Den sjove hundefører - de gode intentioner

[Siri]

Har tænkt lidt over følgende:

 

Vi som hundeførerere skal være begejstrede, engagerede og entusiastiske. Vi skal rose vores hunde og vi skal gøre det hele til en fest. Det er jeg sådan set rørende enig i.

 

Tit hører jeg ifm. indkald - "du skal bare være rigtig sjov og spændende" eller "løb i modsat retning". En anden klassiker er "du skal have bedre godbidder" eller "vær mere levende". Det er der jo også meget sandhed i, men nogle gange tænker jeg at vi kan blive så overentusiastiske, at det har den stik modsatte effekt. Jeg er begyndt at tænke meget over i min træning, at det for min hund også skal være et privilegie at få lov til at træne. Og hvis hunden ikke er interesseret nok – så leger jeg da bare selv! Jeg prøver at passe på værdien i træningen og min værdi for hunden. Det jeg tænker er, at vi nogle gange kan være så insisterende og motiverede, at vi næsten kvæler hunden lidt. Der er ikke noget der kan gøre mine hunde mere stolt, end når de løser en svær opgave. Man kan næsten se de vokser. Og den tanke tror jeg er vigtig i træningen. Altså at vi kan komme til at kvæle hunden i vores gode intentioner.

 

Lidt samme sag med belønningen, hvor vi jagter det der virker allerbedst og står og koger lever eller køber bolde i hobetal (ja, jeg er selv en af dem). Men i bund og grund så tror jeg Carla arbejder ligeså godt for et stykke pølse som kogt lever. Og Spot er ligeglad med om han får det nyindkøbte håndflettede skind-tov eller den gamle bold. Der er nuancer og forskelle på belønninger – det ved jeg. Men vi er jo også selv med til at ændre på den værdi en given belønning har.

 

Det er slet ikke fordi jeg mener vi skal være mindre glade eller holde mindre fest i træningen. Jeg tænker bare at man måske nogle gange skal tænke over, at nogle hunden bliver kvalt lidt i alle vores gode intentioner. Bare lidt strøtanker fra træningen i går. Hvad tænker I?

[CrazyDogLady]

Jeg har faktisk selv tænkt samme tanke.

Katla og jeg har bøvlet med apportering og derfor roste jeg hende til månen og tilbage igen når hun endelig gjorde osm jeg bad om, i forbindelse med dummyen. Det hjalp dog ikke, vi kom aldrig rigtig videre med træningen. Vi holdte så hélt pause fra dummyerne, faktisk tæt på 1 år.

En dag jeg trænede i soveværelset (mine hunde er ikke så velopdragede, at de kan sidde pænt og vente på træningstur , derfor gå rjeg i soveværelset), faldt mit øje på den støvede dummy på hylden. Jeg greb den og kastede den op i sengen, sendte Katla og vupti, enperfekt apportering! Jeg klikkede, hun fik belønning og vi lavede 3-4 gentagelser, men perfektion HVER gang. Tror jeg så sådan ud!

Efterfølgende har apporteringstræning taget fart og vi har endda fået vores brugsprøve :banan:

 

Det jeg vil hen imod er, at jeg tror jeg fjernede glæden ved at apporterer ved at overdynge Katla med ros.

[korvis]

Jeg tænker umiddelbart at det er viiiirkelig forskelligt fra hund til hund... Med de arbejdsglade hunde har du sikkert ret - men der er også rigtig mange hunde hvor det virkelig er en kamp at få den motiveret. Der er forskellen på pølse og kogt lever måske det der gør udslaget, eller at føreren er virkelig animeret. Jeg har faktisk et dugfrisk eksempel fra vores træning i går, hvor vi havde taget en tube leverguf med, som var nyt for hundene. Og for de 3 af dem gjorde det så meget, at det var som at se 3 helt nye hunde på banen. Jeg havde også Iso med, hun var ligeglad med om hun fik ruskesnor, leverguf eller ingenting, og for den arbejdsglade coton vi har på holdet gjorde det nye guf heller ikke den store forskel. Men ok, jeg får jo først hundene når de er voksne, så jeg ved jo ikke hvordan de er startet op, og om dine tanker måske passer dér...

