev sådan var jo netop , fordi Stella selv har udtrykt , at hendes familien ikke er en overskudsfamilie.Desuden har frygtelig mange yngre kvinder et ikke specielt godt forhold til netop deres mor.Hvilket jo ikke har noget at gøre med, at man som mor også bliver ulykkelig over, at have et barn, der mistrives i livet.

Men mødre er ofte fordømmene over for egne døtre.

Jeg håber da for Stella, at kun gør brug af sin læge og får en snak om, hvilke muligheder der er for at få løst op for hendes sorg. Ville ønske vi boede tættere på hinanden, så vi kunne få en lang snak om livets glæder og sorger..

[Gæst Stella]

Livet er stadig ikke nemt, men har via Britt, talt med Teitur igen og det lettede så meget. Føler han er tættere på mig igen og det varmer mit hjerte. Men græder stadig en del over ham, men lige pt går det lidt lettere og Tjaldur giver mig så meget kærlighed og glæde.

[sonja77]

Livet er stadig ikke nemt, men har via Britt, talt med Teitur igen og det lettede så meget. Føler han er tættere på mig igen og det varmer mit hjerte. Men græder stadig en del over ham, men lige pt går det lidt lettere og Tjaldur giver mig så meget kærlighed og glæde.

 

Dejligt at høre at det går lidt bedre.

[Gæst Stella]

Der er stadig mange sværre ting. Feks i dag kørte jeg alene ned til stranden og badede. Normalt ville jeg jo have taget Teitur med, han ELSKEDE jo at være i vandet og særlig når jeg svømmede sammen med ham. Når jeg så lå på tæppet bagefter i klitterne, så gravede Teitur sig ned til kineserne i mens. I dag lå jeg alene på et tæppe og kiggede op i himlen, Tjaldur var derhjemme, han er bange for vand og har ikke tålmodighed til at vente. Græd hele vejen hjem, men bag døren stod en super overlykkelig Tjaldur og havde glædet sig til at se mig, SÅ kan man kun blive glad.

[Shii]

Jeg må indrømme at jeg faktisk også synes du skal få noget professionel hjælp.

 

Det er normalt at savne, og huske minder, og vi har alle forskellige sorgprocesser. Men jeg synes din er så lang, og voldsom at det er noget der har så stor en indflydelse på dit liv, at du skal have hjælp til at give slip på den sorg.

 

I mine øjne er det ikke sundt at "holde fast", og i mine øjne laver du ikke andet end straffe digselv igen og igen, ved at tænke "det plejer jeg at gøre med Teitur.. Det har jeg også gjort med Teitur.. Nu er Teitur her ikke mere".

 

Jeg ved godt at man ikke skal sammenligne mennesker og hunde, men jeg kan stadig idag få stik i hjertet når jeg tænker på min far, det gør ondt, men man SKAL nå et punkt hvor man kommer videre, og kan leve et liv hvor det ikke fylder hele ens hverdag.

 

Jeg tror ærlig talt ikke at du er i stand til at nå til det punkt alene, og du er nød til at få hjælp hvis du skal nå dertil (og det SKAL du, for du kan ikke blive ved at leve resten af dit liv i sorg, det VIL tage livet af DIG).

 

Undskyld for den muligvis hårde tone, men jeg synes faktisk denne tråd er "forfærdelig", ikke fordi du har mistet Teitur, men fordi jeg læser om et menneske, der i mine øjne burde være indlagt. Hårdt sagt, men det er min mening. Skynd dig at få hjælp!