Hvor meget må en hund fylde i hverdagen?

[korvis]

En kæmpe stor trøstekrammer til dig, det må være så frygteligt... Men virkelig stærkt af dig at tage beslutningen, når han nu ikke rigtig kunne magte verden... :ae:

[pivpiv]

selvom jeg vidste det var tæt på så ramte beskeden hårdt.

tak for jeg måtte opleve din store blide kæmpe.

du ved hvor jeg er hvis der er noget jeg kan gøre.

tusinde kram.

[Doberfan]

:ae:

 

Kæmpe kram til dig. Du kæmpede en brav kamp for ham. Forstår godt tomheden, den er svær.

 

Han er et bedre sted nu, og nu må du tage dig tid til at forkæle dig selv godt og grundigt.

[AnneMangetal]

Min højt elskede lille dreng sov ind i mine arme i morges, herhjemme hvor han havde det aller bedst, bare mig og ham.

 

Efter en sidste samtale med Karen, hvor vi fik vendt nogle ting, og hvor jeg, igen, forsøgte at gribe efter et halmstrå, blev jeg i stand til at bestille tiden. For hans skyld og for min egen. Denne verden var for stor og uoverskuelig for ham.

 

Jeg savner og mangler min bedste ven noget så grusomt. Her er så tomt og ensomt og jeg er sønderknust.

Ja, jeg er bare tom.

 

Tanker til dig:bighug:

 

Sov sødt, Oliver:hjerte:

[nr 49]

den mest rigtige beslutning er tit den sværeste

[MissMilladk]

Sov sødt Oliver og masser af kram til dig fordi du har været nødt til at tage en hård beslutning :ae:

[luckyluna]

Kæmpe kram til dig. Hvor må det være hårdt. Du har gjort alt og mere til og tomheden må være enorm, når han netop fyldte så meget.

[Gæst DorteDK]

Sov sødt lille Oliver :hjerte:

og for helvede herfra også øv den ramte lige i hjertet når man ved hvor meget du har kæmpet

[Miss_M]

Åh hvor jeg føler med dig

Rigtig, rigtig mange varme tanker til dig :ae:

 

 

Så uretfærdigt at den rigtige beslutning også skal være den aller hårdeste og den der gør så forbandet ondt

 

Sov sødt Oliver :hjerte:

[Bernhardiner]

Tak skal i have. Jeg tror jeg er i en eller anden form for chok tilstand. I nat kunne jeg ikke holde stilheden ud, så jeg endte med at gå rundt og støvsuge kl 3. Faldt til sidst i søvn på sofaen til fjernsynet. Lige nu er der gang i at vaske gulv, tørre låger af, vaske savl af osv osv osv, og jeg aner ikke hvor jeg er kommet til, for jeg hopper rundt mellem det hele. Kan ikke samle mig om noget af det.

 

Jeg har brug for at komme ud at gå en tur, men magter ikke at rende ind i folk her i byen, som elsker at stikke snuden hen hvor den ikke er velkommen. De vil utvivlsomt spørge hvor Oliver er. De vil ikke kunne forstå det, og bare tro at jeg ikke kunne finde ud af at have ham og derved ramme mig på det ømme punkt, hvor jeg giver mig selv skylden for det hele. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige for at få dem til at gå væk hurtigst muligt.

 

Det er så svært for mig at kapere det her. For ja, det var det bedste for ham, men det var også det bedste for mig. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, at se ham blive presset så langt ud at vi ville ende i en farlig situation. Det er bare ikke hvad Oliver er. Men pga hans sind var risikoen meget stor. Hans helbred var begyndt at vise tegn på han ikke havde det godt. Hvor meget jeg end gerne ville have haft at vi kunne blive i vores egen lille bitte boble, hvor jeg stod og skulle kæmpe for at holde resten af verdenen væk, så er det jo utopi at tro jeg kunne holde alt væk. Og selv når vi var inde i boblen var han jo ikke okay længere. Byen er begyndt at vågne godt op og Oliver reagerede med det samme. Jeg kunne ikke mere, jeg er så udmattet og har kørt på reserver, der egentlig ikke har eksisteret i lang tid. Skyldfølelsen, selvbebrejdelser, bekymringerne, planlægningen, konstant være 10 skridt foran. Og se at intet virkede uanset hvad jeg gjorde. Det var for meget og jeg kunne ikke forsvare at vente og se om noget slemt skete. Det ville ikke være fair overfor ham, mig og måske dem det ville gå ud over.