[Ascha]

Hmm, lidt det samme som dig. Lige indtil jeg fik en hund der ikke interesserede sig en skid for mad og ikke kunne se det sjove i at dele legetøj med mig.

 

Ej spøg til side, sommetider tror jeg det bliver til en kliché som træneren fyrer af når vedkommende selv kommer til kort eller glemmer at tænke alternativt. Og ellers tror jeg da også at der sommetider går inflation i vores virkemidler, så en hund bliver vant til at skulle have meget ros og ekstra godt i munden for at føle sig rost.

 

"Dygtig" synes jeg mange er alt for flinke med, f.eks. synes jeg ikke en hund der først kommer hen efter at der er kaldt flere gange fortjener den ros og jeg kan selv finde på at sætte min hund i bootcamp, hvor hun skal lave nogle lydighedsøvelser uden at få en skid for det, hvis hun har været en bandit.

[Siri]

Jeg har faktisk selv tænkt samme tanke.

Katla og jeg har bøvlet med apportering og derfor roste jeg hende til månen og tilbage igen når hun endelig gjorde osm jeg bad om, i forbindelse med dummyen. Det hjalp dog ikke, vi kom aldrig rigtig videre med træningen. Vi holdte så hélt pause fra dummyerne, faktisk tæt på 1 år.

En dag jeg trænede i soveværelset (mine hunde er ikke så velopdragede, at de kan sidde pænt og vente på træningstur , derfor gå rjeg i soveværelset), faldt mit øje på den støvede dummy på hylden. Jeg greb den og kastede den op i sengen, sendte Katla og vupti, enperfekt apportering! Jeg klikkede, hun fik belønning og vi lavede 3-4 gentagelser, men perfektion HVER gang. Tror jeg så sådan ud!

Efterfølgende har apporteringstræning taget fart og vi har endda fået vores brugsprøve :banan:

 

Det jeg vil hen imod er, at jeg tror jeg fjernede glæden ved at apporterer ved at overdynge Katla med ros.

 

Ja, nemlig. Altså man kan blive SÅ forhippet på noget, at man risikerer at fjerne lysten fra hunden. Apporten er jo et super eksempel på det!

 

Og fedt med brugsprøven :5up:

[Ascha]

Og så vil jeg også give Korvis ret i at det nok er en hel del anderledes med racer der ikke er skabt til at samarbejde med mennesker.

[CrazyDogLady]

Ja, nemlig. Altså man kan blive SÅ forhippet på noget, at man risikerer at fjerne lysten fra hunden. Apporten er jo et super eksempel på det!

 

Og fedt med brugsprøven :5up:

 

Lige præcis! Jeg blev så frustreret over min "defekte" apporterende jagthund, at hun ikke fangede fidusen. Jo mere frustreret og derfor voldrosende jeg blev, jo mere ligeglad blev Katla med dummyen.

 

Og tak!

[Siri]

Jeg tænker umiddelbart at det er viiiirkelig forskelligt fra hund til hund... Med de arbejdsglade hunde har du sikkert ret - men der er også rigtig mange hunde hvor det virkelig er en kamp at få den motiveret. Der er forskellen på pølse og kogt lever måske det der gør udslaget, eller at føreren er virkelig animeret. Jeg har faktisk et dugfrisk eksempel fra vores træning i går, hvor vi havde taget en tube leverguf med, som var nyt for hundene. Og for de 3 af dem gjorde det så meget, at det var som at se 3 helt nye hunde på banen. Jeg havde også Iso med, hun var ligeglad med om hun fik ruskesnor, leverguf eller ingenting, og for den arbejdsglade coton vi har på holdet gjorde det nye guf heller ikke den store forskel. Men ok, jeg får jo først hundene når de er voksne, så jeg ved jo ikke hvordan de er startet op, og om dine tanker måske passer dér...

