To tæver i samme hus

[korvis]

Det sjove ved det med racerne er, at mange af de opdrættere vi talte med i dag, og har schæfer:vedikke: Og den opdrætter vi snakkede mest med, hendes mor har schæfere, som begge fungerer med corgierne. Både schæfer og corgi har ry for at være skrappe, men jeg må erkende at der bare slet, slet ikke var noget skarpt ved de mange hunde vi så i dag! Et par hanner pustede sig op over for hinanden, men det var det:vedikke: Og opdrætterne fortalte alle, at man lægger et stort arbejde i at avle på hunde med godt temperament.

 

Det handler jo ikke om dårligt temperament. Kig på en corgis arbejdsopgaver - de SKAL være skrappe og hårdhudede! De skal drive kvæg. De skal også kunne drive dem ud når de har gemt sig inde i krattet ude på prærien (og det samme gælder f.ø. miniaussien), det er sgutte for hvem som helst! De leger tit også meget hårdt, med kropstacklinger og rullefald, som de udprægede kropshyrder de er. Da venindens to corgier legede var man ikke i tvivl om at de var ved at slå hinanden ihjel! Iso kunne slet, slet ikke ta' det, hun blev pissebange og rystede af skræk. Men hvis opdrætterne selv har den samme kombi, så må de jo kunne sige noget om det?

[Gæst kleo]

Jeg tror alt kan gå galt hvis man er uheldig men ser absolut ingen grund til at fraråde to tæver hvis bare aldersforskellen er minimum 2 år og man ikke vælger en meget stærk tæve som hund nummer to;) jeg er enig i at tæver der bliver uvenner de er uvenner og kan ikke forventes at blive gode venner igen, men tager man sine forholdsregler ser jeg ikke nogen grund til at det sker;) vil til en hver tid foretrække flere tæver frem for han og tæve sammen;)

[AnneMangetal]

Jeg er klar over at der er forskel på arbejds-temperament og hjemme-temperament, men sådan er det jo også med schæferen. Med hensyn til legestilen, er Bella til enhver tid med på bodyslam, vild løb og masser af lyd. Sådan er schæfere jo også.

 

De opdrættere der havde begge racer, fortalte at racerne er meget ens, men at corgien bare kommer i en mindre pakke. Den opdrætter vi har i kikkerten, har ikke selv schæfer (men manden opdrætter settere).

 

Og så HAR temperament noget at sige, altså hjemme-temperament. Jeg går op i hvordan forældrene trives med andre hunde, mennesker, børn osv.

 

Jeg kan genkende meget lidt af min træningsmakkers corgi i dem vi har set i dag. Den jeg kender er arrig, larmende og hader fremmede mennesker. Den er udfarende og gør og knurrer når man får øjenkontakt. Hundene i dag var opsøgende, både på os fremmede og på de andre hunde. Der var mere ro til denne udstilling, end der var til retrieverskuet i samme hal:shock:

[korvis]

Jeg er klar over at der er forskel på arbejds-temperament og hjemme-temperament, men sådan er det jo også med schæferen. Med hensyn til legestilen, er Bella til enhver tid med på bodyslam, vild løb og masser af lyd. Sådan er schæfere jo også.

 

De opdrættere der havde begge racer, fortalte at racerne er meget ens, men at corgien bare kommer i en mindre pakke. Den opdrætter vi har i kikkerten, har ikke selv schæfer (men manden opdrætter settere).

 

Og så HAR temperament noget at sige, altså hjemme-temperament. Jeg går op i hvordan forældrene trives med andre hunde, mennesker, børn osv.

 

Jeg kan genkende meget lidt af min træningsmakkers corgi i dem vi har set i dag. Den jeg kender er arrig, larmende og hader fremmede mennesker. Den er udfarende og gør og knurrer når man får øjenkontakt. Hundene i dag var opsøgende, både på os fremmede og på de andre hunde. Der var mere ro til denne udstilling, end der var til retrieverskuet i samme hal

 

Tror så absolut også at schæferen er tættere på corgien end f.eks. BC'en er det.