 

Jeg bebrejder mig selv nu, for ikke at have haft flere kræfter til at kæmpe og for at jeg ikke kunne hjælpe ham. Den er sgu svær at sluge. Jeg er også lettet. Ærlig sagt. Det var underligt her i morges ikke at skulle følge rutinerne. Logisk ved jeg godt det er naturligt, men det giver mig en helt enorm skyldfølelse der tager pusten fra mig.

 

Jeg savner ham bare.

[pivpiv]

du må altid komme herud, det ved du.

[Ninjamor]

Tak skal i have. Jeg tror jeg er i en eller anden form for chok tilstand. I nat kunne jeg ikke holde stilheden ud, så jeg endte med at gå rundt og støvsuge kl 3. Faldt til sidst i søvn på sofaen til fjernsynet. Lige nu er der gang i at vaske gulv, tørre låger af, vaske savl af osv osv osv, og jeg aner ikke hvor jeg er kommet til, for jeg hopper rundt mellem det hele. Kan ikke samle mig om noget af det.

 

Jeg har brug for at komme ud at gå en tur, men magter ikke at rende ind i folk her i byen, som elsker at stikke snuden hen hvor den ikke er velkommen. De vil utvivlsomt spørge hvor Oliver er. De vil ikke kunne forstå det, og bare tro at jeg ikke kunne finde ud af at have ham og derved ramme mig på det ømme punkt, hvor jeg giver mig selv skylden for det hele. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige for at få dem til at gå væk hurtigst muligt.

 

Det er så svært for mig at kapere det her. For ja, det var det bedste for ham, men det var også det bedste for mig. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, at se ham blive presset så langt ud at vi ville ende i en farlig situation. Det er bare ikke hvad Oliver er. Men pga hans sind var risikoen meget stor. Hans helbred var begyndt at vise tegn på han ikke havde det godt. Hvor meget jeg end gerne ville have haft at vi kunne blive i vores egen lille bitte boble, hvor jeg stod og skulle kæmpe for at holde resten af verdenen væk, så er det jo utopi at tro jeg kunne holde alt væk. Og selv når vi var inde i boblen var han jo ikke okay længere. Byen er begyndt at vågne godt op og Oliver reagerede med det samme. Jeg kunne ikke mere, jeg er så udmattet og har kørt på reserver, der egentlig ikke har eksisteret i lang tid. Skyldfølelsen, selvbebrejdelser, bekymringerne, planlægningen, konstant være 10 skridt foran. Og se at intet virkede uanset hvad jeg gjorde. Det var for meget og jeg kunne ikke forsvare at vente og se om noget slemt skete. Det ville ikke være fair overfor ham, mig og måske dem det ville gå ud over.

 

Jeg bebrejder mig selv nu, for ikke at have haft flere kræfter til at kæmpe og for at jeg ikke kunne hjælpe ham. Den er sgu svær at sluge. Jeg er også lettet. Ærlig sagt. Det var underligt her i morges ikke at skulle følge rutinerne. Logisk ved jeg godt det er naturligt, men det giver mig en helt enorm skyldfølelse der tager pusten fra mig.

 

Jeg savner ham bare.

 

Som du ved fra vores "samtaler" er de følelser du oplever nu de samme som jeg havde efter Stjerne. Det er i orden og det er naturligt at man bebrejder sig selv, men lad nu være... Stop det nu...

Hvis du vil bebrejde dig selv så sæt dig ned og noter alt det ned du har haft prøvet for at hjælpe Oliver og se på hvad der så er tilbage - Intet, du kunne ikke gøre mere!

 

Folk tænker det de vil, det ligger hos dem og har intet med dig at gøre, selv om jeg godt ved at det kan være svært.

 

Det er så nyt endnu, så giv dig lige noget tid til at komme dig lidt og så er det op på hesten igen, ikk?

