Ændre jeres 'smag' i hunderacer sig med alderen?

[Bjæf]

Lige nu har løverne mit hjerte. De passer perfekt til mig. Men hvis jeg tænker fremad, kunne jeg, når mine agilitydage er ovre, godt tænke mig en dejlig hvid kongepudel

 

Hvad med jer?

[Sille12]

Hej,

 

Godt spørgsmål .

 

jeg startede med en berner -læste meget om racen og mente det var en hund for mig og nu har jeg det sådan at jeg aldrig mere skal have en selvstændig race igen :stupid: . Omend han da bestemt er en dejlig hund på nu 6 år.

 

Fik så en aussie som nu er 4 et halvt og det er bestemt mere en hund der passer til mig .

 

Jeg har igennem årene tænkt meget over(og læst og snakket med andre) og jeg tror at jeg ender med en langhåret schæfer næste gang og resten af mine dage..........så jo lidt er der sket på hundefronten .

 

 

V. H. Sille

[NickiA]

Jeg synes jeg har mistet interessen for en bestemt race. Før i tiden var det bare cavalieren der tog mit hjerte, og jeg forguder min cavalier. Men racen siger mig mindre og mindre. Og har virkelig svært ved at finde en ny racer der virkelig siger meget noget. Der er mange racer som jeg synes har gode kvaliteter, men ingen der virkelig ringer en lykkeklokke. Til gengæld er der individer inden for de forskellige racer som jeg virkelig har forelsket mig i.

Nu har jeg lagt mig nogenlunde fast på at det skal være en sheltie næste gang, da jeg ønsker en lille hund med noget go i. Den skal passe nogenlunde type mæssigt til Aya i forhold til at det ikke skal være en alt for voldsom eller moslende hund, og så skal det være en forholdsvis sund race.

[Missing]

Tidligere var jeg meget åben overfor race. Det var mere rette hund, der var vigtig - især da jeg oftest har overtaget omplaceringer.

 

Men jeg ligger 100% fast på storpudlen nu. Blandt andet pga min datters allergi, men endnu mere fordi det er en af de mest fantastiske hunde, jeg har haft mellem hænderne. Og så tilpasningsdygtig og formbar. Jeg tror, at man kan, hvad med vil, med sin puddel :hjerte:

[Gæst DorteDK]

Jeg har to hunde og de er mine første og begge labber. En race jeg har ønsket mig siden jeg var en lille pige

 

Jeg troede, jeg altid skulle ha lab men må ærligt indrømme at puddel, border og springer spaniel, godt kunne gå hen og blive en af mine næste hunde

[NannaSoko]

Ja, dagligt

[Umulia]

Jeg har ændret smag en hel del. Tidligere var jeg mest til arbejdshunde, nu er jeg til selskabshunde. For 20 år siden drømte jeg om at have en Tervueren - sådan en ville jeg ikke røre med en ildtang i dag

 

Det hænger til dels sammen med at jeg ved mere om hunde nu end jeg gjorde dengang, men måske især at jeg ved mere om mig selv. Jeg er hjemmemenneske og skal helst have hunde, der ikke kræver for meget fysisk aktivering. Med alt andet er jeg meget fleksibel, og kan sagtens ændre mine vaner for at tilpasse mig en hunds behov.

 

Jeg har altid været glad for blandingshunde, og det er jeg stadig. Men nu vil jeg vide hvilke racer, der er i. Det skal være nogle, der passer til min livsstil.

 

Hvis jeg skulle vælge min næste hund ene og alene efter drømme, skulle det være en Grand Danois igen. Men det er meget upraktisk når man ikke har bil (og særlig mange penge), så det bliver en mindre hund. De racer, der er under overvejelse er Staffy, Mops og Whippet. Men der er forhåbentlig længe til!

[AnneMangetal]

Før der kom en hund dumpende ind i mit liv, elskede jeg retrievere, mest golden men også lab. Skæbnen ville at ham der dumpede ind, var golden/schæfer, og på alle måder var der mest schæfer over ham.

 

Siden da har jeg været forfaldet til hyrder, særligt de vogtende:lun: Dog kunne jeg godt finde på at bevæge mig væk fra schæferen, men jeg bliver i nærheden:-) Corgien er en sær lille ting, men en fantastisk hund! Sådan en kunne jeg sagtens forestille mig at have altid (hvis ellers klubben spænder hjelmen:roll:).

 

Og jeg kan med garanti sige at jeg aldrig kommer til at bo med en lab. En golden kunne måske godt ske engang, men jeg tror det ikke.