 

Mht. det markerede - det siger IMO ikke så meget. Det du nævner er yderlig-liggende, ikke-arbejds-relevante, måske tillærte ting. Det jeg tænker på er de dybere, nedarvede, instinktive måder at reagere på i tilspidsede situationer... Tror jeg nok... Pyha, det er svært at formulere!

 

Uff, jeg lyder som en negativ skræmmekampagne - jeg kan godt se det selv! Og det er ikke meningen... Men efter de episoder med Frostie og Iso har jeg virkelig fået nogle helt andre tanker omkring to tæver sammen, og race-clashet med søsters hunde har virkelig været en øjenåbner. Og så har jeg jo den erfaring med venindens corgier - jeg elskede dem højt, men for helvede det var nogle børster, og virkelig ikke for hverken begyndere eller følsomme BC'ere! Og jeg ser virkelig en lighed mellem corgierne og miniaussien - det kvæghyrde-gen fornægter sig ikke!!!

[Inkognito]

Mit første hold tæver bestod af Mollie fra december 2003 og Rosie fra februar 2005.

 

Mollie havde et vanskeligt sind på grund af smerter fra fødsel på grund af en skæv krop, som ingen opdagede, før hun var 3 og fordi vi stolede på, at vores trænere vidste hvad der var op og ned på hundeopdragelse - Mollie blev trænet med kvælerkæde, alfarulninger og des lige indtil vi fik Rosie som 8 ugers og vi (jeg) læste Jan Fennell's bøger, hvilket fik mig til at kontakte en adfærdsbehandler. Derefter kom vi på rette kurs og begyndte at bygge Mollie op igen.

Rosie fik konstateret allergi i oktober 2006 og var meget plaget af sin allergi og blev fra starten behandlet helt anderledes end Mollie. Rosie var the-go-to-dog, hvis man havde skræmte hunde i alle størrelser, aldre og modeller, der skulle socialiseres.

 

Frem til maj 2008 kunne de to ligge i samme kurv og de kunne dele stort set alt hvad de fik serveret (madrester på samme tallerken osv. pånær tyggeben). Der havde ikke været spændinger imellem dem og de havde ALDRIG fået lov at håndtere noget selv.

 

Jeg kan lige så tydeligt huske første slåskamp; jeg kom hjem fra udstillingen i Hillerød med Rosie og de fik et serveringsfad med rester på til deling og ud af den blå luft sad de lige pludselig i snuden på hinanden. De ville under ingen omstændigheder slippe og sloges på livet.

 

Den 1/6-2008 flyttede Jessie ind som 10 uger gammel og et regulært helvede brød løs mellem Rosie og Mollie.

 

Mollie ville, på hendes egen facon, opdrage på Jessie med masser af lyd og Rosie gik på Mollie hver gang.

 

Slåskampene fortsætte og eskalerede i antal og styrke, men vi var ikke bange for at efterlade dem alene, da de kun gjorde det, når der var ressourcer indblandet og fordi de sluttede fred efter hver kamp (de kunne ligge i samme kurv og slappe af).... Troede vi.

 

I november 2009 boede vi hos min mormor pgr. af skimmelsvamp i vores hus og en forsikringskamp, så min mormor passede alle tre hunde, når vi var på job - jeg blev ringet hjem fra arbejde torsdag den 19/11-09 af min moster (min mormors nabo), der var fuldstændig hysterisk :-( Min mormor havde blandet sig i en af deres slåskampe og var blevet bidt i armen.

 

Jeg kom hjem til en total upåvirket Rosie med et enkelt tandmærke i læben i et rum, en totalt rystet og meget bange Jessie, der ellers var uskadt, da min mormor havde fjernet hende fra kampen med det samme i et andet rum og en gennemtæsket Mollie, der havde alvorlige bidsår og ruskeskader i halsregionen og gennemtyggede forben i et tredie rum. Mollie havde givet op - jeg fandt min normalt udreagerende stressede Mollie siddende kiggende ind i væggen og lyset var helt slukket hos hende.

Dyrlægens dom var klar; havde min mormor ikke fået skilt dem ad, så havde Rosie slået Mollie ihjel.