 

De bedste tanker herfra, Oliver har det godt nu, så nu er det din tur til at få det godt :ae:

[pivpiv]

Du må aldrig bebrejde dig selv.

Du har gjort meget mere end de fleste andre ville gøre og du har kørt dig selv afsindigt hårdt for at gøre det aller bedste for Oliver.

Du har kæmpet en kamp som ingen burde tvinges ud i og alligevel kæmpede du hårdere end du kan holde til. Du har givet ALT for at han skulle have det rimeligt.

 

Det er klart du er lettet. Du har været PÅ og du ved nu at han ikke kæmper mere og du ikke behøver kæmpe mere. For uden tvivl har den blide kæmpe også haft en kamp uden lige. En kamp for at glæde dig og en kamp imod det rod der var inden i ham.

 

Sygdom i sindet er også en rigtig sygdom. Det er ok at aflive en hund med fysiske skavanker, men det er altså lige så ok at slutte livet for en der kæmper med et sind. Det er begge dele sygdomme som de ikke kan gøre for og som ikke bare lige kan ændres. Så spørger folk så sig at han var frygtelig syg og hvad de tænker er deres problem.

Jeg ser dig som afsindigt dygtig og sej. Jeg tager hatten SÅ meget af for dig, for det du har formået.

 

Så rank ryggen og vær stolt. Vær stolt over du fik sagt ordenligt farvell og at han var hjemme ved dig hvor han var tryg og vær stolt over at du har udvist ansvar og kæmpet for din dejlige dreng.

 

Det er to uger siden jeg sagde at jeg var bekymret for dig og du kan tro jeg har haft lyst til at skrive tusinde gange at du skulle passe på dig selv.

Du har passet så meget på Oliver at du har glemt dig selv.

Nu skal du give dig lov til at savne og tude øjnene ud, giv dig lov til at være DIG!!

 

Jeg er her og begge de sorte pølsepantere giver gerne mys og nysser tårer væk - det er der plads til herude.

Tusinde kram til dig

[Gæst DorteDK]

Jeg vil også bare sig du må ikke bebrejde dig - du har gjort et kæmpe arbejde for Oliver, meget større arbejde end så mange andre ville ha gjort og der er stor respekt for det her fra !

[NickiA]

Åhr kære @Bernhardiner Mange varme tanker til dig. Du har været så enormt stærk, og håber virkelig at du kan give dig selv den kærlighed der hedder "ikke at bebrejde dig selv". For du har gjort mere for Oliver end de fleste andre ville kunne. Han var syg, men du gav ham nogle gode perioder med lykke og ro. Dem ville han nok aldrig have fået hvis han var endt i så mange andre hjem. Udover det gav du ham din ubetingede kærlighed, og du gav ham den respekt at tage den hårde beslutning på hans vegne, da hans sygdom blev for meget. Mere kan man ikke forlange af dig, og jeg håber at du på sigt vil kigge tilbage, og være helt vildt stolt af dig selv, og hvad du har gjort for Oliver.

Du skal vide hvor dybt rørt jeg er at din situation, og jeg ville virkelig ønske at jeg kunne give dig det største kram!

[Anettesb]

Tak skal i have. Jeg tror jeg er i en eller anden form for chok tilstand. I nat kunne jeg ikke holde stilheden ud, så jeg endte med at gå rundt og støvsuge kl 3. Faldt til sidst i søvn på sofaen til fjernsynet. Lige nu er der gang i at vaske gulv, tørre låger af, vaske savl af osv osv osv, og jeg aner ikke hvor jeg er kommet til, for jeg hopper rundt mellem det hele. Kan ikke samle mig om noget af det.

 

Jeg har brug for at komme ud at gå en tur, men magter ikke at rende ind i folk her i byen, som elsker at stikke snuden hen hvor den ikke er velkommen. De vil utvivlsomt spørge hvor Oliver er. De vil ikke kunne forstå det, og bare tro at jeg ikke kunne finde ud af at have ham og derved ramme mig på det ømme punkt, hvor jeg giver mig selv skylden for det hele. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige for at få dem til at gå væk hurtigst muligt.