 

Jeg synes egentlig ikke at jeg er blevet mere "kræsen", men jeg har fået bedre defineret hvilke typer der passer til mig:-)

[Ditte B]

Både og.. Som ganske ung var jeg skudt i hyrdehundene og særligt borderen, og var overbevist om, at jeg skulle have sådan en en dag. Siden faldt jeg for mynderne, som jo absolut er en helt anden kategori, og jeg må indrømme, at jeg stadig er forelsket i deres sind og elegance

 

Nu er jeg tilbage til hyrdehundene, og selvom jeg længe troede at det var borderen jeg skulle dele tilværelse med, så blev det aussien, som stjal mit hjerte :hjerte:

[Hofferne]

For år tilbage ville jeg uden at blinke sige "schæfer" og ikke andet. Men livet lærte mig, at jeg var tvunget til at se andre steder hen - har nu en hovawart, og var jeg 25 år ville jeg sige "hovawart forever". Aldrig har jeg haft så fantastisk en hund, med sine udfordringer ja, men virkelig perfekt. Men det er en stor, stærk hund - og da Sinus jo blir mindst 25 år så må jeg se i øjnene, at jeg nok ikke skal ha' endnu en hovawart - da jeg så nok ikke vil kunne tilbyde den det den fortjener.

Sinus er snart 6 år og jeg er allerede gået i tænkeboks i forhold til min næste hund. Jeg vil rigtig gerne træne noget næsearbejde, og har overvejet en flatter, meeen må indrømme at retrievere nok ikke helt er min type hunde....

 

Ville virkelig elske en Landseer, men den er jo endnu større....og ikke lige den fødte sporhund

 

Hvis jeg skulle vælge i morgen blev det nok en dansk/svensk gårdhund (gårdhund som hovawarten....) men jeg er virkelig på bar bund! Hjertet og hjernen er ikke helt enige.

[Amocca]

Da jeg var yngre var jeg til store hunde. Det er det vi altid har haft i omgangskredsen: doberman, schæfer, skt bernhard, airedale terrier... så det var det jeg mente jeg også skulle have. Da det endelig blev aktuelt at få hund, var jeg 30 år gammel og mit liv og mine ønsker til kræet havde ændret sig en del. Jeg startede med at ville have en dansk/svensker eller en cavalier - søgte en mindre hund, som var til at bære, da jeg skulle op og ned af mange trapper dagligt, og som var til at have med overalt. cavalieren blev dømt ude pga sygdomme. så det skulle være en gårdhund. indtil min daværende mand blandede sig og ville have en lab. Så vi endte med Karla. Min one and only!

 

Da Johna skulle findes var jeg dybt involveret i hundetræning og agility. Jeg ville have endnu en hund at løbe med og en hund der passede til Karla. Så jeg var igen tændt på gårdhunden, men havde siden Karlas ankomst mødt rigtigt mange gårdhunde. Mange af dem nervøse og tilbageholdende og med tavle var de for "kornfede" og tunge. Så uden tavle skulle kræet være og da jeg fandt en med terrier blandet i, tænkte jeg: YES! Drive og hids. Den tager jeg. Men ak. Johna vidste ikke, at en jack russell var en brugshund. Så hun valgte kun at tage terrierens egenhed med. Udover det er hun mild som en lillebror ost. Sød og rar og en charmebøf og hende og Karla er SÅ gode sammen - men en arbejdshund er hun ikke!

 

Da muligheden kom for at få en tredje hund turde jeg ikke binde an med et blandingslotteri igen. jeg havde været sindssygt heldig første gang og (u)heldig anden gang (afhængig af hvordan man ser på det), så denne gang skulle det være en race jeg var 110% sikker på ville arbejde. Havde det været for tyve år siden havde jeg nok fået en schæfer Men efter flere år i agilityverdnen var jeg absolut ikke længere hyrdehundefan. Tilgengæld havde jeg jo tilbragt de sidste 6 år med at kigge på Sannes fantastiske ft spaniels, og set deres drive, power og arbejdsiver i alt hvad de foretog sig. Så der endte jeg.

 

Jeg er håbløst forelsket i min hundehvalp. Hun er helt fantastisk at arbejde med. Hun får mig til at huske hvor sjovt det var at arbejde med Karla, da hun var hvalp. Hun giver og giver og giver! Lige nu og her hvis du spurgte mig, så bliver det endnu en FT spaniel næste gang. Men der går forhåbentlig rigtigt mange år før jeg behøver at træffe det valg, og hvem ved om mit liv og mine ønsker har ændret sig igen på det tidspunkt?