 

De blev adskilt; Rosie hos min mormor og Jessie og Mollie hos os indtil fredageftermiddag, hvor vi forsøgte at sætte dem sammen igen efter den model vi altid havde brugt, men skaden var for dyb - Rosie var over Mollie med det samme og Mollie bare skreg og skreg og Jessie krøb og ville væk.

 

Vi blev nødt til at vælge mellem Rosie og Mollie og med det mønster vi havde set med Rosie's hårdhed kontra allergiudbrud samt hendes livskvalitet, så var det hende, der blev aflivet fredagaften.

 

Derefter blev Mollie en anden hund og blomstrede op, men blev også gammel meget hurtig.

 

Mollie og Jessie fik frem til 20/3-11 i fred og fordragelighed, indtil Jessie fik forskrækket en dybt sovende og meget træt Mollie - Mollie for ud af sengen og efter Jessie ud i haven, hvor hun jagtede hende rundt, indtil hun fik trængt Jessie op i et hjørne, hvorefter deres sidste slåskamp gik i gang.

Mollie blev aflivet den 21/3-11.

 

Jeg er aldrig rigtig kommet mig over oplevelsen og jeg har det svært ved at møde fremmede hunde sammen med mine og dertil skal lægges et fint ar i højre underarm fra oktober 2008 og fine ar i venstre hånd fra marts 2011, der har givet føleskader i to fingre.

Jessie er kommet okay ud af at leve sammen med to kamphaner, men har det meget svært med høje stemmer, knurrende fremmede hunde og hun bliver nemt usikker på fremmede efter vi har fået Emma (efter en oplevelse hvor Jessie og jeg måtte stå på afstand og se en anden tæve lægge Emma om på ryggen 3 gange på 2 minutter og være meget voldsom truende).

 

Jessie er fra marts 2008 og Emma er fra maj 2011.... Så Jessie er blevet 5 og Emma bliver 2 lige om snart.

 

Jessie og Emma er supergode venner og vi har ingen problemer imellem dem; heller ikke under løbetider. De er så gode venner, at jeg forudser store problemer, når den første falder bort - denne fornemmelse havde ikke med hverken Mollie eller Rosie.

 

Jessie, Emma og Rosie er opdraget efter samme metoder og alle hundene har altid været aktiveret og motioneret, men det hjalp ikke.

 

Jeg går da konstant og frygter, at de lige pludselig ikke kan sammen mere og det mindste knurren udenfor madskålen kan få mig til at panikke, men dem der ser tøserne sammen mener ikke jeg har noget at frygte.

 

Inden Emma flyttede ind overvejede vi længe om vi turde og vi har aftalt hvad der skal ske, hvis de ikke kan sammen og hvilken hund, der skal omplaceres - det var noget vi lærte af tiden med Mollie og Rosie, hvor vi ikke var enige.

 

Så alt i alt har jeg haft 3 hold á to tæver, hvoraf kun det ene var skidt, men vi turde prøve igen pgr. af Rosies sygdom og Mollies psyke, da vi mener, at det ville have set anderledes ud mellem dem uden de to ting og fordi det var begrænset til mellem de to - Jessie blev kun indblandet, hvis hun selv gik ind i kampen (hvilket hun ikke gjorde) og Rosie var aldrig aggressiv mod fremmede uanset hvor dårlig hun var.

 

Havde livet fortsat været slåskampe mellem Jessie og Mollie efter Rosie blev aflivet, så havde vi nok ikke forsøgt os med to hunde igen uanset kønnet.

 

Rosie blev forøvrigt valgt specielt ud af kuldet, fordi hun var en mild tæve og derfor ikke ville være en trussel mod Mollies svage sind.... Rosies milde sind blev dog ødelagt af allergi/Prednisolon og så blev hun en satan mod Mollies svage sind og dårlige hundesprog.

Spillet mellem Rosie og Mollie var langt mere psykisk omfattende end vi havde set.

 

Jessie og Emma er begge blevet valgt på grund af deres eksteriør og ikke deres temperament og de er gennemført søde, forsigtige og milde hunde.