 

Det er så svært for mig at kapere det her. For ja, det var det bedste for ham, men det var også det bedste for mig. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, at se ham blive presset så langt ud at vi ville ende i en farlig situation. Det er bare ikke hvad Oliver er. Men pga hans sind var risikoen meget stor. Hans helbred var begyndt at vise tegn på han ikke havde det godt. Hvor meget jeg end gerne ville have haft at vi kunne blive i vores egen lille bitte boble, hvor jeg stod og skulle kæmpe for at holde resten af verdenen væk, så er det jo utopi at tro jeg kunne holde alt væk. Og selv når vi var inde i boblen var han jo ikke okay længere. Byen er begyndt at vågne godt op og Oliver reagerede med det samme. Jeg kunne ikke mere, jeg er så udmattet og har kørt på reserver, der egentlig ikke har eksisteret i lang tid. Skyldfølelsen, selvbebrejdelser, bekymringerne, planlægningen, konstant være 10 skridt foran. Og se at intet virkede uanset hvad jeg gjorde. Det var for meget og jeg kunne ikke forsvare at vente og se om noget slemt skete. Det ville ikke være fair overfor ham, mig og måske dem det ville gå ud over.

 

Jeg bebrejder mig selv nu, for ikke at have haft flere kræfter til at kæmpe og for at jeg ikke kunne hjælpe ham. Den er sgu svær at sluge. Jeg er også lettet. Ærlig sagt. Det var underligt her i morges ikke at skulle følge rutinerne. Logisk ved jeg godt det er naturligt, men det giver mig en helt enorm skyldfølelse der tager pusten fra mig.

 

Jeg savner ham bare.

 

Kram

 

Hvis nogen er for nysgerrige kunne du måske sig han blev syg, og desværre ikke kunne hjælpes. Ofte er det nok til folk trækker følehornene til sig. Og det jo ikke helt forkert.

 

Kram du gjorde det rigtige for Oliver og for dig

[Inkognito]

Tak skal i have. Jeg tror jeg er i en eller anden form for chok tilstand. I nat kunne jeg ikke holde stilheden ud, så jeg endte med at gå rundt og støvsuge kl 3. Faldt til sidst i søvn på sofaen til fjernsynet. Lige nu er der gang i at vaske gulv, tørre låger af, vaske savl af osv osv osv, og jeg aner ikke hvor jeg er kommet til, for jeg hopper rundt mellem det hele. Kan ikke samle mig om noget af det.

 

Jeg har brug for at komme ud at gå en tur, men magter ikke at rende ind i folk her i byen, som elsker at stikke snuden hen hvor den ikke er velkommen. De vil utvivlsomt spørge hvor Oliver er. De vil ikke kunne forstå det, og bare tro at jeg ikke kunne finde ud af at have ham og derved ramme mig på det ømme punkt, hvor jeg giver mig selv skylden for det hele. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige for at få dem til at gå væk hurtigst muligt.

 

Det er så svært for mig at kapere det her. For ja, det var det bedste for ham, men det var også det bedste for mig. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, at se ham blive presset så langt ud at vi ville ende i en farlig situation. Det er bare ikke hvad Oliver er. Men pga hans sind var risikoen meget stor. Hans helbred var begyndt at vise tegn på han ikke havde det godt. Hvor meget jeg end gerne ville have haft at vi kunne blive i vores egen lille bitte boble, hvor jeg stod og skulle kæmpe for at holde resten af verdenen væk, så er det jo utopi at tro jeg kunne holde alt væk. Og selv når vi var inde i boblen var han jo ikke okay længere. Byen er begyndt at vågne godt op og Oliver reagerede med det samme. Jeg kunne ikke mere, jeg er så udmattet og har kørt på reserver, der egentlig ikke har eksisteret i lang tid. Skyldfølelsen, selvbebrejdelser, bekymringerne, planlægningen, konstant være 10 skridt foran. Og se at intet virkede uanset hvad jeg gjorde. Det var for meget og jeg kunne ikke forsvare at vente og se om noget slemt skete. Det ville ikke være fair overfor ham, mig og måske dem det ville gå ud over.