 

Jamen helt klart der er forskel. Men det bliver nogle gange lidt ekstremt. Jeg har oplevet kursister der kommer med nye ting hver gang, og hvor der i virkeligheden aldrig helt er noget der virker. Der ER forskel på belønninger, men min tanke er, at vi ligesom også selv er med til at skabe en forskel.

 

Hmm, lidt det samme som dig. Lige indtil jeg fik en hund der ikke interesserede sig en skid for mad og ikke kunne se det sjove i at dele legetøj med mig.

 

Ej spøg til side, sommetider tror jeg det bliver til en kliché som træneren fyrer af når vedkommende selv kommer til kort eller glemmer at tænke alternativt. Og ellers tror jeg da også at der sommetider går inflation i vores virkemidler, så en hund bliver vant til at skulle have meget ros og ekstra godt i munden for at føle sig rost.

 

"Dygtig" synes jeg mange er alt for flinke med, f.eks. synes jeg ikke en hund der først kommer hen efter at der er kaldt flere gange fortjener den ros og jeg kan selv finde på at sætte min hund i bootcamp, hvor hun skal lave nogle lydighedsøvelser uden at få en skid for det, hvis hun har været en bandit.

 

Jeg er helt enig i, at der kan gå inflation i det. Jeg prøver virkelig at være bevidst om hvornår jeg roser/belønner og hvordan. For jeg kan også godt komme til at automatisere belønningen lidt. Jeg synes det er en fin balancegang.

[korvis]

Jamen helt klart der er forskel. Men det bliver nogle gange lidt ekstremt. Jeg har oplevet kursister der kommer med nye ting hver gang, og hvor der i virkeligheden aldrig helt er noget der virker. Der ER forskel på belønninger, men min tanke er, at vi ligesom også selv er med til at skabe en forskel.

Absolut. Der er jeg nok lidt mere heldig som AG-instruktør, for når hundeførerne kommer til os er de som regel helt blanke mht. agility, og bli'r så forstyrrede af de (tit uventede) krav der stilles til deres egne "præstationer", at de faktisk snarere glemmer at rose sine hunde!

[Amocca]

Jeg har en af hver... en hvor belønningen ikke betyder noget - arbejdet er lønnen i sig selv og en hvor belønningen betyder en heeel masse...

 

Så selvom jeg godt kan give dig ret, langt hen af vejen, så tror jeg - som Korvis nævner - at vi må tage den enkelte hund med i ligningen. Om det så afhænger af race eller individ. For nogle er træningen et kæmpe privilegia at få lov til - og hos dem er "den sjove hundefører" / "den perfekte godbid" ikke rasende vigtig... Men for andre, er træningen en tjeneste de gør os og deres fagforening kræver en yderst velbetalt timeløn

[Siri]

Jeg har en af hver... en hvor belønningen ikke betyder noget - arbejdet er lønnen i sig selv og en hvor belønningen betyder en heeel masse...

 

Så selvom jeg godt kan give dig ret, langt hen af vejen, så tror jeg - som Korvis nævner - at vi må tage den enkelte hund med i ligningen. Om det så afhænger af race eller individ. For nogle er træningen et kæmpe privilegia at få lov til - og hos dem er "den sjove hundefører" / "den perfekte godbid" ikke rasende vigtig... Men for andre, er træningen en tjeneste de gør os og deres fagforening kræver en yderst velbetalt timeløn

 

Jeg er med på at det for mange hunde kræver en god løn at arbejde. Men min tanke er, at vi også som førere kan blive så insisterende og påtrængende, at lønnen bliver endnu højere end den måske var i starten.

[Lykkeliv]

Jeg er meget enig med dig Siri, og bruger særligt det der med "så leger jeg bare selv" ret ofte med min teenagehanhund lige for tiden.