 

I fremtiden vil jeg (lige i dette øjeblik) ikke have problemer med at vælge tæve-tævekomboen igen, men det vil ændre sig, hvis det viser sig, at Jessie og Emma ikke kan sammen.

[Hewlett]

Ja, kan godt se det ser forkert ud! Det jeg mener er, at du kan kun påvirke det hvis det er hanner! Med tæver er det ligegyldigt, har de set sig sure på hinanden kan du ikke gøre en skid.

 

Undskyld, jeg misforstod det du skrev så

 

 

 

 

Som mange andre, så har jeg også 2 tæver uden problemer. De er begge intakte. Karla er 3 år ældre end Johna og er en meget skarp tæve. Johna er meget blød.

 

der har aldrig været tvivl om hvem der har bukserne på. Karla styrer husholdningen med hård hånd, og set gennem fingre med det meste uopdragen opførsel fra den unges side... De nærmer sig 2 og 5 år nu, og jeg satser på, at venskabet holder livet ud... Men som Korvis historie beretter, så kan man jo aldrig vide sig helt sikker...

 

 

Men på trods af det markerede har du Karla og Johna gående sammen når de er alene, eller husker jeg helt galt ?

[korvis]

Undskyld, jeg misforstod det du skrev så

Nej nej - det var mig der skrev det for uldent!

[Amocca]

Undskyld, jeg misforstod det du skrev så

 

 

 

 

 

 

Men på trods af det markerede har du Karla og Johna gående sammen når de er alene, eller husker jeg helt galt ?

 

Absolut. De er jo 100% bedste venner i hele verden agtige... Det er ikke en frygt jeg går og har overhovedet. Som jeg også skrev, så tror jeg på at deres venskab varer livet ud! Grunden til at jeg skrev det sidtse var, at Korvis jo oplevde at to hunde der havde levet i fordragelighed kom op og slås efetr den ene blev syg og svag... Den slags kan jo ske og jeg ved jo ikke hvordan Johna ville reagere i så fald.... Jeg tror ikke hun ville udfordre Karlas førerposition, men jeg kan ikke vide det jo...

[Hewlett]

Absolut. De er jo 100% bedste venner i hele verden agtige... Det er ikke en frygt jeg går og har overhovedet. Som jeg også skrev, så tror jeg på at deres venskab varer livet ud! Grunden til at jeg skrev det sidtse var, at Korvis jo oplevde at to hunde der havde levet i fordragelighed kom op og slås efetr den ene blev syg og svag... Den slags kan jo ske og jeg ved jo ikke hvordan Johna ville reagere i så fald.... Jeg tror ikke hun ville udfordre Karlas førerposition, men jeg kan ikke vide det jo...

 

Ok. Jamen det er skam ingen kritik eller noget, jeg synes det er fantastisk at du stoler og har tillid til at de kan være alene hjemme sammen. Og så selvfølgelig fantastisk at de har så godt et venskab

[korvis]

Ok. Jamen det er skam ingen kritik eller noget, jeg synes det er fantastisk at du stoler og har tillid til at de kan være alene hjemme sammen. Og så selvfølgelig fantastisk at de har så godt et venskab

 

Det havde Daiwa og Frostie igennem hele Daiwas liv, og Frostie og Iso igennem næææsten hele Frosties liv...

 

Jeg tror ikke at der er en procentuelt højere risiko for at to tæver kommer op at toppes, end to hanhunde. Eller han + tæve for den sags skyld. Men hvis det går galt, så er der ingen tvivl om at det er værst med to tæver. De slås for at slå ihjel, hvor hanhundene tit "spiller med musklerne" uden den helt store bagvedliggende alvor.

 

Men det er sq et komplekst spørgsmål, det med at finde den rigtige hund nr. to... Der er meget der spiller ind, både race, køn og sind/mentalitet/personlighed...

[Ulla H]

Jeg har i snart 30 år haft mere end en tæve i huset.

Og de først 2 gik det rigtig fint med.Aldrig nogle problemer, havde også 2 hanhunde samtidig uden problemer.