 

Jeg bebrejder mig selv nu, for ikke at have haft flere kræfter til at kæmpe og for at jeg ikke kunne hjælpe ham. Den er sgu svær at sluge. Jeg er også lettet. Ærlig sagt. Det var underligt her i morges ikke at skulle følge rutinerne. Logisk ved jeg godt det er naturligt, men det giver mig en helt enorm skyldfølelse der tager pusten fra mig.

 

Jeg savner ham bare.

 

Sov sødt, Oliver.

 

Og min dybeste medfølelse til din Bernhardiner.

 

Jeg sagde farvel til mit smertebarn, Mollie, for 5 år og 3 måneder siden - for hende havde jeg også indrettet mit liv specielt; jeg havde lært at have et øje på hver finger på gåturene og hjemmet var indrettet, så der ikke var nogle kroge, hvor hun kunne føle sig trængt. Alt blev tilrettelagt efter hende uden skelen til, at vi var andre i hustanden.

 

Hun rev mit hjerte i itu og jeg var igennem en rutchebane af følelser. Der var sorgen af at have mistet hende; der var lettelsen over, at jeg nu kunne slappe af på gåture igen; der var den dårlige samvittighed over, at jeg ikke slog til - at jeg ikke havde været i stand til at fixe hende; der var vrede mod andre mennesker, der i bedste mening sagde præcis hvad jeg siger nu til dig; der var vrede mod de mennesker, der flere gange havde sagt deres mening om hende (de kunne ikke lide hende) og sidst var der en helt ustyrlig træthed (lidt som en elastik, der har været strukket ud for langt og nu har besvær med at trække sig sammen igen).

 

Du skal hele nu og du skal huske på de ting du rent faktisk har gjort for ham. Du skal give slip på den dårlige samvittighed og selvbrejdelserne og hvis andre mener, at du ikke kunne finde ud af at have ham eller du tog den nemme vej ud, så er det ikke mennesker du skal værdige din tid; hverken nu eller i fremtiden.

 

Og al det er så meget nemmere sagt end gjort, når man står i efterdønningerne på hvad du har været igennem med Oliver og for Oliver.... Jeg ved det og jeg ville ønske jeg kunne sige noget, der ville få dig til komme nemmere igennem det eller bare give dig et kæmpe knus

[Bernhardiner]

Tusind tak alle sammen. Jeres ord varmer mere end jeg kan beskrive.

 

Ja Ninjamor. Dig og Karen har været nogle helt fantastiske støtter gennem det hele. Tak er kun et fattigt ord.

[MarieF]

Hvor er det sørgeligt at læse. Det lyder dog bestemt som den rigtige beslutning, at give Oliver fred, selvom det er en barsk beslutning.

 

At tage livet fra en ung hund er SÅ brutalt og føles meget mere forkert end ved en gammel - uanset grunden. Det tager længere tid at komme over.

 

For et år siden begravede vi vores Sif, der blev 3,5 år. Hun havde svær hoftedysplasi og kunne til sidst ikke smertedækkes ordenligt, hvilket især viste sig ved udfald mod andre hunde og fremmede mennesker. Hun havde det ikke godt, vi kunne ikke få hende til at få det godt og hun havde brug for at få fred.

Jeg har været knust over det og kan stadig græde over det. I går var jeg dog ude og se hvor vi begravede hende (vi er flyttet i mellemtiden) og på marken var ny lyng vokset op. Der var noget symbolsk over at se det, når vi i næste uge henter vores nye hvalp. Sif vil altid være min første hund, men kan mærke, at der nu er kommet plads til en ny.

 

Jeg håber, at du hurtigt kan finde ro med det, og synes også godt,var du kan nøjes med at sige, at han blev syg, til dem som er for nysgerrige.

[Bustertrold]

Kære Bernhardiner

 

Det gør mig rigtig ondt med Oliver, men det lyder som den bedste beslutning for både dig og Oliver - også selvom den har været svær at tage.

 

Du har gjort alt hvad der var muligt og mere til for at give Oliver en god tilværelse, så du må ikke bebrejde dig selv.

 

Mange tanker og kram