 

Når jeg deltager på holdtræning med ham og han går i snus/dame-mode får jeg også tit den der smøre og ærlig talt, så gider jeg ikke.

Jeg gider ikke stå på en græsplæne og kæmpe. Tigge og bede min hund om at fravælge *indsæt selv random forstyrrelse* og se på mig. Jeg synes bare ikke det er... sjovt...

 

Når jeg arbejder med hund, skal hunden ønske at arbejde sammen med mig. Brænde for det. Og for det, gør jeg rigtigt meget, både i hvalpetid, hverdag osv. Det er ikke sådan jeg forventer at det *bum* bare kommer.

 

Men jeg lægger også et stort ansvar over på mine hunde i træningen, for de skal være lydhøre og de skal VILLE det. Vil de ikke det, er det bare ikke den dag vi kan lege sammen. Jeg har heldigvis flere at tage af og jeg bytter gerne hund, også flere gange og også midt i det hele, hvis den ene tjekker ud.

Enten er de på eller også kan vi ikke lege

[Amocca]

Jeg er med på at det for mange hunde kræver en god løn at arbejde. Men min tanke er, at vi også som førere kan blive så insisterende og påtrængende, at lønnen bliver endnu højere end den måske var i starten.

 

 

 

Det kan der sagtens være noget om. Når jeg selvtræner, så bruger jeg rigtigt meget (som Lykkeliv også nævner) at stoppe helt hvis hun fravælger mig. Karla er jo altid klar på at arbejde, så så kommer hun ud og leger lidt før vi prøver igen med terrier-dyret...

[turpohunden]

Jeg tror ikke så meget det er det at føreren er "sjov" der motiverer hunden (selvom det selvfølgelig hjælper). Men det at føreren helhjertet er glad for det hunden præsterer. Som CrazyDogLady beskriver så fint med apporten. Hvis man inderst inde er dybt frustreret, men prøver at "snyde" hunden ved at virke glad og give super gode guffer/legetøj, så virker det bare ikke. Men hvis man selv inderst inde føler at hunden lige har lavet verdens bedste øvelse så kan en gammel bold eller en tør godbid være det rigeligt for hunden.

[Siri]

Jeg er meget enig med dig Siri, og bruger særligt det der med "så leger jeg bare selv" ret ofte med min teenagehanhund lige for tiden.

 

Når jeg deltager på holdtræning med ham og han går i snus/dame-mode får jeg også tit den der smøre og ærlig talt, så gider jeg ikke.

Jeg gider ikke stå på en græsplæne og kæmpe. Tigge og bede min hund om at fravælge *indsæt selv random forstyrrelse* og se på mig. Jeg synes bare ikke det er... sjovt...

 

Når jeg arbejder med hund, skal hunden ønske at arbejde sammen med mig. Brænde for det. Og for det, gør jeg rigtigt meget, både i hvalpetid, hverdag osv. Det er ikke sådan jeg forventer at det *bum* bare kommer.

 

Men jeg lægger også et stort ansvar over på mine hunde i træningen, for de skal være lydhøre og de skal VILLE det. Vil de ikke det, er det bare ikke den dag vi kan lege sammen. Jeg har heldigvis flere at tage af og jeg bytter gerne hund, også flere gange og også midt i det hele, hvis den ene tjekker ud.

Enten er de på eller også kan vi ikke lege

 

SUPER forklaring! Det handler nemlig om at give dem ansvaret! Og når de så tager det ansvar, så oplever jeg også at hunden får en helt anden stolthed og glæde.

[Siri]

Jeg tror ikke så meget det er det at føreren er "sjov" der motiverer hunden (selvom det selvfølgelig hjælper). Men det at føreren helhjertet er glad for det hunden præsterer. Som CrazyDogLady beskriver så fint med apporten. Hvis man inderst inde er dybt frustreret, men prøver at "snyde" hunden ved at virke glad og give super gode guffer/legetøj, så virker det bare ikke. Men hvis man selv inderst inde føler at hunden lige har lavet verdens bedste øvelse så kan en gammel bold eller en tør godbid være det rigeligt for hunden.