Så tror man jo, man har styr på det med en hundeflok.

Men jeg kunne så senere erfare med andre tæver at træerne ikke vokser ind i himlen.

Jeg har oplevet en vel 8-9 årig rimelig blid tæve blive overfaldet af en kun 1 1/2 årig tæve. Den unge blev steriliseret, hvilke slet ikke hjalp spor.

Jeg måtte aflive den yngste her,dog som 3 1/2 årig + hendes søster, da var begge steriliseret.

Lige nu har jeg 4 tæver og stort set ingen problemer, men er ikke blind for ,at en svækket hund kan fremkalde det også med disse tæver.

Jeg har kendt utrolig mange der måtte vælge, hvem de ville beholde og hvem der skulle enten aflives eller omplaceres.

Også mellem mor og datter.

Jeg kender så mht corgien kun lidt en, der har dem og de er så lidt kontante og ikke specielt blide.

[luckyluna]

Jeg har jo også to piger. Og før dem havde jeg sheila nogle år sammen med min barndoms tæve. Dog boede de ikke sammen fast, men var sammen mange timer hver uge.

 

ALDRIG problemer i første kombination, Sheila og Futte. Futte var 14 år, da sheila kom til som 1 årig. Futte var verdens sødeste hund overfor alle dyr som mennesker, meget, meget sikker i sit hundesprog som med stor tålmodighed prøvede at opdrage på unghundebæstet Sheila. Futte blev 16 år og sheila "udfordrede" hende aldrig, selvom hun var pænt uhøflig i sin tilgang til hende engang imellem. Vi stoppede hende selvfølgelig.

 

Nogle måneder efter Futte døde kom Mysla til. De havde aldrig problemer de første mange år, Mysla forgudede når sheila kom på besøg (mysla var min mors).

 

Mysla flyttede ind hos mig da hun var knap 5 år. Tror faktisk først det var derefter de kunne have mindre skænderier...og næsten altid omkring løbetid.

 

Sheila er typen der trækker sig fra al ballade, vogten ovs. Så under normale omstændigheder trækker hun sig bare hvis mysla vogter noget eller er urimelig i sin "hyrdestyring" under leg. Men en gang imellem kan der så ske det at sheila formaster sig til at sige fra overfor et urimeligt "angreb" fra Mysla..OG SÅ har vi balladen!

 

Dog har jeg altid kunnet råbe dem fra hinanden og de er hurtigt blevet gode venner igen, men der kan godt være lidt usikkerhed blandt dem nogle dage. Det skete næsten altid når den ene eller begge var i løbetid. Efter sheila er blevet steriliseret optræder det ikke ret tit, men sheila er så også blevet endnu mildere stemt, så hun dæmper mest bare som en gal, hvis mysla er for meget fremme i skoene og så stopper jeg hende.

 

Det er dog stadig sheila der modtager alle de underdanige signaler efter adskillelse, men interessant nok var der et kort skift i dette da sheila var syg for 2-3 år siden. Det gik helt ubemærket og uden drama både den ene og anden vej igen.

 

Min opfattelse er at tæver sagtens kan leve fint sammen, hvad gør alle opdrætteres hunde ikke? Men man skal være opmærksom omkring løbetid (og det undgår du jo) og omkring at vælge en ikke for udfarende 2 hund til en blød "gammel" hund.

 

Min venindes corgi er ret skrap og kunne efter sit andet leveår ikke ret godt med fremmede tæver længere...men Sheila forguder hun stadig:)

[Gæst Spilop]

Jeg har altid haft flere tæve og flere hanner, der er ingen garanti for nogle ting. Jeg har omplaceret en tæve pga. tæve kamp, og jeg har haft mange tæver. Pt har jeg 10 hunde, 8 hanner og 2 tæver og vil våge den påstand at det kommer an på hundene. Man kan aktivere og administrer, fodre først osv. Hvis uheldet er ud og de ikke kan med hinanden, så er det sådan det er. Mine hanhunde er lidt mere som mænd, kan godt tage en god nævekamp, og sætte sig ned over en øl bagefter. De to tæver jeg havde der sloges ville slå til døden skilte dem, og dværgpinsheren måtte lappes mange gange, men på trods af dette, gik den på igen med krum hals.