[Trei]

Jeg er vokset op med schæfere og der var ingen tvivl om at jeg skulle have sådan én, da jeg selv skulle have min første egen hund. Troede egentlig længe at der ikke var andre racer for mig, der er mange racer jeg er vældig glad for og som jeg synes er skønne, men havde enormt svært ved at se mig selv med en anden race - var der virkelig andre racer der kunne "det hele" for mig. Da vi så mere seriøst begyndte at lede efter ny hund havde vi imellemtiden både ændret krav, Ozzie (schæfer) var en voksen hund, der også havde sine fortrukne hundetyper OG ikke mindst havde vi indset at selv schæfere har deres problematikker. Tænkte længe på en anden hyrdehund, men da vi så kom til det tænkte vi mere på hvad der rent praktisk ville fungere bedst for os og mindre på hvad der kunne være nyt og spændende og vi endte med en samojedhund, et valg jeg bliver mere og mere glad for hver dag. Casino passer perfekt ind i vores lille familie, og jeg har indset at man sagtens kan have mere end en drømmerace. Jeg er sikker på at Casino ikke bliver vores sidste samojedhund. Er dog stadig vild med schæfere - også - så sådan én bliver det nok næste gang. Kan nemlig ikke rigtig forestille mig ikke at have én hos mig.

[Kirsten90]

Før jeg fik min egen hund var jeg sikker på at mops var liiiige mig. Da vi skulle have en hund blev det en dansk/svensk. Jeg må sige at mange træk i racen (eller hedder det typen, når man kigger på sin egen og andre uden tavle og af tvivlsom herkomst?) tiltaler mig - samarbejdsvillighed og putte-lys blandt andet. Faktisk er eneste minus fæld - og selv det er overkommeligt.

Da vi fik Lily troede jeg at jeg kunne håndtere en selvstændig terrier - Men jeg er vokset op med retriever-hunde i diverse blandinger, så jeg er nok for vandt til at en hund vil lystre og samarbejde. Lily er udtalt terrier i temperament.....

 

Jeg er ret sikker på at jeg skal have endnu en dansk/svensk når Futte engang ikke kan mere... Men da det forhåbentlig ligger +10 år ude i fremtiden er det svært at sige.

Jeg elsker tanken om pelshunde og benytter flittigt at Arne har godt med pels, sætter små totter og fine frisurer. Men det kræver nok en del research af finde en hund der er labrador af temperament men vejer max 10 kg og har lang pels.

[Sitto]

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvad min smag i hunderacer er :hmm: umiddelbart forestiller jeg mig at vi skal have gadehunde igen, når den tid engang kommer.

Michael er dog helt skudt i yorkien efter vi har fået Liva - og om sådan én permanent kommer til at bo hos os, kan da godt være. Jeg tror lidt yorkien er for os, hvad Corgi'en er for Anne - et vældigt sjovt og fantastisk indslag i hverdagen, en rigtig lille humørspreder

 

I princippet ville jeg gerne træne agility og fortsætte med rally. Med en gadehund er det jo ikke til at sige om det ender op med en hund der gider - pt har jeg to ud af fire hunde jeg kan træne semi med - det kommer lidt an på dagen, om de egentlig gider men det herhjemme, turene i skoven, hyggen i haven og træningen i det omfang hunden gider, er egentlig nok for mig. For mig er hunden det vigtigste når den først er flyttet ind, end hvorvidt vi kommer til at konkurrere i rally/agility. Får jeg en hund mellem fingrene der er vildt på for at træne, så vil jeg også rigtig gerne og også starte konkurrence - men har jeg ikke det, så er hyggetræning også ok for mig.

 

Da vi fik Ayo havde jeg sagt det var slut med genbrugsguld - men se nu her, her står vi med efterfølgende 3 stk. Og nej, jeg er absolut ikke færdig med dem. Så jo jeg tror på at vi ender med gadehunde igen næste gang :hjerte: jeg har dog ét særligt ønske, jeg vil gerne have to søskende igen.

[Miss_M]

Startede ud med som bette tøs, at ville have en samojede - De var jo floooootte

 

Men blev ældre og klogere

 

Da vi skulle have vores første hund gik vi efter en cavalier, for skulle have en selskabshund der kunne trives med nogle daglige gåture og noget hygge på sofaen og så lidt trick-træning.

Det gik jo som bekendt anderledes og Bamse flyttede ind og vendte op og ned på hele min forestilling om hvad jeg ville med en hund.