 

Man må ALDRIG snyde hunden - det er mit mantra Og man skal mene det - ellers skal man lade være! Så jeg er rørende enig!

[turpohunden]

Man må ALDRIG snyde hunden - det er mit mantra Og man skal mene det - ellers skal man lade være! Så jeg er rørende enig!

 

I know :blink:

[CrazyDogLady]

Man må ALDRIG snyde hunden - det er mit mantra Og man skal mene det - ellers skal man lade være! Så jeg er rørende enig!

 

 

Faktisk har jeg tænkt rigtigt meget over, en ting du sagde, da jeg var til træning oppe hos dig i Ålborg. Det med keglen, kan du huske det? Jeg man skal vise præcis hvor man gerne vil have hunden i forhold til keglen. Jeg bruger det en del, når jeg lære Katla noget nyt :5up:

[Siri]

Faktisk har jeg tænkt rigtigt meget over, en ting du sagde, da jeg var til træning oppe hos dig i Ålborg. Det med keglen, kan du huske det? Jeg man skal vise præcis hvor man gerne vil have hunden i forhold til keglen. Jeg bruger det en del, når jeg lære Katla noget nyt :5up:

 

Det er jo en ret simpel øvelse, men det handler bare om at have et billede af øvelsen i hovedet inden. Det er dælme svært for hunden at forstå hvad den skal, hvis ikke føreren ved det!

Har virkelig lært af border collier, hvor vigtigt det er at forklare tingene ordentligt for hunden.

Mine favoritter for tiden er cirkus-træning. Her beslutter jeg inden hvad hunden skal. Eks. gå hen til tasken, fiske et legetøj op, komme med det, gå ud og rundt om noget, samle en apport op, slippe den, sitte og så får den belønning. Det er totalt sjovt at jeg bliver meget bedre til at kommunikere med min hund. Første gang en instruktør sagde til mig "så får du lige din hund til at løbe hen til venstre kegle og lave en sit, og derefter over springet", så tænkte jeg - det kan han da ikke! Nu kan jeg forklare ham næsten alt Det er bare sjovt!

[Gæst kleo]

Jeg tror meget ofte det handler om vores indstilling til træningen af det enkelte element, ofte bliver en øvelse sværd hvis man går ind til den med en forventning om at det her bliver ikke let;), forventer man at det her det kan vi lære hurtigt så går det oftest bedre.

Jeg gider fx ikke spille fransk klovn;) mine hunde skal komme når jeg kalder og det gør de også, jeg forventer det og kalder bare;) den der med at løbe den modsatte vej spilde klovn eller hvad man nu gør har jeg aldrig brugt heller ikke på min hold, hundeføreren skal tro på projektet så lykkedes det også. undgå fejl og tro på det du gør, forlang ikke mere end du tror på

så kommer glæden jo automatisk med, man bliver da glad når alt lykkedes og det samme gør hunden;)

[Biene]

Jeg træner sammen med en afsindig dygtig hundefører. Hans hund kan bare det hele, og den lærer det lynhurtigt. Han spiller fransk klovn, han hujer og råber og kaster bolde til hunden og op i luften og meget mere.

 

Selv min egen hund, som normalt er reserveret, vil gerne lege med ham. Det er kun fordi, hun har kigget på ham, han har aldrig leget med hende. Han ville sikkert også kunne hende til det samme som sin egen hund på no time.

 

Jeg kan i hvert fald lære meget af ham, og det kan andre sikkert også.

[turpohunden]

Jeg synes der er stor forskel på om man leger klovn for at få hundens opmærksomhed, eller man gør det for at belønne at den har gjort noget godt. Jeg synes det er hundens opgave at holde opmærksomheden på det den laver, men det er førerens opgave at få den til at gøre det, fordi den forventer en fantastisk belønning.