[Hopsa]

Vi skal jo have en hvalp om et års tid, og valget er faldet på en Corgi. Jeg ville egentlig have en cremefarvet pembroke, men vi har forelsket os i en s/h/brindle cardigan:lun: Hun skal være mor til vores næste hvalp!

 

Jeg er jo egentlig mest til tæver. Men kan det gå an at få en tævehvalp i huset, når vi på det tidspunkt har en 3 år gammel tæve i forvejen?

 

Bella har mange hundevenner, og fungerer med både tæver og hanner.

 

Men vi risikerer jo "den store tævekamp". Omvendt kender jeg rigtig mange som har 2 eller flere tæver uden problemer:vedikke:

 

Hvad er jeres erfaringer?

 

Det du stiller op ville overhovedet ikke bekymre mig, det virker som en ret optimal sammensætning af et hundehold.

Tillykke med racevalget, jeg er helt uforstående over for det ønske I havde som udgangspunkt, og mener det er det helt rette valg I nu har truffet :5up:

 

Den store tævekamp kender jeg i øvrigt ikke fra mit eget hundehold, min første tæve var 6 år inden den næste flyttede ind. Nr. 2 var 2½ år da nr. 3 kom til (rettere sagt, blev boende) og nu er nr. 3 blevet 5 år og næste tævegeneration er 7 måneder. Kommer jeg til at opleve problemer forventer jeg at se dem mellem mine to tævehvalpe som jo er søskende, men vi får se

[korvis]

Jeg har altid haft flere tæve og flere hanner, der er ingen garanti for nogle ting. Jeg har omplaceret en tæve pga. tæve kamp, og jeg har haft mange tæver. Pt har jeg 10 hunde, 8 hanner og 2 tæver og vil våge den påstand at det kommer an på hundene. Man kan aktivere og administrer, fodre først osv. Hvis uheldet er ud og de ikke kan med hinanden, så er det sådan det er. Mine hanhunde er lidt mere som mænd, kan godt tage en god nævekamp, og sætte sig ned over en øl bagefter. De to tæver jeg havde der sloges ville slå til døden skilte dem, og dværgpinsheren måtte lappes mange gange, men på trods af dette, gik den på igen med krum hals.

 

Lige også min opfattelse, genial beskrivelse!

[korvis]

Det du stiller op ville overhovedet ikke bekymre mig, det virker som en ret optimal sammensætning af et hundehold.

Tillykke med racevalget, jeg er helt uforstående over for det ønske I havde som udgangspunkt, og mener det er det helt rette valg I nu har truffet :5up:

 

Den store tævekamp kender jeg i øvrigt ikke fra mit eget hundehold, min første tæve var 6 år inden den næste flyttede ind. Nr. 2 var 2½ år da nr. 3 kom til (rettere sagt, blev boende) og nu er nr. 3 blevet 5 år og næste tævegeneration er 7 måneder. Kommer jeg til at opleve problemer forventer jeg at se dem mellem mine to tævehvalpe som jo er søskende, men vi får se

Af ren nysgerrighed - hvad ligger til grund for at du synes det ligefrem er en optimal sammensætning?

[Hopsa]

Aaarh nu skal de ikke glorificeres de hanhunde, de kan sagtens have planer om at den ene skal dø når de slås.

[Hopsa]

Af ren nysgerrighed - hvad ligger til grund for at du synes det ligefrem er en optimal sammensætning?

 

At den nye hvalp ikke flytter ind før den anden hund rent faktisk er blevet voksen. Hvalpen spejler sig i omgivelserne, og jeg synes det er optimalt at de "gode ideer" er på et minimum hos den ældste hund. Men samtidig er den så ung at den sikkert vil være interesseret i fysiske aktiviteter med hvapen.

[Gæst Spilop]

Aaarh nu skal de ikke glorificeres de hanhunde, de kan sagtens have planer om at den ene skal dø når de slås.