 

Tror altid jeg vil have en lille tæppe-tisser, ligesom Kaia, fordi hun simpelthen er noget af det skønneste og holder mine fødder solidt plantet i jorden, så alt ikke går op i at vinde konkurrencer - Nogle gange er de små ting en succes og det er sgu' sundt!

Er SÅ glad for cavalieren, men sundheden skræmmer mig.... Meget.... Så ved virkelig ikke hvad jeg ender med, den dag om 20-30 år, vi ikke har Kaia længere.

Der er ikke rigtig en race der har det samme som cavalieren, så er lidt på herrens mark med hvad vi gør på tæppe-tisser området og der kan helt sikkert godt komme til at ske nogle holdningsændringer undervejs i processen.

 

På arbejds-delen, så ser det lidt anderledes ud.

Havde regnet med, at efter Bamse, så skulle vi have en kleiner münsterländer igen, da jeg er vokset op med racen og af de rigtige linjer, så er det en formidabel hund.

 

Men blev forelsket i bc'en og måtte prøve at eje sådan en.

Og hånden på hjertet, så kan jeg ikke forstille mig livet uden en bc. En ting er at det er en race der passer godt til mit temperament og har evnerne indenfor hundesport.

Men noget helt andet er, at de er så dybt specialiserede indenfor deres "fag" og jeg virkelig er vild med hyrdearbejdet, fårene, naturen og det at arbejde med sin hund på den måde.

Så jeg har svært ved at forstille mig at det ikke på en eller anden måde skal være en del af mit liv fremover.

 

Faktisk kan jeg godt forstille mig, at engang med tiden (og pengene) så vil hyrde-delen overtage ifht. al anden hundesport og blive det primære - Og det er ret svært uden en bc

 

Det er bestemt ikke utænkeligt, at der kommer andre racer i huset på et tidspunkt, især hvis manden vil gøre alvor af det med jagt.

Men det bliver ikke "min" hund, det vil så blive mandens.

[Sitto]

Startede ud med som bette tøs, at ville have en samojede - De var jo floooootte

 

Men blev ældre og klogere

 

Da vi skulle have vores første hund gik vi efter en cavalier, for skulle have en selskabshund der kunne trives med nogle daglige gåture og noget hygge på sofaen og så lidt trick-træning.

Det gik jo som bekendt anderledes og Bamse flyttede ind og vendte op og ned på hele min forestilling om hvad jeg ville med en hund.

 

Tror altid jeg vil have en lille tæppe-tisser, ligesom Kaia, fordi hun simpelthen er noget af det skønneste og holder mine fødder solidt plantet i jorden, så alt ikke går op i at vinde konkurrencer - Nogle gange er de små ting en succes og det er sgu' sundt!

Er SÅ glad for cavalieren, men sundheden skræmmer mig.... Meget.... Så ved virkelig ikke hvad jeg ender med, den dag om 20-30 år, vi ikke har Kaia længere.

Der er ikke rigtig en race der har det samme som cavalieren, så er lidt på herrens mark med hvad vi gør på tæppe-tisser området og der kan helt sikkert godt komme til at ske nogle holdningsændringer undervejs i processen.

 

På arbejds-delen, så ser det lidt anderledes ud.

Havde regnet med, at efter Bamse, så skulle vi have en kleiner münsterländer igen, da jeg er vokset op med racen og af de rigtige linjer, så er det en formidabel hund.

 

Men blev forelsket i bc'en og måtte prøve at eje sådan en.

Og hånden på hjertet, så kan jeg ikke forstille mig livet uden en bc. En ting er at det er en race der passer godt til mit temperament og har evnerne indenfor hundesport.

Men noget helt andet er, at de er så dybt specialiserede indenfor deres "fag" og jeg virkelig er vild med hyrdearbejdet, fårene, naturen og det at arbejde med sin hund på den måde.

Så jeg har svært ved at forstille mig at det ikke på en eller anden måde skal være en del af mit liv fremover.

 

Faktisk kan jeg godt forstille mig, at engang med tiden (og pengene) så vil hyrde-delen overtage ifht. al anden hundesport og blive det primære - Og det er ret svært uden en bc

 

Det er bestemt ikke utænkeligt, at der kommer andre racer i huset på et tidspunkt, især hvis manden vil gøre alvor af det med jagt.

Men det bliver ikke "min" hund, det vil så blive mandens.