[Siri]

Jeg synes der er stor forskel på om man leger klovn for at få hundens opmærksomhed, eller man gør det for at belønne at den har gjort noget godt. Jeg synes det er hundens opgave at holde opmærksomheden på det den laver, men det er førerens opgave at få den til at gøre det, fordi den forventer en fantastisk belønning.

 

Fedt at både dig og Lykkeliv er meget bedre end mig til at beskrive det Især fordi jeg er ligesom skulle forestille at være kommunikationsekserpert....

 

Der er nemlig gigantisk forskel! Man kan som regel altid høre hvor på banen jeg træner, men det jeg forsøger at slippe af med i træningen er den overdrevne glæde FOR at få min hund til at gøre noget. Men den overdrevne glæde, NÅR den har gjort det godt - den må aldrig mangle!

[Ninjamor]

Tit hører jeg ifm. indkald - "du skal bare være rigtig sjov og spændende" eller "løb i modsat retning". En anden klassiker er "du skal have bedre godbidder" eller "vær mere levende".

Ofte sagt af en træner som ikke giver opskriften på hvad det er hundeejeren skal gøre. "Vær mere spændende" Hmmm... Joe..

 

En hundeejer kan virke så entusiastisk og rosende at det tager hundens fokus væk fra det den skal.

Et sjovt eksperiment er at lade hundeejerne træne uden at måtte bruge andet end kropssprog og evt. guidning. Der bliver befriende stille på træningspladsen og hundene bliver så meget bedre. En hundeejer med munden fuld af kanelsnegl kan ikke sige meget.

 

En anden ting, der gør en kæmpe forskel, er om den aktuelle hund aldrig nogensinde har været ude for at der kunne stilles krav til den, men udelukkende er blevet "lokket" til at lave øvelser, lokket af diverse kulinariske tiltag fra ejerens side. Så er det man ender op med hunde som skal mades med ske direkte fra leverpostejbakken, hvis de da ellers gider den dag.

[Therese]

Jeg tror meget ofte det handler om vores indstilling til træningen af det enkelte element, ofte bliver en øvelse sværd hvis man går ind til den med en forventning om at det her bliver ikke let;), forventer man at det her det kan vi lære hurtigt så går det oftest bedre.

Jeg gider fx ikke spille fransk klovn;) mine hunde skal komme når jeg kalder og det gør de også, jeg forventer det og kalder bare;) den der med at løbe den modsatte vej spilde klovn eller hvad man nu gør har jeg aldrig brugt heller ikke på min hold, hundeføreren skal tro på projektet så lykkedes det også. undgå fejl og tro på det du gør, forlang ikke mere end du tror på

så kommer glæden jo automatisk med, man bliver da glad når alt lykkedes og det samme gør hunden;)

Jeg tænker også, at lige så snart man begynder at spille fransk klovn, giver man hunden et valg; gider jeg komme i dag eller er det ikke spændende nok.

Og i min verden skal hunden ikke selv bestemme om den gider eller ej. Når jeg kalder, skal den bare komme Og ikke først, når jeg har kaldt ti gange.

 

Det har måske ikke så meget med emnet at gøre, og så alligevel... Jeg ser tit nogen, der står og kalder 15 gange, mens hunden bare føjter rundt og laver alt muligt andet. Imens kan ejeren så stå der og klappe sig på lårene, mens de prøver at lyde som en pølse. Og når hunden så endelig kommer, så får den sgu pølsen alligevel. "For så kommer den nok hurtigere næste gang." Og det tror jeg bare ikke! Jeg faldt selv i den fælde engang og lokkede med alverdens ting for at få et nogenlunde indkald på min tidligere hund - og det lykkedes bare aldrig. Han havde da regnet ud, at jeg stadig stod der, når han engang besluttede sig for at komme dalrende. Så han havde da ikke travlt.

 

Jeg kan da godt tænke, at det skulle være grebet anderledes an for at blive godt. Og at man måske ikke kan/skal belønne sig ud af alting.