Det gør jeg hellere ikke, men har da et par stykker, og har aldrig oplevet at jeg selv eller mine venner har skulle omplacere en hanhund pga. kampproblemer, men faktisk en del tæver. Det er ikke vanligt og hellere ikke noget jeg tager hensyn til i mit hundehold, men henhold til valg af næste hund, men man skal da tage det med i sine betragtninger. Mine hanhunde slogs til døde i øjeblikket (har oplevet det 2 gange på 15 år) når det er skilt ad, så er de ok med hinanden igen.

[korvis]

At den nye hvalp ikke flytter ind før den anden hund rent faktisk er blevet voksen. Hvalpen spejler sig i omgivelserne, og jeg synes det er optimalt at de "gode ideer" er på et minimum hos den ældste hund. Men samtidig er den så ung at den sikkert vil være interesseret i fysiske aktiviteter med hvapen.

 

Okay, ikke noget omkring racerne så? Og er f.ø. enig med det du skriver...

[Hopsa]

Okay, ikke noget omkring racerne så? Og er f.ø. enig med det du skriver...

 

Nåår spurgte du ift. om jeg mente det var det optimale at vælge de to racer under samme tag?

 

Det forholdt jeg mig ikke til, det var alder og køn mit indlæg omhandlede, jeg har ingen personlige erfaringer med racerne i ligningen

[korvis]

Det du stiller op ville overhovedet ikke bekymre mig, det virker som en ret optimal sammensætning af et hundehold.

Tillykke med racevalget, jeg er helt uforstående over for det ønske I havde som udgangspunkt, og mener det er det helt rette valg I nu har truffet :5up:

 

Nåår spurgte du ift. om jeg mente det var det optimale at vælge de to racer under samme tag?

 

Det forholdt jeg mig ikke til, det var alder og køn mit indlæg omhandlede, jeg har ingen personlige erfaringer med racerne i ligningen

Okay, opfattede det som om du havde hele ligningen med i regnestykket...

[Doberfan]

Jeg har siden 2001 altid haft mindst to tæver i huset og har aldrig oplevet problemer, men måske har jeg bare været utroligt heldig. Så vidt jeg ved har der altid været minimum tre års aldersforskel, men med rescues kender man jo ikke altid deres nøjagtige alder.

 

V har også haft en del plejehunde af kortere varighed, både hanner og tæver, intakte og neutraliserede, og har endnu til gode at se en konflikt (7-9-13).

[AnneMangetal]

Jeg tror måske også at det er misforstået, det med at Bella ikke siger rigtigt fra. Det jeg mener er, at hun aldrig har været i kamp, eller tæt på. Hun siger selvfølgelig fra, og kam godt være lidt brysk ved de unge hanhunde, men hun bliver aldrig rigtig sur!

 

Hun er jo super til at læse andre hunde, og vi har jo stort set aldrig problemer med andre. End ikke aggressive hunde får noget særlig reaktion.

 

Jeg er helt sikker på at hun bliver verdens bedste adoptivmor, og er ikke nervøs for hvordan hun vil håndtere hvalpen. Dog bliver det gjort meget klart for opdrætter, at vi skal have en af de mere afslappede hvalpe:-)

[PinPoynter]

Vi har haft tre tæver sammen, og det krævede meget omhyggelig planlægning og struktur, at indføre Martins tæve i mit hus med mine to. Kun den ene af mine var "et problem", en akitablanding som på det tidspunkt nok var omkring 9, og Martins Lexi (hvis langhåret schæfer) var et år yngre, så vidt jeg husker, og kunne godt være en flab.

Sidenhen, da min tervueren var den sidste overlevende af de tre, kom Sally til, og der var ingen problemer, selvom Indy på det tidspunkt var syg, og kun blev mere og mere mærkelig, indtil hun blev aflivet et par mdr senere. Sally undgik hende simpelthen bare.

Sally har ikke problemer med andre tæver. Tror virkelig det kommer meget an på personligheden af hunden, om den er Tæve (med stort T) eller "bare en hunhund", hvis du forstår hvad jeg mener. Akita og Lexi var Tæver, men Indy og Sally var hunhunde.. giver det mening?