Hvorfor er det lige at du har brug for en ny tæppetisser? Jeg ved ikke om du husker, at den hund der sad mest klistret fast til skødet på mig, dybt tilbagelænet eller helt oppe i hovedet på mig med poterne på hver skulder, det var Yoda. Jeg synes han klare den der "lille skødehunds ting" RET så godt, som tæppetisserne ellers normalt står for!! :hjerte:

[Nikolaj]

Jeg vil sige jeg er blevet yderst skudt i slædehunde, efter at have fået Huan. Det var nu ikke så meget på grund af at de kan trække, at valget faldt på samojede, men efterfølgende er jeg blevet helt skudt i slædehundeløb - det kræver en enorm tillid fra hundene at blive en god musher, og det er en så meget federe måde at samarbejde på, end lydighedstræning.

 

Omvendt er Huans putteri og humør også enormt hyggeligt, og jeg er også glad for STORE hunde, så en leonberger bliver det nok til på et tidspunkt. Berner har også været oppe og vende, men deres helbred skranter altså lige meget nok.

[PBC]

Som knægt ville jeg have Engelsk Setter - eller til nød en Springer Spaniel. Mine forældre gik med til en sort Cocker. Det var en dejlig tæve på 13 kg og hun var alt hvad man kunne ønske sig af sådan en hund.

 

Da jeg havde læst alt hvad jeg kunne opdrive af literatur og været på mange udstillinger, som 20 årig og flyttede sammen med min kone ville jeg have Doberman og min kone ville have Rotweiler - det endte med Riesenszhnauzer.

 

10 år senere havde vi også 2 børn på 4 og 6 år og da gjorde vi vores livs fejlkøb - en Boxer, som blev solgt i nabokvarteret - uden stamtavle - og der var kun hanner tilbage. Hvordan vi kunne gøre den fejl ikke at undersøge tingene ordentlig og vælge en race og hund der passede bedre til os, forstår jeg egentlig stadig ikke, men der var nok andre ting der fyldte for meget.

 

Den var vild og ustyrlig og blev aggressiv overfor alle andre hanhunde. Mine forældre overtog den, men måtte ty til avlivning efter den havde overfaldt og bidt en anden hund ret alvorligt. Det er måske grunden til at jeg siger kort process med aggressive hunde. Jeg har vist stadig dårlig samvittighed over for den sølle hundeejer, overfor mine forældre og er utilfreds med mig selv i situationen.

 

Der gik et par år uden hund indtil min kone en dag sad midt på gulvet og tudende proklamerede "at nu vil jeg altså have en hund igen". Så skal jeg da lige love for at der blev undersøgt og lavet skemaer og kontaktet og besøgt folk: Dalmantiner, Labrador, Springer Spaniel (Standard), Mellem schnauzer, Ruhåret hønsehund, Shiba Inu og Norsk Elghund.

 

Det var besøget der afgjorde sagen. Vi faldt pladask for Norsk elghund - og fik Freje som stadig, nok står for mig, som den bedste hund jeg har ejet - alt taget i betragtning. Charme, personlighed, mimik, vagtsom, venlig, glad, tilfreds, køn, sund - kunne passe sig selv og kunne være selskabelig. Nå men også det fik jo en ende, hun blev aflivet som 9 årig med kræft. Havde aldrig fejlet noget tidligere. Var ude og gå 2 timer og 10 km i Blåbjerg klitplantage. Da vi kom hjem lagde hun sig og næste dags morgen kunne hun dårligt rejse sig - til dyrlæge og diagnosen var klar. Piv.

 

Nå, men så skulle vi jo have jagthund, for jeg havde taget jagttegn. Jeg ville have en Ruhår og det ville min kone også, men drengene, som jo var dem der kom hjem hver dag til hunden fra skole, ville have noget mindre - og vi enedes om en Springer Spaniel. Dem har vi så haft 5 af og fået 3 kuld hvalpe.

 

Hver gang jeg skal have ny hund er jeg turen rundt om adskillige racer, men indtil nu er det altså endt med FT Springer igen. Tror jeg er bange for at blive skuffet, hvis jeg køber andet.

[nr 49]

jeg havde den dejligste sorte Cocker som barn og min mand er vokset op med dalmatiner og basset hound - kun cockeren overvejede vi igen som halvgamle hundekøbere

 

Loui passer perfekt til os mht behov for gåture, kontakt og lyst til at træne lydighed - at det halter sommetider falder helt klart tilbage på os....

 

næste gang om forhåbentlig mange år kunne jeg da godt se mig selv med sådan en mini-gravhund i de farver:

 

http://www.boredpanda.com/harlow-sage-indiana-reese-cute-dog-photos/?image_id=harlow-sage-indiana-reese-cute-dog-photos-6-605x605.jpg

 

nøj hvor skal jeg gå rundt og irritere alle som gammel kone med fleksline i kræet